Sverigedemokraterna har i anledningen af det kommende Rigsdagsvalg udsendt denne video:

*****

Det er en 30 sekunder lang video om noget så komplekst som statens budget. Det er trivielt at påpege at videoen simplificerer sagen. Apropos trivielt:

All politik handlar om prioriteringar…

Sverigedemokraternas explicit udtalte budskab er at al politik handler om prioriteringer. Al politik handler om valg, og Sverigedemokraterna beder os vælge mellem indvandring og pension:

*****

Valget står ikke mellem indvandrere og pension. Valget står mellem indvandring og pension.

Indvandrer er (rimeligt eller ej) en markør, som den indvandrede vil bære rundt på resten af livet. Indvandring er en handling, som indvandreren har udført én gang. Et opgør med indvandring er ikke det samme som et opgør med indvandrere.

Overstående video opfordrer til et opgør med indvandring.

Opgør med indvandring

Budskabet er ikke engang at Sverigedemokraterna har noget mod de milliarder af mennesker, som ikke har det lige så godt som Sveriges 9.5 millioner indbyggere. Budskabet er at Sverigedemokraterna prioriterer de 9.5 millioner svenskere højere end de milliarder af mennesker, som (endnu) ikke har sat deres fod i Sverige, (endnu) ikke har løftet en finger for Sverige og (endnu) ikke har taget kvalificeret stilling til Sverige.

At prioritere A over B er ikke et udtryk for had til B.

Hetz

Svensk TV4 har afvist at sende overstående video:

»Den aktuelle film strider både mod radio- og tv-lovens demokratiparagraf og mod ytringsfrihedens forbud mod hetz mod folkegrupper«, siger TV4’s administrerende direktør Jan Scherman i en pressemeddelese.

Videoens budskab er at Sverigedemokraterna ønsker at prioritere pensionister over indvandring (igen, igen; ikke indvandrere, men indvandring). Sverigedemokraterna gør sig tilmed umage for at påpege at denne prioritering træffes i en økonomisk krisesituation.

De mødes med censur og følgende skudsmål på lederplads i Sveriges næststørste avis:

…och med reklamfilmen rinner polityren av SD.  Jimmie Åkesson tappar håret. Ser ni? Den brutala, primitiva skinnskallen bryter fram. Hans ljusa kavaj övergår i en grön nylonnyans. Får muddar. Blir en bomberjacka. Hans putsade skor växer ut till stålhättekängor.

SD har visat sin rätta karaktär. Hat.

Den sidste sætning er vist det vi danskere kalder “en selvhenter.”

Konklusion:

Det vælter frem med absurde historier fra Sverige i disse dage. Jeg tænkte at jeg ville blogge bare en enkelt af dem. Du kan få en forsmag på resten ved at klikke på et par af de nedestående links.

Alle kan se hvad du stemmer (i Sverige er valghemmelighed en feature, som man aktivt skal tilvælge)

Manden der leverede reklamens tekniske håndværk er blevet fyret fra hans job i Sveriges Radio Uppland

Hærværk rammer Sverigedemokraterne

Analyser:

Sverige er et beskyttet demokrati

Sverige er et u-land – hvad angår ytringsfriheden

Overskriften…

…er tyvstjålet fra Toy Story 3:

Dagens What The Fuck!?! har fået sin anti-tese. Det nyeste tiltag på denne blog er nemlig Familien Skal i Skoven, en feature opkaldt efter en Kim Larsen-klassiker med følgende udødelige udgangsreplik; sådan har det været så mange gange før og nu er det det igen…

Familien Skal i Skoven vil blive brugt om historier, som burde være Dagens What The Fuck!?!-historier, men på grund af tidens tragiske tegn har historien fået karakter af trivialitet. Så hvis jeg i fremtiden frustreres over historier, hvis civilisations-undergravende egenskaber burde være selvindlysende, så skriver jeg et nødtørftigt referat og tagger indlægget med mit nye cop-out af et tag.

Einer sogenannten “Mediencharta für Niedersachsen”

Via Norddeutscher Rundfunk:

Die niedersächsische Sozialministerin Aygül Özkan (CDU) hat ihren Vorstoß zu einer sogenannten “Mediencharta für Niedersachsen”, die die Medien auf einen gemeinsamen Kurs bei der Berichterstattung über Integration verpflichten soll…

…

Am Donnerstag war bekannt geworden, dass die Medien Mitte August eine vom Sozialministerium entworfene “Mediencharta für Niedersachsen” unterschreiben sollen. Darin sollen sie sich unter anderem verpflichten, eine “kultursensible Sprache” anzuwenden.

*****

Niedersachsens Socialminister Aygül Özkan (Kristendemokraterne) har fremført et forslag om et såkaldt “Mediecharta for Niedersachsen”, som skal forpligte medierne på fælles retningslinier når det kommer til dækningen af integrationsspørgsmål.

…

I Torsdags blev det bekendtgjort at medierne i midten af August skal underskrive det af Socialministeriet foreslåede mediecharter. Charteret forpligter bl.a. medierne til at anvende et “kultursensibelt sprogbrug.”

Sådan har det været så mange gange før og nu er det det igen…

Hat-tip:

AagePK

Gammelpot er en hollandsk tegneseriefigur, hvis vadsæk altid indeholder præcis, hvad Gammelpot skal bruge for at rode sig ud af hans seneste knibe. Til stor ærgelse for seriens skurke, så manifesterer vadsækkens magiske egenskaber sig kun, når det er Gammelpot selv som åbner den. Denne uretfærdige fordel er kun lige akkurat tilgivelig fordi Gammelpot er en elskelig karakter, som kæmper det godes kamp.

Nu har ytringsfrihedens modstandere tilsyneladende fået fat på en magisk vadsæk, og vi må desværre nok vænne os til at se scener som den nedestående gentaget ad nauseam i islamiske varianter.

*****

Tyrkerne må undvære film-succes

Sex And The City 2 er en amerikansk film, hvor fire livsglade New Yorker-veninder giver den gas i Mellemøsten.

Warner Bros. tyrkiske afdeling er iflg. Jyllands-Posten nået frem til den konklusion at “adskillige scener i filmen kan i den tyrkiske offentlighed [...] opfattes som om, at islam bliver udsat for latterliggørelse.” Derfor har de valgt at “udskyde premieren på ubestemt tid.”

• Hvis man kun sælger billetter til folk, som rent faktisk har lyst til at se filmen, så er der jo ikke noget problem
• Hvis filmen kun latterliggør de latterlige aspekter ved Islam, så er der jo ikke noget problem
• Det er Warner Bros. opgave at skabe og distribuere filmkunst; det er ikke deres opgave at tage hensyn til sarte magthavere, fintfølende fanatikere eller folket i al almindelighed

Men bedst som standard-argumenterne er blevet stillet op i formation, så dykker Warner Bros. deres hånd ned i vadsækken og fremtryller følgende uimodsigelighed:

»Grundet Israel-begivenhederne samt reaktionen i befolkningen er visningen af filmen forhindret«, skriver filmselskabet og henviser til den massive Israel-fjendtlige reaktion i den tyrkiske befolkning oven på en israelsk militæraktion den 31. maj mod et tyrkisk nødhjælpsskib på vej til Gaza.

Fuck the what!?!

Dagens kronik i Politiken er kronikeret af Flemming Nyborg; Må der være en grænse?

Kroniken handler om grænseoverskridelse og tager udgangspunkt i teaterets verden. Jeg gav mig til at læse kronikken, mens jeg i forventningsfuld spænding ventede på et åndssvagt udsagn om Muhammed-krisen, som kunne danne baggrund for et blog-indlæg.

Jeg måtte pløje mig igennem 2/3 af en kedeligt skrevet kronik om et emne, som overhovedet ikke interesserer mig, før Flemming Nyborg åbner et afsnit med disse løfterige ord:

Når nogle tegnere med rette føler sig truet og må have politiet til at beskytte sig mod satirens ofre, er det en uhyrlig situation. Deres sikkerhed er truet, og trygheden er i fare.

Vi bliver efterfølgende beriget med et par nyklassiske klichéer;

• “derfor er det ikke altid en god idé at udnytte sin frie ret til det yderste”
• “Hvis man synes, at en kollega er et dumt svin, vil det næppe fremme klimaet på arbejdspladsen, hvis man lader det komme eksplicit til udtryk…”
• “Selvcensur. Det var dog et grimmer ord! Før i tiden talte man om at lægge bånd på sig selv, og det blev regnet for godt at kunne.”

Det er altsammen been there, done that-territorium, men derefter begynder Flemming Nyborg at indfrie hans ikke-udtale løfte om idiotiske udsagn:

»Verden er en scene«, sagde Shakespeare…

»Verden er en scene«, sagde Shakespeare, men dermed er ikke sagt, at det, man kan tillade sig på de skrå brædder, også er o.k. udenfor. Hvis man ikke kan lide mosten, kan man vælge et andet teater eller blive hjemme. Du kan ikke vælge en anden verden, og verden er også en arbejdsplads og et fælles rum.

»My brain hurts«, sagde Michael Palin…

Verden udenfor teateret er ikke en stor klæbrig masse, som sidder hjælpeløst fast på ens fingre, når blot man én gang er kommet i kontakt med den. Verden udenfor teateret er en mangfoldig størrelse, og den indeholder mange rum, som har det til fælles med det enkelte teater at rummet kan vælges fra.

YouTube-videoer, Facebook-grupper, blogs, Jyllands-Postens debat-sektion, foredrag, sange, bøger, tegneserier og alle de andre formater, som Islam-kritikere bruger deler et fællestræk i at de er nemme at vælge fra.

Oh well… whatever… nevermind…

Flemming Nyborgs kronik er interessant, da den illustrerer en kronikørs manglende evne til at rationalisere hans instinktive modstand mod Islam-kritik.

80% af kroniken handler om grænseoverskridning og relaterede tendenser indenfor bladtegning, teater og satire. Med et sådant emne kan han ikke snige sig udenom Muhammed-tegningen, som får tildelt 20% af pladsen. Men hvor kronikøren kan skrive kritisk, objektivt eller begejstret om alt fra Lars Norén til Dødens Triumf, så kan han ikke berøre Muhammed-tegningen uden pligtskyldigt at tage afstand fra den.

Konklusion:

»Verden er en scene«, sagde Shakespeare… Hvis man ikke kan lide mosten, kan man vælge et andet teater eller blive hjemme.

Jeg kunne have svoret at det umiddelbart overstående, og kun meget lidt redigerede, Flemming Nyborg-citat var et stærkt argument for det tilladelige i at støde religiøse følelser.

Flemming Nyborg må slå krøller på sig selv for at kunne finde egen hale og eget hoved.

Se også:

Flemming Nyborg kunne lære en ting eller to af Tomasz Wróblewski

Vi indleder med en række eksempler på at Politiken har fattet nada af ytringsfrihed/trusselskultur/Islam/sekularisme-komplekset:

Berettiget norsk storm over Politiken: Politiken beklager sig over den manglende “brodersolidaritet og forståelse” i de norske mediers reaktion på Politikens Muhammed-forlig

Et indelukket xenofobisk og nationalistisk samfunds folkelige opstand mod alt det nye, fremmede, eksotiske og oversøiske: Politiken forsøger forgæves at få et interview med den irske forfatter Roddy Doyle til at handle om Dansk Folkeparti

Sophie Engberg Sonnes indre svinehund er blevet talt til: Politikens anmelder har set en film som fordømmer stening

Osama bin Laden har derimod fået en tidlig julegave i år: Politikens anmelder har læst en kritisk nyfortolkning af Koranen

…så er der ikke langt til nazistisk genhygiejne: Politiken interviewer Politiken om religionskritik.

Rushdie er stadig dødsdømt og fuld af energi: Politiken bruger en idiotisk udlægning af Rushides holdninger til at kompensere for den fair overskrift.

Teologisk spidsfindighed: Politiken bruger newspeak til at nyfortolke brutal, langtrukken dødsvold mod kvinder, som har haft sex udenfor ægteskabet

…are all the trends and policies that have recently made Denmark a more visible and controversial member of the international community really worth defending? Politiken kan også være idiotisk på engelsk jf. denne kommentar til terroren mod den danske ambassadde i Islamabad.

…and now for something completely similar:

Politikens Anne Bech-Danielsen har interviewet Kurt Westergaard, og det er blevet en læseværdig oplevelse.

Den læseværdige oplevelse kan du selv opsøge ved at klikke på linket. På denne blog koncentrerer jeg mig nemlig om det idioti, som Anne Bech-Danielsen formår at væve ind i interviewet.

Hvad koster en Kurt Westergaard det danske samfund?

Anne Bech-Danielsen kan selvfølgelig ikke dy sig for at stille Kurt Westergaard overstående spørgsmål i forbindelse med en redegørelse for PET’s omfattende og omkostningstunge indsats for at beskytte vores forfulgte medborger. Et spørgsmål som hviler på et præmis om at Kurt Westergaard på nogen måde kan tænkes at være medansvarlig for disse udgifter.

Hvad koster en Kurt Westergaard det danske samfund? En Kurt Westergaard koster det danske samfund 0 kroner.

Islamiske terrorister, somaliske øksemorder-wannabes og imperialistiske mullaher koster derimod samfundet dyrt, og Anne Bech-Danielsen kunne med fordel bruge sine journalistiske egenskaber til at prøve at afdække omfanget af disse udgifter.

For det synspunkt har Kurt Westergaard og mange andre betalt – nogle med deres liv, han selv med tryghed og frihed.

Pop Quiz:

Er det synspunkt Anne Bech-Danielsen henviser til den islamiske imperialisme, som prøver at påtvinge den ikke-islamiske verden en islamisk standard for ytringsfrihed?

…eller:

Er det synspunkt, som iflg. Anne Bech-Danielsen kræver kontant afregning i liv, tryghed og frihed, den overbevisning, som Kurt Westergaard redegør for her:

Jeg vil sige, at man ikke skal gå baglæns. Man skal ikke overgive sig. Man skal ikke undskylde noget. Det vil være forkert, og jeg synes jo, man har al mulig moralsk dækning til at fastholde sit synspunkt.

Hvis du ikke kan gætte svaret, så er jeg misundelig på dig.

Konklusion:

Jeg gider snart ikke længere skrive de her indlæg…

Jeg kan godt lide Erik Clausen. Erik Clausen har nemlig lavet mange gode film. Når det så er sagt…

Erick Clausen har ladet sig interviewe til papirudgaven af Jyllands-Posten. Der beriger han menneskeheden med hans betragtninger om hans seneste film Ledsaget Udgang. I den film indgår en scene med en Muhammed-tegner, hvilket afføder et oplagt spørgsmål;

Hvad vil du fortælle med Muhammedtegneren i filmen?

Jeg vil begynde med at spørge læserne: Hvornår er der tale om kunstnerisk ytringsfrihed eller en politisk handling?

Jeg var så ikke klar over at “kunstnerisk ytringsfrihed” og “politisk handling” var et enten/eller, og ikke et både/og. Men jeg kan tilsyneladende godt pakke mit venn-diagram af vejen, og bygge en helt ny kunst-forståelse op omkring Erik Clausens visdomsord.

Den tegning var ikke en stor kunstnerisk præstation, men den blev brugt som en politisk prvokation af Jyllands-Posten, og det må avisen stå til ansvar for, og det gør den også.

“…og lidt til” fristes man til at tilføje med tanke på gentagne mordforsøg og attentatplaner. Oh, well… videre i teksten.

Problemet er bare, at hele Danmark også skal stå til ansvar, og det giver anledning til en konflikt, der er så dramatisk, at jeg synes, at den ikke er det værd.

Retten til at kritisere ethvert dogme er ikke et par fornærmede arabere værd?

Retten til at tale magten midt imod er ikke tre udbrændte eller eksploderede ambassader værd?

Retten til at hæve sig over dit forhold til mit forhold til dit dogme er ikke mit liv værd?

WHAT THE FUCK!?!

*****

Man kunne fristes til at sige: “Det begyndte med en jødevittighed og endte med et gaskammer”. Hvor langt kan kunstnere gå med deres satire?

Det begyndte med en Muhammed-tegning, og det kan ende på to måder:

1. Det kan ende med en Muhammed-tegning, som mødes af menneskehedens kollektive ligegyldighed, og dermed udgør et sikkert tegn på at verden er kommet videre med sit liv, eller…
2. Det kan ende med et gaskammer fyldt med Muhammed-tegnere

Erik Clausen pisser på muslimer

I pæne og ordentlige kredse påberåber man sig ytringsfrihed, men hvis jeg går ned i den anden ende af Istedgade og stiller mig foran en rocker på et værtshus og siger: “Flyt dig din bøssekarl”, er det ikke sikkert, at han respekterer min ytringsfrihed. Så får jeg en på kassen.

…

På byggepladser er der ikke ytringsfrihed, kan jeg godt fortælle dig. Der skal du passe på med, hvad du siger.

Glem et øjeblik det absurde præmis om at Westergaard har opsøgt og krænket muslimer, fremfor at muslimer har opsøgt Westergaard med henblik på at lade sig krænke.

I Clausens optik er muslimer værsthus-frekventerende rockere, som møder ord med næver. Den islamiske verden er en byggeplads, hvor man holder kæft, makker ret og ikke står fast på sit. Danmark er derimod en pæn og ordentlig kreds. Godt så…

Hvad var lige argumentet for at den pæne og ordentlige kreds skal føje sig for byggepladsen?

Hvad var lige argumentet for at lade rockerens næve blive det sidste ord i den danske debat?

Svar udbedes.

Jeg er aktiv bruger på 180grader.dk, som er en slags dansk Digg med en liberal hældning (en hældning som, i parantes bemærket, ulykkeligt ofte antager en direkte perverteret form).

Over de seneste 2 dage har jeg debatteret i en afdød tråd uden offentlighedens bevågenhed. Debatten er vel knap så meget en debat, men en stribe under-argumenterede one-liners, som kulminerer i at min modpart utilsigtet giver en præcis beskrivelse af reaktionerne på Kurt Westergaards Muhammed-tegning. Jeg vil vove den påstand at nedestående ping-pong tager debatten om Kurt Westergaard, og placerer den inde i en nøddeskal. Derfor, og kun derfor, skal den deles med et bredere publikum.

Kurt Westergaard på tysk tv: Jeg har et godt liv

Debbaten startede med at jeg postede et link til Berlingske Tidendes historie om Kurt Westergaards interview til tysk tv. Overskriften lød “Kurt Westergaard på tysk tv: Jeg har et godt liv”. Den overskrift inspirerede brugeren Emer:

Emer:

Stort “tillykke” med dit gode liv Kurt! Du skal også huske de ca. 150, der døde p.g.a. dine tegninger. Sov godt Kurt!

William (forkortet):

Westergaard brugte pennen. Det døde ingen af. Blandt Westergaards kritikere var der folk der brugte sværdet. Det døde 150 mennesker af.

Emer:

William! Du ved jo godt, at pennen kan sagtens gøre mere skade, end sværdet. Og det var tilfældet.

William:

Nej, sværdet dræbte 150 mennesker. Pennen tegnede en mand, som har været død i 1.400 år.

I blame the terrorists!

Emer:

Sværdet ville ikke svinge, hvis pennen var mere fornuftigt.

William:

Sværdet ville ikke svinge, hvis ikke et individ havde truffet en beslutning om at svinge det. Det individ er ene-ansvarlig for at han af egen fri vilje besluttede sig for at svinge sværdet.

Emer:

Han er blevet tydeligt bedt om det. Opfordring lod klart.

William:

Kritik er ikke en opfordring til vold. Vores demokrati er baseret på at vi kan kritisere hinandens idéer kvit og frit, og derigennem se hvilke idéer der svømmer eller synker, når de møder skepsis. Kritik er en opfordring til debat, ikke en opfordring til vold.

Emer (forkortet):

Vi er nøde til at tage hensyn til, at der findes andre kulturer ude i den store verden, verden som ikke slutter i Danmark.  Og derude findes folk, som ikke tillader en kritik af deres værdier.

William (forkortet):

Vi er i Danmark ikke nød til at tage hensyn til, hvordan folk udenfor Danmark har det med ord og tegninger, som udgives i Danmark. Vi bør ikke lade os begrænse af at der er mennesker udenfor Danmark, som opsøger den danske debat, og derefter lader sig forarge over det de af egen fri vilje har opsøgt.

Emer (forkortet):

Man behøver ikke at tie stille, hvis man har noget på hjertet. Betyder det dog, at man altid skal sige det? Eksempel, jeg selv afskyr, men andet kan ikke bruges her: lad os antage, at jeg nu er antiroyalist. Jeg har lov til at vise Dronningen den midderste finger, men behøver jeg nu gøre det?

William (forkortet):

Din visen Dronningen fingeren ville ikke være en opfordring til vold mod dig og dine landsmænd. Din given Dronningen fingeren vil ikke kunne holdes ansvarligt for de mennesker, som (meget lidt sandsynligt) døde som en reaktion på at du viste Dronningen fingren. Hvis du viste Dronningen fingeren i April, og 150 mennesker dør i finger-relateret terror i Maj, så vil jeg stadigt holde faste i at give terroristerne skylden, og jeg vil forsvare din uskyld konsekvent.

Emer (ikke forkortet):

Du ved jo selv godt, at nu jonglerer du med ordene. Budskabet i alle mine indlæg er så enorm klart…

Lad os opfinde en anden eksempel. Lad os antage, at jeg har en Bandidos medlem som en nabo. Han kører på sin larmerende morcykel forbi mit hus på de vildeste tidspunkter i døgnet. Desuden knepper han sin kæreste midt på dagen i sin baghave, så min mindreårig datter kan se på. Jeg har den mulighed at brokke sig over på den ene eller den anden måde. Skal jeg tage chancen, bare fordi jeg har ret til det? Skal jeg risikere at få tæsk eller udsætte min familie på det? Jeg ville vælge at holde lav profil, fordi han er meget større end mig og så har han også nogle stærke venner. Jeg ville lade ham være og eventuelt flytte, hvis det virkeligt er ikke til at holde ud. Forstår du pointen nu?

William (forkortet):

Hvis jeg forstår dit metafor korrekt, så er den islamiske verden en “Bandidos-rocker som kørerpå sin larmerende morcykel forbi dit hus på de vildeste tidspunkter idøgnet, og desuden knepper han sin kæreste midt på dagen i sin baghave, så din mindreårig datter kan se på.”

Kurt Westergaard er en borger, som vælger at udvise civil courage og gøre indvendinger overfor dette dumme svin.

Kurt Westergaard burde, igen iflg. metaforet, holde kæft da rockeren/den islamiske verden er større end ham og er voldsberedt.

Emer (forkortet):

Nu gider jeg ikke mere, fordi det her er fuldstændigt håbløst.

Se også:

Krænkelseskultur kogt ned til en suppeterning

Fri Debat inviterer til et spændende arrangement:

Jyllands-Postens journalist Puk Damsgård har netop måttet vende hjem fra Pakistan, hvor hun ellers har arbejdet i flere år som korrespondent. Den pakistanske journalistforening har af flere omgange krævet, at den pakistanske regering skulle udvise hende pga. hendes tilknytning til avisen, der bragte Muhammedtegningerne. De pakistanske myndigheder har nægtet at forny Puk Damsgårds visum og anklager hende for lyssky aktiviteter og for at uddele Muhammedtegninger. Og en af landets bedste korrespondenter i Asien er således blevet tvunget væk fra sit vigtige arbejde med at rapportere fra et af verdens mest centrale brændpunkter.

Fri Debat inviterer til foredrag, hvor Puk Damsgård vil fortælle sin version af begivenhederne. Det vil blive et indblik i et samfund, hvor Muhammedtegningerne stadig spøger, og hvor efterretningstjenesten og pressekorpset arbejder tæt sammen.

I dag er First Annual Everybody Draw Mohammad Day. Der er mange gode grunde til at tegne Muhammed, men det er ikke alle grundene, som er specielt relevante for dagens happening.

Det handler ikke om at kritisere Islam

Det handler om, at der er folk som går i Bouyeri-mode over en tegning. Måske mener du at viljen til at bruge sværdet mod pennen skyldes Islams hæslige natur, korruptionen af smukke islamiske idealer, marginalisering eller et helt fjerde forhold. I dag behøver vi ikke at være enige om årsagen, men blot være enige om fakta; der er folk som går i Bouyeri-mode over en tegning.

I øjeblikket kan Bouyeri Wannabes vælge imellem mål som Kurt Westergaard, Lars Vilks, Matt Stone, Trey Parker, Sooreh Hera m.fl. Listen af Muhammed-karikerende kunstnere og meningsdannere er faktisk ikke så lang, og hvis du står på listen, så gruer du sikkert for den næste radikaliserede, øksesvingende terrorist. Men hvis der nu stod rigtigt mange mennesker på den liste…

Safety in numbers is the hypothesis that, by being part of a large physical group or mass, an individual is proportionally less likely to be the victim of a mishap, accident, attack, or other bad event.

Jo flere folk der tegner Muhammed, jo flere potentielle terror-mål, jo tyndere spredes risikoen. Der findes faktisk et ord for den slags; solidaritet. So without further ado…

Et stykke solidaritetsarbejde:

*****

En opfordring:

Jeg vil gerne opfordre mine læsere til at være solidariske med de kunstnere og meningsdannere, som kritiserer, karikerer eller bare har det sjovt med Islam og/eller Muhammed. Jeg vil gerne opfordre mine læsere til at sende mig en Muhammed-tegning på williamjansen1[a]gmail.com. Husk at skrive tydelig afsender. …eller endnu bedre: Du kan uploade en tegning til den sindssygt populære Facebook-gruppe.

Du behøver ikke forbinde dit navn med din blog-identitet for at deltage i denne happening, men jeg beder dig forbinde dit navn med en Muhammed-tegning. Jeg vil gøre mig umage for at sikre, at dit navn ikke tages til indtægt for kritik af Islam, kritik af Muhammed eller sympati med Vilks, Westergaard & Co. udover basal sympatiseren med deres ret til fortsat at være i live. Hvis du ønsker dit navn forbundet med sympati for deres virke, så må du selv gøre et stykke yderligere benarbejde.

Se også:

Why We’re Having an Everybody Draw Mohammed Contest on Thursday May 20