Bohemian Rhapsody

Politikens Rune Engelbreht Larsen postulerer i hans seneste klumme at “minkavlere slipper for billigt”, da den seneste tids spot på faget ikke har ført til forbedringer af minks kummerlige forhold.

Mere end en enkelt minkavls-sympatisør har postuleret at dyrerettighedaktivister slipper for billigt, når de forårsager produktionstab i millionklassen ved at “befrie” minkene fra deres trådbure på 30 x 45 x 90 cm (vi snakker om dyr, som i naturen forsvarer territorier, der strækker sig over 2-3 kilometer).

Kan vi slå begge disse fluer med et smæk?

Det tror jeg nok at vi kan.

Hvad nu, hvis der kom regelmæssige, uanmeldte kontrolbesøg på minkfarmene? Hvad nu, hvis dyrerettighedsaktivisterne fik mulighed for at forbedre forholdene på minkfarmene, fremfor bare at protestere symbolsk og indholdsløst mod deres eksistens? Hvad hvis aktivismen og behovet for kontrol med minkenes forhold kunne gå op i en enkelt højere enhed?

Lad os skue mod Californien:

California Penal Code 597e lyder i sin helhed:

Any person who impounds, or causes to be impounded in any pound, any domestic animal, shall supply it during such confinement with a sufficient quantity of good and wholesome food and water, and in default thereof, is guilty of a misdemeanor. In case any domestic animal is at any time so impounded and continues to be without necessary food and water for more than 12 consecutive hours, it is lawful for any person, from time to time, as may be deemed necessary, to enter into and upon any pound in which the animal is confined, and supply it with necessary food and water so long as it remains so confined. Such person is not liable for the entry and may collect the reasonable cost of the food and water from the owner of the animal, and the animal is subject to enforcement of a money judgment for the reasonable cost of such food and water.

M.a.o det er lovligt for enhver at bryde ind på farme, sikre sig at dyrs velfærd varetages i overensstemmelse med relevant lovgivning, og regningen for aktivisternes aktiviteter dækkes af landmanden.

Det betyder at amerikanske dyrerettighedsaktivister har en mulighed for at kanalisere deres aktivisme over i en meningsfuld handling, som befinder sig inden for lovens rammer. …og mange af dem udnytter den mulighed (om ikke andet muliggør lovgivningen at filme industrielt landbrug, som synes tilstræbt hermetisk lukket for offentligheden i USA).

Oversat til dansk minkavl…

Jeg foreslår, at vi i Danmark gør det lovligt at bryde ind på minkfarme med henblik på at bringe syge, skambidte, bidte eller mishandlede mink til en dyrelæge, og regningen for behandling af den syge mink overdrages til minkavleren (som li’som selv burde have bragt minken til dyrelægen).

Robert McNamara er død.

Robert McNamara var Saddam Hussein, the anti-christ og Bobby Heenan svejset sammen i en ultimativt ond person. Robert McNamara myrdede egenhændigt millioner af japanere, og hver eneste vietnameser der nogensinde har levet. Robert McNamara var ansvarlig for…. GAB!

Robert McNamara var mange ting, men de fleste af de ting var han længe før denne Årgang 76-blogger fik øje på geo-politik. I min tid fungerede Robert McNamara mest som en skarpsinding geopolitisk kommentator jf. bl.a. den anbefalelsesværdige dokumentarfilm The Fog of War. Så det er som skarpsinding kommentator at jeg vil huske Robert McNamara

Eleven lessons from the Iraq War

Kort før hans død offentliggjorde Robert McNamara en liste over 11 ting vi har lært fra Irak-krigen:

1. We misjudged then — and we have since — the geopolitical intentions of our adversaries … and we exaggerated the dangers to the United States of their actions.
2. We viewed their people in terms of our own experience … We totally misjudged the political forces within the country.
3. We underestimated the power of nationalism to motivate a people to fight and die for their beliefs and values.
4. Our judgments of friend and foe, alike, reflected our profound ignorance of the history, culture, and politics of the people in the area, and the personalities and habits of their leaders.
5. We failed to recognize the limitations of modern, high-technology military equipment, forces, and doctrine.
6. We failed, as well, to adapt our military tactics to the task of winning the hearts and minds of people from a totally different culture.
7. We failed to draw Congress and the American people into a full and frank discussion and debate of the pros and cons of a large-scale military involvement before we initiated the action.
8. After the action got under way, and unanticipated events forced us off our planned course, we did not fully explain what was happening, and why we were doing what we did.
9. We did not recognize that neither our people nor our leaders are omniscient. Our judgement of what is in another people’s or country’s best interest should be put to the test of open discussion in international forums. We do not have the God-given right to shape every nation in our image or as we choose.
10. We did not hold to the principle that U.S. military action should be carried out only in conjunction with multinational forces supported fully (and not merely cosmetically) by the international community.
11. We failed to recognize that in international affairs, as in other aspects of life, there may be problems for which there are no immediate solutions. At times, we may have to live with an imperfect, untidy world.

…øh, undskyld… …jeg får en besked i min høresnegl… …ja, okay…

Vi bringer en rettelse

Bloggen er desværre kommet i besiddelse af en falsk, manipuleret liste, og vi iler med at bringe en korrektion:

Listen er ikke fra kort før Robert McNamaras død, men snarere fra 1995.

Listen handler ikke om lektier lært fra Irak-krigen, men om lektier lært fra Irak-krigen.

Listen stammer fra McNamaras bog ‘In Retrospect: The Tragedy and Lessons of Vietnam‘, og den er bl.a. citeret her og her.

Det bog burde George W. Bush have læst…

Det er synd at George W. Bush ikke læste den bog inden invasionen af Irak.

Det er totalt vildt over-meget synd at George W. Bush ikke læste den bog inden invasionen af Irak.

Det er fuldstændigt freakin’ fuckin’ SUPER-SYND at George W. Bush ikke læste den bog inden invasionen af Irak.

Det er…. …you get the point!

Konklusion:

Det kan godt være at det var ondskaben selv som gik i graven for nyligt. Men så var det en selvransagende og reflekterende ondskab som gik i graven. Lad denne selvransagelse og reflektion være Robert McNamaras eftermæle.

Det kan godt være at Robert McNamara ikke har fortjent så positivt et eftermæle, men vi (læs: menneskeheden i al almindelighed) har brug for det eftermæle.

Vi har ikke brug for fordømmelse af de ting som Robert McNamara gjorde galt. Vi har brug for skarpsindig indsigt i denne galt-gørenhed, så vi kan lære af indsigten og undgå at gentage galt-gørenheden.

Se også:

Kære ‘Obama i Cairo’-kritikere

W. – anmeldelse af en film …og en præsident

Asra Nomani er en amerikansk kvinderettigheds-forkæmper som i bedste Rosa Parks-stil bekæmpede kønsdiskrimantionen i den lokale moské. Det er der blevet lavet en dokumentafilm om.

Det der gør denne trailer interessant er at den portrætterer alle parter som søde og rare mennesker der kæmper ud fra deres bedste forståelse. Det lover godt for filmen, som får premiere på ThePirateB… Øh, jeg tror jeg mener… øhhh… Filmen bliver sendt på PBS i USA i aften.

Se også følgende film-relaterede indlæg:

Heavy Metal i Baghdad

The can not get away with this…

Islam’s reformers are such punks

Alexandra Pelosi har lavet en underspillet, subtil dokumentar-film bærende titlen ‘Right America: Feeling Wronged – some voices from the campaign trail’. Filmen er netop blevet sendt på HBO, og går i øjeblikket sin sejrssgang på diverse torrent-sites.

Alexandra Pelosi (ja, hun er datter af Nancy og mindst lige så venstreorienteret som moderen) søger at dokumentere politik, men hun ignorerer politikere, parti-organisation, spindoktorer, kronologi, historier, hovedpersoner og andre elementer som jeg kunne have svoret var essentielle i en politisk dokumentar. Istedet tegner hun et stemningsbillede som flot komplimenterer den lettere fortærskede McCain vs. Obama-debat.

Pelosi fulgte John McCains forsøg på at blive USA’s 44. præsident. Men hun fulgte ikke McCain… Hun fulgte heller ikke hans rådgivere eller spindoktorer… Hun tog fra ‘campaign stop’ til ‘campaign stop’ og snakkede med de vælgere som stod i kø i timevis for at se McCain og Palin.

Filmen har ingen hovedpersoner. Pelosi selv er vidunderligt usynlig. Hun udfordrer ikke de folk hun interviewer, men stiller dem simple spørgsmål og lader dem så spinde helt frit og associere sig vej igennem deres eget mentale landskab. Ved at give de enkelte stemmer god tid til at sige hvad lige netop de har på hjertet, så træder filmen ud af den alt for ofte konfrontatoriske ’spørgsmål/svar’-dynamik og bevæger sig over i retning af loyale mini-portrætter.

Filmens højdepunkt er de korte sekvenser, hvor vi møder den racistiske og åndsformørkede del af Amerika. En mørk side af Amerika, som mange snakkede om i opløbet til sidste års præsidentvalg. Denne film snakker ikke om racisterne. Den lytter til dem. Derfor ender disse sekvenser ikke med at handle om deres politiske holdning til Obama, men om hvordan de har det med Obama. Altså hvordan det føles at være ærke-racist i et land som er ved at vælge en sort præsident. Vi ser en voksen mand græde. Ikke den barnlige hysteriske gråd over at have mistet sit legetøj, men en moden mand der græder i dyb sorg over ikke længere at genkende det land han engang elskede. Man får indtryk af at dette er et stærkt menneske som ikke skammer sig over tårer, og tør stå ved den universelle menneskelige følelse som sorg er. At racisten fremstår dybt menneskelig selvom han sørger over noget så betydningsløst som en præsidentkandidats hudfarve, bekræfter vel bare at vi allesammen langt, langt nede er mere ens end vi går og bilder os selv ind.

Konklusion:

Styrken ved ‘Right America…’ er at filmen ikke fordømmer noget menneske. Filmen prøver heller ikke at fortælle os hvorfor højrefløjen tager fejl. ‘Right America…’ er et stemningsbillede. Den prøver at give et lille glimt af, hvad nogen af de 60 millioner McCain-vælgere havde på hjertet i tiden op til November sidste år. Den tager 45 minutter, og det er en afslappet ‘læn dig tilbage’-oplevelse. Som dokumentar-film er den nærmst unik i at den ikke giver dig nye oplysninger, men blot nye indtryk. De er også værd at samle på.