Bohemian Rhapsody

Vi indleder med en række eksempler på at Politiken har fattet nada af ytringsfrihed/trusselskultur/Islam/sekularisme-komplekset:

Berettiget norsk storm over Politiken: Politiken beklager sig over den manglende “brodersolidaritet og forståelse” i de norske mediers reaktion på Politikens Muhammed-forlig

Et indelukket xenofobisk og nationalistisk samfunds folkelige opstand mod alt det nye, fremmede, eksotiske og oversøiske: Politiken forsøger forgæves at få et interview med den irske forfatter Roddy Doyle til at handle om Dansk Folkeparti

Sophie Engberg Sonnes indre svinehund er blevet talt til: Politikens anmelder har set en film som fordømmer stening

Osama bin Laden har derimod fået en tidlig julegave i år: Politikens anmelder har læst en kritisk nyfortolkning af Koranen

…så er der ikke langt til nazistisk genhygiejne: Politiken interviewer Politiken om religionskritik.

Rushdie er stadig dødsdømt og fuld af energi: Politiken bruger en idiotisk udlægning af Rushides holdninger til at kompensere for den fair overskrift.

Teologisk spidsfindighed: Politiken bruger newspeak til at nyfortolke brutal, langtrukken dødsvold mod kvinder, som har haft sex udenfor ægteskabet

…are all the trends and policies that have recently made Denmark a more visible and controversial member of the international community really worth defending? Politiken kan også være idiotisk på engelsk jf. denne kommentar til terroren mod den danske ambassadde i Islamabad.

…and now for something completely similar:

Politikens Anne Bech-Danielsen har interviewet Kurt Westergaard, og det er blevet en læseværdig oplevelse.

Den læseværdige oplevelse kan du selv opsøge ved at klikke på linket. På denne blog koncentrerer jeg mig nemlig om det idioti, som Anne Bech-Danielsen formår at væve ind i interviewet.

Hvad koster en Kurt Westergaard det danske samfund?

Anne Bech-Danielsen kan selvfølgelig ikke dy sig for at stille Kurt Westergaard overstående spørgsmål i forbindelse med en redegørelse for PET’s omfattende og omkostningstunge indsats for at beskytte vores forfulgte medborger. Et spørgsmål som hviler på et præmis om at Kurt Westergaard på nogen måde kan tænkes at være medansvarlig for disse udgifter.

Hvad koster en Kurt Westergaard det danske samfund? En Kurt Westergaard koster det danske samfund 0 kroner.

Islamiske terrorister, somaliske øksemorder-wannabes og imperialistiske mullaher koster derimod samfundet dyrt, og Anne Bech-Danielsen kunne med fordel bruge sine journalistiske egenskaber til at prøve at afdække omfanget af disse udgifter.

For det synspunkt har Kurt Westergaard og mange andre betalt – nogle med deres liv, han selv med tryghed og frihed.

Pop Quiz:

Er det synspunkt Anne Bech-Danielsen henviser til den islamiske imperialisme, som prøver at påtvinge den ikke-islamiske verden en islamisk standard for ytringsfrihed?

…eller:

Er det synspunkt, som iflg. Anne Bech-Danielsen kræver kontant afregning i liv, tryghed og frihed, den overbevisning, som Kurt Westergaard redegør for her:

Jeg vil sige, at man ikke skal gå baglæns. Man skal ikke overgive sig. Man skal ikke undskylde noget. Det vil være forkert, og jeg synes jo, man har al mulig moralsk dækning til at fastholde sit synspunkt.

Hvis du ikke kan gætte svaret, så er jeg misundelig på dig.

Konklusion:

Jeg gider snart ikke længere skrive de her indlæg…

En af denne blogs faste features er Things that make you go HMMM…

Sidste år blev abortlægen George Tiller myrdet af abortmodstanderen Scott Roeder. Både Tiller og Roeder var kristne.

Mordet var et terror-angreb, da et af mordets formål var at skabe angst hos abortlæger. Mordet var et angreb på demokratiet, da mordet var en afvisning af den folkevalgte forsamlings eneret til at lovgive og domstolenes eneret til at dømme.

Fik jeg nævnt at både Tiller og Roeder var kristne?

Godt så…

I Poul Høi’s artikel om retsagen er der et afsnit, som udtrykkeligt redegør for at offeret Tiller var en “god kristen”, som “tilhørte” en kirke og plejede omgang med andre kirkegængere. Poul Høi bruger offerets kristne overbevisning til at tegne et sympatisk billede af offeret.

Morderen Roeders religiøse overbevisning nævnes ikke med et eneste ord. Der nævnes intet om religiøse dimensioner til hans motiv for at begå mordet. Der nævnes intet om Roeders referencer til “our Heavenly Father” under retssagen. I Poul Høi’s beretning er Scott Roeder blot en “aktivist”.

Poul Høi bruger altså Kristendommen, når han kan spekulere i dens eventuelle forbindelse med standhaftighed og lovlydighed, men han ignorerer Kristendommen, når den beviseligt er drivkraften i en afstumpet, terroristisk anslag mod det amerikanske demokrati.

Hmmm…

En af denne blogs faste features er Things that make you go HMMM…

Min foretrukne krimi-forfatter er Christopher Brookmyre. Der findes ingen krimi-forfatter, som kan håndtere et kompliceret og ivrigt twistende plot så mesterligt som Christopher Brookmyre. I starten af hans seneste hyper-komplicerede, uforudsigelige og elementært spændende mesterværk “A Snow Ball in Hell” er en af hans faste figurer Angelique de Xavia gået undercover blandt radikale franske islamister, og det sætter en tanke eller tre i omløb vedrørende terror-truslen:

Aye. There was upon reflection something to commend the much maligned jilbab-and-niqab combo, to say nothing of the burqa.

Sure, it was hard to think of a more complete symbol of absolute female subjugation than forcing them to dress like a free-standing Victorian changing booth rather than the human being that might be found inside it. Sure, it showed disgust for the female body, an insulting distrust of male self control and a bridling hatred of human sexuality in general. Sure, it was only a kick in the arse off of locking your woman up in a black box like some possession that had no autonomous will of its own, there only to be used when required and then safely stored again. Sure, it denied women the right to any pleasure in her form or appearance, the right to express any individuality and the ability to express anything though non-verbal means other than whatever she might be able to convey by making her eyes go skelly. Sure, the Islamic fundamentalist version of Big Brother would be a bastard to follow unless the women all bore really big name-tags. And sure, the only way a culture could be more contemptuous in devising a garment so sadistically unsuited to its own prevailing climate would have been if eskimoes sent their women out in thong-bikinis. But…

When it came to undercover surveillance of Islamist radicals, it was simply de rigueur, darling. It was like wearing the One Ring. For a start, nobody knew what you looked like underneath the tent. Nor could anyone else guess what might be concealed beneath the billowing folds. A wire? A pinhole bodycam? Hah! You could fit two boom microphones and a Dolby stereo pan inside and still have room for a high-tech digital camera up each sleeve. But its true Klingon cloaking-device efficacy lay in the fact that merely wearing it marked you as toeing the line, knowing your place and posing no threat. Invisibility rendered through irrelevance. You were, after all, a woman, and not just that, but a woman who was under control and knew how to behave.

Igen og igen lykkedes det vores vidunderlige efterretningstjenester at være to skridt foran terroristerne. Igen og igen møder vi terrorister i retten fremfor på en video, hvor de blærer sig med deres seneste massemord. Kort sagt; de vestlige efterretningstjenester er Real Madrid sidst i 50′erne, og terroristerne er Fremad Amager (vælg selv en årgang). Kunne burkaen være en del af forklaringen?

Hmmm…

Tøger Seidenfadens seneste debat-indspark har den insisterende titel “Lyt dog til, hvad PET siger”. Indsparket handler om politikernes manglende vilje til at sætte den værdipolitiske dagsorden på baggrund af sikkerhedspolitiske overvejelser. Tøger Seidenfaden opsummerer i den anledning PET’s syn på den ultimative Fatal Fourway;

Terrorisme vs. Debat vs. Sammenhængskraft vs. Islam:

Des mere vi gør terrortruslen til en bevægelse, der er forankret i hele islam, og des mere vi gør terrorbekæmpelse til en ’kamp mellem civilisationer’ eller mod en ’islamistisk fascisme’, des mere troværdig gør vi al-Qaedas propaganda, og jo flere muslimer risikerer vi dermed at skubbe over i passiv eller aktiv støtte til terrorismen.

I april advarede PET-chefen således mod at bruge ordet jihad om terroren, fordi mange almindelige muslimer forstår jihad som en åndelig eller religiøs stræben, der ikke har noget med terror eller krig at gøre.

…

Vores propaganda skal skille ekstremisterne fra resten, og det sker bedst ved at betone alt det, der samler resten af samfundet og muslimer – inklusive konservative muslimer, der adskiller sig fra flertallet på den ene eller den anden måde, men ikke dyrker vold.

*****

PET har sandsynligvis ret i at Islam-skepsis bidrager til at den del af muslimerne, der i forvejen over-identificerer sig med Islam, føler sig lige så udstødte, latterliggjorte, karikerede og hetzede som den abstrakte idé, hvis blege balder synes permanent parkeret i klaske-højde. Hvis man formoder at en signifikant delmængde af udstødte muslimer bliver terroristiske muslimer, så... Nåh, ja…

PET gør ret i at råde danskerne til at snakke pænt om Islam.

Tøger Seidenfaden er fuldstændigt enig med PET, og han tager stadigvæk fejl

PET har en begrænset dagsorden; et sikkert Danmark. PET råder på den baggrund danskerne til at snakke pænt om Islam, og så må danskerne selv veje sikkerhedhensynet op mod deres øvrige værdier og ønsker.

Tøger Seidenfaden har – kald mig bare naiv – forhåbentligt en langt bredere dagsorden; religionsfrihed, sekularisme, demokrati, åndsfrihed, homo-rettigheder, kvinderettigheder m.m.

Der er mange muslimer i Danmark. Disse muslimer får lidt flere børn end gammel-danskerne, og de får dem i en lidt yngre alder. Der bliver derfor stadigt flere muslimer i Danmark. Der er en mulighed for at mange af disse muslimer vil vende sig mod ikke-terroristiske, men anti-demokratiske, homofobiske, misogyne og åndsformørkede imamer. Hvis ikke-terroristiske, men alligevel totalitære, imamer som f.eks. Abdul Wahid-Pedersen får for meget magt over de næste 50-100 år, så udgør de en trussel mod vores samfundsform.

Den mulige udvikling bliver vi nød til at imødegå. Den mulige udvikling bliver vi nød til at imødegå med skepsis, kritik, hån, spot og latterliggørelse af Islam.

Konklusion:

Fra et sikkerheds-strategisk perspektiv vinder vi alt ved at omfavne den totalitære Islam i forsøget på at bekæmpe terroristisk Islam.

Men Islam-debatten handler om noget som er større end ringen for ørene, iturevne menneskekroppe og en brændende Nørreport Station. Islam-debatten handler om indretningen af vores samfund. Den debat kan ikke værdisættes i hverken kroner, ører eller menneskeliv.

Vi bør takke PET for at have gjort os opmærksom på risikoen, og forstå at vi fortsætter herfra på eget ansvar og mod sikkerheds-eksperternes råd.

Terror-truslen kan aldrig blive en legitim grund til at lukke for Islam-debatten!

…vel, Tøger?

Se også:

Koran Bloggen, Islam-kritik og muslimerne

Terroren krydser mit spor

Livet triumferer over døden

I går opfordrede jeg de danske avisredaktioner til at smide Westergaards ypperlige mesterværk på forsiden af dagens aviser. Det gjorde de sidst, at efterretningstjenesten afslørede attentat-planer mod deres branche, og det bør de gøre igen for at vise til omverdenen og deres læsere, at de ikke lader sig kue.

Fantomas, EconStud, Mester Hargi og Betydningsfulde Ulla har allerede gjort det, og nu er det blevet min tur til at kompensere for avisernes vægelsind.

…og så mit eget ydmyge forsøg på at gå i mesterens fodspor.

…og EconStud folder sig ud med et værk, som også er mangfoldiggjort hos Mester Hargi:

Betydningsfulde Ulla udtrykker sig i rørperler… *tillægger sig Beavis-stemme* He, he… Hun sagde “perle”…

*****

You can’t win, Mo. If you strike me down, I shall become more powerful than you could possibly imagine.

Andre bloggere som mangfoldiggør Westergaards tegning, med en specifik henvisning til dagens anledning, bedes skrive i kommentatorsporet, så jeg kan pimpe deres blog.

Update:

Aviserne har fået endnu en oplagt lejlighed til at mangfoldiggøre tegningen.

Se også:

A response to Politiken

Mohammed Image Archive

3 vilkårligt valgte lavpunkter i Nobels Fredspris’ historie:

1993: Nelson Mandela får Nobels Fredspris; …og får besked om at han skal dele den med F.W. de Klerk.

1994: Yassir Arafat får Nobels Fre… Yassir Arafat får Nobels Fredsp… Okay, jeg kan ikke få mig selv til at skrive det, men I ved hvad jeg snakker om.

2009: Barack Obama får Nobels Fredspris på trods af at han aktivt fører to krige, og iøvrigt ikke rigtigt har opnået noget… endnu.

Derfor hungrer menneskeheden efter en fredspris, som der hersker respekt om. Derfor skuer menneskeheden i min retning i søgen efter svar. Jeg kan ikke skuffe menneskeheden, og derfor indstifter jeg med dette blogindlæg Jansens Fredspris.

Jansens Fredspris 2009:

Jansens Fredspris 2009 går til den indiske premiereminister Manmohan Singh.

I November 2008 blev Indien angrebet af terrorister med base i Pakistan. Det terrorangreb påvirkede mig personligt, da det foregik i “min baghave”, hvilket jeg blogger om her.

Indien havde ret til hævn. Indien havde ret til at forsvare sig selv ved at straffe terroristernes bagmænd. Indien havde ret til at svare igen med militære midler. Et utal af internationale ledere, en amerikansk præsident og en amerikansk president-elect forsikrede verdenssamfundet om at de anerkendte Indiens ret til at svare igen militært.

Manmohan Singh tog en dyb indånding…

Manmohan Singh tog endnu en dyb indånding…

Så erkendte han at hans folk og hans nation ville være de sande tabere, hvis han tog hele regionen til Helvedes forgård.

Så erkendte han at han ville spille fjendens spil, hvis han startede den krig som terroristerne tiggede ham om at starte.

Jeg forestiller mig at det kære, generte, snusfornuftige menneske gjorde sig et par nyttefilosofiske overvejelser, og med en parafrase over et gammelt BZ-slagord, så sendte han et signal om at Indien selv bestemmer, hvornår de vil slås.

Enhver idiot kan vælge en voldelig reaktion på en voldelig aktion. Det kræver koldblodighed og styrke at turde vælge en fredelig reaktion på en voldelig aktion

Derfor får Mahoman Singh Jansens Fredspris 2009.

Update:

Leder af Nobel-komitéen spørger: Kan I pege på nogen der har gjort mere end Obama?

Se også:

Terroren krydser mit spor

Livet triumferer over døden

D. 3 Marts i år blev det sri lankanske cricket-landshold angrebet op til en match i Lahore, Pakistan. Seks politifolk og to civilister blev dræbt, syv cricket-spillere blev såret. Det fik undertegnede til tastaturet. Jeg fortalte om mine cricket-relaterede oplevelser i Pakistan og jeg kom med følgende spekulation om baggrunden for angrebet:

Jeg forestiller mig at Pakistan har været grebet af cricket-feber de seneste par dage. Muslimske drenge har sikkert siddet ude foran hoteller og længseslfuldt ventet på autografer fra de kristne, hinduistiske eller buddhistiske cricket-stjerner (inkl. en enkelt eks-muslimsk buddhist). Voksne mænd har taget transistor-radioen med på arbejde. Familier har stimlet sammen omkring fjernsyn, og der er sikkert mere end en enkelt kvinde som har nydt et øjebliks fred og ro, mens mændene har været travlt optaget af at følge de vigtige cricket-opgør.

…og imens er der blevet læst lidt mindre i Koranen. Imens har folk tænkt lidt mindre på Islam. Måske er der ovenikøbet blevet skippet en bøn eller tre.

Cricket er en religion i Pakistan. De betyder at cricket også er en vantro i Pakistan.

Tariq Ali udtalte ved den lejlighed til Information:

‘Cricket er religion her i Pakistan på linje med Islam…’

På linje med Islam… Det måtte jo gå galt før eller senere.

Sad but true

D. 3. Marts 2009 måtte Sri Lankas bedste cricket-spillere flygte fra Pakistan. Terroristerne havde skabt et rum fyldt med vold, død og undertrykkelse. Men det rum var begrænset i tid og sted, og menneskehedens livsglød er ubegrænset. Den kan undertrykkes til tider, og den kan fordrives fra steder, men den kan ikke slukkes.

Fast Forward

D. 4. Juli 2009 befandt Galle (på Sri Lanks sydkyst) sig udenfor undertrykkelsens rum.

D. 4. Juli 2009 blev den sri lankanske udenrigsministers løfte til Pakistans (og verdens) cricket-fans indfriet: Sri Lanka will not allow Pakistan’s isolation in the cricket.

D. 4. Juli 2009 åbnede det pakistanske landshold deres Sri Lanka-turné med en Test-match på Galles cricket-stadion.

D. 4. Juli 2009 triumferede livet over døden, og jeg sad på lægterne og så på.

Fint lille udsyn jeg havde. Det er lidt af Galles historiske fort, som kan ses i højre side.

Stemningen var levende. Der var et orkester som spillede en slags improvisations-jazz-agtige medleys af kendte melodier. Trommeslageren satte en rytme, de andre trommeslagere faldt i. Så valgte det første horn en melodi, og så snart de andre horn genkendte melodien, så faldt de i. Når trommeslageren havde fået nok af melodien, så fordoblede han tempoet, hvilket betød at hornene drejede af ved næste afkørsel. Derefter begyndtes der forfra med et nyt beat og senere en ny melodi. Kampen var en Test-series som spilles over 5 dage med 8 timers spil om dagen. Musikken var mere eller mindre konstant. Man må beundre deres vedholdne entusiasme.

Jeg havde betalt 25 kroner for at sidde på en egentlig tribune, og det viste sig at være mest for overklassen (inklusiv et par tilrejsende pakistanere). Stadion var ikke udsolgt, og det var der en grund til. Udsynet fra fortet bag stadion var næsten lige så godt som udsynet fra tribunen, så mange fans valgte at spare de 5 kroner som den billigste billet kostede:

Initiativrige mennesker.

Kampen var fin nok, men jeg har tilstrækkeligt med ADD til at mene at en visuelt kedelig sportsbegvenhed der strækker sig over 5 dage ikke egner sig til intenst nærstudie. Jeg foretrækker crickets hurtigere og mere TV-venlige formatter som 20/20 eller ODI’s. Jeg gik efter 4 timer, en livsbekræftende oplevelse rigere.

Konklusion:

Terrorister kan slå andre mennesker ihjel.

Det er til gengæld også det eneste de kan, og så længe at de ikke kan slå os allesammen ihjel, så er det ikke særlig meget at kunne.

180grader har bragt en artikel med en konklusion så indlysende, at den ikke burde have behov for belysning: Abraham-fortælling skaber ekstremisme og religiøs terrorisme, og bjørne skider i skoven.

Artiklen starter med et Kristendoms-apologetisk forsøg på at give lidt baggrunds-information:

Fortællingen om patriarken Abraham, der vil ofre sin egen søn Isaks liv, fordi han tror, at Gud har givet ham besked på det…

Fordi han TROR at Gud har givet ham besked på det?

SAY WHAT???

Lad os lige slå fast med søm der er syv tommer lange: FORTÆLLINGEN er lige så klar i mælet som den er åndsformørket. Psykopaten Gud HAR givet Abraham besked på at myrde hans søn. Efter at artiklen undlader at sætte det forhold på plads, så kommer den til sin egentlige pointe:

Abraham-fortællingen fungerer nemlig som retfærdiggørelse for religiøse terrorister og ekstremister blandt både muslimer, kristne og jøder, konstaterer Troels Nørager [lektor i religionsetik og filosofi]. De finder i fortællingen en retfærdiggørelse af, at de gør ret i en lydighed overfor deres Gud, som strider mod almindelig menneskelig etik.

Dette fører Troels Nørager frem til et spørgsmål som han vitterligt burde kende svaret på:

…jeg spørger mig selv, hvorfor vi i kristendommen skal holde fast i en fortælling, der ud fra både en etisk, moralsk og demokratisk vinkel både er skadelig og farlig

Fortællingen siger at lydhørhed overfor Gud (hvor åndsvagt og psykopatisk han end måtte begærde sig) er en god ting. Abraham bestred ikke Guds ord, og han blev bedt om at myrde sin søn. Med hvilken ret vil en moderne kristen bestride Guds ord, når han blot bliver bedt om at bevare og videreformidle dette ord?

Eller for at skære det ud i neon-omsvundet pap:

I kristne skal holde fast i fortællingen fordi fortællingen siger at I skal holde fast i den.

Lektoren melder at han ’står ret alene’ med sine holdninger blandt danske kristne (!!!), og han fortsætter:

…jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere, der har taget Isaks parti. Han bliver jo ikke spurgt, om det er i orden, at han bliver ofret.

Enhver der tænker sig om, og ikke er psykopat, vil svare ‘Isak – DUH!’ når han bliver spurgt hvilket parti han tager i fortællingen.

Når folk ikke tager Isaks parti i den historie, så må det være fordi at de a) ikke har tænkt sig om, eller b) er psykopater. Lad os håbe at Nøragers medkristne ikke har tænkt sig om. Lad os virkeligt, virkeligt håbe at de ikke har tænkt sig om.

Se også:

Alternativ historie-skrivning

Koranen er dårlig skrevet, Gud er psykopat og Abraham er en idiot

De Tamilske Tigres leder er død. Politiken videreformidler her følgende ord fra Reuters kilde i militæret:  ‘Det er bekræftet, at Prabhakaran blev dræbt, da han kort før daggry forsøgte at flygte i en ambulance. Vi venter på en officiel udmelding fra præsidenten’

For 2 timer siden gik et improviseret begravelsesoptog igennem Kandy. En motorcykel kørte i forvejen:

…og efter motrocyklen kom båren med ‘Prabhakarans lig’, som igen var efterfulgt af hornorkester, trommer og dansende mennesker:

…og det var så dagens øjenvidneberetning fra historien.

Politiken fortalte tidligere på dagen:

De Tamilske Tirgre har advaret om, at deres nederlag kun vil bringe en ny fase af guerillakrig med sig mod økonomisk sårbare mål i Sri Lanka. Det opfattes som en indirekte trussel mod turismen i landet, som regeringen håber kan opblomstre oven på krigens slutning, skriver Reuters.

Jeg befinder mig på Sri Lanka. Jeg skal se alle de store turist-mål over de næste 2 måneder. Det der med ‘trussel mod turismen i landet’ har vist noget med mig at gøre. Men det er ikke noget jeg behøver tænke nærmere over. De relevante tanker er for længst tænkt til ende.

Det er nemlig ikke første gang at terroren krydser mit spor

I dette stærkt personlige indlæg beretter jeg om mit personlige forhold til 5 af målene for angrebene i Mumbai sidste år.

Jeg har desuden boet på Krishna Lodge i Paharganj, New Delhi. Krishna Lodge befinder sig 20 meter fra det sted hvor en bombe sprang i 2005. 16 mennesker blev dræbt, og yderligere 46 blev dræbt af to samtidige bomber andetsteds i New Delhi. Jeg havde forladt hotellet to uger forinden.

Når jeg er i Mumbai tager jeg regelmæssigt lokal-toget op til Borivali. I 2005 blev 6 lokal-tog på linien mod Borivali bombet, da 7 bomber sprang rundt omkring på tog-nettet indenfor 11 minutter. 209 mennesker døde.

Terror er nærværende i mit liv.

Mine tanker om terror tager udgangspunkt i det forhold at 7 forskellige steder som jeg færdes regelmæssigt har været udsat for terror-angreb ved 3 seperate lejligheder indenfor de seneste 4 år. Indenfor de seneste 4 år er 347 mennesker døde pga. terror i min baghave.

Når jeg tænker på terror tænker jeg ikke på værn om abstrakte idealer, geopolitik, identitets-politik eller ‘oooh, oooh, oooh, det kunne teoretisk set tænkes at nogen en dag bombede Nørreport’. Terror er en konkret virkelighed som jeg er blevet nød til at tænke seriøst, langt og dybt over. Jeg er kommet til en konklusion.

Hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?

For nogen er spørgsmålet ‘…hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?’ ikke et spørgsmål der skal besvares. Hvis der er en signifikant terrorrisiko ved et turist-mål, så undgår man bare det turistmål. På den måde bliver ‘…hvad nu hvis’-spørgsmålet behændigt afværget. Jeg tror at der er mange som ikke har tænkt ‘…hvad nu hvis’-spørgsmålet til ende pga. sådanne afværgemanøvrer. Jeg har valgt at tænke spørgsmålet til ende.

…så hvad nu hvis?

Som sædvanlig er der en tilfældig komiker som bare prøvede at underholde sit publikum der er endt med at inspirere menneskeheden. Den klassiske engelske tv-serie Blackadder kulminerede med en sæson som udspillede sig i en skyttegrav under 1. verdenskrig.

På et tidspunkt får Captain Blackadder et uhyre relevant spørgsmål af Lieutenant George:

If we do happen to step on a mine, Sir, what do we do?

Det er jo egentlig det spørgsmål som jeg er konfronteret med i min evige faren til Indien. At blive udsat for et terror-angreb er fra et filosofisk perspektiv det samme som at træde på en landmine (på dette tidspunkt af læsningen tager Eksisterende Lotte sig sikkert til hovedet).

‘If we do happen to step on a mine, Sir, what do we do?’ og …hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?’ må komme ud på et fedt.

Så hvad svarer Blackadder på løjtnantens  ‘…if we do happen to step on a mine’-spørgsmål?

Med en komikers bid og en munks visdom afleverer Blackadder dette uddødelige svar:

Normal procedure, Lieutenant, is to jump 200 feet in the air and scatter oneself over a wide area.