Bohemian Rhapsody

Hugh McLeod har beriget menneskeheden med en række værktøjer til at integrere kreativitet i ens liv bl.a. The Sex and Cash-theory. En teori som jeg intuitivt har levet i overenstemmelse med de sidste 14 år:

The creative person has two kinds of jobs. The first is the fun, sexy kind, and the second one is paying the bills.

Sometimes the task at hand covers both bases, but not often. And there’s always going to be a tense duality between the need to make a living and the need to maintain one’s creative sovereignty. …when you’re young, and you’re just starting out, and you’re waiting tables even though you want to be a famous writer or whatever, and you have to wait tables. The sexy bit is being the novelist and the cash bit is being the waitress or waiter…

Well, den sexede del af mit liv er mit ønske om at rejse jorden rundt (hvis jeg altså en dag kan slippe det indiske subkontinent), møde alverdens mennesker, besøge gamle kulturer og lærer mig selv at kende igennem mødet med hvad jeg end møder når jeg spænder vandrestøvlerne på. Jeg har lige deltaget i et dekadent orgie.

Verdens mest åndssvage bank-feature

Nu forholder det sig bare så ulykkeligt at min bank har verdens mest åndssvage feature. Hver eneste gang jeg hæver penge i en automat, så fjerner banken et tilsvarende beløb fra min konto. Prøv lige at tænke den igennem…

…vi holder en pause, mens læseren tænker tanken til ende…

Jep, lige netop; hvis banken fjerner penge fra ens konto i samme hast som man forbruger dem, så… Ja, så har man før eller senere ikke nogen penge overhovedet – hverken på kontoen eller i hænderne. Men det har spaderne hos Nordea ikke tænkt på, vel Mulle?

Anyway; der er ingen vej udenom cølibatet

Min konto er snart tom (Tak Nordea!), og mit liv vil handle om cash i de næste 6-12-18-24 måneder. Jeg sender i disse dage et væld af jobansøgninger ud, og jeg bevæger mig lige så stille og roligt mod Danmark. Mandag flyver jeg fra Negombo (Sri Lanka) til Chennai (Indien), Tirsdag og Onsdag bruger jeg i et tog på vej til Mumbai og natten efter Torsdag flyver jeg fra Mumbai over London til København.

Hvis alt går lykkeligt, så deltager jeg i den første jobsamtale inden månedens udgang, og formodentligt bliver det med et smil på læben. Det kan nemlig ikke være anderledes, eller som glam-rockerne Cinderella lærte mig allerede da jeg var 12 år gammel…

My Gypsy Road can’t take me home…

D. 3 Marts i år blev det sri lankanske cricket-landshold angrebet op til en match i Lahore, Pakistan. Seks politifolk og to civilister blev dræbt, syv cricket-spillere blev såret. Det fik undertegnede til tastaturet. Jeg fortalte om mine cricket-relaterede oplevelser i Pakistan og jeg kom med følgende spekulation om baggrunden for angrebet:

Jeg forestiller mig at Pakistan har været grebet af cricket-feber de seneste par dage. Muslimske drenge har sikkert siddet ude foran hoteller og længseslfuldt ventet på autografer fra de kristne, hinduistiske eller buddhistiske cricket-stjerner (inkl. en enkelt eks-muslimsk buddhist). Voksne mænd har taget transistor-radioen med på arbejde. Familier har stimlet sammen omkring fjernsyn, og der er sikkert mere end en enkelt kvinde som har nydt et øjebliks fred og ro, mens mændene har været travlt optaget af at følge de vigtige cricket-opgør.

…og imens er der blevet læst lidt mindre i Koranen. Imens har folk tænkt lidt mindre på Islam. Måske er der ovenikøbet blevet skippet en bøn eller tre.

Cricket er en religion i Pakistan. De betyder at cricket også er en vantro i Pakistan.

Tariq Ali udtalte ved den lejlighed til Information:

‘Cricket er religion her i Pakistan på linje med Islam…’

På linje med Islam… Det måtte jo gå galt før eller senere.

Sad but true

D. 3. Marts 2009 måtte Sri Lankas bedste cricket-spillere flygte fra Pakistan. Terroristerne havde skabt et rum fyldt med vold, død og undertrykkelse. Men det rum var begrænset i tid og sted, og menneskehedens livsglød er ubegrænset. Den kan undertrykkes til tider, og den kan fordrives fra steder, men den kan ikke slukkes.

Fast Forward

D. 4. Juli 2009 befandt Galle (på Sri Lanks sydkyst) sig udenfor undertrykkelsens rum.

D. 4. Juli 2009 blev den sri lankanske udenrigsministers løfte til Pakistans (og verdens) cricket-fans indfriet: Sri Lanka will not allow Pakistan’s isolation in the cricket.

D. 4. Juli 2009 åbnede det pakistanske landshold deres Sri Lanka-turné med en Test-match på Galles cricket-stadion.

D. 4. Juli 2009 triumferede livet over døden, og jeg sad på lægterne og så på.

Fint lille udsyn jeg havde. Det er lidt af Galles historiske fort, som kan ses i højre side.

Stemningen var levende. Der var et orkester som spillede en slags improvisations-jazz-agtige medleys af kendte melodier. Trommeslageren satte en rytme, de andre trommeslagere faldt i. Så valgte det første horn en melodi, og så snart de andre horn genkendte melodien, så faldt de i. Når trommeslageren havde fået nok af melodien, så fordoblede han tempoet, hvilket betød at hornene drejede af ved næste afkørsel. Derefter begyndtes der forfra med et nyt beat og senere en ny melodi. Kampen var en Test-series som spilles over 5 dage med 8 timers spil om dagen. Musikken var mere eller mindre konstant. Man må beundre deres vedholdne entusiasme.

Jeg havde betalt 25 kroner for at sidde på en egentlig tribune, og det viste sig at være mest for overklassen (inklusiv et par tilrejsende pakistanere). Stadion var ikke udsolgt, og det var der en grund til. Udsynet fra fortet bag stadion var næsten lige så godt som udsynet fra tribunen, så mange fans valgte at spare de 5 kroner som den billigste billet kostede:

Initiativrige mennesker.

Kampen var fin nok, men jeg har tilstrækkeligt med ADD til at mene at en visuelt kedelig sportsbegvenhed der strækker sig over 5 dage ikke egner sig til intenst nærstudie. Jeg foretrækker crickets hurtigere og mere TV-venlige formatter som 20/20 eller ODI’s. Jeg gik efter 4 timer, en livsbekræftende oplevelse rigere.

Konklusion:

Terrorister kan slå andre mennesker ihjel.

Det er til gengæld også det eneste de kan, og så længe at de ikke kan slå os allesammen ihjel, så er det ikke særlig meget at kunne.

De Tamilske Tigres leder er død. Politiken videreformidler her følgende ord fra Reuters kilde i militæret:  ‘Det er bekræftet, at Prabhakaran blev dræbt, da han kort før daggry forsøgte at flygte i en ambulance. Vi venter på en officiel udmelding fra præsidenten’

For 2 timer siden gik et improviseret begravelsesoptog igennem Kandy. En motorcykel kørte i forvejen:

…og efter motrocyklen kom båren med ‘Prabhakarans lig’, som igen var efterfulgt af hornorkester, trommer og dansende mennesker:

…og det var så dagens øjenvidneberetning fra historien.

Politiken fortalte tidligere på dagen:

De Tamilske Tirgre har advaret om, at deres nederlag kun vil bringe en ny fase af guerillakrig med sig mod økonomisk sårbare mål i Sri Lanka. Det opfattes som en indirekte trussel mod turismen i landet, som regeringen håber kan opblomstre oven på krigens slutning, skriver Reuters.

Jeg befinder mig på Sri Lanka. Jeg skal se alle de store turist-mål over de næste 2 måneder. Det der med ‘trussel mod turismen i landet’ har vist noget med mig at gøre. Men det er ikke noget jeg behøver tænke nærmere over. De relevante tanker er for længst tænkt til ende.

Det er nemlig ikke første gang at terroren krydser mit spor

I dette stærkt personlige indlæg beretter jeg om mit personlige forhold til 5 af målene for angrebene i Mumbai sidste år.

Jeg har desuden boet på Krishna Lodge i Paharganj, New Delhi. Krishna Lodge befinder sig 20 meter fra det sted hvor en bombe sprang i 2005. 16 mennesker blev dræbt, og yderligere 46 blev dræbt af to samtidige bomber andetsteds i New Delhi. Jeg havde forladt hotellet to uger forinden.

Når jeg er i Mumbai tager jeg regelmæssigt lokal-toget op til Borivali. I 2005 blev 6 lokal-tog på linien mod Borivali bombet, da 7 bomber sprang rundt omkring på tog-nettet indenfor 11 minutter. 209 mennesker døde.

Terror er nærværende i mit liv.

Mine tanker om terror tager udgangspunkt i det forhold at 7 forskellige steder som jeg færdes regelmæssigt har været udsat for terror-angreb ved 3 seperate lejligheder indenfor de seneste 4 år. Indenfor de seneste 4 år er 347 mennesker døde pga. terror i min baghave.

Når jeg tænker på terror tænker jeg ikke på værn om abstrakte idealer, geopolitik, identitets-politik eller ‘oooh, oooh, oooh, det kunne teoretisk set tænkes at nogen en dag bombede Nørreport’. Terror er en konkret virkelighed som jeg er blevet nød til at tænke seriøst, langt og dybt over. Jeg er kommet til en konklusion.

Hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?

For nogen er spørgsmålet ‘…hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?’ ikke et spørgsmål der skal besvares. Hvis der er en signifikant terrorrisiko ved et turist-mål, så undgår man bare det turistmål. På den måde bliver ‘…hvad nu hvis’-spørgsmålet behændigt afværget. Jeg tror at der er mange som ikke har tænkt ‘…hvad nu hvis’-spørgsmålet til ende pga. sådanne afværgemanøvrer. Jeg har valgt at tænke spørgsmålet til ende.

…så hvad nu hvis?

Som sædvanlig er der en tilfældig komiker som bare prøvede at underholde sit publikum der er endt med at inspirere menneskeheden. Den klassiske engelske tv-serie Blackadder kulminerede med en sæson som udspillede sig i en skyttegrav under 1. verdenskrig.

På et tidspunkt får Captain Blackadder et uhyre relevant spørgsmål af Lieutenant George:

If we do happen to step on a mine, Sir, what do we do?

Det er jo egentlig det spørgsmål som jeg er konfronteret med i min evige faren til Indien. At blive udsat for et terror-angreb er fra et filosofisk perspektiv det samme som at træde på en landmine (på dette tidspunkt af læsningen tager Eksisterende Lotte sig sikkert til hovedet).

‘If we do happen to step on a mine, Sir, what do we do?’ og …hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?’ må komme ud på et fedt.

Så hvad svarer Blackadder på løjtnantens  ‘…if we do happen to step on a mine’-spørgsmål?

Med en komikers bid og en munks visdom afleverer Blackadder dette uddødelige svar:

Normal procedure, Lieutenant, is to jump 200 feet in the air and scatter oneself over a wide area.

Jeg befinder på Sri Lanka. Jeg bor lidt udenfor Kandy, lidt inde i junglen.

Jeg vågnede i morges omkring 7-tiden ved lyden af høje brag. Jeg vågnede igen kl. 07.30 og 08.00 ved lyden af flere høje brag. Jeg konsulterede min værtinde, som forklarede mig at det var kanonslag og ikke de jægere som jeg havde bildt mig selv ind at det kunne være. Hun forklarede mig yderligere at krigen var overstået, hvilket var mere end noget vestligt nyhedsmedie var villig til at fortælle mig på det tidspunkt (det er de så nu).

Kandy har idag båret tydeligt præg af at 26 års krig formodes at være overstået.

Motorcyklister har kørt hujende igennem byen med det sri lankanske flag højt hævet:

Buser, auto-rickshaws og private køretøjer bar også flaget. En enkelt rutebus havde et hornorkester om bord, som gjaldede for fuld udblæsning.

*****

Flagene hang overalt i Kandys hovedgade, selv Pizza Hut flagede (desværre ikke på en måde, så flaget og Pizza Hut-logoet kunne fanges på ét billede). Det ser måske ikke overvældende ud, men normalt hænger der ikke et eneste flag på denne gade:

*****

…og sådan så den normalt så kedelige markedsgade ud:

*****

Glade mennesker gik i procession gennem byen:

…og man kan ikke gå i procession uden trommer og percussion:

Trommen skimtes bag herren i forgrunden. Jeg ved godt at jeg er en rådden fotograf.

*****

Det er yderligere værd at bemærke at den militære tilstedeværelse var mere massiv end sædvanligt. Jeg ønsker af princip ikke at skildre sikkerhedsforanstaltningerne i og omkring Kandys hovedattraktioner, men der var tydeligvis skruet op for dem.

*****

Det mest sigende er måske at på trods af disse festlige billeder, så var byen mere død end den er på en normal hverdag. Der var færre mennesker på gaden, end det er på de fleste hverdage. Men det tilkommer mig ikke at skulle tolke på det store flertals tavshed.

Afsluttende bemærkning:

Politiken lader tillige sine læsere videre: De Tamilske Tirgre har advaret om, at deres nederlag kun vil bringe en ny fase af guerillakrig med sig mod økonomisk sårbare mål i Sri Lanka. Det opfattes som en indirekte trussel mod turismen i landet, som regeringen håber kan opblomstre oven på krigens slutning, skriver Reuters.

Til det har denne turist kun tre ord at sige

1. Sut
2. Mine
3. Boller

…eller hvis jeg absolut skal blive omstændig: Jeg bøjer mig ikke for terrorisme og trusler. Jeg bliver på Sri Lanka.

Overskriften er en parafrase over en linie fra de glade spillemænd Rage Against The Machine:

Don’t stand on a silent platform – fight the war – fuck the norm

På Modkraft har anonyme kommentatorer skrevet tre ubehjælpelige indlæg som skal retfærdiggøre hærværket i Hyskenstræde. Indlæggene omtales af Politiken her. Så langt, så pilråddent.

Men, men, men… Noget af det giver mening. Noget af det ræsonnerer med undertegnede. Jeg kan nikke ‘ja’, ‘ja’ og endnu engang ‘ja’ til mange af pointerne. Og fordi jeg kan følge disse mennesker langt hen af vejen, så kan det være at de vil lytte til mine overvejelser om hvor de er drejet forkert.

Det skader vist ikke at jeg bekender at jeg er veteran fra Hannover’s Kaos Tage i 1995, 3 dages rå vold og hærværk. Hyskenstræde var en svagpisser-affære i sammenligning. Jeg ved følgeligt nogenlunde hvilken oplevelse hærværksmændene har haft i Hyskenstræde, og jeg har selv valgt den oplevelse fra for noget bedre. Med det sat på plads…

Skribenten på Modkraft deler med os:

Folk er pissed over at kede sig. Folk er pissed over at blive tvunget til at finde sig i det heteronormative rum.

Jeg kan ikke fordrage hjemlige omgivelser. Det gør mig til oikofob i ordets apolitiske betydning. Jeg kan sikkert ikke fordrage ‘det heteronormative rum’, selvom jeg kun har en vag fornemmelse om hvad der snakkes om. Jeg forstår godt at folk er pissed over at kede sig. Min anke overfor overstående følelsesudbrud er et simpelt ord, som ikke hører hjemme i sætningen:

…tvunget

Jeg vil fortælle jer om en erfaring jeg har gjort mig. Det er ikke en hemmelighed, som jeg nu vil fortælle jer. De fleste danskere ved det godt i forvejen, de har bare aldrig tænkt nærmere over det:

Livslektie nr. 1: Hvis man ikke skruer sit udgifts-niveau op, når man går fra uddannelse til arbejdsmarkedet, fra S.U. til løn, så behøver man ikke at arbejde særlig meget.

Der er en enorm frihed forbundet med at have små materielle behov, og den frihed kan udnyttes til at forlade det heteronormative rum (?????) og bevæge sig lidt ud i verden. Alle lande har deres egne underlige normer, hvilket fører os frem til…:

Livslektie nr. 2: Normer der kan virke tyngende, hvis de skaber rammerne om ens liv, kan opleves helt horisont-udvidende på en gennemrejse som et led i optimeringen af ens eget erfaringsgrundlag.

Indlægget fortsætter:

Folk er pissed over at skulle ordnes. Folk er pissed over ordenen.

Her bliver jeg nød til at bede den gade-dansende hærværks-patrulje om at række fanden en lillefinger. Man bliver nød til at arbejde, men det behøver ikke at være særligt meget.

Jeg har ikke haft et fuldtidsjob siden 2002, jeg har aldrig haft fast arbejde, og jeg har brugt mere tid udenfor arbejdsmarkedet end på arbejdsmarkedet siden jeg blev student i 1995 (…og jeg har været selvforsørgende i stort set hele perioden, tak). Man behøver vitterligt ikke at arbejde særlig meget, hvis man kan undvære smart tøj, dyre biler og vilde fester.

Derefter sætter en pop-filosofisk variant af termodynamikkens tredje lov ind: Den orden du skaber et sted kommer på bekostning af totalt kaos andetsteds.

Livslektie nr. 3: Ingen arbejdsgiver kan prakke så meget orden på dig at du ikke kan ryste den af indenfor 72 timer af din ankomst til Indien.

Når du befinder dig et nyt sted med nye mennesker, så er du altid fri til at genopdage dig selv, genopfinde dig selv. Du bliver ikke mødt med forventninger til hvem du er, hvad du gør, hvad du plejer at mene, hvem du plejer at kneppe, hvordan du plejer at se ud. Igen og igen vil du træde ind i nye fællesskaber, og du vil i disse fællesskaber kunne eksperimentere dig frem til et ‘jeg’ som passer dig. For mig var det ikke en måde at leve hele livet på, men da jeg var yngre var det en måde at ryste arbejdsmarkedets orden godt og grundigt af mig.

Indlægget fortsætter:

…civilisationen bliver mere og mere stiv, omklamrende, trimmet, kategoriseret, overvåget, kontrolleret, disciplineret, lovgivet, normaliseret osv. Og dette er ikke godt.

Så langt, så historisk forkert, så fint nok alligevel…

Sørøverens båd er, i modsætning til politiets spionage, på vandet. Vandet bevæger sig altid, og båden er kun i havn for en stund. Sørøveren bor på vandet og derfor bor sørøveren ingen steder. Foucaults pointe er, at sørøvere er bedre end politi.

Det er en gang intellektualiserende vås uden virkeligheds-relevans. Måske er det derfor at ordet ‘tvunget’ poppede ind i den allerførste sætning jeg citerede. Måske har skribenten bildt sig selv ind at vedkommende rent faktisk er tvunget af omstændighederne. Den slags begrænsende programmeringer af eget sind foreslår jeg at vedkommende sletter.

Hvis du bliver tvunget til at leve i en kasse, så har du selvfølgelig en moralsk ret til at smadre bilen hos de ækle mennesker der proppede dig ned i kassen. Men, men, men…

Du er selv gået ned i den kasse. Du har sat dig godt til rette med din Focault, og så er du begyndt at læse op på alle de onde mennesker som stoppede dig ned i kassen. Fra tid til den anden laver du et modigt raid. Du spæner ud af kassen (den er alligevel ikke lukket), smadrer en lygtepæl og løber så tilbage til kassen og dine Focault-bøger.

Der er ikke nogen der tvinger dig til noget-som-helst. Hvis du føler dig tvunget af det danske samfund, så er du sikkert også typen som bliver skræmt af en aggressiv regnorm. Hvis du synes at alt er så kedelig og normativt, så sæt dig selv i bevægelse. Hvis du er pissed af over at du hele tiden opholder dig i Danmark, så lad for fanden da være med at opholde dig i Danmark hele tiden.

Konklusion:

Jeg kan godt følge denne ‘fuck the norm’-tankegang. Det var sikkert pisse-fedt at være deltager i Hyskenstræde. Argumentet for Hyskenstræde er rationelt. Men præmisset for det rationelle argument holder ikke.

Der er ikke nogen der tvinger dig til at leve efter deres normer. Og når folk ikke thar tvunget dig ned i en kasse, så er det urimeligt at tage hævn ved at smadre det som du bilder dig ind er andre menneskers kasser. Det er forsvindende få danskere som ikke har en enorm respekt for individets selvbestemmelse. Aktivisterne fra Hyskenstræde tilhører det mindretal.

Vend det danske samfund ryggen og sig ‘fuck jeres normer’. Vend dine søskende ud i hærværket ryggen og sig ‘fuck jeres krig’. Pak så en rygsæk og tag til Indien.

Vi ses herude.

Vær lykkelig!

Igår besøgte jeg Pinnawela Elephant Orphanage, som huser verdens største elefant-hjord i fangeskab.

Elefanter i alle aldre lever frit, om end ikke helt naturligt. Der er ikke nok mad på børnehjemmets store område til at brødføde elefanterne, så de får bragt mad udefra 2 gange om dagen (ca. 80 kg pr. elefant). De bliver ført på to daglige ture til en nærliggende flod, men derudover får de mere eller mindre lov at passe sig selv og udvikle deres egen hjord-kultur.

Elefant-børnehjemmet er selvfølgelig en total turist-fælde, men det ændrer ikke ved følgende ubestidelige fakta:

• Elefanter i al almindelighed er helt vildt nuttede
• Baby-elefanter bryder enhver konventionel skala for registrering af nuttethed

Et par billeder og beretninger fra Pinnawala Elephant Orphanage:

En blind elefant som ikke havde holdt længe ude i junglen:

*****

Der var også arbejds-elefanter igang, som ikke har noget at gøre med børnehjemmet.

Sådan løfter man to stammer på én gang:

1. Man løfter den første stamme med sin snabel:

2. Man stopper den første stamme ind i munden, og løfter nu den anden stamme med snablen:

3: …og så slæber man ellers afsted med to stammer på én gang:

*****

De kære små

De voksne havde en tendens til at være meget beskyttende overfor deres unger, som næsten konstant var pakket ind i en sandwich af agtsomme hun-elefanter:

Men man kunne godt få et enkelt billede af de kære små, som dog ikke var særligt gode til at posere:

Ved vandhullet – hver dag bliver elefanterne to gange ledt ned til den lokale flod

At blive taget hårdt bagfra af en brunstig elefant er ikke min idé om en hyggelig formiddag, men det er sikkert meget fedt, hvis man er en hun-elefant:

*****

Hvis man bare har snablen over vandoverfladen, så behøver man ikke at bekymre sig:

*****

Man kan hænge ud to og to sammen:

*****

…eller gå rundt i flok:

*****

Alt drivtømmer SKAL undersøges.

Det meste drivtømmer fik lov at glide videre ned af floden efter at være blevet nærmere undersøgt af adskillige elefanter, men dette uvurderlige bildæk besluttede en elefant sig for at holde fast på i en halv time. Middagssolen drev mig væk før elefanterne vendte tilbage til børnehjemmet, så jeg har ingen idé om hvorvidt hans vedholdende greb om bildækket bar frugt eller om det blev konfiskeret af hans passere.

*****

Sådan slukker du tørsten: Snablen ned i vandet, sug godt til og stik så snablen ind i munden på dig selv.

*****

Den tre-benede elefant

Dette er Sama a.k.a. Lucky Sama. Lucky er et tilnavn som Sama ironisk nok har fået, fordi hun i en alder af 2 år trådte på en landmine som sprængte hendes forreste højre fod af. Hun ser meget dårlig ud. Når man vejer 2.000 kilo, så skal man fordele ens vægt ordentligt for ikke at ødelægge ryggen og de øvrige ben. Hun har afvist de benproteser som man har prøvet at give hende.

Man kan læse lidt mere om hende her.

*****

Jeg var meget glad for mit besøg på børnehjemmet, men vil dog tilføje til eventuelle interesserede at enhver form for formidling er fraværende. Det er en ren ’se elefanterne’-oplevelse. Lærdom må søges andre steder.

Men når det nu er verdens største elefant-hjord i fangeskab, så er ’se elefanterne’ fuldt tilstrækkeligt til at holde undertegnede dybt fascineret i et par timer i Pinnawela.

Sri Lanka er et vidunderligt land. Jeg har ikke særlig meget at basere den påstand på efter blot 48 timer i landet, men jeg står ved den; Sri Lanka er et vidunderligt land.

Sproghjørnet: Serendipity

Serendipity kommer af to gamle arabiske ord, seren som betyder juvel og dwip som betyder ø. Serendip var de arabiske søfarers ord for Sri Lanka. Idag har Serendipity en helt anden betydning:

Serendipity is the effect by which one accidentally discovers something fortunate, especially while looking for something else entirely. The word has been voted as one of the ten English words that were hardest to translate in June 2004 by a British translation company.

Ikke et dårligt begreb at få opkaldt efter sig.

Ankomst:

Jeg ankom til Colombo som er en afslappet ligegyldighed, og derfra tog jeg turen til Kandy midt på øen. Måske den smukkeste togtur i mit liv, det ene fabelagtige panorama aflyste det andet under den 3 timer lange rejse. Hvis der så bare var en måde at konvertere mine medbragte bananer til de batterier som mit kamera var løbet tør for. Oh, well… Man kan ikke få det hele her i livet.

Endnu en historie fra Charles Allens pen:

Min togtur står i stærk kontrast til den oplevelse den britiske officer Major Davies havde, da han i 1803 tog den samme tur med et regiment af kampberedte briter. De ville tæske den lokale hær ind i underkastelse. Vejene var ufremkommelige/ikke-eksisterende, og da han endelig nåede Kandy var de fleste af hans soldater syge eller døde… og nårh jo, de lokale indbyggere havde forladt byen, og tømt den for mad, medicin m.m.

Uden at have set kamp måtte briterne efterlade deres mest sygdoms-svækkede soldater og vende om. Syge, mismodige og tilbage i junglen var de et nemt bytte for de lokale hærer, som slagtede hele regimentet uden selv at lide tab. Derefter de vendte tilbage til Kandy for at begrave de efterladte, sygdoms-ramte britiske soldater. Begrave dem levende, forstås…

Kun de tre ledende britiske officerer blev ’skånet’. De blev holdt fanget i Kandy under kummerlige forhold, så de kunne dø langsomt. Det tog Major Davis 9 år at dø. Den sidste besked det lykkedes ham at smugle ud lød bl.a.:

My health weak and my body weaker… …for heaven’s sake send quickly Laudanum and opium, my torture is unindurable…

Det er vist klogest at behandle de lokale med respekt.

Welcome to The Jungle!

Kandy Cottage er mit nye ‘hjem’ i de næste 1-3 måneder, alt afhængig af mulighederne for et forlænget visa og vedvarende fravær af skriveblokering. Hjemmet er placeret blot 2 kilometer fra Kandys bymidte, men lige akkurat så langt inde i junglen at det føles meget ‘midt i junglen’-agtigt på en stille og nærmest mystisk måde.

Apropos Kandys bymidte…

Verdens førende boghandel ud i engelsk-sproget ‘buddhistisk’ litteratur er placeret ved Kandy Lake, og jeg har investeret flittigt idag (købt for næsten 100 kroner bøger, og de var tunge at slæbe hjem). Så nu har jeg pludselig fået forudsætninger for at indgå i en vis diskussion, som jeg startede i manglende bevidsthed om min manglende adgang til den relevante litteratur. I hører nærmere om Buddhismens fald i Indien indenfor de kommende uger.

Summa Summarum:

For at gøre en uinteressant og flersporet historie kort; Jeg er ankommet til Sri Lanka, jeg har det fint, I hører allesammen nærmere, når der er nærmere at høre om…

Eksisterende Lotte muserer her over Indiens-farendes muligheder for adgang til internettet. Til gavn og glæde for eventuelle læsere som overvejer en rejse til Indien, tillad mig at præsentere: Betragtninger om internet-forholdene i Indien. Slet skjult bagtanke: Med overstående overskrift må indlægget formodes at blive googlet af folk med personlig interesse i emnet.

Betragtninger om internet-forholdene i Indien.

Der er internet-caféer i alle større byer, alle turist-centre og de fleste mindre byer. Alle områder med en høj koncentration af billige hoteller har en høj koncentration af internet-caféer. Du skal ud på landet for at være afskåret fra offentlig tilgængelig internet-adgang. Priser varierer fra 2 kroner i timen til 5 kroner i timen (den dyre pris finder du kun dyre steder som Mumbai). Det er simpelt og billigt at komme på internettet, men…

Forbindelser har et ry for at være rådne.

Det er gået ekstremt langsomt på hver eneste indiske internet-café som jeg nogensinde har besøgt. Dertil kommer vedvarende problemer med applications som skal forceres til at slukke, ofte bedst som man har skrevet en længere smøre. I lighed med de fleste turister (og mange lokale) har jeg formodet at forbindelsen var ansvarlig. Men jeg er blevet klogere…

På denne rejse har jeg min MacBook med.

De fleste internet-caféer tillader at man forbinder sin egen computer med internettet. Gør man det, og har man en computer der iøvrigt fungerer upåklageligt, så går alting pludselig som en leg. Dette gælder også på de tidspunkter, hvor sidemanden frustreres over ‘forbindelsen’.

Konklusion:

Hvis du vil tjekke mails, tjekke fodbold-resultater eller sende en hilsen på Facebook, så giver Indien dig rig mulighed for det. Hvis du vil arbejde seriøst med internettet, så bliver du nød til at medbringe dit eget værktøj.

Mine to dage i New Delhi var begivenhedsløse, men det var OK med mig. New Delhis eksistens-berettigelse for denne rejsende er af ren praktisk natur; lufthavn, trafik-knudepunkt, gode boghandler, ambassader, visa-ansøgninger m.m. De ting der skal ses i New Delhi (og dem er der en del af), dem har jeg altså set.

Varanasi

Jeg ankom til Varanasi sent i går aftes, og forlod Varanasi tidligt imorges. Så når jeg vil blogge bare lidt om Varanasi, så er det med henvisning til tidligere oplevelser under tidligere besøg i byen.

Varanasi er Indien, når det er allermest ‘Mystiske Indien’-agtigt. Det er hinduernes mest hellige by, og de ghats som fører ned til Ganges er det mest hellige sted en hindu kan få spredt sin aske. Det vrimler med saddhus (vandrende asketer), yogis og andet godtfolk. Der er altid et ligbål eller tyve igang langs flodbreden. Tænk ‘hver dag er Skt. Hans på en typisk dansk strand’, men med lig smidt oven på bålene; det skulle give et meget godt billede. Men hvad du vil om hindusimen, det ændrer ikke ved at det er stort at stå på en verdensreligions mest hellige sted.

Sørg for at besøg Varanasi inden du dør. …og når du besøger Varanasi, så sug indtrykkene til dig,  indstaller dem på en memory chip, og bær oplevelsen rundt til evig tid. Så slipper du nemlig for at besøge det helvede igen.

Man kunne sikkert henrette autister ved at dumpe dem midt i Varanasi, og lade dem eksplodere under presset fra milliarder af sanseindtryk. Varanasi er tætpakket, ildelugtende, støjende og anmasende. Du går ikke 50 meter uden pludseligt at ændre retning på grund af et vildfarent motorkøretøj eller en ko i hastigt løb igennem menneskemængderne. Du går ikke 10-15 sekunder uden at blive tiltalt af en lokal med en sekundær dagsorden om at gøre forretninger med dig, tigge penge fra dig eller lignende. Du får ikke mulighed for at nyde historiens vingesus uden forstyrrelser. Dit sind kan ikke uhæmmet associere over det mærkværdige sted som din krop har fragtet dig hen til, associations-rækken bliver nemlig afbrudt udefra hver 10. sekund. Så sug indtrykkene til dig én gang for alle, og bær dem med dig resten af et langt og lykkeligt liv.

Sarnath

Sarnath er en helt anden historie. Det er en lille landsby som teknisk set er en del af Varanasi, men praktisk set er en verden for sig.

To af de absolut største begivenheder som nogensinde er overgået menneskeheden foregik i Sarnath. For 2.500 år siden var Sarnath en hjorte-park, dvs. at den lokale regent havde fredet området så hjorte kunne leve uforstyrret. Det var i denne hjortepark at Buddha underviste for første gang. Det var her at han startede sin tradition (læs: praktiske nødvendighed) med at gøre langvarige ophold hver regntid. Han underviste i Sarnath i de første 3 måneder af hans 45-årige virke, hvorefter han oprettede munkeordnen og begyndte at sprede sin lære.

Denne stupa markerer stedet hvor Buddha menes at have begået sin første undervisning

Disse munke og deres efterfølgere nåede i løbet af en håndfuld århundreder til Kina, Sibirien, Japan, Sydøstasien, Persien, Grækenland og det område vi idag kalder Israel (m.a.o. det område hvor en søn af en tømrer angiveligt tilbragte dele af sin barndom i lærd samtale med vise mænd – hmmm). I løbet af et par årtusinder er de tilmed nået Danmark. Men om Buddha hvad du vil, men det er stort at stå et sted, hvor et tramp i jorden efterlod så gigantisk et fodaftryk.

Denne søjle markerer stedet hvor Buddha grundlagde munkeordnen (nonneordnen kom først til senere)

Idag fungerer Sarnath som en buddhistisk verdensudstilling. Ved ‘buddhistisk verdensudstilling’ forstås at de fleste traditionelt buddhistiske lande er repræsenteret med deres eget tempel, kloster eller meditationscenter bygget i overensstemmelse med hjemlandets traditioner. Det vil sige at man i løbet af en dag eller to (eller en enkelt stresset eftermiddag) kan besøge japanske, kinesiske, thai, burmesiske, indiske, sri lankanske, cambodianske, tibetanske, indiske templer, klostre o.l. Men af de oprindelige meditationscentre som har stået på stedet er der kun ruiner, en stupa og en søjle tilbage.

Da Islam kom til Indien dræbte, brændte og ødelagde de indvanderende hære alt hvad der kunne dræbes, brændes og ødelægges. På grund af denne forbrydelse tilskrives de ofte ansvaret for at Buddhas lære forsvandt fra Indien (se bl.a. denne artikel fra Trykkefrihedsselskabets tidskrift Sappho). Den forklaring køber jeg ikke. Derfor har jeg begået et stykke velovervejet apologi over emnet.

Det er ikke alting der er Islams skyld

Islam kom ikke til Indien af fredelig vej, og Buddhismen forlod ikke Indien uden blodsudgydelse. Men…

Tonsvis af de religioner vi idag kender under fællesbetegnelsen Hinduisme overlevede den islamiske invasion. Kristendommen og Jødedommen ankom til Indien flere århundrede før Islam, og de forblev i Indien efter den islamiske invasion. Sikhismen blev født og opblomstrede under det efterfølgende islamiske overherredømme. Buddhismen var den eneste religion som det lykkedes muslimerne at fordrive fra Indien. Det burde få Ole Nydahl, og andre buddhister der giver Islam skylden for at Buddhismen blev bortdrevet fra Indien, til at tænke ‘Hmmm…’

Når din religion er den eneste der uddør i et bestemt landområde, og de andre religioner holder stand, så er det måske umagen værd at kigge indad.

Hvorfor gik Buddhismen så under?

Et bud fra en lægmand:

Buddhismen i Indien var på det tidspunkt blevet til riter og ritualer, et intellektuelt tidsfordriv for en akademisk klasse med begrænset relevans for borgerne. Dette beskrives bl.a. i Buddhist Records of the Western World af Hiuen Tsiang (‘The Western World’ er i dette tilfælde Indien, i det 7. århundrede gik kinesernes verden tilsyneladende ikke meget længere mod vest). Man skal ikke slå særligt mange mennesker ihjel for at udrydde en lære, som få mennesker finder det relevant at inderliggøre.

Det er Buddhas efterfølgere der har ansvaret for at Buddha blev glemt i Indien.

…og for en god ordens skyld:

Buddha levede angiveligt for 2.500 år siden. Vi ved intet med absolut sikkerhed om hvor han levede, om han levede, eller om Buddha dækker over er en, flere eller ingen personer. Om Sarnath ved vi kun med absolut sikkerhed at stedet i 2.200 år er blevet betragtet som stedet hvor Buddha underviste første gang. 2.200 år er nemlig alderen på den tidligst daterede inskription, som utvetydigt tilkendegiver at den markerer den historiske begivenhed. Overstående indlæg skal altså konsumeres med et gran salt (eller måske endda en sæk fyldt med salt).

Ubuden (men hjerteligt velkommen) gæst;

…og så deler jeg iøvrigt værelse med denne lille fyr:

Han er ca. 15 centimeter lang og løber alt for hurtigt op og ned af mine vægge til at jeg kunne tage et bedre billede af ham.