En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.

Er du afghaner, dansk, iraker, kroat, pakistaner, polaker, rumæner, svensker, somalier eller tysk?

Tillykke; du kan få et job hos supermarkedskæden Lidl.

*****

Er du derimod amerikaner, cypriot, inder, iraner, nordmand, palænstinenser, russer, sydafrikaner eller tjekke?

Fuck dig; hvad fanden får dig til at tro at Lidl overhovedet gider at have dig ansat, når du kommer fra sådan et skodland?

*****

Jf. Lidl Online Ansøgning med et overraskende tilfredsstillende udvalg af acceptable nationaliteter.

*****

WHAT THE FUCK!?!

Kristeligt Dagblad kan med vanlig sans for dårlige nyheder berette at “Imamer på internettet har det svært”.

I 2002 mødte imamen Abdul Wahid Pedersen kraftig modstand, da han i et svar om stening skrev at, ”hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den.” I den forbindelse valgte han at forlade religionspanelet.

…

Abdul Wahid Pedersen havde i 2002 ikke fantasi til at forestille sig, at et svar på religion.dk om stening ville få en medielavine af dimensioner til at rulle.

Den udtalelse som der henvises og linkes til indeholder bl.a. følgende visdomsord:

Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme. … I samme øjeblik vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer og ville dermed have stillet os selv uden for Islam.

Strengt talt siger imamen jo kun at folk som dyrker sex med hinanden før deres bryllup skal tortureres ihjel langsomt, fordi det har et eller andet magisk rum-monster fortalt til en arabisk gut engang for længe siden.

…og så skal man møde kraftig modstand på grund af det? Hvor snæversynet kan det her lille, racistiske land blive?

Konklusion:

Nogen gange er den dumme uretfærdighed bare så ØV!!!!

Blasfemiparagraf

Straffelovens paragraf 140, den såkaldte blasfemiparagraf, lyder som følger:

Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Racismeparagraf

Straffelovens paragraf 266b, den såkaldte racismeparagraf, lyder som følger:

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, TRO eller seksuelle orientering.

Hvad med en ‘lad-nu-William-blogge-i-fred’-paragraf?

De to overnævnte paragraffer udgør tilsammen et i teorien sikkert bolværk mod kritik af religiøse idéer. Kritik der f.eks. kunne tage følgende form:

Sura 24.2 i Koranen er sgu’ da bullshit af højeste kaliber. Folk der mener at nedestående vederstyggelighed er åbenbaret af et omnipotent væsen må være idioter:

Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver! Lad ikke medfølelse med dem gribe jer, når det drejer sig om Guds religion, hvis I tror på Gud og på den yderste dag!

Man må ikke kalde verset for bullshit jf. blasfemiparagraffen, og man må ikke kalde de troende idioter jf. racismeparagraffen. Nu er der så snak om at afskaffe blasfemi-paragraffen. Så langt, så fortræffeligt…

Hvor efterlader det religionskritikken?

Ja, som Bent Lexner kommer ind på her, så efterlader det religionskritikken klods op og ned af det samme sted som den hele tiden har været:

• Man må gerne sige at Koranen er lige til at lukke op og skide i… (forhåne troslærdomme)
• Man må ikke problematisere at der er folk der følger Koranen… (forhåne individer pga. troslærdomme)
• Man må gerne fordømme formaningen om at uddele af piskeslag til folk der er friske…
• Man må ikke forhåne folk der taler for en sådan uddeling af piskeslag…
• Man må gerne forhåne Muhammed…
• Man må ikke forhåne folk der udråber Muhammed til det ypperste eksempel på korrekt menneskelig adfærd…

Religionskritikken vil formelt set være reduceret til en abstrakt kritik af abstrakte størrelser. Racismeparagraffen afskærer religionskritikken fra at blive virkelighedsnær.

Ja, ja…; jeg ved det godt

I praksis spiller hverken blasfemiparagraffen eller racismeparagraffen en aktiv rolle i forhold til de danske religionskritikere. Det ændrer ikke ved at det er potentielt problematisk at vi har en lovgivning der formelt set begrænser religionskritikken.

Konklusion:

Blasfemiparagraffen bør afskaffes. Hvis afskaffelsen af blasfemiparagraffen skal sikre liberaliserede rammer omkring religionskritikken, så skal racismeparagraffen samtidigt revideres. Ellers kan det (næsten) være lige meget...

Gollum er den lille gentleman, som vi kender og elsker fra Lord of The Rings-universet. En grå og skaldet charmetrold, som altid er parat til at hjælpe Sam og Frodo med at fange en fisk eller bære deres smykker. …og så snakker han på den mest charmerende måde. Birdses… Hobbitses…

Kald ham bare en moderne Cary Grant.

Men tænk nu hvis…

Tænk nu hvis Gollum var racist. Ja, jeg ved det godt… Den pæne mand kunne aldrig finde på at sige et ondt ord om andre, men lad os prøve at lege med tanken. Hvis Gollum var racist, hvordan ville han så udtrykke sig?

Jewishes are yuck

You can’t trust Jewishes

You can’t throw a ball to Jewishes because they kick it in your face

Jewishes are not nice people

Ja, når man forestiller sig Gollum sige den slags ting, så lyder det ganske charmerende. Nærmest et slags ‘Alec Guiness drikker eftermiddags-te med Hamas’-agtigt scenarie. Men overstående udsagn er ikke fostret i min fantasi. De overstående udsagn er ordrette citater fra en ulykkelig historie om ‘a multi-faith but predominantly Muslim… …infants school’.

Jewish Chronichle har historien:

A four-year-old girl has been withdrawn from a West London infants’ school after being subjected to repeated antisemitic remarks by other pupils.
…
Physical and verbal bullying of the girl started some time ago and escalated last week to religious abuse.

[The father] said: “A girl told her that ‘Jewishes are yuck’, ‘Jewishes don’t care about people’, ‘you can’t trust Jewishes’ and ‘you can’t throw a ball to Jewishes because they kick it in your face’. Another girl told her ‘Jewishes are not nice people’.” She was told that “Allah would burn her in the fire” because she was not Muslim.

“My wife and I had never heard, let alone used, the word ‘Jewishes’ before. We were absolutely shocked and appalled that this had happened in a state primary school. We felt that it was a disgrace that a four-year-old should have suffered such racist episodes while under the school’s care.”

Konklusion:

…og mens I allesammen gjorde jer overvejelser om charmetrolden Gollums seneste eskapader, så er en reflektion over temaet ‘anti-semitisme i den islamiske kultur’ forhåbentligt kravlet ned fra træ-hestens indre

Se også:

Jewish Chronichle på Twitter

Koran Bloggen

Hat-tip:

Politiskinkorrekt

Marwa El-Sherbini var en ægyptisk indvandrer til Tyskland som for nyligt blev dræbt af en stjerne-psykopatisk russisk indvandrer.

Drabsmanden havde tidligere kaldt Marwa El-Sherbini for ‘islamist’ og ‘terrorist’ da hendes 3-årige søn brugte en gynge, som drabsmanden mente at hans niece havde krav på. Som sagt; drabsmanden er stjerne-psykopat.

Drabet har ført til omfattende demonstrationer i Ægyptien (…shouting slogans such as “Germans are the enemies of God”), og gentagne anklager om europæisk islamofobi (se bl.a. her, her og her). Disse anklager mod ‘europæisk islamofobi’ overser at drabsmanden for nyligt var immigreret til Tyskland fra et land med en lang og vedholden tradition for voldelige, racistiske mindretal.

Sagen skal undersøges, drabsmanden skal forhøres og vi skal til bunds i dette. Men min mavefornemmelse siger mig at det er xenofobi, og altså ikke islamofobi, som ligger i bunden af denne sag. Min mavefornemmelse siger mig at drabsmanden ikke vidste en skid om Islam, og blot reagerede på El-Sherbinis fremmedartethed. Min mave er heldigvis hverken anklager, jury eller dommer, så lad os midlertidigt placere spørgsmålet om motiv i bunken af sager som er under bearbejdning.

Men vores manglende evne til at fælde en dom i denne sag på dette tidspunkt ændrer ikke ved at den har fungeret som trigger for visse muslimers bekymringer om islamofobi. Bl.a. har The Islamic Human Rights & Oxymoron Commision udsendt denne pressemeddelse:

‘’The media and the current political climate foments an Islamophobia that pervades society and until this is addressed in a serious manner we fear that these dreadful incidents will increase’’

Den bekymring deler jeg ikke.

Hvad gør vi nu, lille du?

Europæisk Islamofobi anno 2009 tager udgangspunkt i et rimeligt vel-defineret værdisæt. Samtlige islamofober i den europæiske mainstream slutter i høj eller meget høj grad op om værdier som demokrati, ytringsfrihed, åndsfrihed, sekularisme, kvinderettigheder, homorettigheder, anti-racisme, anti-imperialisme m.m. Samtlige islamofober i den europæiske mainstream definerer i høj eller meget høj grad deres islamofobiske virke som et forsvar for disse værdier.

Når jeg siger ‘old’ siger i ‘hat’

OLD                        HAT

OLD                        HAT

Når jeg siger ‘old’ siger i ‘hat’

OLD                        HAT

OLD                        HAT

Et møde mellem apartheid-fortalere og en anti-racistisk kultur vil skærpe anti-racisternes fokus på deres egen anti-racisme og det vil føre til apartheid-kritik.

Et møde mellem kommunister og en liberalistisk kultur vil skærpe liberalisternes fokus på deres egen liberalisme og det vil føre til kommunisme-kritik.

Et møde mellem Islam og de europæiske oplysnings-traditioner vil skærpe europæernes fokus på deres egne hævdvundne traditioner og det vil føre til Islam-kritik a.k.a. islamofobi.

Der er ikke noget nyt i at europæere forholder sig kritisk til åndsformørkelse, kvindeundertrykkelse, krigserklæringer og all-round ‘er du fuckin’ syg i låget?’-agtighed. Det har vi faktisk gjort i et par århundreder efterhånden.

Islamofobi er ikke-voldelig af natur

Islamofobien udspringer af gamle, smukke og berettiget elskede oplysningsværdier. Oplysningsværdier som byder os at betragte vores med-mennesker som individer med umistelige rettigheder, fremfor at behandle dem som fartøjer der fragter idéer.

Islamofobien byder islamofoben at spørge sig selv, hvad det er han ikke kan lide ved Islam. Et spørgsmål der uværgeligt vil føre til reflektioner om emner som individets rettigheder, åndsfrihed, demokrati m.m. Disse overvejelser bringer altså islamofoben i kontakt med gode grunde til at afstå fra vold eller diskrimination af med-mennesket.

Men hvad så med den vold der rent faktisk begås mod muslimer?

Du mener den vold som mestendels begås af andre musli… aaarh, og så stopper vi inden vi dén gamle traver får lov at løbe af stalden!

Men hvad så med den vold som de orpindelige europæere rent faktisk begår mod muslimer?

Jeg tror ikke at den begås af islamofober.

Hvis du fjerner forsvaret for demokrati, ytringsfrihed, åndsfrihed etc. fra islamofobien, så fjerner du også alle væsensforskellene på islamofoben og islamisten. Du står så tilbage med ren, rå og uforfalsket xenofobi. Du står tilbage med ‘jeg kan ikke lide dig fordi du er anderledes’. En anti-demokratisk, åndsformørket, anti-sekulær, misogyn, homofob, racistisk person, som står udenfor de europæiske oplysnings-traditioner, kan sagtens have modvilje mod muslimer. Man han vil ikke have hans modvilje mod muslimer fra en analyse af Islam. Han vil have hans modvilje fra en erkendelse af muslimernes anderledeshed. Den mand er xenofob, ikke islamofob.

Konklusion:

Jeg har meget svært ved at se, hvordan en islamofob funderet i en vestlig, demokratisk tradition kan begå et islamofobi-motiveret voldeligt overgreb. Det virker som om at de voldelige overgreb på muslimske indvandrere og efterkommere nærmest pr. definition er xenofobernes domæne.

…okay, er den konklusion ikke et lidt fuckin’ billigt forsøg på at friken -ZAP-

Nej, den konklusion er ikke billig.

Vi har et lille, afgrænset og dybt beklageligt problem der hedder xenofobi. Vi har et gigantisk fænomen der hedder islamofobi, et fænomen der er dybt indlejret i vores kulturs rødder. …og de to ting har intet med hinanden at gøre.

Voldelige overfald er en uundgåelig konsekvens af mødet mellem anderledeshed og xenofobi. Det problem har intet med den specifikke anderledeshed at gøre. Det problem kan vi ikke afhjælpe igennem vores diskurs om Islam. Jeg gentager med fed skrift og CAPS LOCK:

DET PROBLEM KAN VI IKKE AFHJÆLPE IGENNEM VORES DISKURS OM ISLAM

Se også:

Koran Bloggen

Top 5 over grunde til ikke at beskrive Islam-kritik som en fobi

Koran Bloggen, Islam-kritik og ‘Muslimerne’

Mini Koran Quiz

11 procent af 3F’erne ser negativt på at skulle arbejde sammen med muslimske kolleger. Det viser en undersøgelse, som har givet anledning til denne historie i Information. Informations overskrift er selvfølgelig ‘Fagbevægelsen har ikke tøjlet muslimhetz på arbejdspladser’, og den første linie erklærer at ‘lønmodtagerne er muslimforskrækkede’.

11 procent er selvfølgelig 11% for meget. Disse 11% er en god historie at beskæftige sig journalistisk med. Men hetz og forskrækkelse? Blot fordi en lille minoritet ser negativt på at arbejde sammen med muslimer, så betyder det ikke i sig selv at denne minoritet ikke kan agere korrekt i forhold til næsten. Dette ikke særligt høje (men alligevel alt for høje) tal afslører på ingen måde en hetz. Det er nu heller ikke dette – trods alt ret bette – tal som giver vægt til Informations polemiske overskrift.

Hvor kommer hetzen så ind i billedet?

Jo, ser I… Mange 3F’ere ønsker en sekulær arbejdsplads. Tillad mig at tage et par citater fra artiklen, og præsentere dem i punktform:

1. Hver tredje ikke-muslimske lønmodtager er imod, at muslimske kolleger får lov at gå med tørklæde på arbejdet.
2. Over halvdelen mener ikke, muslimer skal have lov til at bede i arbejdstiden.
3. To ud af tre mener, muslimer gør det svært for sig selv ved at kræve religiøse hensyn
4. Hver anden vil ikke konfronteres med kollegers religiøsitet

Ad 1) Personligt mener jeg at mine kollegaer må gå klædt som mine kollegaer vil.

Ad 2) For min skyld må mine kollegaer bede alt det de vil – i frokostpausen.

Ad 3) Jeg har aldrig arbejdet med en muslim der gjorde det svært for sig selv ved at kræve religiøse hensyn, men bum, bum, bum… Det er der sikkert nogen der gør, men hvor mange? Det bliver et ‘ved ikke’-svar. Men jeg mener selvfølgelig at folk ikke bør kræve religiøse hensyn, og jeg mener at arbejdspladsen for så vidt muligt bør undgå at tage religiøse hensyn.

Ad 4) Jeg vil hverken konfronteres med mine kollegaers religiøsitet, drukhistorier eller evindelige brok over rengørings-standarden i te-køkkenet. Men jeg betragter sådanne konfrontationer som en uundgåelig del af et levende arbejdsliv.

Det er altså ret forfængeligt at redegøre for dine egne irrelevante holdninger, hvad med at komme tilbage til sagen?

Godt så… Til sagen: Ingen stillingtagen til spørgsmål som tørklæde, religiøse hensyn eller bøn udgør i sig selv en hetz. Ingen stillingtagen til disse spørgsmål kan med nogen grad af rimelighed kaldes ‘muslim-forskrækkelse’.

89 procent af 3F’erne ser ikke negativt på at skulle arbejde sammen med muslimske kolleger. Hurra!

Blandt de sidste 11% er der sikkert en betragtelig del som kan håndtere deres åndsformørkede synspunkt uden at gå til yderligheder som decideret hetz.

Konklusion:

Information tager opløftende undersøgelses-resultater om danskernes forhold til deres muslimske kollegaer, drysser lidt sekulariserings-retorik på toppen og så æltes dejen indtil vi har en historie om hetzende og muslim-forskrækkede danskere. Informations artikel er groft manipulerende.

Se også:

Hate Speech i Information?

Respons til: Muslimer i dag er som jøder før krigen

Det siger sig selv, men det betyder ikke at alle har hørt efter. Derfor dette indlæg, hvor jeg kan råbe ‘SIG SELV’ på vegne af ‘det’. Det (altså ’sig selv’) skulle jeg have råbt første gang det (altså ‘det’) optrådte her på bloggen.

Ragnhild beskriver her Koran Bloggen og dens affødte Islam-kritiske debat som ‘menneskers evige insisteren på at tro det værste om de andre’.

Raapil skriver følgende om den satiriske del af Islam-kritikken: ‘Som det er nu, så pisser vi på dem og siger de lugter’.

Raapil skriver yderligere: ‘…provokationer i den aktuelle situation svarer lidt til, at du peger fingre af en handicappet, som mistede førligheden på grund af din spritkørsel’.

Begge af Raapils bemærkninger er taget fra kommentatorsporet til dette indlæg.

*****

Indskudt bemærkning:

Raapils bemærkninger er taget ud af deres rette kontekst. I dette indlæg tjener bemærkningerne til føden ved at agere eksempel på kritikken af Islam-kritikken. De er her ikke for at karakterise det sikkert oprigtigt prægtige menneske Hr. Raapil. De SKAL læses i den helhed de er del af, hvis de skal bruges til at formulere en holdning til mennesket bag meningen.

*****

Med lidt baggrund sat på plads, og efter en veloverstået indskudt bemærkning…

without further ado…

Koran Bloggen sigter ikke mod muslimer

Ved I hvad? Jeg vil faktisk påtage mig at tale på vegne af Geert Wilders, Theo van Gogh, Ehsan Jami og Aayan Hirsi Ali (hvis jeg nu skal begrænse mig til hollændere). På deres vegne vil jeg sige at hverken Fitna, Submission eller andre aspekter af Islam-kritikken sigter mod muslimer. Jeg er helt på det rene med at jeg muligvis modsiger de omtalte hollænderes egne udsagn om deres sigte. Det er en ret arrogant ting at gøre, når man drister sig til at snakke på andres vegne. Tillad mig at bedrive forklaringens svære kunst:

Islam-kritikken handler ikke om muslimer. Islam-kritikken handler om idéer. Idéer er fair game at omgås totalt uansvarligt og med fråde om munden, hvis det er den vej dit hjerte tager dig. Muslimer kan selv vælge i hvilket omfang de identificerer sig med idéerne, og dermed selv bestemme i hvilket omfang Islam-kritikken rammer dem.

Men Ragnhild har da ret i noget…

Ragnhild har beskrevet den Islam-kritiske debat på denne blog med ordene: Uansvarligt, er vel det mildeste man kan kalde det.

Ragnhild har ret. Det er uansvarligt. Jeg har ikke noget problem med at være uansvarlig, da jeg ikke har noget ansvar overfor abstrakte størrelser som Islam. Eller sagt på en anden måde: Hvis du er parat til at tage en kugle for at beskytte en skydeskive, så er du sgu’ selv ude om det, hvis du ender dine dage med at forbløde på en skydebane.

Et metafor der involverer en masse skamskudte muslimer er måske ikke verdens bedste idé med det budskab jeg prøver at formidle, men… Jeg håber at det tydeliggør min pointe:

Min pointe

Islam-kritikken sigter mod et mål, som det er fuldstændigt harmløst at skyde på. Det er et træk som Islam-kritikken deler med liberalisme-kritikken, Kristendoms-kritikken og kommunisme-kritikken. Islam-kritikerne hverken bør eller kan tage ansvar for at der findes folk med en urimeligt høj grad af identifikation med lige netop den abstrakte idé, som de kritiserer.

Det er ris til egen røv (projektil-diarré til eget fjæs???) at gå så meget op i en idé at man såres over kritikken af den.

Hvad så med muslimerne?

Jeg tilstræber mig at være ansvarlig i min omtale af mine medmennesker, uanset om det er specifikke individer eller ‘kasser’ med folk, hvis fællesskab er race, køn eller nominelt tilhørsforhold til en religion.

Jeg ville aldrig ytre et ondt ord om muslimer. Til gengæld har jeg intet problem med at gøre noget af nedestående:

• Ytre ‘onde ord’ om specifikke individer som er muslimer
• Ytre ‘onde ord’ om specifikke muslimske organisationer
• Ytre ‘onde ord’ om ‘den delmængde af muslimerne som gør et-eller-andet slemt der bliver nærmere specificeret i det indlæg, hvor de ‘onde ord’ om delmængden af muslimerne ytres’

Men jeg ville aldrig ytre et ‘ondt ord’, som kunne ramme prægtige individer som Irshad Manji, Naser Khader eller mine gode muslimske venner. Jeg ville aldrig ytre et ‘ondt ord’ som rammer nogen udelukkende på grund af et nominelt tilhørsforhold til Islam.

Konklusion:

Der findes anti-muslimske Islam-kritikere. Anklagen om at være anti-muslimsk har sin tid og sit sted, men…

Hvis du ønsker at rette en anklage om anti-muslimske tilbøjeligheder mod en Islam-kritiker, så er det ikke Islam-kritikerens Islam-kritik som du bør bruge i din bevis-førsel. Islam-kritik er nemlig ikke alene ikke pr. definition anti-muslimsk. Islam-kritik er oven i forrige sætnings køb pr. definition ikke anti-muslimsk, da Islam-kritikken (igen, igen pr. definition) ikke er rettet mod med-mennesket.

Det svenske magasin Gringo har kåret Europas værste racist. Det er en skræmmende aktuel kåring. Der er stadigvæk masser af racisme i Europa.

Off the top of my head;

• Kurderne undertrykkes i Tyrkiet
• Rusland undertrykker og bekriger tjetjenerne
• Tyrkiet benægter stadig folkedrabet på armenerne
• Serbiske politikere benægter etniske udryddelser som de - for fanden da – selv må kunne huske
• …og det helt store dyr i Europas racistiske åbenbaring: Anti-ziganisme (had mod romaer/sigøjnere) er udbredt i store dele af Østeuropa

Du må gerne selv tilføje flere eksempler i kommentatorsporet.

*****

Status på racisme i Europa:

Sprog bliver undertrykt. Kulturer bliver undrtrykt. Folkeslag bliver undertrykt. Racisme er stadigvæk et reelt problem i Europa.

*****

Så det er vist på høje tid med den kåring…

Ulykkeligvis viser det sig at kåringen ikke handler om at spot-belyse og dermed bekæmpe racismen. Af uransaglige årsager bliver Pia Kjærsgaard kåret til Europas værste racist (se også her). Sølvmedaljen går til Geert Wilders (Holland), mens Siv Jensen (Norge) tager bronzen. Forklar det endelig til mig, hvis du kan.

Vi har et reelt problem med racisme i Europa, men det er altså ikke i Danmark, Holland og Norge at vi finder det.

For en marginalt bedre ordens skyld:

Jeg kritiserer Dansk Folkeparti her og her, mens jeg tager mig af Geert Wilders her. Jeg har ikke et problem med den svenske kritik af dem. Jeg har et problem med den totalt virkeligheds-forvridende manglende sans for proportioner.

Konklusion:

Jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken forbrydelse kåringen er mest skyldig i:

• At afgrænse Europa til Vesteuropa
• At bagatellisere den reele racisme
• At benægte den reele racisme
• At ignorere racisme med henblik på at score billige point i en lokal debat
• At forveksle religions-kritik med etnisk had
• At fjerne racisme fra vores ordforråd igennem en omskriving af sproget, og dermed fjerne vores forudsætninger for at forsvare os mod en eventuel opblomstring af racisme
• Narcissisme, ‘den modstander JEG bekæmper er den mægtigste i hele verden’

Måske er det lidt af det hele…

I morgen får U.S.A. en sort præsident. Det er STORT.

Obamas hudfarve var selvfølgelig ikke en legitim grund til at stemme på ham. Men det er stadigvæk STORT at en person med lige netop den hudfarve blev valgt.

Obamas hudfarve vil aldrig være en legitim grund til at skåne ham for kritik. Men det er stadigvæk STORT at det er en person med lige netop den hudfarve som må og skal kritiseres de næste foreløbigt fire år.

U.S.A. har taget en lang rejse på kort tid. Den formørkelse af sindet som kaldes racisme er over de seneste 50 år blevet først begrænset, siden bekæmpet og nu marginaliseret. Lad mig illustrere hvor lang den rejse har været igennem tre nedslagspunkter i den professionelle wrestlings historie.

1. Nedslag: Greensboro, North Carolina, engang i 1950′erne…

I hans anbefalelsesværdige biografi fortæller wrestling-legenden Bret Hart om et møde med Reginald Siki a.k.a. Sweet Daddy Siki:

Sweet Daddy Siki strutted into the ring with snow-white hair and white sunglasses, a black Adonis in white trunks with red pin-stripes and a fancy red-sequined rope. He carried two white hand-mirrors just so he could admire himself…

Later, Sweet Daddy would tell me that he was the first black man to wrestle for the NWA world title, against Nature Boy Buddy Rogers in Greensboro, North Carolina, back in the 1950s. The Ku Klux Klan had ringside seats for the fight. They all stood up in unison, arms crossed, letting Siki know he’d never walk out of the building as world champion. Sweet Daddy feared for his life that night. He was wrestling as the babyface, or good guy, and the ref told him not to even think about closing his hand into a fist. Siki let Rogers call every move and take the whole match too. This wasn’t just wrestling, it was a matter of life and death.

Luk øjnene, og forestil jer det hæslige syn. En wrestling-ring omgivet af kutte-klædte klan-medlemmer. En sort mand som bliver nød til at lade hans hvide modstander dominere kampen, så han kan slippe levende ud af bygningen. I 1950′erne var det livsfarligt for en sort mand at vinde et wrestling-mesterskab i dele af U.S.A.

2. Nedslag: Baltimore, Maryland, 2. August 1992

Bill Watts var den første amerikanske wrestling-promotor, som var villig til at bygge sit produkt op omkring sorte superstjerner som f.eks. Junkyard Dog og Ernie ‘The Big Cat’ Ladd. Der var få sorte wrestler, der var mange sorte wrestling-fans, udbyd og efterspørgsel… EUREKA! Sorte superstjerner var godt for Bill Watts forretning, og han var en af 70′erne og 80′ernes mest succesfulde regionale wrestling-promotere.

I starten af 90′erne fik Bill Watts ansvaret for at booke World Championship Wrestling, den næst-største nordamerikanske promotion, hvis sværvægts-titel blev regnet som et verdensmesterskab. Bill Watts fik tanken at hvis sorte superstjerner var godt for forretningen, så ville en sort verdensmester være genialt for forretningen. D. 2. August 1992 besejrede Ron Simmons den regerende mester Big Van Vader, og blev den første sorte verdensmester i professionel wrestlings historie. Publikum jublede, pigerne hvinede og der var sikkert mere end en sort fan blandt publikum som tænkte ‘we won the world championship – we finally won the world championship’.

Knap 40 år tidligere havde Sweet Daddy Siki frygtet for sit liv før en kamp om verdensmesterskabet. Ron Simmons’ verdensmesterskab var et symbol på hvor langt U.S.A. var kommet. Men Ron Simmons’ verdensmesterskab var ingen succes.

Bill Watts tidligere succes med sorte superstjerner skyldtes kun i ringe grad at wrestlerne var sorte. Bill Watts havde haft succes med sorte wrestlere fordi han arbejdede med nogen fandens dygtige wrestlere, som tilfældigvis var sorte. Ron Simmons var ikke nogen fandens dygtg wrestler. Ron Simmons var en habil håndværker. Ron Simmons havde gode kampe, når hans modstandere kunne andet og mere end deres håndværk. Ron Simmons havde ligegyldige kampe, når hans modstandere ligeledes var habile håndværkere.

Ron Simmons var simpelthen ikke værdig til at være verdensmester, og det blev godt og grundigt udstillet i de 5 måneder han regerede med titlen. Det er ikke pænt at sige, men… Ron Simmons blev kun verdensmester af én grund: Han var sort.

Der er Obama-kritikere som mener at Obama har fået sin succes på for billig en baggrund. Der er Obama-kritikere som mener at Obamas succes skyldes begejstringen over udsigten til en sort amerikansk præsident. Men Obama har også sine fans som ikke godtager dette postulat. Til ære (og forhåbentligt glæde) for dem så præsenterer jeg det tredje og sidste nedslags-punkt i professionel wrestlings historie.

3. Nedslag: Las Vegas, Nevada, 25. Februar 2001:

D. 25. Februar blev The Rock WWF Champion for 6. gang ved at besejre Kurt Angle. Det interessante er ikke at The Rock var en sort wrestler der vandt et verdensmesterskab. Det havde han trods alt gjort fem gange tidligere. Det interessante var at The Rock satte en rekord den aften i ørkenen. Med sit 6. verdensmesterskab blev han den wrestler der havde vundet flest WWF Championships nogensinde (en rekord han senere øgede ved at vinde sit syvende verdensmesterskab). Det betyder at WWF’s management seks gange havde truffet en beslutning om at de ønskede The Rock som head-liner, main-eventer, primær indtægts-kilde og firmaets ansigt til omverdenen. Det betyder at WWF har ment at The Rock var opgaven værdig de første fem gange han havde indtaget wrestling-branchens mest udsatte og anvarsfulde position.

The Rock byggede sin succes på hårdt arbejde, fornemmelse for wrestling-psykologi, sikker aflæsning af publikum, og mere karisma end det er rimeligt at tildele et enkelt menneske. The Rock fik intet foræret, han arbejdede hårdt og intelligent for sin succes.

Det store forkromede overblik:

Sweet Daddy Siki vandt ikke noget verdensmesterskab, fordi han ulykkeligvis var sort på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt.

Ron Simmons vandt et verdensmesterskab, fordi han tilfældigvis var sort på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt.

The Rock vandt flere WWF Championships end nogen wrestler som gik før ham, fordi han var karismatisk, atletisk og havde wrestling-intelligens. The Rock var tilfældigvis sort, men det har ikke noget med hans historie at gøre.

Et nedslag i U.S.A.’s historie: Washington D.C., 20. Januar 2009

Det amerikanske præsidentvalg handlede om økonomi, krig og andet godt fra den politiske sfære. Det skal en amerikansk valgkamp handle om. Obamas periode som præsident vil handle om politik på godt og ondt. Hverken valgkampen eller embeds-perioden er tjent med at blive vurderet på symbol-værdien alene. Men Inauguration Day er en helt anden historie. Inauguration Day er tjent med at blive vurderet udelukkende på sin symbol-værdi.

D. 20. Januar 2009 vil Obama hverken være præsident-kandidat eller præsident. D. 20. Januar 2009 vil Obama være et symbol.

D. 20. Januar 2009 vil handle om slaveriet, Rosa Parks, Martin Luther King Jr. og alle dem der der gik, så Obama kunne få lov at løbe.

Nogen mener at Obama er amerikansk politiks svar på Ron Simmons. Lidt for meget succes, lidt for tidligt, og selvom det ikke er pænt at sige… Han fik sucessen fordi han var sort.

Jeg mener selv at Obama er amerikansk politiks svar på The Rock. Begavet, talentfuld, hårdt-arbejdende, og så er han sort på den der ligegyldige ‘han er iøvrigt sort, men det har ikke noget med sagen at gøre’-agtige måde.

Men uanset hvordan vi ser på Obama, så bør vi kunne bruge Inauguration Day på at glæde os over at han ikke er endt som amerikansk politiks svar på Sweet Daddy Siki. De tider er forbi.

For 48 timer siden trykte Frederiksborg Amts Avis en artikel af Andreas Norrie, hvor en kunstnergruppe retter urimelige anklager om racisme mod Kronborgs museumsopsynsbetjente (som en del læsere vil vide, så er jeg selv museumsopsynsbetjent på Kronborg, og anklagen vedrører min person). Det påstås at vagterne udfører politisk motiveret sabotage mod kunstudstillingen Arvestykker, og der er kraftige insuiniationer om racisme. På trods af at der er gået 48 timer, så er hverken Kronborgs ledelse eller Slots og Ejendomsstyrelsen kommet med et dementi. Ikke engang på vores egen hjemmeside er historien blevet afvist. ‘Use It Or Lose It’ er et fornuftigt gammelt ord, som også kan bruges om ansvar. I fraværet af enhver synlig reaktion fra ledelsens side, så vælger jeg at tage ansvaret for at artiklens urigtige oplysninger bliver modsagt.

Jeg udtaler mig som privatperson, jeg udtaler mig ikke på vegne af min ansættelsesmyndighed, jeg udtaler mig ikke på vegne af mine kollegaer. Jeg har konsulteret ‘Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed’ (som kan downloades her) inden jeg satte mit til tastaturet. Det er i dene vejlednings ånd at jeg ønsker at oplyse Kronborgs højeste myndighed (de danske vælgere, hvem ellers?) om mit private syn på den ’sag’ som artiklen præsenterer.

Jeg har tre problemer med artiklen:

• Dårlig journalistik
• Mangelfuld præsentation af problemstillingen
• De interviewede fremfører urimelige anklager

Før i læser videre, så vil jeg opfordre jer til at læse artiklen igennem.

DÅRLIG JOURNALISTIK

Jeg indrømmer det blankt: Jeg har ringe forudsætninger for at udtale mig om, hvad der er god og dårlig journalistik. Journalistik er et fag, som jeg kun har beskæftiget mig med som modtager. Dog har jeg en mavefornemmelse for, hvilke grundregler der burde gælde for god journalistik, og nogle af dem er her:

1. Hvis man trykker en anklage om racisme, så er man sikker på at man benævner den anklagede korrekt, sådan at påstået rascistisk opførsel ikke går ud over mennesker der intet har med sagen at gøre
2. Hvis man trykker en anklage, så giver man den anklagede mulighed for at svare på anklagen
3. Vigtigheden af at lade de anklagede blive hørt stiger proportionalt med graden af alvor i anklagen
4. Racisme er en ret fuckin’ alvor anklage!!! D.v.s. den trykker man ikke uden at snakke med de påståede racister først

Ad 1: Artiklens overskrift er ‘Vagter beskyldes for kunstsabotage’. Kronborg Slots vagter er kun yderst perifært involveret i episoden. Det er museumopsynsbetjentene (i daglig tale MOB’ere), som betjener kunstværket. Hele artiklen peger fingre af en personalgruppe, som kun har meget lidt at gøre med de problemstillinger artiklen rejser.

Ad 2: På intet tidspunkt har MOB’erne fået mulighed for at tage til genmæle. Faktisk var der (så vidt jeg ved) ingen MOB’ere som vidste at denne artikel var på vej. Den eneste person med tilknytning til Kronborg, som journalisten har talt med er slotsforvalter Lars Holst. Lars Holst kan ikke udtale sig på MOB’ernes vegne, fordi han i sit daglige virke har uendelig lidt med MOB’erne at gøre og fordi at han er vores leder. Vi har en tillidsmand til at snakke på vores vegne i en sag som denne. Det er ikke en kritik af Lars Holst som slotsforvalter, det er en konstatering af at han som slotsforvalter har andre opgaver end at holde sig ajour med kunstværker og eventuel spirrende racisme i personalegruppen. Dette afsløres også af at han fremfører misvisende oplysninger i artiklen, hvilket jeg behandler senere under overskriften ‘Mangelfuld præsentation af problemstillingen’.

Ad 3 og 4: En MOB’er beskyldes for at ydmyge indvandrer-elever på en måde, som gjorde at eleverne ‘helt sikkert har følt nogle racistiske undertoner’. Det er nogenlunde lige så stærk en formulering, som man kan slippe afsted med og stadigvæk have sin ryg helt fri i forhold til injurielovgivningen. Jeg har aldrig hørt om denne episode. Det ville være nemt at finde ud af, hvem den relevante MOB’er er igennem vores vagtskeamer, så vedkommende havde en chance for at forklare sig selv. Det har journalisten fravalgt.

MANGELFULD PRÆSENTATION AF PROBLEMSTILLINGEN

Præsentationen af historiens substans sejler. Lad mig tage problemerne fra en ende af:

Frederiksborg Amts Avis: Video-installationen “Vågn op Holger Danske”, der står ved siden af Holger Danske i Kronborgs kassematter er for skarp kost for vagterne, der slukker med vilje, lyder anklagen fra kunstnere… [...] Problemet er, at de tilsyneladende ikke mener, at publikum kan tåle at høre en gruppe indvandrerunge fra Helsingør fortælle om deres ærlige og ucensurerede syn på Danmark og deres håb og drømme.

Bohemian Rhapsody: Jeg har endnu ikke set andet end brudstykker af videoinstallationen. Den er placeret i et område, hvor der ikke er en fast post, hvor der ikke er noget behov for at føre opsyn og hvor vi kun opholder os, når vi er travlt optaget af at fortælle historien om Holger Danske. Jeg kan se at videoinstallationen består af en masse snakkende hoveder der (i lighed med Kronborgs personale) kommer fra alle tænkelige verdenshjørner. Selv hvis jeg skulle ønske at bortcensurere ‘uønskede holdninger’, så ville de ikke blive aktuelt, da jeg ikke ved hvilke holdninger der præsenteres i kunstværket.

FAA: Forholdet mellem museumsvagterne på Kronborg og kunstnerne bag udstillingen “Arvestykker” Kronborg er på lavpunktet.

BR: Det vil altid være en subjektiv vurdering, som afgør hvad der er ‘lavpunktet’. På det tidspunkt artiklen gik i trykken, så var der tre fremtrædende kandidater til ‘lavpunktet’, og ingen af dem er høj-aktuelle:

1. Kunstner får et semi-hysterisk anfald, overfuser en MOB’er og råber udover Slotsgården at det er meningen med hans kunstværk at få skolebørn til at græde
2. Kunstner afbryder 2 gange en engelsk-sproget omvisning i De Kongelige Værelser, og overfuser den rundvisende MOB’er for et forhold der intet havde med den konkrete MOB’er at gøre
3. Kunstner filmer MOB’er under falske forudsætninger, og bruger dele af filmen i en båndsløjfe i hans kunstværk som efterfølgende afspilles hver 4. minut i 4 måneder på MOB’erens arbejdsplads. Den relevante MOB’er bliver hverken forhåndsinformeret, eller bedt om samtykke

Ingen af de overnævnte episoder involverer kunstnere omtalt i artiklen (og yup, det er 3 forskellige kunstnere som står bag de omtalte episoder). FAA maler et rosenrødt billede af forholdet mellem MOB’erne og kunstnerne, når de skriver at dette er et ‘lavpunkt’. Journalisten har ingen forudsætninger for at foretage en subjektiv vurdering og kalde dette et ‘lavpunkt’. Min personlige vurdering er at forholdene som de tog sig umiddelbart før artiklen blev trykt ikke var et ‘lavpunkt’.

FAA: ‘… en politisk kontroversiel videoinstallation med titlen “Vågn op Holger Danske”

BR: Jeg tør ikke udelukke, at installationen er kontroversiel. Men hvis man ved kontrovers forstår en tilstand, hvor to eller flere parter er akivt uenige, så har jeg ikke hørt om kontroverser i forbindelse med kunstværket. Jeg har endnu ikke oplevet at publikum har givet respons på lige netop dette kunstværk. Jeg har endnu ikke set kunstværket debatteret på nettet, eller i de trykte medier. Jeg har blot læst en enkelt offentligt fremført holdning til kunstværket. Den holdning var min egen, og ingen har fundet den værd at debattere. Hvis dette værk har affødt kontroverser, så er jeg ikke bekendt med det. Journalisten skylder læserne at uddybe, hvorfor værket beskrives som kontroversielt.

FAA: Problemet er – ifølge kunstnerne – at vagterne bevidst slukker for strømmen til videoerne – eller fjerner lyden.

BR: Der indgår ikke videoer i kunstværket, der bruges udelukkende DVD’er. Fjernbetjeninen til kunstværket har ikke nogen mute-knap, man kan kun justere lyden manuelt. Når man fører 50-60 mennesker igennem kasematterne og samtidigt skal have alle ‘med’ (i både konkret og overført betydning), så har man logistiske problemer af en anden verden. Tro mig; det er ikke nemt. Der er ikke tid til at justere lyden manuelt på 8 fjernsynsskærme, mens du prøver på at få Operation Kasematrundvisning I Højsæsonen til at lykkes. Der er ikke mulighed for at lukke for strømmen, da det gøres i vores ‘maskinrum’, som ikke er umiddelbart tilgængeligt under en kasemat-rundvisning.

FAA: Tilsyneladende tror de, at Holger Danske er hellig person.

BR: I call BULLSHIT! Vi har en masse knaldhamrende dygtige rundvisere i kasematterne, som med stor indlevelse og entusiasme formidler historien om Holger Danske. Nogle tager udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr. Andre fokuserer på den fantastiske historie om Hans Peder Pedersen-Dans statue af Holger Danske. Man kan også tage udgangspunkt i Holger Danskes bidrag til det højdramatiske Rolandskvad som slutter med et mægtigt blodbad og tvanskonvertering af muslimer og jøder. Fælles for de fantastiske fortællinger, som man kan høre i kasematterne er at ingen af os tager Holger Danske særligt højtideligt. Han er en myte, som er et godt afsæt for at fortælle nogen spændende, hyggelige, uhyggelige, lærerige og sjove historier, men man finder ingen rørstrømskhed, opstemthed eller helliggørelse fra Kronborgs personale side.

FAA: Selv om statuen ikke engang er særlig gammel eller historisk, siger den lokale kunstner Henning Frimann

BR: Hvad er Henning Frimanns forudsætninger for at afsige dommen ‘ikke særligt historisk’? Statuen er ganske rigtigt ikke særligt gammel, men den er ladet med Danmarkshistorie, kulturhistorie og litteraturhistorie, som peger helt op til 1.300 år tilbage i tiden til starten af reconquista. Med de rigtige rundvisere (og dem har Kronborg), så emmer statuen af historie.

FAA: Nogle gange har vagterne sagt, at det var et spøgelse, som har slukket for strømmen, siger Frimann. Der sammen med kæresten Elisabetta Saiu næsten dagligt selv er mødt op i for at vække liv i installationen af frygt for, at vagterne vil spolere installationen.

BR: Den der med spøgelserne kan jeg ikke genkende, men jeg hælder til at tro at det er blevet sagt i et forsøg på at tage brodden af en situation. At Saiu og Frimann dagligt møder op er ikke noget, som jeg har observeret. Jeg har aldrig mødt Saiu og Frimann, de har aldrig introduceret sig til mig, de har aldrig påtalt situationer i forhold til kunstværket overfor mig. De skal være overordenligt velkomne på Kronborg, og næste gang må de gerne stikke næven frem og sige ‘Hej, jeg hedder Henrik [...] og jeg hedder Elisabetta, og vi samarbejder med dig om at få det her kunstværk til at lykkes’ Det er muligt at i hvert fald nogle problemer kunne være undgået, hvis de under deres tilsyneladende daglige besøg havde introduceret sig selv. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at Henrik og Elisabetta har introduceret sig til nogle af mine kollegaer, men de har aldrig gjort det på mine hyppige kasematvagter. Det er kun igennem Frederiksborg Amts Avis, at jeg lærer at de kommer i kasematterne dagligt.

FAA: Kunstnerne kan godt acceptere, at der bliver slukket når guiderne skal fortælle om Holger Danske, men ikke når det sker hele tiden.

BR: Det sker 6 gange om dagen. 4 gange på dansk (11.00, 13.00, 15.00, 16.00), 2 gange på engelsk (12.00, 14.00). Jeg ved ikke om 6 gange om dagen er mere eller mindre end ‘hele tiden’, men jeg tænkte at læserne kunne være tjent med at vide, hvor ofte situationen forekommer.

FAA: Kronborgs slotsforvalter Lars Holst kan ikke genkende kunstnernes beskrivelse af situationen. Vi har jo en fælles interesse i udstillingen. Og vi slukker selvfølgelig kun under rundvisningerne. Men der har været problemer med strømmen i kassematterne.

BR: Jeg kan godt lide Lars Holst. Han er en hyggelig mand, med en god, lun homor og han beundrer Bodil Udsen. Jeg kan virkeligt godt lide Lars. Men lige netop her, så burde han have henvist journalisten til en af MOB’erne for Lars ved tilsyneladende ikke, hvad han snakker om.

Jeg er ikke bekendt med, at der på noget tidspunkt har været problemer med strøm i kasematterne. Rummet hvor Holger Danske står har et koldt og fugtigt miljø, og jeg formoder at det har skadet den tekniske installation. Nogle gange har det ikke været muligt at starte DVD’erne, men fjernsynene kunne godt tænde. Nogle gange ville fjernsynene ikke tænde. Nogle gange vil både DVD’er og fjernsyn tænde, men DVD’en hakker voldsomt og er 3 minutter om at afspille et minuts film. Nogle gange kører alt fint, men skærmene går i sort midt på dagen. Nogle gange kører det fint, men skærmene går i sort i starten af dagen. Nogle gange har fjernsynene knirket som gulvbrædderne i et gammelt hus (men med langt højere volumen), og jeg har slukket for dem for at undgå den belastnings-skade som jeg formoder at de vedholdende lyde var indikatorer på. Nogle gange kører alt fint hele dagen. Jeg har oplevet utallige problemer med kunstværket, men jeg har aldrig oplevet et problem der skyldes strømtilførslen. Jeg kan ikke 100% udelukke, at det er hændt på en af mine fridage, men Lars Holst giver i det overstående citat i bedste fald en utilstrækkelig gengivelse af situationen. I værste fald er gengivelsen baseret på en misforståelse af, hvad der er problemets natur.

URIMELIGE ANKLAGER

MOB’erne anklages for racisme. Anklagen er absurd af flere grunde:

1. MOB’erne er en multietnisk gruppe
2. MOB’erne servicerer hele menneskeheden
3. Kunstnerne står alene med den anklage
4. Grundlaget for anklagen er spinkelt

Ad 1: MOB’erne er en multietnisk gruppe. Blandt vores ca. 15 ansatte har vi to MOB’ere fra Rusland, og en enkelt fra Polen. Og to af vores pæredanske MOB’ere har henholdvis mexicansk og egyptisk blod brusende igennem deres årer. Og vi hygger os med hinanden. Både i arbejdstiden (i det omfang arbejdet tillader det), og for enkelte af os også i vores fritid. MOB’erne på Kronborg er billedet på drømmen om det multietniske samfund.

Ad 2: Kronborg er ikke bare et tilfældigt dansk slot, det er VERDENSKULTURARV. Sig de tre ord sammen, og sig dem med andægtighed:

• VERDEN; folk kommer fra hele verden for at opleve Kronborg.
• KULTUR; Sundtolden, Svensker-krigene, 2. verdenskrig, reconquista, Shakespeare, H.C. Andersen, renæssancen, nationalromantik, you-name-it-we-got-it
• ARV; Glem Slots og Ejendomsstyrelsen, Kronborg tilhører menneskeheden. Menneskeheden inkluderer selvfølgelig vores endnu ufødte børn, børnebørn og tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldebørn.

Hvis man arbejder på Kronborg, så er man bevidst om at der kommer folk fra hele verdenen, og det er et priveligium at give dem alle en oplevelse af at Kronborg også er en del af deres arv. MOB-arbejdet og racisme er hinandens modsætninger. Enhver racist ville implodere, hvis han skulle arbejde på Kronborg i højsæsonen.

Ad 3: I de 3 sæsoner jeg har arbejdet på Kronborg er ca en halv million mennesker gået igennem slottet. Før denne artikel har jeg ikke hørt en eneste anklage om racisme rettet mod vores personale. Folk fra samtlige verdensdele har givet mig ros. Jeg har set mine kollegaer rost af taknemmelige gæster fra ethvert tænkeligt verdenshjørne. I vores gæstebøger bliver personalet komplimenteret, og underskrifterne vidner om den fantastiske mangfoldighed, som denne klode byder på. Hvis personalet på Kronborg var blot det mindste racistiske, så ville det være afsløret for længe siden, og så havde racisme-anklagen ikke været fremført på så spinkelt et grundlag:

Ad 4: Anklagen hviler på en række præmisser, og ingen af dem holder

1. Personalet har modvilje mod værket pga. værkets budskab
2. Denne modvilje manifestere sig som bevidst obstruktion af værket
3. Der kunne føles racistiske toner i en enkelt episode

1 og 2 har jeg allerede beskæftiget mig med. Måske har kunstnerne og skole-eleverne ‘følt’ en racistisk undertone i en enkelt episode. Kunne denne følelse være en projektion fra deres side? Kunne det skyldes fordomme om hvilken slags mennesker der passer på nationale ikoner? Kunne det skyldes en misforståelse? Kunne det skyldes en dårlig dag fra en af parterne? Kunne det skyldes en dårlig dag hos begge parterne?

Det virker på mig som om at det her drejer sig om en enkelt uheldig episode (som jeg er 100% overbevist var blottet for racisme), og nogle misforståelser omkring problemerne med kunstværkerne. Er det virkelig en god grund til at melde ud i medierne? Er det virkelig en god grund til at by-passe muligheden for at se om man kunne lave noget effektiv trouble-shooting sammen med MOB’erne? Og det store spørgsmål over dem alle:

KUNNE MAN EVENTUELT HAVE LØST DETTE PROBLEM VED AT TAGE FAT I DEN KONKRETE MOB’ER INDEN MAN HÆNGER EN PERSONALEGRUPPE UD I AVISEN, OG SIGE: ‘HEY, NÅR DU GØR SÅDAN.. …SÅ OPFATTER JEG DET SÅDAN, OG JEG SYNES AT VI TO HAR ET BEHOV FOR AT SÆTTE OS NED, SNAKKE SAMMEN OG BLIVE KLOGERE PÅ HINANDEN…’

Lad det spørgsmål blafre i vinden som en afslutning.