Det store Koran Blogging Projekt på BohemianRhapsody.dk præsenteres her, og min K.B.A.Q (inkl. indholdsfortegnelse) kan læses her. Man kan selv søge i den danske oversættelse af Koranen her. Muslimer bedes bevæge sig herover inden de læser videre, da der venter dem en helt speciel invitation til at gæsteblogge om Koran Bloggen.
SURA 17, AL-ISRA, NATTEREJSEN
Jeg er nået til Sura 17, som bærer den danske titel Natterejsen. Man kunne ud fra titlen få den idé at suraen handler om Muhammeds famøse nattrejse. I ved den rejse hvor Profeten i løbet af én nat rejser fra Mekka til Jerusalem på en bevinget hest, hvorefter han rider op i himlen og diskuterer antallet af daglige bønner med Moses og Gud… Yup, vi snakker om seriøst gyldent materiale for en satiriker. Men…
Som så ofte før i Koranen, så har titlen stort set intet med suraens indhold at gøre. Natterejsen omtales kun indirekte, og kun i et enkelt vers.
Sura 17:1: Højlovet være Han, der lod sin tjener rejse om natten fra det fredhellige bedehus til det fjerneste bedehus, hvis område Vi har velsignet, for at vise ham nogle af Vore tegn. Han er Den Hørende og Den Seende.
Så desværre giver Sura 17 mig ikke anledning til at blogge om Natterejsen, og jeg overlader istedet ordet til Jesus&Mo:

Men udover det ene vers om Natterejsen, så byder Sura 17 kun på flere af de samme gennemtærskede langhalm som dominerede de første 16 suraer. Og når Koranen byder på mere af det samme, så er det på tide at Koran Bloggen byder på noget nyt og anderledes.
KORAN-QUIZZEN
Jeg har lavet en quiz med udgangspunkt i Sura 17. Så denne gang er det ikke mig der fortæller jer, hvad jeg har læst i Koranen. Det er derimod jer, som fortæller mig, hvad I tror jeg har læst i Koranen.
Det er mit håb, at det vil blive opfattet som et forfriskende tempo-skifte. Koran Bloggen-traditionalister kan dog berolige sig med min forsikring om at Koran Bloggen vender tilbage med et mere konventionelt indlæg i næste uge. Inden da, så håber jeg at quizzen måske kan aktivere nogle af de læsere, som ikke føler at de har forudsætninger for at kommentere på de mere traditionelle Koran Bloggen-indlæg.
Reglerne er simple:
1. Man må ikke konsultere Koranen, google eller lignende redskaber. Det er en gætteleg.
2. Man skriver sine svar i kommentator-sporet.
3. Hvis to deltagere får lige mange point, så er det deltageren som har givet sine svar først, som har vundet.
4. Jeg poster de korrekte svar i et indlæg på denne blog, Søndag d. 9. November 2008.
5. Præmien til vinderen er ene og alene æren
LADIES AND GENTLEMEN… IT’S QUIZ-TIME!!!
OPGAVE 1: HVORDAN REAGERER DE VANTRO PÅ KORANEN?
I Sura 17 fortælles det, hvordan de troende vil reagere på Koranen.
Sura 17:107-109: Når den læses op for dem, der har fået viden inden den, falder de ned i tilbedelse med kinden mod jorden. Og de siger: “Højlovet være vor Herre! Vor Herres løfte er gået i opfyldelse!” De falder ned med kinden mod jorden og græder; den gør dem endnu mere ydmyge.
Men hvordan reagerer de vantro på Koranen? Ja, det kommer Sura 17 med flere bud på. Kan du gætte hvilke af de nedenstående udsagn, som er en del af de vantros respons til Koranen?
A: De vantro siger “Vi vil ikke tro dig, før du lader et kildevæld springe frem af jorden til os!”
B: De vantro siger “Vi vil ikke tro dig, før du ejer en have fuld af palmer og vinstokke og lader floder vælde frem gennem den!”
C: De vantro siger “Vi vil ikke tro dig, før du lader himlen falde ned over os i småstykker, således som du hævder, at den vil gøre!”
D: De vantro siger “Vi vil ikke tro dig, før du bringer Gud og englene som garanti!”
E: De vantro siger “Vi vil ikke tro dig, før du får et hus af guld eller stiger op i himlen!”
F: De vantro siger “Vi vil ikke tro dig, før du sender et skrift ned til os, som vi kan læse op!”
Du får 5 point for hvert udsagn, som du korrekt identificerer som en del af de vantros respons. Du får 5 minus-point for hvert udsagn, som du fejlagtigt identificerer som en del af de vantros respons.
OPGAVE 2: SÆT VERSENE I RIGTIG RÆKKEFØLGE
Jeg har ved adskillige lejligheder brokket mig over Koranens omfattende brug af cut-up-technique, en teknik som tilsyneladende er blevet brugt til at placere Koranens vers i vilkårlig rækkefølge (jeg gennemgår et eksempel på cut-up-technique her). Men i den bedste ‘turn-around is fair play’-ånd, så har jeg udsat Sura 17 for cut-up technique, så den kan smage lidt af sin egen medicin. Eller rettere smage lidt mere af den medicin, som den alligevel tager i forvejen… …eller sådan nogen ting. WHATEVER!!!
Jeg har taget 10 vers fra Sura 17 (vers 78 til 87), og placeret dem i vilkårlig rækkefølge. Det er så læserens opgave at sætte versene sammen i den “rigtige” rækkefølge.
A: Sig: “Herre, led mig ind gennem en sikker indgang og ud gennem en sikker udgang! Giv mig en bemyndigelse fra Dig, en hjælper!”
B: De spørger dig om ånden. Sig: “Ånden udgår af min Herres befaling. Af viden har I kun fået lidt.”
C: Tilbring en del af natten med at våge dermed, som noget ekstra til din fordel! Måske vil din Herre genopvække dig til en prisværdig rang.
D: Sig: “Sandheden er kommet, og bedraget gik bort.” Bedraget er forgængeligt.
E: Når Vi viser mennesket nåde, vender det sig bort og går afsides. Men når det onde rammer det, bliver det fortvivlet.
F: Sig: “Enhver handler på sin måde. Men jeres Herre ved bedst, hvem der er mest retledt.”
G: Kun af barmhjertighed fra din Herre; Hans gunst over for dig har været stor.
H: Hvis Vi ville, kunne Vi borttage det, som Vi har åbenbaret for dig. Da ville du ikke finde nogen til at føre din sag over for Os.
I: I Koranen sender Vi noget ned, der er lægedom og barmhjertighed for de troende; men de, der handler uret, dem vil den kun bringe yderligere i fortabelse.
J: Hold bøn ved solnedgang, indtil natten falder på, og oplæsning ved daggry! Oplæsningen ved daggry skal man deltage i.
Når du svarer kan det enten tage form som en serie af bogstaver (i.e. den “rigtige” rækkefølge er A, D, J… etc.), eller du kan bruge copy/paste til at skrive teksten ud, som du mener den bør læses. Du får 30 point for et rigtigt svar.
OPGAVE 3: HVOR MANGE VERS HANDLER OM GUDS STRAFFE?
I hvor mange af Sura 17’s 111 vers er der direkte omtale af Guds straffe, enten her på jorden eller i det hinsidige?
A: 10
B: 20
C: 30
D: 40
E: 50
Du får 10 point for at gætte det rigtigt svar.
OPGAVE 4: HVEM SNAKKER SORTEST; KORANEN ELLER WILLIAM?
Nedenfor står ni vers, fordelt på tre sæt af tre vers. I hvert sæt er det midterste vers et vrøvle-vers. To af sættene er direkte citater fra Sura 17. Et af sættene består af to vers som følger hinanden i Sura 17, men jeg har selv digtet et vrøvle-vers og tilføjet det imellem de to ægte vers. Det midterste vers (vrøvle-verset) vil i alle tre tilfælde være fremhævet med fed.
A. Følg ikke noget, hvorom du ingen viden har! Hørelse, syn og hjerte, alt dette bliver man draget til ansvar for. Gå ikke knejsende omkring på jorden! Du kan dog hverken gennembore jorden eller blive lige så høj som bjergene. Det onde i alt dette er forhadt hos din Herre.
B. Din Herre kender bedst dem, der er i himlene og på jorden. Nogle profeter har Vi begunstiget frem for andre, og David gav Vi salmer. Enhver, både disse og hine, forstrækker vi med Skriftens tegn. Der findes intet, hverken større eller mindre end dette, der kan forhale opstandelsens dag. Sig: “Påkald dem, som I hævder findes foruden Ham! De formår ikke at fjerne modgangen fra jer og kan intet ændre.”
C. Det er noget af den visdom, som din Herre har åbenbaret for dig. Sæt ikke nogen anden gud sammen med Gud, for så bliver du kastet i Helvede, dadlet og udstødt! Skulle jeres Herre have udvalgt sønner til jer, men selv taget sig kvindelige væsner blandt englene? Det er voldsom tale, I fører. Vi har fremlagt det på forskellig vis i denne Koran, for at de kan lade sig påminde; men det øger kun deres modvilje.
Det kan godt være at alle tre midter-vers er noget vrøvl. Men hvad for noget vrøvl er åbenbaret af et omnipotent væsen, og hvad for noget vrøvl har jeg selv fundet på?
Du får 5 point, hvis du fedtspiller og med ét bud gætter et af de vers, som er åbenbaret af det omnipotente væsen. Du får 15 point, hvis du gambler og med to bud gætter lige præcis de to vers, som er åbenbaret af det omnipotente væsen. Du får 0 point, hvis du kommer til at gætte på det vers, som jeg selv har skrevet.
OPGAVE 5: HVEM ER TRUSLEN RETTET MOD?
Sura 17 indledes med en vældig trussel:
Sura 17:4-5: “To gange skal I skabe fordærv på jorden og rejse jer højt i storhed. Når truslen om første gang opfyldes, sender Vi mod jer nogle tjenere, Vi har, fulde af mægtig vælde. De vil drage hærgende gennem husene, og da vil det være en trussel, der er blevet til virkelighed.”
Hvem er den trussel rettet mod?
A: Israels børn
B: De vantro (sådan i al almindelighed)
C: Dem der sætter andre ved Guds side (altså nogen ganske specifikke vantro)
D: De troende
Du får 5 point for et korrekt svar.
Som sagt…: Alle er hjerteligt velkomne til at poste deres svar i kommentatorsporet. Jeg håber (muligvis forgæves) på mange svar, og måske endda et ræssonement eller to bag gætværket. Koran Bloggen vender tilbage i næste uge med et mere traditionelt indlæg.