I morgen får U.S.A. en sort præsident. Det er STORT.
Obamas hudfarve var selvfølgelig ikke en legitim grund til at stemme på ham. Men det er stadigvæk STORT at en person med lige netop den hudfarve blev valgt.
Obamas hudfarve vil aldrig være en legitim grund til at skåne ham for kritik. Men det er stadigvæk STORT at det er en person med lige netop den hudfarve som må og skal kritiseres de næste foreløbigt fire år.
U.S.A. har taget en lang rejse på kort tid. Den formørkelse af sindet som kaldes racisme er over de seneste 50 år blevet først begrænset, siden bekæmpet og nu marginaliseret. Lad mig illustrere hvor lang den rejse har været igennem tre nedslagspunkter i den professionelle wrestlings historie.
1. Nedslag: Greensboro, North Carolina, engang i 1950′erne…
I hans anbefalelsesværdige biografi fortæller wrestling-legenden Bret Hart om et møde med Reginald Siki a.k.a. Sweet Daddy Siki:
Sweet Daddy Siki strutted into the ring with snow-white hair and white sunglasses, a black Adonis in white trunks with red pin-stripes and a fancy red-sequined rope. He carried two white hand-mirrors just so he could admire himself…
Later, Sweet Daddy would tell me that he was the first black man to wrestle for the NWA world title, against Nature Boy Buddy Rogers in Greensboro, North Carolina, back in the 1950s. The Ku Klux Klan had ringside seats for the fight. They all stood up in unison, arms crossed, letting Siki know he’d never walk out of the building as world champion. Sweet Daddy feared for his life that night. He was wrestling as the babyface, or good guy, and the ref told him not to even think about closing his hand into a fist. Siki let Rogers call every move and take the whole match too. This wasn’t just wrestling, it was a matter of life and death.
Luk øjnene, og forestil jer det hæslige syn. En wrestling-ring omgivet af kutte-klædte klan-medlemmer. En sort mand som bliver nød til at lade hans hvide modstander dominere kampen, så han kan slippe levende ud af bygningen. I 1950′erne var det livsfarligt for en sort mand at vinde et wrestling-mesterskab i dele af U.S.A.
2. Nedslag: Baltimore, Maryland, 2. August 1992
Bill Watts var den første amerikanske wrestling-promotor, som var villig til at bygge sit produkt op omkring sorte superstjerner som f.eks. Junkyard Dog og Ernie ‘The Big Cat’ Ladd. Der var få sorte wrestler, der var mange sorte wrestling-fans, udbyd og efterspørgsel… EUREKA! Sorte superstjerner var godt for Bill Watts forretning, og han var en af 70′erne og 80′ernes mest succesfulde regionale wrestling-promotere.
I starten af 90′erne fik Bill Watts ansvaret for at booke World Championship Wrestling, den næst-største nordamerikanske promotion, hvis sværvægts-titel blev regnet som et verdensmesterskab. Bill Watts fik tanken at hvis sorte superstjerner var godt for forretningen, så ville en sort verdensmester være genialt for forretningen. D. 2. August 1992 besejrede Ron Simmons den regerende mester Big Van Vader, og blev den første sorte verdensmester i professionel wrestlings historie. Publikum jublede, pigerne hvinede og der var sikkert mere end en sort fan blandt publikum som tænkte ‘we won the world championship – we finally won the world championship’.
Knap 40 år tidligere havde Sweet Daddy Siki frygtet for sit liv før en kamp om verdensmesterskabet. Ron Simmons’ verdensmesterskab var et symbol på hvor langt U.S.A. var kommet. Men Ron Simmons’ verdensmesterskab var ingen succes.
Bill Watts tidligere succes med sorte superstjerner skyldtes kun i ringe grad at wrestlerne var sorte. Bill Watts havde haft succes med sorte wrestlere fordi han arbejdede med nogen fandens dygtige wrestlere, som tilfældigvis var sorte. Ron Simmons var ikke nogen fandens dygtg wrestler. Ron Simmons var en habil håndværker. Ron Simmons havde gode kampe, når hans modstandere kunne andet og mere end deres håndværk. Ron Simmons havde ligegyldige kampe, når hans modstandere ligeledes var habile håndværkere.
Ron Simmons var simpelthen ikke værdig til at være verdensmester, og det blev godt og grundigt udstillet i de 5 måneder han regerede med titlen. Det er ikke pænt at sige, men… Ron Simmons blev kun verdensmester af én grund: Han var sort.
Der er Obama-kritikere som mener at Obama har fået sin succes på for billig en baggrund. Der er Obama-kritikere som mener at Obamas succes skyldes begejstringen over udsigten til en sort amerikansk præsident. Men Obama har også sine fans som ikke godtager dette postulat. Til ære (og forhåbentligt glæde) for dem så præsenterer jeg det tredje og sidste nedslags-punkt i professionel wrestlings historie.
3. Nedslag: Las Vegas, Nevada, 25. Februar 2001:
D. 25. Februar blev The Rock WWF Champion for 6. gang ved at besejre Kurt Angle. Det interessante er ikke at The Rock var en sort wrestler der vandt et verdensmesterskab. Det havde han trods alt gjort fem gange tidligere. Det interessante var at The Rock satte en rekord den aften i ørkenen. Med sit 6. verdensmesterskab blev han den wrestler der havde vundet flest WWF Championships nogensinde (en rekord han senere øgede ved at vinde sit syvende verdensmesterskab). Det betyder at WWF’s management seks gange havde truffet en beslutning om at de ønskede The Rock som head-liner, main-eventer, primær indtægts-kilde og firmaets ansigt til omverdenen. Det betyder at WWF har ment at The Rock var opgaven værdig de første fem gange han havde indtaget wrestling-branchens mest udsatte og anvarsfulde position.
The Rock byggede sin succes på hårdt arbejde, fornemmelse for wrestling-psykologi, sikker aflæsning af publikum, og mere karisma end det er rimeligt at tildele et enkelt menneske. The Rock fik intet foræret, han arbejdede hårdt og intelligent for sin succes.
Det store forkromede overblik:
Sweet Daddy Siki vandt ikke noget verdensmesterskab, fordi han ulykkeligvis var sort på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt.
Ron Simmons vandt et verdensmesterskab, fordi han tilfældigvis var sort på det rigtige sted og det rigtige tidspunkt.
The Rock vandt flere WWF Championships end nogen wrestler som gik før ham, fordi han var karismatisk, atletisk og havde wrestling-intelligens. The Rock var tilfældigvis sort, men det har ikke noget med hans historie at gøre.
Et nedslag i U.S.A.’s historie: Washington D.C., 20. Januar 2009
Det amerikanske præsidentvalg handlede om økonomi, krig og andet godt fra den politiske sfære. Det skal en amerikansk valgkamp handle om. Obamas periode som præsident vil handle om politik på godt og ondt. Hverken valgkampen eller embeds-perioden er tjent med at blive vurderet på symbol-værdien alene. Men Inauguration Day er en helt anden historie. Inauguration Day er tjent med at blive vurderet udelukkende på sin symbol-værdi.
D. 20. Januar 2009 vil Obama hverken være præsident-kandidat eller præsident. D. 20. Januar 2009 vil Obama være et symbol.
D. 20. Januar 2009 vil handle om slaveriet, Rosa Parks, Martin Luther King Jr. og alle dem der der gik, så Obama kunne få lov at løbe.
Nogen mener at Obama er amerikansk politiks svar på Ron Simmons. Lidt for meget succes, lidt for tidligt, og selvom det ikke er pænt at sige… Han fik sucessen fordi han var sort.
Jeg mener selv at Obama er amerikansk politiks svar på The Rock. Begavet, talentfuld, hårdt-arbejdende, og så er han sort på den der ligegyldige ‘han er iøvrigt sort, men det har ikke noget med sagen at gøre’-agtige måde.
Men uanset hvordan vi ser på Obama, så bør vi kunne bruge Inauguration Day på at glæde os over at han ikke er endt som amerikansk politiks svar på Sweet Daddy Siki. De tider er forbi.
