Dette er en gengivelse af mit første indlæg på FriDebat.nu. Det oprindelige indlæg (med dets efterfølgende debat) kan ses her.
Kim Møller er journalist, dokumentarist, skribent og en-mands-hær på Danmarks mest læste politiske blog Uriasposten. I Lørdags blev han omringet, overfaldet, sparket på og efterladt med læsioner i hovedbunden. Hans chauffør og følgesvend blev sparket gentagne gange i hovedet, og måtte efterfølgende sys tre steder. Der var efter alt at dømme tale om et politisk motiveret overfald begået af venstreorienterede ekstremister – modstandere af det liberale demokrati.
Hvis du ikke har hørt om overfaldet på Kim Møller indtil videre, så skyldes det nok at det blev håbløst underrapporteret i medierne, pakket ind i andre marginalt relaterede historier og hurtigt glemt dagen efter. Han skriver ord. Han blev mødt af knytnæver. Det var et angreb på den frie debat, og det burde have været lige til forsiderne.
Ikke alene blev historien om overfaldet på en populær og indflydelsesrig skribent mestendels ignoreret. I Blogosfæren, hvor fordømmelse af et overfald på en blogger burde være “par for the course”, blev overfaldet til dels brugt som en anledning til, at karaktermyrde ham. På den baggrund blev forbrydelsen bagatelliseret, og ytringsfriheden relativiseret. Et par løsrevne eksempler:
Jeg synes faktisk, det er yderst rimeligt, at Kim Møller har fået tæv… (Ole Wolf, 7. februar 2010, Modspil)
Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandigt… (Per Jensen, 8. februar 2010)
Entydigt nej til vold mod Kim Møller og Kims vold mod anderledestænkende og mod muslimer… (Bjarne Thyregod, 8. februar 2010)
Denne delegitimerings-proces har baggrund i Uriaspostens ry som en højre-ekstrem, hadefuld, voldsopfordrende og racistisk blog. Lad os se nærmere på nogle af de myter, som herkser om Uriasposten, før vi vender tilbage til de principielle spørgsmål om den frie debat.
URIASPOSTEN MYTHBUSTERS
Myte nr. 1: Uriasposten bedriver hate speech
I Fri Debat er vi modstandere af at bruge lovgivningen og/eller tilfældige bøller til at standse hate speech. Jeg vil dog alligevel forholde mig til hate speech-myten.
Uriasposten er en dokumentations-blog, som primært samler negative historier om indvandring, indvandrere, Islam og alt islamisk. Disse historier stammer stort set allesammen fra de mere etablerede medier. Uriasposten løsner disse historier fra deres rolle som del-elementer i en etableret avis bud på et verdensbillede, og gør historierne til den røde tråd i Uriaspostens egen fortælling. Det betyder at Uriasposten nemt kan virke lidt monoman i sin optagethed af dette ene emne.
Hvis du ser Uriasposten som et selvstændigt værk, så er der ikke langt til tanken om at Uriasposten bedriver hate speech, men… Uriasposten er i sin selvforståelse ikke et selvstændigt værk. Uriasposten er i sin selvforståelse et korrektiv til det dominerende mediebillede, hvor disse historier menes at fylde for lidt og være for fattige på årsagsforklaringer. Uriasposten foregiver altså ikke at give et fair og balanceret verdensbillede. Uriasposten foregiver derimod at være en modvægt, og modvægtens eksistens-berettigelse er de etablerede mediers fortsættelse af deres nuværende journalistiske linie.
Så længe at Uriasposten ikke foregiver at tegne hele billedet, så er det ikke fair at udlægge den del af billedet som Uriasposten tegner, som værende et verdenssyn.
Uriasposten bedriver hate speech?
Myth Busted!
Myte nr. 2: Kim Møller er part i en politisk bandekrig
Der foregår for tiden en politisk motiveret bandekrig mellem højrekstremister og venstreekstremister hvis primære kampplads er Århus. Selvsamme dag, som Kim Møller blev slået ned, blev tre venstreorienterede overfaldet af højreekstremister. Dette var formodentligt en ‘bytter’ for overfaldet på Kim Møller. En ‘bytter’ som Kim Møller på intet tidspunkt havde efterspurgt eller ønsket, og som han øjeblikkeligt udtrykte sin beklagelse over.
Kim Møller er utvivlsomt populær blandt nogle af de højreorienterede deltagere i bandekrigen. Kim Møller har nemlig en sekundær dagsorden for Uriasposten; at være et korrektiv til de etablerede mediers påståede blide behandling af det autonome miljø. Kim Møller gør derfor et omfattende arbejde for at dokumentere overlappet mellem aktivisterne i det autonome miljø og aktivisterne i og omkring Kirkeasyl, Cop15, Enhedslisten o.l. I et mindre heldigt øjeblik følte Kim Møller sig tilmed kaldet til at dokumentere, at et venstreorienteret voldsoffer selv havde hyldet politisk vold ved en tidligere lejlighed. Hans timing er ikke altid heldig, men hans ærinde er legitimt.
Hvis du interesserer dig for det autonome miljø, så er Uriasposten et godt sted at holde din viden ved lige. Hvis du hader det autonome miljø, så er Uriasposten et godt sted at finde dit næste offer.
Der er ingen udenfor det højreekstreme miljø, som ved om Uriasposten bruges til at motivere overfald eller udpege ofre. Det er bestemt muligt, at det er tilfældet. Denne mulighed er ikke i sig selv en legitim grund til at stoppe Uriaspostens journalistiske dækning af det autonome miljø. Hvis det var en legitim grund, så skulle Tøger Seidenfaden have indstillet sine skriverier om Pia Kjærsgaard den dag PET udstyrede hende med livvagter.
Kim Møller er ikke politisk aktiv udenfor rammerne af Uriasposten. Hans aktiviteter i forhold til det autonome miljø består udelukkende af dokumentation, oplysning og kritik. Hvad andre mennesker gør på baggrund af Kim Møllers dokumentation er andre menneskers eneansvar.
Kim Møller er part i en politisk bandekrig?
Myth busted!
Myte nr. 3: Kim Møller støtter politisk vold
Denne myte kommer i adskillige varianter; Kim Møller støtter vold, Kim Møller offentliggør navne og adresser på politiske modstandere, Kim Møller er medlem af en nazistisk Facebook-gruppe etc.
I det omfang han tager stilling til politisk vold, så er hans afstandtagen konsekvent. Han har dog det problem, at der hver eneste dag posteres opfordringer til politisk vold i kommentatorsporet på Uriasposten. Han sletter ikke disse opfordringer. Og han tager ikke afstand fra hver eneste af disse opfordringer. Men når han forholder sig til disse opfordringer, så gør han det konsekvent med afstandtagen. Der kan dog sagtens gå uger eller måneder mellem, at han gentager sin afstandtagen.
Kim Møller begår muligvis en undladelsessynd i hans laissez-faire indstilling til hans blogs kommentatorspor. Men han kompenserer for den undladelsessynd ved en løbende og konsekvent afstandtagen fra politisk vold.
Kim Møller sletter sine politiske modstanderes adresser, når de posteres i kommentatorsporet. Jeg er selv en af de venstreorienterede, som har oplevet at min adresse er blevet offentliggjort i Uriaspostens kommentatorspor, formodentligt med henblik på at skræmme mig fra fortsatte skriverier. Han slettede min adresse øjeblikkeligt. Jeg kunne ikke engang nå at bede om det, så var posteringen med adressen væk.
Kim Møller støtter politisk vold?
Myth busted!
Kim Møller har kontroversielle holdninger, men han bruger legitime midler til at fremføre disse holdninger. Han har længe fået litterære og verbale tæsk. Tæsk som jeg personligt finder kan være berettigede, og som jeg selv har været med til at uddele ved passende lejligheder. Men fysiske tæsk? Det bør være en game-changer.
Fysiske tæsk burde være en kærkommen anledning til at tage en dyb indånding, analysere Kim Møllers politiske aktivitet og konstatere at hans bidrag til det politiske liv består udelukkende af ord. Ord bør mødes med andre ord, og når disse ord mødes med vold, så bør alle gode kræfter slutte kreds om offeret.
Medielandskabet er ved at forandre sig. Vi har nye medier, som ofte mangler gennemslagskraft og i vidt omfang ikke er særligt modne medier. Vi har gamle medier, som i vidt omfang ignorerer de nye medier. Vi har følgeligt debattører, hvis muligheder for trygt at deltage i en fri debat, ikke har offentlighedens fokus. Vi har følgeligt en populær skribent, som blev tæsket for hans ord, og det afføder ingen offentlig indignation. Det er jeg faktisk lidt indigneret over.
