I sidste uge berigede vores allesammens Morten os med følgende visdomsord:

Fodbold er skam blevet – skal vi sige – interessant igen med det franske [red: ...og overordentligt multietniske] landsholds hysteriske krise. Alle opfatter den spontant som et billede på det multietniske samfund – og de fleste tilmed på dets fallit. Og hold nu fast: Også Politiken!

Morten havde selvfølgelig fuldstændigt ret. Det er interessant at alle spontant tolkede sammenbrudet på det franske landshold ind i en fortælling om det multikulturelle ideals fallit. Det er især interessant i lyset af gårsdagens opgør mellem Tyskland og England.

Tyskland vs. England

Tyskland pryglede England med 4-1. Ikke alene var tyskerne ganske simpelt bedre til at spille fodbold, de var også mere sultne, offervillige, fokuserede, sammenholdende og energiske. Tyskerne var uovertrufne i diciplinen “at være et hold”. Gad godt vide, hvor de har fået deres spillere fra?

Lad os se nærmere på det etniske islæt i Tysklands 23 mand store landsholdstrup:

• 4: Dennis Aogo – nigeriansk baggrund
• 5: Serdar Tasci – tyrkisk baggrund
• 6: Sami Khedira – tunesisk baggrund
• 8: Mesut Özil – tyrkisk baggrund
• 10: Lukas Podolski – polsk baggrund
• 11: Miroslav Klose – polsk baggrund
• 15: Piotr Trochowski – polsk baggrund
• 19: Cacau – brasiliansk baggrund
• 20: Jerome Boateng – ghanesisk baggrund
• 21: Marko Marin- bosnisk-serbisk baggrund
• 23: Mario Gomez – spansk baggrund

7 af disse spillere var på banen i sejren over England.

Hvorfor opfatter alle ikke “spontant” den tyske sejr, som et billede på det multietniske samfund?

Det kan i et vist omfang forklares med skepsis overfor det multikulturelle samfund, men jeg tror at “sandheden” er endnu mere doven. Hverken pressen, sportspressen eller de forskellige fraktioner i Blogland er særligt dygtige til at rumme mere end en fortælling af gangen, og vi har allerede vores på forhånd fastlagte fortælling om det tyske landshold:

De er tyskerne, og tyskerne er et notorisk stærkt turniermannschaft – nuff’ said!

Det er den fortælling som pressen har valgt at holde sig til, og den beslutning virker fornuftig nok, hvis vi ser dækningen af det tyske fodboldlandshold som et isoleret fænomen. Men det gør vi jo ikke…

Dækningen af det tyske fodboldlandshold sætter dækningen af det franske fodboldlandshold i relief

Pressen kunne nemlig med høj grad af rimelighed have truffet en lignende beslutning i forbindelse med den franske fodboldfiasko. Fodboldfans har nemlig allerede flere på forhånd fastlagte fortællinger, som vi kan tolke de franske skandaler ind i.

All or nothing-fortællingen:

Lad os se hvordan det er gået Frankrig ved internationale mesterskaber i de seneste 30 år. Jeg har fremhævet succes-historiene (semifinale og bedre) med blåt og fiaskoerne (røg ud i gruppespillet eller dårligere) med rødt. De år som hverken kan beskrives som en stor succes eller en stor fiasko står med grønt.

1980: Kvalificerede sig ikke
1982: Semifinale
1984: Mestre
1986: Semifinale
1988: Kvalificerede sig ikke
1990: Kvalificerede sig ikke
1992: Røg ud i gruppespillet
1994: Kvalificerede sig ikke
1996: Semifinale
1998: Mestre
2000: Mestre
2002: Røg ud i gruppespillet
2004: Kvartfinale
2006: Finalist
2008: Røg ud i gruppespillet
2010: Røg ud i gruppespillet

Kan I selv se fortællingen i overstående farveekspolosion?

Frankrig er et hold, som enten har stor succes eller flopper totalt. Frankrig er fodboldens all or nothing-hold.

Der er tilmed en anden fortælling som medierne fravalgte i dækningen af Frankrigs fiasko:

“Jeg er for kendt til det her sted”-fortællingen

Store stjerner som oplever stor succes er ikke nødvendigvis store mennesker med fornuftige coping-strategier. Det er helt normalt i international fodbold at de store stjerner melder sig mentalt ud af landsholdet, eller ligefrem boykotter det.

• Herhjemme har Michael Laudrup, Brian Laudrup, Jan Bartram og Thomas Graversen alle boykottet landsholdet i perioder.
• Det danske landshold boykottede den samlede presse efter de seneste års største succes; 2008’s 3-2-sejr i Lissabon.
• I Sverige holder Zlatan Ibrahimovic landsholdspause for tiden.
• Camerouns superstjerne Samuel Eto’o truede med at boykotte VM.
• Ghanas Champions League vinder Sulley Muntari var overordentligt tæt på at få sig selv sendt hjem fra VM.

Vi har utallige fortællinger om stjerner, som på den ene eller anden måde ikke gider landsholdet. Det burde ikke chockere en fodboldfan at en spiller eller tre rejser hjem/bliver sendt hjem pga. diciplinære problemer ved en VM-slutrunde. Det er overraskende at man måtte sende hele seks franske spillere hjem, men det er en kvantitativ og ikke en kvalitativ forskel i forhold til den evige fortælling om fodboldspilleres stjernenykker.

Var forskellen på Englands truende oprør efter Algeriet-kampen og Frankrigs totale sammenbrud meget mere end forskellen på  en kompetent træner med et imponerende generalieblad, og en klaphat af en træner, som bruger atsrologi til at udvælge sine spillere?

Konklusion:

Morten havde helt ret; opfattelsen af det franske holds sammenbrud var interessant. Opfattelsen af det franske holds sammenbrud var væsentligt mere interessant end det franske holds sammenbrud.

Opfattelsen af det franske holds sammenbrud er gået hen og blevet endnu mere interessant i lyset af opfattelsen af det tyske holds succes.

Hvis vi manglede et billede på det multietniske samfunds dårlige ry, så er en sidestilling af reaktionerne på henholdsvis Tyskland og Frankrigs VM-deltagelse en foræring.

…and now for something completely different:

Lad mig afslutningvis synge højt og stolt til ære for en af mine fodbold-interesserede kommentatorer. Fra Genesis-klassikeren “Land of Confusion”:

Ooh, Superman where are you now
When everything’s gone wrong somehow

Se også:

Konflikten med en fremragende opsummering af vanvidet, og senere udviklinger i sagen.

En abstrakt tilgang til det multikulturelle samfund

Der er VM i fodbold, og denne blogger har ingen intentioner om at skrive noget indlæg med bare den mindste “betydning” indenfor de næste par uger.

Men en af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’, og et WHAT THE FUCK!?!-udråb kan der jo altid blive plads til.

Wayne R. – i morgen er det slut

Når verdens bedste landshold mødes i de store internationale kampe, så har jeg en række faste holdepunkter. Jeg holder med Danmark. Hvis Danmark ikke er involveret, så holder jeg med de undertippede lande. Når de store lande fordeler rovet mellem sig til sidst, og det plejer de jo at gøre, så holder jeg med Tyskland.

…og nårh ja, en ting til; jeg hader England.

“Hadet” skyldes at England har et arrogant og selvovervurderende syn på deres plads i fodboldens hieraki.

Øverst i hierakiet

Der findes visse nationer, som bare kan det der med store internationale mesterskaber.

• Tyskland har 5 VM-finaler med 2 sejre, og 6 EM-finaler med 3 sejre siden 1972.
• Italien har en tabt EM-finale i 2000, en tabt VM-finale i 1994 og vundne VM-finaler i 1982 og 2006.
• Frankrig har to europamesterskaber, en tabt VM-finale og et verdensmesterskab på denne side af 1984.

Lige under det øverste lag

• I Danmark er vi glade for vores EM-semifinale i 1984, vores europamesterskab i 1992 og vores VM-kvartfinale i 1998.
• Holland har ligeledes et europamesterskab, og dertil kommer to VM-finaler fra 70′erne.
• I Sverige og Bulgarien glædes de stadigt ved deres VM-semifinaler i 1994.
• I Tjekkiet fyldes natten med søde drømme om den sommer i 1996, hvor de var så tæt på…
• I Kroatien glemmer de ikke deres fantastiske run i 1998.
• Grækernes arme er sikkert stadigvæk højt hævet over hovedet her 6 år efter deres europamesterskab.

Udover triumfer på grønsværen, så har disse glade fodboldnationer fra det næstøverste lag yderligere én ting til fælles. De ved godt, at de ikke er Tyskland eller Italien. De ved godt at deres fineste stund var et højdepunkt, ikke en barre der blev sat.

I England har de en VM-semifinale fra 1990 og EM-semifinaler fra 1968 og 1996. Fantastiske triumfer som de er fuldstændigt kolde i røven overfor. England har nemlig et fodbold-kompleks.

1966 – Bobby Moore and that

Fordi England har vundet et verdensmesterskab i 1966, så tror de at de er en fodboldnation i størrelsesordenen Tyskland, Italien eller Frankrig. Englands nyklassiske slagsang op til europamesterskabet i 1996 indeholdt teksten 30 years of hurt never stopped me dreaming. Det sang de 6 år efter en semifinale ved et verdensmesterskab!

44 years of hurt har tillige været et tema i de engelske aviser i disse dage, selvom England har haft et ganske udmærket run i de seneste 44 år. Det er udtryk for en grov overvurdering af eget middelmådige potentiale at beskrive dette run med ordet hurt. …og det er pga. denne evigt tilbagevendende arrogance at jeg håber realistiske Slovenien sender England hjem i morgendagens kamp.

Eller for at omskrive Janteloven; du skal ikke tro at du er mere end os, så længe at jeg kan påvise at du ikke har en skid at have det i.

Hvad har alt dette med Dagens ‘What The Fuck’ at gøre?

Ingenting. …eller rettere; meget lidt.

Dagens ‘What The Fuck’ kommer fra Dizzee Rascal og James Cordens slagsang Shout for England. Lad mig starte med at rose det rosværdige.

Shout for England er en fed sang, og videoen giver os multikulti for alle pengene, når den afrikanske indvandrers søn rocker med den hvide working class-sanger om deres fælles kærlighed til England. Væsentligst af alt; det ser ud som om at de har haft det helt vildt sjovt under optagelserne til vidoen.

For fa’en da, William… Hvad har alt dette med Dagens ‘What The Fuck’ at gøre?

Ja, ja… Nu kommer jeg til det.

Sangen giver os tillige håb om at England kan bevæge sig videre, og træde ind i en post-1966-æra. Dizzee sætter an til at ophøje triumfen i 1966 til et kært once in a lifetime-minde, og ikke udgangspunktet for den engelske fodboldkulturs oplæg om eget potentiale. Det var en personlig rekord, ikke et benchmark. Eller som Dizzee rapper indledningsvis:

We’re tired of bragging about 40 odd years ago

Det er jo lige den indrømmelse en passioneret hader af det engelske fodboldlandshold har brug for. Det er lige præcis den attitude som de engelske fans skal komme med, hvis jeg skal sætte hjertet ind bag Aaron Lennon, Steven Gerrard og kompagni. Desværre holder den indstilling kun 13 sekunder:

1966 – Bobby Moore and that
Geoff Hurst put it to the turf
We applauded that,
There was no ignoring that,
Nobody could stop him…

WHAT THE FUCK!?!

*****

I papirudgaven af dagens Politiken interviewer Bo Tao Michaelis den irske forfatter Roddy Doyle om hans seneste bog The Deportees. Bogen handler om det multikulturelle Irland, som iflg. Roddy Doyle tegnes af østeuropæere og afrikanere.

Roddy Doyle synes meget interesseret i at snakke om irsk kultur, det multikulturelle Irland, litteratur og diverse møder mellem disse fænomener. Det er jo dybt uinteressant, så intervieweren prøver at styre samtalen ind på væsentligere emner som Islam og dansk islamofobi:

Men hvad med muslimer? Er Irland stedt i samme angst og bæven for islam i alle afskygninger og gradbøjninger som hjemme i Danmark?

Den besvarer Roddy Doyle med en “vores store mindretal er som sagt østeuropæere, bla, bla, bla…”-kommentar. Det var ærgeligt, men Bo Tao giver ikke op så let. Han prøver med et spørgsmål til den irske tolerance:

Men hvorfor er det sådan i Irland og langt mindre i Danmark, som også i det irske har fået et dårligt ry som værende et indelukket xenofobisk og nationalistisk samfund?

Endnu engang bider Roddy Doyle ikke på. Han nævner “medmenneskelighed”, men af uransaglige årsager nævner han ikke Islam eller dansk racisme. Bo Tao spørger forundret:

Er der slet ingen slanger i det irske paradis, ingen folkelig opstand mod alt det nye, fremmede, eksotiske og oversøiske?

Altså i modsætning til Danmark, hvor der er en folkelig opstand specifikt rettet mod det nye, fremmede, eksotiske og oversøiske. Det bedste Bo Tao kan hive ud af Roddy Doyle er en spekulation over den økonomiske krises betydning for irenes syn på udelandsk arbejdskraft. Det har jo fuck all med Danmark at gøre.

Konklusion:

Hvis du af uransaglige årsager skulle være interesseret i at høre Roddy Doyles tanker om hans seneste bog, så har interviewet min kraftigste anbefaling, men for os andre, så er det desværre én lang “min bog handler om…”-tomgang uden omtale af Islam, Dansk Folkeparti eller andre emner af væsentligere betydning.

Se også:

To kommentarer til “Rushdie er stadig dødsdømt og fuld af energi”

…så er der ikke langt til nazistisk genhygiejne

Multikulturalister er trængt i defensiven i den store ‘værdi-kamp’. Det skyldes at tilhængere af monokultur har formået at kapre debatten ved at definere multikulturalister som historieløse værdirelativister. Tilhængere af monokultur har formået at associere multikultur med æresdrab, islamisering, gay-bashing, uforsvarlig knallert-kørsel, kriminalitet, bande-krig m.m. Når først multikulturalismen er blevet defineret som en værdi-relativistisk laissez-faire attitude overfor menneskehedens mest åndsformørkede sider, så er det unægteligt blevet svært at forsvare den. Jeg vil med dette indlæg svare igen på forsøgene på at bort-definere multikulturalismen fra debatten.

Jeg vil komme med mit bud på simplificerede definitioner af begreberne monokultur, multikultur og omnikultur. Disse definitioner bliver henholdsvis sort, hvid og sort igen. Disse definitioner er udtænkt i et Elfenbenstårn. Eventuelle gråtoner må – som så mange gange før – være forbeholdt den virkelige verden.

MONOKULTUR:

Det monokulturelle samund er et samfund, hvor det politiske system giver klar præference til én kulturarv, og de kulturelle udtryk som er forbundet med den.

Det monokulturelle samfund lovgiver med henblik på at understøtte kulturarven. I ekstreme tilfælde, som f.eks. Saudi-Arabien og Afghanistan under Taliban, lovgives der med henblik på at holde enhver anden kultur helt ude af samfundet. Det monokulturelle samfund tillader kun andre kulturelle udtryk, hvis de vurderes at være forenlige med både den herskende moral og den herskende æstetik. Vi ser spor spor af det monokulturelle samfund i Folkekirkens juridiske særstatus.

MULTIKULTUR:

Det politiske system i det multikulturelle samfund har ikke præferencer, når det kommer til kulturelle udtryk, identitets-markører o.l. Det politiske system i det multikulturelle samfund kan til gengæld have værdier, som f.eks. demokrati, ytringsfrihed, tredeling af magten, sekularisme m.m.

Det multikulturelle samfund tillader ethvert kulturel udtryk, som er forenligt med dets værdi-sæt. Det multikulturelle samfund slår hårdt ned på kulturelle udtryk, som ikke findes forenligt med det herskende værdi-sæt. Det multikulturelle samfund giver ingen kulturelt betingede rabatter til forbrydere bag kønslemlæstelse, gay-bashing, trusels-kultur, æresdrab o.l. Ligesom det multikulturelle samfund ikke har nogen kulturelt betinget bonus-ordninger. Det multikulturelle samfund lukker grænsen for folk som ikke deler samfundets værdier.

Lovgivningen vil ideelt set være rindalistisk, da lovgivningen ikke har præference for et bestemt sæt kulturelle udtryk. Lovgivningen lader det være helt op til borgerne, hvordan de skal gebærde sig, klæde sig, synge, danse, spise, navngive, udtrykke sig indenfor de værdi-baserede færdselsregler.

OMNIKULTUR:

Det omnikulturelle samfund er et samfund der favner ethvert kulturelt udtryk. Det omnikulturelle samfund er en manifestation af den historieløse værdirelativisme, som siger at hooliganisme er ligeså godt som retssamfund, som er ligeså godt som æresdrab, som er ligeså godt som kvindeundertrykkelse, som er ligeså godt som Anne-Marie Helgers samlede værker, som er ligeså godt som Vor Frue Kirke, som er ligeså godt Jihad, som er lige så godt som… you catch my drift.

Det omnikulturelle samfund har gjort ordet kultur til trumf, og er villige til at tillade alt fra kønslemlæstelse til Muhammed-tegninger, hvis det blot defineres som en handling forårsaget af udøverens kulturelle baggrund. Sætningen ‘det er min kultur’ fungerer som et Jedi Mind Trick i det omnikulturelle samfund. Det omnikulturelle samfund er den rette betegnelse for mange af de tendenser, som tilhængere af monokultur bruger til at bortdømme det multikulturelle samfund.

Det omnikulturelle samfund er ikke det rene anarki, samfundet kan sagtens have love og reguleringer. Men det omnikulturelle samfund er parat til at tilsidesætte disse love, når loven overtrumfes af en henvisning til kultur. Vi ser spor af det omnikulturelle samfund i den lovgivning, som giver religiøse mindretal lov til at bruge visse religiøst sanktionerede slagte-metoder, som havde været uacceptable uden brug af henvisninger til kultur.

HVAD ER EGENTLIGT FORMÅLET MED DENNE BEGREBSAFKLARING?

Tilhængere af monokultur har prøvet at definere os multikulturalister ud af debatten ved at hænge os ud som omnikulturelle værdi-relativister (se bl.a. her og her). Vi multikulturalister kan definere os tilbage ind i debatten ved at gøre opmærksom på at det fænomen monokulturalister beskriver retteligt bør benævnes omnikultur. Mangfoldighed (multikultur) er væsensforskelligt fra enfoldighed (monokultur). Mangfoldighed er væsensforskelligt fra værdi-relativisme (omnikultur).

Man kan godt have en nat-klub der er åben mod entre, og stadigvæk have en dørmand som smider ballade-magerne ud.

Man kan godt holde åbent hus, og stadigvæk have hus-regler.

Man kan godt invitere til en ‘kom som du er’-fest, og dermed mene ‘kom som du er påklædt’-fest, ikke ‘kom som en psykopat der er disponeret for at smadre tilfældige mennesker med et baseball-bat’-fest.

Man kan godt have et multikulturelt samfund, og stille ultimative krav til borgernes loyalitet overfor demokratiske værdier.