Bohemian Rhapsody

Overskriftens double entendre er ikke min benådede opfindelse, men kommer fra Politikens anmeldelse af det gadeteater, som er tilknyttet Hjemstavn.com.

Faste læsere vil huske at jeg i sidste uge bloggede om projektet Hjemstavn.com. Min respons til Politikens anmeldelse tager form af et læserbrev, som jeg her til aften vil sende til Politikens redaktion. Kommentarer/forbedringsforslag udbedes.

Politiken berettede d. 7. august om projektet Hjemstavn, som bringer interaktivt gadeteater til Helsingør. Et tema i artiklen er Helsingørs “tilbageholdende” borgere, som “ikke ligefrem overrender” Hjemstavns gadeteater. Jeg betragter den manglende begejstring som forventelig. På projektets hjemmeside bliver helsingoranerne nemlig fordømt som indelukkede, afvisende mennesker med “indgroede fordomme” og behov for “nogle øjenåbnere.”

Jeg leger gerne med nye mennesker, men folk, som indleder legen med at male groteske billeder og kalde billederne for “spejl”, får min kolde skulder. Jeg er tilsyneladende ikke den eneste Helsingør-borger, som har det sådan.

Tom Nagel Rasmussen er medlem af DJBFA (Danske Jazz-, Beat- og Folkemusik-autorer) og er ophavsmanden til et læserbrev i dagens udgave af Information. Læserbrevet handler om den igangværende retssag mod den svenske kulturformidlings-central ThePirateBay (retssagen dækkes iøvrigt glimrende af Torrentfreak).

Læserbrevet gentager misforståelsen om at de anklagede distribuerer kulturprodukter ulovligt. Det gør de ikke, og det er de heller ikke anklaget for. Men læserbrevet er andet og mere end en opvisning i manglende viden om et emne som læserbrevs-skribenten selv har valgt. Tom Nagel Rasmussen skriver at fraværet af nye kompensationsmodeller er ’sagens kerne’:

Uden en løsningsmodel som er tilfredsstillende for begge parter, vil ophavsmændene/kvinderne og pladeselskaberne/medieindustrien selvfølgelig holde fast i deres tilkæmpede rettigheder, for hvad er alternativet?

Dette ganske rimelige spørgsmål har inspireret mig til at komponere nedenstående læserbrev. Læserbrevet er et forsøg på at gengive essensen af dette tidlige indlæg i under 1.000 anslag:

Campbell-princippet

Tom Nagel Rasmussen efterlyser alternative kompensationsmodeller for rettighedshavere. Kultfænomenet Bruce Campbell har et løsningsforslag:

If you like things that are good, and you want to see more good things in the future, vote with your wallet.

Tror kunstnerne i ramme alvor at kulturforbrugerne vil lade dem gå under? Kunstnerne bør da vide at de har fans som elsker dem og deres produkter. Så længe den kærlighed er i live så skal vi nok sørge for at der kommer mad på kunstnernes bord. Merchandise-salg, koncert-billetter, sponsorater og frivillige donationer fra tilfredse fans gør at kunstnere som Radiohead og folkene bag South Park profiterer af at forære deres produkter væk. Deres fans elsker dem, de vil have mere, og behøver ikke en musikindustri til at fortælle dem at de skal huske at betale kunstneren.

Tom Nagel Rasmussen, dine fans kærlighed og gavmidlhed er din alternative kompensationsmodel.

I anledning af Inauguration Day har Dagbladet Information begået en stort opsat artikel-samling under overskriften ‘Obamas Verden’. Her ‘portrætterer’ Informations U.S.A.-korrespondent Martin Burcharth Obamas væsentligste ‘udfordrere’. Disse ‘udfordrere’ er republikanerne, lobbyisterne, fagforeningerne, klimaet, europæerne og islamisterne. Bortset fra en manglende evne til at skelne mellem ‘udfordrere’ (f.eks. republikanerne) og ‘udfordringer’ (f.eks. klimaet), så er det en habil serie af artikler, som dog skæmmes af indledningen til artiklen om islamisterne:

Under George W. Bush nåede forholdet mellem USA og den muslimske verden et historisk lavpunkt. Det er der mange forskellige grunde til. Der var Irak-krigen og USA’s ubetingede støtte til høgene i Israel; Guantánamo-lejren og mishandlingen af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet samt de høje civile tab under luftbombardementer i Afghanistan. Og så var der den amerikanske præsidents aggressive retorik – ‘krigen mod terror’ og ‘kampen mellem det gode og det onde’.

Jeg har en snigende fornemmelse af at Martin Burcharth har glemt noget.

Jeg mener at kunne huske at der i starten af Bush’s regerings-periode var en begivenhed, som fik stor indflydelse på forholdet mellem U.S.A. og den muslimske verden. Jeg kan bare ikke sætte fingeren på, hvad det skulle være. Tillad mig at ‘tænke højt‘ for at se om det sætter hukommelsen igang:

Jeg kan huske at mange amerikanere var kede af det på grund af noget nogen muslimer havde gjort…

Det havde et-eller-andet med nogen fly at gøre. Jeg kan ikke hukse hvilken rolle flyene spillede, men det havde helt definitivt noget med nogen fly at gøre…

Jeg er også ret overbevist om at det er blevet nævnt i forbindelse med Irak-krigen, Afghanistan-krigen, Guantanamo-lejren samt ‘krigen mod terror’…

Det kan godt være at jeg begynder at blande ting sammen nu, men jeg tror også at begivenheden på en-eller-anden måde har noget at gøre med det store hul midt i New York som jeg besøgte sidste år…

Jeg kan som sagt ikke huske hvilken rolle flyene spillede, men jeg mener altså at de spillede en meget central rolle. Det var nærmest flyene som det hele drejede sig om…

Jeg er ret overbevist om at alle de her ting har noget at gøre med U.S.A.’s forhold til den muslimske verden, men nu har jeg altså tænkt så meget over det at mit hovede snurrer, jeg sveder, jeg har prikker for øjnene og mit blodtryk er faretruende højt… Jeg giver op.

Klappen er gået fuldstændig ned.

Jeg kommer simpelthen ikke længere end til en vag idé om at noget som nogen muslimer gjorde med nogen fly for 7-8 år siden havde indflydelse på forholdet mellem U.S.A. og den muslimske verden.

Konklusion:

Hvis jeg ikke kan huske det, og hvis Informations U.S.A.-korrespondent ikke synes at det er vigtigt, så er det nok fordi at det ikke havde væsentlig indlfydelse på forholdet mellem U.S.A. og den muslimske verden.

Derfor beklager jeg, hvis jeg med overstående indlæg har indikeret at der skulle være mangler i Martin Bucharths analyse. Jeg beklager, hvis jeg unødigt har bidraget til en forestilling om at U.S.A. ikke har ene-ansvaret for nedkølningen af forholdet. Jeg beklager… Jeg beklager virkeligt, virkeligt dybt, hvis jeg har efterladt læseren med et indtryk af at der på et tidspunkt har været muslimer som har brugt fly til at gøre noget slemt ved U.S.A.

Når man tænker højt, som jeg gør i overstående indlæg, så risikerer man at bidrage til vrangforestillinger og myte-dannelser. Det beklager jeg som nævnt. Det er derfor at vi har brug for journalister som Martin Burcharth, som tænker før de taler, som er knivskarpe i analysen og som magter at dele sol og vinde ligeligt.

Bravo Martin Burcharth! Bravo!

Fra Torsdag d. 8. Januar til Lørdag d. 11. Januar er der blevet trykt 15 læserbreve i Information om Israel/Palænstina-konflikten. Af disse 15 læserbreve har 15 været Israel-kritiske, 0 har været tvetydige og 0 har været pro-Israelske.

Denne Israel-kritiske tendens er naturligvis ikke et udtryk for Hate Speech i sig selv. Det er blot en indikator på at Informaton er et menigheds-blad. Men det er et legitimt redaktionelt valg at lade læserbrevs-sektionen give indtryk af en en-dimensionel læserskare. Hvor kommer Hate Speech-anklagen så fra? Nogen af disse læserbreve indeholder decideret had, og tilsammen udgør disse læserbreve en collage af meninger, som man bør overveje at beskrive som Hate Speech. Tillad mig at introducere:

TOP 8 OVER AFSTUMPEDE LÆSERBREVE I INFORMATION DE SENESTE 3 DAGE.

Disse læserbreve er blevet offentliggjort i Information mellem 8. og 10. Januar 2009.

Nr. 8: Steen Vraasø fra Lyngby, d. 9 Januar

Vi starter blødt med Hr. Vraasø som kritiserer mediernes mikrofon-holderi overfor ‘Søren Espersen og hans ligesindede ekstremister, når disse kræver fuld opbakning til Israels massakre på palænstinenserne i Gaza.’

Vraasø tager det ulykkelige tab af meneskeliv, som jeg ville kalde ‘collateral damage’, og betegner det som en massakre. Jeg deler ikke opfattelsen af at det er en massakre. Israel er regionens stærkeste militærmagt. Miliært set svarer Israel til Real Madrid i 50′erne og palænstinenserne er B 93 (vælg selv en årgang). Hvis Israel ønskede at massakrere palænstinenserne, så ville drabs-tallet være seks-cifret. De lave (men ulykkeligt høje) tabs-tal er et udtryk for israelsk mådehold.

Er Steen Vraasøs læserbrev virkeligt et udtryk for Hate Speech?

Nej, selvfølgelig er Steen Vraasøs indlæg ikke et udtryk for Hate Speech. Men listen er kun lige gået igang, og Vraasøs bidrag er en vigtig del af collagen. Nogen af læserbrevene indeholder nemlig ikke en egentlig argumentation, men blot det rene, frådende had. Collagen ville ikke være komplet uden Vraasøs argumentation (dermed ikke sagt at Vraasø har sigtet efter at bidrage til en Hate Speech-collage).

Nr. 7: Nis Rasmussen fra Hundested, d. 8. Januar

Nis Rasmussen påberåber sig ingen ringere end Gud og bruger udtryk som ‘ikke nogen som helst tvivl’ og ‘ingen tvivl’ i et læserbrev, hvor han siger at invasionen er ‘tæt på at kunne betegnes som folkemord’.

Det er jo stadigvæk ikke Hate Speech, eller hva’?

Jeg tager ikke Nis Rasmussens bidrag som et udtryk for Hate Speech. Men det er et udtryk for mangel på proportions-sans at kalde Israels dybt ulykkelige, men trods alt mådeholdende. aktioner ‘folkemord’. Dermed bidrager læserbrevet til collagen. Det er sandsynligt at Nis Rasmussens læserbrev ikke er tænkt som et bidrag til en Hate Speech-collage. Men nu er der lagt en bund af argumentation, og så kan hadet rulles ud.

Nr. 6: Søren Blaabjerg fra Hørning, d. 10. Januar:

Under overskriften ‘Ondskabens logik’ fortæller Søren Blaabjerg om ‘Israels tilsyneadende hastværk med at få så mange palænstinensiske børn slået ihjel som muligt’. Han mener at det er en fremsynet israelsk politik, som skal hindre disse børn i at blive ‘voksne mennesker med et uudslukkeligt had til staten Israel’. Altså stræber Israel efter at myrde flest muligt børn som en slags pre-emptive strike mod fremtidens terrorister.

Søren Blaabjerg prøver strengt talt at argumentere. Søren Blaabjerg siger strengt talt ikke særlig meget som Nis Rasmussen og Steen Vraasø ikke har sagt. Men helt ærligt… Den ulykkelige konsekvens af krigen bliver ophævet til Israels fremmeste formål med krigen. Det begynder at ligne Hate Speech. Vi er der ikke helt endnu, men der ligner, og vi er kun nået til 6. pladsen.

Nr. 5: Ole Meyer fra København S., d. 8 Januar

Ole Meyer er et ambitiøst menneske, og han brænder efter en plads på listen. Den sikrer han sig med sin overskrift alene: Endlösung for palænstinenserne.

Nazi-regimet var det mest afstumpede regime i menneskehedens historie. Holocaust var menneskehedens foreløbige (og muligvis ultimative) lavdepunkt. Da nazisterne var deres modstandere militært overlegne, så tilstræbte de at dræbe så mange jøder som muligt. Da nazisterne var ved at tabe krigen trak de deres eget folks undergang i langdrag bl.a. med henblik på at forsætte jøde-udryddelserne. Israel er involveret i en strid om land-områder. Israel er deres modstander militært overlegen og alligvel skal vi kun bruge tre cifre til at betegne de ulykkeligt høje tabstal. Unægteligt noget lidt andet end Holocaust. Heldigvis kan der højst være en person som sammenligner krigen med Holocaust. …eller hva’?

Nr. 4: Vagn Søndergaard fra København K, d. 10. Januar

Vagn Søndergaard har egentlig ikke noget særligt at sige. Han vinder alligevel en plads på listen, da han formår at omtale ‘…det Israel som nu går i deres egne bødlers fodspor og ikke helmer før de får “Die Endlösung der GAZA-frage”.’

…okay, så er der to personer som sammenligner krigen med Holocaust. To historie-løse mennesker som forfladiger den største forbrydelse i menneskehedens historie. To personer som ikke kan kende forskel på en civiliseret nations tilstræbte mådehold i krigs-førsel og udslettelsen af et folk, en kultur og 6.000.000 mennesker.

Men to mennesker er da ikke så slemt. Hvis der var tre læserbreve, som lavede den sammenligning, så ville det virkeligt være en grund til at råbe vagt i gevær. Men så længe at det kun er… Undskyld, jeg får en meddelelse i min høresnegl …hvad? …hvad siger du? …jeg er lige blevet informeret om at der er tre læserbreve indenfor tre dage som drager denne absurde parallel.

Nr. 3: Lars Larsen fra Fredensborg, d. 8. Januar

Lars Larsens læserbrev er værd at gengive i sin helhed: ‘Lige så lidt som Hitler-Tyskland aldrig vil blive glemt for jødeudryddelserne, lige så lidt vil du, Israel, aldrig få tilgivelse og forladelse for din statsterror, din mellemøstlige berlinmur og din herrefolks-mentalitet – det må du aldrig få fred for.’

Aldrig tilgivelse? Aldrig forladelse? Aldrig fred? Lars Larsen prøver ikke engang at argumentere (det overstående var som sagt læserbrevet i sin helhed). Han nøjes bare med at drage en parallel til Holocaust og fordømme Israel til evig krig. Hvad skal man med argumenter, når man prædiker til koret?

Nr. 2: Søren Juul Nielsen fra Århus C., d. 10. Januar

Under overskriften ‘Menuforslag’ har Søren Juul-Nielsen begået et læserbrev, som i lighed med Lars Larsens bidrag på 3. pladsen er værd at gengive i sin helhed:

‘Det meddeles, at den franske præsident Nicolas Sarkozy skal spise til middag med den israelske ministerpræsident Ehud Olmert. Menuen? Sprængt palænstinensisk barnebryst, stegt som vildt med grøntsager’.

Sarkozy og Olmert spiser nemlig børn. Bemærk venligst at dette læserbrev ikke indeholder nogen form for argumentation. Dette læserbrev henviser ikke til nogen konkrete begivenheder i og omkring Gaza. Læserbrevet nøjes med at slå fast at disse to stats-ledere (af henholdsvis halv og hel jødisk afstamning) finder fornøjelse i at spise et barn. Det kan godt være at Søren Juul-Nielsen tilstræber en humoristisk undertone. Det kan godt være at læserbrevet er ment som en vittighed. Men man skal være fyldt med et intenst had for at finde udsagnet ‘Jøder spiser palænstinensiske børn’ morsomt. …og dette læserbrev er kun det næst-værste.

Nr. 1: Ole Larsen fra København V., d. 9. Januar 2009

Ole Larsen har begået et læserbrev bærende titlen ‘Ros til DR – og en opsang’. Her roser han DR’s dækning af konflikten, og slutter af med følgende belæring: ‘…hvis zionister havde været indrettet ligesom mennesker, kunne deres skånselsløse nedslagtning af børn, kvinder og mænd havde været forklaret med dårlig samvittighed og derfor vrede over, hvad de allerede har gjort mod palænstinenserne. Men det er de ikke’.

Ole Larsen mener tilsyneladende at krigen umiddelbart ligner et udtryk for israelsk selvhad. Et selvhad der fører til skånselsløs nedlagtning af alt og alle. Men Ole Larsen advarer os mod at blive bedraget af konfliktens overfladiske fremtoning. Selvhads-teoriens bærende præmis er en forestilling om at zionister er indrettet ligesom mennesker, og det er de ikke. Zionisterne er hverken en massakrerende horde, folkemordere, nazister, eller andet med menneskelige træk. Zionisterne er simpelthen ikke mennesker. Jeg håber ikke at DR er stolte over blive rost af den mand.

KONKLUSION:

Gentagne udsagn om at israelerne begår folkemord bliver ikke modsagt. Gentagne udsagn om at israelerne drives af ønsket om at myrde palænstinensiske børn bliver ikke modsagt. Gentagne sammenligninger med Holocaust bliver ikke modsagt. Man er efterladt med et ensidigt indtryk af konflikten. Man er efterladt med et indtryk af barbariske folkemordere. Man er efterladt med et billede af at israelerne er menneskehedens afskum. Dertil kommer en decideret dehumanisering af israelerne.

Kannibalisme-vittigheder er et udtryk for dehumanisering. ‘Zionister er ikke mennesker’ er (duh!) et udtryk for dehumanisering.

Det fleste af del-elementerne kan umuligt betegnes som Hate Speech. Det er muligt at del-elementerne blev sammensat uden at sigte mod at skabe Hate Speech. Det ændrer ikke ved at jeg vil betegne Informations ‘collage’ a.k.a. Læserbrevs-sektionen som Hate Speech.

Men nu har jeg leget anklager længe nok. Det er på tide at læseren selv leger dommer.

Jeg har abboneret på Berlingske Tidende i lidt over 6 måneder. Det er en fin lille avis, selvom den er borgerlig så det gør noget. Lidt for mange af dens kronikker og klummer tager udgangspunkt i troen på The Flying Spaghetti Monster (eller også er det Gud… det er sgu’ så svært at huske forskel på de to). Men det er lærerigt at holde en avis, som man ofte er uenig med, og jeg er glad for mit abbonement. Selvom Berlingske tit tager et par forsigtige skridt henover min streg, så går den sjældent langt over stregen. Det gjorde den så i dag.

Papirudgaven af dagens avis har et indlæg af den faste klumme-skribent Egon Balsby. Under overskriften Den Store Frelser tolker Egon Blasby danskernes forhold til Barack Obama, og undervejs fremfører han tre påstande om Obama:

Barack Obama er muslim – debunked.

Barack Obama er socialist – debunked.

Barck Obama er fætter til Kenyas premierminister – debunked.

Jeg vil egentlig gerne afvise Balsbys påstande med en udvidet argumentation som supplerer min dokumentation, men… Når Balsby ikke føler sig kaldet til at argumentere for hans påstande, så føler jeg mig ikke kaldet (og bestemt heller ikke forpligtet) til at bruge yderligere argumenter til at afvise påstandene.

At bruge Egon Balsby som fast klummeskribent er bare ikke en seriøs avis værdigt.

Der er nogen udtryk, som er så politisk ladede at de ikke hører hjemme i en meningsmåling. Man spørger ikke folk om de foretrækker Helle Thorning-Schmidt eller en fortsættelse af Fogh-regimet. Udtrykket ‘Fogh-regimet’ er så ladet med foragt for den siddende regering, at en seriøs avis aldrig ville bruge udtrykket i en meningsmåling.

Man spørger heller ikke folk om de foretrækker monarki eller præsidentvælde. Man bruger det neutrale udtryk ‘republik’ fremfor at opfinde udtrykket ‘præsidentvælde’ i anledning af meningsmålingen (hvis du mener at ‘præsidentvælde’ er et almindeligt udtryk, så se nærmere her). Det burde være almindelig sund fornuft. Desværre et den redaktionelle linie hos Berlingske Tidende ikke altid præget af almindelig sund fornuft. Den nedenstående afstemning forefindes p.t. på forsiden af Berlingskes hjemmeside:

DET ER BARE IKKE EN SERIØS AVIS VÆRDIGT!

Hjerneceller smelter ved 180 grader. 180grader.dk er et forsøg på at skabe en borgerlig netavis. Det er tiltrængt at Danmark har fået en net-avis som tør stille spørgsmål til Danmarks Helligste Ko, Velfærdsstaten. Du kan læse om 180grader’s mission her. Det er altid rart at få en ny vinkel på tingene, så hvordan vil den frække nye dreng i klassen udfordre os? I anledning af det forkastelige overfald på Jesper Langballe så præsterer 180grader nedestående net-afstemning:

Tjah, hvad kan man sige? Man kunne komme med en Top 4 over svar-muligheder som mangler, og det tror jeg at jeg gør:

4. Fordi de borgerlige politikere har magten, og frustrationer plejer at være rettet mod magthavere. Hvad ville pointen være med at slå på Villy Søvndal? Manden har ikke magt nok til rent faktisk at genere nogen. Socialdemokraterne Olof Palme og Anna Lindh blev begge dræbt, mens de havde magten.

3. Spørg Julius A. Børgesen, og ikke mig. Hr. Børgesen er en højreekstremist som blev dømt for at opfordre til at brandbombe Lars Løkke’s hjem. Han må om nogen vide, hvorfor det er de borgerlige politikere det går ud over.

2. Siden hvornår er Hans Jørgen Vad blevet borgerlig? En 50-årig mand som overfaldes af 10-15 nynazister fordi han er medlem af Enhedslistens bestyrelse i Århus. At påstå at der kun udøves vold mod borgerlige politikere er ikke en vinkling af sagen, det er ikke en interessant tese, det er ikke en subjektiv holdning. Det er enten løgn eller uvidenhed.

1. Fordi de højreorienterede voldsmænd slår ‘nedad’ på bøsser, indvandrere, flygtninge m.m., mens venstreorienterede voldsmænd slår ‘opad’ på politikere. Intet kan retfærdiggøre at slå på Jesper Langballe. Manden skal have lov til at have sine meninger og stadigvæk kunne ryge sin pibe i fred. Men når det kommer til vold mod enkelt-personer på baggrund af race eller seksualitet, så har den ekstreme højrefløj et længere synderegister end den ekstreme venstrefløj har i forhold til vold mod politikere.

Personligt ville jeg stemme på svarmulighed nr. 1., og hvis Ole Birk Olsen havde nosser til at udfordre sine kernelæsere, så havde han medtaget den svarmulighed. Ole Birk Olsen ved at langt det meste politisk motiverede højre-ekstreme vold mod enkeltpersoner er rettet ‘nedad’. Men den viden lader han ikke stå i vejen for at give hans læsere en mulighed for at godte sig ved tanken om at de bogerlige er bedre mennesker end de venstre-orienterede. Det er usselt at udnytte det forkastelige overfald på Jesper Langballe til at spille selvfed.

Nåh, ja… …hvad fanden skulle man ellers forvente fra en ‘avis’ der stod bag denne indsigtsfulde analyse af Arbejdernes Internationale Kampdag.

Jeg har fundet endnu et gammelt læserbrev frem til ære for denne blog, denne gang et læserbrev som tackler en myte om ateismen. Nemlig at ateismen skulle være et særligt ‘europæisk arvegods’.

I artiklen ”Helligbrøde. Ateismen er Europas mest værdifulde arvegods” (Politiken, 22. Marts 2006) skriver Professor Slavoj Zizek, at ”…det der gør det moderne Europa enestående, er, at det er den første og eneste civilisation, hvor ateismen er en fuldgyldig valgmulighed og ikke udgør en forhindring for at opnå et offentligt embede.” Jeg er sikker på at Professor Zizek bliver glædeligt overrasket over, at han tager fejl.

Indien har nemlig en rig ateistisk tradition, som går mindst 3.000 år tilbage, og som mestendels har været tolereret af de skiftende herskende kræfter. Det old-indiske sprog sanskrit er ikke alene det af oldtidens sprog, som har den mest omfattende religiøse litteratur. Det har også den mest omfattende ateistiske og agnostiske litteratur. Dertil kommer at mange af Hinduismens hellige skrifter, som tit tager form af en debat mellem forskellige synspunkter, giver plads til at ateister får lov til at udtrykke deres skepsis. Således kommer ateisten Jâvâli til orde i det hellige skrift Râmâyana. Buddha, som kan beskrives som ateist eller non-teist, gjorde etik til et spørgsmål, som var uafhængigt af Gud. Fra Buddhas død (ca. 500 f.kr.) og 1000 til 1500 år frem prægede hans tanker Indien. Dette var en guldalder for indisk sekularisme, offentlig debat af religiøse synspunkter og tolerance.

Med Muhammed-krisen stadigt kørende er det værd at minde om den respekt, som den muslimske kejser af Indien Mughal Akbar (1542 – 1605) udviste overfor ikke-muslimer, deriblandt ateister. Akbar afholdt regelmæssigt debatmøder, hvor lærde fra Indiens mangfoldige religiøse traditioner kunne mødes, udveksle synspunkter og prøve at forstå hinanden. Den gode muslim Akbar inviterede ved mindst en lejlighed ateistiske filosoffer fra Carvaka-skolen til disse debatmøder. Indien har en lang tradition for offentlig debat, og tolerance overfor det ateistiske mindretal. Det er derfor passende, at da Indien blev uafhængigt i 1947, så var det en ateist, Jawaharlal Nehru, som blev statsminister og dermed bestred landets højeste offentlige embede. Europa er heldigvis ikke det eneste sted, hvor ateismen er en fuldgyldig valgmulighed. Nu skal vi bare have spredt den valgfrihed til resten af verden, gerne ved hjælp af referencer til Mughal Akbars gode eksempel.