Ja; caps lock i overskriften er med vilje…

Kunstnerduoen Michael Elmgreen og Ingar Dragset, som står bag Havdrengen i Helsingør, har begået et kunstværk med titlen DET ER ALDRIG FOR SENT AT SIGE UNDSKYLD!

…en performativ udendørsskulptur, som bliver aktiveret hver dag på slaget tolv – som var den et rådhusur – ved at en person åbner udstillingsmontren, tager megafonen ud og råber til de forbipasserende: DET ER ALDRIG FOR SENT AT SIGE UNDSKYLD!

Så langt, så rindalisme-inducerende…

Det der budskab med muligheden for at sige undskyld – det er vist det der kaldes en selvhenter.

Kunstnerne kunne nemlig passende starte med at sige undskyld for at beskrive deres værk “som et opråb til et samfund, hvor det er blevet legitimt at sparke tænderne ud på dem, der ikke lige passer ind.”

Michael og Ingar; når I skriver “et samfund” med henvisning til det danske, så er det bl.a. mig, min familie, mine venner, mine kollegaer og mine læsere, som I beskylder for at legitimere rå, meningsløs vold. I skylder os en undskyldning.

Encore Une Fjols:

Hvis du ønsker et opgør med det, som kunstnerne kalder “et samfund … hvor selv autoriteter som politikere og dele af medierne tillader sig at omtale medborgere i nedladende og respektløse vendinger“, så lad for Sagans skyld være med selv at være et medie, som omtaler dine medborgere i nedladende og respektløse vendinger.

Se også:

KUNST

Overskriftens double entendre er ikke min benådede opfindelse, men kommer fra Politikens anmeldelse af det gadeteater, som er tilknyttet Hjemstavn.com.

Faste læsere vil huske at jeg i sidste uge bloggede om projektet Hjemstavn.com. Min respons til Politikens anmeldelse tager form af et læserbrev, som jeg her til aften vil sende til Politikens redaktion. Kommentarer/forbedringsforslag udbedes.

Politiken berettede d. 7. august om projektet Hjemstavn, som bringer interaktivt gadeteater til Helsingør. Et tema i artiklen er Helsingørs “tilbageholdende” borgere, som “ikke ligefrem overrender” Hjemstavns gadeteater. Jeg betragter den manglende begejstring som forventelig. På projektets hjemmeside bliver helsingoranerne nemlig fordømt som indelukkede, afvisende mennesker med “indgroede fordomme” og behov for “nogle øjenåbnere.”

Jeg leger gerne med nye mennesker, men folk, som indleder legen med at male groteske billeder og kalde billederne for “spejl”, får min kolde skulder. Jeg er tilsyneladende ikke den eneste Helsingør-borger, som har det sådan.

Helsingør Teater arrangerer over de næste 3 år projektet Hjemstavn.com, som blev lanceret under overskriften “Helsingørs borgere skal se sig selv i spejlet.” Projektets formål er at “sætte fokus på hjemstavnsbegrebet i en globaliseret verden.”

Hjemstavn.com er en guldgrube af inspiration for bloggere med en forkærlighed for non sequiturs og what the fuck!?!-øjeblikke.

Helsingørs borgere skal se sig selv i spejlet

Hvad er det så at de kære kunstnere vil male på det lærrede, som de insisterer på er et spejl?

På Hjemstavns velkomst-side får man følgende fordømmende tekst smidt op i hovedet:

Nordsjælland går for at være et af de rigeste områder i Danmark. Alligevel kan der være langt mellem dørmåtter med VELKOMMEN skrevet henover, mens skilte med PRIVAT og HUNDEN BIDER synes hyppigere og hyppigere. På tv og internet er vi i kontakt med hele verden.

Denne tekst sidestilles med en illustration, som nemt kunne blive en nyklassiker indenfor genren what the fuck!?!:

*****

Fordømmelsen fortsætter… Det plejer fordømmelse jo at gøre

Arrangørene maler i denne pressemeddelelse videre på deres “det er et spejl”-maleri:

”Projektet har en ambition om at vise, at kulturel mangfoldighed er en styrke i et lokalsamfund. Der skal således pirkes i nogle indgroede fordomme, løftes nogle øjenbryn og leveres nogle øjenåbnere i denne nordøstligste del af Danmark,” siger Jens Frimann Hansen.

Så ikke alene er vi indelukkede og afvisende i Helsingør, vi er søreme også fordomsfulde og blinde.

Vælg en klassekammerat som skal være a-hva’-for-en-fisk???

Hjemstavn ville ikke være et progressivt projekt, hvis ikke det pegede på en vej væk fra denne misære af fordomsfuldhed, indelukkethed og afvisning. Derfor har Hjemstavn heldigvis lavet et undervisningsmateriale, hvor elever fra 7. til 10. klasse bl.a. kan arbejde med følgende øvelse:

Se videoen til “I Danmark er jeg født” med Isam B. fra Outlandish. Vælg en klassekammerat som ”skal være Isam B.”. Resten af klassen interviewer ”Isam B” om hvorfor han har valgt at fortolke H.C. Andersens fædrelandssang.

Så vi bliver altså mindre fordomsfulde, hvis bare vi projicerer vores egne tanker over på en indvandrer? Yup; that will work…

Er Helsingør en fæstning ude af trit med tiden eller et værn mod vores egen tid?

Jeg ved ikke engang, hvad der er forskellen mellem de to udsagn på hver sin side af “eller”, men det er de to muligheder, som den Hjemstavn-understøttede forestilling Status H arbejder med.

Tillad mig at citere ordret fra Hjemstavns præsentation af forestillingen:

Status H er et øjebliksbillede af Helsingør lige nu. Hvad rører sig i helsingoranernes bevidsthed, tanker og sjæl?

…

I Status H har kunstnerne også mødt det mere apokryfe Helsingør – hvad nedenstående frie oversættelse af Kronborgvalsen til arabisk er et eksempel på.

Der er dejligst ved Kronborg når solen går ned,
når den hvisker godnat til hver blomst i hvert bed,
og snart tænder de lysene i Helsingborg,
som tusinde stjerner de står.

Disse smukke ord rummer også oversætteren Mohammed Al-Hashimis fortælling.

هل كدحت طوال اليوم …. ومر الوقت عليك ببطىء شديد…!!!!

اذن … انهض واخرج الى الطبيعة واصغ لأغنيتي .

سأريك المكان حيث الصيف المشمس كما سيبدو لك وكما أرى … وستدندن هذه الكلمات :

كم هي جميلة كرون بورغ عند الغروب …

وفي كل دعوة ستهمس كرون بورغ لكل زهرة : طاب مساؤك

انظر … ك آلاف النجوم في السماء

ستضيء الأنوار قريباً في هيلسينبورغ

سنغادر الساحل عند توهج البدر …  وسأهمس لك :

ها أنت في أحضاني …. أيها العزيز

ارحل الى الجنوب … ارحل الى الشمال

وستعرف ان ساحل كرون بورغ في وطنك … هو الأجمل

*****

En teater-forestilling, som bruger halvdelen af sin introduktion på en arabisk gengivelse af Kronborgvalsen er selvfølgelig ikke nok til at give helsingoranerne den rigtige bevidsthed.

Der bliver pirket til fordommene…

Hjemstavn var også medarrangør af Arabian Noon – Helsingør, som var finansieret af Sheikh Sultan bin Mohammed Al-Qasimi III:

Toldkammeret i Helsingør forvandles til et stykke arabica med mellemøstlige danse af arabere i Helsingør, liwa-musik fra Sharja og meget, meget mere. [Fedt billede her]

…og hvis en arabisk kulturaften sponsoreret af en brutal islamisk diktator med en sharia-fetish  ikke er tilstrækkeligt til at “pirke i nogle indgroede fordomme og løfte nogle øjenbryn”, så ved jeg snart ikke hvad der skal til.

Konklusion: Hjemstavn skal se sig selv i spejlet

Et billede af helsingoranerne som et indelukket, snæversynet, afvisende og fordomsfuldt folkefærd med akut behov for at få deres øjne åbnet af selverklærede kunstnere, er ikke et spejlbillede.

Det billede af helsingoranerne, og det billedes pegen på nødvendigheden af kunstnerisk intervention, er et maleri. Det er et maleri malet af mennesker, som er så arrogante at de bilder sig selv ind at de er ydmyge:

En væsentlig drivkraft i de kunstneriske projekter er involvering – det vil sige at de lokale også selv kommer til at spille en rolle i forsøget på at definere og nytænke fremtidens lokalsamfund – kunstnerisk, æstetisk, kulturelt, arkitektonisk, erhvervsmæssigt osv.

WOW… Får vi lokale virkeligt lov til at “spille en rolle”, når kunstnerne definerer og nytænker fremtidens lokalsamfund – kunstnerisk, æstetisk, kulturelt, arkitektonisk og erhvervsmæssigt? Vi er vel nok heldige…

Hvis du er involveret i Hjemstavn, så prøv lige at læse det sidste citat én gang til.

Det citat er ikke et maleri. Det citat er et spejl jeg holder op mod Hjemstavn.

Dagens kronik i Politiken er kronikeret af Flemming Nyborg; Må der være en grænse?

Kroniken handler om grænseoverskridelse og tager udgangspunkt i teaterets verden. Jeg gav mig til at læse kronikken, mens jeg i forventningsfuld spænding ventede på et åndssvagt udsagn om Muhammed-krisen, som kunne danne baggrund for et blog-indlæg.

Jeg måtte pløje mig igennem 2/3 af en kedeligt skrevet kronik om et emne, som overhovedet ikke interesserer mig, før Flemming Nyborg åbner et afsnit med disse løfterige ord:

Når nogle tegnere med rette føler sig truet og må have politiet til at beskytte sig mod satirens ofre, er det en uhyrlig situation. Deres sikkerhed er truet, og trygheden er i fare.

Vi bliver efterfølgende beriget med et par nyklassiske klichéer;

• “derfor er det ikke altid en god idé at udnytte sin frie ret til det yderste”
• “Hvis man synes, at en kollega er et dumt svin, vil det næppe fremme klimaet på arbejdspladsen, hvis man lader det komme eksplicit til udtryk…”
• “Selvcensur. Det var dog et grimmer ord! Før i tiden talte man om at lægge bånd på sig selv, og det blev regnet for godt at kunne.”

Det er altsammen been there, done that-territorium, men derefter begynder Flemming Nyborg at indfrie hans ikke-udtale løfte om idiotiske udsagn:

»Verden er en scene«, sagde Shakespeare…

»Verden er en scene«, sagde Shakespeare, men dermed er ikke sagt, at det, man kan tillade sig på de skrå brædder, også er o.k. udenfor. Hvis man ikke kan lide mosten, kan man vælge et andet teater eller blive hjemme. Du kan ikke vælge en anden verden, og verden er også en arbejdsplads og et fælles rum.

»My brain hurts«, sagde Michael Palin…

Verden udenfor teateret er ikke en stor klæbrig masse, som sidder hjælpeløst fast på ens fingre, når blot man én gang er kommet i kontakt med den. Verden udenfor teateret er en mangfoldig størrelse, og den indeholder mange rum, som har det til fælles med det enkelte teater at rummet kan vælges fra.

YouTube-videoer, Facebook-grupper, blogs, Jyllands-Postens debat-sektion, foredrag, sange, bøger, tegneserier og alle de andre formater, som Islam-kritikere bruger deler et fællestræk i at de er nemme at vælge fra.

Oh well… whatever… nevermind…

Flemming Nyborgs kronik er interessant, da den illustrerer en kronikørs manglende evne til at rationalisere hans instinktive modstand mod Islam-kritik.

80% af kroniken handler om grænseoverskridning og relaterede tendenser indenfor bladtegning, teater og satire. Med et sådant emne kan han ikke snige sig udenom Muhammed-tegningen, som får tildelt 20% af pladsen. Men hvor kronikøren kan skrive kritisk, objektivt eller begejstret om alt fra Lars Norén til Dødens Triumf, så kan han ikke berøre Muhammed-tegningen uden pligtskyldigt at tage afstand fra den.

Konklusion:

»Verden er en scene«, sagde Shakespeare… Hvis man ikke kan lide mosten, kan man vælge et andet teater eller blive hjemme.

Jeg kunne have svoret at det umiddelbart overstående, og kun meget lidt redigerede, Flemming Nyborg-citat var et stærkt argument for det tilladelige i at støde religiøse følelser.

Flemming Nyborg må slå krøller på sig selv for at kunne finde egen hale og eget hoved.

Se også:

Flemming Nyborg kunne lære en ting eller to af Tomasz Wróblewski

Enhver by, som forlanger respekt om sig selv, har brug for et vartegn dvs. et monument eller et bygningsværk, som fungerer som et symbol for byen. Helsingør er velsignet med et noget nær perfekt vartegn: Kronborg Slot.

Kronborg Slot er et af blot tre steder i Danmark, som står på UNESCO’s prestigefyldte liste over Verdenskulturarv. Kronborg er uløseligt forbundet med Hamlet, et skuespil som har givet Helsingør global berømmelse, samt Holger Danske, hvis brand idag entydigt forbindes med statuen i Kronborgs kasematter.

Helsingør er den danske provinsby, som har det suverænt mest kendte og effektive vartegn. Men prøv du at forklare det til en politiker…

Helsingør Byråd har besluttet sig for at deres by har brug for et nyt vartegn.

Havdrengen “Han” – en gave til dig fra Helsingørs politkere

Havdrengen “Han” er iflg. Lokalavisen Nordsjælland udarbejdet af kunstnerne “som et vartegn”. Iflg. Politiken er statuen af politikerne tænkt som “et nyt vartegn for byen”.

Fra kunstnerens egen beskrivelse af idiotiet:

’Han’ er en mandlig udgave af Den Lille Havfrue til vores tid. Vi har lavet noget, der viser, at den maskuline seksualitet har ændret sig. Manden er i dag blevet seksualobjekt.

Havdrengen forventes at blive indviet sidst i 2010.

Summa summarum:

Helsingør har et vartegn, som a) er verdensberømt, b) har inspireret William Shakespeare og H.C. Andersen, c) har stået i 425 år, d) regnes for en del af menneskehedens kollektive kulturarv og e) allerede fungerer som et symbol for byen.

Helsingørs politikere har besluttet sig for at byens nye vartegn skal være en billig kopi af en anden bys vartegn, og et vigtigt signal om en sociologisk tendens i starten af det 21. århundrede. Seriøst, venner… WHAT THE FUCK!?!

Konklusion:

Helsingørs vartegn er Kronborg Slot, og det er en beslutning, som historien, menneskeheden og den danske befolkning har truffet bag om ryggen på Helsingørs byråd. Ingen mængde af havdrenge kan ændre ved den beslutning.

Det er ikke alle beslutninger, som er det politikere forundt at træffe. At der er politikere, som insisterede på at træffe denne beslutning alligevel, går ud over min forstand. If it ain’t broken, don’t try to fix it!

Læsere, som har et bud på en forklaring på politkernes adfærd, opfordres til at udfolde deres inderste i kommentatorsporet.

Full disclosure:

Jeg har arbejdet på Kronborg on and off siden 2006 – p.t. er jeg on. Jeg bor i Helsingør.

Behemoth er et polsk Death Metal-band, som har for vane at sparke røv til deres koncerter. En af mange måder man kan sparke røv på er, at rive sider ud af Bibelen.

I 2007 udførte Behemoth deres Bibel-stunt ved en koncert i Gdynia, Polen:

*****

Behemoths bassist Tomasz Wróblewski har reflekteret over koncerten i al almindelighed og Bibel-stuntet i særdeleshed, og han har ytret nedestående visdomsord:

We’d been doing that for two years on tour before it happened in Poland. So, we had discussed it many times before. A Behemoth-show is a Behemoth-show, and Behemoth-fans are coming to a Behemoth show. Behemoth-fans know what Behemoth is about, know what the lyrics are about, and know at least a little of the philosophy behind the band. So, it’s kind of surprising that there are people coming to the shows and feeling offended with what we do onstage. If such a person comes to a show, he comes with the purpose of being offended, I guess, and it shouldn’t be like that. We’re not offending any particular person. We’re just offending the religion that we’ve been raised in.

Gad godt vide om der er nogen, som kunne finde på at opsøge Behemoth med henblik på at blive krænket af deres sceneshow. Gad godt vide…

When the going gets dumb, Ryszard Nowak gets going…

Ryszard Nowak er formand for All-Polish Committee for Defense Against Sects, hvilket burde gøre ham til en forkæmper i kampen mod den katolske kirkes massive tilstedeværelse i Polen (en sekt er vel en sekt). Nowak er blevet krænket, og han har rejst en sag mod Behemoths forsanger Adam “Nergal” Darski. Det er simpelthen krænkelseskulturen kogt ned til en suppeterning:

En kunstner ødelægger et eksemplar af Bibelen på et forudbestemt tidspunkt foran et entré-betalende publikum, hvis forventninger kunstneren loyalt har prøvet af afstemme med showets faktiske indhold. Publikum befinder sig sammen med kunstneren i et privat og lukket rum.

…og en person, som sikkert kunne leve lykkeligt i total uvidenhed om kunstnerens eksistens opsøger kunstværket, ignorerer kunstværkets præmisser, ignorerer publikums forudsætninger og forventninger, og aktiverer istedet sit krænkelses-mode.

If such a person comes to a Behemoth-show, he comes with the purpose of being offended… Indeed!

Strafferammen tillader op til 2 års fængsel. Det her sker i EU.

Se også:

Cuttlefish har skrevet stor poesi om sagen

Hat-tip:

PZ Meyers

SMIL står for Sjov Med Informations Læserbreve. Det er meningen af det skal være en fast feauture på denne blog i de tre måneder mit nystartede abonnement på Information varer.

Sjov Med Informations Læserbreve går ud på at lave sjov med Informa… you get the point.

Sjov Med Informations Læserbreve

Sten Hegeler har bidraget med følgende mærkværdigheder i dagens udgave af Information:

Hvis vi nu forestiller os, at en herværende muslim… … …lavede en tegning af Jesus som pædofil, og den blev offentliggjort. Sikke et hyl fra U-kristeligt Dansk Folkeparti med Krarup og Langballe i spidsen. De ville ikke finde den morsom.

Hvis Danmarks muslimske leder yderligere afviste enhver diskussion af den famøse tegning under henvisning til ytringsfriheden? Og hvis de fleste af det muslimske samfund bare trak på skulderen af tegningen?

Måske ville nogle kristne endda henstille til muslimerne at udøve lidt selvcensur?

…

Hvis vi nu forestiller os, at en herværende muslim… … …lavede en tegning af Jesus som pædofil, og den blev offentliggjort.

Hegelers bærende præmis synes at være at ikke-muslimer udsætter Islam for en hetz, som ikke har et modstykke relateret til Kristendommen.

I filmens verden er Kristendommen regelmæssigt blevet udsat for kritik, satire, pornoficering eller radikale omfortolkninger, jf. bl.a. Life of Brian, Thorsens pornografiske Jesus-film, The Last Temptation of Christ og Dogma.

I billedkunstens verden er Kristendommen bl.a. blevet udsat for Piss Christ, Jesus udstyret med en gigantisk erektion (Thorsen strikes again!), samt nedestående portræt fra Gotlibs Gudefest.

I musikkens verden har alt fra følsomme folkesangere til tyske trash metal-bands udsat Kristendommen for skånselsløs kritik. Bad Religion har optrådt regelmæssigt i Danmark i over 20 år, haft adskillige hits på MTV, og er blevet fordelagtigt anmeldt i mainstream-medier. En prominent del af Bad Religions markedsføring, merchandise, cover-art og scene-udsmykning er deres Crossbuster-logo:

Delkonklusion:

Hegelers bærende præmis synes at være at ikke-muslimer udsætter Islam for en hetz, som ikke har et modstykke relateret til Kristendommen.

Det præmis holder ikke.

Hvis Danmarks muslimske leder yderligere afviste enhver diskussion af den famøse tegning under henvisning til ytringsfriheden?

Hegelers bærende præmis synes at være at det var ikke-muslimer, som prøvede at lukke ned for diskussionen om Bomben i Turbanen.

Danske ikke-muslimer var om noget opsatte på at diskutere tegningen. Jeg husker bl.a. følgende diskussioner:

• Hvad betyder tegningen?
• Er tegningen racistisk?
• Udnyttes tegningen af racister?
• Hvorfor brænder vores ambassade?
• Er tegningen respektløs?
• Er tegningen nødvendig?
• Hvorfor genudsender de det med vores ambassade som brænder… nårh, det er en anden af vores ambassader som brænder nu… okay, hvor kom vi fra…
• Er tegningen islamofobisk?
• Hvad er fordelene og ulemperne ved selvcensur?
• Hvorfor er der nogen der bomber den danske ambassade i Islamabad?
• Rinse and repeat.

Delkonklusion:

Det var primært ikke-muslimer, som stod bag forsøgene på at diskutere den famøse tegning.

Det var udelukkende muslimer, som med bål, brand, bomber og senest en økse, stod bag forsøgene på at lukke diskussionen.

Måske ville nogle kristne endda henstille til muslimerne at udøve lidt selvcensur?

Hegelers bærende præmis synes at være at kristne, hverken er værre eller bedre end muslimer, når det kommer til at håndtere latterliggørelse, pornoficering, kritik og had.

Når kristne opfordringer til ikke-kristen selvcensur synes noget nær ikke-eksisterende i vores delvist Kristendoms-kritiske kultur-landskab, så er det usandsynligt at en islamisk karikatur af en pædofil Jesus ville medføre andet end skuldertræk fra kristen side.

Konklusion:

Sten Hegelers læserbrev synes at være baseret på en afvisning af betydningen af den Kristendoms-kritiske del af vores kultur. En afvisning som er så bastant, at Sten Hegeler ikke synes at anerkende eksistensen af den Kristendoms-kritiske del af vores kultur. Når man først har afvist eksistensen af vores frimodige Kristendoms-kritik, så er det nemt at konkludere at det er dybt beskæmmende, når vi så ivrigt går efter Islam.

Men hvad nu, hvis der eksisterer en omfattende tradition for kunstneriske udfoldelser over temaet Kristendoms-kritik…

Hvad nu, hvis hån, spot og latterliggørelse af kristne dogmer var en helt normal ting i dette samfund…

Jamen, så ville det da være overordentligt rimeligt med en Koran Blog, en Muhammed-tegning, en Muhammed-tegneserie, og ikke mindst et dildo-mærke der hedder Koranen, så Islam-kritikere kan opfordre hinanden til at tage Koranen og stikke den op i røven.

Overordentligt rimeligt, indeed!

Se også:

Hate-speech i Information?

En af denne blogs faste features er Dagens SPOING.

Kort fortalt er “spoing” min kommentar til udtalelser, som er så selvmodsigende at mit indre irony-meter går i stykker med et ’SPOING!’. Konceptet er tyvstjålet fra Jesus&Mo, og det får en nærmere introduktion her.

DAGENS SPOING!

Den Kunstakademi-uddannede forfatter H.H. Løyche har i weekendens udgave af Weekendavisen begået et opinionsindlæg. Indlægget handler om selvcensur blandt kunstnere. Han er en af den slags kunstnere, som har meget mod at andre kunstnere laver tegninger af Muhammed:

Ytringsfrihed giver altså ikke mere ret til at fornærme, end demonstranter har ret til at kaste med brosten.

…og det udsagn er åndssvagt af alle mulige grunde inkl. en del, som jeg redegør for i dette indlæg. Da dette indlæg ikke handler om H.H. Løyches holdninger, men om H.H. Løyches totale mangel på selvindsigt, iler jeg videre.

Ytringsfrihed giver altså ikke ret til at fornærme i H.H. Løyches univers. Godt så…

Gad godt vide, hvorfor H.H. Løyche bruger resten af indlægget på at overhælde diverse politikere, meningsdannere og kunstnere med udtryk som “fremmedfjendske”, “dobbeltmoralske kæltringe”, “hjernedød”, “danskere som stammer fra en heksebrændende, drikfældig, svineavler-kultur” og “kristendom; en aggressiv, mellemøstlig indvandrerreligion”.

SPOING!!!

*****

…og som det ikke var nok, så udtaler H.H. Løyche:

…kunstnere har almindeligvis respekt for anderledes tænkende og er hverken for, imod eller bange for nogen religion eller terrorbevægelse.

Det er nemlig slet ikke kunstnerens opgave at tage stilling til nogen religion… eller terrorbevægelse???

What the fuck, dude… What the fuck!?!

Min hjerne mangler simpelthen fleksibilitet til at vride sig rundt om det forhold at kunstnere i H.H. Løyches optik almindeligvis ikke er imod Al-Queda.

At kunstnere ikke er imod Al-Queda (!!!) afholder dog ikke H.H. Løyche fra at bruge indlægget til at udtrykke hans modstand overfor følgende fænomener:

• Danske politikeres offentlige vanærelse af kunstnere
• Det engelske Terrorism Act 2006, som ifølge H.H. Løyche har ført til et forbud mod Jules Vernes roman “En verdensomsejling under havet”
• “Anders Fogh Rasmussens og andres rystende udiplomatiske udtalelser”
• Den danske litteratur-kanon
• Pia Kjærsgaard
• Politikers brug af kunstnere som kanonføde
• Bibliotekslukninger og grove nedskæringer på kulturområdet
• Kristendom
• Fordums søndertæskning af roe-polakker

For en person som ikke tager stilling for eller imod Al-Queda, så formår H.H. Løyche alligevel at tage stilling til en hel del. Eller hvis jeg nu skal udtrykke det i én stavelse:

SPOING!!!

*****

Mere sjov med H.H. Løyche

H.H Løyche stiller undervejs i hans indlæg en række spørgsmål. Jeg vil afslutningsvis gengive og besvare de væsentligste af kunstnerens spørgsmål:

H.H. Løyche: Behøver jeg at minde om, hvad der kan ske, blot man taler for et åbent, multikulturelt samfund?

William Jansen: Ja, det behøver du at minde os om. Sidst jeg tjekkede var svaret nemlig “ikke en skid”.

H.H. Løyche: Hvad bliver det næste? Landsforvisning af kunstnere, som ikke fordømmer Islam?

William Jansen: Nej, det bliver ikke det næste.

H.H. Løyche: …skal vi kunstnere på gaden, og afbrænde dannebrogsflag, før den siver ind?

William Jansen: Hvis “den” henviser til den marginaliserede, snævre, upopulære niche-kunsts himmelskrigende irrelevans, så nej; I behøver ikke at afbrænde dannebrogsflag. Den er sevet ind.

Igår postede jeg overstående video med min søsters seneste projekt; video-blogging om X-Factor. Jeg postede den relativt ureflekteret; det er min søster, og jeg pimper af princip hendes projekter. ‘Nuff said! …troede jeg.

Nu har jeg haft tid til at tænke over det, så derfor spørger jeg; hvorfor X-Factor Outsider? Jeg vil svare indenfor en forståelsesramme, som er interessant for mig. Der er en pointe under opsejling, så bær over med mig.

The Montreal Screwjob

Hvis du siger “Montreal” til en wrestling-fan, så tænker han ikke på en canadisk by. Montreal er short-hand for den mest betydningsfulde kamp i professionel wrestlings moderne historie: 14. November 1997; Bret “The Hitman” Hart forsvarede sit verdensmesterskab mod “The Heartbreak Kid” Shawn Michaels.

Bret Hart var kort forinden blevet enig med hans arbejdsgiver World Wrestling Federation om at opsige hans kontrakt. WWF havde økonomiske problemer, og WWF var derfor villige til at lade den højtlønnede Bret Hart gå over til konkurrenten World Championship Wrestling. Bret Harts kontrakt sikrede ham begrænset “creative control” i de sidste 3 måneder af hans ansættelse, så han således kunne beskytte sit personlige brand. Bret Hart brugte sin creative control til at sætte tre betingelser for at tabe verdensmesterskabet: 1) Han ønskede ikke at tabe mesterskabet i hans hjemland Canada, 2) Han ønskede ikke at tabe mesterskabet til Shawn Michaels (som han regnede for et uprofessionelt røvhul), og 3) Han ønskede ikke at tabe til et submission maneuver.

Det er jo hele tre ting på én gang… Det går virkeligt ikke.

I Bret Harts kamp mod Shawn Michaels i Montreal, Canada var det planlagt at Shawn Michaels hen mod kampens afslutning skulle bruge et submission maneuver mod Bret Hart. Bret Hart skulle efterfølgende kæmpe sig fri, wrestle videre og forsvare sit verdensmesterskab med succes. Men Shawn Michaels, dommeren Earl Hebner og WWF havde en anden plan: I det øjeblik at Bret Hart lod Shawn Michaels låse ham i en submission maneuver signalerede dommeren at Bret Hart havde sagt “I Quit”, og gav Shawn Michaels sejren, og dermed verdensmesterskabet, via submission – i Bret Harts hjemland Canada.

Bret Hart forlod arenaen rasende, og dukkede aldrig op på arbejde igen. Da Bret Hart i dagene, månederne og årene efter diskuterede kampen med wrestling-pressen, så sagde han klart og tydeligt; min kontrakt gav mig ret til at vinde kampen, det var ikke den afslutning vi havde planlagt og WWF snød mig med henblik på at skade mit personlige brand. WWF svarede igen ved at sige at det var hamrende uprofessionelt at Bret Hart ikke ville gå med til at tabe verdensmesterskabet til en kommende stjerne, og “if Bret won’t do business, we’ll do business for him”. Det var første gang i wrestling-historien at aktørene offentligt diskuterede wrestling på meta-plan.

The New Paradigm

I det øjeblik at aktørene begyndte at diskutere wrestling på meta-plan, så tilsidesatte de alle de pinlige, cheesy og utroværdige forsøg på at sælge wrestling som konventionel kampsport. The Montreal Screwjob betød at branchen afstemte præsentationen af deres koncept med publikums forståelse af deres koncept. The Montreal Screwjob betød at wrestlerne blev målt, vejet og vandt respekt som entertainere, fremfor at blive målt, vejet og fundet for let som kampsportsudøvere; den funktion som branchen insisterede på at wrestlerne repræsenterede.

Publikum elskede det. De følgende 4-5 år var den suverænt mest indbringende boom-periode i professionel wrestlings historie.

Begynder I at kunne se en parallel til X-Factor Outsider?

X-Factor er fake. X-Factor er et forløjet koncept, som foregiver at handle om musik, talenter med fremtid, starten på karrierer m.m. I virkeligheden er det bare Fredags-underholdning. Som min søster har sagt:

…min forståelse er at det tager lang tid at lære at lave god musik. Ligesom det tager lang tid at blive en god programmør. Det er ikke bare noget man bliver fra den ene dag til den næste, ligemeget hvor meget hjælp man får og hvor meget talent man har. Og så kommer det ikke til at dreje sig om kunst men om at lave et underholdningsshow med nogle gode historier og nogle sympatiske mennesker vi kan investere vores følelser i. Og det gør det så igen uinteressant for dem der vil være rigtige kunstnere i at være med i showet.

X-Factor handler ikke om kunst. X-Factor er underholdning. Men så længe at X-Factor foregiver at handle om kunst, talentudvikling, musik m.m., så er konceptet forløjet, uhæderligt og nemt at overhælde med dumme bemærkninger. X-Factor har brug for at afstemme præsentationen af deres koncept med publikums forståelse af deres koncept. X-Factor har brug for sit eget Montreal Screwjob.

X-Factor Outsider = The Montreal Screwjob

X-Factor Outsider er det koncept, som kan gøre X-Factor til et autentisk projekt, på flere platforme, med flere dimensioner. X-Factor Outsider er det koncept, som kan sikre at mine tæer ikke krøller sammen, når jeg tænder for fjernsynet Fredag-aften kl. 20.00. …og væsentligst af alt:

X-Factor Outsider kan sikre at aktørene måles, vejes og vinder respekt som deltagere i Fredags-underholdningen, fremfor at blive målt, vejet og fundet for let som vordende kunstnere. X-Factor Outsider kan skabe respekt om deltagerne i X-Factor.

‘Nuff said!

Der er flere forskelle på punk og Islam end det er værd at opremse, men der er et par væsentlige fællestræk. Et af dem er at begge bevægelser hverver nye medlemmer (eller aktiverer nominelle medlemmer) igennem forestillingen om oprør, fordømmelse af forbrugssamfundets overfladiske værdier, og ensrettet afstandtagen fra det øvrige samfunds ensretning. Punk og Islams hvervnings-m.o. kan beskrives i følgende ord:

Terrorize, threaten and insult your own generation. Suddenly you’ve become a novel idea and people want to join in. You’ve gained credibility from nothing. You’re the talk of the town.

Overstående kunne være et citat fra en overløber fra den ene eller anden af de overnævnte bevægelser, men citatet har en enkelt unik oprindelse. Erkendelsen deraf fører os frem til…

Den store Punk eller Islam-Quiz på bohemianrhapsody.dk

Tror du at citatet stammer fra Malcolm McLarren, først manager for punk-pionérene Sex Pistols, siden rejsende i bedrevidende, arrogant udlevering af hans ene kunstneriske succes?

…eller;

Tror du at dette citat stammer fra Ed Husain, tidligere radikaliseret Hizb-ut-Tahrir-medlem, siden overløber, whistleblower og forfatter til det fremragende Hizb-ut-Tahrir-exposé The Islamist: Why i joined radical islam in Britain, what I saw inside, and why I left?

Bud på et svar modtages i kommentator-sporet (gerne i følgeskab med en begrundelse).

Se også:

Taqwacore: The Birth of Punk Islam

Islams reformers are such punks