En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.

Den debat, som jeg vil referere i dette blog-indlæg, startede som et pædagogisk projekt. Det var først da det pædagogiske projekt fejlede noget så grusomt, at jeg besluttede mig for at få lidt sjov ud af nedenstående sag.

Isabella vs. Den Svære Matematik

180grader er en nyhedsportal, hvor enhver kan tilføje nyheder, og stemme på relevansen af andres nyheder. Man kan give både plus-stemmer og minus-stemmer. En plus-stemme har samme vægt, som en minus-stemme. Det har en bruger, som hedder Isabella ikke helt forstået:

…der skal to stemmer til at opveje en down rating.

En elementær misforståelse, som OBO’en (180graders redaktør) hurtigt retter:

Nej, det skal der ikke. … Én stemme ned trækker bedømmelsestallet én ned. Én stemme op hiver bedømmelsestallet én op.

Vi lægger enheder til og trækker enheder fra, og alle enheder har samme vægt. Det er jo den mest simple matematik, som man kan forestille sig.

Men nu forholder det sig altså sådan, at Isabella er selverklæret kunstner, analytisk psykolog og igang med at skrive en bog om hinduistisk astrologi. Hun fatter selvsagt bjælde af selv den mest basale matematik, og hun svarer OBO’en med disse visdomsord:

Så forstår du det bare ikke Ole Birk Olesen. Hvis artiklen er dykket med 3 stemmer, så skal der 6 positive stemmer til, før man kommer op på 3 positive. Hvor svært kan det være?

Hvor svært kan det være?

Ja, hvor svært kan det egentlig være, at forklare Isabella at én plus-stemme opvejer én minus-stemme? Jeg prøver indledningsvis med en simpel forklaring af det simple system:

Hvis du har fået 3 minus-stemmer, så skal du have 3 plus-stemmer for at vende tilbage til dit udgangspunkt. Så simpelt er det faktisk.

Det besvarer Isabella med et fantasi-foster og en matematisk misforståelse:

…systemet er måske nemt for dig, hvis du selv har udviklet det man sådan er det ikke for andre.

Hvis jeg har brug for 3 stemmer for at få min artikel på og 3 stemmer det ned, så har jeg brug for 6 stemmer for at få min artikel på.

Jeg har ikke selv udviklet systemet (nogen indere kom mig i forkøbet), og m.h.t. den matematiske misforståelse, så prøver jeg at afklare den igennem et illsutrativt eksempel:

Godt så… Tænk lidt over nedestående.

Hvis du har brug for 3 stemmer for at få din artikel på og 4 stemmer det ned, så har du brug for 7 stemmer for at få din artikel på. Kan du selv se, at det ikke passer særligt godt med din betragtning om at “der skal to stemmer til at opveje en down rating”.

Jeg vil gengive Isabellas svar i dets helhed:

Der skal to stemmer for hver negativ stemme til for at give overskud, det ændrer dit regnestykke ikke på.

…og her burde jeg have givet op, men naivt kæmpede jeg videre med endnu et illustrativt eksempel:

Hvis du får 1.000.000 minus-stemmer, og 1.000.005 plus-stemmer, så har du et overskud på 5, selvom du har fået så godt som lige mange plus- og minus-stemmer.

Isabellas svar er præcis lige så korrekt, som det er fuldstændigt irrelevant. Her kommer hendes foreløbigt sidste kommentar i dens gloværdige helhed:

Det er sjovt med tal. For at ende på fire stemmer, skal du have otte, hvis der er fire minus stemmer.

WHAT THE FUCK!?!

*****

Læsere med større pædagogisk begavelse end undertegnede er hermed indbudt til at skrive i den relevante tråd, og prøve at forklare Isabella lidt om at lægge til og trække fra.

Undertegnede uddeler virtuelle skulderklap til den første der har succes med det foretagende.

SMIL står for Sjov Med Informations Læserbreve. Det er meningen af det skal være en fast feauture på denne blog i de tre måneder mit nystartede abonnement på Information varer.

Sjov Med Informations Læserbreve går ud på at lave sjov med Informa… you get the point.

Sjov Med Informations Læserbreve

Sten Hegeler har bidraget med følgende mærkværdigheder i dagens udgave af Information:

Hvis vi nu forestiller os, at en herværende muslim… … …lavede en tegning af Jesus som pædofil, og den blev offentliggjort. Sikke et hyl fra U-kristeligt Dansk Folkeparti med Krarup og Langballe i spidsen. De ville ikke finde den morsom.

Hvis Danmarks muslimske leder yderligere afviste enhver diskussion af den famøse tegning under henvisning til ytringsfriheden? Og hvis de fleste af det muslimske samfund bare trak på skulderen af tegningen?

Måske ville nogle kristne endda henstille til muslimerne at udøve lidt selvcensur?

…

Hvis vi nu forestiller os, at en herværende muslim… … …lavede en tegning af Jesus som pædofil, og den blev offentliggjort.

Hegelers bærende præmis synes at være at ikke-muslimer udsætter Islam for en hetz, som ikke har et modstykke relateret til Kristendommen.

I filmens verden er Kristendommen regelmæssigt blevet udsat for kritik, satire, pornoficering eller radikale omfortolkninger, jf. bl.a. Life of Brian, Thorsens pornografiske Jesus-film, The Last Temptation of Christ og Dogma.

I billedkunstens verden er Kristendommen bl.a. blevet udsat for Piss Christ, Jesus udstyret med en gigantisk erektion (Thorsen strikes again!), samt nedestående portræt fra Gotlibs Gudefest.

I musikkens verden har alt fra følsomme folkesangere til tyske trash metal-bands udsat Kristendommen for skånselsløs kritik. Bad Religion har optrådt regelmæssigt i Danmark i over 20 år, haft adskillige hits på MTV, og er blevet fordelagtigt anmeldt i mainstream-medier. En prominent del af Bad Religions markedsføring, merchandise, cover-art og scene-udsmykning er deres Crossbuster-logo:

Delkonklusion:

Hegelers bærende præmis synes at være at ikke-muslimer udsætter Islam for en hetz, som ikke har et modstykke relateret til Kristendommen.

Det præmis holder ikke.

Hvis Danmarks muslimske leder yderligere afviste enhver diskussion af den famøse tegning under henvisning til ytringsfriheden?

Hegelers bærende præmis synes at være at det var ikke-muslimer, som prøvede at lukke ned for diskussionen om Bomben i Turbanen.

Danske ikke-muslimer var om noget opsatte på at diskutere tegningen. Jeg husker bl.a. følgende diskussioner:

• Hvad betyder tegningen?
• Er tegningen racistisk?
• Udnyttes tegningen af racister?
• Hvorfor brænder vores ambassade?
• Er tegningen respektløs?
• Er tegningen nødvendig?
• Hvorfor genudsender de det med vores ambassade som brænder… nårh, det er en anden af vores ambassader som brænder nu… okay, hvor kom vi fra…
• Er tegningen islamofobisk?
• Hvad er fordelene og ulemperne ved selvcensur?
• Hvorfor er der nogen der bomber den danske ambassade i Islamabad?
• Rinse and repeat.

Delkonklusion:

Det var primært ikke-muslimer, som stod bag forsøgene på at diskutere den famøse tegning.

Det var udelukkende muslimer, som med bål, brand, bomber og senest en økse, stod bag forsøgene på at lukke diskussionen.

Måske ville nogle kristne endda henstille til muslimerne at udøve lidt selvcensur?

Hegelers bærende præmis synes at være at kristne, hverken er værre eller bedre end muslimer, når det kommer til at håndtere latterliggørelse, pornoficering, kritik og had.

Når kristne opfordringer til ikke-kristen selvcensur synes noget nær ikke-eksisterende i vores delvist Kristendoms-kritiske kultur-landskab, så er det usandsynligt at en islamisk karikatur af en pædofil Jesus ville medføre andet end skuldertræk fra kristen side.

Konklusion:

Sten Hegelers læserbrev synes at være baseret på en afvisning af betydningen af den Kristendoms-kritiske del af vores kultur. En afvisning som er så bastant, at Sten Hegeler ikke synes at anerkende eksistensen af den Kristendoms-kritiske del af vores kultur. Når man først har afvist eksistensen af vores frimodige Kristendoms-kritik, så er det nemt at konkludere at det er dybt beskæmmende, når vi så ivrigt går efter Islam.

Men hvad nu, hvis der eksisterer en omfattende tradition for kunstneriske udfoldelser over temaet Kristendoms-kritik…

Hvad nu, hvis hån, spot og latterliggørelse af kristne dogmer var en helt normal ting i dette samfund…

Jamen, så ville det da være overordentligt rimeligt med en Koran Blog, en Muhammed-tegning, en Muhammed-tegneserie, og ikke mindst et dildo-mærke der hedder Koranen, så Islam-kritikere kan opfordre hinanden til at tage Koranen og stikke den op i røven.

Overordentligt rimeligt, indeed!

Se også:

Hate-speech i Information?

En af denne blogs faste features er Dagens SPOING.

Kort fortalt er “spoing” min kommentar til udtalelser, som er så selvmodsigende at mit indre irony-meter går i stykker med et ’SPOING!’. Konceptet er tyvstjålet fra Jesus&Mo, og det får en nærmere introduktion her.

DAGENS SPOING!

Den Kunstakademi-uddannede forfatter H.H. Løyche har i weekendens udgave af Weekendavisen begået et opinionsindlæg. Indlægget handler om selvcensur blandt kunstnere. Han er en af den slags kunstnere, som har meget mod at andre kunstnere laver tegninger af Muhammed:

Ytringsfrihed giver altså ikke mere ret til at fornærme, end demonstranter har ret til at kaste med brosten.

…og det udsagn er åndssvagt af alle mulige grunde inkl. en del, som jeg redegør for i dette indlæg. Da dette indlæg ikke handler om H.H. Løyches holdninger, men om H.H. Løyches totale mangel på selvindsigt, iler jeg videre.

Ytringsfrihed giver altså ikke ret til at fornærme i H.H. Løyches univers. Godt så…

Gad godt vide, hvorfor H.H. Løyche bruger resten af indlægget på at overhælde diverse politikere, meningsdannere og kunstnere med udtryk som “fremmedfjendske”, “dobbeltmoralske kæltringe”, “hjernedød”, “danskere som stammer fra en heksebrændende, drikfældig, svineavler-kultur” og “kristendom; en aggressiv, mellemøstlig indvandrerreligion”.

SPOING!!!

*****

…og som det ikke var nok, så udtaler H.H. Løyche:

…kunstnere har almindeligvis respekt for anderledes tænkende og er hverken for, imod eller bange for nogen religion eller terrorbevægelse.

Det er nemlig slet ikke kunstnerens opgave at tage stilling til nogen religion… eller terrorbevægelse???

What the fuck, dude… What the fuck!?!

Min hjerne mangler simpelthen fleksibilitet til at vride sig rundt om det forhold at kunstnere i H.H. Løyches optik almindeligvis ikke er imod Al-Queda.

At kunstnere ikke er imod Al-Queda (!!!) afholder dog ikke H.H. Løyche fra at bruge indlægget til at udtrykke hans modstand overfor følgende fænomener:

• Danske politikeres offentlige vanærelse af kunstnere
• Det engelske Terrorism Act 2006, som ifølge H.H. Løyche har ført til et forbud mod Jules Vernes roman “En verdensomsejling under havet”
• “Anders Fogh Rasmussens og andres rystende udiplomatiske udtalelser”
• Den danske litteratur-kanon
• Pia Kjærsgaard
• Politikers brug af kunstnere som kanonføde
• Bibliotekslukninger og grove nedskæringer på kulturområdet
• Kristendom
• Fordums søndertæskning af roe-polakker

For en person som ikke tager stilling for eller imod Al-Queda, så formår H.H. Løyche alligevel at tage stilling til en hel del. Eller hvis jeg nu skal udtrykke det i én stavelse:

SPOING!!!

*****

Mere sjov med H.H. Løyche

H.H Løyche stiller undervejs i hans indlæg en række spørgsmål. Jeg vil afslutningsvis gengive og besvare de væsentligste af kunstnerens spørgsmål:

H.H. Løyche: Behøver jeg at minde om, hvad der kan ske, blot man taler for et åbent, multikulturelt samfund?

William Jansen: Ja, det behøver du at minde os om. Sidst jeg tjekkede var svaret nemlig “ikke en skid”.

H.H. Løyche: Hvad bliver det næste? Landsforvisning af kunstnere, som ikke fordømmer Islam?

William Jansen: Nej, det bliver ikke det næste.

H.H. Løyche: …skal vi kunstnere på gaden, og afbrænde dannebrogsflag, før den siver ind?

William Jansen: Hvis “den” henviser til den marginaliserede, snævre, upopulære niche-kunsts himmelskrigende irrelevans, så nej; I behøver ikke at afbrænde dannebrogsflag. Den er sevet ind.

Igår postede jeg overstående video med min søsters seneste projekt; video-blogging om X-Factor. Jeg postede den relativt ureflekteret; det er min søster, og jeg pimper af princip hendes projekter. ‘Nuff said! …troede jeg.

Nu har jeg haft tid til at tænke over det, så derfor spørger jeg; hvorfor X-Factor Outsider? Jeg vil svare indenfor en forståelsesramme, som er interessant for mig. Der er en pointe under opsejling, så bær over med mig.

The Montreal Screwjob

Hvis du siger “Montreal” til en wrestling-fan, så tænker han ikke på en canadisk by. Montreal er short-hand for den mest betydningsfulde kamp i professionel wrestlings moderne historie: 14. November 1997; Bret “The Hitman” Hart forsvarede sit verdensmesterskab mod “The Heartbreak Kid” Shawn Michaels.

Bret Hart var kort forinden blevet enig med hans arbejdsgiver World Wrestling Federation om at opsige hans kontrakt. WWF havde økonomiske problemer, og WWF var derfor villige til at lade den højtlønnede Bret Hart gå over til konkurrenten World Championship Wrestling. Bret Harts kontrakt sikrede ham begrænset “creative control” i de sidste 3 måneder af hans ansættelse, så han således kunne beskytte sit personlige brand. Bret Hart brugte sin creative control til at sætte tre betingelser for at tabe verdensmesterskabet: 1) Han ønskede ikke at tabe mesterskabet i hans hjemland Canada, 2) Han ønskede ikke at tabe mesterskabet til Shawn Michaels (som han regnede for et uprofessionelt røvhul), og 3) Han ønskede ikke at tabe til et submission maneuver.

Det er jo hele tre ting på én gang… Det går virkeligt ikke.

I Bret Harts kamp mod Shawn Michaels i Montreal, Canada var det planlagt at Shawn Michaels hen mod kampens afslutning skulle bruge et submission maneuver mod Bret Hart. Bret Hart skulle efterfølgende kæmpe sig fri, wrestle videre og forsvare sit verdensmesterskab med succes. Men Shawn Michaels, dommeren Earl Hebner og WWF havde en anden plan: I det øjeblik at Bret Hart lod Shawn Michaels låse ham i en submission maneuver signalerede dommeren at Bret Hart havde sagt “I Quit”, og gav Shawn Michaels sejren, og dermed verdensmesterskabet, via submission – i Bret Harts hjemland Canada.

Bret Hart forlod arenaen rasende, og dukkede aldrig op på arbejde igen. Da Bret Hart i dagene, månederne og årene efter diskuterede kampen med wrestling-pressen, så sagde han klart og tydeligt; min kontrakt gav mig ret til at vinde kampen, det var ikke den afslutning vi havde planlagt og WWF snød mig med henblik på at skade mit personlige brand. WWF svarede igen ved at sige at det var hamrende uprofessionelt at Bret Hart ikke ville gå med til at tabe verdensmesterskabet til en kommende stjerne, og “if Bret won’t do business, we’ll do business for him”. Det var første gang i wrestling-historien at aktørene offentligt diskuterede wrestling på meta-plan.

The New Paradigm

I det øjeblik at aktørene begyndte at diskutere wrestling på meta-plan, så tilsidesatte de alle de pinlige, cheesy og utroværdige forsøg på at sælge wrestling som konventionel kampsport. The Montreal Screwjob betød at branchen afstemte præsentationen af deres koncept med publikums forståelse af deres koncept. The Montreal Screwjob betød at wrestlerne blev målt, vejet og vandt respekt som entertainere, fremfor at blive målt, vejet og fundet for let som kampsportsudøvere; den funktion som branchen insisterede på at wrestlerne repræsenterede.

Publikum elskede det. De følgende 4-5 år var den suverænt mest indbringende boom-periode i professionel wrestlings historie.

Begynder I at kunne se en parallel til X-Factor Outsider?

X-Factor er fake. X-Factor er et forløjet koncept, som foregiver at handle om musik, talenter med fremtid, starten på karrierer m.m. I virkeligheden er det bare Fredags-underholdning. Som min søster har sagt:

…min forståelse er at det tager lang tid at lære at lave god musik. Ligesom det tager lang tid at blive en god programmør. Det er ikke bare noget man bliver fra den ene dag til den næste, ligemeget hvor meget hjælp man får og hvor meget talent man har. Og så kommer det ikke til at dreje sig om kunst men om at lave et underholdningsshow med nogle gode historier og nogle sympatiske mennesker vi kan investere vores følelser i. Og det gør det så igen uinteressant for dem der vil være rigtige kunstnere i at være med i showet.

X-Factor handler ikke om kunst. X-Factor er underholdning. Men så længe at X-Factor foregiver at handle om kunst, talentudvikling, musik m.m., så er konceptet forløjet, uhæderligt og nemt at overhælde med dumme bemærkninger. X-Factor har brug for at afstemme præsentationen af deres koncept med publikums forståelse af deres koncept. X-Factor har brug for sit eget Montreal Screwjob.

X-Factor Outsider = The Montreal Screwjob

X-Factor Outsider er det koncept, som kan gøre X-Factor til et autentisk projekt, på flere platforme, med flere dimensioner. X-Factor Outsider er det koncept, som kan sikre at mine tæer ikke krøller sammen, når jeg tænder for fjernsynet Fredag-aften kl. 20.00. …og væsentligst af alt:

X-Factor Outsider kan sikre at aktørene måles, vejes og vinder respekt som deltagere i Fredags-underholdningen, fremfor at blive målt, vejet og fundet for let som vordende kunstnere. X-Factor Outsider kan skabe respekt om deltagerne i X-Factor.

‘Nuff said!

Der er flere forskelle på punk og Islam end det er værd at opremse, men der er et par væsentlige fællestræk. Et af dem er at begge bevægelser hverver nye medlemmer (eller aktiverer nominelle medlemmer) igennem forestillingen om oprør, fordømmelse af forbrugssamfundets overfladiske værdier, og ensrettet afstandtagen fra det øvrige samfunds ensretning. Punk og Islams hvervnings-m.o. kan beskrives i følgende ord:

Terrorize, threaten and insult your own generation. Suddenly you’ve become a novel idea and people want to join in. You’ve gained credibility from nothing. You’re the talk of the town.

Overstående kunne være et citat fra en overløber fra den ene eller anden af de overnævnte bevægelser, men citatet har en enkelt unik oprindelse. Erkendelsen deraf fører os frem til…

Den store Punk eller Islam-Quiz på bohemianrhapsody.dk

Tror du at citatet stammer fra Malcolm McLarren, først manager for punk-pionérene Sex Pistols, siden rejsende i bedrevidende, arrogant udlevering af hans ene kunstneriske succes?

…eller;

Tror du at dette citat stammer fra Ed Husain, tidligere radikaliseret Hizb-ut-Tahrir-medlem, siden overløber, whistleblower og forfatter til det fremragende Hizb-ut-Tahrir-exposé The Islamist: Why i joined radical islam in Britain, what I saw inside, and why I left?

Bud på et svar modtages i kommentator-sporet (gerne i følgeskab med en begrundelse).

Se også:

Taqwacore: The Birth of Punk Islam

Islams reformers are such punks

En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.

Den jamaicanske reggae-stjerne Sizzla tilhører Rastafari-religionen, som er dybt etno-centreret, misogyn, åndsformørket og homofob [update: oprindeligt stod der "racistisk" istedet for "etno-centreret"]. Sizzla har skrevet flere sange som opfordrer til at henrette homoseksuelle, og han støtter stadigvæk drab på homoseksuelle. For tiden afstår han fra at synge om disse drab pga. ydre pres fra menneskerettighedstilhængere.

Sizzla er nu blevet tilbudt en platform i Danmark. Sizzla skal nemlig optræde på det kommunalt støttede spillested Pumpehuset, som jeg selv frekventerede regelmæssigt i mine yngre år. Der er flere legitime tilgangsvinkler til kunstnere med tvivlsomme dagsordener, som alligevel holder sig indenfor lovens rammer:

• Det er fint nok at tilbyde en kunstner en platform uanset hvad vedkommende måtte bruge platformen til.
• Det er fint nok at tilbyde en kunstner en platform, hvis kunstneren kun bruger platformen til formål som platforms-udbyderen kan stå inde for
• Det er fint nok at tilbyde en kunstner en platform, hvis platforms-udbyderen kan stå inde for kunstneren

Pumpehusets kreative direktør Uffe Savery udtaler i den anledning:

Det er klart, det er en udfordring, at manden stadig tænker som han gør, selvom han ikke synger sine værste tekster. Men musikken er så sindsygt god, så jeg synes, det fortjener en plads.

WHAT THE FUCK!?!

*****

Savery Princippet:

Sizzla skriver fede sange, ergo kan man overse en uanstændigheds-faktor på 7.0, mens Beanie Mans musik er noget kummerligt juks og følgeligt skal han ikke overskride en uanstændigheds-faktor på 4.2 før koncerten aflyses.

Say what???

Konklusion:

Hvis du har lyst til at tilbyde Sizzla en platform, så gør det… Det er din umistelige ret i et frit samfund, og du behøver ikke at skamme dig over at stå ved den ret.

Men lad være med at veje hans synspunkter op mod musikkens kvalitet, når du træffer beslutning om hvorvidt du ønsker at tilbyde Sizzla en platform. Det får dig til at fremstå principløs og ureflekteret, og emner som selvcensur, interkulturel dialog, homofobi, vold m.m. har fortjent principper og reflektion fra alle involverede aktører.

Som tidligere omtalt på denne blog, så har folkehelten Kaare Bluitgen begået en gendigtning af Koranen. Politiken fortæller:

Kåre Bluitgen har beskrevet historierne med sit eget sprog, ligesom han har byttet om på kapitler, så fortællingen fremstår kronologisk i modsætning til den almindelige udgave.

Hvorfor er det en god idé?

Det er en god idé fordi at det vil give nye læsere mulighed for at lære Koranen at kende med al dens foragt for kvinder, foragt for de vantro, krigsførsel, endnu mere foragt for kvinder, endnu mere foragt for de vantro, endnu mere krigsførsel, endnu mere krigsførsel og endnu mere krigsførsel. Hvis Koranen omformes til en letlæst, fremadskridende beretning, så vil kendskabet til Koranens mestendels hæslige natur blive yderligere udbredt. Folkeoplysning er en god ting.

Hvorfor er det en dårlig idé?

Koranen foregiver at være et omnipotent væsens sidste åbenbaring til menneskeheden. Man skal ikke læse langt i Koranen for at erkende at Kejseren er splitter-ragende nøgen. Koranen består næsten udelukkende af uendelige repetitioner af gennemtærskede emner, elendigt forfattet skønlitteratur, skiftesvis intetsigende og idiotiske udsagn, stiløvelser i cut-up technique, pre-moderne post-modernitet og gode anledninger til at lege Otto Leisner.

Koranen er kendetegnet ved ikke at være en letlæst, fremadskridende fortælling. Koranens jammerlige kedsommelighed og elendige komposition er de karakteristika som jeg først associerer til, når jeg hører ordet Koranen.

At gøre Koranen til en letlæst, fremadskridende fortælling er at gøre vold på Koranen.

Hvis Kåre Blutgien rent faktisk giver læseren indtryk af at Koranen er en letlæst, fremadskridende fortælling, så er der tale om (delvis og moderat) Islam-apologi.

Politiken skriver endvidere:

Målet med ’Koranen gendigtet’ er at gøre Koranen forståelig for almindelige danskere.

Koranen er allerede forståelig for almindelige danskere. Hvis du kan differentiere mellem Koranen og telefonbogen, så må det være fordi at du har en (eller en anden) forståelse af hvad Koranen er.

Jeg har læst Koranen i Ellen Wulffs oversættelse, og den forekommer mig at være fremragende. Hver eneste sura jeg læser… Hver eneste linie jeg læser… De sætter allesammen nye tanker igang og giver mig nye forståelser. For at illustrere min pointe har jeg lavet en liste over de 5 forståelser som er opstået hyppigst i møderne mellem mit sind og et Koran-vers:

1. Det her er fuckin’ kedeligt
2. Det er kraftedeme elendigt skrevet det her
3. Der er ikke nogen morale i den her tekst
4. Der er ikke engang nogen pointe i den her skod-tekst
5. Når så kom der en morale, og den var seriøst syg i låget

De forståelser er sikkert anderledes end dem et velstuderet menneske som Kåre Blutgien har taget fra teksten, men nevertheless… De forståelser er autentiske. Jeg gentager med fed skrift og CAPS LOCK: DE FORSTÅELSER ER AUTENTISKE.

De forståelser er det ærlige, uforfalskede produkt af det umiddelbare møde mellem Koranen og mit sind.

Hvis det føles mest rigtigt for dig med en kommenterende og gendigtende oversættelse af Koranen, så er det da bare med at springe glad og fro ned i den nærmeste boglade for at forudbestille dit eksemplar. Det er vidunderligt at den mulighed har åbnet sig for dig. Men lad være med at tro at det er en nødvendighed pga. Wulff-oversættelsens manglende forståelighed.

Konklusion:

Jeg er betænkelig ved at Kaare Bluitgens velmente og æreværdige projekt kan blive misbrugt i et Islam-apologetisk ærinde. Hvis Kåre Blutgiens nye værk bliver brugt til at formidle den pointe at Koranen er en letlæst, fremadskridende fortælling, så er der tale om Islam-apologi. Helt sikkert ikke forfatter-tilsigtet Islam-apologi, but nevertheless… Islam-apologi.

Jeg er bange for at Kaare Bluitgen vil blive misbrugt til at fremføre Kejseren er psykopat-anklager, når Koranens sande budskab er at Kejseren er en splitter-ragende nøgen psykopat.

Når det så er sagt…:

Den danske Islam-debat har brug for al den folkelighed, tilgængelighed og skævhed som der overhovedet kan stampes op af jorden. Kåre Blutgiens projekt er folkeoplysning, når det er bedst. Mine betænkeligheder overfor Kaares projekt er i den sammenhæng bare en lille fodnote.

Jeg håber at han sælger en million eksemplarer, og måske endda baner vejen for andre Koran-relaterede litterære projekter…

Se også:

Kommentator-sporet til mit første (og næsten identiske) indlæg om Bluitgens æreværdige Koran-projekt

Update:

Omstridt forfatter glæder sig over Koran-åbenhed

Pia Kjærsgaard udtaler til dagens udgave af Politiken at hun ville være en god kulturminister (se også her). Det er der folk som er forudsigeligt uenige i (for ikke at tale om hysterisk uenige i), men jeg giver hende fuldstændig ret; Hun vil være en glimragende kulturminister.

Forudsættende selvfølgelig at hun gør præcis hvad jeg har tænkt mig at en god kulturminister bør gøre.

Dag 1: Kulturministeriet afskaffes

Pia Kjærsgaard møder op i Kulturministeriet. Hun udtaler et høfligt ‘pæn kjole’ til den afgående kulturminister Carina Christensen og træder derefter frem foran kameraerne:

I der kunstnere… I ved det der kunst-noget I fører jer frem med? …det må I sgu’ selv finde ud af i fremtiden. Hvis der ikke er et markede for jeres kunst, så må I bare gøre li’som ham William Jansen.

Hvem William Jansen er?

HVEM WILLIAM JANSEN ER?

Nu skal jeg fortælle jer en ting eller to om William Jansen:

Siden 1998 har frivilligt arbejde fyldt meget i hans liv. Han har boet halvandet år på et meditationscenter, han har organiseret meditationskurser, han har skrællet usigelige mængder gulerødder og han har skovlet tonsvis af sne. Han har lavet frivilligt arbejde i fritiden, på ferie og i sabbat-år. Sagde jeg sabbat-år? William Jansen har snarere haft ‘omvendte sabbat-år’. De år hvor han arbejdede 12 måneder har altid været undtagelsen, de har aldrig været reglen. Han har lavet frivilligt arbejde i Danmark, i Europa, i Nordamerika og i Asien, og han har aldrig modtaget så meget som en eneste rupee for det.

Hvordan klarer han det?

Han tager regulære jobs, lever simpelt og sparer penge op til hans næste aktivitets-udbrud. …og hvis William Jansen kan gøre det, så synes jeg også godt at kunstnerne kan gøre det. Derfor afvikler vi den offentlige kunststøtte, de livslange ydelser og hvad kulturparnasset ellers lever højt på.

…og derfor kan vi li’ så godt afskaffe Kulturministeriet. Min sidste handling som kulturminister bliver derfor at omdele dette udskrift af et indlæg fra Hugh McLeods blog. Indlægget handler om det han kalder hans ‘Sex & Cash’-teori.

Dag 2: KulturARVministeriet oprettes

Tidligere kulturminister Pia Kjærsgaard har inviteret til pressemøde i Kronborgs Dansesal.

Hej igen… Kan I huske mig? Jeg var Kulturminister dengang vi stadigvæk havde et Kulturministerium. …og nu er jeg så eks-minister. Det er for lidt at være for en dame af min statur. Så jeg gik til statsminister Helle, og vi blev enige om at skabe et helt nyt ministerium kun for mig: KULTURARVMINISTERIET!

Ta-daaaa…

Skide fedt, ik’?

Jeg vil for fremtiden tage vare på ethvert bevaringsværdigt kulturelt udtryk, som har mindst 50 år på bagen. Hvem ved…; måske vil disse gamle udtryk inspirere kunstnerne, når de engang er kommet tilbage fra deres ‘omvendte sabbat-år’ hos McDonalds.

Konklusion:

Pia Kjærsgaard ville desværre højst føre halvdelen af mine planer ud i livet, men det er mere end nogen anden potentiel dansk kulturminister kunne finde på.

Pia Kjærsgaard som kulturminister?

Ja, tak…

Opdatering:

Det ser ud som at Pia Kjærsgaard mener det alvorligt.

Se også:

Top 5 over begrundelser for ikke at kunne lide Dansk Folkeparti (…man må jo bevare sine anti-DF-credentials)

Hugh McLeod on ‘How to be creative’

Uwe Max Jensen er en dansk kunstner som mest gør sig i kunstnerisk udnyttelse af egen urin og fæces. Så langt, så idiotisk.

Uwe Max Jensen er tillige en kunstner som har begået adskillige læserbreve forfattet i andres navne:

…han havde produceret et værk bestående af en række læserbreve i Ekstra Bladet og B.T.  Nogle af læserbrevene var skrevet i eget navn og andre underskrevet med navne på professorer og lektorer ved kunstakademiet. Jensen skabte således et dialogisk spil mellem en fortæller i eget navn og en række andre fortællere i sine læreres navne om disse emner.

Summa Summarum:

Uwe Max Jensen brugte løgnen som pensel, og medierne som lærrede, da han malede sit kunstværk. Så langt, så hjernedødt.

Handlinger har konsekvenser

Ethvert tilvalg er også et fravalg. Når man tilvælger at begå overgreb på andres identitet ved at plante fabrikerede historier i medierne under henvisning til et højere formål (kunsten), så fravælger man også en række andre ting. Man fravælger en karriere i erhverv, hvor den personlige troværdighed overfor offentligheden er essentiel.

Kan du gætte hvilken branche Uwe Max Jensen prøver at få fodfæste i?

Uwe Max Jensen har kraftedeme taget en journalist-uddannelse, og han skriver p.t. for tidsskriftet Sappho.

Uwe Max Jensen er en person der har fabrikeret historier uden sammenhæng med virkeligheden, og placeret dem i medierne fordi det tjente et højere formål. Hvordan skal offentligheden nogensinde kunne stole på den mand som journalist?

@ Uwe Max Jensen:

Du er sikkert et mægtigt fint menneske, men du bør tage konsekvensen af de fravalg der fulgte med dine tidligere tilvalg. Få et job, hvor du kun skal formidle din personlige troværdighed til kunder og kollegaer som du er i direkte kontakt med. Gør noget storartet med dit liv, men lad være med at prøve at begå dig som journalist. …og nårh ja, én ting til; Vær lykkelig!

@ Sappho:

Jeres formålserklæring om at være et tidsskrift ‘der beskæftiger sig med ytringsfrihed, islamisme, kultur og politik’ er intet ringere end genialt. Jeg danser selv i krydsfeltet mellem de fire punkter, og finder det decideret smukt at der er et helt tidsskrift dedikeret til feltet. Men lad nu være med at bruge journalister, som i den rette sags tjeneste kan finde på at fabrikere historier og placere dem i medierne. I kan stole nok så meget på jeres kollega, jeres ven og jeres med-menneske Uwe Max Jensen, men I kan aldrig give jeres læsere forudsætninger for at stole på journalisten U. M. Jensen.

Se også:

Jeg har dårlige erfaringer med kunstner/journalist-symbioser

Uwe Max Jensen er tilsyneladende fast skribent for Trykkefrihedsselskabets tidsskrift Sappho. Fred, fryd og gammen være med det.

Uwe Max Jensen har for dette tidsskrift skrevet ikke bare en eller to, men hele tre artikler om et kunstnerisk projekt tilvejebragt med støtte fra Århus Kommune. Et kunstnerisk projekt som bl.a. indeholder en rap-tekst fra en 11-årig dreng med anden etnisk baggrund end dansk. I denne rap-tekst indgår bl.a. følgende del-elementer:

• En opfordring til DF-politikeren Morten Messerschmidt om at sutte bemeldte 11-årige rappers pik
• En linie om at den 11-årige rapper har ‘en patron’ til den selvsamme pik-sutnings-opfordrede politiker

Det er jo stærk kost, provokerende kunst, og egnet til at skabe debat, debat og mere debat.

Lad os se nærmere på hvem det har begået Trykkefrihedsselskabets debat-skabende artikler om sagen:

Uwe Max Jensen – her er dit liv!

…og når jeg skriver ‘her er dit liv’, så mener jeg selvfølgelig ‘her er et par ting jeg har hevet ud fra en Wikipedia-artikel‘.

Uwe Max Jensen (født 1972) er en dansk performance-kunstner og skribent. Flere af hans værker er blevet opfattet som hærværk, og nogle af dem har medført straf.

I januar 2005 tissede han i Olafur Eliassons vandskulptur Waterfalls på kunstmuseet ARoS i Århus. Ifølge ham selv udførte han et performance-værk ved navn ‘At hæve vandstanden i en skulptur af Olafur Eliasson’. Jensen blev ikke politianmeldt, men blev bortvist fra museet.

Uwe Max Jensen har ved flere andre anledninger benyttet kropslige efterladenskaber som virkemiddel. … I juli 2005 urinerede han på en gavl og skabte dermed et midlertidigt gavlmaleri i Brande, byen, der er kendt for sine mange gavlmalerier, hvilket gav ham tilnavnet “gavltissereren” samt en bøde på 1000 kroner.

Han blev smidt ud af kunstakademiet igen i 1996, fordi han havde produceret et værk bestående af en række læserbreve i Ekstra Bladet og B.T.  Nogle af læserbrevene var skrevet i eget navn og andre underskrevet med navne på professorer og lektorer ved kunstakademiet. Jensen skabte således et dialogisk spil mellem en fortæller i eget navn og en række andre fortællere i sine læreres navne om disse emner. Provokationen var dog for meget for kunstakademiet, som ekskluderede Jensen og truede med politianmeldelse.

Uwe Max Jensen har som kunstner udvist en total mangel på respekt for andres værker, andres arbejds-indsats, samfundets love, den private ejendomsret og andres ukrænkelige identitet.

Det kan give anledning til at anskue Uwe Max Jensen som enten a) en frimodig, gøgler-anarkistisk spradebasse, eller b) et fascistoidt svin med et totalitært ‘kunsten, kunsten über alles’-syn på kunstens retmæssige rolle i samfundet.

Uanset hvad, så forventer jeg at vi med Uwe Max Jensen bag tastaturet  får et passioneret forsvar for ‘piksutning & patroner’-værket.

Med Uwe Max Jensen bag tastaturet får vi sikkert et solidt forsvar for at kunsten skulle være hævet over verdslige begreber som normer, lovgivningen og respekt for medmennesket.

Med Uwe Max Jensen bag tastaturet får vi… en skuffelse.

En skuffelse

Uwe ‘jeg pisser på andre folks ejendom’ Max Jensen problematiserer at Århus Kommune støtter kunstværket finansielt.

Uwe ‘jeg stjæler mine kollegaers identitet’ Max Jensen problematiserer kunstværkets hadefulde holdning til Dansk Folkeparti.

Uwe ‘jeg sætter mig ud over samfundets love’ Max Jensen problematiserer at en 11-årig dreng rapper om at sætte sig ud over samfundets love.

Uwe Max Jensen er en hykler!

Konklu… Nah, vi tager et par spørgsmål istedet for en egentlig konklusion

Hvis Trykkefrihedsselskabet mener at kunsten skal holde sig indenfor lovens rammer, hvorfor promoverer selskabet så Uwe Max Jensen?

Hvis Trykkefrihedsselskabet mener at kunsten skal holde sig indenfor samfundets normer, hvorfor promoverer selskabet så Uwe Max Jensen?

Hvis Trykkefrihedsselskabet mener at kunsten skal være respektfuld overfor samfundets basale værdier, hvorfor promoverer selskabet så Uwe Max Jensen?

Hvis Trykkefrihedsselskabet IKKE mener at kunsten skal holde sig indenfor love, normer, rammer, værdier og hegnspæle, hvorfor skriver de så tre artikler om dette normbrydende århusianske kunstværk?

Svar med udgangspunkt i principielle overvejelser udbedes.

Se også:

Bagmanden bag kunstværket taler ud (eksternt link)

Andre folk der ikke har en holistisk opfattelse af ytringsfriheden