Under den episk morsomme overskrift “Sognepræst beskyldes for at være plat” har Jyllands-Posten begået en artikel om en begyndende “kirkefejde mellem sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender fra Kirke Saaby og to vrede teologer, dr.theol. Carsten Breengaard og cand.theol Johs. H. Christensen”. De to vrede teologer er utilfredse med, at Stender har skrevet en bog med titlen “Med Gud i sengen”.

Bogen har affødt anklager, som “studentikos plathed”, “udtryk for en fnisende lummerhed” og “umådeligt plat”. Hvad har den gode Stender dog gjort for at fortjene disse anklager? Han har bl.a. skrevet nedestående sætninger.

Den kvinde eller mand, der kommer i Herrens navn, mærker orgsamen som noget, der er større end det kropslige.

Den korsfæstede opstår, som den slatne penis rejser sig igen efter en udløsning.

Lad os give disse to udsagn et lummerligheds-score på 100. Lad os så se nærmere på en lummer historie fra Bibelen:

Første Mosebog: Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra

Sodama-borgeren Lot møder to fremmede ved byporten, og han inviterer dem hjem til hans bolig.

Næppe var de gået til ro før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodamas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste en. De råbte til Lot: “Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!”

Vi har altså at gøre med en by, hvor hver eneste mand højtråbende insisterer på at dyrke sex med Lots netop ankomne gæster. Masse-bøsseri med uvillige fremmede er ikke engang toppen af perversiteternes isbjerg. Lot prøver nemlig at redde overstående situation:

Jeg har to døtre, som ikke har ligget med nogen mand. Dem vil jeg føre ud til jer, så kan I gøre med dem, hvad I har lyst til. Men disse to mænd må I ikke gøre noget; de er gæster under mit tag.

Lot tilbyder sine døtre til voldtægt, hvilket er slemt nok i sig selv, men hold nu godt fast… Gud redder Lot fra den totale ødelæggelse, som Sodoma senere udsættes for!

Sodoma var altså en by, hvor indbyggerne var så perverse, at alle indbyggerne blev myrdet, men… Der gøres en undtagelse for en fader der tilbyder hans døtre til voldtægt. Faderen var nemlig ikke lige så pervers, som de andre borgere i Sodoma.

Ikke alene bliver den datter-pimpende Lot reddet af Gud, men også Lots to døtre reddes fra ødelæggelserne. Det muliggør at døtrene kan leve lange, lykkelige og dybt perverse liv:

Den ældste datter sagde til den yngste: “… Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.”

…

Dagen efter sagde den ældste datter til den yngste: “Jeg lå hos far i nat. Lad os give ham vin at drikke igen i nat. Så kan du gå ind og ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.”

Således blev begge Lots døtre gravide med deres far.

Sodoma var altså en by, hvor indbyggerne var så perverse, at alle indbyggerne blev myrdet, men… Der gøres en undtagelse for to søstre der systematisk drikker deres egen far fuld og udnytter ham seksuelt. Søstrene var nemlig ikke lige så perverse, som de andre borgere i Sodoma.

Tilbage til den aktuelle sag:

Hvis Stenders to bemærkninger scorede 100 på en lummerligheds-skala, hvilken score skal Bibelens historie om Lot og hans døtre så have?

Svar udbedes.

Det nedestående indlæg er skrevet af en gæsteblogger, som også er kendt fra denne blogs kommentatorspor; Eksisterende Lotte.

Lotte har blogget Anden Mosebogs første 11 kapitler, og hendes bloggerier kan læses i dette indlæg. Jeg har selv blogget om den samme passage, og mit indlæg kan læses her:

Anden Mosebog: Israelitternes trældom og senere udfrielse

Herfra giver jeg ordet til Lotte:

Gud, konge og mangel på fædreland – Fra polyteisme til monoteisme.

Slave, Hebræer, Prins af Egypten, grundlægger af den monoteistiske gudsopfattelse, der findes næppe en historie, der er genfortalt mere massivt end beretningen om Moses.

Fra tegnefilmen The Prince of Egypt:

-til The Ten Commandments, hvor Charlton Heston giver den i rollen som Moses:

Sidstnævnte er afgjort et bekendtskab værd, alene special effect delen er en sand fornøjelse i filmhistorie, og intet bliver overladt til tilfældighederne, når overgangen fra polyteisme til monoteisme i jødedommens historie bliver medieret af Moses, der over sig har den almægtige Jahve, der bestemmer, betvinger og besætter alt fra naturens kræfter til tempoet på Faraoens vilje og overgivelse med henblik på total underkastelse fra hebræer såvel som ægypter.

Udgangspunktet er israelitternes trældom i Ægypten, hvor efterkommerne af Jakob føder mangfoldigt. Af skræk for at komme i undertal, beordrer Farao ethvert israelitisk drengebarn slået ihjel ved fødslen. Et barn af Levis slægt bliver sat i en kurv på Nilen og findes af Faraoens datter:

”Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses” [Anden Mosebog kap. 1 v. 10].

Tiden går Moses vokser til, og viser sig med sans for det folk, han blev født af. Moses slår en ægypter ihjel, og flygter i frygt for Faraoens hævn til Midjan, hvor han gifter sig med præstens datter og får en søn. Som hyrde for sin svigerfar Jetro begiver Moses sig ud i ørkenen, hvor han kommer til Guds bjerg Horeb hvor han overfor en brændende busk hører Guds stemme:

”Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” [kap. 3. v. 6]

Gud bedyrer, at han har set folkets lidelse under Faraoen og vil udfri dem til et vidtstrakt land, hvor mælk og honning flyder. Moses skal, udstyret med evnen til at udføre undere så enhver overbevises om Guds almægtighed, vende tilbage til Ægypten og bede Faraoen folket fri.

”Jeg kender ikke Herren, og vil ikke lade israelitterne gå” [kap. 5 v. 2,3], Faraoen adlyder ikke, som Moses befaler, men straffer i stedet hebræerne med strengt arbejde og prygl. Slægten fortsætter med at vokse og Moses går igen med sin bror Aron til Faraoen, hvor han endnu engang befaler folket frit. På Guds ordrer kaster Moses sin stav, der bliver til en slange, vismænd, troldmænd og Ægyptens mirakelmagere gør ham kunsten efter, og Faraoen fastholder, at han ikke vil sætte israelitterne fri.

Fra slanger til 10 plager: blod, frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke og drab på Ægyptens førstefødte slutter kapitel 11 samme sted, som kap 1 begyndte: Ethvert forsøg på at vise en tilsvarende magt virker for mirakelmagere, hoffolk og vismænd, indtil Moses på Guds ordre lader Ægyptens førstefødte dø. Faraoen overgiver sig og sætter folket frit, som Moses har befalet på vegne af Gud.

Kap. 1-11 i Anden Mosebog er ikke nærig med blod, piner og plager, og der optræder alt rigeligt i bloddryppende beretninger, der nødvendigvis må lade enhver idé om den senere forestilling om den kristelige Gud falde til fordel for en forestilling om, at Guden er både ond og god. I og med Anden Mosebog falder polyteismen til fordel for monoteismen, der etableres et tegn til jøderne: omskærelsen, der senere overtages indenfor Islam, endelig fejes enhver form for mirakelmageri af banen, magten tilhører alene Jahve og en gigant religion etableres. Tre af verdens største religioner: jødedom, kristendom og islam har alle denne forestilling om den ene, almægtige Gud til fælles. Kristendommen udmærker sig senere ved at inkludere treenigheden i skikkelse af; Faderen, Sønnen og Helligånden – ikke desto mindre påberåber alle religioner sig cirka samme historie som deres unikke udgangspunkt nemlig beretningen om Moses og dennes meritter i forhold til at kunne tale med Gud.

Jeg er som måske bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig. Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her.

Abraham skal ofre Isak

Beretningen om Abraham og hans villighed til at henrette sin egen søn gengives i noget der ligner telegram-form. Ingen reflektioner, ingen følelser, bare fact på fact på fact:

• Gud beder Abraham om at myrde hans søn Isak ved et bjerg i Morija-landet
• Abraham, Isak, to karle og et æsel vandrer i 2 dage før de når bjerget
• Abraham får Isak til at bære brændet til det bål, som han skal brændes på
• Abraham binder Isak fast oven på brændet, og hæver kniven for at dræbe sin egen søn
• En engel afbryder seancen i sidste øjeblik:

»Abraham, Abraham! Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.

…

Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig … Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

Godt så…

Efter Bibelens kummerligt lave standarder, så er dette ikke en slem tekst. Jeg er kun 20 sider inde i Bibelen, og Gud har allerede udryddet menneskeheden og ødelagt Sodama og Gomorra; ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne.

Denne historie fortæller os intet nyt om Guds psykopati eller voldspotentiale. Men denne historie giver os derimod et billede på den gode kristne. Fordi du har handlet sådan… Det er lige præcis derfor, at Gud vil velsigne Abraham.

MC Einar > Gud

Hvis Gud vil velsigne Abraham, så må det være op til os andre at citere MC Einar op i hovedet på patriarken:

Dit lille poppede fæ, din lille åndspygmæ
Din hjerne har du fået til at tænke med!

Gud bad mig gøre det… Alle de andre i klassen gør det… Det var ikke min idé…

Pak alle dine lamme undskyldninger af vejen; der er ingen rimelig begrundelse for at udsætte sin egen søn for svært udslettelige traumer. Det kan enhver moderne dansker forstå, så d… Undskyld, jeg får en meddelelse i min høresnegl …hvad? …hvad siger du? …jeg er lige blevet informeret om at der ikke er enhver moderne dansker som kan forstå dette.

Taking leave of Abraham

Sidste år udgave teologen Troels Nørager bogen “Taking leave of Abraham”, som stillede spørgsmålet: Kan man tage afstand fra centrale fortællinger i Bibelen, fordi de ikke harmonerer med demokratiet? Da Troels Nørager ikke er fuldstændigt lam i roen svarede han “Ja”. Det var der faktisk en del moderne danskere, som kritiserede ham for:

Lektor på Aarhus Universitet, Pernille Carstens

Lektor på Aarhus Universitet, Pernille Carstens, mener, at vi ikke kan kassere bibelske tekster, bare fordi vi er uenige i dem.

Der er så mange grusomme sandheder, som vi som samfund må forholde os til. Der er millioner af kristne armenere, der blev slået ihjel af tyrkerne under Første Verdenskrig, og der var jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, der fandt sted, uden at omverdenen løftede en finger. Det er noget, vi er nødt til at leve med i dag. Vi kan ikke bare lægge det væk. Det ville være alt for risikabelt, siger Pernille Carstens.

Vi kan ikke tage et opgør med Det Gamle Testamente fordi vi ikke må glemme holocaust? Så er det at man udtaler et langtrukkent og dæmpet “okay…”, mens man bevæger sig baglæns ud af lokalet med blikket konstant rettet mod Pernille Carstens.

NÆSTE!

Leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn

Leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn, er enig i, at man ikke kan tilpasse kristendommen, så den passer til demokratiet.

- Det er en tankegang, hvor der ikke er plads til absolutte sandheder, og som risikerer at ende i ren relativisme, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Det kunne teoretisk set tænkes, at der stadigt var plads til et par absolutte sandheder, selvom Bibelens lyksagligheder smides ud af De Absolutte Sandheders Klub.

NÆSTE!

Teologisk master i Søren Kierkegaard-studier, Preben Vive

Etisk set er det en uforsvarlig handling. Hvis der ikke gives en teleologisk [sic?] suspensation af det etiske…

Men hvis vi skal kunne rumme og forstå Abrahams tro og ikke gå til grunde i synden, må der ifølge Kierkegaard en anden etik til, nemlig en etik, der tager synden alvorligt, men som også samtidig rummer tilgivelsen, for uden tilgivelsen går mennesket til grunde i synden, og kun i kraft af troen på en tilgivelse sættes vi som mennesker fri af angeren, så det bliver muligt at vende tilbage til et konkret forhold, hvor man forstår sig selv og forholdet til det andet menneske.

Her er der et par punktummer, som Preben Vibe kan bruge næste gang han fremfører et argument: …………

Jeg har ikke den ringeste idé om, hvad Preben Vibe præcist prøver at sige, men jeg har trods alt forstået, at han ikke siger “Selvfølgelig kan man kassere en tekst, hvor en hjernedød popdreng velsignes alene på baggrund af hans villighed til at myrde sin egen søn”.

NÆSTE!

Lektor ved Det Danske Bibel-Institut, Nikolai Winther Nielsen

…fortællingen om Abraham, der af Gud får besked på at ofre sin søn Isak, er en stor udfordring at begribe.

I stedet for at kassere teksten skulle vi hellere gå dybere ned i den og finde ind til dens kernebudskab, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan bruge den positivt i stedet for at forkaste den.

Nikolai Winther-Nielsen kan selv være en stor udfordring at begribe!

Skal vi gå dybere ned i en tekst, som kan læses på et minut, og som er refererende og ikke reflekterende? Skal vi bruge teksten positivt, selvom den handler om hvor fedt det er at være villig til at myrde sin egen søn, så længe at man gør det på en imaginær rum-zombies ordrer?

NÆSTE!

Morten Thomsen Højsgaard, journalist ved Kristeligt Dagblad

…det ser jo nærmest ud til, at det fineste, en teolog i dag kan gøre, er at gøre op med de tekster, den kirke og de værdier, hans eller hendes eget fag er hængt op på. Det skal ingen forbyde. Men særlig klogt er det nu ikke. For teologien som fag ender altså på den måde som en lille og ubetydelig underafdeling på et humanistisk fakultet.

Med andre ord; det er vores levebrød, venner… Sammenhold, for fa’en! SAMMENHOLD!

Det ville ikke overraske mig, hvis det viste sig at Morten Thomsen Højsgaard var den mest ærlige af alle de kristne.

Spørgsmål til læserne:

Er der nogen, som vil være søde og rare at forklare mig, hvorfor man ikke bare tager et konsekvent opgør med denne historie?

Historiens Mødding mød Første Mosebog –
Første Mosebog mød Historiens Mødding

Den ligger lige til det medmenneskelige højreben, så hvorfor forsvarer nogle kristne denne tekst? Forklaring udbedes.

SMIL står for Sjov Med Informations Læserbreve. Det er meningen af det skal være en fast feauture på denne blog i de tre måneder mit nystartede abonnement på Information varer.

Sjov Med Informations Læserbreve går ud på at lave sjov med Informa… you get the point.

Sjov Med Informations Læserbreve

Sten Hegeler har bidraget med følgende mærkværdigheder i dagens udgave af Information:

Hvis vi nu forestiller os, at en herværende muslim… … …lavede en tegning af Jesus som pædofil, og den blev offentliggjort. Sikke et hyl fra U-kristeligt Dansk Folkeparti med Krarup og Langballe i spidsen. De ville ikke finde den morsom.

Hvis Danmarks muslimske leder yderligere afviste enhver diskussion af den famøse tegning under henvisning til ytringsfriheden? Og hvis de fleste af det muslimske samfund bare trak på skulderen af tegningen?

Måske ville nogle kristne endda henstille til muslimerne at udøve lidt selvcensur?

…

Hvis vi nu forestiller os, at en herværende muslim… … …lavede en tegning af Jesus som pædofil, og den blev offentliggjort.

Hegelers bærende præmis synes at være at ikke-muslimer udsætter Islam for en hetz, som ikke har et modstykke relateret til Kristendommen.

I filmens verden er Kristendommen regelmæssigt blevet udsat for kritik, satire, pornoficering eller radikale omfortolkninger, jf. bl.a. Life of Brian, Thorsens pornografiske Jesus-film, The Last Temptation of Christ og Dogma.

I billedkunstens verden er Kristendommen bl.a. blevet udsat for Piss Christ, Jesus udstyret med en gigantisk erektion (Thorsen strikes again!), samt nedestående portræt fra Gotlibs Gudefest.

I musikkens verden har alt fra følsomme folkesangere til tyske trash metal-bands udsat Kristendommen for skånselsløs kritik. Bad Religion har optrådt regelmæssigt i Danmark i over 20 år, haft adskillige hits på MTV, og er blevet fordelagtigt anmeldt i mainstream-medier. En prominent del af Bad Religions markedsføring, merchandise, cover-art og scene-udsmykning er deres Crossbuster-logo:

Delkonklusion:

Hegelers bærende præmis synes at være at ikke-muslimer udsætter Islam for en hetz, som ikke har et modstykke relateret til Kristendommen.

Det præmis holder ikke.

Hvis Danmarks muslimske leder yderligere afviste enhver diskussion af den famøse tegning under henvisning til ytringsfriheden?

Hegelers bærende præmis synes at være at det var ikke-muslimer, som prøvede at lukke ned for diskussionen om Bomben i Turbanen.

Danske ikke-muslimer var om noget opsatte på at diskutere tegningen. Jeg husker bl.a. følgende diskussioner:

• Hvad betyder tegningen?
• Er tegningen racistisk?
• Udnyttes tegningen af racister?
• Hvorfor brænder vores ambassade?
• Er tegningen respektløs?
• Er tegningen nødvendig?
• Hvorfor genudsender de det med vores ambassade som brænder… nårh, det er en anden af vores ambassader som brænder nu… okay, hvor kom vi fra…
• Er tegningen islamofobisk?
• Hvad er fordelene og ulemperne ved selvcensur?
• Hvorfor er der nogen der bomber den danske ambassade i Islamabad?
• Rinse and repeat.

Delkonklusion:

Det var primært ikke-muslimer, som stod bag forsøgene på at diskutere den famøse tegning.

Det var udelukkende muslimer, som med bål, brand, bomber og senest en økse, stod bag forsøgene på at lukke diskussionen.

Måske ville nogle kristne endda henstille til muslimerne at udøve lidt selvcensur?

Hegelers bærende præmis synes at være at kristne, hverken er værre eller bedre end muslimer, når det kommer til at håndtere latterliggørelse, pornoficering, kritik og had.

Når kristne opfordringer til ikke-kristen selvcensur synes noget nær ikke-eksisterende i vores delvist Kristendoms-kritiske kultur-landskab, så er det usandsynligt at en islamisk karikatur af en pædofil Jesus ville medføre andet end skuldertræk fra kristen side.

Konklusion:

Sten Hegelers læserbrev synes at være baseret på en afvisning af betydningen af den Kristendoms-kritiske del af vores kultur. En afvisning som er så bastant, at Sten Hegeler ikke synes at anerkende eksistensen af den Kristendoms-kritiske del af vores kultur. Når man først har afvist eksistensen af vores frimodige Kristendoms-kritik, så er det nemt at konkludere at det er dybt beskæmmende, når vi så ivrigt går efter Islam.

Men hvad nu, hvis der eksisterer en omfattende tradition for kunstneriske udfoldelser over temaet Kristendoms-kritik…

Hvad nu, hvis hån, spot og latterliggørelse af kristne dogmer var en helt normal ting i dette samfund…

Jamen, så ville det da være overordentligt rimeligt med en Koran Blog, en Muhammed-tegning, en Muhammed-tegneserie, og ikke mindst et dildo-mærke der hedder Koranen, så Islam-kritikere kan opfordre hinanden til at tage Koranen og stikke den op i røven.

Overordentligt rimeligt, indeed!

Se også:

Hate-speech i Information?

En af denne blogs faste features er Things that make you go HMMM…

Sidste år blev abortlægen George Tiller myrdet af abortmodstanderen Scott Roeder. Både Tiller og Roeder var kristne.

Mordet var et terror-angreb, da et af mordets formål var at skabe angst hos abortlæger. Mordet var et angreb på demokratiet, da mordet var en afvisning af den folkevalgte forsamlings eneret til at lovgive og domstolenes eneret til at dømme.

Fik jeg nævnt at både Tiller og Roeder var kristne?

Godt så…

I Poul Høi’s artikel om retsagen er der et afsnit, som udtrykkeligt redegør for at offeret Tiller var en “god kristen”, som “tilhørte” en kirke og plejede omgang med andre kirkegængere. Poul Høi bruger offerets kristne overbevisning til at tegne et sympatisk billede af offeret.

Morderen Roeders religiøse overbevisning nævnes ikke med et eneste ord. Der nævnes intet om religiøse dimensioner til hans motiv for at begå mordet. Der nævnes intet om Roeders referencer til “our Heavenly Father” under retssagen. I Poul Høi’s beretning er Scott Roeder blot en “aktivist”.

Poul Høi bruger altså Kristendommen, når han kan spekulere i dens eventuelle forbindelse med standhaftighed og lovlydighed, men han ignorerer Kristendommen, når den beviseligt er drivkraften i en afstumpet, terroristisk anslag mod det amerikanske demokrati.

Hmmm…

Hvad er Dagens SPOING? Det er en gammel feature på bloggen, som ikke er set siden d. 30. Maj 2009. Eftersom featuren har ligget i dvale, så gentager jeg lige min introduktion til begrebet SPOING. Vi skal en tur omkring Jesus&Mo:

**********

Når I nu har lært begrebet SPOING at kende, så er det på tide at I gemmer jeres Irony Meter sikkert af vejen for her kommer ‘Dagens SPOING’.

DAGENS SPOING!

D. 1 januar 2010 er dagen, hvor den nye strammere blasfemi-lovgivning træder i kraft i Irland. Det betyder at du kan blive straffet med en bøde på 25.000 Euro for at komme med udtalelser “that is grossly abusive or insulting in relation to matters held sacred by any religion, thereby causing outrage among a substantial number of the adherents of that religion; and he or she intends, by the publication of the matter concerned, to cause such outrage”.

Også i Danmark har vi en blasfemi-paragraf. Irland er et overvejende katolsk land. Danmark er et overvejende kristent land, hvor staten og befolkningen støtter op om den kristne kirke. Hmmm… Gad godt vide om blasfemi er noget, som er omtalt i Bibelen?

Matthæus 26:65:

Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« De svarede: »Han er skyldig til døden.«

Undskyld mig, mens jeg spørger dumt, men er Kristendommen ikke den religion, hvor man tilbeder en mand som blev jagtet, retsforfulgt og henrettet for blasfemi?

Kan de kristne godt selv se det ironiske i at de tolererer blasfemi-paragraffer, mens de samtidigt søger frelsen hos en mand, hvis budskab forbrød sig mod datidens blasfemi-paragraffer?

SPOING!!!

Hat-tip:

PZ Meyers

…og jeg hører i min øresnegl, at Kristeligt Dagblad er kommet med en interessant historie under overskriften Tysk Søndagshandel krænker religionsfriheden:

Tysklands højeste domstol, Forbundsforfatningsdomstolen, har meddelt, at butikshandel om søndagen krænker kirkernes ret til fri religionsudøvelse.

Det forholder sig sådan, at den tyske grundlov af sandsynligvis ransaglige årsager giver særlig beskyttelse til søndage og helligdage. Det virker som om at forfatningsdomstolens afgørelse falder fint i længde af grundloven, som Kristeligt Dagblad formidler den. Så langt, så egentligt ret åndsvagt…

Men hvordan fa’en er Kristeligt Dagblad kommet frem til, at dette har noget-som-helst med religionsfriheden at gøre?

Religionsfrihed er frihed til religion, og frihed fra religion, og når en tysk forretningsdrivende ikke kan drive forretning under henvisning til et religøst dogme, som måske ikke er hans eget, så krænker det da hans frihed fra religion.

Konklusion:

Religionsfrihedens fornemmeste formål er ikke at beskytte religioner, men at beskytte mennesker mod religioner (en beskyttelse det enkelte menneske eventuelt kan bruge til at dyrke en religion, hvis han lyster).

Tysk søndagshandel krænker muligvis kristendommen, men den krænker ikke religionsfriheden.

Se også:

Afskaf religionsfriheden, indfør trosfriheden

Kristeligt Dagblad har skrevet en artikel om Peter Vandgaard, som stiller op for Dansk Folkeparti til Kommunalvalget på Frederiksberg. Men det er ikke hans vagt formulerede politiske idéer, som er interessante for denne blogger, men snarere en særlig eftermiddag i 1986.

Peter Vandgaard var et ikke-religiøst menneske, lige indtil hin skæbnesvangre øjeblik:

Hans hustru havde netop født deres tredje barn, en datter ved navn Anna. Og en eftermiddag, da Peter Vandgaard sad i sofaen og så tv, hørte han pludselig en stemme.

Den sagde: “Anna skal døbes. Anna skal døbes”. Tre gange hørte jeg det. Jeg fandt straks telefonbogen frem, fandt nummeret på præsten og sagde til ham, at vi gerne ville have Anna døbt. At vi alle sammen gerne ville døbes, fortæller han.

Hmmm…

Hvis jeg har forstået forløbet korrekt, så lyd-hallucinerer Peter Vandgaard, og konkluderer på den baggrund at et omnipotent væsen giver ham instrukser. Peter Vandgaard følger disse instrukser, og tager samtidigt hele sin familie til indtægt for hans nyfundne religiøse overbevisning (jf. de gentagne referencer til “vi”). Det rejser en hel del spørgsmål:

• Hvorfra vidste Peter Vandgaard at “vi” gerne ville have Anna døbt?
• Kunne det ikke tænkes at de andre individer, som udgør “vi” havde en mening om, hvorvidt Anna skulle døbes?
• Hvorfra vidste Peter Vandgaard at “vi alle sammen” gerne ville døbes?
• Kunne det ikke tænkes at de andre individer, som udgør “vi alle sammen” havde selvstændige tanker om Kristendommen?
• Er det patriarken alene, som afgør hvad “vi” ønsker?
• Hvorfor reagerer en præst på en “jeg hører Guds stemme og jeg følger hans instrukser”-opringning ved at bekræfte manden i den anden ende af røret i at lyd-hallucinationens befalinger skal følges?
• Var der nogen der sagde til Peter Vandgaard at hans læge måske også ville være interesseret i at høre om hans oplevelse med stemmen?
• Hvad hvis stemmen havde sagt “Anna skal dræbes”?

Reality-check

Peter Vandgaard lever i et oplyst samfund, og han burde vide bedre end at træffe livsbeslutninger på baggrund af det, der i den nærværende gengivelse, mest af alt minder om et psykotisk moment (og nej; det skriver jeg ikke fordi Peter Vandgaard lyd-hallucinerer, men fordi han adlyder ordrer fra hans hallucination).

Konklusion:

Hvis du møder et menneske, som blindt følger ordrer fra stemmer i deres hovede, så prøv at få dem til at dele oplevelsen med deres læge eller anden fagperson. …og ja; det råd gælder også for præster, som savner kunder i butikken.

Døbefonden går ingen vegne, og den venter gerne på en læges udredning.

M.h.t. dåben i al almindelighed:

Mine far og mor havde gode, sunde værdier, som de ønskede at videreformidle til mig og min søster. Det gjorde de igennem tålmodig indoktrinering [læs; opdragelse], og med et håb om at vi ville tage værdierne til os. De gjorde det ikke ved rituelt at erklære overfor et sekterisk kollektiv at vi skulle opdrages til at være demokratiske, socialt ansvarlige, solidariske mennesker, og fra denne dag frem ville kendes af kollektivet som “demokratiske børn” eller “socialdemokratiske børn”.

Dåben er præcis lige så ulækker en idé, som baby-medlemskaber af Socialdemokratiet. At kalde sit barn for et “kristent barn” er moralsk ækvivalent til at erklære at “en socialdemokrat er kommet til verden” efter en fødsel.

Hat-tip:

tavsen

Vi har haft en sommer, hvor Brorsons Kirke, Folkekirken, Kirkeasyl, Luther, Kejserens mønter og Kristendom er blevet diskuteret flittigt.  Interesserede kan starte deres trip down Memory Lane her.

En af de utallige vinkler på den komplekse sag var politisk og teologisk forargelse over at præsten Per Ramsdal ikke lagde sig fladt ned foran den verdslige øvrighed. Lige netop den vinkel har Per Ramsdal netop fulgt op på ved at fortælle Politiken at “han ikke længere [har] lyst til at være underlagt lovgiverne…”

For en bedre ordens skyld:

Dette indlæg ønsker IKKE at tage stilling til Per Ramsdal, Kirkeasyl, Religion & Politik, Stat & Kirke, Kristendom eller øvrige emner. Dette indlæg tilstræber at forklare, hvorfor jeg fandt den politiske forargelse naiv, og den teologiske forargelse misforstået.

Til det formål vil jeg påminde om at Jesus i både teori og praksis udviste despekt for den verdslige øvrighed.

Tre beretninger:

1. Jesus blev dømt til døden. Det er muligt at lovens bogstav ikke byder den dødsdømte at forblive død efter at dødsdommen er eksekveret, men… Det strider altså voldsomt imod lovens ånd at genopstå og gå iblandt de levende efter en henrettelse.

2. Jesus blev dømt for hans forkyndende virke, som blev anset som en opfordring til oprør. Han fortsatte ufortrødent sit virke efter dommen. Han havde lige en henrettelse, som skulle overstås først, but nevertheless… Han fortsatte den ulovlige aktivitet efter at den verdslige øvrighed havde afsagt dom over ham.

3. Efter Jesu himmelfart blev de kristne forfulgt af både verdslige og sekteriske øvrigheder. På dette tidspunkt hverver Jesus en repræsentant for en ikke-verdslig øvrighed, Paulus fra den jødiske synedri, til ulovlig missionsvirksomhed.

Det er for mig tydeligt at Jesus, som han præsenteres i Det Nye Testamente, ikke anså sig selv som underlagt den på stedet herskende verdslige øvrighed, og han havde ingen problemer med at inddrage hans diciple og apostle i hans oprørske virksomhed.

Hey, hey… Hov, hov… Hvad med “giv kejseren hvad kejseren har skrevet sit navn på” og sådan nogen ting?

Jesus vedgik at Kejseren kunne opkræve skatter under henvisning til at Kejseren havde for vane at signere mønterne. Eller rettere: Jesus begik et smart ordspil om Kejseren på et tidspunkt, hvor han li’som stod med udsigt til at blive anklaget og eventuel dødsdømt!!!

Halve indrømmelser fremtvunget under pres har aldrig været værd at tillægge værdi.

Dette er så tæt jeg kan komme på en konklusion:

Det virker som om at Per Ramsdal har en overordentlig god pointe. Hvis hans religiøse overbevisning byder ham at holde Jesus op som et ideal, så kan han ikke ligge fladt foran verdslige autoriteter og jordiske love. Eller som Mike Muir sang dengang jeg var ung og langhåret:

I’ll bow down to no other one
Except the Father and His Son

…og før jeg forvirrer samtlige læsere, så skynder jeg mig at påminde om mine ord i starten af indlægget: Dette indlæg ønsker ikke at tage stilling til Per Ramsdal, Kirkeasyl, Religion & Politik, Stat & Kirke, Kristendom eller øvrige emner.

M.a.o. dette indlæg indeholder blot mine tolkninger, og ikke mine holdninger.

Se også:

To fabler om Hitler og Jesus