Bohemian Rhapsody

Det store Koran Blogging Projekt på BohemianRhapsody.dk præsenteres her, og min K.B.A.Q (nu med inholdsfortegnelse) kan læses her.

MUSLIMER ER MEGET BEDRE END KORANEN

At læse Koranen kan kaste lys over nogle af mine negative oplevelser fra den muslimske verden, og mange af de hisorier vi kender igennem TV-avisen m.m. Homoseksuelles manglende rettigheder, den krigeriske retorik, kvinders manglende synlighed i gadebilledet visse steder, 9/11-angrebene m.m. sanktioneres tilsyneladende alle af Koranen. Men nogen gange så opstår der en skærende kontrast mellem de ord jeg læser i Koranen, og de mange positive oplevelser jeg selv har haft med muslimer både i Danmark og i den muslimske verden. Jeg er faktisk blevet velsignet med en klar overvægt af positive oplevelser med muslimer i mit liv.

Jeg er vantro, og alligevel er jeg altid blevet behandlet ordentligt i den muslimske verden (ja, jeg har betalt ekstra for min rickshaw, men det var venlige chauffører som afkrævede overprisen). At jeg er blevet behandlet ordentligt har sikkert meget at gøre med at jeg ikke gik hånd i hånd med Aayan Hirsi Ali, ikke bollede med de lokale mænd, ikke lovpriste Mellemøstens eneste demokrati og ikke gjorde indvendinger overfor det forhold at nogle steder (som f.eks. i og omkring Gilgit i Pakistan) blev kvinder konsekvent holdt indendørs. Men selv blev jeg behandlet ordentligt. Der var ingen der fulgte Sura 8:12’s opfordringer til at hugge mig over nakken (se mere om den sura her). Så min oplevelse af Koranen matcher ikke mine oplevelser af muslimer.

Desuden trænger der nogle gange historier igennem fra den muslimske verden, som er decideret rørende. En af de største underskriftsindamlinger i verdenshistorien foretages p.t. af muslimer, som tager afstand fra terrorisme (læs mere her).

Det tvinger mig til at spørge mig selv om det måske er mig der har misforstået Koranen? Er det rimeligt at jeg igen og igen beskylder Koranen for at være et voldsforherligende skrift med en decideret psykopatisk Gud som hovedperson? Og hvis Koranen virkeligt er så slem, hvordan forklarer jeg så det forhold at Osama Bin Laden ikke er reglen, men snarere undtagelsen blandt muslimer?

Mine svar på de to første spørgsmål er simple: Ja, det er rimeligt at beskylde Koranen for voldsforherligelse og nej, det er ikke mig som har misforstået Koranen. Er min forståelse af Koranen perfekt? Nej. Har jeg forstået nok til at fastslå at dette er et åndsformørket, voldsforherligende skrift? Ja, og BASTA! Men hvordan forklarer jeg så alle de flinke muslimer? Ja, jeg behøver ikke forklare dem, for Koranen forklarer dem selv i dagens sura, men inden vi når så langt…

OMVENDELSE

Jeg er nået til Sura 9, al-Tawba, Omvendelse. Suraen handler om at omvende folk fra vantro til tro. Suraen handler om krig.

Sura 9:5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå!

Enten er du med os (og beder som os, klæder dig som os og følger vores regler), eller også er du mod os. Og hvis du er mod os, så vil vi dræbe dig. Disse drab vil være opsøgende arbejde. Disse drab kan være overraskelsangreb, mens du mindst venter dem. Og lad mig med det samme nedskyde enhver spekulation om at disse udsagn skal læses symbolsk.

Sura 9:25: Gud har hjulpet jer mange steder, således på dagen ved Hunayn…

Det er en henvisning til Slaget ved Hunayn, det er en henvisning til konkret krigsførsel. Det er ikke en abstraktion, det er ikke et symbol, det er historie. Suraen opfordrer til vold, og perspektiverer til ægte, historisk, dødbringende krig.

Er krig blot en af mange ligeværdige måder at tjene Gud? Nej.

Sura 9:19-20: Sætter I det at give pilgrimmen noget at drikke og at besøge det fredhellige bedehus lige så højt, som når nogen tror på Gud og den yderste dag og kæmper for Guds sag? Hos Gud er disse ting ikke lige meget værd. Gud retleder ikke de folk, der handler uret. De, som tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Guds sag, de befinder sig på et højere rangtrin hos Gud. Det er dem, der vil sejre.

Det er bedre at føre krig end at slukke en pilgrims tørst, eller bede til Gud. Risikerer man så ikke at få drab på samvittigheden? Nej, igen…

Sura 9:14: Kæmp mod dem! Så vil Gud straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem…

Gud straffer dem igennem de troendes hænder. Mine tanker går tilbage til 1986: …un poco con la cabeza de Maradona y otro poco con la mano de Dios (de ikke-indviede må selv google sig frem til en forklaring).

Er der en udvej for os vantro? Har vi andet valg end Islam eller døden? Sura 9:5 (og i øvrigt også Sura 8:39, se her) synes ikke at efterlade os andre muligheder, men Sura 9:29 åbner en kattelem for de vantro som måtte holde både livet og deres vantro kær.

Sura 9:29: Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!

Der henvises til jizya, en særlig skat som ikke-muslimer betaler til en muslimsk stat. Så i modsætning til Sura 8:39’s formaninger om at kæmpe ’til al religion tilhører Gud’, så slår Sura 9 fast at man kan nøjes med at kæmpe indtil de vantro går med til at betale beskyttelsespenge til de troende.

Kun marginalt relateret til den overordnende pointe, så formår suraen også at støde enhver med en forestilling om værdien af stærke familiebånd:

Sura 9:23: I, der tror! Tag ikke jeres fædre og brødre til venner, hvis de foretrækker vantroen frem for troen! De af jer, der tager dem til venner, handler uret.

Men når nu de fleste muslimer har en moral der er meget bedre end Koranen, så… Lad mig rette mig selv: Når nu alle muslimer (med Osama Bin Laden som en af de få mulige undtagelser) har en bedre moral end Koranen, hvad skyldes det så? Det giver Koranen selv et svar på.

Sura 9:38: I, der tror! Hvad er der i vejen med jer? Når man siger til jer: “Ryk ud for Guds sag!”, er I som tynget mod jorden. Foretrækker I det jordiske liv for det hinsidige?

Det er jo lige netop det de fleste muslimer gør. De foretrækker det jordiske liv, fremfor en ‘post-dated check to an invisible bank above the clouds’. Min erfaring med muslimer langt fra Danmark er at de foretrækker at drikke kaffe, ryge cigaretter og snakke med den underlige udlænding der er kommet til byen. De snakker stolt om deres børn, øver deres engelske og bliver skuffet når den underlige udlænding egentlig ikke interesserer sig for cricket. Den underlige udlænding skal være forsigtig med ikke at hævde sin solidaritet med Israel, eller spille op til damerne, men dybest set bliver han behandlet ordentligt. Når muslimerne kommer hjem har de sikkert historier de kan lide at fortælle, fjernsynsprogrammer de følger med i m.m. De foretrækker det jordiske liv, fremfor en forestilling om det hinsidige som de tilsyneladende ikke har købt helt. Og så har de en samvittighed, som kan smerte dem i dette jordiske liv. De ønsker jo ikke at foretage uprovokerede bagholds-angreb på tilfældige, ubevæbnede kristne, og de ved at skyld og skam gør ondt på dem i dette jordiske liv.

Langt de fleste muslimer lever et jordisk liv. Langt de fleste muslimer har en jordisk moral, ikke en himmelsk, Gud-given moral. Og det skal vi prise os lykkelige for, selvom det fik Gud til at åbenbare et ‘Hvad er der i vejen med jer?’-udbrud. Det glæder mig at den slags jordbundehed var et problem allerede på Koranens tid.

Jeg har kun dækket de første 38 linier af suraen, resten må vente. Men inden jeg runder af…

DAGENS‘SAY WHAT?????’-UDSAGN:

I denne sura er vi blevet velsignet med to underholdende ’say what???’-udsagn, som jeg håber kan runde dagens post af i en let tone.

Hvem Er Guds Søn?

Sura 9:30: Jøderne siger: “Ezra er Guds søn!” Og de kristne siger: “Messias er Guds søn!”

Hvornår har du sidst hørt en jøde sige at Ezra er Guds søn? Som det også påpeges i kommentatorsporet her, så har forfatteren til Koranen et manglende kendskab til jødernes religion. Er det virkeligt på baggrund af så enorme misforståelser at de vantro dømmes til at blive bekæmpet ‘indtil al religion tilhører Gud’.

Skal Der Virkelig Ikke Andet Til?

Sura 9:36-37: Antallet af måneder er hos Gud tolv, efter Guds forskrift på den dag, hvor Han skabte himlene og jorden… …Indsættelse af skudmåned forstærker kun vantroen.

Jeg er helt på det rene med at alkohol, Buddha-statuer, pornofilm og Jyllands-Posten kan forstærke vantroen (jeg er dog ikke på det rene med at vantro pr. definiton er så slemt, men det er en anden diskussion). Men fører det virkeligt til vantro at indføre en skudmånede for at få kalenderen til at passe? Er det virkeligt korrekt brug af et omnipotent væsens evner at åbenbare vers om dette forhold? Koranen giver intet forbud mod pædofili, folkedrab, voldtægt eller tortur. Den slags bagateller må mennesket selv ligge og rode med. Men indsættelse af skudmånede? Uha-da-da, det er godt at Gud advarede os mod det…

Jeg fortsætter snarest med min gennemgang af Sura 9, al-Tawba, Omvendelse.

Det store Koran Blogging Projekt på BohemianRhapsody.dk præsenteres her, og min K.B.A.Q (nu med inholdsfortegnelse) kan læses her.

UNDERLIGT KONKRET OG DERFOR UNDERLIGT KRYPTISK

Jeg er nået til Sura 8, al-Anfal, Byttet. Det er en sura, som forekom mig at have adskillige kryptiske passager. Men ikke kryptiske som i ‘den der har skrevet det her er godt nok langt ude…’, men mere kryptiske som i ‘der mangler nogle oplysninger her’. Så jeg brød en af mine tommelfinger-regler. Jeg tilsidesatte ambitionen om at forstå Koranen umiddelbart, og læste op på suraen andet steds. Og ganske rigtigt; jeg manglede nogle oplysninger. Det er nemlig Slaget ved Badr som beskrives i Suraen, dog uden at Badr nævnes ved navn eller der på nogen måde indikeres at det er en historisk begivenhed der omtales. Det gjorde at en del verselinier fremstod kryptiske, indtil jeg læste dem i forlængelse af min nyvunnde forståelse for Slaget ved Badr. Et eksempel:

Sura 8:42: Da I befandt jer på den nærmeste dalskråning og de andre på den fjerneste, med karavanen neden for jer! Hvis I skulle have aftalt et tidspunkt, var I blevet uenige. Men Gud ville afgøre en sag, der skulle gennemføres, så at den, der døde, kunne dø på grundlag af et klart bevis, og den, der levede, kunne leve på grundlag af et klart bevis.

Hvis I skulle have aftalt et tidspunkt, var I blevet uenige. Men Gud ville afgøre en sag, der skulle gennemføres… Hvad fanden betyder det? Ifølge de overleverede historier, så var det en tilfældighed/Guds vilje der gjorde at Muhammeds hær og modstanderne fra Medina stødte ind i hinanden i ørkenen. De havde ikke planlagt deres møde, eller valgt deres slagmark. Så nogle af de underligt konkrete udmeldinger i denne sura kan forklares. Men det er bestemt ikke dem alle der kan forsvares.

DE TROENDE VS. DE VANTRO

Sura 8 – al-Anfal – handler om krigsførsel, jihad. Et hyppigt tilbagevendende tema i Koranen. Lad os først se på, hvem det er der strides. De Troende vs. De Vantro. Hvem er de troende?

Sura 8:2: De troende er dem, hvis hjerte fyldes med ængstelse, når Gud bliver nævnt…

Og de vantro?

Sura 8:22-23: De værste dyr hos Gud er de døve og stumme, som ikke har nogen forstand. Hvis Gud havde kendt noget godt i dem, havde Han givet dem hørelse. Men hvis Han havde givet dem hørelse, havde de vendt sig bort i afvisning.

Og hvor står Gud så i det hele?

Sura 8:12: Da din Herre åbenbarede for englene: “Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”

Hug dem over nakken! Hug dem over nakken??? Og så er det vist på tide, at vi gentager en lille leg, som vi sidste legede her. Vi skal lege ‘Prøv at forestil dig, at dette bliver taget alvorligt!’ Legen er simpel, og går ud på forestille sig, hvordan det må være at læse disse ord for en muslim, som har den blindest mulige tillid til at Koranen er Guds ord….

Vi tager lige en pause, mens læserne ‘leger’…

Jeg har ikke tænkt mig at fortælle, hvad jeg selv får ud af ‘legen’. Jeg har ikke tænkt mig at konkludere på hvordan andre læser Koranen. Men jeg opfordrer folk til at spekulere over det…

DET VAR IKKE JER, DER SLOG DEM IHJEL, MEN GUD, DER SLOG DEM IHJEL…

Og legen fortsætter for Gud åbenbarer endnu mere specifikke retningslinier:

Sura 8:15-16: I, der tror! Når I på fremmarch møder dem, der er vantro, må I ikke vende ryggen til dem! Den, der da vender ryggen til dem – med mindre han bøjer af for at kæmpe eller vil slutte sig til en deling – er hjemfalden til vrede fra Gud. Hans herberg er Helvede. Hvilket ulykkeligt endeligt!

Så der er ingen tilbagetog i kampen for at hugge de vantro over nakken. Men folk kan have alle mulige indvendinger mod at hugge de vantro over nakken. Nogle vil måske have svært ved at leve med et drab på deres samvittighed. Hvad gør man med dem? Det har Koranen svar på:

Sura 8:17: Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede.

Så er den ged vist barberet. Andre vil måske have indvendinger som relaterer til deres forpligtelser som familieforsørgere. Endnu engang har Koranen svaret:

Sura 8:28: I skal vide, at jeres ejendom og jeres børn kun er en fristelse; men hos Gud er der en vældig løn!

Voila! Børn er blot en fristelse, ikke en forpligtelse. Endnu en nybarberet ged til samlingen. Der vil sikkert også være nogen, som ikke kan lide deres chancer i åben krig mod de vantro. Men læser man lidt længere frem, så har Koranen søreme også et svar på den indvending:

Sura 8:65: Profet! Anspor de troende til at kæmpe! Hvis der er tyve udholdende mænd af jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er hundrede af jer, vil de besejre tusind af dem, der er vantro, for de er folk, der intet forstår.

Så hvis styrkeholdet er 1:10 eller bedre, så er det fuld fart fremad. Nogle af jer har sikkert allerede glemt min tidligere opfordring, så nu gentager jeg den: PRØV LIGE AT FORESTIL JER AT I TAGER DETTE ALVORLIGT! Vi har en dæmonsiering af de vantro. Vi har en opfordring til at hugge de vantro over nakken. Vi har historiske henvisninger til konkret krigsførsel mod de vantro. Vi har forsikringer om at krigsførslen foregår i overensstemelse med Guds vilje. Vi har argumenter mod moralske kvaler forbundet med drab. Vi har en bagatelisering af forældres forpligtelser i forhold til deres børn. Og vi har en konstatering fra et omnipotent væsen af at de troende kan overkomme et misforhold i styrke. Forestil jer, hvordan det må være at læse den tekst ud fra det perspektiv at det er et omnipotent væsens sidste åbenbaring til menneskeheden.

SPANK THAT HEATHEN!

For en god ordens skyld, så nøjes Gud ikke med at åbenbare afvisninger af de mest indlysende argumenter mod at gå i krig for Guds skyld. Han tiløjer også en håndfuld verselinier om de vantros skæbne i helvede, inklusive denne lille perle, hvor Gud fremstår som en net, lille stuepige der rydder op på Jorden:

Sura 8:37: Gud vil adskille det onde fra det gode og lægge det onde oven på hinanden. Så samler Han det hele i en bunke og anbringer den i Helvede.

En anden lille perle ud i poetiske beskrivelser af de vantros uafvendelige skæbne i Helvede:

Sura 8:50: Gid du kunne se, når englene kalder dem bort, der er vantro, mens de slår dem i ansigtet og på bagdelen: “Smag den flammende ilds straf…”

Spank that heathen, indeed…

BEKÆMP DEM… …INDTIL AL RELIGION TILHØRER GUD!

Med udsigt til at blive spanket hele vejen til helvede, så er der al mulig grund til at stille sig på Guds side i krigen. Men hvor længe skal krigen så foregå?

Sura 8:39: Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud!

Med andre ord er det en uendelig krig. Og på slagmarken i dag tages der højde for de kommende generationer af vantro:

Sura 8:57: Hvis du støder på dem i krigen, så skal du ved hjælp af dem forjage dem, der kommer efter!

Med andre ord (eller rettere; med mine ord), så skal man statuere eksempler på slagmarken for at skræmme kommede generationer af vantro.

RET SKAL VÆRE RET!

Efter en hel sura fyldt med uhyre konkrete opfordringer til krigsførsel (bl.a. 8:60: ‘…udrust mod dem så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår…), så kommer der en opfordring til fred og fordragelighed:

Sura 8:61: Hvis de viser tilbøjelighed til at ville slutte fred, så skal du vise dig tilbøjelig til det samme!

Dette er et ubetinget gode. Dette er enhver fundamentalistisk muslims nøgle til at afvise krig, terror m.m. (ikke-fundamentalistiske muslimer har selvfølgelig ikke brug for en sådan ‘nøgle’). Men det kræver en selektiv læsning af Sura 8 at hæfte sig ved lige netop den linie, og bl.a. ignorere hvad vi læser 4 linier længere fremme:

Sura 8:65: Profet! Anspor de troende til at kæmpe!

Og hvis man ignorerer 8:65 (for ikke at nævne 8:7, 8:9, 8:12, 8:13, 8:14, 8:15, 8:16, 8:17, 8:34, 8:35, 8:38, 8:39, 8:41, 8:42, 8:44, 8:45, 8:46… …you get the point), så risikerer man om ikke andet at få mere bogstavtro trosfæller på nakken:

Sura 8:72: De, der tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Guds sag, og de, der gav husly og hjalp, de skal være venner indbyrdes. De, der tror, men som ikke udvandrede, dem har I ikke nogen venskabspagt med, før de udvandrer.

Og det er også værd at minde om at Koranen tidligere har opfordret til fredsforhandlinger med de vantro. Jeg copy/paster fra et tidligere indlæg:

Sura 4:90: ‘…hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, så giver Gud jer ikke lov at gøre dem noget.

Så langt, så helt vildt godt. Men Sura 4:90 fordrer at vi diskuterer grænsedragningen mellem den islamiske sfære og den ikke-islamiske sfære. Og den diskussion var sikkert relativt simpel, da Koranen blev åbenbaret. Men i 2008 er det altså svært for en vantro som undertegnede at holde sig borte fra muslimer, og det er svært for mange udvandrede muslimer (og deres efterkommere) at holde sig bort fra de vantro. Det er hverken ønskværdigt eller praktisk muligt at vi holder os fra hinanden. Det burde et omnipotent væsen have forudset. Og når den foreslåede løsning – ‘vi holder os fra hinanden’ - ikke er praktisk, så må eventuelle fredsforhandlinger foregå i tekstens ånd. Og tekstens ånd uddybes i Sura 4:91:

Sura 4:91: ‘Hvis De ikke holder sig borte fra jer, tilbyder jer at holde fred og holder deres hånd tilbage, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem. Over dem giver Vi jer en klar bemyndigelse.

Jeg hverken kan eller vil holde mig borte fra muslimer. Dertil er der alt for mange søde og rare muslimer (for ikke at nævne det forhold at der er muslimer som handler i de samme supermarkeder, går til de samme fodboldkampe, deltager i de samme arrangementer som jeg gør).

TO AFSLUTTENDE KOMMENTARER

Der er to linier, som er deres egne kommentarer værdige:

Sura 8:41: I skal vide, at når I tager noget som bytte, så tilhører en femtedel deraf Gud og Udsendingen, slægtningene og de forældreløse, de fattige og den vejfarende…

Det henviser til krigsbytte, og det forhold at krigerne må beholde 80% af deres krigsbytte til egen brug. Hvilket betyder at Gud appelerer til et af menneskets mest usle motiver (personlig berigelse på bekostning af andre) i forbindelse med krigsførslen.

Sura 8:58: Hvis du frygter troløshed fra et folk, så bryd dit ord til dem, lige for lige.

Hvis A bryder en aftale med B, så har B enhver ret til at ignorere sin ende af aftalen. Så langt, så rigtigt godt. Men Koranen går 250.000 skridt videre, og siger at hvis B frygter at A bryder aftalen, så har B enhver ret til at ignorere sin ende af aftalen. Vi ved at vantro er håbløst uærlige. Det er blevet gentaget regelmæssigt siden det blev slået fast allerede i den 16. linie af Koranen:

Sura 2:9: De vil bedrage Gud og dem, der tror…

Har den troende så ikke altid grund til at frygte at den vantro vil begå aftalebrud? Er det ikke hvad Koranen fortæller os igen og igen? Hvorfor skulle en troende så nogensinde føle sig forpligtet til at overholde en aftale med en vantro?

Vi fortsætter snarest med Sura 9, al-Tabwa, Omvendelse. En sura som fortsætter med mange af de samme teamer, som Sura 8, al-Anfal, har taget op. En sura som bl.a. indeholder dette famøse værd:

Sura 9:5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

Jeg har ikke læst suraen endnu, og glæder mig til at studere konteksten for overstående nærmere.

Det store Koran Blogging Projekt på BohemianRhapsody.dk præsenteres her.

Vi slap Sura 4 al-Nisa efter verselinie 34, men umiddelbart derefter får vi – surprise, surprise – påmindelser om Guds belønninger til de troende, og den forsmædelige straf der venter de vantro. En særlig forbandelse sænkes over ‘dem, der er jøder’ da de ‘forvrænger udtalen og nedgør religionen’ (linie 46). Jeg har opgivet at holde styr på alle pinslerne og plagerne, og introducerer i stedet et nyt begreb i min Koran-blogging:

DAGENS PINE OG PLAGE

Sura 4:56: ‘…dem der ikke tror på Vore tegn, dem vil vi lade brænde i ild. Hver gang deres hud er brændt igennem, giver Vi dem en anden hud i stedet for, så de kan smage straffen. Gud er mægtig og vis.

EKSTREM AUTORITETS-TRO

Koranen byder på ordinær respekt for autoriteter, som f.eks. i 4:59: ‘Adlyd Udsendingen og de blandt jer, der har myndighed!’ Så langt, så godt, det er sikkert noget af det der skal til for at binde et civiliseret samfund sammen. Men Koranen stopper ikke der, den tager loyaliteten overfor autoriteter til ekstremer:

Sura 4:65: ‘Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i de stridigheder, der er imellem dem; før de i deres sind ikke finder nogen indvending mod den afgørelse, som du træffer, og før de underkaster sig helt’.

Og hvad kan det så betyde i praksis? Vi iler videre til næste verselinie, hvor princippet føres frem til dets logiske konsekvens:

Sura 4:66: ‘Hvis Vi foreskrev dem: “Dræb jeres egne!” eller “Forlad jeres hjem!” så ville kun få af dem gøre det. Hvis de gjorde det, hvortil de blev formanet, var det bedre for dem og en stærkere bekræftelse.

Kunne han ikke bruge ‘du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder’ eller noget lignende til at illustrere den pointe? Dræbe vores egne? Hvis det er lakmus-testen på en sand troende, så melder jeg (endnu engang) fra på projektet.

KAMPEN MOD DE VANTRO

Og eftersom jeg har meldt fra på projektet, så står jeg ikke alene til piner og plager efter døden. Jeg står også til jordisk straf, hvis Koranens forfatter får posthum magt, som han havde agt. Vi får de sædvanlige udmeldinger om kamp-villighed (Sura 4:76: …bekæmp Satans venner! Satans list er svag), men denne gang åbenbarer Gud et nyt twist i kampen mod de vantro

Sura 4:89: ‘De ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro, således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Guds sag! Hvis de vender sig bort, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem!’

Nu er det ikke kun i åben kamp at de vantro skal dræbes, men de skal ‘pågribes’ og dræbes ‘hvor I end finder dem’. Det er simpelthen opsøgende arbejde, I næste verselinie åbenbarer Gud muligheden for en mindelig løsning:

Sura 4:90: ‘…hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, så giver Gud jer ikke lov at gøre dem noget.

Så langt, så helt vildt godt. Men Sura 4:90 fordrer at vi diskuterer grænsedragningen mellem den islamiske sfære og den ikke-islamiske sfære. Og den diskussion var sikkert relativt simpel, da Koranen blev åbenbaret. Men i 2008 er det altså svært for en vantro som undertegnede at holde sig borte fra muslimer, og det er svært for mange udvandrede muslimer (og deres efterkommere) at holde sig bort fra de vantro. Det er hverken ønskværdigt eller praktisk muligt at vi holder os fra hinanden. Det burde et omnipotent væsen have forudset. Og når den foreslåede løsning – ‘vi holder os fra hinanden’ - ikke er praktisk, så må eventuelle fredsforhandlinger foregå i tekstens ånd. Og tekstens ånd uddybes i Sura 4:91:

Sura 4:91: ‘Hvis De ikke holder sig borte fra jer, tilbyder jer at holde fred og holder deres hånd tilbage, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem. Over dem giver Vi jer en klar bemyndigelse.

Ikke verdens bedste forhandlingsgrundlag.

DU MÅ IKKE SLÅ IHJEL

Du må ikke slå ihjel er en religiøs klassiker. Både Talmud og Evangelierne betragtes af Koranen som Guds ufuldstændige åbenbaringer, så påbudet var ikke nyt. Moseloven påbød de troende kun at slå ihjel i tilfælde af en lang række overtrædelser. Så hvis man ikke er Harry Potter, Elton John m.fl., så er man beskyttet af Moseloven. Jesus gjorde det til en tankeforbrydelse at tænke på at slå ihjel i Bjergprædikenen. Måske at gå over stregen, men et stort fremskridt i forhold til Moseloven. Men Koranen som angiveligt fuldender værket har sin egen variation over påbuddet:

Sura 4:92: ‘Ingen troende må dræbe en troende…’

Sura 4:93: ‘Den der med overlæg dræber en troende vil få helvede til gengæld…’

Suk! Påbuddets progression fra Moseloven over Bjergprædikenen og til Koranens ‘du må ikke slå dine egne ihjel’ burde få Sebastian til at skrive sin gamle sang om:

‘…Et skridt frem, og en million tilbage’

OPDATERINGER

Jeg har tidligere beskæftiget mig med Koranens krigeriske tilbøjeligheder. Dem kommer der et nyt twist på under en verselinie om forholdsregler, når man drager ‘på togt i landet’:

Sura 4:102: Når du er sammen med dem og forestår bønnen for dem, så lad én gruppe af dem stille sig sammen med dig, og lad dem tage deres våben med! Efter at de har kastet sig ned, skal de stille sig bag jer. En anden gruppe, der endnu ikke har bedt, skal så komme og bede sammen med dig. De skal tage sig i agt og tage deres våben med!

Dette er ikke en særlig krigerisk passage (primært fordi det handler om forsvaret af de troende, og ikke bruges offensivt). Men det viser noget om hvor gennemsyret store dele af Koranen er af militaristisk tænkning. Selv passager vedrørende bøn giver instruktioner i at føre våben.

Jeg har også tidligere beskæftiget mig med Koranens kvindesyn. En lille ’sjov’ opdatering på det kommer, når der udstedes forbandelser over de der sætter andre ved Guds side (polyteister, inkl. de der tror på Guds tre-enighed):

Sura 4:116: ‘…Den der sætter andre ved Guds side, befinder sig i den yderste vildfarelse.

Sura 4:117: ‘Hvad de påkalder udover Ham, er kun kvindelige væsner, hvad de påkalder, er kun en genstridig Satan’

Men alt det her med forbandelser over de der sætter andre ved Guds side fører os tilbage til Jesus. Og Sura 4 slutter af med at uddybe Koranens bud på hvad Jesus var for en størrelse. Det vil jeg skrive om i mit første ubetinget begejstrede indlæg i dette Koran-blogging-projekt, men det må vente til en anden dag.

Det store Koran Blogging Projekt på BohemianRhapsody.dk præsenteres her.

Jeg er nået til Sura 3 Al Imran, Amrams slægt. Og hvor de første 64 verselinier var spændende nok, og bl.a. bød på et alternativt take på Jesus og Jomfru Maria, så er de sidste 2/3 ad suraen en lang-gaber der vil noget.

Vi får fra Sura 65 og frem en opfordring til at jøder og kristne holdes op med at stride om Abraham. Der gøres opmræksom på at Abraham levede før Toraen og Evangelierne, og følgeligt ikke kan tages til indtægt for de skrifter, som jødedommen og kristendommen udgår fra. Faktisk et fornuftigt argument, som jeg har tænkt mig at henvise til næste gang jeg ser en jøde og en kristen skændes om Abraham. Regner dog ikke med at det bliver lige foreløbigt…

Det synes at 2/3 af verselinierne handler om 1) at tro på Gud, uden at sætte andre ved hans side 2) belønninger for de troende, 3) straf for de vantro, 4) Gud eller Skriftens ufejlbarlighed 5) Lovprisning af Gud og de troende, og almen fordømmelse af de vantro. Emner som allerede er dækket i Koranen, og som måske tåler gentagelse, men ikke gentagelse på gentagelse på gentagelse på gentagelse.

Ind i mellem får vi en enkelt svært fortolkelig formaning vedrørende Toraens spiseregler, en opfordring til at gå på pilgrimsfærd til Abrahams hus i Bekka og et par interessante oplysninger om det muslimske fælleskab:

104: Lad der af jer blive ét fællesskab, der kalder til det gode, påbyder det rette og forbyder det forkastelige…

110: I er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene. I påbyder det rette, forbyder det forkastelige og tor på Gud.

114: De tror på Gud og den yderste dag; de påbyder det rette og forbyder det forkastelige…

I begge verselinier går forbuds-tanken igen. Jeg kunne virkeligt godt tænke mig at se en punktopstilling over ‘det forkastelige’. Jeg kunne også godt tænke mig bare skyggen af et argument for, hvorfor de troende ‘forbyder det forkastelige’ fremfor ‘jeg påtager mig at øve sig i at afstå fra at praktisere det forkastelige’ (pañca-sīla-versionen, sætningen lyder omstændig, men er den smukkeste form for moral), ‘afstår fra at praktisere det forkastelige’ eller måske til nød ‘fordømmer det forkastelige’.
Men forbudstanken hører tilsyneladende Koranen til. Og til forbuds-tanken hører politisk magt, og til politisk magt hører våbenmagt. Så sura 3 byder også på de første formaninger vedrørende islamisk korrekt krigsførsel. Den væsentligste pointe suraen har om det emne er at Gud sørger for de troendes krigslykke:

123: Gud gav jer sejren ved Badr, hvor I var underlegne (Badr var et vigtigt slag, hvor Muhammed ledte muslimerne i kamp, jf. linket).

125: …så vil jeres Herre forstærke jer med fem tusind hærgende engle!

139: Tab ikke modet, og vær ikke bedrøvede, når I dog vil få overtaget, hvis I er troende.

Henvisningen til Badr gør det tydeligt at her er der ikke tale om en indre kamp, et opgør med personlige dæmoner eller andre søgte fortolkninger af hvad der menes med krig, kamp, slag og andre begreber, som i deres allermest bogstavelige (og dermed allermest oplagte) fortolkninger hører krigen til. Slaget ved Badr var ifølge de historiske kilder (som alle er islamiske, og må formodes at lide under et enormt bias) en stor triumf for muslimerne. Muhammed og 300 soldater besejrede en hær på op til 1000 mand, og undervejs tabte blot 14 muslimske krigere livet.

Men i denne mystiske verden, så vender krigslykken overraskende ofte selv for hære der støttes af et omnipotent væsen:

140: Disse kampdage lader Vi være omskiftelige mellem menneskene, både for at Gud kan kende dem, der tror, og for at Han kan tage sig vidner blandt jer…

142: Eller regnede I med at I skulle træde ind i Haven, uden at Gud vidste, hvem af jer, der havde kæmpet, og uden at Han kendte de udholdende?

Okay, er han omnipotent eller er han ikke omnipotent? Behøver han virkeligt at se mennesker gå til på slagmarken for at kende en troendes kampberedthed? Uanset hvad så ønsker Gud tilsyneladende
at belønne de troende for deres indsats på slagmarken og henvisninger til ‘Haven’ er spredt med løs hånd hen over suraen. Men enhver kan få brug for en stok til at supplere deres gulerod, og der er en enkelt forbrydelse på slagmarken, som Gud har valgt at fordømme igennem Udsendingens åbenbaringer:

153: Da I løb opad uden at vende jer om efter hinanden, mens Udsendingen kaldte på jer bagved jer! Da lønnede Han jer med den ene sorg efter den anden…

Det er vel nok heldigt for Udsendingen at Gud har valgt at åbenbare dette. Hvis jeg var et omnipotent væsen, som skulle åbenbare et budskab vedrørende nødvendigheden af at stå skulder ved skulder med Udsendingen, så havde jeg nok valgt et lidt andet medium end Udsendingen selv til at formidle det. Man kunne mistænke Udsendingen for at pleje egen-interesse her. Men verselinierne om fejhed på slagmarken fortsætter:

155: De af jer, som vendte sig bort på den dag, hvor de to skarer stødte sammen, dem lod Satan begå et fejltrin…

166, 167: Det, der ramte jer på den dag, hvor de to skarer stødte sammen, det skete med Guds tilladelse, for at Han kunne kende de troende, og for at Han kunne kende dem, der var hyklere.

Men jeg har svært ved at blive rigtig arrig, rigtig begejstret, rigtig engageret, rigtig forundret over alle afsnittene om krigslykke. Koranen kommer nemlig slet ikke ind på hvad der er et passende grundlag for at gå i krig. Og jeg har et realistisk nok forhold til verden til ikke at afskrive krig. Så medmindre man ønsker en pladderhumanistisk debat om krig (‘jeg synes altså at krig er helt vildt dårligt’), fremfor en debat om retfærdige krige, rimeligt krigsgrundlag m.m., så indeholder sura 3 ikke særlig meget interessant stof.

Interessant stof finder vi dog til overflod i Sura 4 al-Nisa, ‘Kvinderne’. Se det afsnit er der dynamit i, og det afsnit glæder jeg mig til at gå i kødet på. Det bliver næst etape.