Sebastian har været så venlig at bidrage med dette gæste-indlæg på baggrund af en række (for faste læsere velkendte) holdningsudvekslinger i kommentatorsporet her på bloggen.
Hvem bliver dæmonsieret?
Først et par søgeresultater via google:
dæmonisering 21.800 hits
dæmonisering muslimer 20.100 hits
Når man søger på dæmonisering & muslimer drejer de første 10 henvisninger – inklusive henvisningen til dendanskeforening.dk – sig alle om dæmonisering udøvet mod muslimer, ikke om dæmonisering udøvet af muslimer. Rundet af til nærmeste hele tal, vil man sikkert finde at 10 ud af 10 hits blandt disse 20.100 har muslimer i rollen som ofre for dæmonisering. Blandt de 21.800 hits på ordet dæmonisering vil 9 ud af 10 have muslimer i rollen som ofre for dæmonisering.
Hvad dæmonisering nu end består i, kunne man få det indtryk, at det er noget der næsten kun overgår muslimer.
Men hvad betyder dæmonisering?
Rune Engelbreth Larsen, der lader til at være en vaskeægte connisour, har begået et indlæg med titlen: ”Forskellen på at dæmonisere og debattere” Her kan man læse at muslimer bliver dæmoniseret ”over én kam”, dæmoniseret ”kollektivt”.
Det er sikkert for at modvirke dæmonisering, at Jørgen Bæk Simonsens insisterer på at muslimer er helt vildt forskellige, ikke udgør en monolitisk enhed osv. Så ivrig er islamforskeren, at han fuldstændig har opløst sit forskningsområde i forskelligheder, og i lighed med Tim Jensen konkluderer at ”islam slet ikke findes”.
Advarsler mod at dæmonisere muslimer optræder typisk i kølvandet på svinestreger begået af muslimer, og det er ”advarsler” vi oftere og oftere konfronteres med.
Naturligvis bør vi ikke opfatte alle muslimer som identiske, og slet ikke med den sidste nye terrorist på forsiden af ekstrabladet. Muslimer er også mennesker, og som sådan har de hver især en unik identitet og en individuel opfattelse af deres religion. Det er så sandt, som det er hamrende banalt…
Men hvor tit kan man læse eller høre en opfordring til ikke at skære alle nazister over én kam, til at betragte nazismen som en kompleks politisk størrelse, en politisk bevægelse hvis mere eller mindre frivillige aktører havde vidt forskellige idealer og motiver?
Betonkommunister synes f.eks. at have langt lettere ved at distancere sig fra deres ”ideologiske kampfæller”, end politikere med en ”mindre international” orientering.
Nazismen var modbydelig, nazisterne var onde, og deres medløbere kan aldrig tilgives. Færdig basta!Den mindste lille sprække i det blinde had til nazismen og alt dens væsen, kan kun tolkes som brune tilbøjeligheder eller det der er værre. Så slår den indre selvfede basunengel syv kors for sig, og man tager behørigt afstand fra den formastelige, der f.eks. kan finde på at skelne mellem besættelsesmagt og værnemagt.
Men det blinde og udifferentierede had er et meget alvorligt problem, for så forstår man nemlig ikke sin fjende. Forståelse for fjenden er ikke at fraternisere med fjenden. Glem alt hvad psykologer og sociologer prøver at bilde os ind om forståelse. De aner ikke hvad de taler om. Forståelse for fjenden er at kende fjenden på godt og ondt. Forståelse for fjenden betyder at man kan genkende fjenden, så man kan nedkæmpe fjenden, og ikke behøver at kæmpe mod andre end fjenden.
En historieløs efterkrigstid har lært at hade nazismen, men den aner ikke hvad det er den hader. Udover hagekorset, SS runerne og et karakteristisk overskæg, har den ikke ret mange pejlemærker at orientere sit had efter. Det er derfor fascister i dag kan kalde sig anti-fascister, uden konstant at blive mødt med den hånlatter som de fortjener.
Nazismen var ikke lige elsket og udbredt blandt alle dens tjenende ånder, det være sig i SS, Gestapo, NSDAP, hæren, flåden, luftvåbenet, diplomatiet, i koncentrationslejrene, på fabrikkerne, eller i andre dele af det stortyske civile liv. Nogle blev nazister fordi de var ekstremt nationalistiske, nogle fordi de var ekstremt socialistiske, nogle fordi de hadede bøsser, nogle fordi de var bøsser, nogle fordi de var ekstremt racistiske, og mange andre alene fordi så mange andre blev det.
Der var fandens til forskel på hvor man kom under tysk besættelse. Voldtægt og plyndring har op gennem historien været blandt de sejrrige soldaters belønninger for veludført arbejde, og den tradition videreførtes af tyskere på Østfronten, men i Paris f.eks. gjaldt helt andre regler. Kort efter at byen var indtaget, dømte den tyske hær to af sine soldater for voldtægt og henrettede dem. Det besatte Danmark kaldtes af mange tyskere for flødeskumsfronten, og set med militærhistoriske briller var besættelsen af Danmark blandt de allermindst grusomme.
Historiske facts kan være umådeligt politisk ukorrekte.
De fleste ordbøger definerer dæmonisering som det at gøre til en dæmon/djævel, og den definition er ikke meget bevendt i forhold til at forstå brugen af ordet. I de fleste tilfælde hvor ordet dæmonisering optræder, synes ordet at dække over to anklager:
- at alle medlemmer af en gruppe gøres identiske.
- at medlemmernes kollektive identitet bliver tegnet af dets mindst sympatiske medlemmer.
Bliver muslimer dæmoniseret?
Utvivlsomt, men slet ikke i den udstrækning som søgningerne via Google lod antyde.
Bliver nazister dæmoniseret?
Big time! Og givetvis fordi det ikke ligefrem er opportunt at ”forstå” nazister.
Kudos til ”Peter Tudvad”!
