Bohemian Rhapsody

Velfærdsminister Karen Jespersen har kritiseret Københavns Kommune for at samarbejde med ekstremister, nærmere bestemt Abdul Wahid-Pedersen og Zubair Butt Hussain fra Muslimernes Fællesråd. I denne artikel udtaler hun:

‘…her tænker jeg for eksempel på, at Københavns Kommune har bedt Muslimernes Fællesråd om at lave undervisningsmateriale om radikalisering med henblik på at få unge væk fra det spor. Det er naivt. Derved sætter kommunen ekstremister til at lave materiale om netop ekstremisme.’

Det har fået Københavns integrations-borgemster Jakob Hougaard til at udtale:

Jeg har slet ikke noget grundlag for at mene, at Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain er ekstremister.

Det kan godt være at Jacob Hougaard ikke har et sådant grundlag, men det har jeg. Zubair Butt Hussain kender jeg ikke, men Abdul Wahid-Pedersen… oh, boy – den mand er ekstrem.

Jeg har grundlag for at mene at Abdul Wahid-Pedersen er ekstremist

Da et nigeriansk voldtægtsoffer blev dømt af en sharia-domstol til at blive tortureret ihjel var dette Abdul-Wahid-Pedersens respons:

Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.

De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik, vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer, og ville dermed have stillet os selv udenfor Islam.

Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre.

Det bør siges at han anfører at, hvis hun vitterligt blev voldtaget, så er hun uskyldig. Men det ændrer ikke ved hans principielle holdning til afstraffelse af hor.

Det er slemt at…

Det er slemt at Abdul Wahid-Pedersen mener at folks private seksuelle adfærd er et samfunds-anliggende. Staten er uhyre sjældent egnet, kompetent eller moralsk bemyndiget til at blande sig i hvad samtykkende voksne mennesker gør for deres egen fornøjelses skyld.

Det er værre at…

Det er værre at Abdul Wahid-Pedersen mener at dødsvold er en passende straffe-form i det 21. århundrede.

Det er værst at…

Det er værst at Abdul Wahid-Pedersen mener at samfundets love ikke skal udvikles af samfundets borgere, men derimod dikteres af en 1.400 år gammel bog og forfatterens sædvaner. Det er en dybt anti-demokratisk holdning.

Som sagt: Jeg har grundlag for at mene at Abdul Wahid-Pedersen er ekstremist

Manden er en totalitær, anti-demokratisk ekstremist, og det næste spørgsmål lyder: Har en ekstremist en rolle at spille i forhold til arbejdet med København Kommunes anti-radikaliserings-plan?

På den korte bane er svaret ‘ja’. Intet tyder på at Abdul Wahid-Pedersen ønsker at unge muslimer myrder sig selv og en masse uskyldige civile. På den korte bane kan Abdul Wahid-Pedersen give væsentlige bidrag til kampen mod radikaliseringen af unge muslimer. Der er bare et problem med rationalet i dette afsnit: Det her spil afgøres ikke på den korte bane.

Der er mange muslimer i Danmark. Disse muslimer får lidt flere børn end gammel-danskerne, og de får dem i en lidt yngre alder. Der bliver derfor stadigt flere muslimer i Danmark. Der er en mulighed for at mange af disse muslimer vil vende sig mod imamer, hvis Islam har et anti-demokratisk, totalitært fundament. Den mulighed skal vi tage højde for.

Hvis imamer som Abdul Wahid-Pedersen får for meget magt over de næste 50-100 år, så udgør de en trussel mod homo-retigheder, kvinde-rettigheder, det seksuelle frisind, ytringsfrihed i al almindelighed, religions-kritik i særdeleshed, vores debat-kultur m.m.

Der er helt reele muligheder for kortsigtede gevinster, hvis vi skubber radikaliserings-truede muslimer i armene på Abdul Wahid-Pedersen. Den langsigtede konsekvens af en strategi, som tildeler ekstreme imamer en særlig status, kan være en underminering af demokratiet. At promovere totalitær Islam i forsøget på at bekæmpe terroristisk Islam er et udtryk for et fattigt ambitions-niveau. Abdul Wahid-Pedersen bør fjernes fra det projekt.

Hvad gør vi nu, lille du?

Hvem skal så erstatte Abdul Wahid-Pedersen?

Må jeg foreslå at Københavns Kommune sætter sig sammen med en person som i sin ungdom promoverede totalitære anti-demokratiske holdninger, men som senere vendte ryggen til ekstremismen og omfavnede demokratiet. Lad mig foreslå at Københavns Kommune sætter sig ned med den tidligere venstre-ekstremist Karen Jespersen og søger inspiration i hendes rejse fra radikaliseret, revolutionær ekstremisme til afradikalisering og demokratisk engagement.

Den tøklædebærende pige Zenab El-Khatib er blevet udtaget til det danske U16 landshold i fodbold. Eftersom der er et tørklæde involveret, så har det danske U16-landshold for piger lige pludselig (og uhyre forudsigeligt) fået en masse medie-omtale. Man kan bl.a. se en video med Zenab her, og læse om hende her og her. Der er to aspekter af den medie-omtale, som jeg som fodbold-fan bliver nød til at kommentere på.

DBU har søgt FIFA om dispensation til at lade Zenab bære hendes special-designede sports-tørklæde på landsholdet. DBU’s informationschef Lars Berendt udtaler at det bl.a. har været nøvendigt at søge dispensationen fordi FIFA ikke accepterer religiøse budskaber på fodboldbanen. Til det er der kun en ting at sige: BULLSHIT!!!

FIFA har en lang tradition for at acceptere religiøse budskaber på fodboldbanen. Jeg vil anslå at jeg som fodbold-fan har set langt over tusinde spillere slå korsets tegn i forbindelse med målscoring, indskiftning, udskiftning m.m. Religiøse budskaber er en integreret del af den sydamerikanske fodboldkultur, og den sydamerikanske fodboldkultur er en integreret del af verdens største og bedste sport. Den brasilianske fodboldkunstner Kaka, hvis tryllerier jeg nødigt ville være foruden, kan ikke fejre en fodboldtriumf uden at skilte med hans religiøsitet. Her ses han efter at have ført A.C. Milan til sejr i Champions League-finalen i 2007:

Her ses så Zenab El-Khatib iklædt hendes sports-tørklæde:

Hvem af disse to fodboldspillere bærer det tydeligste religiøse budskab?

Det andet aspekt af sagen, som er vores opmærksomhed værd er at Dansk Folkeparti nu vil forbyde tørklæder på fodboldbanen (se her). Umiddelbart virker det som om at det ligger fint i forlængelse af DF’s tidligere udmeldinger vedr. tørklæder hos dommere, læger, lærere m.fl. Men rent faktisk er det et kvantespring fra DF’s side.

DBU er en privat forening. Landsholdene deltager i turneringer arrangeret af UEFA og FIFA, to private firmaer baseret i Schweiz. Det er i forvejen et indgreb i den personlige frihed, når Dansk Folkeparti ønsker at lovgive om hvordan offentligt ansatte klæder sig i arbejdstiden. Det er et andet og langt mere drastisk indgreb i den personlige frihed, når Dansk Folkeparti vil blande sig i hvordan du og jeg går klædt, når vi dyrker idræt i vores fritid.

Jeg har mine betænkligheder ved religiøse symboler i det offentlige rum. Men fodbold er verdens største sport, og religiøse budskaber er en integreret del af gamet for nogen af verdens dygtigste fodboldspillere. Og når Kaka kan lave mål som det her, så kan jeg godt tilgive ham for at slå korsets tegn foran kameraet, eller rende rundt med hans ‘I Belong To Jesus’-T-shirt i det offentlige rum. Og hvis Zenab El-Khatib ønsker at snige sig ind af den dør, som enhver ægte fodboldfan holder åben for Kaka & Co., så ville det være hyklerisk at afstå fra at byde hende hjerteligt velkommen.

Politiken offentliggør her en rundspørge vedrørende muslimske kvinder med lang videregående uddannelse, og deres tørklæde eller mangel på samme. Overskiften lyder ‘Tørklædet er vigtigere end job’, og den er der ikke belæg for. Der er heller ikke belæg for den forargelse, som rundspørgens konklusion sikkert vil føre til i visse kredse.

For det første bliver kvinderne ikke stille det indlysende spørgsmål; ‘Ville du acceptere en arbejdsgivers ønske om ikke at bære tørklæde?’ De bliver i stedet spurgt; ‘Hvor sandsynligt er det at du vil acceptere en arbejdsgivers ønske om ikke at bære tørklæde?’. Politiken har dermed tilføjet en melemregning. Kvinderne skal vurdere sandsynligheden for at de bliver sat i den situation at ønsket er fremført, og at de i den situation accepterer det fremsatte ønske.

Det kan lyde som pedantisk ordkløveri at hæfte sig ved den mellemregning, men jeg har præsteret at arbejde for AC Nielsen som telefon-interviewer, og min erfaring er at disse mellemregninger som regel er udslagsgivende for svarene. Folk svarer som regel på, hvad de bliver spurgt om – hverken mere eller mindre. Derfor havde det umådeligt meget mere interessant med spørgsmålet ‘Ville du acceptere en arbejdsgivers ønske om ikke at bære tørklæde?’

Desuden kunne det være interessant, hvis kvinderne blev præsenteret for valgmulighederne ‘arbejdsløshed’ eller ‘arbejde uden tørklæde’, fremfor som her valgmulighederne ‘arbejde uden tørklæde’ eller ‘det alternative job-tilbud som du selv formår at opstøve’. Det er højtuddannede kvinder vi har med at gøre. De kan og vil vælge. De kan og vil vrage.

Men lad os tage Politikens resultater for gode varer. Det er en overordentlig glædelig nyhed at langt størstedelen af de højtuddannede muslimske kvinder er parate til i overført betydning at sige ’sut mine boller’ til en arbejdsgiver, som blander sig i deres påklædning. Det virker som om at vores tørklæde-bærende veninder har hørt, lyttet til og forstået Henry David Thoreaus visdoms-ord som udgør dette indlægs overskrift.

Jeg ser tørklædet, ligesom jeg ser et slips. Det er et symbol på undertrykkelse. Længere nede vil jeg gøre mig umagen for at undgå anklagen om moralsk relativisme, men det er indtil videre min overordnede pointe uvedkommende, så jeg lader sammenligningen tørklæde/slips stå alene med al dens unuancerede vælde. Så både tørklædet og slipset symboliserer undertrykkelse… Men i den rette kontekst, så kan både et tørklæde og et slips være en grøn hanekam holdt oppe af husblas. I det gamle Ungdomshus, på Roskilde Festivalen og i på godt og/eller ondt flippede miljøer, så er et slips langt mere norm-brydende og anti-autoritært end den uniformering, som de subkulturer byder på. I de dele af det borgerlige Danmark som længes efter en monokulturel fortid, så kan et tørklæde også være en befriende måde at stritte imod som meget som muligt.

De tørklæde-bærende kvinder i rundspørgen minder mig om min ligeledes højtuddannede søster (som ikke nødvendigvis bryder sig om sammenligningen). Min søster har fjæset fuld af piercinger, og jeg er stolt over at hun konsekvent har afvist de firmaer som har opsøgt hende med tilbud om en timeløn på 500 kroner, hvis hun stiller sine specialiserede evner til rådighed for dem og i øvrigt tager sine piercinger ud.

Det er godt for frihedsgraden i samfundet at tørklæde-bærende kvinder, transer, piercing-fjæs, sikher m.m.fl (med mange flere) bliver ved med at skubbe til rammerne for det tilladelige kulturelle udtryk. Hver gang et nyt personligt udtryk accepteres, så har vi udvidet rammerne for tilladelige. Og med det liv jeg lever, så har jeg brug for vide rammer. Når Lars Vilks tegner en Muhammed-hund, når Asmaa Abdol-Hamid insisterer på at tage Folketingets talerstol iført tørklæde, når bøsser snaver på åben gade, når Geert Wilders laver sin film m.m.m. (med meget mere), så er den plads, hvor William kan være William pludselig blevet udvidet. Og det er befriende. Den frihed er jeg til dels de tørklæde-bærende kvinder taknemmelig for.

Men mens vi skubber til rammerne for hvilke kulturelle udtryk som er acceptable, så må vi ikke ofre vores moral for den kulturelle mangfoldigheds skyld. Multikultur må aldrig føre til moralsk relativisme. Jeg lovede at jeg ikke ville snige mig udenom at tage det emne op, så here goes…:

Der er forskel på rigtigt og forkert. Det danske samfund har nogle gode, sunde værdier. Mange af de samfund som indvandrere og flygtninge kommer fra har intet at lære os, nå det kommer til gennemsigtig offentlig administration, ærlig embedsførelse, demokrati, kvinde-rettigheder, homo-rettigheder, åndsfrihed m.m.m. Der er forskel på rigtig og forkert, og det danske samfund har overordentligt godt fat i mange overordentligt rigtige ting. Men forskellen på rigtigt og forkert determineres ikke af påklædning, hilseformer, musik, kunst m.m.m. at gøre. Tørklædet er ikke i sig selv kvindeundertrykkende, men kvindeundertrykkelse kan komme til udtryk igennem tørklædet. Så lad os ikke gøre vores kulturelle udtryk til slagmarken, hvor fremtidens nødvndige opgør om værdier skal stå. Lad ikke værdi-kampen blive til en kamp om cous-cous, tørklæder, kulturkanoner, fodboldlandsholdet, hilseformer eller identitets-markører. Der er for meget på spil til at reducere det til en kamp om påklædning.

Afslutningsvis 2 afrundende bemærkninger:

1) For en bedre ordens skyld: Jeg går i uniform på min arbejdsplads (Kronborg), da gæsterne skal kunne identificere mig som ‘en der har noget med slottet at gøre’. Det generer mig ikke det ringeste, da argumentet for uniformen er indlysende. Selvomjeg accepterer uniformen i forbindelse med mit dejlige job, så ville jeg have mistillid til en arbejdsgiver, som mente at jeg behøvede en bestemt påklædning for at være kompetent til at udføre et arbejde, som helt indlysende kunne udføres i en hvilken-som-helst mundering.

2) Og lad mig så afslutningsvis gøre mig lystig over spørgsmålet i Politikens rundsørge; ‘Hvor sandsynligt er det at du vil acceptere en arbejdsgivers ønske om ikke at bære tørklæde?’ Bliver der ikke spurgt til om kvinderne kan acceptere at arbejdsgiveren fravælger selv at bære tørklæde? Hvis 98% af højtuddannede muslimske kvinder ville fravælge en tørklæde-løs arbejdsgiver, så har vi for alvor et integrations-problem her i landet.

Det har længe været min ulykkelige erfaring, at højreekstremister har en massiv tilstedeværelse på de danske fodboldstadioner. Fra jeg først kom på Brøndby Stadion var ‘homoseksuel’ et skældsord der kunne rettes mod dommeren, og da Arsenal mødte Brøndby i Pokalvindernes turnering (1993?), så blev deres sorte spillere mødt med abe-grynten. Disse tidlige 90′er-erfaringer har gentaget sig ved mine stadigt sjældnere besøg på Brøndby Stadion. Jeg har hørt Silkeborg’s Muhammed Akinci blive udsat for abe-gryntene fra Brøndby’s fans, og en gruppe EfB-tilhængere brillierede med at synge ‘hvis min kæreste kom fra Randers fik hun tæsk’ (mel: ‘Du må få min sofacykel når jeg dør…’) ved Landspokalfinalen mod Randers i 2006. Men da mine besøg på stadion er blevet sjældnere, så følger jeg racismen i den danske fan-kultur på afstand, igennem aviser, igennem fjernsyn og selvfølgelig over nettet.

Lad det være sagt med det samme, det er kun en lille del af fodbold-fans som er højre-ekstremister, racistiske, homofobe eller misogyne. De fleste er som folk er flest, dvs. civiliserede mennesker med civiliseret adfærd. Men når man sidder og ser en fodboldkamp, så kan man altså høre gryntene hver gang Muhammed fra Silkeborg får bolden, men man kan ikke høre folks accept af at ‘ja, i denne verden findes fodboldspillere med forskellig hudfarve og forskellig kulturel baggrund, og mit eneste problem med Muhammed er at han spiller for modstanderen’, da denne accept i sagens natur er en stille accept. Derfor er de negative tendenser ganske synlige. Især efter denne weekends skandale; en gruppe AGF-fans holdt under hele kampen mod Lyngby et banner med teksten ‘Tillykke 18′ op (18 er på den ekstreme højrefløj en udbredt eufemisme for dagens fødselsdagsbarn Adolf Hitler – 1 = A, 8 = H).

Og hvis det er synligt for mig, at racismen lever endnu på de danske stadion uden at klubber, spillere eller sponsorer er villige til at tage drastiske skridt for at fjerne racismen, så er det også synligt for Ahmed på 14 år der følger Superligaen igennem de samme kanaler som mig. Det er synligt for Mustafa og Seemab, ungdomskærester på 16-år til deres første fodboldkamp, som oplever at der laves abelyde efter spillere der deler deres hudfarve, og hverken dommere, trænere, spillere, stadion-speaker eller kontrollører gør noget for at stoppe det. Det er synligt for familiefaren Rashid der ikke interesserer sig for fodbold, men som vil være dagens helt ved at invitere hans børn på fodboldkamp uden at ane hvad der venter dem. Der er ingen fodbold-interesseret nydansker, som ikke ved at mørklødede danskere risikerer at blive udsat for massiv racistisk moning i forbindelse med udførelsen af deres arbejde. Og fodbold-interesserede nydanskere må formodes at snakke med nogle af de nydanskere som ikke er fodboldinteresserede, og det er ikke en rar historie der er sat i omløb.

Alle de mange påstande om at problemet er blevet mindre over de senere år er sikkert sande. Og Fans Mod Racisme og lignende grupperinger laver et prisværdigt stykke arbejde. Jeg ville tage deres arbejde mere seriøst, hvis det her ikke var deres officielle hjemmeside, men nevertheless… et prisværdigt stykke arbejde. Men problemets omfang og Fans Mod Racisme’s arbejde er i forhold til denne posts pointe uinteressant, når enten klubberne, kontrollørene, spillerne, trænerne og dommerne hver for sig (for ikke at tale om hvad de kan gør sammen) har mulighed for at stoppe problemet øjblikkeligt. De har nemlig alle muligheder for at stoppe en kamp, hvis en spiller udsættes for racistisk mobning på hans arbejdsplads. Når kampene fortsætter på trods af racistisk mobning, så er det formodentligt fordi at aktørene mener at der findes et acceptabelt omfang af racistisk mobning, et omfang af racistisk forhånelse som man skal tolerere på en dansk arbejdsplads. Den holdning deler jeg ikke. Det lyder måske drastisk at stoppe en kamp pga. racistisk mobning, men tænk på hvad vi ville gøre, hvis det drejede sig om Abdullah som arbejdede i Netto, eller Vani som arbejder i en bank. I Netto eller Nordea ville alle medarbejdere smide deres øjeblikkelige arbejdsopgave fra sig, og tage hånd om situation hvor en kunde udsætter en medarbejder for racistiske tilråb. Hvis Nordea og Netto føler at de kan undvære de kunder der sviner deres mørklødede medarbejdere til, så burde Brøndby IF og AGF også kunne undvære racisterne på stadion.

Og dertil kommer at sponsorene (firmaer som Carlsberg, Codan m.fl.) har mulighed for at presse klubberne økonomisk til at afskaffe problemet.

Birthe Rønn Hornbech, du er integrationsminister. Det kan ikke være godt for integrationen at nydanskere med stor synlighed i mediebilledet udsættes for racistisk mobning på deres arbejdsplads. Du har magten til at stoppe det.

Det er vigtigt at integrationsministeren holder øje med fodboldkulturen, da sporten er historisk belastet af racisme (for ikke at snakke om vold, homofobi m.m.), og problemerne i fankulturen bliver gennem medierne eksponeret bredt til enhver fodbold-interesseret gruppering i det danske samfund. Heldigvis er det ikke en umistelig rettighed at organisere en sportsturnering. Heldigvis er det ikke en umistelig rettighed at have tilskuere på stadion under afholdelsen af en sportsturnering. Vi har allerede lovgivning, som beskytter folk mod racisme, forhånelse og mobning på arbejdspladsen. Nu skal retfærdighedens gudinde vise, at hun ikke bare holder en vægtskål, men også har et sværd. I denne sammenhæng må du låne et sværd fra en minister-kollega, og få Arbejdstilsynet på banen. Pålæg klubberne at ligge handlingsplaner for hvordan mørkhudede ansattes arbejdsmiljø sikres. Giv klubberne nogle massive bøder, hvis det viser sig at de ikke kan sikre mørkhudede spillere en arbejdsplads uden racistisk mobning. Giv dem nogle eksistens-truende bøder, hvis de massive bøder ikke hjælper. Luk arbejdspladsen midlertidigt, hvis de eksistens-truende bøder ikke virker. Luk arbejdspladsen permanent, hvis der ikke er kommet styr på tingene efter den midlertidige lukning.

Og Birthe, mens du svinger dit sværd, så husk at snakke om problemet. Anerkend at integrations-problematikken er andet og mere end fanatiske muslimer og utilpassede rødder, integrations-problematikken er også dansk racisme. Og ja, Hizb-ut-Tahir er et større problem end nogle abegrynt på Brøndby Stadion, men for at udgøre en troværdig front mod Hizb-ut-Tahir og lignende grupper, så skal vi også vise vilje til at feje for egen dør. Derfor vil jeg gerne have, at du kommer på banen i forhold til racismen i den danske fankultur. Jeg vil høre dig snakke om den, så alle ved at du anerkender at det er et emne med en vis vægt. Og jeg vil se dig handle på det, så jeg kan se at du er villig til at fjerne forhindringer for integrationen, uanset om forhindringen er lagt af en gammeldansker eller en nydansker. Kom på banen, Birthe!

Og inden jeg naar at runde denne blog helt af foer jeg tager en maanedes internet-pause (se forrige post), saa bliver jeg noed til at sende en stor tak hele vejen fra Indien og hjem til Danmark og Villy Soevndal. Med hans angreb paa islamistiske moerkemaend, med hans modige (og mere vaesentligt, korrekte) erklaering om at integrationsproblemerne ikke bare er sociale problemer, saa indtager han en helt ny position i dansk politik.

Indtil for ganske nylig, saa var der en floej i dansk politik, som betragtede ethvert integrationsproblem, som et socialt problem og ignorerede kulturelle aspekter af problemerne. Overfor dem stod en anden floej, som ganske korrekt havde identificeret, at der var vaesentlige kulturelle dimensioner af problemerne med integrationen af indvandrere med muslimsk baggrund. Problemet med den floej der havde den korrekte analyse af problemet var at deres loesningsmodeller var helt hen i vejret. Aggressiv promovering af dansk kultur, danskhed, dansk toejstil, danske hilseformer, kristendommen i al almindelighed og Folkekirken i saerdeleshed (smukt illustreret af at vi p.t. har en minister for integration og kirke) og lignende etnocentrisme var den borgerlige floejs svar paa integrationsproblemerne. Det var frustrerende at lede efter sekulaere, multikulturelle bud paa en bedre integrationspolitik. Villy Soevndals seneste udmeldinger giver mig haab om, at den frustration maaske hoerer fortiden til.

Der er integrationsproblemer i Danmark, og venstrefloejens traditionelle bud paa en aarsag (’sociale problemer’) er en del af forklaringen, men det er en lille del. Men vi kommer aldrig udenom at islam i (i lighed med kristendommen) i udgangspunktet er en anti-demokratisk, homofobisk, kvindefjendsk, slaveri-venlig, morderisk religionschauvanistisk ideologi, som staar i modstrid med den samfundsmodel, som de fleste danskere dybest set holder af. Kristendommen har over aarhundrene faaet saa mange taesk af sekulaere kraefter, at praesterne heldigvis stiller sig tilfreds med at sidde over i det hjoerne de er blevet forvist til (hvor de i oevrigt er ved at omskrive historien, saa vi skal tro at de frivilligt har fortrukket sig fra hovedscenen). Stort set alle danske kristne accepterer (formodentligt gladeligt) at kristendommen er sekundaer til demokratiske vaerdier. Det er ikke tilfaeldet for ’stort set alle muslimer’, og det er der vi skal hen. Men det er en misforstaaelse, naar regeringen tror at kulturkanoner, aggressiv promovering af Folkekirken, paaklaednings-debatter, historieforfalskende beskrivelser af prae-danske (og prae-kristne) vaerdier som demokrati, ytringsfrihed, koens-ligestilling m.m. som ‘danske vaerdier’, kristendomsundervisning i Folkeskolen, debat om hilseformer, kristenchauvanistiske paragraffer i grundloven m.m. er en del af loesningen. Vi boer kun promovere 3 simple vaerdier til vores nye medborgere: 1) de skal bestraebe sig paa at blive selvforsoergende, 2) de skal bestraebe sig paa at vaere lovlydige, 3) de skal respektere demokratiet. Og saa kan det vaere ligegyldigt, hvordan de gaar klaedt, hvilken mad de spiser, eller om deres yndlings-forfatter er Steen Steensen Blicher eller hans arabiske modstykke. Det kan vaere ligegyldigt hvordan de hilser paa hinanden, deres begravelsesritualer maa da vaere helt deres egne, og hvis de foeler mere for Galatasaray end for FC Koebenhavn, saa lad dem dog det have det i fred. Lad os ikke narre af at alternativerne i dansk politik hidtil har staaet mellem sekulaer multikulturalisme som involverede et knaefald for islamismen, eller kristenchauvanistisk, monokulturel afstandtagen fra islamisme. Lad os slaa oejnene op, og se at et sekulaert og multikulturelt samfund er en mulighed. Man kan bekaempe islamisme uden at forfalde til kristenchauvanisme. Man kan stille krav til indvandrere og flygtninge uden at promovere monokultur. Der er en gylden middelvej, og Villy Soevndal har som den foerste prominente politiker fundet den. Tillykke med det, du har givet haab til mange af os…

Og en afsluttende ting, som Villy Soevndal sikkert er enige med mig i, men som den borgelige floej nok ikke kan acceptere: Den borgerlige floej er med til at stimulere og inspirere de vaerste islamister. Naar vi i dag med et kristent flertal har en Folkekirke, som alle danskere (uanset religioes overbevisning) skal betale til, hvordan overbeviser vi saa islamisterne om at vi i en anden demografisk situation ikke skal have en Folkemoske? Naar vi i dag, under trussel om at fratage dem vaelgernes mandat, tvinger alle Folketingsmedlemmer til at skrive under paa at Folkekirken skal have en saerstilling, hvordan overbeviser vi saa islamisterne om at ikke-muslimske medlemmer af Folketinget ikke skal gennemgaa en lignende ydmygelse, hvis demografien aendrer sig? Hvis vi i dag har 7 aars kristendomsundervisning i Folkeskolen (ikke religionsundervisning med vaegt paa kristendom, men kristendomsundervisning), hvordan overbeviser vi saa islamisterne om at der ikke skal undervises i islam, hvis vi faar en andret demografisk situation? Hvis vi i dag forbyder enhver boesse at donere blod uanset om de har en risikofri seksuel adfaerd (og ja, det goer vi), hvordan overbeviser vi saa islamisterne om at homoseksualitet ikke er en sygdom? Hvis vi idag forbyder og straffer traditionelle hinduistiske doedsritualer som ligskaending, hvordan overbeviser vi saa islamister om at kristne ritualer ikke skal forbydes, hvis demografien aendrer sig? Spoergsmaalene er mange, og de repraensenterer allesammen kameler, som man hidtil var blevet noed til at sluge for at stemme paa en kandidat der havde identificeret aarsagerne til integrations-problemerne. Heldigvis har vi nu faaet Villy Soevndal paa banen, og slipper jeg maaske for at proteststemme igen til naeste valg.