Igår skrev jeg et indlæg under overskriften ‘Jeg har grundlag for at mene at Abdul Wahid-Pedersen er ekstremist’. Indlægget var en kommentar til gårsdagens Jakob Hougaard-citat ‘Jeg har ikke grundlag for at mene at Abdul Wahid-Pedersen er ekstremist’. I indlægget kritiserer jeg Abdul Wahid-Pedersen for at indtage den anti-demokratiske holdning at mennesket ikke er ‘bemyndiget til at ændre på Skaberens forordninger’. Eller for nu at sætte det endnu skarpere op; Mennesker er ikke bemyndiget til at ændre på Guds love, selvom Gud love indeholder langtrukken dødsvold som afstraffelse for sex udenfor ægteskabet.
The plot thickens
Idag udtaler Abdul Wahid-Pedersen til Politiken:
‘Som muslim – og endda som toneangivende muslim – har jeg ikke mulighed for at vælge og vrage. Man må som udgangspunkt accepterer Koranens Sharia-lovgivning. Ingen muslimer skal imidlertid gå ind for stening – ingen – men vi må acceptere, at det findes i den straffelovgivning, som findes i Islam…
…Hvis jeg – med den position jeg har – ville lægge afstand til en eller anden del af Sharia, så ville jeg med det samme være færdig som gårdsanger, så ville jeg miste min troværdighed i samfundet af muslimer. Det er den balancegang, som hverken Karen Jespersen eller nogen anden har nogen sans for – de synes bare, det er sort/hvidt’
Hvad skal det så betyde?
Abdul Wahid-Pedersen siger altså at han ville miste sin troværdighed som imam, hvis han udtalte at det aldrig har været og aldrig vil blive acceptabelt at udøve langtrukken dødsvold mod kvinder blot fordi de har dyrket sex med deres kæreste. Abdul Wahid-Pedersen prøver at appelere til de læsere som måtte mene at gruppepres er en legitim grund til at indtage ekstremistiske, anti-demokratiske holdninger. Ovenikøbet gruppepres fra en gruppe som Abdul Wahid-Pedersen selv har meldt sig ind i.
Hvad for en situation befinder vi os så i?
Jeg ser tre fortolkningsmuligheder:
- Abdul Wahid-Pedersen er overbevist om at han har ret, og han har ret
- Abdul Wahid-Pedersen er overbevist om at han har ret, og han tager fejl
- Abdul Wahid-Pedersen er ikke overbevist om at han har ret
…og lad mig så forklare, hvad jeg mener med de tre fortolkningsmuligheder:
Ad 1) Abdul Wahid-Pedersen er overbevist om at han har ret, og han har ret:
Abdul Wahid-Pedersen er vitterligt overbevist om at han er færdig som imam, hvis han udtaler at det ikke er acceptabelt at samfundet straffer kvinden i et one night stand med langstrakt dødsvold. Abdul Wahid-Pedersen mener at en sådan udtalelse vil gøre ham uegnet som imam i de troende muslimers øjne, og det er en korrekt analyse af de muslimer som han kender så godt.
Hvad gør vi så?
Hvis troende muslimer vil vende ryggen til en imam, som er villig til at sige at ingen stat har ret til at udsætte lystige kvinder for en langsom og pinefuld død, så har vi et ’smid alt hvad du har i hænderne’-problem. Hvis Danmarks troende muslimer er et ‘all fringe’-segment, så har vi ikke brug for imamer der snakker dette ‘all fringe’-segment efter munden.
Ad 2) Abdul Wahid-Pedersen er overbevist om at han har ret, og han tager fejl:
Abdul Wahid-Pedersen er stadigvæk overbevist om at han er færdig som imam, hvis han kommer med en udtalelse mod stening. Men han tager fejl. Langt de fleste praktiserende muslimer vil acceptere en imam som tager evigtgyldigt afstand fra stening.
Hvad gør vi så?
Så afbryder vi ethvert samarbejde med Abdul Wahid-Pedersen. Hvis han både er ‘out of touch’ med de troende muslimer, og langt mere radikaliseret end dem, så har han ikke en rolle at spille i afradikaliserings-arbejdet. Det sidste vi har brug for er en ekstremist, som ser spøgelser.
Ad 3) Abdul Wahid-Pedersen er ikke overbevist om at han har ret
Abdul Wahid-Pedersen er på ingen måde overbevist om at han er færdig som imam, hvis han udtaler sig mod stening. Rent faktisk tror han at et anti-stenings-budskab vil gå rent hjem hos de fleste troende muslimer. Hans markeringer overfor pressen er uhæderlige og motiveret af hans ønske om at bevare sin position.
Hvad gør vi så?
Vi fyrer den lille lor… Øh… Jeg mener selvfølgelig bare at vi afbryder samarbejdet med Abdul Wahid-Pedersen. Hvis han både indtager anti-demokratiske holdninger, og bevidst prøver at give den gennemsnitlige dansker indtryk af at troende muslimer er langt mere ekstremistiske end de egentlig er, så er han en fjende af både demokratiet og integrationen.
Hvad gør vi nu, lille du?
Grupperpres er ikke en legitim begrundelse for at indtage ekstremistiske, anti-demokratiske holdninger. At Abdul Wahid-Pedersen melder ud at der er en gruppe der presser ham til at indtage hans ekstreme holdninger betyder enten at 1) vi har et gigantisk problem med de troende muslimer, 2) Abdul Wahid-Pedersen er ‘out of touch’ eller 3) Abdul Wahid-Pedersen er en uærlig, lille lort, som kører et dobbeltspil, hvor han fremstiller moderate muslimer som ekstremister og ekstreme imamer som moderate.
Ingen af disse fortolkninger øger min interesse i at modtage Abdul Wahid-Pedersens ‘hjælp’ i det ulykkeligt påtrængende afradikaliserings-arbejde.