En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.

WHAT THE FUCK!?!

Hat-tip:

Uriasposten

Mere Valentines Day-relateret What The Fuck-goodness fra de islamiske mørkemænd:

Et autentisk billede taget af undertegnede ved et besøg i Hyderabad, A.P., Indien i Februar 2008:

WHAT THE FUCK!?!

Et citat fra det oprindelige (og egentligt ikke særligt velykkede) indlæg:

I took this picture last year at Hussain Sagar Lake in Hyderabad, A.P., India. The sweet little twist to the story is that the poster was posted right outside the park adjacent to the lake, a park was full of adorable Indian couples doing their best to ignore the poster and enjoy a bit of privacy.

…

B.t.w.: Anybody and everybody should feel very free to copy this poster, and post it wherever they want. I think the poster has potential to be an internet-meme. The full-size-picture is here.

Se også:

Jesus&Mo

Påbuddene om at tilbede guder, ofre og sone er placeret i de hellige skrifter af kloge mennesker, som ønsker at regere over andre mennesker. …

Dette er helt sikkert. Der findes ingen anden verden end denne!

Min indledning lyder ret ateistisk, ik´?

Godt så…

I den forløbne uge har Jyllands Postens viet spalteplads til fornuftige mennesker, som strides om religion på den eneste fornuftige måde; udveksling af ord. Inden jeg kommer med mine egne kommentarer, så tillad mig en kort opsummering af sagen, som den står.

Ateismen har rødder i Kristendommen?

Sognepræsten Bent Kim Jepsen fra Sabro melder at ateismen har rødder i Kristendommen:

Det er hårdt for ateister at erkende, at deres måde at tænke på forudsætter kristendommen. De vil så gerne se sig selv som enestående, uafhængige, fornuftige mennesker. Men de er hverken enestående, uafhængige eller videre fornuftige, når de nægter deres kristne rødder.

Ateismen har rødder i Grækenland?

I dagens udgave af Jyllands Posten svarer Kim Krüger fra Haderslev igen ved at informere menneskeheden om at at “ateistiske og sekulære idéer eksisterede længe før, Kristendommen, så dagens lys”. Så langt, så godt, så synd at han ikke stopper der:

Ateismen, Kristendommen og sekularisme har alle rødder i det gamle Grækenland.

Ateismen har rødder i Indien?

Ateismen har hverken rødder i Kristendommen eller det gamle Grækenland. Ateismen er et universelt fænomen, som er opstået uafhængigt i mange kulturer og i utallige menneskers sind. Indien har en rig ateistisk tradition, som går mindst 3.000 år tilbage. Det old-indiske sprog sanskrit er ikke alene det af oldtidens sprog, som har den mest omfattende religiøse litteratur, sanskrit har også den mest omfattende ateistiske og agnostiske litteratur. De to citater, som indleder dette indlæg, stammer fra den ateistiske skeptiker Jâvâli, som kom til orde i hinudernes hellige skrift Râmâyana for 2.500 år siden. Jeg er ret sikker på at det hverken er det gamle Grækenland eller Jesus Kristus, som kommer til orde igennem Jâvâli.

Ateismen har rødder i det menneskelige sind!

Fraværet af troen på en Gud er et universelt udbredt fænomen, optræder i mange kulturer og har sin rod i det menneskelige sind. Den måde du vælger at omtale (eller benægte) din ateisme er selvfølgelig kulturelt bestemt, men fraværet af tro på en bestemt tese om universets indretning er hverken et græsk, kristent, anti-kristent eller indisk fænomen. Ateismen er et menneskeligt fænomen.

3 vilkårligt valgte lavpunkter i Nobels Fredspris’ historie:

1993: Nelson Mandela får Nobels Fredspris; …og får besked om at han skal dele den med F.W. de Klerk.

1994: Yassir Arafat får Nobels Fre… Yassir Arafat får Nobels Fredsp… Okay, jeg kan ikke få mig selv til at skrive det, men I ved hvad jeg snakker om.

2009: Barack Obama får Nobels Fredspris på trods af at han aktivt fører to krige, og iøvrigt ikke rigtigt har opnået noget… endnu.

Derfor hungrer menneskeheden efter en fredspris, som der hersker respekt om. Derfor skuer menneskeheden i min retning i søgen efter svar. Jeg kan ikke skuffe menneskeheden, og derfor indstifter jeg med dette blogindlæg Jansens Fredspris.

Jansens Fredspris 2009:

Jansens Fredspris 2009 går til den indiske premiereminister Manmohan Singh.

I November 2008 blev Indien angrebet af terrorister med base i Pakistan. Det terrorangreb påvirkede mig personligt, da det foregik i “min baghave”, hvilket jeg blogger om her.

Indien havde ret til hævn. Indien havde ret til at forsvare sig selv ved at straffe terroristernes bagmænd. Indien havde ret til at svare igen med militære midler. Et utal af internationale ledere, en amerikansk præsident og en amerikansk president-elect forsikrede verdenssamfundet om at de anerkendte Indiens ret til at svare igen militært.

Manmohan Singh tog en dyb indånding…

Manmohan Singh tog endnu en dyb indånding…

Så erkendte han at hans folk og hans nation ville være de sande tabere, hvis han tog hele regionen til Helvedes forgård.

Så erkendte han at han ville spille fjendens spil, hvis han startede den krig som terroristerne tiggede ham om at starte.

Jeg forestiller mig at det kære, generte, snusfornuftige menneske gjorde sig et par nyttefilosofiske overvejelser, og med en parafrase over et gammelt BZ-slagord, så sendte han et signal om at Indien selv bestemmer, hvornår de vil slås.

Enhver idiot kan vælge en voldelig reaktion på en voldelig aktion. Det kræver koldblodighed og styrke at turde vælge en fredelig reaktion på en voldelig aktion

Derfor får Mahoman Singh Jansens Fredspris 2009.

Update:

Leder af Nobel-komitéen spørger: Kan I pege på nogen der har gjort mere end Obama?

Se også:

Terroren krydser mit spor

Livet triumferer over døden

Der sidder nogen iraker-nogen i en kirke og sådan nogen ting… Noget med asyl… Birthe Rønn-Hornbech… bla, bla, bla… Palænstinenserlov og sådan nogen ting… bla, bla, bla…

Efter denne grundige introduktion vil jeg, på indirekte opfordring fra Eksisterende Lotte, gå i detaljer med et enkelt aspekt af sagen.

Hvad nu hvis irakerne var din næste?

Folkehelten Naser Khader skriver på sin blog:

Det er aldrig retorisk kønt at sige, at ’der er nogle, der har det værre end Jer’.

Derefter fortsætter han i fuld fart derudaf med et indlæg, som hviler på det indlysende rigtige præmis at ‘der er nogle der har det værre end irakerne i kirken’.

Men hvad nu hvis irakerne var DIN NÆSTE?

Hvad nu hvis du følte dig kaldet til at tage dig af og elske din næste?

Organisationen Kirkeasyl har lavet en side om hvad DU kan gøre for irakerne. De har desuden lavet en ønskeliste på vegne af irakerne i kirken:

Politiken fortalte tidligere på dagen:

De Tamilske Tirgre har advaret om, at deres nederlag kun vil bringe en ny fase af guerillakrig med sig mod økonomisk sårbare mål i Sri Lanka. Det opfattes som en indirekte trussel mod turismen i landet, som regeringen håber kan opblomstre oven på krigens slutning, skriver Reuters.

Jeg befinder mig på Sri Lanka. Jeg skal se alle de store turist-mål over de næste 2 måneder. Det der med ‘trussel mod turismen i landet’ har vist noget med mig at gøre. Men det er ikke noget jeg behøver tænke nærmere over. De relevante tanker er for længst tænkt til ende.

Det er nemlig ikke første gang at terroren krydser mit spor

I dette stærkt personlige indlæg beretter jeg om mit personlige forhold til 5 af målene for angrebene i Mumbai sidste år.

Jeg har desuden boet på Krishna Lodge i Paharganj, New Delhi. Krishna Lodge befinder sig 20 meter fra det sted hvor en bombe sprang i 2005. 16 mennesker blev dræbt, og yderligere 46 blev dræbt af to samtidige bomber andetsteds i New Delhi. Jeg havde forladt hotellet to uger forinden.

Når jeg er i Mumbai tager jeg regelmæssigt lokal-toget op til Borivali. I 2005 blev 6 lokal-tog på linien mod Borivali bombet, da 7 bomber sprang rundt omkring på tog-nettet indenfor 11 minutter. 209 mennesker døde.

Terror er nærværende i mit liv.

Mine tanker om terror tager udgangspunkt i det forhold at 7 forskellige steder som jeg færdes regelmæssigt har været udsat for terror-angreb ved 3 seperate lejligheder indenfor de seneste 4 år. Indenfor de seneste 4 år er 347 mennesker døde pga. terror i min baghave.

Når jeg tænker på terror tænker jeg ikke på værn om abstrakte idealer, geopolitik, identitets-politik eller ‘oooh, oooh, oooh, det kunne teoretisk set tænkes at nogen en dag bombede Nørreport’. Terror er en konkret virkelighed som jeg er blevet nød til at tænke seriøst, langt og dybt over. Jeg er kommet til en konklusion.

Hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?

For nogen er spørgsmålet ‘…hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?’ ikke et spørgsmål der skal besvares. Hvis der er en signifikant terrorrisiko ved et turist-mål, så undgår man bare det turistmål. På den måde bliver ‘…hvad nu hvis’-spørgsmålet behændigt afværget. Jeg tror at der er mange som ikke har tænkt ‘…hvad nu hvis’-spørgsmålet til ende pga. sådanne afværgemanøvrer. Jeg har valgt at tænke spørgsmålet til ende.

…så hvad nu hvis?

Som sædvanlig er der en tilfældig komiker som bare prøvede at underholde sit publikum der er endt med at inspirere menneskeheden. Den klassiske engelske tv-serie Blackadder kulminerede med en sæson som udspillede sig i en skyttegrav under 1. verdenskrig.

På et tidspunkt får Captain Blackadder et uhyre relevant spørgsmål af Lieutenant George:

If we do happen to step on a mine, Sir, what do we do?

Det er jo egentlig det spørgsmål som jeg er konfronteret med i min evige faren til Indien. At blive udsat for et terror-angreb er fra et filosofisk perspektiv det samme som at træde på en landmine (på dette tidspunkt af læsningen tager Eksisterende Lotte sig sikkert til hovedet).

‘If we do happen to step on a mine, Sir, what do we do?’ og …hvad nu hvis jeg bliver udsat for et terror-angreb?’ må komme ud på et fedt.

Så hvad svarer Blackadder på løjtnantens  ‘…if we do happen to step on a mine’-spørgsmål?

Med en komikers bid og en munks visdom afleverer Blackadder dette uddødelige svar:

Normal procedure, Lieutenant, is to jump 200 feet in the air and scatter oneself over a wide area.

Ja, min forrige hilsen fra Indien blev altså ikke min sidste hilsen fra Indien i denne omgang. Dagen idag er bl.a. gået med at gå langs Den Bengalske Bugt. Chennai har en lang og latterligt bred strand, som leder ned til noget af det smukkeste vand man kan forestille sig (ens fantasi m.h.t. at forestille sig smukt vand er drastisk indskrænket efter at have studeret den snavsethed som gør sig ud for floder som Ganges og Hoogly).

Inderne elsker at bade. De e-l-s-k-e-r det. Forestil jer de begejstrede hvin som børn udgyder i en svømme-hal. Forestil jer så børn, unge og gamle hvine med samme intensitet og samme uhæmmede begejstring, og I har lydbilledet af en overfyldt indisk strand som bobler af menneskelig glæde, når den er allermest pjattet.

Den visuelle side er straks sværere at forestille sig. Men et gennemgående træk er fraværet af badedragter. Fint klædte damer i deres sarier kaster sig gladeligt ud i bølgerne, og vandrer derefter  smøret smilende rundt på stranden i deres drivvåde sari. Som altid gør inderne det de gør som om at det var den mest naturlige ting i verden (hvilket er en af de ting som de har tilfælles med ethvert andet folk som nogensinde har betrådt denne jord). Alt dette fører mig frem til den skygge af en pointe, som retfærdiggører dette indlæg:

Jeg har tidligere anbefalet Charles Allens The Buddha and The Sahibs; et lille mesterværk om de britiske orientalister som genopdagede de mange steder i Indien som er knyttet til Buddhas liv. Et af de charmerende træk ved bogen er at han formår at krydre den overordnede historie med en masse detaljer vedrørende disse orientalisters farverige og excentriske personligheder.

Idag ville mange af os mene at den indiske ‘fuldt påklædt og hovedet ned i vandet’-metode er udtryk for en mådehold og blufærdighed, som er fjernt fra danske badedragter, bikinier og det der er mindre. Men sidst i 1700-tallet repræsenterede sarien noget af det mest vovede som en vesterlænding kunne håbe at se.

Den britiske general Charles ‘Hindoo’ Stuart (om hvem det rygtedes – muligvis med rette – at han var overbevist hindu) var en af disse herrer som var betaget af sarien. Det fik ham til at komponere en række kontroversielle læserbreve til Indiens engelsk-sprogede aviser, hvor han opfordrede de britiske kvinder til at droppe deres korset og hel-dragter til fordel for sarien. Helt specifikt så han indlysende fordele ved at lade de britiske kvinder bade iklædt en sari, som efterfølgende vil klæbe sig til kroppen og dermed udstille ‘those charms that the bounty of heaven hath bestowed’.

‘Had I despotic power, our fair ones should soon follow the example, being fully persuaded it would eminently contribute to keep the bridal torch for ever in a blaze…’

200 år er gået. Den vesterlandske bademode har ændret sig, og det har den indiske bademode ikke. Jeg sværger at ‘those charms that the bounty of heaven hath bestowed’ er de sidste ord jeg ville forbinde med de på anden vis charmerende inderes bademode.

Men det giver et fint billede på 1700-tallets puritanisme relativt til det 21. århundredes frimodighed at den indiske bademode – denne ene konstant – er gået fra at være et billede på frimodighed til et billede på mådehold og blufærdighed.

Det har vaeret et par haarde dage med madforgiftning, diarre, kvalme, anti-biotika, symptomer paa indtag af anti-biotika, aflyst Rajgiri-tur, og det store hug fra Bodhgaya over Calcutta til Chennai (ca. 32 timer i tog med et enkelt afbraek). Men jeg har det fint nu.

Natten til iovermorgen flyver jeg til Sri Lanka, hvor jeg paabegynder et stoerre skrive-projekt.

En sidste bemaerkning fra det indiske skal I dog have med:

I Calcutta har der ‘altid’ vaeret et staerkt kommunistisk parti, og derfor var det ogsaa et spoergsmaal om tid foer det begyndte at afspejle sig i vejnavnene.

I 70′erne fik en lang raekke veje, der oprindeligt var opkaldt efter kolonitidens britiske koryfaeer, nye navne. Frihedshelte som Dr. Martin Luther King Jr. og B.R. Ambedkar fik fortjent veje opkaldt efter sig. Det er lidt mere tvivlsomt om det ogsaa var en god ide med en Lenin Sisani.

…en af de veje der skulle have et nyt navn havde en enkelt prominent beboer: Det Amerikanske Konsulat i Calcutta. Hvad kunne man mon finde paa at kalde den vej, hvor kommunismens aerkefjender havde deres hoejborg? I 70′erne var der kun et rigtigt svar, og derfor har konsulatet idag foelgende adresse:

Consulate General of the United States of America
5/1, Ho Chi Minh Sarani,
Kolkata - 700071,
West Bengal, India.

Se det er god vejnavne-humor…

Jeg befinder mig i Bodhgaya. Det er her at Buddha opnåede oplysning, og det regnes af mange buddhister (og ikke så få ikke-buddhister) som det helligste sted på jorden. Så langt, så godt…

Ikke alle årene har været lige gode ved Bodhgaya. Anti-buddhistiske ikonoklaster har med ujævne mellemrum vandaliseret de templer der blev oprettet på stedet. Dety værste øjeblik kom ca. 1.500 år efter Buddhas død. Nogle muslimer forbi, myrdede de tilbageblevne munke og brændte en masse bøger. Det var en ren massakre. …men som en stor filosof engang sagde: Shit happens.

Idag kalder den lokale moské til bøn 5 gange om dagen (det er 5, right…?). 5 gange om dagen blæses Allah Uh Akbar -remsen udover de mediterende, bedende, beundrende buddhister og andet godtfolk. Minareten står lige ved siden af Maha Bodhi-templet. Der er to grunde til at det er dårlig minaret-kultur:

1. Det er dårlig stil at kalde til bøn udover et sted, hvor blodet flød i Islams navn. Jeg ville aldrig bede et menneske ‘bøje hovedet i skam’ over synder han ikke har begået. Men jeg synes at det er rimeligt at bede et medmenneske ‘bøje hovedet i respekt’ for ofrene. Nutidens muslimer bør ikke miste deres ret til at være muslimer pga. fortidens muslimske synder. Men er det virkeligt for meget at forlange at de finder en måde at være muslimer på, som ikke involverer at pege en højtaler ned mod slagtebænken, og blæse Allah Uh Akbar, Akbar Allah… for alt for fuld styrke?
2. For mange buddhister er Bodhgaya det allermest hellige sted i universet. Mange buddhister besøger det én gang i deres liv, og de går tydeligvis til oplevelsen med en andægtighed som er rørende. Kan en gruppe fredelige, ældre burmesere på deres livs rejse ikke få lov at oplevede deres fredelige religions mest hellige sted i fred? Er det virkeligt en stor undladelsessynd at undlade at messe Allah Uh Akbar, Akbar Allah… for dem? …seriøst; ville det være et problem, hvis denne ene minaret på denne ene moské fik amputeret sin højtaler? Er det for meget at bede ydmygt om?

Det skal ikke være så surt det hele, derfor…

God Minaret Kultur

Pakistan, 1997. Vist nok Gilgit, men ihvertfald et sted langt mod nord. Undertegnede, 4-5 bjergebestigere under forberedelserne til en mission og 4-5 rejsebumser sidder i det lokale hotels have. Folk drikker deres te, og diskuterer hvad der er mest meriterende; hash-rygning eller bjerg-bestigning. Vi blev vist ikke enige den dag. Pludseligt kommer der knitrende lyde fra minareten 200 meter nede af vejen;

Allah Uh Akbar… etc.

…men vi får ikke hele smøren, men blot en båndoptagelse med åbningen afspillet 3-4 gange. Mellem afspilningerne justeres der på lyden. Da seancen er slut, og lyden er indstillet tilfredsstillende, kommer disse gyldne ord fra minareten:

…hello foreigners …hello foreigners …I can see you, but you can’t see me …I can see you …you are sitting in the garden.. … … …Have a nice day!

Se det er god minaret-kultur.

Det seneste skud på denne blogs feature-stamme er ‘Dagens Skilt’. Præmisset for ‘Dagens Skilt’ er  at de skilte, vægmalerier, plakater m.m. som man møder på vej gennem et land kan sige en masse om sindelaget, styreformen, brudlinier, trafikkulturen o.l.

Dagens Skilt

Der er mange ting man ikke må i Indien. F.eks. Må man ikke ryge på toget:

Man må heller ikke bære sko i den nederste del af Bodhgayas Maha Bodhi Tempel:

…og for at understrege at inderne mener det alvorligt, så truer de med en bøde på…

vent på det…

11 KRONER!!!

Det siger meget om, hvor billigt det er at leve i Indien at 11 KRONER er et beløb som kan bruges til at skræmme folk ind på dydens smalle sti.

Eksisterende Lotte muserer her over Indiens-farendes muligheder for adgang til internettet. Til gavn og glæde for eventuelle læsere som overvejer en rejse til Indien, tillad mig at præsentere: Betragtninger om internet-forholdene i Indien. Slet skjult bagtanke: Med overstående overskrift må indlægget formodes at blive googlet af folk med personlig interesse i emnet.

Betragtninger om internet-forholdene i Indien.

Der er internet-caféer i alle større byer, alle turist-centre og de fleste mindre byer. Alle områder med en høj koncentration af billige hoteller har en høj koncentration af internet-caféer. Du skal ud på landet for at være afskåret fra offentlig tilgængelig internet-adgang. Priser varierer fra 2 kroner i timen til 5 kroner i timen (den dyre pris finder du kun dyre steder som Mumbai). Det er simpelt og billigt at komme på internettet, men…

Forbindelser har et ry for at være rådne.

Det er gået ekstremt langsomt på hver eneste indiske internet-café som jeg nogensinde har besøgt. Dertil kommer vedvarende problemer med applications som skal forceres til at slukke, ofte bedst som man har skrevet en længere smøre. I lighed med de fleste turister (og mange lokale) har jeg formodet at forbindelsen var ansvarlig. Men jeg er blevet klogere…

På denne rejse har jeg min MacBook med.

De fleste internet-caféer tillader at man forbinder sin egen computer med internettet. Gør man det, og har man en computer der iøvrigt fungerer upåklageligt, så går alting pludselig som en leg. Dette gælder også på de tidspunkter, hvor sidemanden frustreres over ‘forbindelsen’.

Konklusion:

Hvis du vil tjekke mails, tjekke fodbold-resultater eller sende en hilsen på Facebook, så giver Indien dig rig mulighed for det. Hvis du vil arbejde seriøst med internettet, så bliver du nød til at medbringe dit eget værktøj.