Kristeligt Dagblad har skrevet en artikel om Peter Vandgaard, som stiller op for Dansk Folkeparti til Kommunalvalget på Frederiksberg. Men det er ikke hans vagt formulerede politiske idéer, som er interessante for denne blogger, men snarere en særlig eftermiddag i 1986.
Peter Vandgaard var et ikke-religiøst menneske, lige indtil hin skæbnesvangre øjeblik:
Hans hustru havde netop født deres tredje barn, en datter ved navn Anna. Og en eftermiddag, da Peter Vandgaard sad i sofaen og så tv, hørte han pludselig en stemme.
Den sagde: “Anna skal døbes. Anna skal døbes”. Tre gange hørte jeg det. Jeg fandt straks telefonbogen frem, fandt nummeret på præsten og sagde til ham, at vi gerne ville have Anna døbt. At vi alle sammen gerne ville døbes, fortæller han.
Hvis jeg har forstået forløbet korrekt, så lyd-hallucinerer Peter Vandgaard, og konkluderer på den baggrund at et omnipotent væsen giver ham instrukser. Peter Vandgaard følger disse instrukser, og tager samtidigt hele sin familie til indtægt for hans nyfundne religiøse overbevisning (jf. de gentagne referencer til “vi”). Det rejser en hel del spørgsmål:
- Hvorfra vidste Peter Vandgaard at “vi” gerne ville have Anna døbt?
- Kunne det ikke tænkes at de andre individer, som udgør “vi” havde en mening om, hvorvidt Anna skulle døbes?
- Hvorfra vidste Peter Vandgaard at “vi alle sammen” gerne ville døbes?
- Kunne det ikke tænkes at de andre individer, som udgør “vi alle sammen” havde selvstændige tanker om Kristendommen?
- Er det patriarken alene, som afgør hvad “vi” ønsker?
- Hvorfor reagerer en præst på en “jeg hører Guds stemme og jeg følger hans instrukser”-opringning ved at bekræfte manden i den anden ende af røret i at lyd-hallucinationens befalinger skal følges?
- Var der nogen der sagde til Peter Vandgaard at hans læge måske også ville være interesseret i at høre om hans oplevelse med stemmen?
- Hvad hvis stemmen havde sagt “Anna skal dræbes”?
Reality-check
Peter Vandgaard lever i et oplyst samfund, og han burde vide bedre end at træffe livsbeslutninger på baggrund af det, der i den nærværende gengivelse, mest af alt minder om et psykotisk moment (og nej; det skriver jeg ikke fordi Peter Vandgaard lyd-hallucinerer, men fordi han adlyder ordrer fra hans hallucination).
Konklusion:
Hvis du møder et menneske, som blindt følger ordrer fra stemmer i deres hovede, så prøv at få dem til at dele oplevelsen med deres læge eller anden fagperson. …og ja; det råd gælder også for præster, som savner kunder i butikken.
Døbefonden går ingen vegne, og den venter gerne på en læges udredning.
M.h.t. dåben i al almindelighed:
Mine far og mor havde gode, sunde værdier, som de ønskede at videreformidle til mig og min søster. Det gjorde de igennem tålmodig indoktrinering [læs; opdragelse], og med et håb om at vi ville tage værdierne til os. De gjorde det ikke ved rituelt at erklære overfor et sekterisk kollektiv at vi skulle opdrages til at være demokratiske, socialt ansvarlige, solidariske mennesker, og fra denne dag frem ville kendes af kollektivet som “demokratiske børn” eller “socialdemokratiske børn”.
Dåben er præcis lige så ulækker en idé, som baby-medlemskaber af Socialdemokratiet. At kalde sit barn for et “kristent barn” er moralsk ækvivalent til at erklære at “en socialdemokrat er kommet til verden” efter en fødsel.
Hat-tip:
tavsen
