Lotte har blogget Anden Mosebogs første 11 kapitler, og hendes bloggerier kan læses i dette indlæg. Jeg har selv blogget om den samme passage, og mit indlæg kan læses her:

Anden Mosebog: Israelitternes trældom og senere udfrielse

Herfra giver jeg ordet til Lotte:

Gud, konge og mangel på fædreland – Fra polyteisme til monoteisme.

Slave, Hebræer, Prins af Egypten, grundlægger af den monoteistiske gudsopfattelse, der findes næppe en historie, der er genfortalt mere massivt end beretningen om Moses.

Fra tegnefilmen The Prince of Egypt:

-til The Ten Commandments, hvor Charlton Heston giver den i rollen som Moses:

Sidstnævnte er afgjort et bekendtskab værd, alene special effect delen er en sand fornøjelse i filmhistorie, og intet bliver overladt til tilfældighederne, når overgangen fra polyteisme til monoteisme i jødedommens historie bliver medieret af Moses, der over sig har den almægtige Jahve, der bestemmer, betvinger og besætter alt fra naturens kræfter til tempoet på Faraoens vilje og overgivelse med henblik på total underkastelse fra hebræer såvel som ægypter.

Udgangspunktet er israelitternes trældom i Ægypten, hvor efterkommerne af Jakob føder mangfoldigt. Af skræk for at komme i undertal, beordrer Farao ethvert israelitisk drengebarn slået ihjel ved fødslen. Et barn af Levis slægt bliver sat i en kurv på Nilen og findes af Faraoens datter:

”Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses” [Anden Mosebog kap. 1 v. 10].

Tiden går Moses vokser til, og viser sig med sans for det folk, han blev født af. Moses slår en ægypter ihjel, og flygter i frygt for Faraoens hævn til Midjan, hvor han gifter sig med præstens datter og får en søn. Som hyrde for sin svigerfar Jetro begiver Moses sig ud i ørkenen, hvor han kommer til Guds bjerg Horeb hvor han overfor en brændende busk hører Guds stemme:

”Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” [kap. 3. v. 6]

Gud bedyrer, at han har set folkets lidelse under Faraoen og vil udfri dem til et vidtstrakt land, hvor mælk og honning flyder. Moses skal, udstyret med evnen til at udføre undere så enhver overbevises om Guds almægtighed, vende tilbage til Ægypten og bede Faraoen folket fri.

”Jeg kender ikke Herren, og vil ikke lade israelitterne gå” [kap. 5 v. 2,3], Faraoen adlyder ikke, som Moses befaler, men straffer i stedet hebræerne med strengt arbejde og prygl. Slægten fortsætter med at vokse og Moses går igen med sin bror Aron til Faraoen, hvor han endnu engang befaler folket frit. På Guds ordrer kaster Moses sin stav, der bliver til en slange, vismænd, troldmænd og Ægyptens mirakelmagere gør ham kunsten efter, og Faraoen fastholder, at han ikke vil sætte israelitterne fri.

Fra slanger til 10 plager: blod, frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke og drab på Ægyptens førstefødte slutter kapitel 11 samme sted, som kap 1 begyndte: Ethvert forsøg på at vise en tilsvarende magt virker for mirakelmagere, hoffolk og vismænd, indtil Moses på Guds ordre lader Ægyptens førstefødte dø. Faraoen overgiver sig og sætter folket frit, som Moses har befalet på vegne af Gud.

Kap. 1-11 i Anden Mosebog er ikke nærig med blod, piner og plager, og der optræder alt rigeligt i bloddryppende beretninger, der nødvendigvis må lade enhver idé om den senere forestilling om den kristelige Gud falde til fordel for en forestilling om, at Guden er både ond og god. I og med Anden Mosebog falder polyteismen til fordel for monoteismen, der etableres et tegn til jøderne: omskærelsen, der senere overtages indenfor Islam, endelig fejes enhver form for mirakelmageri af banen, magten tilhører alene Jahve og en gigant religion etableres. Tre af verdens største religioner: jødedom, kristendom og islam har alle denne forestilling om den ene, almægtige Gud til fælles. Kristendommen udmærker sig senere ved at inkludere treenigheden i skikkelse af; Faderen, Sønnen og Helligånden – ikke desto mindre påberåber alle religioner sig cirka samme historie som deres unikke udgangspunkt nemlig beretningen om Moses og dennes meritter i forhold til at kunne tale med Gud.

Hvem bliver dæmonsieret?

Først et par søgeresultater via google:

dæmonisering 21.800 hits
dæmonisering muslimer 20.100 hits

Når man søger på dæmonisering & muslimer drejer de første 10 henvisninger – inklusive henvisningen til dendanskeforening.dk – sig alle om dæmonisering udøvet mod muslimer, ikke om dæmonisering udøvet af muslimer. Rundet af til nærmeste hele tal, vil man sikkert finde at 10 ud af 10 hits blandt disse 20.100 har muslimer i rollen som ofre for dæmonisering. Blandt de 21.800 hits på ordet dæmonisering vil 9 ud af 10 have muslimer i rollen som ofre for dæmonisering.

Hvad dæmonisering nu end består i, kunne man få det indtryk, at det er noget der næsten kun overgår muslimer.

Men hvad betyder dæmonisering?

Rune Engelbreth Larsen, der lader til at være en vaskeægte connisour, har begået et indlæg med titlen: ”Forskellen på at dæmonisere og debattere” Her kan man læse at muslimer bliver dæmoniseret ”over én kam”, dæmoniseret ”kollektivt”.

Det er sikkert for at modvirke dæmonisering, at Jørgen Bæk Simonsens insisterer på at muslimer er helt vildt forskellige, ikke udgør en monolitisk enhed osv. Så ivrig er islamforskeren, at han fuldstændig har opløst sit forskningsområde i forskelligheder, og i lighed med Tim Jensen konkluderer at ”islam slet ikke findes”.

Advarsler mod at dæmonisere muslimer optræder typisk i kølvandet på svinestreger begået af muslimer, og det er ”advarsler” vi oftere og oftere konfronteres med.

Naturligvis bør vi ikke opfatte alle muslimer som identiske, og slet ikke med den sidste nye terrorist på forsiden af ekstrabladet. Muslimer er også mennesker, og som sådan har de hver især en unik identitet og en individuel opfattelse af deres religion. Det er så sandt, som det er hamrende banalt…

Men hvor tit kan man læse eller høre en opfordring til ikke at skære alle nazister over én kam, til at betragte nazismen som en kompleks politisk størrelse, en politisk bevægelse hvis mere eller mindre frivillige aktører havde vidt forskellige idealer og motiver?

Betonkommunister synes f.eks. at have langt lettere ved at distancere sig fra deres ”ideologiske kampfæller”, end politikere med en ”mindre international” orientering.

Nazismen var modbydelig, nazisterne var onde, og deres medløbere kan aldrig tilgives. Færdig basta!Den mindste lille sprække i det blinde had til nazismen og alt dens væsen, kan kun tolkes som brune tilbøjeligheder eller det der er værre. Så slår den indre selvfede basunengel syv kors for sig, og man tager behørigt afstand fra den formastelige, der f.eks. kan finde på at skelne mellem besættelsesmagt og værnemagt.

Men det blinde og udifferentierede had er et meget alvorligt problem, for så forstår man nemlig ikke sin fjende. Forståelse for fjenden er ikke at fraternisere med fjenden. Glem alt hvad psykologer og sociologer prøver at bilde os ind om forståelse. De aner ikke hvad de taler om. Forståelse for fjenden er at kende fjenden på godt og ondt. Forståelse for fjenden betyder at man kan genkende fjenden, så man kan nedkæmpe fjenden, og ikke behøver at kæmpe mod andre end fjenden.

En historieløs efterkrigstid har lært at hade nazismen, men den aner ikke hvad det er den hader. Udover hagekorset, SS runerne og et karakteristisk overskæg, har den ikke ret mange pejlemærker at orientere sit had efter. Det er derfor fascister i dag kan kalde sig anti-fascister, uden konstant at blive mødt med den hånlatter som de fortjener.

Nazismen var ikke lige elsket og udbredt blandt alle dens tjenende ånder, det være sig i SS, Gestapo, NSDAP, hæren, flåden, luftvåbenet, diplomatiet, i koncentrationslejrene, på fabrikkerne, eller i andre dele af det stortyske civile liv. Nogle blev nazister fordi de var ekstremt nationalistiske, nogle fordi de var ekstremt socialistiske, nogle fordi de hadede bøsser, nogle fordi de var bøsser, nogle fordi de var ekstremt racistiske, og mange andre alene fordi så mange andre blev det.

Der var fandens til forskel på hvor man kom under tysk besættelse. Voldtægt og plyndring har op gennem historien været blandt de sejrrige soldaters belønninger for veludført arbejde, og den tradition videreførtes af tyskere på Østfronten, men i Paris f.eks. gjaldt helt andre regler. Kort efter at byen var indtaget, dømte den tyske hær to af sine soldater for voldtægt og henrettede dem. Det besatte Danmark kaldtes af mange tyskere for flødeskumsfronten, og set med militærhistoriske briller var besættelsen af Danmark blandt de allermindst grusomme.

Historiske facts kan være umådeligt politisk ukorrekte.

De fleste ordbøger definerer dæmonisering som det at gøre til en dæmon/djævel, og den definition er ikke meget bevendt i forhold til at forstå brugen af ordet. I de fleste tilfælde hvor ordet dæmonisering optræder, synes ordet at dække over to anklager:

1. at alle medlemmer af en gruppe gøres identiske.
2. at medlemmernes kollektive identitet bliver tegnet af dets mindst sympatiske medlemmer.

Bliver muslimer dæmoniseret?

Utvivlsomt, men slet ikke i den udstrækning som søgningerne via Google lod antyde.

Bliver nazister dæmoniseret?

Big time! Og givetvis fordi det ikke ligefrem er opportunt at ”forstå” nazister.

Kudos til ”Peter Tudvad”!