RettighedsAlliancen har udsendt en række reklame-spots under temaet ‘Drop Kopierne, Bevar Originalerne’. De små film er lavet af Søren Fauli (‘oh, how the mighty have fallen’), og de har alle følgende plot. Kendt dansker fra filmbranchen (Sofie Gråbøl, Nicholas Bro, Paprika Steen, Søren Fauli selv) træder ind i en butik. En af butikkens medarbejdere træder op til kendissen og begynder at skamrose vedkommende og vedkommendes værker. Midt imellem al rosen får medarbejderen nævnt, at de ejer den seneste DVD fra den danske kendis, og straks begynder butikkens øvrige personale at bede om kopier. Medarbejderen forsvarer sig med at ‘det bare er nogle kopier til vennerne’, hvilket får kendissen til at forlade butikken, men på vejen ud stjæler kendissen et par produkter, mens det højlydt erklæres at butikstyveriet ikke er en straffelovsovertrædelse, men bare ‘er et par kopier til vennerne’.
En af filmene kan ses på RettighedsAlliancen hjemmeside her. De film er så latterlige, at RettighedsAlliancen nu officielt er Danmarks mest latterlige alliance (og det siger vist ikke så lidt). Jeg har lavet en Top 8 over, hvad der er galt med de film.
8. SKAL DET FORESTILLE EN KAMPAGNE FOR ORIGINALITET?
Dette er kampagne for ORIGINALER, det er en kampagne mod KOPIER. Hvis der findes en mindre oplagt måde at kæmpe for originaliteten i den danske filmbranche på end DKBO-filmene, så har jeg ikke fantasi til at forestille mig den. Man har inviteret en masse af landets mest kendte skuespillere og instruktører til at indspille den samme film, med den samme vittighed, med det samme argument, med den samme moralske pointe, med den samme timing og med det samme slogan? Dette slogan er ‘Drop Kopierne, Bevar Originalerne’. Er der virkeligt ikke en eneste person involveret med RettighedsAlliancen, som kan se hvor ironisk det er at smide lige netop det slogan på de film?
7. ER DET EN DANSK FILM VI SNAKKER OM?
En sekvens der gentages i samtlige film er, at en af butikkens medarbejdere udtrykker sin begejstring for en dansk skuespiller og et af vedkommendes værker. Derefter er der 3 andre medarbejdere i butikken (det er altid 3, for alle ved at 3 er det mest originale tal), som med det samme insisterer på, at de skal have lavet kopier af filmen. Måske er det fordi jeg kommer i nogle underlige kredse, eller måske er det fordi at jeg ikke kommer i tilstrækkeligt underlige kredse, men jeg har svært ved at forestille mig nogen situation, hvor en offentlig erklæring om at jeg ejer en DVD med Paprika Steens seneste film medfører at 3 mennesker omkring mig (hver eneste person der hører erklæringen om min seneste DVD-erhvervelse) øjeblikkeligt insisterer på at få kopier af Paprika Steen-filmen. Lever den danske filmbranche virkeligt i den vrangforestilling, at samtlige mennesker ønsker kopier af de seneste værker fra Sofie Gråbøl, Nicholas Bro og Paprika Steen?
6. EN BLIND OG TANDLØS VERDEN
Er reklamens moralske budskab ikke at tage et øje for et øje, og en tand for en tand? Hvis du slår først, så slår jeg igen. Som Gandhi engang sagde ‘an eye for an eye makes the world go blind’. Det underliggende moralske budskab i filmene er helt hen i vejret. I det hele taget har filmbranchen ikke indtaget et moralsk højdedrag, som gør det muligt for dem at belære andre om etik. Ikke alene er den danske kulturbranche på bistandshjælp, der findes også utallige historier om udbyttelsen af ‘runnere’ (stik-i-rend-drenge), statister og andre arbejdere nederst i filmbranchens fødekæde. Nordisk Film reklamerer på deres hjemmeside om at statister arbejder ulønnet, men ‘får en gave som tak for hjælpen’ og desuden deltager alle statister i lodtrækningen om et rejsegavekort (jeg tager ikke pis på jer, det står her). Runnere arbejder ofte gratis. Hos Zentropa skal man arbejde gratis i 6 måneder for at blive optaget på deres ’småtte’-uddannelse. Vi snakker om folk der udfører uundværligt arbejde for filmbranchen. Hvis flmbranchen behandler vigtige medarbejdre på den måde, så skal filmbranchen ikke belærer andre om, hvordan de skal behandle filmbranchen.
5. DER PRÆDIKES TIL KORET
Hvor har RettighedsAlliancen så tænkt sig at fremvise de film? Hvor fremfører de deres budskab? Jo, det har de tænkt sig at gøre igennem ‘informationsmaterialer i CD- og DVD-butikker, trailers i biografer og på DVD’er’. Med andre ord, så vil de placere opfordringen til at respektere vores forældede copyright-lov alle de steder, hvor copyright-tilhængere søger kulturoplevelser. I biografen har man betalt penge til copyright-indehaverne. Når man køber en DVD har man betalt penge til copyright-indehaverne. Når man downloader en film eller kopierer den, så kopierer man ikke den fil hvor Søren Fauli spiller fornærmet over at en af hans fans vælger at dele de informationer hun har købt adgang til med hendes kollegaer. Det bør retfærdigvis siges, at RettighedsAlliancen også giver udtryk for at de vil sprede budskabet gennem banner-reklamer, jeg har bare endnu ikke set nogle af disse bannere. Så indtil videre prædikes der for koret.
4. VI HAR HØRT JER… ALLE HAR HØRT JER!!!
Det er et ofte gentaget argument, at fildeling er en form for tyveri. Det ses i de klassiske ‘Du ville ikke stjæle en bil… Du ville ikke stjæle en ukulele… Du ville ikke stjæle et baobab-træ… Hvorfor så stjæle en film?’-spots. De fleste fildelere anerkender ikke dette argument. Hvad gør RettighedsAlliancen så? De gentager argumentet med fornyet styrke, fornyet intensitet og måske endda fornyet tro på at denne gang trænger budskabet igennem. Men når nu fildelerne synes kollektivt at have afvist det argument, hvorfor så ikke prøve med nogle ORIGINALE argumenter, i stedet for bare at KOPIERE de samme gamle argumenter igen og igen? Det kunne være, at RettighedsAlliancen kunne trænge igennem, hvis de anlagde nye vinkler på debatten. Men det ikke særligt originale ‘fildeling er tyveri’-argument kommer de ingen vegne med, fordi…
3. FILDELING ER IKKE TYVERI
Fildeling er nemlig fildeling. Tyve omfordeler produkter som der er en begrænset mængde af, fildelere mangfoldiggør produkter så der bliver en potentielt ubegrænset mængde af produktet. Når man deler filer, så svarer det til at fortælle modtagerne hvilke koder som de skal skrive på deres hard drive for at skabe et bestemt kulturprodukt. Fildelerne laver altså selv deres kopier af produktet. I DKBO-filmenen så laver Fauli, Bro, Gråbøl etc. ikke deres egne kopier, men går ind i en butik, og begynder at tage ting ned af hylderne. Der er altså en væsensforskel på at stjæle en saltbøsse i en butik, og at manipulere sit hard drive i overensstemmelse med informationer som man selv har opsøgt. RettighedsAlliancen ønsker at bestemme hvilke oplysninger danske kulturforbrugere opsøger på internettet (eller køber på DVD), og hvordan de bruger disse oplysninger til at manipulere deres eget hard drive i deres private hjem. Det er så ekstremt et indgreb i privatlivets fred, at det kun kan retfærdiggøres i forbindelse med distributionen af pædofil porno eller lignende vederstyggeligheder.
2. FEJ FOR EGEN DØR FØRST
RettighedsAlliancens mål er ‘et dansk samfund, hvor ophavsrettigheder og dermed beslægtede rettigheder respekteres, og hvor brugerne betaler for den indsats, der ligger bag de kulturprodukter, der kommer på markedet.‘ Det er klart, at for at nå dette mål, så skal fildeling stoppes. Det har RettighedsAlliancen så iværksat en kampagne for. Men for at nå målet om at brugerne betaler for kulturprodukterne, så skal vi også stoppe overførslen af penge fra skatteborgerne til kulturlivet. Sandheden er jo, at det i dag ikke er brugerne alene som finansierer kulturprodukterne, vi støtter filmbranchen gennem 50/50-ordninger, vi kaster 500 kroner i nakken på enhver der sætter sig ind i Det Kongelige Teater, vi uddanner skuespillere, musikere, kunstnere m.m. for skatteydernes penge, vi betaler ‘poll tax’ til Danmarks Radio. Heldigvis kan kulturbranchen allerede nu tage væsentlige skridt i retning mod et samfund hvor ‘brugerne betaler for den indsats der ligger bag de kulturprodukter der kommer på markedet’. Hvis kulturbranchen virkeligt mener det alvorligt, så kan de lade være med at søge om offentlig støtte til deres kulturprodukter. Men de mener det ikke alvorligt, det er bare en smart frase. Det er bestemt ikke den danske kulturbranches ønske at kultur skal være bruger-finansieret, og det er hyklerisk at påstå andet. Og hvis brugerne skal betale for produktet, hvem er så den væsentligste bruger? Hvem har haft mest sjov og fornøjelse af kulturproduktet? Det er forhåbentligt kunstneren selv, som er den første og mest entusiastiske bruger af kulturproduktet. Hvilket fører os til…
1. HVAD ER DER EGENTLIG GALT MED AT VÆRE EN FATTIGRØV?
Hvis man ser Martin Scorsese’s dokumentar-film om Bob Dylan og hans inspirations-kilder ‘No Direction Home’, så lærer man bl.a. Woody Guthrie at kende. Han var et kreativt menneske, han var også en fattigrøv til den dag han døde. Han var ellers en af de første amerikanske kunstnere, som tog copyright på hans kulturprodukter. I 1930′erne blev hans sang-tekster distribueret med følgende note nederst på siden: ‘This song is Copyrighted in U.S., under Seal of Copyright #154085, for a period of 28 years, and anybody caught singin it without our permission, will be mighty good friends of ours, cause we don’t give a darn. Publish it. Write it. Sing it. Swing to it. Yodel it. We wrote it, that’s all we wanted to do.’ Jeg kender meget lidt til Woody Guthrie, men jeg tror at han havde lidt den samme erkendelse, som jeg også har gjort mig; der er ikke noget galt med at være en fattigrøv. Selvfølgelig er det en lorte-situation at være i i Somalia, Indien eller Honduras, hvor sulten aldrig er langt væk for de fattigste folk. Men får man mad i maven, tøj på kroppen og lidt fri tid og frihed til at se lidt af verdenen, så er det ikke slemt at være en fattigrøv. Den erkendelse bliver det danske kulturliv nok nød til at tage til sig. Det er et enormt priveligium at få lov at arbejde kreativt, skabe film, skrive bøger, lave digte, spille skuespil, synge, jodle, wrestle, danse eller spille el-guitar foran et publikum. Hvis dit liv er så velsignet at du har mulighed for at optræde med det du elsker foran et pblikum, har du så virkeligt brug for en bugnende bankkonto for at være glad? Hvorfor kan kulturbranchen ikke bevæge sig derhen, hvor de gladeligt kan istemme sig Woody’s vise ord: ‘We wrote it, that’s all we wanted to do.’
Jeg får ikke penge for at skrive denne blog, ‘I wrote it, that’s all I wanted to do.’
