Bohemian Rhapsody

En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.

Hvem ellers?

Blæksprutten er en fast feature i Weekendavisens sektion om Bøger. I denne uge er Blæksprutten skrevet af Klaus Rothstein, og i anledning af “forlagenes efterårsprogrammer”, så “fortsætter vi orienteringen om nogle af de bøger, vi skal læse, prise eller afvise i de kommende måneder.”

Nu skal man enten være professionel anmelder eller ualmindeligt aktualitets-fetichistisk, hvis man vil lade forlagenes efterårsprogrammer influere ens læsning, men… Fred, frihed og lykke være med det.

I dag åbner vi med lyrikken…

“I dag åbner vi med lyrikken” er en af den slags sætninger, som normalt kan få mig til at råbe “i dag lukker vi avisen” ud i rummet, men af svært ransaglige årsager læste jeg videre. Min indsats blev belønnet med et guldkorn ud i genren what the fuck!?!

Tiderne Skifter disker også op med noget så sjældent som udenlandsk lyrik i dansk gendigtning. Janina Katz har oversat polske Ewa Lipskas I Herberget Europa.

Nu er der sikkert en god grund til at udenlandsk lyrik i dansk gendigtning er sjældent. Udbud og et-eller-andet… Den disksussion er dog ikke mit ærinde her.

Rothstein mener ikke alene at Weekendavisens læsere er interesserede i at læse om en polsk digter, som har gendigtet en anden polsk digters værk. Nej, Rothstein føler sig tillige tryg ved at forudsætte at hans læsere har en for-forståelse for emnet. Den overstående sætning lyder nemlig i sin oprindelige version:

Tiderne Skifter disker også op med noget så sjældent som udenlandsk lyrik i dansk gendigtning. Janina Katz – hvem ellers – har oversat polske Ewa Lipskas I Herberget Europa.

WHAT THE FUCK!?!

*****

Læserne introduceres for tre koncepter, som de skal jonglere; a) Janina Katz, b) Ewa Lipska, c) I herberget Europa (tilsyneladende en digtsamling).

Læserne forventes at betragte disse koncepters indbyrdes relation, som værende en forudsigelig konsekvens af at koncepterne er sammenbragt.

Forudsigeligheden ikke bare er forudsigelig, men ligefrem så forudsigelig at Rothstein kan underholde sine læsere med et retorisk spørgsmål, som er baseret på en for-forståelse af at vi alle er indforståede med denne forudsigelighed.

Vi snakker om en polsk digters gendigtning af en anden polsk digters værk.

Inspireret af denne tråd hos Betydningsfulde Ulla kommer her en ‘ikke så meget bullshit’-liste over 12 journalistiske, litterær-journalistisk, essayistiske eller biografiske værker, som jeg vil anbefale mine læsere. De er underholdende, oplysende, ikke-fiktive og de har intet (eller meget lidt) med Islam at gøre (…det ville nemlig være en helt anden liste).

Nr. 12

Positively Fifth Street: Murderers, Cheetahs, and Binion’s World Series of Poker

James McManus

En journalist kæmper sig frem til finalebordet ved World Series of Poker, og beretter om mennesker han møder på sin vej.

*****

Nr. 11:

Them: Adventures with extremists

Jon Ronson

Engelsk journalist besøger amerikanske konspirations-teoretikere, og får meget sjov ud af det. Bogen handler om relativt harmløse ekstremister, mere bad-ass ekstremister kan man møde i dette værk.

*****

Nr. 10

Karma Cola

Gita Metha

Hippierne mød Indien – Indien mød hippierne! Et kulturmødes historie fortælles i form af absurde anekdoter.

*****

Nr. 9

Innumeracy: Mathematical Illiteracy and Its Consequences

John Allen Paulos

Ja, titlen siger li’som det meste…

*****

Nr. 8

Jarhead: A Soldier’s Story of Modern War

Anthony Swofford

En veteran tegner og fortæller fra den 1. Golfkrig.

*****

Nr. 7

Fargo Rock City: A Heavy Metal Odyssey in Rural North Dakota

Chuck Klostermann

Hvis du er vokset op med Heavy Metal, så er dette en ‘her er dit liv’-oplevelse. Det skal siges at bogen er fuldstændig skamløs i sin ‘talen forbi folk der aldrig har været Metalheads’.

*****

Nr. 6

Word Freak: Heartbreak, Triumph, Genius and Obsession in the World of Competitive Scrabble

Stefan Fatsis

Bogen holder hvad titlen lover. Mit hjerte hvad vil du mere…?

*****

Nr. 5

Assassination Vacation

Sarah Vowelll

Über-nørdet amatør-historiker bruger sine ferier på at besøge steder forbundet med dræbte præsidenter og deres mordere.

*****

Nr. 4

How Mumbo-jumbo Conquered the World: A Short History of Modern Delusions

Francis Wheen

Vor tids bedste journalist i frontal angreb på værdirelativisme, Giraf-sprog, irrationalitet og såret-kortet.

*****

Nr. 3

Things Can Only Get Better: Eighteen Miserable Years in the Life of a Labour Supporter, 1979-1997

John O’Farrell

Politik har aldrig været sjovere end i denne hudløst ærlige biografi fra Labour-aktivisten John O’ Farrell.

*****

Nr. 2

What’s Left?: How Liberals Lost Their Way

Nick Cohen

Forfatteren river venstrefløjen et nyt røvhul, brækker sig ned i det og ser fremad. Pligtlæsning!

*****

Nr. 1

The Demon-haunted World: Science as a candle in the dark

Carl Sagan

Et kampskrift for videnskaben og mod åndsformørkelsen. Det er det tætteste jeg kommer på en personlig bibel. Jeg har læst den mindst 10 gange.

Islam-kritik er tidens store folkelige idé, men stadigvæk kommer de fleste kritiske bidrag fra politikere, akademikere og lignende. Jeg har tidligere plæderet for lavkomiske og folkelige bidrag til debatten. Vi kunne også bruge flere journalister som ikke er blege for at rejse verden tynd, og overlevere beretninger fra de lande, hvor Islam rent faktisk spiller en rolle.

Martin Krasnik prøvede noget lignende med hans De Retfærdige, men den bog fejlede overfor mig. Krasniks projekt var en skala-model af Nobelpris-vinderen V.S. Naipuls fremragende projekt med rejse-bøgerne Among The Believers/Beyond Belief. Jeg skriver ’skala-model’ fordi alt var mindre hos Krasnik; ambitionsniveauet var mindre, skrivetalentet var mindre, bogen var tyndere, historien gik ikke så dybt, rejsen tog kortere tid, rejsen omfattede færre lande. Det eneste der var større hos Krasnik var prisen på bogen. Fail!

Så mens vi venter på det store danske journalistiske bidrag til Islam-kritikken (eller mens vi venter på at nogen udpeger et værk som jeg har overset), så tillad mig at anbefale Nobelpris-vinderen V.S. Naipuls fremragende Beyond Belief; Islamic Excursions Amongst the Converted Peoples.

Bogens bærende (og indlysende rigtige) præmis er at Islam ikke bare en religion fra Arabien. Islam er en arabisk religion. Historien om Islams ekspansion er historien om arabisk imperialisme.

The cruelty of Islamic fundamentalism is that it allows only to one people – the Arabs, the original people of The Prophet – a past, and sacred places, pilgrimages and earth reverences. These sacred Arab places have to be scared places of all the converted peoples. Converted peoples have to strip themselves of their past; of converted peoples nothing are required but the purest faith (if such a thing can be arrived at), Islam, submission. It is the most uncompromising kind of imperialism.

Beyond Belief skildrer Naipuls rejse igennem Indonesien, Malaysia, Pakistan og Iran. 4 land-områder med lange stolte pre-Islamiske historier. Naipul fokuserer på indbyggernes forhold til deres muslimske identitet og deres egen historie. Naipuls metode er at indsamle individers livsberetninger og familie-historie. Kvinder og mænd. Fattig og rig. Fundamentalister, søgende og ’slappere’. Naipul kommer godt rundt. Beyond Belief skildrer hvordan den islamiske vækkelse igen og igen byder individet at tage et opgør med hans landsby, hans families traditioner, hans folk og hans kultur.

V.S. Naipul har næppe skrevet Beyond Belief med Danmark for øje. Men et af de budskaber som går igen i Indonesien, Malaysia, Pakistan og Iran er at Islam er meget, meget svær at integrere i en ny kultur. Et af de budskaber der går igen er at en islamisk vækkelse igen og igen fremmedgør individdet overfor det folk han er rundet af. Hvordan skal en ‘vækket’ muslim så kunne føle sig integreret i et folk som han ikke engang deler baggrund med?

Beyond Belief er en reportage, der hverken bliver fordømmende eller dogmatisk. Beyond Belief opstiller ingen regler, og den serverer undtagelser til enhver regel du måtte prøve at opstille på baggrund af Beyond Belief. Beyond Belief er (sandsynligvis 100% uforvarende) et spændende og hyper-relevant indspark til den danske integrations-debat. Det er en bog der kan hæve din uvidenhed til et marginalt højere niveau.

Dette er en boganbefaling, ikke en boganmeldelse. Jeg vil ikke gå langt ned i detaljer med det udvalgte værk, men blot anbefale det til menneskeheden i al almindelighed:

Charles Allen – The Buddha And The Sahibs

Bogen handler om de britiske gentlemen som genopdagede Buddhas Indien. Som tidligere omtalt på denne blog, så uddøde Buddhismen i Indien. Sarnath, Rajgir, Kushinagar, Bodhgaya m.m. var blot steder som levede i Sydøstasiatiske myter. De var ikke punkter på et landkort. De var ikke udforskede ærkeologiske udgravninger. De var ikke kilder til ny viden om gamle tider.

De lokale indere var ikke bekendt med idéen om en historisk Buddhas eksistens, de levede på  historiske steder i uvidenhed om deres signifikans. Men briterne… De fleste der gjorde karriere i East India Company nåede adskillige udstationeringer, og var i korrespondence med kollegaer i det øvrige Asien. De var både bekendte med Indien og historierne om Buddhas liv. Et par håndfulde entusiastiske herrer satte sig selv den udfordring at stedfæste de historier fra Buddhas Indien som fortaltes rundt omkring i Asien.

Historien om deres detektiv-arbejde, opdagelses-rejser, daterings-teoretiske overvejelser og absurde vildskud fortælles af Charles Allen med humor, et overlødighedshorn af viden og en entusiasme der gør læsningen til en ubetinget fornøjelse. Det bliver også ret nørdet undervejs. Som Martin Booth fra Sunday Times skriver i et blurp på bogens bagside:

…few books have so succinctly yet accessibly investigated such a less-known yet seminally important corner of Indian history.

Hvis det er dit bedste blurp, så har du ikke skrevet en bog for masserne. Men er du Buddha-nørd, Indiens-nørd eller ‘andet-buzzword-forbundet-med-denne-bog’-nørd, så er The Buddha and The Sahebs lige noget for dig.

Men hvorfor overskriften? Hvorfor er bogen et forsvar for orientalisme?

Bogen er historie-formidling og historie-fortælling i lykkeligt vellykket sammenblanding. Men selvom Charles Allen kun lige akkurat anerkender det, så er bogen tillige et forsvarsværk for orientalisme.

Orientalisme var engang et respekteret ord som betød noget i retning af Orienten-studier. Det formåede Edward Said at ændre på, da han bortdømte orientalismen . Han kaldte orientalismen et forsøg på at forstå Orienten fra et vestligt perspektiv og ikke på Orientens egne præmisser. Asiaterne og deres kultur blev reduceret til objekter af disse orientalister. Det er jo meget, meget slemt. En velrenommeret historisk diciplin fik pletter på sit ry. Men måske bør kritikerne stille sig selv dette spørgsmål:

Hvor havde vores viden om Indiens historie været henne idag, hvis ikke disse orientalister var kommet forbi og givet sig til at betragte Indien?

Jeg kan sagtens give Edward Said ret i at briterne betragtede Indien fra et entydigt vestligt perspektiv. Charles Allen beretter om ganske komiske vildskud som kun ignorante vesterlændinge ville affyre, f.eks. den fortjent kortlivede ‘Buddha kom fra Ægyptien’-teori eller ‘de britiske øer er beskrevet i klassisk hinduistisk kosmologi’-idiotiet. Men i det mindste betragtede de Indien. I det mindste observerede de, studerede de, udtænkte teorier, afprøvede teorier, tilpassede teorier, observerede igen, studerede igen, udtænkte nye teorier etc.

Ja, orientalister har et synderegister, når det kommer til objektificeringen af asiater. Men orientalisterne har også en prægtig trofæ-hylde, som sætter mig istand til at tilgive dem deres relativt beskedne synderegister. Orientalisterne har bl.a. store dele af æren for vores (og indernes) kendskab til Indiens tidlige historie. Det er Charles Allen ikke bleg for at gøre utvetydigt opmærksom på. …når han så samtidigt gør det på en underholdende og elementært spændende måde, så måtte det jo ende med en ubetinget begejstret boganbefaling.

Skal du se X Factor i aften? Det skal jeg. X Factor er kanon-underholdning. Basta!

Men tillad mig i at anbefale at du supplerer TV-kigningen med X factors litterære anti-tese. Tillad mig at anbefale at du læser komikeren Steve Martins biografi ‘Born Standing Up‘.

Born Standing Up dækker Steve Martins tidlige liv, og slutter sidst i 70′erne da han trækker sig tilbage fra stand up comedy. Sidst i 70′erne var Steve Martin den største succes i stand up-comedys historie. Han optrådte på det ene tætpakkede stadion efter det andet. Det giver anledning til tre spørgsmål:

1. Hvem fanden ser comedy på et stadion?
2. Hvordan blev Steve Martin så overmåde succesfuld?
3. Havde Steve Martin X Factor?

…og disse tre spørgsmål giver bogen tre svar på:

1. 40.000 amerikanere ser comedy på et stadion.
2. Hårdt arbejde.
3. Nej, Steve Martin havde ikke X-Factor.

Steve Martin arbejdede hårdt for sin succes

X Factor synes at understøtte Hollywood-myten om at middelmådighed kan forvandles til succes, hvis man blot gentager mantraer som: Tro på dig selv. Forfølg dine drømme. Hvor der er vilje er der en vej.

Derfor er der mange mennesker som dukker op til audition med selvtillid, viljestyrke og store drømme, men tilsyneladende uden en bund af hårdt arbejde.

Born Standing Up giver et skræmmende realistisk billede af, hvor meget arbejde Steve Martin lagde i hans succes. Han begyndte at studere show-business som 12-årig. Studere show-business. Han ville bruge sine weekends som program-sælger i Disnyeland, og når han havde fri ville han studere. Han studerede de samme performere i de samme shows – weekend efter weekend, indtil han forstod teknikken i showet.

Som 15-årig begyndte han selv at optræde. …eller rettere; han fik et job i en forretning med trylle-tricks, og hvorfor ikke bruge lejligheden til at øve tricks, rutiner og vittigheder? Steve Martin startede i show business før han fik et job i show business.

Vi følger hans karriere fra teater til teater. Vi følger ham mens han optræder som magiker, komiker, skuespiller, banjo-spiller og klovn. Vi følger ham da han endelig som 21-årig bliver sketch-forfatter på et af U.S.A.’s mest populære TV-programmer. Det er en af de mest chokerende passager i bogen. Med den mængde erfaring han havde samlet sig, så var jeg overbevist om at han forlængst måtte være fyldt 27-28 år, og BAM! – lige venstre; manden er kun 21. Han har arbejdet hårdt for at opbygge så meget erfaring på så kort tid.

I min beskrivelse kan det lyde som om at Steve Martin er selvfed. Det er han ikke. Det er bare mig der er Steve Martin-fed. Anyway, det er tid til;

*****

X Factor anti-tese nr. 1:

-

Succes forudsætter en bund af hårdt arbejde.

*****

Steve Martin havde ikke X Factor

TV-programmet X Factor foregiver at handle om fænomenet X Factor. Et ubeskriveligt, mytisk fænomen som nogen få mennesker er velsignede med, og som nogen få dommere kan identificere i en 3 minutter lang audition. X Factor er andet og mere end talent. X Factor er det element som gør forskellen på en yderst kompetent performer og en stjerne. Hvad det så end skal betyde….

Intet i Born Standing Up peger i retning af at Steve Martin havde X Factor. Han var på intet tidspunkt i hans karriere succesfuld hverken første, anden eller 24. gang han prøvede på noget. Der er ikke et eneste gennembrud i bogen. Der er derimod ting som langsomt falder på plads… Nej, der er ting som ihærdigt bliver banket på plads. Eller for at bruge Steve Martins eget udtryk:

Thankfully, perseverance is a great substitute for talent

Born Standing Up er i høj grad en historie om fejlskud, afvisninger og fiasko.

Men hvem er det som har mange fejlskud? Det er dem som bliver ved med at skyde, skyde og skyde igen, selvom de endnu ikke er begyndt at ramme.

Hvem er det som tit bliver afvist? Det er dem som bliver ved med at banke på døren.

Hvem er det der oplever en fiasko? Det er dem der prøver noget.

Hvilket fører os frem til:

*****

X Factor anti-tese nr. 2:

-

Tålmodighed og vedholdenhed er de to vigtigste ingredienser i succes.

*****

Mangler du endnu en grund til at læse bogen?

Steve Martin stræber ikke efter at skrive en morsom bog. Tonen matcher den bedste saglige, semi-objektive journalistik. Men en saglig beskrivelse af noget ustyrligt morsom kan altså også være sjov. Her er en historie fra tidligt i hans karriere, da han hverken havde ry eller berømmelse. Anmelderne var ikke glade for ham. Steve Martin var ikke glad for at anmelderne ikke var glade for ham:

At the end of my closing-night show at The Trobadour, I stood onstage and took out five bananas. I peeled them, put one on my head, one in each pocket, and squeezed one in each hand. Then I read the last line of my latest bad review:

“Sharing the bill with Poco this week is comedian Steve Martin… …his twenty-five-minute routine failed to establish any comic identity that would make the audience remember him or the material.”

Then I walked off the stage.

This week I tried reading Bruce Bawers book ‘While Europe Slept – How Radical Islam Is Destroying Europe From Within’. I failed. Miserably. I read approx. 120 pages before giving up.

The main thesis of the book is that ‘European liberals fail to confront Islamic extremism’. A thesis I’d be willing to file under ‘I’ for ‘I-guess-I-sort-of-agree-with-that’. So while I have no problems with Bruce Bawers central thesis, I do have the following problems with the book:

1. Where other authors might adhere to facts, Bawer simply makes stuff up
2. Halfway through the book Bawer files for a divorce from reality
3. Bawer is not a happy camper

Allow me to elaborate:

Ad 1) WHERE OTHER AUTHORS MIGHT ADHERE TO FACTS, BAWER SIMPLY MAKES STUFF UP

I know this is a harsh accusation. Let me try my best to document it.

Quoting from the chapter ‘Before 9/11′, page 45:

In 2003, the Danish Supreme Court fined Pia Kjærsgaard of the Danish Peoples Party 50.000 kroner for making “racist” statements that were not racist at all.

First of all, I can hear you screaming ‘what the fuck is a sentence pertaining to 2003 doing in a chapter called “Before 9/11″‘, and I second your objections. But there is a much more severe problem with the statement above: IT IS SIMPLY NOT TRUE. It appears that Bruce Bawer combined two true stories into one false story:

Story no. 1: In march of 2003 Pia Kjærsgaard was fined 3.000 kroner for carrying pebber spray for self-defense (which is SO illegal in Denmark). This did not go to court as Pia Kjærsgaard turned herself in, and did not contest the fine.

Story no. 2: In June of 2003 Pia Kjærsgaard took a political rival to the Supreme Court over allegedly libelous statements (the rival had described one of Pia Kjærsgaards statements as ‘racist’). Pia Kjærsgaard was the plaintiff in the case. When Pia Kjærsgaard lost the case, she was ordered to pay 50.000 kroner to the defendant, thus covering the defendants legal expenses.

Now if we take some of the elements from Story no. 1 (Kjærsgaard being the defendant, Kjærsgaard being fined) and mix them up with elements from Story no. 2 (The Supreme Court, 50.000 kroner, the allegedly racist statements), then HEY! PRESTO! I’ve got myself a brand new story, that fits well with this book I am writing about them stupid Europeans…’

Seriously: This sentence could only have landed in the book through conscious and malicious manipulation, either by Bawer himself or one of his researchers.

You want another example? I’ll give you another example…

Bawer writes about Norway:

The concept of ’service’ is not indigenous in the land of the fjords; in order to be able to refer to it the Norweigans had to borrow the word ’service’, spelling and all, and Norweigans pronounce it like a foreign word. Yet many Norweigans, I’ve learned, don’t quite understand it’s meaning: they often use it interchangeably with the word ‘tjeneste’, which means favor. The idea that treating customers civily is not a matter of doing them a favor but rather doing ones job – let alone advancing ones own self-interest – can often seem an alien concept in Norway.

Now as a native speaker of Danish, I can read Norwegian. Now technically speaking the statement ‘…the word ‘tjeneste’, which means favor’ is correct. And technically speaking guns don’t kill people. It’s the bullets that do it. Now while these statements technically speaking are true, actually speaking….; they’re bullshit!

‘Tjeneste’ does mean favor, but it also means doing ones job. If you look up ‘tjeneste’ in a Norweigan dictionary the very first defintion you come across will say:

Ad 3) BAWER IS NOT A HAPPY CAMPER

This is actually why I gave up on the book. One of Bruce Bawers main themes (ridiculously crudely summarized) is that he prefers America over Europe. He doesn’t like America, he prefers it. And that is about as positive as Bruce Bawer gets about anything. This is my one big over-shadowing problem with the book: Bruce Bawer is SO NEGATIVE. He complains, he complains, he complains and then he complains. ‘While Europe Slept’ does not appear to be a labor of love. And I hate to sound like a hippie, but if you ain’t got no love to share, I am not going to read 252 pages of your book.

You might argue that a negative tone is a necessary component in a book that takes a negative view of it’s subject. I’d disagree with that. In ‘The God Delusion’ Richard Dawkins manages to rip religion a new asshole, but at the same time Richard Dawkins stands up for something, that he believes is right (science, reason, you know… rational stuff). And I actually laughed out loud several times during my reading of ‘The God Delusion’. Sam Harris ax-murders religion in ‘The End of Faith’, but yet I am left with impression that he does his slaying for the love of all that is beautiful in the world of Sam Harris, not out of malicious intent toward his subject.

The negative tone of ‘While Europe Slept’ is completely unnecessary for getting the message across. The negative tone of ‘While Europe Slept’ is not dictated by the subject-matter. The negative tone of the book is Bruce Bawers very own project, and I refuse to partner up with it.

IN CONCLUSION:

There is a lot of truth in ‘While Europe Slept’. Islam is rising in Europe. A lot of Europeans are reluctant to confront totalitarianism, when it comes disguised as a religion. So I’ll happy concede that Bruce Bawer does have a lot of good points. But when Bruce Bawer makes up his own facts, divorces himself from reality and seems to ooze bitterness and contempt, then I am not going to invest myself in his book. So in conclusion:

This book sucked, don’t buy it.

Ret fjollet spørgsmål i overskriften, ik’?

Men i dagens udgave af Berlingske Tidende, så stilles spørgsmålet i ramme alvor (nærmere bestemt i denne artikel). Edit: Og nu vil Kristeligt Dagblad søreme også være med jf. denne artikel, hvor journalisten Lars Henriksen kalder teorien ‘kvalificeret gætværk’. Hvad der kvalificerer Lars Henriksen til at komme med udtalelser om gætværkets kvalifikationer fremgår ikke af Lars Henriksens profil.

Artiklen omtaler ‘en opsigtsvækkende teori, der muligvis var virkelighed: Tycho Brahe og William Shakespeare var far og søn’. Ordene ‘muligvis var virkelighed’ indeholder altid udsagnet ‘muligvis var bullshit’. Men artiklen forholder sig ikke til alle argumenterne mod teorien, men lader blot teoriens ophavsmand Ib Lucas opremse sine ‘indicier’. Disse indicier danner grundlaget for et skønlitterært værk fra Ib Lucas hånd som Lindhardt & Ringhof udsender om knap 2 uger.

Jeg vil med det samme sige, at jeg blot er en simpel museumsopsynsbetjent på Kronborg Slot, og jeg er på ingen måde Shakespeare-ekspert. Så dette indlægs argumentation kommer altå blot fra en ‘lægmand-der-ved-lidt-mere-om-Shakespeare-end-de-fleste-andre’, og enhver ekspert er velkommen til at udfordre eller udbygge min argumentation. Inden jeg begynder at forholde mig til indicierne, så vil jeg komme med de to væsentlgste argumenter mod teorien.

DE TO VÆSENTLIGSTE ARGUMENTER MOD LUCAS-TEORIEN:

1. Hvornår skulle Tycho Brahe og Mary Arden havde mødt hinanden?

Tycho Brahe kom fra en adelig baggrund, og der er ingen indikationer på at hans veldokumenterede liv førte ham til England i sommeren 1563, hvor William Shakespeare måtte være undfanget (han blev døbt d. 26. April 1564). Engelske damer med ordinære livsvilkår rejste ikke til Danmark i 1500-tallet. I sommeren 1563 havde Mary Arden et levende barn, som må have været 7-8 måneder gammelt (dåbsdato 2. December 1562). Det er ikke livsomstændigheder, som passer på en større udlandsrejse.

2. Der er ingen andre kilder der peger i den retning.

Der er ingen af de tusindvis af mennesker, som har valgt at dedikere deres liv til William Shakespeare, som er nået frem til samme teori. Enten er der intet belæg for teorien, eller også er Ib Lucas et geni der har gennemskuet sammenhænge, som tusindvis af akademikere ikke formåede at se i deres livslange studier. Læs evt. Ib Lucas egen præsentation af sig selv (klik her), og overvej så hvilken af de to muligheder der er mest sandsynlig. Jeg tvivler på at en biografi der indeholder en linie som ‘…i 1985 vandt jeg 1. præmien i Dansklærerforeningens novellekonkurrence med “Flydende papir”‘ skal udvides med linien ‘…senest har jeg opnået stjerne-status indenfor den anerkendte Shakespeare-forskning med den nu så berømte Lucas-teori’.

LUCAS-TEORIENS EGEN BEVISFØRELSE

Jeg er altså i udgangspunktet skeptisk overfor teorien om at Tycho Brahe er William Shakespeares far. Men lad os nu tage et blik på Ib Lucas’ argumentation, som den præsenteres i en faktaboks i Berlingske Tidende under overskriften ‘Beviser på slægtskabet’:

Lucas-teorien: Tycho Brahes mulige død af en forgiftning bliver gengivet i stykket »Hamlet«, hvor prins Hamlets egen far dør af samme årsag.

Sund fornuft: Bare fordi at Tycho Brahe muligvis blev forgiftet, og Shakespeare skriver en tekst om en far der bliver forgiftet, så betyder det ikke at de er i familie med hinanden. Hvis du er Ib Lucas, eller en anden person der aldrig har hørt om Occams Razor, så bedes du klikke på dette link. Tycho Brahe døde i Oktober 1601. Hamlet er skrevet mellem 1599 og 1601. Hvis Lucas-teorien skulle passe, så skal vi tro på en sen datering af teksten og at faderens død – som er et ret centralt omdrejningspunkt i Hamlets plot – blev indarbejdet med kort varsel.

Lucas-teoriens påstand burde ikke stå i en faktaboks under overskriften ‘Beviser på slægtskabet’.

Lucas-teorien: Shakespeares detaljerede beskrivelse af Kronborg i »Hamlet« viser, at han må have været i Danmark…

Sund fornuft: Mange engelske skuespillere optrådte på Kronborg Slot sidst i 1500-tallet. F.eks. blev engelske skuespillere hyret til at optræde, da James d. 1 af England blev gift på Kronborg Slot. Will Kemp og Thomas Pope er blandt de skuespillere vi med sikkerhed ved har optrådt på Kronborg Slot. De to herrer delte senere arbejdsplads med William Shakespeare i teater-truppen Lord Chamberlain’s Men. Hamlet indeholder ingen passager, som er så spooky præcise at de ikke kan forklares med en henvisning til ‘det kan han altså have spurgt sine kollegaer Will og Thomas om…’.

Lucas-teoriens påstand burde ikke stå i en faktaboks under overskriften ‘Beviser på slægtskabet’.

Lucas-teorien: Desuden skulle slottes gobeliner vise et portræt af Shakespeare.

Sund fornuft: Jeg går ud fra at ’slottes gobeliner’ er en henvisning til Kronborg Tapeterne, som Hans Knieper vævede til slottet fra hans væveri i Helsingør (hvis dette ikke er tilfældet, så er overstående del af Lucas-teorien ren volapyk). Hans Knieper afsluttede hans arbejde for Kronborg Slot med at lave en bordhimmel der stod færdig i 1586. På det tidspunkt var William Shakespeare 22 år gammel. Der er ingen af Kongetapeterne som tilnærmelsesvist ligner en mand i starten af 20′erne (måske til nød Oluf der døde som 17-årig, men han ligner mere en ung, blond pige på sit Kongetapet). Dertil kommer, at alle udsagn om Shakespeares udseende i hans yngre år er spekulative. Faktisk vides det ikke med sikkerhed om der blev lavet nogen portrætter af Shakespeare, mens han endnu levede (læs evt. mere her).

Lucas-teoriens påstand burde ikke stå i en faktaboks under overskriften ‘Beviser på slægtskabet’.

Lucas-teorien: Det verdensberømte citat »To be, or not to be« er i virkeligheden en skjult henvisning til Tycho Brahes initialer (T.B)

Sund fornuft: Jeg tror at jeg fravælger at modargumentere denne gang, så vi kan gå direkte til…:

Lucas-teoriens påstand burde ikke stå i en faktaboks under overskriften ‘Beviser på slægtskabet’.

EN ANONYM TYCHO BRAHE-EKSPERT HAR LÆST MANUSKRIPTET…

I selve artiklen mødes vi af følgende udsagn: Forlaget Lindhardt og Ringhof, der udgiver bogen, påstår i hvert fald, at en anonym Tycho Brahe-ekspert har læst manuskriptet til bogen, og at tilbagemeldingen skulle være, at alle historiske fakta holder… Normalt stopper jeg op og gør honnør, når en artikel lader en part i sagen henvise til anonyme eksperter, men denne gang forholder jeg mig lidt mere kritisk.

TOP 3 OVER MINE INDVENDINGER MOD DEN OVERSTÅENDE SÆTNING:

3.: Hvis alle de historiske fakta holder, hvorfor er Tycho Brahe-eksperten så anonym?

2.: Var det ikke en idé at spørge en Shakespeare-ekspert om de historiske fakta holder?

1.: Kan en Tycho Brahe-ekspert overhovedet udtale sig om i hvilket omfang de historiske fakta holder, hvis de historiske fakta i vidt omfang vedrører William Shakespeare?

SUMMA SUMMARUM:

Artiklen indeholder ingen beviser for at Tycho Brahe var William Shakespeares far. Den indeholder ingen indicier for slægtskabet, som ikke umiddelbart kan afvises. Artiklen er ukritisk reklame for et skønlitterært værk.

Edit: Og bogen er nu anmeldt her.

Både Politiken og Weekendvisen har et bogtillæg. Det virker som en helt fornuftig redaktionel beslutning, at dække bøger intenst, ligesom en seriøs omnibus-avis skal dække sport, film og den øvrige kulturbranche. Men der synes at være mindst én væsentlig forskel på de to avisers dækning af bøger, og deres dækning af den øvrige kulturbranche. Bog-tillæggene er nemlig ensidigt optaget af danske bøger.

Kunne man forestille en sports-sektion, som ignorerede Champions League, de største internationale bokse-brag og Formel 1, og som kun dækkede Superligaen, et tamt Mogens Palle-stævne og de seneste begivenheder fra Jyllands-ringen? Kunne man forestille sig en film-anmelder, som kun anmeldte danske film, udenlandske film genindspillet med danske skuespillere og så måske til nød en Martin Scorses-film en gang imellem. Nah, begge dele ville blive kritiseret sønder og sammen for at være indspist og selvtilstrækkeligt.

Men Politiken’s sektion Bøger af i går indeholder anmeldelser af 14 dansk-spogede bøger (7 oversatte, og 7 af danske forfattere) og 1 bog på et fremmedsprog (engelsk). Weekendavisens tillæg Bøger af i Fredags indeholder anmeldelser af 16 dansksprogede bøger (6 oversatte, 10 af danske forfattere) og 1 bog på et fremmedsprog (engelsk).

Begge bog-tillæg indeholder anmeldelser af oversættelsen af  den fremragende bog The Closers af Michael Connelly. Den læste jeg i 2005, og det var et fremragende stykke kriminal-litteratur, som jeg vil anbefale til enhver elsker af mørke krimier. Det er lige præcis et bog-tillægs opgave at gøre aviserens læsere opmærksom på, at denne oplevelse er indenfor rækkevidde. Men hvorfor kom den forbruger-information ikke for 3 år siden, da original-versionen udkom?

Bogverdenen er mangfoldig og takket været Amazon, e-books og Politkens Boghandel inde på Rådhuspladen, så har vi adgang til et overflødighedshorn af littratur fra hele verdenen. Det måtte diverse bogtillæg i danske aviser gerne begynde at afspejle.

A Lion’s Tale (Around The World In Spandex) er den professionelle wrestler Chris Jericho’s biografi, som han har skrevet i samarbejde med Peter Thomas Fornatale.

For enhver wrestling-fan er A Lion’s Tale den rigtige bog på det helt rigtige tidspunkt. 2007 var et horribelt wrestling-år som var præget af wrestlere der forsvandt i tide og utide pga. langtidsskader, karantæne for steroide-misbrug og pension. Dertil kommer at den dygtigste tekniske wrestler i WWE ikke alene indskrev sig selv på den lange liste over wrestlere der døde i en alt for ung alder, han valgte også at myrde sin kone og sin søn før han begik selvmord. Det har ikke været sjovt at være wrestling-fan i 2007. Men noget tyder på, at det bliver sjovere i 2008 og A Lion’s Tale er en glimrende start på året

De store træk i Chris Jericho’s livshistorie er kendt af enhver wrestling-fan. Han er søn af ishockey-stjernen Ted Irvine, han har trænet med de legendariske Hart-brødre, han har været teenage-idol i Mexico (hvor han wrestlede som Corazon de Leon, spansk for løvehjerte), han har wrestlet i Japan’s mest prestige-fyldt turnering Super J Cup (under navnet Lionheart, nu burde årsagen til bogens titel være klar), han wrestlede i det oprindelige ECW, han var med i WCW’s gyldne år (og han var øjenvidne til de tendenser der førte til at den skude sank), og i WWE blev han den første Undisputed Champion i nordamerikansk wrestling’s historie. Bogen dækker dog kun hans tidlige liv, og slutter da Jericho står bag scene-tæppe få sekunder før han debuterer i WWE. Historien om hans karrieres glansperiode i WWE må vente til næste bog.

Historien er som sagt velkendt for wrestling-fans, men bogen er stadigvæk obligatorisk læsning, fordi efter en mørk tid er det rart med en påmindelse om at hvor sjovt det kan være at være wrestler. Bogens undertitel ‘Around The World In Spandex’ siger langt mere om bogens tone end bogens titel ‘A Lion’s Tale’. Med de seneste års mange dødsfald (wrestlere har en overdødelighed på 700% i forhold til den gennemsnitlige amerikaner), så har fans haft en tendens til at se wrestlernes karriere som en lang lidelseshistorie (godt hjulpet af bitre ex-wrestlere der ikke sparede deres penge op og nu bruger internettet til at hælde galde ud). Men hvis der er en ting, som står tydeligt frem i Chris Jericho’s bog, så er det at han har nydt sin karriere, han har nydt kammeratskabet med de andre wrestlere, han har nydt en joint engang imellem, han har nydt sine fans, han er glad for de penge han har tjent. Chris Jericho er glad for det liv han har ført, og den glæde smitter af på hver eneste side i bogen.

Bogen er fyldt med sjove anekdoter, som jeg ikke kan yde retfærdighed med et referat. Men glæd dig til gode historier om hans første møde med wrestlere som ung fan (han blev overrasket over at Sika det umælende bæst fra Samoa kunne tale nok så flydende engelsk), det første møde med Rey Mysterio som Jericho forvekslede med en 12-årig dreng (der er en god grund til at Mysterio wrestler med maske på), de mexicanske tegneserier om hans liv (som tager sig kunstneriske friheder af absurde proportioner) og ikke mindst ‘Strange Kentucky People’ (jeg vil ikke engang prøve at give en teaser til den historie). Jericho fortæller også om hans livs barske sider (hans mor tilbragte de sidste år af hendes liv i kørestol pga. en voldelig ex-kæreste, han har 3 gange haft pistoler rettet mod sig, han arbejder i en branche med en overdødelighed på 700% og en af hans allerbedste venner myrdede hans kone og hans søn), men han beder ikke om medlidenhed. Han ønsker ikke engang medlidenhed. Når alt er lagt til og trukket fra, så har Chris Jericho haft et godt liv, og selvom at han ikke føler behov for at påpege dette (eller måske fordi han lige netop ikke føler behov for at påpege dette), så er det det budskab som står klarest efter endt læsning.

Men lad mig straks strø nogle forbehold udover denne anmeldelse:

Bogen er kun skrevet til wrestling-fans. Den er fyldt med referencer, som kun wrestling-fans kan forstå. Chris Jerichos livshistorie er en historie som kunne have et stort publikum, han vælger at skrive til et mindre publikum. Hvis du ikke er wrestling-fan, så ignorer bogen (men det havde du vist alligevel også tænkt dig).

Som du måske har gættet, så har vi ikke at gøre med stor litteratur. Bogen er skrevet i et let sprog, og den er overstrøget med one-liners og pop-kulturelle referencer. Personligt kan jeg godt nyde en reference til Frank Costanza ’stopping short’, men nogen af referencerne gik hen over hovedet på mig, og de bidrog allesammen til at bogen mere virkede som en forlænget blog-post end litteratur i Dostoevsky-klassen.

Chris Benoit var en af Chris Jericho’s allerbedste venner, og han var en inspirationskilde for Jericho. Jericho skriver at han har brugt den 4 år ældre Benoit’s karriere som en skabelon for hans egen karriere. Chris Jericho har truffet den beslutning at han ville skrive om den Chris Benoit han kendte og elskede, og ikke om den Chris Benoit der i de sidste dage af hans liv af svært forklarlige årsager myrdede sin kone, sin søn og begik selvmord. På en af de sidste sider er der et billede af Chris Benoit, Nancy Benoit, Chris Jericho og den legendariske wrestling-træner Stu Hart. Jericho skriver, at han overvejede at fjerne billedet, men ‘…in the end, I felt that to pull this picture would suggest that Chris and Nancy never existed. But they did exist and they loved each other and I loved them. So it stayed.’ Der er mange wrestling-fans, som klart har meldt ud at de aldrig vil se en Chris Benoit-kamp igen, de vil ikke se ham i Hall of Fame, og de vil ikke høre ham omtalt i wrestling-programmer. Og indtil videre har de forståeligt nok fået deres vilje. Chris Benoit har fået ‘He Who Should Not Be Named’-status i wrestling-verdenen. Hvis du er en af de wrestling-fans, så ønsker du nok ikke at læse bogen. Men hvis du er en af de wrestling-fans, så synes jeg lige netop at du skal læse bogen.

Men på trods af disse forbehold er bogen anbefalelsesværdig. Det handler om en ung mand med en drøm, som stræbte hårdt, rejste verden rundt for at samle erfaringer og gennem hårdt arbejde gik drømmen i opfyldelse. Det er på en gang en optimistisk og en troværdig historie. Bogen slutter som sagt, da han står bag scenetæppet umiddelbart før hans debut i WWE, og det giver anledning til en af de fineste sætninger som nogensinde har afsluttet en bog. Der er ikke særlig mange biografier som kan slutte med så meget glæde som A Lion’s Tale’s allersidste ord: ‘…and I walked through the curtain straight into my dream come true’.

Ja, saa kommer der lige et enkelt indlaeg som intet videre har med min igangvaerende rejse at goere, men mere handler om et enkelt aspekt af min rejselitteratur.

Paa flyveturen hen over Groenland laeste jeg Karen Jespersen og Ralf Pittelkows egentlig ganske udemaerkede bog ‘Islamister og naivister’. Den fortjener en laengere anmeldelse (og den fortjener udbredt laesning, mest for afsnittene om Islamisterne og for bogens tillid til brede dele af den muslimske befolkning i Vesten), men det maa ske paa et senere tidspunkt. Indtil det tidspunkt indtraeffer saa vil jeg noejes med at kommentere et enkelt punkt: De fuldstaendigt ubrugelige fodnoter, som er et grelt eksempel paa et generelt problem vedroerende fodnoter.

Fodnoterne gjorde et ganske udemaerket job med at henvise til, hvor et citat eller en oplysning tidligere er blevet frembragt, saa enhver kan undersoege citatets loedighed. Men selvom enhver kan undersoege det, saa betyder det ikke at enhver har den fornoedne tid, ressurser og energi til at undersoege om et citat et blevet loyalt repraesenteret, naar fodnoten i dens helhed lyder ‘Jyllands Posten d. 12.06.2006′ eller ‘Ramboell, s. whatever’. Det er paa baggrund af en saadan fodnote muligt for den professionelle politske kommentator og den ihaerdige journalist at komme til bunds i citates oprindelse og deltage i en kvalificeret diskussion om rimeligheden i den maade citatet er praesenteret udenfor dens oprindelige kontekst. Men for en almindelig laeser som undertegnede, saa maa jeg bare konstatere at en saadan fodnote intet goer for at bekraefte eller afkraefte min lejlighedsvise fornemmelse af citat-mainpulation.

Jeg ser to loesninger: Den aandsvage loesning ville vaere at fylde bogen med et omfattende noteapparat hvor alle citater, rapporter, artikler m.m. kan laeses i deres helhed i en bog der ender med at antage et omfang som en telefonbog ville vare stolt af. Den fornuftige loesning ville vaere at lade fodnoterne henvise til et website, hvor hver enkelt note er udfoerligt forklaret, hvor der linkes til relevante rapporter og artikler, og hvor laeseren kunne gaa i dybden med et enkelt citat eller fodnote som er saerligt interessant.

Hvorfor ikke udgive en bog med et godt overblik og en velargumenteret sag, og supplere bogen med et website hvor den nysgerrige laeser har mulighed for at teste forfatternes citatskik og loyalitet overfor de rapporter og artikler de bruger? Hvorfor ikke give enhver laeser en realistisk mulighed for at gaa i dybden de steder, hvor man faar en ‘aaarh, kan det nu ogsaa passe?’-fornemmelse? Hvorfor ikke afmontere ethvert tilloeb til kritik ved at samle al dokumentation (eller links dertil) paa et enkelt nemt tilgaengeligt sted? Hvorfor egentlig ikke?