Jeg er som måske bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig. Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her.

Abraham skal ofre Isak

Beretningen om Abraham og hans villighed til at henrette sin egen søn gengives i noget der ligner telegram-form. Ingen reflektioner, ingen følelser, bare fact på fact på fact:

• Gud beder Abraham om at myrde hans søn Isak ved et bjerg i Morija-landet
• Abraham, Isak, to karle og et æsel vandrer i 2 dage før de når bjerget
• Abraham får Isak til at bære brændet til det bål, som han skal brændes på
• Abraham binder Isak fast oven på brændet, og hæver kniven for at dræbe sin egen søn
• En engel afbryder seancen i sidste øjeblik:

»Abraham, Abraham! Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.

…

Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig … Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

Godt så…

Efter Bibelens kummerligt lave standarder, så er dette ikke en slem tekst. Jeg er kun 20 sider inde i Bibelen, og Gud har allerede udryddet menneskeheden og ødelagt Sodama og Gomorra; ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne.

Denne historie fortæller os intet nyt om Guds psykopati eller voldspotentiale. Men denne historie giver os derimod et billede på den gode kristne. Fordi du har handlet sådan… Det er lige præcis derfor, at Gud vil velsigne Abraham.

MC Einar > Gud

Hvis Gud vil velsigne Abraham, så må det være op til os andre at citere MC Einar op i hovedet på patriarken:

Dit lille poppede fæ, din lille åndspygmæ
Din hjerne har du fået til at tænke med!

Gud bad mig gøre det… Alle de andre i klassen gør det… Det var ikke min idé…

Pak alle dine lamme undskyldninger af vejen; der er ingen rimelig begrundelse for at udsætte sin egen søn for svært udslettelige traumer. Det kan enhver moderne dansker forstå, så d… Undskyld, jeg får en meddelelse i min høresnegl …hvad? …hvad siger du? …jeg er lige blevet informeret om at der ikke er enhver moderne dansker som kan forstå dette.

Taking leave of Abraham

Sidste år udgave teologen Troels Nørager bogen “Taking leave of Abraham”, som stillede spørgsmålet: Kan man tage afstand fra centrale fortællinger i Bibelen, fordi de ikke harmonerer med demokratiet? Da Troels Nørager ikke er fuldstændigt lam i roen svarede han “Ja”. Det var der faktisk en del moderne danskere, som kritiserede ham for:

Lektor på Aarhus Universitet, Pernille Carstens

Lektor på Aarhus Universitet, Pernille Carstens, mener, at vi ikke kan kassere bibelske tekster, bare fordi vi er uenige i dem.

Der er så mange grusomme sandheder, som vi som samfund må forholde os til. Der er millioner af kristne armenere, der blev slået ihjel af tyrkerne under Første Verdenskrig, og der var jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, der fandt sted, uden at omverdenen løftede en finger. Det er noget, vi er nødt til at leve med i dag. Vi kan ikke bare lægge det væk. Det ville være alt for risikabelt, siger Pernille Carstens.

Vi kan ikke tage et opgør med Det Gamle Testamente fordi vi ikke må glemme holocaust? Så er det at man udtaler et langtrukkent og dæmpet “okay…”, mens man bevæger sig baglæns ud af lokalet med blikket konstant rettet mod Pernille Carstens.

NÆSTE!

Leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn

Leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn, er enig i, at man ikke kan tilpasse kristendommen, så den passer til demokratiet.

- Det er en tankegang, hvor der ikke er plads til absolutte sandheder, og som risikerer at ende i ren relativisme, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Det kunne teoretisk set tænkes, at der stadigt var plads til et par absolutte sandheder, selvom Bibelens lyksagligheder smides ud af De Absolutte Sandheders Klub.

NÆSTE!

Teologisk master i Søren Kierkegaard-studier, Preben Vive

Etisk set er det en uforsvarlig handling. Hvis der ikke gives en teleologisk [sic?] suspensation af det etiske…

Men hvis vi skal kunne rumme og forstå Abrahams tro og ikke gå til grunde i synden, må der ifølge Kierkegaard en anden etik til, nemlig en etik, der tager synden alvorligt, men som også samtidig rummer tilgivelsen, for uden tilgivelsen går mennesket til grunde i synden, og kun i kraft af troen på en tilgivelse sættes vi som mennesker fri af angeren, så det bliver muligt at vende tilbage til et konkret forhold, hvor man forstår sig selv og forholdet til det andet menneske.

Her er der et par punktummer, som Preben Vibe kan bruge næste gang han fremfører et argument: …………

Jeg har ikke den ringeste idé om, hvad Preben Vibe præcist prøver at sige, men jeg har trods alt forstået, at han ikke siger “Selvfølgelig kan man kassere en tekst, hvor en hjernedød popdreng velsignes alene på baggrund af hans villighed til at myrde sin egen søn”.

NÆSTE!

Lektor ved Det Danske Bibel-Institut, Nikolai Winther Nielsen

…fortællingen om Abraham, der af Gud får besked på at ofre sin søn Isak, er en stor udfordring at begribe.

I stedet for at kassere teksten skulle vi hellere gå dybere ned i den og finde ind til dens kernebudskab, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan bruge den positivt i stedet for at forkaste den.

Nikolai Winther-Nielsen kan selv være en stor udfordring at begribe!

Skal vi gå dybere ned i en tekst, som kan læses på et minut, og som er refererende og ikke reflekterende? Skal vi bruge teksten positivt, selvom den handler om hvor fedt det er at være villig til at myrde sin egen søn, så længe at man gør det på en imaginær rum-zombies ordrer?

NÆSTE!

Morten Thomsen Højsgaard, journalist ved Kristeligt Dagblad

…det ser jo nærmest ud til, at det fineste, en teolog i dag kan gøre, er at gøre op med de tekster, den kirke og de værdier, hans eller hendes eget fag er hængt op på. Det skal ingen forbyde. Men særlig klogt er det nu ikke. For teologien som fag ender altså på den måde som en lille og ubetydelig underafdeling på et humanistisk fakultet.

Med andre ord; det er vores levebrød, venner… Sammenhold, for fa’en! SAMMENHOLD!

Det ville ikke overraske mig, hvis det viste sig at Morten Thomsen Højsgaard var den mest ærlige af alle de kristne.

Spørgsmål til læserne:

Er der nogen, som vil være søde og rare at forklare mig, hvorfor man ikke bare tager et konsekvent opgør med denne historie?

Historiens Mødding mød Første Mosebog –
Første Mosebog mød Historiens Mødding

Den ligger lige til det medmenneskelige højreben, så hvorfor forsvarer nogle kristne denne tekst? Forklaring udbedes.

Jeg introducerer Bibelen Bloggen her, og for overblikket og SEO’ens skyld kommer her en indholdsfortegnelse:

Verdens Skabelse

Adam og Eva, Syndefaldet, Uddrivelsen af Edens Have, Kain og Abel

Den Store Vandflod; med et plot-twist sidst i historien, som er M. Night Shyamalan værdig

Babelstårnet

Abrams udvandring til Kana’an; Gud pimper staten Israels eksistens, og Bibelens første heltinde introduceres

Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra; indeholdende en spekulation i hvor perverse Sodomas indbyggere egentlig har været

Abraham skal ofre Isak; og moderne danske teologer formår ikke at tage afstand fra historien

Indholdsfortegnelsen vil udvide sig efterhånden som projektet skrider frem.

Jeg er som måske bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig.

Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra

Historien om Sodama og Gomorra er som bekendt historien om to byer, hvor indbyggerne var så dybt perverse at Gud følte sig nødsaget til at udslette byerne. Gud lader “svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne.”

Byen Sodama har givet os begrebet sodomi, men Bibelen skriver faktisk så godt som intet direkte om, hvad sodomitternes synd var. Teksten tillader alligevel at vi udleder en del om perversiteterne i byen.

You ain’t seen nothing yet…

Sodama-borgeren Lot møder to fremmede ved byporten, og han inviterer dem hjem til hans bolig.

Næppe var de gået til ro før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodamas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste en. De råbte til Lot: “Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!”

Vi har altså at gøre med en by, hvor hver eneste mand højtråbende insisterer på at dyrke sex med Lots netop ankomne gæster.

Baby, Baby… You just ain’t seen nothing yet…

Masse-bøsseri med uvillige fremmede er ikke engang toppen af perversiteternes isbjerg. Lot prøver nemlig at redde overstående situation:

Jeg har to døtre, som ikke har ligget med nogen mand. Dem vil jeg føre ud til jer, så kan I gøre med dem, hvad I har lyst til. Men disse to mænd må I ikke gøre noget; de er gæster under mit tag.

Lot tilbyder sine døtre til voldtægt, hvilket er slemt nok i sig selv, men hold nu godt fast… Gud redder Lot fra den totale ødelæggelse, som Sodoma udsættes for!

Sodoma var altså en by, hvor indbyggerne var så perverse, at alle indbyggerne blev myrdet, men… Der gøres en undtagelse for en fader der tilbyder hans døtre til voldtægt. Faderen var nemlig ikke lige så pervers, som de andre borgere i Sodoma.

Here’s something that you’re never gonna forget…

Ikke alene bliver den datter-pimpende Lot reddet af Gud, men også Lots to døtre reddes fra ødelæggelserne. Det muliggør at døtrene kan leve lange, lykkelige og dybt perverse liv:

Den ældste datter sagde til den yngste: “… Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.”

…

Dagen efter sagde den ældste datter til den yngste: “Jeg lå hos far i nat. Lad os give ham vin at drikke igen i nat. Så kan du gå ind og ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.”

Således blev begge Lots døtre gravide med deres far.

Sodoma var altså en by, hvor indbyggerne var så perverse, at alle indbyggerne blev myrdet, men… Der gøres en undtagelse for to søstre der systematisk drikker deres egen far fuld og udnytter ham seksuelt. Søstrene var nemlig ikke lige så perverse, som de andre borgere i Sodoma.

Konklusion:

Bibelen skriver som sagt intet direkte om, hvad sodomitternes synd var, men teksten tillader alligevel at vi konkluderer mindst én ting om perversiteterne i byerne: De har haft gang i noget seriøst nasty sex i Sodoma!

Se også:

Sodoma og Gomorra i Koranen

Jeg er som måske bekendt begyndt at læse og blogge om Bibelen.

Et stort og forkromet blog-projekt

Jeg har tidligere læst og blogget Koranen, og det var vitterligt et stort og forkromet blog-projekt.

I dagens Danmark er der et alvorligt underskud af Islam-kritikere, som kan, vil og evner at tage Islam ned fra den piedestal, som vi ulykkeligvis har placeret religionen på. Vi har brug for at supplere den intellektualiserede, akademiske Islam-kritik med en mere folkelig Islam-kritik, som omfatter rappere, revy-forfattere, karikatur-tegnere, komikere og bloggere. Vi har brug for et opgør med den selvcensur, som vitterligt hersker i omgangen med Islam – både på Mt. Parnassus og i Blogland (anonymitet er nemlig også selvcensur, og en triumf for trusselskulturen). Derfor var der – og er der – et behov for Koran Bloggen.

Er Bibelen Bloggen så et stort, forkromet blog-projekt?

Nej, det er Bibelen Bloggen ikke.

I Danmark har vi heldigvis forlængst afmystificeret, latterliggjort og bagatelliseret både Bibelen og Kristendommen. Kristendommen har over århundrederne fået så mange tæsk, at den har vænnet sig til at sidde tavst i hjørnet, når de voksne diskuterer politik og videnskab. Ja, Kristendommen har i et vist omfang internaliseret et ønske om at sidde tavst i hjørnet, og undlade at forstyrre de voksnes lærde debat. Ethvert forsøg på at bringe Bibelen ind i en debat om sæderne, lovgivningen eller samfundsformen bliver som regel enten ignoreret eller latterliggjort.

Vi danskere har ikke et behov for at hive Bibelen ned fra nogen piedestal. Bibelen ligger allerede i mudderet, og hver eneste dag kommer der folk forbi, som sparker den i retning af historiens mødding.

Der er ingen mangel på Kristendoms-kritik, og der er ingen nævneværdig selvcensur i omgangen med Bibelen. Der er ikke noget presserende behov for Bibelen Bloggen.

Hvorfor blogger jeg så Bibelen?

Fordi Bibelen er en spændende bog, som på godt, okay og ondt har præget vores kultur. Jeg ønsker at læse Bibelen, og højne min forståelse af den igennem min egen skriftlige fortolkning af teksterne. …og når jeg nu alligevel ejer det her domæne, så kan man jo li’så godt blogge Bibelen, ik’?

Jeg er som måske bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig.

Det meste af Bibelen har vist sig at være både interessant og fuldstændigt irrelevant for min forståelse af den verden, som jeg lever lykkeligt i. Historien om Abram er en velsignet undtagelse, da den rent faktisk belyser et af verdens varmeste brændpunkter.

Israel

Det er min overbevisning at, hvis Israels fjender lagde deres våben fra sig, så ville vi se diplomati, to-stats-løsning, fred og fordragelighed. Det er ligeledes min overbevisning at, hvis Israel selv lagde deres våben fra sig, så ville vi få Holocaust 2.0.

Israel gør mange slemme ting, men de gør de slemme ting, mens de er omgivet af fjender, som ønsker dem geografisk, kulturelt, menneskeligt og genetisk udryddet. Man kan blive nød til at bevæge sig ind i en gråzone, hvis man vil konfrontere en fjende som agerer i kulsort mørke. Jeg kan ikke forsvare alt, hvad Israel gør, men jeg kan forstå og tilgive mere end jeg kan forsvare.

With that being said…

Jeg skrev tidligere at, hvis Israels fjender lagde deres våben fra sig, så ville vi se diplomati, to-stats-løsning, fred og fordragelighed. Der er dog én ting, som kan forhindre B i at følge A: Bibelen.

Abrams udvandring til Kana’an

Beretningen om Abram starter lige på og råt;

Herren sagde til Abram: Forlad dit land, din slægt og dit fars hus, og drag til det land jeg vil vise dig.

Beretningen om Abram fortsætter lige på og dumt:

Herren viste sig for Abram og sagde: “Jeg vil give dine efterkommere dette land.”

Gud kan skære i pap:

Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt.

Gud kan også bøje neonrør:

Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden…

…og følgende perle bliver leveret til ære for de læsere, som stadigvæk sidder og tænker “Gad godt vide om Gud har givet noget land til Abrams efterkommere?”:

Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom.

Hmmm…

Der bliver ikke fred i Israel indtil…

Der er mange omstændigheder, som skal falde på plads inden der bliver fred i Israel:

• Der bliver ikke fred i Israel indtil Hamas accepterer Israels ret til at eksistere.

• Der bliver ikke fred i Israel indtil palænstinenserne begynder at læse op på Gandhi.

• …og der bliver ikke fred i Israel indtil enten a) Jødedommen tager et opgør med forestillingen om Guds insisteren på at Israel tilhører Abrams “efterkommere”, eller b) jøderne tager et endegyldigt opgør med Jødedommen.

Bibelens første helt er en heltinde

Udover den regelmæssige insisteren på at sammenkoble ejendomsret og genetik, så byder historien om Abram på en introduktion til Bibelens første egentlige helte-skikkelse.

Abram var stadigt barnløs som 86-årig, så hans kone Saraj opfordrer ham til at voldtage trælkvinden Hagar. Hmmm… Hagar? … Jeg har hørt det navn før…

En 86-årig mand, som voldtager Hagar… Ikke lige det billede, som jeg har allermest lyst til at have på nethinden.

Nårh ja; fik jeg sagt at det var Sarajs idé? Godt så… Sarajs idé virker efter planen, da Hagar vitterligt bliver gravid. Men så sker der det uacceptable, at det stakkels, voldtagede menneske begynder at få en lille smule selvværd. Saraj får et flip, og brokker sig til Abram:

Jeg har selv lagt min trælkvinde i din favn, men nu, da hun har opdaget, at hun er gravid, er hun begyndt at se ned på mig.

Ryd forsiden. Voldtægtsoffer ser ned på kvinden der beordrede hende voldtaget!

Hva’ fanden havde Saraj egentlig regnet med? Du kan eje, rykke rundt med, spytte på og voldtage hende, men intet menneske kan knække Hagars ånd.

Med Abrams explicitte velsignelse begynder Saraj at behandle Hagar så dårligt, at hun udfører endnu en heltegerning; hun flygter! Hagar vælger friheden over slaveriet. Heltindens legende vokser, vokser og vokser lige indtil…

Here’s Johnny!

Selvfølgelig kan denne frihedstrang ikke udfolde sig ustraffet, så Gud sender en engel efter Hagar. Englen udsteder følgende ordrer: “Vend tilbage til din frue, og find dig i hendes behandling.”

Vores heltinde er desværre en tragisk figur. Hun vender tilbage til fangeskabet, og føder en søn. Ikke alene giver hun op overfor hendes uretfærdige skæbne, hun må tilmed lide den tort at Saraj ved en senere lejlighed – og med Guds explicitte velsignelse – jager Hagar og hendes søn bort fra deres hjem. Da hun flygtede som en fri kvinde blev hun indfanget igen. Da først hendes ånd var knækket forvises hun fra det fængsel hun prøvede at gøre til sit hjem.

For at det hele ikke skal være så trist, så slutter vi med Bibelens foreløbigt fedeste replik-skifte.

Bibelens fedeste replik-skifte?

Gud omdøber Abram til Abraham og Saraj til Sara. Derpå lover Gud dem en søn på trods af at de begge “er gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis.” Sara ler for sig selv ved denne fremmede tanke, og så slutter historien med følgende klassiske replik-skifte:

Gud: “Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkeligt få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren!”

Sara: “Jeg lo ikke.”

Gud: “Jo! Du lo!”

The End

Med disse tre ord – jep; lige netop de tre ord – kommer afsnittet om Abraham og Saras kvaler med barnløshed til en brat afslutning.

Den næste historie i Bibelen, og på Bibelen Bloggen, handler om Ødelæggelsen af Sodoma og Gommora.

Se også:

Abraham ifølge Koranen

Jeg er som måske bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig.

Babelstårnet

Babelstårnet er Bibelens hidtil korteste historie. På blot 172 ord formår Babelstårnet at formidle en historie, som jeg kender uden nogensinde at have læst den. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Kulturel osmosis for the win!

Som sagt; Babelstårnet…

Hele Jorden taler “samme sprog og samme tungemål”, og nej; jeg ved ikke hvad der er forskellen på et sprog og et tungemål. …og hvad bruger de så det sprog til?

De sagde til hinanden: Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!

Menneskeheden taler et og samme sprog, og de bruger sproget til i parole-form at tilskynde til manuelt arbejde. Når opfordringer til at udføre manuelt arbejde indledes med et “kom”, og afsluttes med et udråbstegn, så tænker jeg altså på marxistisk-leninistiske arkitekter, som afskriver deres akademiske baggrund til fordel for et job på 70′ernes B&W-værft. Ja, ja… Jeg får (gen-)læst for meget Mikkel Plum for tiden.

Anyway…

Den næste gode idé menneskeheden får er at bygge et tårn, som når op til himlen. Hele menneskeheden samlet om ét fælles mål. Bibelen er bare en bog, og Babelstårnet er bare en myte. Men det er en smuk myte.

Så sagde Herren: “Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem.”

For en samlet menneskehed er intet umuligt!

Fiction check!

Overstående citat er lige så korrekt, som det er uhæderligt. For Herren sagde mere end jeg citerede ham for:

Så sagde Herren: “Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned, og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.”

Så uden skyggen af gennemskueligt motiv forvirrer Gud menneskene, fjerner deres fælles sprog og spreder menneskeheden over hele jorden. Eller som Lemmy Kilmister synger det: God Was Never On Your Side!

Godnat og sov godt!

Bibelen Bloggen fortsætter snarest med de første historier om Abraham. Der er et par virkeligt gode [læs: idiotiske på den fede måde] historier imellem.

Indtil da kan læseren lære Abraham at kende igennem min tolkning af Koranens gengivelse af figuren.

Jeg er som bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er endnu ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig.

Hey Bibelen – hva’ sker der for dig?

Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. … Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.

Ja, ja, polygami er par for the course, når det kommer til Bibelen, men kunne man ikke have valgt en mindre storskrydende betegnelse af kønnene end Gudssønnerne og Menneskedøtrene? …og det er ikke engang det mest WHAT THE FUCK!?!-inducerende ved den overstående passage.

Nej, det mest interessante er at dette univers med gudssønner, menneskedøtre, kæmper på jorden og helte bygges op for… Ja, for hvad egentlig? Det finder vi aldrig ud af, da Bibelen nøjes med at tegne dette fascinerende mytologiske landskab før den haster videre til næste historie. Hvorfor lade skuespillere, handlinger og replikker komme i vejen for læserens beundring af scenografien?

Den Store Vandflod

Den historie som jeg i min religiøse analfabetisme kendte som historien om Syndfloden kaldes i Bibelselskabets oversættelse “Den Store Vandflod”. For på den led at adskille Vandfloden fra floder af andet flydende materiale end vand… eller sådan nogen ting.

Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.

…og som det forhåbentligt er bekendt, så reagerer Gud ved at dræbe gamle, modne, unge, børn, babyer og ufødte børn. Gud er den mest aktive abortlæge i historien.

Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage.

Godt så; Gud er en psykopatisk folkemorder, som dræber de uskyldige, de umælende og de ufødte. Hvorfor slå de kristne oven i hovedet med historier, som de kristne selv er de første til at tage afstand fra? Fordi visse kristne tigger og beder om at blive slået (hårdt!) i hovedet med disse historier.

Bibelselskabet skriver i deres forord at historien om dette uforlignelige, urimelige og ikke-diskriminerende massemord er “et godt eksempel” på at “Gud skildres som en Gud med føleleser og en der elsker sine mennesker og derfor ofte bliver vred over deres opførsel. Han straffer de skyldige…”

Gu’ straffer han røv de skyldige! Den Store Vandflod er fiktionen om et folkemord, som ikke tager stilling til individets skyld eller mangel på samme. Gud straffer ikke på baggrund af skyld. Gud straffer på baggrund af tilhørsforhold til en gruppe (eller i de ufødte børns tilfælde; kommende tilhørsforhold). …og selv i det 21. århundrede er der kristne, som mener at historien er et godt eksempel på at Gud “straffer de skyldige”.

Men intet er så skidt at det ikke er godt for Noa…

Gud giver som bekendt Noa og hans familie mulighed for at redde sig selv. Lige så bekendt bør det være at Gud beder Noa om at redde et par af alle verdens dyr. Hvor bekendt det end måtte være, så er historien ikke korrekt:

Af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun.

Syv par? Historien er tusinder af år gamle, genfortalt og gengivet i utallige former og man kan ikke leve i Danmark uden at optage historien igennem kulturel osmosis. Alligevel har den et twist, som undertegnede ikke så komme.

Historien kort; regnen falder i 40 dage og 40 nætter, vandet stiger i 150 dage, vandet falder i 150 dage, Arken lander på en bjergtop på “den syttende dag i den syvende måned” og dem der kan huske en linie tilbage vil græmme sig over at få at vide at “den første dag i den tiende måned kom bjergtoppene til syne”. Så Noa landede på en usynlig bjergtop, eller hva’?

All we are saying is give peace a chance…

…og så slutter det hele i fred, fordragelighed og flere døde dyr:

Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: “Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort…”

Dette brændoffer får Gud til at begå den mindst betryggende forsøg på en beroligende bemærkning i litteraturhistorien:

Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.

Jeg lover aldrig mere at slå dig med mit uppercut. Du behøver overhovedet ikke bekymre dig for at blive ramt af et af mine uppercuts.

Noa forstår at slutte med stil

Noas sønner, der gik ud af arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam blev far til Kana’an. De tre var Noas sønner, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning.

Noa overlever den største katastrofe i menneskehedens historie, og han bærer en stor del af ansvaret for at menneskeslægten og dyrelivet føres videre. Et prægtigt monument over et stort liv. …og her havde en normalt begavet fortæller valgt at slutte historien.

Men Bibelen føler et uforsåteligt behov for at tilføje en enkelt historie fra Noas senere liv. I direkte forlængelse af overstående citat fortæller Bibelen at…

Agerdyrkeren Noa var den første, der plantede en vingård. Da han drak af vinen, blev han beruset og blottede sig inde i sit telt.

Jeg opfordrer læseren til at tage en pause i læsningen, vende sig bort fra computeren, lukke øjnene og danne egne billeder af en spritstiv og splitterragende nøgen Noa, som vælter rundt i sit telt. …og med dette charmerende billede printet på nethinden forlader vi og Bibelen historien om Noa.

Jeg runder af for denne gang, men Bibelen Bloggen fortsætter snarest med historien om Babelstårnet.

Se også:

Noas Ark i Koranen

Jeg er som bekendt begyndt at læse Bibelen (i parantes bemærket; i modsætning til så mange andre). Det er ikke et stort forkromet blog-projekt, men et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig.

Adam og Eva

En af de overraskende ting ved historien om Adam og Eva er at teksten ikke formår at overraske. Historien i Første Mosebog flugter ikke alene fint med den “så skete det, så skete det”-skitse af fortællingen, som jeg har tilegnet mig igennem kulturel osmosis. Historien er den “så skete det, så skete det”-skitse af fortællingen, som jeg har tilegnet mig igennem kulturel osmosis.

Gud skaber Adam – Gud skaber Paradisets Have – Gud formaner Adam om ikke at spise af Kundskabets Træ – Gud skaber alle dyrene med henblik på at finde en “hjælper” til Adam – Adam navngiver alle dyrene, men finder ingen “hjælper” – Gud skaber “kvinden” ud af et af Adams ribben – THE END.

Hvis du kender det skelet, så er der ingen grund til at læse Første Mosebog for historien er skelettet, og skelettet er historien.

Syndefaldet og Uddrivelsen af Edens Have

Igen; historien er skelettet, og skelettet er historien…

Slangen lokker “kvinden” til at spise af Kundskabens Træ – Kvinden lokker Adam til at spise af træet – Gud bliver sur – Adam siger at det var kvindens skyld – kvinden siger at det var slangens skyld – alle får deres ufortjente straf…

Kvinde straffes ved at skulle føde i smerte, og får tillige en formaning om at “begære din mand, og han skal herske over dig”. Det er her interessant at bemærke at smertefulde fødsler er resultatet af en eksplosiv evolution af hjernen, og dermed det menneskelige kranium. Bækkenet kunne ikke følge med i udviklingen, og derfor bliver mennesker født i smerte og født for tidligt (mens vi endnu er hjælpeløse – se også her). Kundskaben gør at mennesket fødes i smerte.

…og selvom jeg fjerner batteriet fra mit ur, så viser det stadigvæk det rigtige klokkeslet to gange om dagen. Tjekket ur, ik’?

Adam straffes ved at dyrkelsen af marken bliver gjort møjsom, og han skal spise sved-fugtet brød til hans dages ende – “i dit ansigts sved skal du spise dit brød”.

I Bibelens første alvorlige non sequitur navngives “kvinden”: “Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker.” Okay…

Mennesket jages ud af Eden Have. De første mennesker er de første flygtninge. Gud sender dem dog kærlige tanker med på vejen: “Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!”

Dear God; …fuck you too!

Kain og Abel

Adam og Eva får to sønner; Kain og Abel. Begge sønner bringer en offergave til Gud, Gud afviser Kains offergave, Kain dræber Abel, Kain forbandes, fordrives og mærkes for evigt. Historien er skelettet, skelettet er… you know the drill.

Bibelen har indtil videre vist sig at være en inkompetent udført “så skete det, så skete det, så skete det”-beretning. Ingen dybde, ingen refleksioner, ingen filosofi, ingen mening, og resten er Flair-hjælpe-mig ren opremsning af stamtavler.

Næste afsnit om Bibelen Bloggen fortsætter i de kendte vande med historien om Noa. En historie, som jeg tidligere har gennemgået, i Koranens udlægning.

Hvad er Dagens SPOING? Det er en gammel feature på bloggen, som ikke er set siden d. 30. Maj 2009. Eftersom featuren har ligget i dvale, så gentager jeg lige min introduktion til begrebet SPOING. Vi skal en tur omkring Jesus&Mo:

**********

Når I nu har lært begrebet SPOING at kende, så er det på tide at I gemmer jeres Irony Meter sikkert af vejen for her kommer ‘Dagens SPOING’.

DAGENS SPOING!

D. 1 januar 2010 er dagen, hvor den nye strammere blasfemi-lovgivning træder i kraft i Irland. Det betyder at du kan blive straffet med en bøde på 25.000 Euro for at komme med udtalelser “that is grossly abusive or insulting in relation to matters held sacred by any religion, thereby causing outrage among a substantial number of the adherents of that religion; and he or she intends, by the publication of the matter concerned, to cause such outrage”.

Også i Danmark har vi en blasfemi-paragraf. Irland er et overvejende katolsk land. Danmark er et overvejende kristent land, hvor staten og befolkningen støtter op om den kristne kirke. Hmmm… Gad godt vide om blasfemi er noget, som er omtalt i Bibelen?

Matthæus 26:65:

Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« De svarede: »Han er skyldig til døden.«

Undskyld mig, mens jeg spørger dumt, men er Kristendommen ikke den religion, hvor man tilbeder en mand som blev jagtet, retsforfulgt og henrettet for blasfemi?

Kan de kristne godt selv se det ironiske i at de tolererer blasfemi-paragraffer, mens de samtidigt søger frelsen hos en mand, hvis budskab forbrød sig mod datidens blasfemi-paragraffer?

SPOING!!!

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

24 timer senere:

Gud skabte hvælvingen som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel.

*****

Gud sagde “Der skal være lys!” Og der blev lys. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.

72 timer senere:

Gud sagde: “Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat”

*****

Verdens Skabelse

Verdens Skabelse er sådan set fin nok. Gud skaber (i nævnte rækkefølge) himlen, jorden, lys, dag, nat, himlen (igen), planter, træer, solen, månen, stjerner, fisk, fugle, levende væsener, kvæg, krybdyr, vilde dyr og mennesket. Så langt, så godt, så dybt utilstrækkeligt for et omnipotent væsen…

Jeg vil ikke slå Bibelen oven i hovedet med at moderne mennesker ved at Solen og Månen ikke er placeret på en himmelhvælving, eller at Månen (i modsætning til hvad både Bibelen og Koranen siger) ikke er et lys, men blot en reflekterende overflade. Men der er altså et par spørgsmål, som selvstændigt tænkende mennesker kunne stille til Bibelen uden at kræve assistance fra de seneste århundreders landvindinger indenfor naturvidenskaben.

Things that make you sing along to Crash Test Dummies…

Hvorfor skabes himlen to gange?

Hvorfor skabes nat og dag to gange?

Hvis solen og månen først kommer til på den fjerde dag, hvordan bliver de første tre dage i universets historie så afmålt og defineret?

Hvis dag og nat er ældre end sol og måne, hvorledes defineres så henholdsvis dagen og natten?

Når der nu står at dyrene blev skabt før menneskene, hvorfor behøver man blot at bladre én side frem for at finde historien om Adam og Eva, hvor mennesket skabes før dyrene?

…og for at omskrive en gammel Zen-gåde:

Hvad et omnipotent væsen siger “Der skal være lys”, og der ikke er nogen som hører det, giver det så stadigvæk en lyd?

Hmmm…

Næste afsnit om Bibelen Bloggen fortsætter i de kendte vande med historien om Adam og Eva.