Jeg er begyndt at læse og blogge Bibelen. Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her.

Jeg er nået til Tredje Mosebog, som er en lang gennemgang af regler. De fleste af reglerne vedrører ritualer og lignende ligegyldigheder.

Indsættelsen af Aron og hans sønner

Den første historie vi får i Tredje Mosebog handler om Aron og hans sønners indsættelse i præsteskabet.

Så lod han Aron og hans sønner træde frem, og han lod dem bade sig i vand. Han gav ham kjortlen på, bandt skærfet om ham, iførte ham kappen, gav ham efoden på, bandt efodens bælte om ham og fastgjorde den på ham med det. Så gav han ham brystskjoldet på, og i brystskjoldet lagde han Urim og Tummim. Han satte turbanen på hans hoved, og foran på turbanen anbragte han guldblomsten…

Okay, det her er røvkedeligt. For læsernes skyld springer jeg et par afsnit frem…

Så førte han syndoffertyren frem; Aron og hans sønner lagde hænderne på tyrens hoved, og Moses slagtede den. Så tog han blodet, og med sin finger strøg han det på alterets horn hele vejen rundt…

Bibelen er bøgernes bog, the greatest story ever told, og selv dens afføring lugter af roser, men det her… Det er altså ret kedeligt. Jeg prøver at springe frem i historien…

Derpå førte han den anden vædder frem, indsættelsesoffervædderen; Aron og hans sønner lagde hænderne på vædderens hoved, og Moses slagtede den. Så tog han noget af blodet og strøg det på Arons højre øreflip og på…

Okay, det var vist et dumt sted at stoppe. Jeg prøver et par afsnit længere henne i teksten.

I skal koge kødet ved indgangen til Åbenbaringsteltet; dér skal I spise det sammen med brødet i indsættelseskurven, sådan som jeg har fået befaling til at…

Fuck det her pis. Jeg springer direkte videre til næste kapitel.

På den ottende dag tilkaldte Moses Aron og hans sønner og…

Den ottende dag? DEN OTTENDE DAG? Tager du pis på mig?

Vi får to hele kapitler med “så skete der det,  så skete der det”-opremsning af jammer-inducerende indsættelsesritualer. De skal forestille at strække sig over 8 dage, men det føles meget længere, når man læser om det i Bibelen.

Med så mange, og så lange, ritualer, så må det vel være et spørgsmål om tid før nogen kløjs i et af dem. …og ganske rigtigt; Arons sønner Nadab og Abihub kommer til at bruge en forkert ild til deres afsluttende offer-ritual.

…de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem. En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt.

Godt så…

Hvis jeg forstår det korrekt, så har Gud leget “Jokum siger” med Aron og hans sønner i over 8 dage, hvor de er blevet trukket igennem den ene ligegyldige handling efter den anden. Når de endelig kvajer sig… Øjeblikkelig død ved ild!

WHAT THE FUCK!?!

*****

Således er der masser af autoritet bag, når Moses instruerer de overlevende præste-kandidater i de “særlige bestemmelser om præsteskabet”:

I må ikke rive jeres klæder itu, for så skal I dø…

Når du og dine sønner går ind i Åbenbaringsteltet, må I hverken drikke vin eller øl, for så skal I dø…

Der er sikkert blevet hørt godt efter, mens Moses instruerede de nye præster.

Der er også regler for lægfolkene, men de er for omfattende til at redegøre for i dette indlæg. Derfor bliver det blot til enkelte udvalgte smagsprøver.

Loven om rene og urene dyr

…af dem, som kun tygger drøv, eller som kun har spaltede hove, må I ikke spise følgende: …klippegrævlingen, for den tygger ganske vist drøv, men har ikke spaltede hove; den skal I regne for uren.

Med tilsvarende ikke-argumenter argumenteres der for at muldvarpen, kamelen, murgekkoen og andet godtfolk er urene dyr, som ikke må spises.

Selve idéen om at noget mad er rent, og andet er urent, er dybt indlejret i menneskeheden, og har i moderne tid bl.a. affødt modstand mod GMO-afgrøder. Der er samfund, som har lidt helt ekstremt under tilsyneladende vilkårlige fødevareregler, og der er samfund, hvis frelse er blevet kritiseret under henvisning til, at deres mad er uren. At dele mad op i ren og uren ud fra irrationelle kriterier er et no-no, som menneskeheden bør give slip på snarest muligt.

Se også: Michael Specter – The danger of science denial

Loven om barselskvinders urenhed

Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; … I treogtredive dage skal hun blive hjemme

…og den kunne man så arkivere under W for whatever, hvis ikke det var fordi:

Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage… I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen:

WHAT THE FUCK!?!

*****

Seksuelle forbud

Afsnit om seksuelle forbud indledes med en opfordring til at være elendigt integrerede indvandrere:

I må ikke bære jer ad, som man gør i Egypten, hvor I boede, og I må ikke bære jer ad, som man gør i Kana’an, hvor jeg fører jer hen. I må ikke følge deres skikke.

Derefter følger en række seksuelle forbud.

Ingen som helst må komme sine kødelige slægtninge nær og blotte deres køn. Jeg er Herren!

Jeg formoder at Noa, Adam, Set og Lot’s døtre får en fritur, fordi de levede før Gud gjorde menneskeheden opmærksom på, at der er ulovligt at blotte sig overfor/dyrke sex med ens barn, klon, søster eller fader.

Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed. Du må ikke have seksuel omgang med noget dyr; du bliver uren ved det.

Jep, de to udsagn hører selvfølgelig hjemme i forlængelse af hinanden. Jeg lader Garfunkel & Oates om at kommentere den sag:

*****

Religiøse og sociale bud og forbud

Du må ikke få en blind til at snuble.

Det er og bliver et dick-move at spænde ben for blinde mennesker.

Jeg er normalt ikke bleg for at kritisere Bibelen og dens svælgen i vold og incest. Derfor føler jeg mig særligt forpligtet til at anerkende og fremhæve Bibelens smukke, simple og indlysende sande sider. Dette bibel-vers (Tredje Mosebog, Kapitel 19, Vers 13) bør råbes fra hver bakketop, og hyldes af menneskeheden på tværs af nationale, religiøse og kulturelle skel. Man spænder bare ikke ben for blinde mennesker. Godt set af Bibelen.

Dødsstraf for overtrædelse af budene

Hvis en mand begår ægteskabsbrud med en anden mands hustru, skal han lide døden, både manden og kvinden, som bryder ægteskabet.

Det er jeg selvfølgelig ikke enig i. Dødsstraf synes dog at være en logisk konsekvens i et samfund, som har stramme seksuelle påbud og let ved mord.

Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden.

Jeg er igen ikke enig. Men i et samfund, hvor man myrdes for at forlade sin religion, så… Jeg kan se, hvad Gud har tænkt, da han kom med dette påbud om dødsstraf.

Hvis en mand har seksuel omgang med et dyr, skal han lide døden. Også dyret skal I dræbe.

Dette flugter fint med samfundets moralske… a’ hva’ for en fisk?

En ting er at myrde enhver, som dyrker sex udenfor ægteskabet. Noget andet er at myrde den kamel, som er blevet besteget bagfra af en pervers stodder. Hvorfor fa’en skal kamelen myrdes? Forklaring udbedes.

Dødsstraf for at forbande Gud

Alt det her med at myrde mennesker, som mener noget forkert er ikke bare abstrakt teori jf. bl.a. folkemordet på Guldkalvens tilbedere. Israelitternes villighed til at myrde for bagatel-agtige forbrydelser mod det herskende tankesæt fik en ung mand at føle, da han bespottede Guds navn.

Og Herren sagde til Moses: Før den mand, der udtalte forbandelsen, uden for lejren; alle, der hørte det, skal lægge hænderne på hovedet af ham, og så skal hele menigheden stene ham.

…

Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden. Den, der slår et husdyr ihjel, skal erstatte det med liv for liv. Når nogen tilføjer sin landsmand en legemsskade, skal der gøres det samme ved ham, som han selv har gjort, brud for brud, øje for øje, tand for tand. Den legemsskade, man påfører en anden, skal man selv påføres. Den, der slår et husdyr ihjel, skal erstatte det, og den, der slår et menneske ihjel, skal lide døden. Hos jer skal én og samme forordning gælde for de fremmede såvel som for landets egne. Jeg er Herren jeres Gud!

Det sagde Moses til israelitterne, og så førte de ham, der havde udtalt forbandelsen, uden for lejren og stenede ham. Israelitterne gjorde, som Herren havde befalet Moses.

Det absurde i denne sammenhæng er at det famøse “øje for øje, tand for tand”-påbud introduceres i et forsøg på at retfærdiggøre at gudsbespottere skal lide en lang og smertefuld død ved deres medborgeres hænder. Det er ikke “øje for øje”, det er “blod for ord”. Oh, well…

Fjerde Mosebog:

Bibel Bloggen fortsætter snarest med et kig på Fjerde Mosebog.

Sidst jeg bloggede om Bibelen havde Gud netop påbudt israelitterne at følge De Ti Bud.

Moses fik ikke alene ti bud på toppen af Sinaj-bjerget, han fik også et overflødighedshorn af lange, detaljerede og først og fremmest kedelige regler om samfundslivet. Mens Moses hænger ud med Gud begynder hans landsmænd for foden af bjerget at blive rastløse.

Guldkalven

Israelitterne tager deres guldsmykker, smelter dem om og støber en guldkalv. Israelitterne fester, danser og danner en ny religiøs bevægelse med Guldkalven i centrum.

Fest? Dans? En afstøbning af en ko? I’m so there, dude!

Umiddelbart lyder det jo som en langt sejere religion end Kristendommen. Det kan Gud ikke have siddende på sig.

Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede!

Moses appelerer til Gud om at besinde sig i denne omgang:

Vend dog om fra din glødende vrede, og fortryd den ulykke, du ville bringe over dit folk!

…og – stik mod Bibelens ånd – reagerer Gud med resignation:

Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk.

Efter 1, 2, 3 massemord, så viser det sig, at man bare skal bede Gud pænt om at lade være med at myrde løs til højre og venstre, og så angrer en brødebetynget gud.

Jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs

Drag nu op herfra sammen med det folk, du har ført op fra Egypten, til det land, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob med de ord: Jeg vil give det til dine efterkommere. … I skal til et land, der flyder med mælk og honning. Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs.

Gud fremstår her som en overnaturlig Lennie Small, som ikke vil nogen noget ondt, men bare har så uendeligt svært ved at styre sine enorme kræfter. Gud er jo nærmest en tragisk figur.

Derpå tog han kalven, som de havde lavet…

Når nu Gud ikke vil straffe israelitterne for deres guldkalv, så må Moses træde til. Moses undertrykker den netop opståede religion med stor passion, iver og psykopati. Moses tager Guldkalven, brænder den, knuser den til støv, opløser støvet i vand, hvorefter han i bedste Biff Tannen-stil tvinger israelitterne til at… Nej, jeg må hellere lade Bibelen selv fortælle historien:

Derpå tog han kalven, som de havde lavet, og brændte den; han knuste den til støv og spredte det ud over vandet, og det gav han israelitterne at drikke.

Hvis Moses så bare var stoppet efter hans lille stunt med at tvinge israelitterne til at drikke resterne af deres afgud (!!!), så havde historien været mere underlig end ubehagelig. Moses stoppede ikke der.

“Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel.” Levitterne gjorde, som Moses sagde, og der faldt den dag hen ved tre tusind mand af folket.

Deres eneste forbrydelse var at tilbede en afstøbning af en guldkalv.

Hvis du lader dine sønner gifte sig med deres døtre…

Israelitterne skal som sagt drage til deres nye land [læs: andre menneskers gamle land] uden deres Gud, som endelig har fundet en tiltrængt frygt for egne kræfter. Heldigvis giver Gud sit folk et par sidste instruktioner med på vejen.

Imperialisme

Hold alt det, jeg i dag befaler dig. Jeg vil drive amoritterne, kana’anæerne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bort foran dig.

Undertrykkelse af religiøse mindretal

Deres altre skal I rive ned, deres stenstøtter skal I knuse, deres Ashera-pæle skal I hugge om.

Religiøs apartheid

Du må ikke slutte pagt med landets indbyggere, for når de horer med deres guder og ofrer til dem, vil de indbyde dig, og du kommer til at spise af deres offer; og hvis du lader dine sønner gifte sig med deres døtre, og deres døtre horer med deres guder, vil de også få dine sønner til at hore med deres guder.

Jeg kan ikke gøre grin med det sidste udsagn, da den stråleglans, som udgår fra ordenes iboende idioti, komik og what the fuck!?!-agtighed, altid vil overgå ethvert mat forsøg på at sige noget morsomt om udsagnet. Jeg bøjer mig ydmygt for disse ord, og runder dagens afsnit af Bibel Bloggen af med en gentagelse af de udødelige ord:

Hvis du lader dine sønner gifte sig med deres døtre, og deres døtre horer med deres guder, vil de også få dine sønner til at hore med deres guder.

Læsere som ønsker at have ammunition parat, næste gang det hævdes at Bibelen er stor litteratur, gøres opmærksom på at udsagnet forefindes i Anden Mosebog, Kapitel 34, Vers 16.

Se også:

Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her.

Indholdsfortegnelsen for Anden Mosebog kan ses her.

Jeg er begyndt at læse og blogge Bibelen. Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her. Indholdsfortegnelsen for Anden Mosebog kan ses her.

Sidst vi lod vores kollektive bevidsthed opsluge af Bibelen havde Gud netop myrdet samtlige førstefødte egyptiske mænd. I forlængelse deraf får Moses tilladelse til at lede sit israelittiske folk ud af et traumatiseret Egypten.

Åbenbaringen på Sinaj

Efter 3 måneders vandring når israelitterne til Sinaj-ørkenen. Her kommer Gud med en slet skjult trussel til israelitterne:

I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten… Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig.

Israelitterne har selv set de ti plager. Israelitterne har hørt deres naboers sjæle-skærende skrig, mens deres førstefødte gled dem af hænde.

Folket svarede alle som én: »Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.«

Klogt folk.

De Ti Bud

Gud kommer med sine famøse 10 bud.

1. Du må ikke have andre guder end mig.
2. Du må ikke lave dig noget gudebillede… Du må ikke tilbede [gudebillederne] og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig…
3. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn…
4. Husk sabbatsdagen og hold den hellig. … Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.
5. Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
6. Du må ikke begå drab.
7. Du må ikke bryde et ægteskab.
8. Du må ikke stjæle.
9. Du må ikke vidne falsk mod din næste.
10. Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

…og så kunne en begavet blogger, ellers rive disse bud et nyt røvhul. Det gør denne begavede blogger ikke. Jeg overlader trygt ordet til en af det 20. århundredes største intellektuelle kapaciteter; George Carlin. Her praktiserer han røvhuls-rivingens ypperlige kunst på bekostning af disse bud:

*****

…men hvad skal jeg så lave?

Jo, ser du… Budene stopper ikke der. De Ti Bud er bare begyndelsen på en så godt som uafbrudt tirade af Bud, som fortsætter Anden Mosebog ud og langt ind i Tredje og Fjerde Mosebog før de endelig bøjer af til fordel for lidt fremdrift i historien. De Ti Bud er blot en dråbe i det bæger, som hedder Guds forordninger for menneskehedens opførsel.

De fleste af forordningerne i Anden Mosebog relaterer til specifikationer for indrettelse af templer, indvielse af templer, præstens klædedragt etc. (se evt. dette eksempel i kommentatorsporet), men heldigvis bliver der også plads til et par What The Fuck ?!?-øjeblikke undervejs. I får tre eksempler:

Trællene bliver sat på plads

Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal det hævnes. Men lever de en dag eller to, skal det ikke hævnes. Det er jo hans egne penge, det drejer sig om.

Er trælle hans egne medmennesker? Nej, selvfølgelig ikke, de er jo hans egne penge. Kære Gud; fuck you too!

Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel…

Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og man må ikke spise dens kød. Oksens ejer skal gå fri af straf.

Halal-slagtning – gå hjem og vug!

Den her bliver stadigvæk taget seriøst af kristne i 2010

En troldkvinde må du ikke lade blive i live.

‘Nuff said!

Næste indlæg på Bibel Bloggen:

Anden Mosebog er ganske rigtigt fulgt op med forordninger af varierende gyldighed, men der bliver også tid til at Gud lover kommende etniske udrensninger og folket danser om en guldkalv, som er meget sejere end Gud. Det kan du læse mere om i næste indlæg af Bibel Bloggen.

Første Mosebog

Anden Mosebog

Tredje Mosebog

Fjerde Mosebog

Indholdsfortegnelse for Bibel Bloggen

Israelitternes trældom og senere udfrielse; Moses vej til berømmelse, de ti plager, og israelitternes udfrielse af Egypten.

Gud, konge og mangel på fædreland – fra polyteisme til monoteisme; Eksisterende Lotte gæsteblogger om Anden Mosebog.

Åbenbaringen på Sinaj og De Ti Bud

Anden Mosebog: Guldkalven og en uledsaget ørkenvandring; Gud som en overnaturlig Lennie Small, og Moses som Biff Tannen.

Jeg er begyndt at læse og blogge Bibelen. Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her.

I anledning af det projekt har Eksisterende Lotte udfordret mig til et blog-off over indledningen af Anden Mosebog. Lotte og jeg har blogget om den samme passage i Bibelen. Mine bloggerier kan læses i nærværende indlæg, og Lottes bloggerier kan læses her:

Gud, konge og mangel på fædreland – Fra polyteisme til monoteisme.

REWIND!

Første Mosebog afsluttes med historien om den jødiske slave Josef, som endte som rådgiver for selveste Faraoen. Josef forudser en kommende hungersnød, og begynder at spekulere i prisen på såsæd. Da hungersnøden var hårdest, slog Josef til:

Så købte Josef al Egyptens jord til Farao. Hver egypter solgte sin jord, for hungersnøden var hård. Sådan kom landet til at tilhøre Farao, og folket gjorde han til trælle i hele Egypten fra den ene ende til den anden.

Josef inviterer hele sin familie til at bo hos ham i Egypten. Så gik der 400 år…

Slaves – Hebrews born to serve, to the Pharaoh

Josef og alle hans brødre og hele det slægtled var døde. Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem.

Jøder, som formerer sig som rotter, er et skræmmende perspektiv for de lokale magthavere. Jøderne reduceres til trælle, og de plages med hårdt arbejde og systematiske mord på deres drengebørn.

I bedste Luke Skywalker/Jesus/Superman-stil lykkedes det dog at redde en enkelt dreng: Moses.

Tiden gik, og Moses blev voksen. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel. Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.

Moses bliver voksen, og tre sætninger senere har han myrdet et menneske. Bruce Willis kan godt gå hjem og vugge… Gud beslutter sig for at Moses er manden, som skal befrie jøderne fra deres trældom.

Go – I will be with thee, bush of fire

Gud viser sig for Moses i form af en talende, brændende busk. Hvad er Guds første ord til Moses?

“Moses! Moses! Du må ikke komme nærmere!”

Hvis der er en ting, som skriger “anden rangs-tryllekunstner”, så må det være når trickets centrale rekvisit desperat og højtråbende insisterer på at publikum skal holde afstand.

Gud fortsætter uden skam i livet:

Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. … Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.

Moses bliver sendt til Farao flere gange, men Farao udtrykker fornuftig skepsis overfor eksistensen af Moses’ gud. Møderne er frugtesløse. Hvis jeg kender Gud ret, så er det lige omkring her, at han går i fuldstændigt amok i vold, død og ødelæggelse.

Blood – Running red and strong, down the Nile

Gud sender ti plager ned over Egypten. Han starter lige på og råt…

…alt vand i Nilen forvandledes til blod. Fiskene i Nilen døde, Nilen kom til at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Der var blod overalt i Egypten.

…

Alle egypterne gravede efter drikkevand i omegnen af Nilen, for de kunne ikke drikke vandet fra Nilen.

Plague – Darkness three days long, hail to fire

Gud sender yderligere 9 plager ned over det hårdt prøvede egyptiske folk. Et par eksempler:

Guds femte plage er kvægpest:

Alt egypternes kvæg døde. Men ikke et eneste af israelitternes dyr døde.

Guds syvende plage er hagl:

I hele Egypten slog haglene alt det ned, som var på marken, både mennesker og dyr. … Kun i landet Goshen, hvor israelitterne var, faldt der ikke hagl.

Guds niende plage er mørket:

I tre dage kunne man ikke se hinanden, og ingen kunne røre sig ud af stedet. Men overalt, hvor israelitterne boede, var der lyst.

Jeg synes, at jeg kan spotte en trend i Guds plageri.

Die by my hand – I creep across the land – Killing first-born man

Gud kan skabe verden, skabe menneskeheden, udrydde menneskeheden, ødelægge byer og sende plager. Nu har han lagt jødernes udfrielse fra Egypten på sinde. Hvordan tror du at Gud løser det problem?

Hvis du svarede “Gud flytter da bare jøderne fra Punkt A til Punkt B uden først at myrde en masse mennesker på baggrund af deres etnicitet”, så kender du ikke Bibelens gud. Den tiende plage er den krybende død:

Ved midnat går jeg midt gennem Egypten. Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen; … …ikke en hund skal gø ad israelitterne, hverken ad mennesker eller dyr. Sådan skal I forstå, at Herren holder egypterne adskilt fra israelitterne.

Normalt ville systematiske mord på børn være en naturlig afslutning på dagens blog-indlæg. Racistiske folkedrab har nemlig en vis “godtnat og sov godt”-agtig kvalitet over sig.

Men for en gangs skyld, så peaker Bibelen ikke i det øjeblik, hvor Gud begynder at myrde sagesløse civilister. I en slags etisk udgave af limbo-dansen prøver Gud at se, om det hele ikke kan gøres bare en lille smule mere afstumpet.

How low can you go?

Gud har advaret jøderne om det forestående massemord, men hvad skal jøderne lave, mens Gud slagter uskyldige børn i hobetal? Gud instruerer dem i at holde festmiddag under folkemordet.

Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt.

Så jøderne sidder og spiser festmiddag, mens deres skrigende naboer ser deres elskede, førstefødte søn glide ud af dette liv. Den festmiddag har været en årlig tradition for troende jøder – slægt efter slægt – lige siden.

Efter den tiende plage bliver Moses kaldt til Farao, som indvilger i at lade jøderne forlade Egypten. Her kunne historien være sluttet, hvis ikke det var fordi, at Gud havde besluttet sig for at se, hvor lavt han kan sænke den etiske limbo-stick.

Jøderne gik ikke tomhændede fra deres hårdtplagede land. Jøderne “bad egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om. På den måde plyndrede de Egypten.”

Godnat og sov godt!

Næste indlæg på Bibel Bloggen:

Mit næste blog-indlæg beskæftiger sig med Åbenbaringen på Sinaj og De Ti Bud. Instruktøren Cecil B. DeMille har sagt, at The Ten Commandments beskæftiger sig med “an unusual subject – the story of the birth of freedom.”

I mit næste blog-indlæg vil jeg analysere de ufattelige mængder af bullshit, som forefindes i dette udsagn.

Det nedestående indlæg er skrevet af en gæsteblogger, som også er kendt fra denne blogs kommentatorspor; Eksisterende Lotte.

Lotte har blogget Anden Mosebogs første 11 kapitler, og hendes bloggerier kan læses i dette indlæg. Jeg har selv blogget om den samme passage, og mit indlæg kan læses her:

Anden Mosebog: Israelitternes trældom og senere udfrielse

Herfra giver jeg ordet til Lotte:

Gud, konge og mangel på fædreland – Fra polyteisme til monoteisme.

Slave, Hebræer, Prins af Egypten, grundlægger af den monoteistiske gudsopfattelse, der findes næppe en historie, der er genfortalt mere massivt end beretningen om Moses.

Fra tegnefilmen The Prince of Egypt:

-til The Ten Commandments, hvor Charlton Heston giver den i rollen som Moses:

Sidstnævnte er afgjort et bekendtskab værd, alene special effect delen er en sand fornøjelse i filmhistorie, og intet bliver overladt til tilfældighederne, når overgangen fra polyteisme til monoteisme i jødedommens historie bliver medieret af Moses, der over sig har den almægtige Jahve, der bestemmer, betvinger og besætter alt fra naturens kræfter til tempoet på Faraoens vilje og overgivelse med henblik på total underkastelse fra hebræer såvel som ægypter.

Udgangspunktet er israelitternes trældom i Ægypten, hvor efterkommerne af Jakob føder mangfoldigt. Af skræk for at komme i undertal, beordrer Farao ethvert israelitisk drengebarn slået ihjel ved fødslen. Et barn af Levis slægt bliver sat i en kurv på Nilen og findes af Faraoens datter:

”Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses” [Anden Mosebog kap. 1 v. 10].

Tiden går Moses vokser til, og viser sig med sans for det folk, han blev født af. Moses slår en ægypter ihjel, og flygter i frygt for Faraoens hævn til Midjan, hvor han gifter sig med præstens datter og får en søn. Som hyrde for sin svigerfar Jetro begiver Moses sig ud i ørkenen, hvor han kommer til Guds bjerg Horeb hvor han overfor en brændende busk hører Guds stemme:

”Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” [kap. 3. v. 6]

Gud bedyrer, at han har set folkets lidelse under Faraoen og vil udfri dem til et vidtstrakt land, hvor mælk og honning flyder. Moses skal, udstyret med evnen til at udføre undere så enhver overbevises om Guds almægtighed, vende tilbage til Ægypten og bede Faraoen folket fri.

”Jeg kender ikke Herren, og vil ikke lade israelitterne gå” [kap. 5 v. 2,3], Faraoen adlyder ikke, som Moses befaler, men straffer i stedet hebræerne med strengt arbejde og prygl. Slægten fortsætter med at vokse og Moses går igen med sin bror Aron til Faraoen, hvor han endnu engang befaler folket frit. På Guds ordrer kaster Moses sin stav, der bliver til en slange, vismænd, troldmænd og Ægyptens mirakelmagere gør ham kunsten efter, og Faraoen fastholder, at han ikke vil sætte israelitterne fri.

Fra slanger til 10 plager: blod, frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke og drab på Ægyptens førstefødte slutter kapitel 11 samme sted, som kap 1 begyndte: Ethvert forsøg på at vise en tilsvarende magt virker for mirakelmagere, hoffolk og vismænd, indtil Moses på Guds ordre lader Ægyptens førstefødte dø. Faraoen overgiver sig og sætter folket frit, som Moses har befalet på vegne af Gud.

Kap. 1-11 i Anden Mosebog er ikke nærig med blod, piner og plager, og der optræder alt rigeligt i bloddryppende beretninger, der nødvendigvis må lade enhver idé om den senere forestilling om den kristelige Gud falde til fordel for en forestilling om, at Guden er både ond og god. I og med Anden Mosebog falder polyteismen til fordel for monoteismen, der etableres et tegn til jøderne: omskærelsen, der senere overtages indenfor Islam, endelig fejes enhver form for mirakelmageri af banen, magten tilhører alene Jahve og en gigant religion etableres. Tre af verdens største religioner: jødedom, kristendom og islam har alle denne forestilling om den ene, almægtige Gud til fælles. Kristendommen udmærker sig senere ved at inkludere treenigheden i skikkelse af; Faderen, Sønnen og Helligånden – ikke desto mindre påberåber alle religioner sig cirka samme historie som deres unikke udgangspunkt nemlig beretningen om Moses og dennes meritter i forhold til at kunne tale med Gud.

Jeg har holdt en ufrivillig pause med Bibelen Bloggen, mens jeg har kæmpet med teksten og konceptet.

En af tankerne med mit Bibel-projekt er at begå en læsning af Bibelen, som er 100% loyal overfor teksten. Den loyalitet kan ikke sameksistere med hensyntagen til teologi, receptionshistorie og folks fornemmelse for Kristendom. Men den loyalitet fordrer også, at Bibelen Bloggen bliver et latterligt omfattende projekt.

1. Samtlige indlæg jeg har skrevet har været mere omfattende, end de Bibel-passager, som indlægget tog udgangspunkt i.
2. Min Bibel fylder 1360 sider.
3. Læn dig tilbage, og tænk over perspektiverne i Punkt 1 og Punkt 2

Something has got to give…

Store dele af Bibelen er bare maskingeværsalver af ligegyldige segmenter – rat-a-tat-tat!

Personer uden baggrundshistorie træder ind i fortællingen. Ord og handlinger gengives, mens reflektioner er lige så ingenstedsnærværende som Gud. Tillad mig at gengive en enkelt historie i dens helhed:

Brøndstriden mellem Abraham og Abimelek

På den tid sagde Abimelek og hans hærfører Pikol til Abraham:

»Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig. Sværg nu her på stedet ved Gud, at du aldrig vil bedrage mig eller min slægt og mine efterkommere. Den troskab, jeg har vist dig, skal du vise mig og det land, hvor du bor som fremmed.«

Abraham svarede, at han ville sværge. Men han krævede Abimelek til regnskab for en brønd, som Abimeleks folk havde taget fra ham. Abimelek sagde:

»Jeg ved ikke, hvem der har gjort det. Du har ikke fortalt mig om det, og jeg har heller ikke hørt det før i dag.«

Så tog Abraham nogle får og køer og gav dem til Abimelek, og de sluttede pagt. Abraham stillede syv lam til side, og Abimelek spurgte ham:

»Hvad skal de syv lam bruges til, som du har stillet til side?«

Han svarede:

»De syv lam skal du modtage af mig som vidnesbyrd om, at det er mig, der har gravet denne brønd.«

Derfor kalder man dette sted Be’ersheba, for dér aflagde de ed. Da de havde sluttet pagt i Be’ersheba, tog Abimelek og hans hærfører Pikol af sted og vendte tilbage til filistrenes land. Abraham plantede en tamarisk i Be’ersheba, og dér påkaldte han Herren den evige Guds navn. Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land.

Jamen, er det ikke bare totalt fuckin’ ligegyldigt?

Derfor har jeg besluttet mig for at revidere projektets præmisser. Jeg vil læse Bibelen i dens uforskammet lange helhed, men jeg vil ikke blogge Bibelen. Jeg vil kun blogge de passager, som er fede, kendte, what the fuck!?!-inducerende eller på anden vis skriger på at blive blogget. Jeg har med andre ord givet mig selv tilladelse til at springe lange passager over.

I den blogging, som jeg rent faktisk vil foretage, vil jeg fortsat vægte loyaliteten overfor teksten højere ethvert andet tænkeligt hensyn. Jeg gætter på at projektet vil kaste flere hundrede indlæg af sig over de kommende år.

Det næste indlæg tager udgangspunkt i Anden Mosebogs indledende kapitler, Faraos undertrykkelse af israelitterne, og en alt andet end passende respons fra Gud.

Se også:

Første Mosebog according to William Jansen

Jeg er som måske bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig. Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her.

Abraham skal ofre Isak

Beretningen om Abraham og hans villighed til at henrette sin egen søn gengives i noget der ligner telegram-form. Ingen reflektioner, ingen følelser, bare fact på fact på fact:

• Gud beder Abraham om at myrde hans søn Isak ved et bjerg i Morija-landet
• Abraham, Isak, to karle og et æsel vandrer i 2 dage før de når bjerget
• Abraham får Isak til at bære brændet til det bål, som han skal brændes på
• Abraham binder Isak fast oven på brændet, og hæver kniven for at dræbe sin egen søn
• En engel afbryder seancen i sidste øjeblik:

»Abraham, Abraham! Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.

…

Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig … Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

Godt så…

Efter Bibelens kummerligt lave standarder, så er dette ikke en slem tekst. Jeg er kun 20 sider inde i Bibelen, og Gud har allerede udryddet menneskeheden og ødelagt Sodama og Gomorra; ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne.

Denne historie fortæller os intet nyt om Guds psykopati eller voldspotentiale. Men denne historie giver os derimod et billede på den gode kristne. Fordi du har handlet sådan… Det er lige præcis derfor, at Gud vil velsigne Abraham.

MC Einar > Gud

Hvis Gud vil velsigne Abraham, så må det være op til os andre at citere MC Einar op i hovedet på patriarken:

Dit lille poppede fæ, din lille åndspygmæ
Din hjerne har du fået til at tænke med!

Gud bad mig gøre det… Alle de andre i klassen gør det… Det var ikke min idé…

Pak alle dine lamme undskyldninger af vejen; der er ingen rimelig begrundelse for at udsætte sin egen søn for svært udslettelige traumer. Det kan enhver moderne dansker forstå, så d… Undskyld, jeg får en meddelelse i min høresnegl …hvad? …hvad siger du? …jeg er lige blevet informeret om at der ikke er enhver moderne dansker som kan forstå dette.

Taking leave of Abraham

Sidste år udgave teologen Troels Nørager bogen “Taking leave of Abraham”, som stillede spørgsmålet: Kan man tage afstand fra centrale fortællinger i Bibelen, fordi de ikke harmonerer med demokratiet? Da Troels Nørager ikke er fuldstændigt lam i roen svarede han “Ja”. Det var der faktisk en del moderne danskere, som kritiserede ham for:

Lektor på Aarhus Universitet, Pernille Carstens

Lektor på Aarhus Universitet, Pernille Carstens, mener, at vi ikke kan kassere bibelske tekster, bare fordi vi er uenige i dem.

Der er så mange grusomme sandheder, som vi som samfund må forholde os til. Der er millioner af kristne armenere, der blev slået ihjel af tyrkerne under Første Verdenskrig, og der var jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, der fandt sted, uden at omverdenen løftede en finger. Det er noget, vi er nødt til at leve med i dag. Vi kan ikke bare lægge det væk. Det ville være alt for risikabelt, siger Pernille Carstens.

Vi kan ikke tage et opgør med Det Gamle Testamente fordi vi ikke må glemme holocaust? Så er det at man udtaler et langtrukkent og dæmpet “okay…”, mens man bevæger sig baglæns ud af lokalet med blikket konstant rettet mod Pernille Carstens.

NÆSTE!

Leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn

Leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Niels Jørgen Cappelørn, er enig i, at man ikke kan tilpasse kristendommen, så den passer til demokratiet.

- Det er en tankegang, hvor der ikke er plads til absolutte sandheder, og som risikerer at ende i ren relativisme, siger Niels Jørgen Cappelørn.

Det kunne teoretisk set tænkes, at der stadigt var plads til et par absolutte sandheder, selvom Bibelens lyksagligheder smides ud af De Absolutte Sandheders Klub.

NÆSTE!

Teologisk master i Søren Kierkegaard-studier, Preben Vive

Etisk set er det en uforsvarlig handling. Hvis der ikke gives en teleologisk [sic?] suspensation af det etiske…

Men hvis vi skal kunne rumme og forstå Abrahams tro og ikke gå til grunde i synden, må der ifølge Kierkegaard en anden etik til, nemlig en etik, der tager synden alvorligt, men som også samtidig rummer tilgivelsen, for uden tilgivelsen går mennesket til grunde i synden, og kun i kraft af troen på en tilgivelse sættes vi som mennesker fri af angeren, så det bliver muligt at vende tilbage til et konkret forhold, hvor man forstår sig selv og forholdet til det andet menneske.

Her er der et par punktummer, som Preben Vibe kan bruge næste gang han fremfører et argument: …………

Jeg har ikke den ringeste idé om, hvad Preben Vibe præcist prøver at sige, men jeg har trods alt forstået, at han ikke siger “Selvfølgelig kan man kassere en tekst, hvor en hjernedød popdreng velsignes alene på baggrund af hans villighed til at myrde sin egen søn”.

NÆSTE!

Lektor ved Det Danske Bibel-Institut, Nikolai Winther Nielsen

…fortællingen om Abraham, der af Gud får besked på at ofre sin søn Isak, er en stor udfordring at begribe.

I stedet for at kassere teksten skulle vi hellere gå dybere ned i den og finde ind til dens kernebudskab, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan bruge den positivt i stedet for at forkaste den.

Nikolai Winther-Nielsen kan selv være en stor udfordring at begribe!

Skal vi gå dybere ned i en tekst, som kan læses på et minut, og som er refererende og ikke reflekterende? Skal vi bruge teksten positivt, selvom den handler om hvor fedt det er at være villig til at myrde sin egen søn, så længe at man gør det på en imaginær rum-zombies ordrer?

NÆSTE!

Morten Thomsen Højsgaard, journalist ved Kristeligt Dagblad

…det ser jo nærmest ud til, at det fineste, en teolog i dag kan gøre, er at gøre op med de tekster, den kirke og de værdier, hans eller hendes eget fag er hængt op på. Det skal ingen forbyde. Men særlig klogt er det nu ikke. For teologien som fag ender altså på den måde som en lille og ubetydelig underafdeling på et humanistisk fakultet.

Med andre ord; det er vores levebrød, venner… Sammenhold, for fa’en! SAMMENHOLD!

Det ville ikke overraske mig, hvis det viste sig at Morten Thomsen Højsgaard var den mest ærlige af alle de kristne.

Spørgsmål til læserne:

Er der nogen, som vil være søde og rare at forklare mig, hvorfor man ikke bare tager et konsekvent opgør med denne historie?

Historiens Mødding mød Første Mosebog –
Første Mosebog mød Historiens Mødding

Den ligger lige til det medmenneskelige højreben, så hvorfor forsvarer nogle kristne denne tekst? Forklaring udbedes.

Jeg introducerer Bibelen Bloggen her, og for overblikket og SEO’ens skyld kommer her en indholdsfortegnelse:

Verdens Skabelse

Adam og Eva, Syndefaldet, Uddrivelsen af Edens Have, Kain og Abel

Den Store Vandflod; med et plot-twist sidst i historien, som er M. Night Shyamalan værdig

Babelstårnet

Abrams udvandring til Kana’an; Gud pimper staten Israels eksistens, og Bibelens første heltinde introduceres

Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra; indeholdende en spekulation i hvor perverse Sodomas indbyggere egentlig har været

Abraham skal ofre Isak; og moderne danske teologer formår ikke at tage afstand fra historien

Indholdsfortegnelsen vil udvide sig efterhånden som projektet skrider frem.