Berlingske Tidende bringer på deres netavis en historie om at en ung Lars Løkke “snød” Hanne Boel.

Lad os se på hvordan Lars Løkke rent faktisk “snød” sangerinden:

Som 17-årige arrangerer Lars Løkke en koncert med Hanne Boels orkester Blast, som troskyldigt dukker op og spiller det bedste de har lært:

Men til bandets store overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen, at betale regningen. Det sker med et argument om, at han kun var 17 år, da han skrev under på bookingkontrakten. Dermed var han ikke myndig og kontrakten er ugyldig, argumenterer Løkke.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten konstatere, at den unge mand har fat i – om ikke den moralske – så i den juridisk lange ende. Når underskriveren af kontrakten var under 18 år, kan man ikke kræve betalingen ind.

Det fremgår heraf klart og tydeligt at Lars Løkke ikke “snød” Hanne Boel.

HAN SNØD HENDE – og det er noget helt, helt andet.

Konklusion:

Der er forskel på at “snyde” folk, og snyde folk. Der er forskel på at være en “snyder” og at være en snyder. Lars Løkke var en snyder, der snød Hanne Boel.

Endnu en konklusion:

Hvis Berlingske Tidende mener at historien om Lars Løkkes ungdommelige eskapader er værd at fortælle (og det mener de tilsyneladende), så bliver de nød til at bruge de rette ord til at benævne Lars Løkkes handlinger. Det rette ord er ikke “snød”, men snød.

En absolut sidste og helt definitivt endegyldig konklusion:

Selvfølgelig skal Lars Løkke ikke punkes for hans ungdommelige fejltrin. Mennesker fejler, mennesker bliver klogere, livet går videre. Dette indlæg sigter mod Berlingske Tidendes tilvalg af fløjlshandsker, og ikke mod Lars Løkke. Vi har alle været unge.

Se også:

Nu må Lars Løkke træde i karakter!

Igår faldt der dom i AidOnline-sagen. Kendelsen er et makværk, og hvis du interesserer dig for dine rettigheder som netbruger, så bør du læse kendelsen, sætte dig ind i den og drage dine egne konklusioner. Kendelsen kan downloades her, og folk med kendskab til sagens baggrund kan springe direkte ned til mine kommentarer efter den med fed fremhævede overskrift “Kendelsen”.

Først lidt baggrund:

AidOnline er en AdBlocker med et twist. Hvor de fleste AdBlockers blokerer de reklamer der måtte være på et website, så nøjes AidOnline med at udskifte reklamerne. Istedet for at få en reklame som f.eks. Politiken.dk tjener penge på, så får man en reklame som AidOnline tjener penge på. Disse udskiftninger foregår selvfølgelig ikke på Politikens server, men på ens egen computer. AidOnline er så flinke at de giver 80% af pengene videre til en velgørenhed efter brugerens eget valg.

Hvad mener jeg så om det?

Lige som jeg bør respektere din ejendom, så bør du respektere min ejendom. Min computer er min ejendom, den er ikke samfundets kollektive ejendom. Lige som jeg ingen moralsk ret har til at blande mig i indholdet af din server, så har du ikke lov til at blande dig i indholdet af min computer. Internet-mediernes overlevelse er ikke et kollektivistisk projekt som vi alle er forpligtet til at bidrage til. Følgeligt ser jeg et problem i at AidOnlines bagmænd er endt på en anklagebænk.

Kendelsen

Fogedretten konkluderer:

1. Det forbydes rekvisitus at udbyde på hjemmesiden aidonline.com programmet AidOnline, som erstatter bannerreklamer på mandaternes hjemmeside med andre bannerreklamer.

2. Det forbydes rekvisitus at udbyde at vise og/eller medvirke til at vise bannerannoncer på mandaterns hjemmeside.

…og det er problematisk fordi?

AidOnline har aldrig vist bannerreklamer på nogen hjemmeside, og de har ikke engang teknisk mulighed for at gøre det. De pæne mennesker bag programmet kunne aldrig finde på at gøre noget sådan. AidOnline har kun vist bannerreklamer i brugernes browser. Fogedretten forbyder altså AidOnline at gøre noget de aldrig har gjort.

Jeg er efterladt med en fornemmelse af at dommeren ikke forstår IT på almindeligt brugerniveau, og følgeligt ikke har forudsætninger for at fælde dom i denne sag. Men det er jo bare en fornemmelse, så lad os være fair, og prøve at se nærmere på begrundelsen for denne konklusion.

Hvordan begrundes kendelsen?

Vi starter på Side 13, og bevæger os derefter systematisk frem:

Fogedretten finder, at mandaternes websites tillige må anses for ophavsretligt beskyttede som samleværker… …indholdet af tekst, billeder og annoncer er lagt på de pågældende websites efter de enkelte mandaters egen udvælgelse og med henblik på at tiltrække de enkelte mandaters målgruppe. Det forhold, at mandaternes hjemmeside i relation til layout af bannerannoncer følger fælles standarder eller anvender samme redigeringsværktøjer medfører ikke, at mandaternes websites har sådanne ligheder, at de samlet set falder uden for ophavsretslovens beskyttelse. Mandaternes websites er hermed beskyttet imod eksemplarfremstilling, som foretages i strid med Ophavsretslovens § 2, herunder ved, at visningen af mandaternes websites i en internetbrowser er ændret i forhold til det eksemplar, som mandaterne fremstiller og gør tilgængelig for almenheden.

…og bedst som man gik og troede at Berlingske Media ville dø insisterende på deres egen mangel på relevans, så trækker de en kanin ud af ærmet.

Eller rettere; de stopper en skide-irriterende møg-gnaver af en kanin tilbage op i det ærme som bæstet kom fra, og hvor det retteligt hører til.

*****

Guess who just got back today?
That wild-eyed Berlingske that had been away
Haven’t changed, haven’t much to say
But man, I still think those cats are great

*****

For snart 2 måneder siden besluttede Berlingske Media under stor fanfare at brugere af Adblock Plus skulle forhindres i at besøge deres hjemmesider. Denne fanfare blev efterfulgt af et kollektivt skuldetræk fra menneskehedens side og et par henvisninger til vejledninger i at omgås Berlingske Medias blokering.

*****

You know Lisbeth Knudsen that used to dance a lot
Every night she’d be on the floor shaking what she’d got
Man when I tell you she was cool, she was red hot
I mean she was steaming

*****

Så sker der det at chefredaktør Lisbeth Knudsen får den idé at Berlingske Media skal leve af mikro-betalinger.

…og ca. 14 sekunder senere skete der det at Lisbeth Knudsen erkendte, at det nok ikke var skidesmart at skræmme sine mest net-savy læsere bort, umiddelbart før Berlingske Media ville begynde at bede selvsamme læsere om betaling for deres produkter.

I al for meget stilhed blev blokaden ophævet.

Konklusion:

Berlingske Media har tilsyneladende erkendt at det ikke er en overdrevent genial forretningsmodel at genere potentielle kunder. Nu mangler Berlingske Media bare at erkende at det ville være ret smart at undskylde for eventuelle gener og dermed bane vejen for at vi sammen kan se fremad.

Sådan som jeg forstår det, så vil en eventuel fremtidig finansieringsmodel involvere et minimum af goodwill fra læsernes side. Den goodwill skal Berlingske Media først generobre.

Se også:

Respekt for den private ejendomsret – indeed…

Proudhon Revival 2009

Lisbeth Knudsen er ikke sit ansvar bevidst

The Campbell Principle

Hat-tip:

Medieblogger

Det står i en af disse moderne aviser at Berlingske Media vil indføre noget mikrobetalings-noget fra September. …og en har fået fortalt at deres chefredaktør har talt om det:

Men vi er åbne over for at diskutere mikrobetalingssystemer med JP/Politikens Hus. Der er jo ingen grund til at have 3-4-5 forskellige betalingssystemer i Danmark.

Ja, nu skal I endelig ikke tro at en bilder sig noget ind. En ved godt at en ingen forstand har på alt det de fine herrer går og bedriver inde i byerne. Men en synes alligevel at det virker meget løjerligt med det dersens ‘ingen grund til at have 3-4-5 forskellige betalingssystemer i Danmark…’

…og så tænker en jo sit;

Hvis de forskellige aviser havde forskellige betalingssystemer, så kunne de forskellige systemer li’som konkurrere med hinanden, ik’ tumpe?

Er det ikke bedst – for ALLE PARTER – hvis aviserne konkurrerer mod hinanden, så vi finder den mest markedsvenlige model fremfor den model som Tøger Seidenfaden, Lisbeth Knudsen og Jørn Mikkelsen i september 2009 bliver enige om passer deres lille kartel bedst?

Eller hva’?

Ja, en tænker altså sit. Men en er bare en simpel blogger, og de fine folk i byerne med deres fine tøj og fine middagsselskaber ved sikkert bedre end en, hvordan man driver en avis…

Se også:

AidOnline-gate

Apropos ingenting: Revolutionens praktiske udfordringer (eksternt link)

Berlingske.dk har valgt at installere script, som forsøger at hindre brugerne i at læse hjemmesiden så længe at de bruger AdBlockers (et script som reproduceres i dette blog-indlæg hos Modspil). Det er Berlingske.dk i deres gode ret til at gøre, og den gode ret har jeg såmænd forsvaret her. Ligeledes er jeg i min gode ret til at gøre mine læsere opmærksom på at Berlingske.dk’s script kan omgås.

Sådan besøger du Berlingske.dk med AdBlockers

To løsninger:

1. Man installerer no script i sin FireFox (kan downloades her), og så holder man Javascript åben på alle andre sites end Berlingske.dk. Første gang du åbner FireFox efter installationen bliver du automatisk taget til dette site der forklarer nærmere.

2. Du downloader Webdevelopers Toolbar (det kan gøres her). Derefter genstarter du Firefox. Men den nu genstartede Firefox går du ind under Tools og finder Web Developer. Derefter går du ind under Web Developer og finder Disable. Til sidst går du ind under Disable og finder Javascript og klikker på det. Så kan du besøge berlingske.dk, lige så gladeligt som du måtte lyste.

Er det lovligt?

Det er stadigvæk den enkelte bruger der bestemmer hvilke browser-indstillinger vedkommende ønsker at benytte under besøg på Berlingske.dk.

Du svarede ikke på spørgsmålet; er det lovligt?

Ja, det er det. (Oprindeligt svar: Aner det ikke, men det burde det være i et frit samfund. Jeg håber virkeligt ikke at vi lever i et land der kriminaliserer browser-indstillinger).

Hvad med moralen?

Så længe at AdBlocker-brugernes adgang ikke er blevet spærret (f.eks. igennem et password, en bruger-aftale jeg klikker ‘ja’ til eller en eller anden form for effektiv kode), så mener jeg at brugeren har en moralsk ret til selv at bestemme på hvilket punkt mellem ‘vi ønsker dig ikke’ og ‘vi spærrer din adgang’ at det er mest passende at man fravælger at besøge en hjemmeside.

Se også:

Lisbeth Knudsen er ikke sit ansvar bevidst

The Campbell Principle

Sådan tjener du penge The Campbell Principle

Introduktion til sagaen om AidOnline

AidOnline er en AdBlocker med et twist. Hvor de fleste AdBlockers blokerer de reklamer der måtte være på et website, så nøjes AidOnline med at udskifte reklamerne. Istedet for at få en reklame som f.eks. Politiken.dk tjener penge på, så får man en reklame som AidOnline tjener penge på. Disse udskiftninger foregår selvfølgelig ikke på Politikens server (det ville være dybt ulovligt og amoralsk), men på ens egen computer. AidOnline er så flinke at de giver 80% af pengene videre til en velgørenhed efter brugerens eget valg.

Min computer er min ejendom, og på min computer kan jeg gøre hvad jeg vil – selv hvis det er noget så vederstyggeligt som at støtte velgørende organisationer. Lige som jeg ingen moralsk ret har til at blande mig i indholdet af JP/Politikens Hus’ servere, så har JP/Politikens Hus ikke lov til at blande sig i indholdet af min computer.

Så langt, så godt…

Denne ikke-voldelige forretningsmodel har Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen sammenlignet med en voldelig, brutal og afstumpet forbrydelse som landevejsrøveri. Lisbeth Knudsen skriver selvfølgelig kun ting hun mener, så på et eller andet plan (sandsynligvis et følelsesmæssigt) mener hun at AidOnline begår en voldsforbrydelse mod hende ved at konkurrere med hende om pladsen i min browser.

Når den slags ekstreme udmeldinger kommer fra en så prominent placeret medie-person, så må organisationerne der har involveret sig med AidOnline reagere. I denne sammenhæng betyder det mindre at Lisbeth Knudsens debat-indlæg er blevet mødt med en stormflod af AidOnline-venlige kommentarer. Hvis man formår at skabe tvivl om hvorvidt AidOnline begår noget der er ækvivalent til en voldelig forbrydelse som landevejsrøveri, så må organisationer som Kræftens Bekæmpelse reagere.

Kræftens Bekæmpelse har reageret:

Kræftens Bekæmpelse har trukket sig fra projektet. Marketingchef Poul Møller udtaler til Politiken at  ‘…i Kræftens Bekæmpelse har vi forholdt os til den kraftige reaktion, som primært er kommet fra onlinebranchen i forhold til AidOnline, og på den baggrund har vi revurderet vores deltagelse.’

Den reaktion er forståelig. Kræftens Bekæmpelse kan ikke tåle at være forbundet med dybt voldelige kriminelle.

…og det er ulykkeligvis ligegyldigt om denne forbindelse er reel, eller om den er manet frem af Lisbeth Knudsens følelsesmæssige reaktion på en konkurrent til annonce-indtægterne.

Konklusion:

Der er et enormt ansvar forbundet med at have en position som chefredaktør på en af Danmarks største aviser. Lisbeth Knudsen befinder sig i en position, hvor hun kan sætte voldsomme følelsesmæssige reaktioner i bevægelse. Når Lisbeth Knudsen kalder hendes ikke-voldelige, lovlydige konkurrenters initiativ for ‘landevejsrøveri’, så er hun ikke sit ansvar tilstrækkeligt bevidst.

Det er uansvarligt af Lisbeth Knudsen at bruge sin position til at skrive usaglige debat-indlæg der smæder hendes konkurrenter.

Det er uansvarligt at skabe et debat-klima, hvor Lisbeth Knudsens konkurrenter ikke kan udnytte en ikke-voldelig, lovlig forretningsmodel uden at blive slået i hartkorn med voldelige forbrydere.

Opdatering:

Showet er vist ved at være forbi. De fleste af nødhjælpsorganisationerne har nu trukket sig. Det er ikke deres opgave at føre en principiel kamp om den enkelte internet-brugers rettigheder. De gør sikkert ret i at trække sig ud af enhver kamp der hiver opmærksomhed væk fra deres primære arbejde. Men det er synd at Lisbeth Knudsen m.fl. nødvendiggjorde dette. Politiken har en del af historien her.

Det er officielt:

Showet er forbi.

…eller er det?

Se også:

Respekt for den private ejendomsret – indeed…

Proudhon Revival 2009

Som omtalt i forrige indlæg har Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen begået et blog-indlæg om AidOnline. Her sammenligner Lisbeth Knudsen det ikke-voldelige AidOnline-program med noget så brutalt og menneskefjendsk som landevejsrøveri. Den konklusion er hun nået frem til igennem følgende misforståelse:

De lægger via et lille smart softwareprodukt noget helt andet kommercielt annonceindhold ind på vores sider, som de selv får penge for…

Jeg har i et tidligere indlæg (eller to, godt så… tre) redegjort for, hvorfor det er en misforståelse af teknikken bag AidOnline. Men det er op ad bakke at forklare den slags til Berlingske Tidendes chef-redaktør. Det er nemlig den selvsamme chef-redaktør, hvis internet-kundskaber ikke engang strækker sig til at tagge sine indlæg ordentligt.

Et tag er en måde at knytte et stikord til blog-indlæg. Det smarte ved tags er at alle indlæg med samme tags samles på en adresse. F.eks. vil alle indlæg omhandlende cirkelspark stå på www.domainname.net/tag/cirkelspark. Det er ret praktisk, hvis du gerne vil vide mere om hvad blog-indehaveren har at sige om lige netop cirkelspark.

Hvis vi ser nærmere på Lisbeth Knudsens blog, så kan vi se at hun også flittigt bruger tags. Hun bruger dem bare på en fuldstændig åndssvag måde.

Tags according to Lisbeth Knudsen

Muhammed-krise, Muhammed-krisen og Muhammedkrise er tre forskellige tags, som fører læseren tre forskellige steder hen. Konsekvensen af det er at Lisbeth Knudsens indlæg om Muhammed-krisen ikke er samlet et enkelt sted. Hvad er så formålet med at tagge indlæggene? Det ved kun Lisbeth Knudsen.

Muhammed-tegning og Muhammed tegningerne har selvfølgelig hver sit tag, ligesom EF Domstol og EF Domstolen.

Vi må endelig huske også at skelne mellem Poul Nyrup Rasmussen og Poul Nyrup, samt Obama og Barack Obama. Hvis du tror at TV2 og TV 2 er det samme, så tror du sikkert også at det kan være et fedt om man tagger sine indlæg med om Skræmmekampagne eller Skræmmekampagner.

Konklusion:

Hvis du ikke kan finde ud af at bruge noget så simpelt tags, så bør du måske bruge mere tid på at studere internettet og mindre tid på at kommentere det.

Hvis du ikke kan finde ud af at bruge noget så simpelt som tags, så har du næppe forudsætningerne for at lede din avis ind i en epoke der enten vil byde på en spektakulær dødskamp eller den suverænt største revolution i Berlingske Tidendes historie.

Hvis du ikke kan finde ud af at bruge noget så simpelt tags, så bør du afrunde ethvert indlæg om relativt komplicerede internet-relaterede emner som f.eks AidOnline med et personlig ‘Cathago delenda est’. Det kunne måske lyde: ‘…men eftersom jeg selv fatter nada når det kommer til internettet så bør overstående tages med sytten gran salt’.

Se også:

The Campbell Principle

Why advertising is failing on the internet

Den oprindelige udgave af dette indlæg

Jeg holdt op med at abonnere på Berlingske Tidende umiddelbart før Min Store Amerika Rejse. Jeg holdt op med at abonnere på Berlingske Tidende fordi jeg oplevede at avisen blev skrevet fjernt fra min virkelighed.

En voldsom overrepræsentation af teologer blandt klumme-skribenterne, en arrogant attitude overfor anderledes-tænkende, en kultur-sektion som aldrig omtalte kultur-tilbud der interesserede mig… Og det var ikke engang de største problemer:

Berlingske Tidende bliver skrevet af folk, som er meget anderledes end mig selv. Det er altid lærerigt at abbonere på en ny avis, men i længden blev det altså ‘for meget’. Tillad mig at eksemplificere:

HVILKE AVISER SKAL VI SIGE FARVEL TIL I 2009?

Dagens net-udgave af Berlingske Tidende illustrerer min pointe med al ønskelig tydelighed:

Søren Frank har skrevet en artikel under overskriften ‘Hvilke restauranter skal vi sige farvel til i 2009?’ Artiklen starter med at demonstrere at mig og Søren Frank ikke bor i det samme univers.

De sidste fem år har været ét langt triumftog for den Københavnske restaurantscene

Alt tyder på, at Københavns gastronomiske guldalder vil ende i løbet af det kommende år

…en ny generation af talentulde kokke har fået foden under eget bord de sidste fem år og skabt en helt ny madkultur i byen.

Jeg har hverken registreret ‘ét langt triumftog’, en ‘gastronomisk guldalder’ eller ‘en ny… Undskyld; en HELT NY madkultur‘. Men måske skyldes det mit omrejsende liv og min tendens til at ignorere nye kulturelle trends, nye bands, nye tv-serier m.m. Jeg lader tvivlen komme Søren Frank til gode. Tvivlen er bare ikke god ved Søren Frank særligt længe for i næste afsnit begynder han at demonstrere stærke Stark-tendenser.

STARK-TENDENSER?

Ja, Stark-tendenser. Stark er en roman af Ben Elton (manden bag bl.a. Blackadder og The Young Ones). Stark indeholder følgende udødelige linie:

I’m not part of society, I just live in the same place…

…og hvad får mig så til at tro at Søren Frank har Stark-tendenser? Ja, artklens næste afnit er et dead-give-away:

Det er svært at forstille sig, at københavnerne helt vil droppe deres nyerhvervede vane med at gå ud at spise, men det er en nærliggende tanke, at folk vil konvertere at par af de helt tunge restaurantbesøg i Michelin-ligaen, der koster et par tusinde per næse, om til middelklasse besøg til den halve pris.

Jeg kender ikke en eneste Københavner som spiser måltider der koster ‘et par tusinde per næse’. Lad mig lige smide et par tal i hovedet på Søren Frank:

• 24,4% af alle københavnere har efter eget udsagn ikke råd til at holde avis
• 24% af alle københavnere har efter eget udsagn ikke råd til at gå til tandlæge
• 16% af alle københavnere har efter eget udsagn undladt at betale husleje, el, gas, vand o.l. til tiden, fordi at de ikke havde råd til det
• 13% af alle københavnere har efter eget udsagn undladt at købe lægeordineret medicin, fordi de følte at de ikke havde råd til det (dokumentation for tallene findes her)

At påstå at københavnerne har en ‘vane’ med at ‘gå ud at spise’ eller spise måltider til ‘et par tusinde kroner per næse’ svarer til at påstå at ‘københavnerne er helt vildt pjattede med at gå i Sundby Idrætspark og heppe på Fremad Amager’. Søren Frank bruger ordene ‘københavnerne’ og ‘folk’ så snævert at det enten er et udtryk for arrogance eller en nærmest autistisk evne til at ignorere den verden som omgiver Søren Frank.

…og Søren Frank fortsætter, denne gang citerer han en bekendt for følgende visdoms-ord:

‘Hvor folk de seneste år har købt fire Gucci-tasker om året, vil de i 2009 sikkert kun købe én’

Jeg kender én person der ejer en Gucci-takse, og hvis jeg selv skulle købe en Gucci-taske, så skulle det da udelukkende være for at vikle den ind i pigtråd og stoppe den op i røven på…

…dyb indånding…

…1 – 2 – 3 – 4 – 5 – 6 – 7 – 8 – 9 – 10…

SUMMA SUMMARUM: Da jeg læste Berlingske Tidende følte jeg mig alt for ofte talt til i en underforstået tone. Som om ‘vi’ tilhørte et fællesskab baseret på økonomisk succes, Danmarks-fikserede liv og tilknytning til en-eller-anden form for kulturel avantgarde. Der er ingenting galt med økonomisk succes, Danmarks-fikserede liv og tilknytning til en-eller-anden form for kulturel avantgarde. Det er bare ikke mig, og derfor er Berlingske Tidende bare ikke min avis.

Der er nogen udtryk, som er så politisk ladede at de ikke hører hjemme i en meningsmåling. Man spørger ikke folk om de foretrækker Helle Thorning-Schmidt eller en fortsættelse af Fogh-regimet. Udtrykket ‘Fogh-regimet’ er så ladet med foragt for den siddende regering, at en seriøs avis aldrig ville bruge udtrykket i en meningsmåling.

Man spørger heller ikke folk om de foretrækker monarki eller præsidentvælde. Man bruger det neutrale udtryk ‘republik’ fremfor at opfinde udtrykket ‘præsidentvælde’ i anledning af meningsmålingen (hvis du mener at ‘præsidentvælde’ er et almindeligt udtryk, så se nærmere her). Det burde være almindelig sund fornuft. Desværre et den redaktionelle linie hos Berlingske Tidende ikke altid præget af almindelig sund fornuft. Den nedenstående afstemning forefindes p.t. på forsiden af Berlingskes hjemmeside:

DET ER BARE IKKE EN SERIØS AVIS VÆRDIGT!