Bohemian Rhapsody

Dette bliver det sidste indlæg om min indtil videre frugtesløse jobjagt. For under enhver tænkelig omstændighed slutter min jobjagt med udgangen af december.

D. 1. januar er en meget interessant dato for de af os, som søger job indenfor den offentlige forvaltning. D. 1 januar åbner kommunerne op for en helt ny pengesæk, som de tømmer i løbet af året. Det betyder, at stillinger som bliver ledige i September, Oktober, November meget ofte først bliver genbesat i forbindelse med åbningen af den næste pengesæk. Det har den konsekvens, at der er lige så mange socialrådgiver-stillinger opslået til besættelse d. 1. januar, som der var til 1. oktober, 1. november og 1. december tilsammen (…og denne påstand er baseret på en dybt videnskabelig metode; min egen fornemmelse for jobindex.dk’s indhold). Det mest grelle eksempel er Frederikshavn Kommune, som har opslået 17 socialrådgiver-stillinger til besættelse d. 1. januar.

Jeg er indkaldt til jobsamtale på Fredag i Grenå. Jeg har en del ansøgninger ude, som bør føre til indkaldelse til jobsamtale i næste uge. Men det er ikke derfor at jeg er helt overbevist om at min jobjagt er nær sin afslutning.

Jeg er blevet tilbud fastansættelse på Kronborg Slot pr. 1. januar 2010. Hvis den næste uge ikke byder på et jobtilbud, som er knaldhamrende attraktivt og udviklende, så aktiverer jeg verdens bedste Plan B, og vender tilbage til mine gamle græsgange, mine højtelskede kollegaer og en af de smukkeste arbejdspladser i landet.

I teorien

I mange kommuner er aktiveringen af arbejdsløse borgere blevet overdraget til “andre aktører”. Det kan kommunerne og regeringen se en masse fordele i, så fred, lykke og velstand være med det. For borgerne bør det ikke gøre en forskel, om det er kommunen eller kommunens samarbejdspartner, som varetager aktiveringen. Man har nemlig de samme rettigheder, pligter og klageadgang, når man aktiveres af en “anden aktør”, som når man aktiveres af kommunen. Dette var den teoretiske del af indledningen.

I praksis

I praksis sker der det, at aktiveringen forlader forvaltningskulturen med dens afsæt og endemål i dansk lovgivning. I praksis sker der det, at området åbnes op for iværksættere, som ikke lige tænker over at en forsamling med et demokratisk mandat har lovsikret visse rettigheder for samfundets svageste borgere.

Dette generer mig som arbejdsløs borger, og det piner mig som uddannet socialrådgiver.

Lidt baggrund [læs; det her bliver kedeligt]

Iflg. bekendtgørelse om styring af den aktive beskæftigelsesindsats nr. 57 af 2. februar 2006 § 37, stk. 3 skal staten og kommunen ”sikre sig, at aktøren forpligter sig til at overholde regler om IT-sikkerhed, jf. lov om behandling af personoplysninger.” En simpel e-mail regnes i den offentlige forvaltning ikke for en sikker måde at behandle personfølsomme oplysninger jf. Vejledningen til Bekendtgørelse nr. 48 af 15. juni 2000 om “sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning”.

Under henvisning til Persondatalovens § 41, stk. 3 fremsættes følgende minimumskrav i overnævnte vejledning fra Datatilsynet:

• Hvis der er tale om transmission af fortrolige oplysninger, herunder personnummer, skal der som minimum foretages en kryptering.
• Hvis de transmitterede oplysninger er af følsom karakter (hvilket inkluderer bl.a. økonomiske, helbredmæssige forhold), skal der anvendes en stærk kryptering, baseret på en anerkendt algoritme.
• Sikkerhed må sikres i fornødent omfang ved anvendelse af passende sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. elektronisk signatur eller individuelle, fortrolige adgangskoder.

Hvad siger andre om Persondataloven?

IT- og Telestyrelsens skriver på deres hjemmeside at “det ikke er lovligt for en offentlig myndighed at sende cpr-numre i en almindelig e-mail, med mindre den er krypteret.”

De IT-professionelles fagforbund PROSA siger det samme: “Når der sendes e-post med fortrolige eller følsomme personoplysninger, herunder cpr.nr., skal man sikre, at den ikke kan læses af uvedkommende. Det er derfor et krav at sådan e-post sendes krypteret.”

Datatilsynet kan også være med: “Efter Datatilsynets opfattelse bør der ved transmission af oplysninger om personnumre over det åbne Internet som minimum foretages kryptering. Der bør også foretages kryptering, hvis andre oplysninger, som må betragtes som fortrolige (f.eks. oplysninger om økonomiske forhold o.l.), transmitteres.”

…og hvad har det så med noget at gøre?

Jeg er p.t. i aktivering hos CUBE i Fredensborg Kommune. 

CUBE krypterer ikke deres e-mails, og efter egen indrømmelse, så har de ikke teknikken til at kryptere deres e-mails. CUBE er af undertegnede blevet gjort bekendt med lovgivningen, men det har endnu ikke givet anledning til en ændring af praksis.

Jeg er af CUBE blevet gjort bekendt med at mindst en af deres konkurrenter bruger Google Docs til personfølsomme oplysninger, på trods af at de ikke lever op til den lovpligtige DS 484-standard, som forpligter myndigheden til selv at varetage den fysiske sikkerhed (i.e. sørge for at serveren er låst inde).

Jeg ville ikke blive spor overrasket, hvis der ikke var en eneste “anden aktør” indenfor branchen, som overholdt loven. Der er en lang række specifikke problemer med de enkelte aktører, men alle de specifikke problemer har samme oprindelse; aktiveringen af arbejdsløse borgere foretages ikke længere indenfor rammerne af den konforme forvaltningskultur.

Hva’ gør vi nu, lille du?

Vi tilbageerobrer området.

Folketinget – denne i princippet prægtige institution – har givet alle danske borgere visse rettigheder, og Folketinget har udstyret os med våben. Vi har ret til at klage, hvis vi bliver ulovligt behandlet. Jeg har været i dialog med CUBE, og jeg har mødt lydhørhed overfor mine uformelle klager. Men sympatiske menneskers lydhørhed overfor en uformel klage bliver ikke altid konverteret til handling.

Jeg har derfor d.d. formelt klaget til CUBE over at de ikke arbejder indenfor Persondatalovens rammer. Jeg tænker at en formel klage kunne “tvinge” CUBE til at udtænke en stram handlingsplan, så de havde noget at tilkendegive overfor Fredensborg Kommune (som de er forpligtede til at videregive klagen til) i deres kommentarer til min klage. Ligeledes kunne en formel klage føre til en afgørelse, som tvinger CUBE til at holde sig til deres handlingsplan m.h.t. tilpasning til gældende lovgivning.

Dette er en lille handling med ringe indvirkning på branchen, og min handlings begrænsede konsekvens er mig bevidst. Derfor har jeg valgt at offentliggøre min klage i håb om at inspirere andre til at tage nødvendige kampe med deres aktører i deres kommune. Pres aktørene tilbage ind i det snævre bur, som i folkemunde er kendt under betegnelsen “loven”.

I er velkomne til at tappe min forvaltningsretlige ekspertise i den forbindelse og I kan kontakte mig igennem kommentatorsporet eller på williamjansen1[a]gmail.com.

Konklusion

Aktiveringen af arbejdsløse borgere er noget vi gør i fællesskab, efter fælles regler og med et fælles mål. Aktiveringen af arbejdsløse borgere er for vigtig en samfundsopgave til, at vi kan lade den glide ud af fællesskabets hænder.

Kunne du godt tænke dig at jeg arbejdede gratis for dig? I så fald bedes du læse med her.

Jeg har været hjemme fra Asien i 6 uger, og jeg har endnu ikke fået job. I starten af november søgte jeg om kontanthjælp, og til gengæld for denne ydelse, så har jeg pligt (og iøvrigt også ret) til at deltage i en praktik. Normalt arrangeres denne praktik af en “anden aktør”. Normalt arrangerer den “anden aktør” en skod-praktik. Dette har jeg ikke noget problem med, da jeg til fulde anerkender statens ret til at sætte betingelser for at give mig penge.

Men jeg vil da gerne undgå en skod-praktik… Derfor er jeg i fuld gang med at lede efter en praktikplads, som udmærker sig ved enten at være a) fagrelevant for en socialrådgiver, b) personligt berigende, eller c) bare ikke et kedeligt rutine-arbejde. Jeg er åben for at høre om hvad-som-helst, og jeg er åben for at deltage i en ikke negligerbar delmængde af de potentielle praktikpladser, som jeg teoretisk set kunne tænkes at høre om.

Hvilke krav stilles der til udbyderen af en praktik-plads?

• Praktikpladsen skal have CVR-nummer

• Praktikpladsen skal efter 3 uger deltage i en kortere telefonsamtale med “anden aktør”

• Praktikpladsen skal give praktikanten fri til jobsamtaler

• Praktikken afbrydes øjeblikkeligt, hvis praktikanten finder ordinært arbejde

• Praktikpladsen må højst bruge praktikanten 30 timer om ugen

• Praktikken er i udgangspunktet af 4 ugers varighed

Staten betaler løn [læs; kontanthjælp] og samtlige forsikringer. Praktikpladsen har ingen udgifter i forbindelse med praktikken.

Hvad kan jeg tilbyde?

Jeg har bl.a. erfaring med eller kendskab til forvaltningsret, misbrugsbehandling, rundvisning, formidling, opsyn, foredrag, koordination af frivillig-netværk, projekt management, blogging m.m. Jeg har kørekort, er tryg ved IT, snakker engelsk og tysk, og jeg er clearet af PET til at omgås VIP’er (no shit; jeg er blevet clearet tre gange, senest i 2008).

Jeg er en omgængelig person. Jeg er ordrevenlig, og jeg har aldrig haft en sygemelding. Jeg vil helst have en praktikplads, som ikke er mere end en time fra Nivå. …og nårh ja; fik jeg sagt at det var GRATIS ARBEJDSKRAFT jeg tilbød?

Så derfor…

Skriv i kommentatorsporet eller send en mail til williamjansen1[a]gmail.com, hvis du er interesseret, kender folk der måske kunne være interesseret, eller på anden måde kunne hjælpe mig med at finde et interessant sted at tilbyde min arbejdskraft.

Hugh McLeod har beriget menneskeheden med en række værktøjer til at integrere kreativitet i ens liv bl.a. The Sex and Cash-theory. En teori som jeg intuitivt har levet i overenstemmelse med de sidste 14 år:

The creative person has two kinds of jobs. The first is the fun, sexy kind, and the second one is paying the bills.

Sometimes the task at hand covers both bases, but not often. And there’s always going to be a tense duality between the need to make a living and the need to maintain one’s creative sovereignty. …when you’re young, and you’re just starting out, and you’re waiting tables even though you want to be a famous writer or whatever, and you have to wait tables. The sexy bit is being the novelist and the cash bit is being the waitress or waiter…

Well, den sexede del af mit liv er mit ønske om at rejse jorden rundt (hvis jeg altså en dag kan slippe det indiske subkontinent), møde alverdens mennesker, besøge gamle kulturer og lærer mig selv at kende igennem mødet med hvad jeg end møder når jeg spænder vandrestøvlerne på. Jeg har lige deltaget i et dekadent orgie.

Verdens mest åndssvage bank-feature

Nu forholder det sig bare så ulykkeligt at min bank har verdens mest åndssvage feature. Hver eneste gang jeg hæver penge i en automat, så fjerner banken et tilsvarende beløb fra min konto. Prøv lige at tænke den igennem…

…vi holder en pause, mens læseren tænker tanken til ende…

Jep, lige netop; hvis banken fjerner penge fra ens konto i samme hast som man forbruger dem, så… Ja, så har man før eller senere ikke nogen penge overhovedet – hverken på kontoen eller i hænderne. Men det har spaderne hos Nordea ikke tænkt på, vel Mulle?

Anyway; der er ingen vej udenom cølibatet

Min konto er snart tom (Tak Nordea!), og mit liv vil handle om cash i de næste 6-12-18-24 måneder. Jeg sender i disse dage et væld af jobansøgninger ud, og jeg bevæger mig lige så stille og roligt mod Danmark. Mandag flyver jeg fra Negombo (Sri Lanka) til Chennai (Indien), Tirsdag og Onsdag bruger jeg i et tog på vej til Mumbai og natten efter Torsdag flyver jeg fra Mumbai over London til København.

Hvis alt går lykkeligt, så deltager jeg i den første jobsamtale inden månedens udgang, og formodentligt bliver det med et smil på læben. Det kan nemlig ikke være anderledes, eller som glam-rockerne Cinderella lærte mig allerede da jeg var 12 år gammel…

My Gypsy Road can’t take me home…

Ja, ja; jeg ved det godt… Jeg kan allerede høre mine læsere skrige hysterisk:

“…for det første er jeg li’som ikke handicaprådgiver, vel båtnakke? For det andet er det Lørdag-aften og jeg er ikke på vej hjem fra arbejde og for det tredje: Frede-fuckin’ricia – hva’ fa’en rabler du om, din torsk? Jeg snitter halsen over på dig, når du vender tilbage til Danmark – jeg snitter halsen over på dig…”

Men overskriften er ikke min egen, så stop venligst brokkeriet. Overskriften er sakset fra en jobannonce som jeg har fundet på jobindex. Vi tager et par visdomsord fra jobannoncen:

Du er på vej hjem fra dit arbejde som handicaprådgiver i Familierådgivningen i Fredericia kommune, du har nu været der et år.

Tankerne falder på et møde du skal have i morgen på Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.

Du tænker samtidig på at du også er den person, der skal støtte familien gennem de rutscheture, som det er når en familie får et handicappet barn.

Du kigger op på solen igen og opdager, at du næsten er hjemme! Kunne det være dig om et år?

Nej, det kunne ikke være mig om et år!

Hvis du skal sælge mig et job, så skal du ikke starte med at fortælle mig, at jeg bruger min fritid på, at tænke på min arbejdsplads. …og du gør klogt i ikke at fremstille mine arbejdsplads-omkredsende tanker som et tankemylder, hvor jeg ikke ved hvilket arbejdsplads-relateret scenario som er mest presserende at bruge min mentale energi på.

Hvis du skal sælge mig et job, så sælg mig et job. Ikke en livsstil, et kultfænomen eller et eksistentielt omdrejningspunkt, men et job.

Hvis Familierådgivningen i Frederecia begyndte at gøre det, så kunne de måske slippe for at starte deres job-opslag med følgende ord: For at tiltrække yderligere kvalificerede ansøgere, har vi valgt at genopslå stillingen…

P.S.: Ja, jeg søger jobs for tiden – enhver kreativ kommentar vedrørende mulige fremtidige forsørgelsesmuligheder vil være velkommen.

Overskriften er en parafrase over en linie fra de glade spillemænd Rage Against The Machine:

Don’t stand on a silent platform – fight the war – fuck the norm

På Modkraft har anonyme kommentatorer skrevet tre ubehjælpelige indlæg som skal retfærdiggøre hærværket i Hyskenstræde. Indlæggene omtales af Politiken her. Så langt, så pilråddent.

Men, men, men… Noget af det giver mening. Noget af det ræsonnerer med undertegnede. Jeg kan nikke ‘ja’, ‘ja’ og endnu engang ‘ja’ til mange af pointerne. Og fordi jeg kan følge disse mennesker langt hen af vejen, så kan det være at de vil lytte til mine overvejelser om hvor de er drejet forkert.

Det skader vist ikke at jeg bekender at jeg er veteran fra Hannover’s Kaos Tage i 1995, 3 dages rå vold og hærværk. Hyskenstræde var en svagpisser-affære i sammenligning. Jeg ved følgeligt nogenlunde hvilken oplevelse hærværksmændene har haft i Hyskenstræde, og jeg har selv valgt den oplevelse fra for noget bedre. Med det sat på plads…

Skribenten på Modkraft deler med os:

Folk er pissed over at kede sig. Folk er pissed over at blive tvunget til at finde sig i det heteronormative rum.

Jeg kan ikke fordrage hjemlige omgivelser. Det gør mig til oikofob i ordets apolitiske betydning. Jeg kan sikkert ikke fordrage ‘det heteronormative rum’, selvom jeg kun har en vag fornemmelse om hvad der snakkes om. Jeg forstår godt at folk er pissed over at kede sig. Min anke overfor overstående følelsesudbrud er et simpelt ord, som ikke hører hjemme i sætningen:

…tvunget

Jeg vil fortælle jer om en erfaring jeg har gjort mig. Det er ikke en hemmelighed, som jeg nu vil fortælle jer. De fleste danskere ved det godt i forvejen, de har bare aldrig tænkt nærmere over det:

Livslektie nr. 1: Hvis man ikke skruer sit udgifts-niveau op, når man går fra uddannelse til arbejdsmarkedet, fra S.U. til løn, så behøver man ikke at arbejde særlig meget.

Der er en enorm frihed forbundet med at have små materielle behov, og den frihed kan udnyttes til at forlade det heteronormative rum (?????) og bevæge sig lidt ud i verden. Alle lande har deres egne underlige normer, hvilket fører os frem til…:

Livslektie nr. 2: Normer der kan virke tyngende, hvis de skaber rammerne om ens liv, kan opleves helt horisont-udvidende på en gennemrejse som et led i optimeringen af ens eget erfaringsgrundlag.

Indlægget fortsætter:

Folk er pissed over at skulle ordnes. Folk er pissed over ordenen.

Her bliver jeg nød til at bede den gade-dansende hærværks-patrulje om at række fanden en lillefinger. Man bliver nød til at arbejde, men det behøver ikke at være særligt meget.

Jeg har ikke haft et fuldtidsjob siden 2002, jeg har aldrig haft fast arbejde, og jeg har brugt mere tid udenfor arbejdsmarkedet end på arbejdsmarkedet siden jeg blev student i 1995 (…og jeg har været selvforsørgende i stort set hele perioden, tak). Man behøver vitterligt ikke at arbejde særlig meget, hvis man kan undvære smart tøj, dyre biler og vilde fester.

Derefter sætter en pop-filosofisk variant af termodynamikkens tredje lov ind: Den orden du skaber et sted kommer på bekostning af totalt kaos andetsteds.

Livslektie nr. 3: Ingen arbejdsgiver kan prakke så meget orden på dig at du ikke kan ryste den af indenfor 72 timer af din ankomst til Indien.

Når du befinder dig et nyt sted med nye mennesker, så er du altid fri til at genopdage dig selv, genopfinde dig selv. Du bliver ikke mødt med forventninger til hvem du er, hvad du gør, hvad du plejer at mene, hvem du plejer at kneppe, hvordan du plejer at se ud. Igen og igen vil du træde ind i nye fællesskaber, og du vil i disse fællesskaber kunne eksperimentere dig frem til et ‘jeg’ som passer dig. For mig var det ikke en måde at leve hele livet på, men da jeg var yngre var det en måde at ryste arbejdsmarkedets orden godt og grundigt af mig.

Indlægget fortsætter:

…civilisationen bliver mere og mere stiv, omklamrende, trimmet, kategoriseret, overvåget, kontrolleret, disciplineret, lovgivet, normaliseret osv. Og dette er ikke godt.

Så langt, så historisk forkert, så fint nok alligevel…

Sørøverens båd er, i modsætning til politiets spionage, på vandet. Vandet bevæger sig altid, og båden er kun i havn for en stund. Sørøveren bor på vandet og derfor bor sørøveren ingen steder. Foucaults pointe er, at sørøvere er bedre end politi.

Det er en gang intellektualiserende vås uden virkeligheds-relevans. Måske er det derfor at ordet ‘tvunget’ poppede ind i den allerførste sætning jeg citerede. Måske har skribenten bildt sig selv ind at vedkommende rent faktisk er tvunget af omstændighederne. Den slags begrænsende programmeringer af eget sind foreslår jeg at vedkommende sletter.

Hvis du bliver tvunget til at leve i en kasse, så har du selvfølgelig en moralsk ret til at smadre bilen hos de ækle mennesker der proppede dig ned i kassen. Men, men, men…

Du er selv gået ned i den kasse. Du har sat dig godt til rette med din Focault, og så er du begyndt at læse op på alle de onde mennesker som stoppede dig ned i kassen. Fra tid til den anden laver du et modigt raid. Du spæner ud af kassen (den er alligevel ikke lukket), smadrer en lygtepæl og løber så tilbage til kassen og dine Focault-bøger.

Der er ikke nogen der tvinger dig til noget-som-helst. Hvis du føler dig tvunget af det danske samfund, så er du sikkert også typen som bliver skræmt af en aggressiv regnorm. Hvis du synes at alt er så kedelig og normativt, så sæt dig selv i bevægelse. Hvis du er pissed af over at du hele tiden opholder dig i Danmark, så lad for fanden da være med at opholde dig i Danmark hele tiden.

Konklusion:

Jeg kan godt følge denne ‘fuck the norm’-tankegang. Det var sikkert pisse-fedt at være deltager i Hyskenstræde. Argumentet for Hyskenstræde er rationelt. Men præmisset for det rationelle argument holder ikke.

Der er ikke nogen der tvinger dig til at leve efter deres normer. Og når folk ikke thar tvunget dig ned i en kasse, så er det urimeligt at tage hævn ved at smadre det som du bilder dig ind er andre menneskers kasser. Det er forsvindende få danskere som ikke har en enorm respekt for individets selvbestemmelse. Aktivisterne fra Hyskenstræde tilhører det mindretal.

Vend det danske samfund ryggen og sig ‘fuck jeres normer’. Vend dine søskende ud i hærværket ryggen og sig ‘fuck jeres krig’. Pak så en rygsæk og tag til Indien.

Vi ses herude.

Vær lykkelig!

Det har længe været min ulykkelige erfaring, at højreekstremister har en massiv tilstedeværelse på de danske fodboldstadioner. Fra jeg først kom på Brøndby Stadion var ‘homoseksuel’ et skældsord der kunne rettes mod dommeren, og da Arsenal mødte Brøndby i Pokalvindernes turnering (1993?), så blev deres sorte spillere mødt med abe-grynten. Disse tidlige 90′er-erfaringer har gentaget sig ved mine stadigt sjældnere besøg på Brøndby Stadion. Jeg har hørt Silkeborg’s Muhammed Akinci blive udsat for abe-gryntene fra Brøndby’s fans, og en gruppe EfB-tilhængere brillierede med at synge ‘hvis min kæreste kom fra Randers fik hun tæsk’ (mel: ‘Du må få min sofacykel når jeg dør…’) ved Landspokalfinalen mod Randers i 2006. Men da mine besøg på stadion er blevet sjældnere, så følger jeg racismen i den danske fan-kultur på afstand, igennem aviser, igennem fjernsyn og selvfølgelig over nettet.

Lad det være sagt med det samme, det er kun en lille del af fodbold-fans som er højre-ekstremister, racistiske, homofobe eller misogyne. De fleste er som folk er flest, dvs. civiliserede mennesker med civiliseret adfærd. Men når man sidder og ser en fodboldkamp, så kan man altså høre gryntene hver gang Muhammed fra Silkeborg får bolden, men man kan ikke høre folks accept af at ‘ja, i denne verden findes fodboldspillere med forskellig hudfarve og forskellig kulturel baggrund, og mit eneste problem med Muhammed er at han spiller for modstanderen’, da denne accept i sagens natur er en stille accept. Derfor er de negative tendenser ganske synlige. Især efter denne weekends skandale; en gruppe AGF-fans holdt under hele kampen mod Lyngby et banner med teksten ‘Tillykke 18′ op (18 er på den ekstreme højrefløj en udbredt eufemisme for dagens fødselsdagsbarn Adolf Hitler – 1 = A, 8 = H).

Og hvis det er synligt for mig, at racismen lever endnu på de danske stadion uden at klubber, spillere eller sponsorer er villige til at tage drastiske skridt for at fjerne racismen, så er det også synligt for Ahmed på 14 år der følger Superligaen igennem de samme kanaler som mig. Det er synligt for Mustafa og Seemab, ungdomskærester på 16-år til deres første fodboldkamp, som oplever at der laves abelyde efter spillere der deler deres hudfarve, og hverken dommere, trænere, spillere, stadion-speaker eller kontrollører gør noget for at stoppe det. Det er synligt for familiefaren Rashid der ikke interesserer sig for fodbold, men som vil være dagens helt ved at invitere hans børn på fodboldkamp uden at ane hvad der venter dem. Der er ingen fodbold-interesseret nydansker, som ikke ved at mørklødede danskere risikerer at blive udsat for massiv racistisk moning i forbindelse med udførelsen af deres arbejde. Og fodbold-interesserede nydanskere må formodes at snakke med nogle af de nydanskere som ikke er fodboldinteresserede, og det er ikke en rar historie der er sat i omløb.

Alle de mange påstande om at problemet er blevet mindre over de senere år er sikkert sande. Og Fans Mod Racisme og lignende grupperinger laver et prisværdigt stykke arbejde. Jeg ville tage deres arbejde mere seriøst, hvis det her ikke var deres officielle hjemmeside, men nevertheless… et prisværdigt stykke arbejde. Men problemets omfang og Fans Mod Racisme’s arbejde er i forhold til denne posts pointe uinteressant, når enten klubberne, kontrollørene, spillerne, trænerne og dommerne hver for sig (for ikke at tale om hvad de kan gør sammen) har mulighed for at stoppe problemet øjblikkeligt. De har nemlig alle muligheder for at stoppe en kamp, hvis en spiller udsættes for racistisk mobning på hans arbejdsplads. Når kampene fortsætter på trods af racistisk mobning, så er det formodentligt fordi at aktørene mener at der findes et acceptabelt omfang af racistisk mobning, et omfang af racistisk forhånelse som man skal tolerere på en dansk arbejdsplads. Den holdning deler jeg ikke. Det lyder måske drastisk at stoppe en kamp pga. racistisk mobning, men tænk på hvad vi ville gøre, hvis det drejede sig om Abdullah som arbejdede i Netto, eller Vani som arbejder i en bank. I Netto eller Nordea ville alle medarbejdere smide deres øjeblikkelige arbejdsopgave fra sig, og tage hånd om situation hvor en kunde udsætter en medarbejder for racistiske tilråb. Hvis Nordea og Netto føler at de kan undvære de kunder der sviner deres mørklødede medarbejdere til, så burde Brøndby IF og AGF også kunne undvære racisterne på stadion.

Og dertil kommer at sponsorene (firmaer som Carlsberg, Codan m.fl.) har mulighed for at presse klubberne økonomisk til at afskaffe problemet.

Birthe Rønn Hornbech, du er integrationsminister. Det kan ikke være godt for integrationen at nydanskere med stor synlighed i mediebilledet udsættes for racistisk mobning på deres arbejdsplads. Du har magten til at stoppe det.

Det er vigtigt at integrationsministeren holder øje med fodboldkulturen, da sporten er historisk belastet af racisme (for ikke at snakke om vold, homofobi m.m.), og problemerne i fankulturen bliver gennem medierne eksponeret bredt til enhver fodbold-interesseret gruppering i det danske samfund. Heldigvis er det ikke en umistelig rettighed at organisere en sportsturnering. Heldigvis er det ikke en umistelig rettighed at have tilskuere på stadion under afholdelsen af en sportsturnering. Vi har allerede lovgivning, som beskytter folk mod racisme, forhånelse og mobning på arbejdspladsen. Nu skal retfærdighedens gudinde vise, at hun ikke bare holder en vægtskål, men også har et sværd. I denne sammenhæng må du låne et sværd fra en minister-kollega, og få Arbejdstilsynet på banen. Pålæg klubberne at ligge handlingsplaner for hvordan mørkhudede ansattes arbejdsmiljø sikres. Giv klubberne nogle massive bøder, hvis det viser sig at de ikke kan sikre mørkhudede spillere en arbejdsplads uden racistisk mobning. Giv dem nogle eksistens-truende bøder, hvis de massive bøder ikke hjælper. Luk arbejdspladsen midlertidigt, hvis de eksistens-truende bøder ikke virker. Luk arbejdspladsen permanent, hvis der ikke er kommet styr på tingene efter den midlertidige lukning.

Og Birthe, mens du svinger dit sværd, så husk at snakke om problemet. Anerkend at integrations-problematikken er andet og mere end fanatiske muslimer og utilpassede rødder, integrations-problematikken er også dansk racisme. Og ja, Hizb-ut-Tahir er et større problem end nogle abegrynt på Brøndby Stadion, men for at udgøre en troværdig front mod Hizb-ut-Tahir og lignende grupper, så skal vi også vise vilje til at feje for egen dør. Derfor vil jeg gerne have, at du kommer på banen i forhold til racismen i den danske fankultur. Jeg vil høre dig snakke om den, så alle ved at du anerkender at det er et emne med en vis vægt. Og jeg vil se dig handle på det, så jeg kan se at du er villig til at fjerne forhindringer for integrationen, uanset om forhindringen er lagt af en gammeldansker eller en nydansker. Kom på banen, Birthe!

I 1997 begyndte jeg at dyrke Vipassana-meditation i en tradition, hvor kurserne er gratis og al arbejdskraft er frivllig. Hverken lærere, arrangører, køkkenchefer eller ham der skræller gulerødderne får løn for deres arbejde. Siden jeg begyndte at meditere har jeg tilbragt flere år som frivillig medhjælp på meditationscentre rundt omkring i verdenen, jeg har skrællet kartofler, skovlet sne, gravet i haver, passet telefon, svaret breve, oplært andre frivillige, hakket gulerødder, bestilt fødvarer, ført regnskab m.m. Det har beriget mit liv i et omfang, som jeg ikke engang vil prøve på at beskrive her. Jeg vil istedet bruge denne post til at fortælle om den økonomiske forarmelse, som denne berigelse af mit liv har medført. Jeg har jo ikke alene udført en masse arbejde ulønnet, det ulønnede arbejde har også afskåret mig fra at forfølge karriere-muligheder, finde bedre betalte jobs, arbejde fuldtid, arbejde hele året og andre ting som ville pynte på privatøkonomien. Jeg har holdt mig gældfri, men det er med røven i vandskorpen, genbrugs-tøj på kroppen, møbler hentet hos storskrald, havregryn på bordet og smil på læben, at det har været muligt.

De seneste to år har jeg haft en årsindtægt, som er ringere end en kontanthjælpsmodtager. Og jeg kan ikke få supplerende kontanthjælp, da jeg ikke står til rådighed for det danske abejdsmarkede, når jeg er frivillig medhjælp på et meditationscenter. Jeg har tjent mindre end det minimumsbeløb, som den danske stat mener at man skal have for at klare sig. Jeg har heldigvis trodset autoriteterne, og klaret mig alligevel.

Når jeg henleder opmærksomheden på mine økonomiske trængsler, så er det ikke for at brokke mig, for jeg har vitterligt intet at brokke mig over. Jeg har et godt liv, jeg har fundet noget meningsfyldt at tage mig til, jeg lider ingen materielle savn, det frivillige arbejde har taget mig rundt om kloden, og i morgen flyver jeg til Indien. Jeg kan med hånden på hjertet sige at de seneste 10 år eddermame har været con amore, og jeg ser frem til at leve resten af mit liv efter det mønster. Men jeg tillader mig selv at have tilstrækkeligt ophøjede tanker om min livsstil til at mene, at der er nogen der kan lære noget af mig, mine økonomiske valg og min indstilling til konsekvenserne af mine livsvalg. F.eks. nogle af de folk der udtaler sig til artiklen ‘Det er eddermame con amore’ i denne uges udgave af Weekendavisen.

Artiklen handler om de forhold som mange professionelle musikere lever under i dagens Danmark, og er fyldt med udtryk som ‘ussel løn’, ‘lousy betalte job’, ‘lille indkomst’, samt en kærlighedserklæring som i konteksten lyder mere indigneret end kærlig, ‘det er eddermame con amore’. Men ind imellem alle disse subjektive vurderinger af lønnens størrelse, så tegner der sig billedet af en musikerstand som klarer sig ganske udemærket. Musikeren som omtaler sin løn som ‘en jævn lille indkomst’ tjener 3 gange så meget, som den årsløn jeg klarer mig fint for, og det samme gør sig gældende for de ansatte i landsdelsorkestrene, Det Kgl. Kapel og musikskolelærene. På Den Kongelige Opera tjener man en ‘på ingen måder høj løn’, som stadigvæk er en kvart million højere end den løn som sidste år finansierede al min kost og logi, 2 måneders rejse i Indien, 2½ månedes rejse i U.S.A. og en ny computer. På Det Kongelige Teater skal Jan Lund kun optræde ved 8 forestillinger for at have sikret sig hvad jeg vil kalde en rimelig årsløn. Og alligevel tales der indigineret om om at hans job ikke er et job ’som man kan leve anstændigt af’. Vil det sige, at jeg ikke kan leve anstændigt? Er min forestilling om egen materielle tilfredshed en illusion? Er mit liv uanstændigt?

For mig at se bringer artiklen det ene vidnesbyrd efter det andet om at professionelle danske musikere er rige mennesker, som ikke selv har fattet hvor rige de er. De bor i et af verdens rigeste lande, med omfattende offentlig service og med en løn som langt overstiger omkostningerne forbundet ved et simpelt liv levet i kærlighed til kunsten, meditationen, musikken eller hvad vi mennesker ellers formår at kaste vores kærlighed på.

Artiklen fortæller også om upcoming musikere, som bliver nød til at suppplere deres musikervirke med rengøringsjob og taxikørsel. Med andre ord musikere, som endnu ikke har formået at skabe et markede for deres musik, og derfor bliver nød til at tjene penge på at udføre et job, som de kan få folk til at betale for. Det er ikke en ond skæbne at et liv levet i kærligheden til musikken ind i mellem må afbrydes af kolde, barske realiteter i form af et rengøringsjob. Guitaren og kærligheden er der stadig efter fyraften.

Måske overfortolker jeg musikernes udsagn, men jeg tror at de har ufrugtbare (og i øvrigt også urealistiske) forestillinger om det ‘anstændige liv’, som de mener at de har krav på. Man kan faktisk godt klare sig selv om man lejer et værelse i ens lejlighed ud, ikke har fladskærms-tv, aldrig (aldrig!) spiser ude, aldrig betaler for sit tøj, aldrig i sit liv har betalt for et møbel, ikke har været til frisøren i årevis, ikke ejer en bil, ikke ejer en knallert, ikke abbonerer på en avis og tæller ens mønter nidkært. Det er ikke en naturlov at man skal højne sin levestandard efter, at man er færdig med at være på S.U. Jeg kan klare det, fordi jeg ved, at det giver plads til at jeg kan dyrke mit livs kærlighed. Mennesker som er begavet med musikalsk talent, mennesker som kan spille så de selv, deres nærmeste og hele lokaler vibrerer med livsglæde, de mennesker bør tage sætningen ‘det er eddermame con amore’, fjerne den indignerede undertone og gøre det til et kampråb. ‘Det kan godt være, at tre dage om ugen gør rent fra 8 til 16, men for fanden da… Jeg spiller MUSIK de andre fire dage. DET ER EDDERMAME CON AMORE!’ Og når det er con amore, så er den økonomiske smalhals ikke længere et offer, det er bare en omstændighed. Denne post var ikke ordene fra en fyrsteligt lønnet beskæftigelsesminister, den var ordene fra en person der lever livet con amore med færre penge mellem hænderne end de fleste danske musikere.

Jeg rejser til Indien i morgen (endnu en ting der eddermame er con amore). Jeg glæder mig til at opdatere min blog derfra efterhånden som Indien endnu engang udfolder sig foran mine øjne.

2. Juni, 2008: Denne her blog-post giver knap så meget mening nu. Jeg skulle have downloadet billederne jeg omtaler, fremfor at stole på at de blev på KD’s server til evig tid. Oh, well…

Der er udskrevet valg, og i den anledning har Kristendemokraterne opdateret deres hjemmeside med nyt fokus på deres tre vigtigste mærkesager; familie, miljø og arbejdsmarkede. 3 glimrende mærkesager, som hver bliver illustreret med et billede.

Hvis man f.eks. vil læse mere om KD’s familie-politik, så skal man kigge under nedenstående billede:

Et nydeligt billede af en mor og hendes barn, som oven i købet (utilsigtet???) viser sig at være mere politisk korrekt, end KD normalt har ry for at være. De har nemlig udeladt faderen (som jeg troede var en integreret del af KD’s familiesyn) og lader det være op til beskueren om billedet er en del af famililivet for et heteroseksuelt par, et lesbisk par eller en single mor. Nydeligt billede og god illustration af familien.

Hvis man vil vide lidt mere om KD’s miljøpolitik, så kan man læse nærmere lige nedenunder dette billede:

Okay… …det er så en blomst. Og blomster er vist nok en integreret del af økosystemet, så… Ja, den forestiller altså miljøet. Ikke verdens mest sigende billede, men en pæn blomst og helt ærligt, så er det også svært at illustrere noget så abstrakt som miljøet.

Men nu til det 3. billede. Nu til ‘det mystiske billede’ som inviterer læseren til at lære mere om KD’s arbejdsmarkeds-politik:

Hvad f….. forestiller det? Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det en etnisk pige i bikini som hopper omkring under en lyseblå himmel med udslåede arme, smukt sort bølgende hår flyvende om hovedet og et nærmest ekstatisk smil. Og det skal illustrere arbejdsmarkedet??? Undskyld, men hvor søger man et job hvor man skal springe ekstatisk rundt under en lyseblå himmel med bikini-klædte piger? I hvert fald ikke på jobindex.dk. I hvert fald ikke på den planet som jeg lever på. Nej, den sørgelige virkelighed vedrørende arbejdsmarkedet er en helt anden.

Der er to grupper som kan have et godt arbejdsliv. Der er folk med helt exceptionelle talenter, som er så velsignede at de kan leve af ting der semi-universelt anerkendes som livets lyse sider som at spille basketball, spille guitar eller skrive bøger. Der er folk med så exceptionelle hobbyer, at de kan tjene penge på deres passion for behandling af sygedagpenge-sager, bagning af brød m.m. Resten af os må se i øjnene at vores ophold på arbejdsmarkedet skyldes en simpel handel med djævelen. En arbejdsgiver giver os penge, vi giver arbejdsgiveren noget af vores tid. Og eftersom det er næsten umuligt at finde en arbejdsgiver som vil bruge vores købte tid på noget det for alvor er sjovt, så gælder det om at sælge så lidt tid som muligt.

Personligt er jeg glad nok for mit job (museumsopsynsbetjent på Kronborg), men jeg er endnu gladere for at jeg kun arbejder 25 – 30 timer om måneden, 7 måneder om året og derefter er efterladt med den totale frihed til at forfølge mine projekter og mine passioner i de øvrige 5 måneder. Det er derfor jeg ikke kan undgå at føle mig som et fremmedlegeme i dette samfund, når jeg hører økonomiske vismænd snakke om at sænke skatten på arbejde for at få folk til at arbejde mere. Hvis skatten blev sat ned, så ville jeg søreme også arbejde det mindre.

Og det er derfor mig også en stor fornøjelse at kunne fortælle, at jeg i morgen flyver til Canada. Jeg har nemlig sparet penge op, jeg har lært at leve uden fladskærm og sushi, jeg har fokuseret mit liv så nøje som muligt, så jeg kan tillade mig at ignorere arbejdsmarkedet så længe som muligt.

Så medmindre KD kommer i Folketinget og kæmper for at gøre ‘hoppende bikini-klædte piger’ til en lige så integreret del af arbejdslivet som tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten, så er det nok sådan jeg fortsætter med at forholde mig til arbejdsmarkedet de næste par år.

KD tager dog ikke prisen for den vildeste non sequitur i denne valgkamp. Den tilfalder Tom Gillesberg, som står bag denne valgplakat som pryder store dele af København:

Say what…???

En af de ting, som fylder godt op i medierne er de kommende overenskomst-forhandlinger, og forventningerne om en ‘løn-fest’. Og selvom der er gode grunde til at give de offentligt ansatte lønstigninger (’mande-løn til kvinde-job’ er f.eks. et slogan som er svært at argumentere imod), så synes jeg debatten mangler svar på et væsentligt spørgsmål; hvad vil de offentligt ansatte egentlig med mere i løn?

Jeg er helt med på, at løn kan være en form for anerkendelse, og hvis det er kernen i sagen, så trænger det til at blive sagt lige ud. Men hvis kravet om en lønfest er et udtryk for oplevede økonomiske behov, så ønsker jeg at forstå hvad de oplevede behov går ud på.

Jeg regner med at tjene 100.000 til 110.000 før skat (efter pension) i år. For disse penge har jeg en fin lille lejlighed på Islands Brygge (hvor jeg dog lejer et værelse ud). Disse penge dækker desuden 2½ månedes rejse i Nordamerika (fra B.C. og ned til Baja California), hvor jeg skal lave en masse ulønnet arbejde for værdige sager, se NBA, NHL og NFL og opleve lidt af kulturen. Desuden regner jeg med at pengene vil dække 3 måneders ophold i Indien i starten af næste år før jeg til April begynder at tjene penge igen. Hvis jeg kan klare mig ganske udemærket i Danmark i 7 måneder uden en oplevelse af væsentlige afsavn, og samtidigt have råd til at bruge 5 måneder på at rejse rundt på to forskellige kontinenter, hvad er det så at folk der tjener det dobbelte af hvad jeg gør beder om lønforhøjelse for?

Det kunne være rart, hvis nogen stak næsen frem, og kvalificerede debatten ved at præsentere deres familie-budget og sige; ‘…som henholdsvis sygeplejer og folkeskolelærer med 2 børn har vi ikke råd til… …og det er derfor vi ønsker en lønforhøjelse’