Gud, konge og mangel på fædreland – Fra polyteisme til monoteisme
Det nedestående indlæg er skrevet af en gæsteblogger, som også er kendt fra denne blogs kommentatorspor; Eksisterende Lotte.
Lotte har blogget Anden Mosebogs første 11 kapitler, og hendes bloggerier kan læses i dette indlæg. Jeg har selv blogget om den samme passage, og mit indlæg kan læses her:
Anden Mosebog: Israelitternes trældom og senere udfrielse
Herfra giver jeg ordet til Lotte:
Gud, konge og mangel på fædreland – Fra polyteisme til monoteisme.
Slave, Hebræer, Prins af Egypten, grundlægger af den monoteistiske gudsopfattelse, der findes næppe en historie, der er genfortalt mere massivt end beretningen om Moses.
Fra tegnefilmen The Prince of Egypt:
-til The Ten Commandments, hvor Charlton Heston giver den i rollen som Moses:
Sidstnævnte er afgjort et bekendtskab værd, alene special effect delen er en sand fornøjelse i filmhistorie, og intet bliver overladt til tilfældighederne, når overgangen fra polyteisme til monoteisme i jødedommens historie bliver medieret af Moses, der over sig har den almægtige Jahve, der bestemmer, betvinger og besætter alt fra naturens kræfter til tempoet på Faraoens vilje og overgivelse med henblik på total underkastelse fra hebræer såvel som ægypter.
Udgangspunktet er israelitternes trældom i Ægypten, hvor efterkommerne af Jakob føder mangfoldigt. Af skræk for at komme i undertal, beordrer Farao ethvert israelitisk drengebarn slået ihjel ved fødslen. Et barn af Levis slægt bliver sat i en kurv på Nilen og findes af Faraoens datter:
”Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses” [Anden Mosebog kap. 1 v. 10].
Tiden går Moses vokser til, og viser sig med sans for det folk, han blev født af. Moses slår en ægypter ihjel, og flygter i frygt for Faraoens hævn til Midjan, hvor han gifter sig med præstens datter og får en søn. Som hyrde for sin svigerfar Jetro begiver Moses sig ud i ørkenen, hvor han kommer til Guds bjerg Horeb hvor han overfor en brændende busk hører Guds stemme:
”Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” [kap. 3. v. 6]
Gud bedyrer, at han har set folkets lidelse under Faraoen og vil udfri dem til et vidtstrakt land, hvor mælk og honning flyder. Moses skal, udstyret med evnen til at udføre undere så enhver overbevises om Guds almægtighed, vende tilbage til Ægypten og bede Faraoen folket fri.
”Jeg kender ikke Herren, og vil ikke lade israelitterne gå” [kap. 5 v. 2,3], Faraoen adlyder ikke, som Moses befaler, men straffer i stedet hebræerne med strengt arbejde og prygl. Slægten fortsætter med at vokse og Moses går igen med sin bror Aron til Faraoen, hvor han endnu engang befaler folket frit. På Guds ordrer kaster Moses sin stav, der bliver til en slange, vismænd, troldmænd og Ægyptens mirakelmagere gør ham kunsten efter, og Faraoen fastholder, at han ikke vil sætte israelitterne fri.
Fra slanger til 10 plager: blod, frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke og drab på Ægyptens førstefødte slutter kapitel 11 samme sted, som kap 1 begyndte: Ethvert forsøg på at vise en tilsvarende magt virker for mirakelmagere, hoffolk og vismænd, indtil Moses på Guds ordre lader Ægyptens førstefødte dø. Faraoen overgiver sig og sætter folket frit, som Moses har befalet på vegne af Gud.
Kap. 1-11 i Anden Mosebog er ikke nærig med blod, piner og plager, og der optræder alt rigeligt i bloddryppende beretninger, der nødvendigvis må lade enhver idé om den senere forestilling om den kristelige Gud falde til fordel for en forestilling om, at Guden er både ond og god. I og med Anden Mosebog falder polyteismen til fordel for monoteismen, der etableres et tegn til jøderne: omskærelsen, der senere overtages indenfor Islam, endelig fejes enhver form for mirakelmageri af banen, magten tilhører alene Jahve og en gigant religion etableres. Tre af verdens største religioner: jødedom, kristendom og islam har alle denne forestilling om den ene, almægtige Gud til fælles. Kristendommen udmærker sig senere ved at inkludere treenigheden i skikkelse af; Faderen, Sønnen og Helligånden – ikke desto mindre påberåber alle religioner sig cirka samme historie som deres unikke udgangspunkt nemlig beretningen om Moses og dennes meritter i forhold til at kunne tale med Gud.
