Bohemian Rhapsody

Mit forrige blog-indlæg har udviklet sig til en debat om Sam Harris med særligt fokus på hans bog The End of Faith.

Jeg har to eksemplarer af denne bog. Det første eksemplar købte jeg i København, da bogen netop var udkommet. Det andet eksemplar købte jeg i Indien, da jeg ønskede at genlæse den, men var langt væk fra min bogreol.

Jeg vil gerne sende et eksemplar af denne bog til en læser, som er oprigtigt interesseret i at læse den.

Bogen vil blive tilsendt den faste bidragyder til mit kommentatorspor, som først skriver “mig ha’ bog – mig ha’ bog” i mit kommentatorspor. Ved “fast bidragyder” forstås enhver, som har skrevet en kommentar under mindst to forskellige blog-indlæg i indeværende år.

Skulle det vise sig, at ingen af mine faste bidragydere ønsker bogen, så går bogen til den første person, som skriver i mit kommentatorspor – fuldstændigt uafhængigt af om vedkommende har skrevet på denne blog før.

Sidst jeg bloggede om Bibelen havde Gud netop påbudt israelitterne at følge De Ti Bud.

Moses fik ikke alene ti bud på toppen af Sinaj-bjerget, han fik også et overflødighedshorn af lange, detaljerede og først og fremmest kedelige regler om samfundslivet. Mens Moses hænger ud med Gud begynder hans landsmænd for foden af bjerget at blive rastløse.

Guldkalven

Israelitterne tager deres guldsmykker, smelter dem om og støber en guldkalv. Israelitterne fester, danser og danner en ny religiøs bevægelse med Guldkalven i centrum.

Fest? Dans? En afstøbning af en ko? I’m so there, dude!

Umiddelbart lyder det jo som en langt sejere religion end Kristendommen. Det kan Gud ikke have siddende på sig.

Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede!

Moses appelerer til Gud om at besinde sig i denne omgang:

Vend dog om fra din glødende vrede, og fortryd den ulykke, du ville bringe over dit folk!

…og – stik mod Bibelens ånd – reagerer Gud med resignation:

Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk.

Efter 1, 2, 3 massemord, så viser det sig, at man bare skal bede Gud pænt om at lade være med at myrde løs til højre og venstre, og så angrer en brødebetynget gud.

Jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs

Drag nu op herfra sammen med det folk, du har ført op fra Egypten, til det land, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob med de ord: Jeg vil give det til dine efterkommere. … I skal til et land, der flyder med mælk og honning. Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs.

Gud fremstår her som en overnaturlig Lennie Small, som ikke vil nogen noget ondt, men bare har så uendeligt svært ved at styre sine enorme kræfter. Gud er jo nærmest en tragisk figur.

Derpå tog han kalven, som de havde lavet…

Når nu Gud ikke vil straffe israelitterne for deres guldkalv, så må Moses træde til. Moses undertrykker den netop opståede religion med stor passion, iver og psykopati. Moses tager Guldkalven, brænder den, knuser den til støv, opløser støvet i vand, hvorefter han i bedste Biff Tannen-stil tvinger israelitterne til at… Nej, jeg må hellere lade Bibelen selv fortælle historien:

Derpå tog han kalven, som de havde lavet, og brændte den; han knuste den til støv og spredte det ud over vandet, og det gav han israelitterne at drikke.

Hvis Moses så bare var stoppet efter hans lille stunt med at tvinge israelitterne til at drikke resterne af deres afgud (!!!), så havde historien været mere underlig end ubehagelig. Moses stoppede ikke der.

“Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel.” Levitterne gjorde, som Moses sagde, og der faldt den dag hen ved tre tusind mand af folket.

Deres eneste forbrydelse var at tilbede en afstøbning af en guldkalv.

Hvis du lader dine sønner gifte sig med deres døtre…

Israelitterne skal som sagt drage til deres nye land [læs: andre menneskers gamle land] uden deres Gud, som endelig har fundet en tiltrængt frygt for egne kræfter. Heldigvis giver Gud sit folk et par sidste instruktioner med på vejen.

Imperialisme

Hold alt det, jeg i dag befaler dig. Jeg vil drive amoritterne, kana’anæerne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bort foran dig.

Undertrykkelse af religiøse mindretal

Deres altre skal I rive ned, deres stenstøtter skal I knuse, deres Ashera-pæle skal I hugge om.

Religiøs apartheid

Du må ikke slutte pagt med landets indbyggere, for når de horer med deres guder og ofrer til dem, vil de indbyde dig, og du kommer til at spise af deres offer; og hvis du lader dine sønner gifte sig med deres døtre, og deres døtre horer med deres guder, vil de også få dine sønner til at hore med deres guder.

Jeg kan ikke gøre grin med det sidste udsagn, da den stråleglans, som udgår fra ordenes iboende idioti, komik og what the fuck!?!-agtighed, altid vil overgå ethvert mat forsøg på at sige noget morsomt om udsagnet. Jeg bøjer mig ydmygt for disse ord, og runder dagens afsnit af Bibel Bloggen af med en gentagelse af de udødelige ord:

Hvis du lader dine sønner gifte sig med deres døtre, og deres døtre horer med deres guder, vil de også få dine sønner til at hore med deres guder.

Læsere som ønsker at have ammunition parat, næste gang det hævdes at Bibelen er stor litteratur, gøres opmærksom på at udsagnet forefindes i Anden Mosebog, Kapitel 34, Vers 16.

Se også:

Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her.

Indholdsfortegnelsen for Anden Mosebog kan ses her.

General Sebastian har valgt at gå i Tine Bryld-mode. General Sebastian har valgt at stille mig dette spørgsmål:

Hvordan har du det i øvrigt selv med socialkonstruktionismen?

Det er en god ting at Sebastian inkluderede et link til en Wikipedia-artikel om dette for mig ukendte begreb:

Socialkonstruktionisme er en retning indenfor det psykologiske felt, som tager udgangspunkt i tesen om at virkeligheden er en social konstruktion, hvor især sproget og måden vi taler sammen om verden og tingene, er det, som konstruerer virkeligheden.

Nu skal man normalt være forsigtig med at kalde en kompliceret psykologisk teori for det vildeste bullshit, når ens kendskab til den begrænser sig til en hurtigt skimmet artikel fra dansk Wikipedia. I dette tilfælde har jeg dog tænkt mig at gøre en undtagelse.

Socialkonstrukltionisme er det vildeste bullshit!

Hvorfor nu det?

I begyndelsen var der en-cellet liv. Igennem en udviklingsproces, som vi kalder evolutionen opstod der liv med flere celler, fisk, landdyr, pattedyr, mennesker. Meget tidligt i denne udviklingsproces blev perception udviklet. Mange relativt primitive væsener synes at være bevidste om de input de modtager. De har dermed en forståelse af virkeligheden. Sproget synes at være forbeholdt højtudviklede væsner (mennesker, visse aber, visse papegøjer, andre bud?).

Perception af virkeligheden er en meget tidlig evolutionær feature. Sproget er en meget sen evolutionær feature.

Det får mig til at tro, at der er noget helt essentielt galt med, at forstå sproget og sociale konstruktioner som en integral del af perceptionen af virkeligheden. Det forekommer mig ulogisk, hvis vi er således indrettet at vi først udvikler et enormt komplekst system, som er essentielt for vores overlevelse, og bagefter udvikler endnu et komplekst system, som ikke er essentielt for vores overlevelse, og gør dette system til en integreret del af det ældste system.

Konklusion:

Sprog har en plads i analysen af den menneskelige tilstand. Men sproget er ikke et perceptionsredskab. Vores opfattelse af virkeligheden er ikke afhængig af vores sprog, vores ord eller vores intellekt. Vores opfattelse af virkeligheden kan fungere uden vores sprog, vores ord eller vores intellekt.

Den mere overordnede konklusion:

Jeg er dybt mistænklig overfor enhver akademisk diciplin, som i det 21. århundrede lader filosofer, psykologer o.l. om at besvare spørgsmål som retteligt hører til biologernes domæne.

Jeg er dybt mistænkelig overfor enhver, som prøver at spekulere sig frem til erkendelser vedrørende perception, bevidsthed, tanker m.m.

Se også:

Sam Harris: Science can answer moral questions

Hat-tip:

Dette indlæg tager udgangspunkt i denne debat om fænomener nært beslægtede med socialkonstukrionismen.

Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet opfordrer i fællesskab til afskaffelse af blasfemi- og racismeparagraffen i straffeloven. I den anledning har vi begået et fælles læserbrev i dagens udgave af Jyllands-Posten med et fint historisk perspektiv, og vi har oprettet en hjemmeside med en underskriftindsamling, som allerede har en del prominente navne på listen.

Vi tager lige et lille uddrag af læserbrevet:

Forud for vedtagelsen af racismeparagraffen i 1971 udtalte SF’s Poul Dam følgende vise ord:

»Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk. Det er udtryk for en primitiv moralistisk tankegang, at man kan bekæmpe alt, hvad der bør bekæmpes, ved at kriminalisere det.«

Man skal straffe handlinger, ikke holdninger. …and that’s the bottom-line because Poul Dam said so!!!

Okay, den sidste sætning er min egen tilføjelse.

Mine læsere opfordres til at læse læserbrevet, og skrive under på underskriftsindsamlingen.

Jeg er begyndt at læse og blogge Bibelen. Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her. Indholdsfortegnelsen for Anden Mosebog kan ses her.

Sidst vi lod vores kollektive bevidsthed opsluge af Bibelen havde Gud netop myrdet samtlige førstefødte egyptiske mænd. I forlængelse deraf får Moses tilladelse til at lede sit israelittiske folk ud af et traumatiseret Egypten.

Åbenbaringen på Sinaj

Efter 3 måneders vandring når israelitterne til Sinaj-ørkenen. Her kommer Gud med en slet skjult trussel til israelitterne:

I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten… Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig.

Israelitterne har selv set de ti plager. Israelitterne har hørt deres naboers sjæle-skærende skrig, mens deres førstefødte gled dem af hænde.

Folket svarede alle som én: »Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.«

Klogt folk.

De Ti Bud

Gud kommer med sine famøse 10 bud.

1. Du må ikke have andre guder end mig.
2. Du må ikke lave dig noget gudebillede… Du må ikke tilbede [gudebillederne] og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig…
3. Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn…
4. Husk sabbatsdagen og hold den hellig. … Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.
5. Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
6. Du må ikke begå drab.
7. Du må ikke bryde et ægteskab.
8. Du må ikke stjæle.
9. Du må ikke vidne falsk mod din næste.
10. Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

…og så kunne en begavet blogger, ellers rive disse bud et nyt røvhul. Det gør denne begavede blogger ikke. Jeg overlader trygt ordet til en af det 20. århundredes største intellektuelle kapaciteter; George Carlin. Her praktiserer han røvhuls-rivingens ypperlige kunst på bekostning af disse bud:

*****

…men hvad skal jeg så lave?

Jo, ser du… Budene stopper ikke der. De Ti Bud er bare begyndelsen på en så godt som uafbrudt tirade af Bud, som fortsætter Anden Mosebog ud og langt ind i Tredje og Fjerde Mosebog før de endelig bøjer af til fordel for lidt fremdrift i historien. De Ti Bud er blot en dråbe i det bæger, som hedder Guds forordninger for menneskehedens opførsel.

De fleste af forordningerne i Anden Mosebog relaterer til specifikationer for indrettelse af templer, indvielse af templer, præstens klædedragt etc. (se evt. dette eksempel i kommentatorsporet), men heldigvis bliver der også plads til et par What The Fuck ?!?-øjeblikke undervejs. I får tre eksempler:

Trællene bliver sat på plads

Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal det hævnes. Men lever de en dag eller to, skal det ikke hævnes. Det er jo hans egne penge, det drejer sig om.

Er trælle hans egne medmennesker? Nej, selvfølgelig ikke, de er jo hans egne penge. Kære Gud; fuck you too!

Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel…

Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og man må ikke spise dens kød. Oksens ejer skal gå fri af straf.

Halal-slagtning – gå hjem og vug!

Den her bliver stadigvæk taget seriøst af kristne i 2010

En troldkvinde må du ikke lade blive i live.

‘Nuff said!

Næste indlæg på Bibel Bloggen:

Anden Mosebog er ganske rigtigt fulgt op med forordninger af varierende gyldighed, men der bliver også tid til at Gud lover kommende etniske udrensninger og folket danser om en guldkalv, som er meget sejere end Gud. Det kan du læse mere om i næste indlæg af Bibel Bloggen.

Første Mosebog

Anden Mosebog

Tredje Mosebog

Fjerde Mosebog

Indholdsfortegnelse for Bibel Bloggen

Israelitternes trældom og senere udfrielse; Moses vej til berømmelse, de ti plager, og israelitternes udfrielse af Egypten.

Gud, konge og mangel på fædreland – fra polyteisme til monoteisme; Eksisterende Lotte gæsteblogger om Anden Mosebog.

Åbenbaringen på Sinaj og De Ti Bud

Anden Mosebog: Guldkalven og en uledsaget ørkenvandring; Gud som en overnaturlig Lennie Small, og Moses som Biff Tannen.

Jeg er begyndt at læse og blogge Bibelen. Bibel Bloggens foreløbige indholdsfortegnelse kan ses her.

I anledning af det projekt har Eksisterende Lotte udfordret mig til et blog-off over indledningen af Anden Mosebog. Lotte og jeg har blogget om den samme passage i Bibelen. Mine bloggerier kan læses i nærværende indlæg, og Lottes bloggerier kan læses her:

Gud, konge og mangel på fædreland – Fra polyteisme til monoteisme.

REWIND!

Første Mosebog afsluttes med historien om den jødiske slave Josef, som endte som rådgiver for selveste Faraoen. Josef forudser en kommende hungersnød, og begynder at spekulere i prisen på såsæd. Da hungersnøden var hårdest, slog Josef til:

Så købte Josef al Egyptens jord til Farao. Hver egypter solgte sin jord, for hungersnøden var hård. Sådan kom landet til at tilhøre Farao, og folket gjorde han til trælle i hele Egypten fra den ene ende til den anden.

Josef inviterer hele sin familie til at bo hos ham i Egypten. Så gik der 400 år…

Slaves – Hebrews born to serve, to the Pharaoh

Josef og alle hans brødre og hele det slægtled var døde. Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem.

Jøder, som formerer sig som rotter, er et skræmmende perspektiv for de lokale magthavere. Jøderne reduceres til trælle, og de plages med hårdt arbejde og systematiske mord på deres drengebørn.

I bedste Luke Skywalker/Jesus/Superman-stil lykkedes det dog at redde en enkelt dreng: Moses.

Tiden gik, og Moses blev voksen. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel. Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.

Moses bliver voksen, og tre sætninger senere har han myrdet et menneske. Bruce Willis kan godt gå hjem og vugge… Gud beslutter sig for at Moses er manden, som skal befrie jøderne fra deres trældom.

Go – I will be with thee, bush of fire

Gud viser sig for Moses i form af en talende, brændende busk. Hvad er Guds første ord til Moses?

“Moses! Moses! Du må ikke komme nærmere!”

Hvis der er en ting, som skriger “anden rangs-tryllekunstner”, så må det være når trickets centrale rekvisit desperat og højtråbende insisterer på at publikum skal holde afstand.

Gud fortsætter uden skam i livet:

Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. … Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.

Moses bliver sendt til Farao flere gange, men Farao udtrykker fornuftig skepsis overfor eksistensen af Moses’ gud. Møderne er frugtesløse. Hvis jeg kender Gud ret, så er det lige omkring her, at han går i fuldstændigt amok i vold, død og ødelæggelse.

Blood – Running red and strong, down the Nile

Gud sender ti plager ned over Egypten. Han starter lige på og råt…

…alt vand i Nilen forvandledes til blod. Fiskene i Nilen døde, Nilen kom til at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Der var blod overalt i Egypten.

…

Alle egypterne gravede efter drikkevand i omegnen af Nilen, for de kunne ikke drikke vandet fra Nilen.

Plague – Darkness three days long, hail to fire

Gud sender yderligere 9 plager ned over det hårdt prøvede egyptiske folk. Et par eksempler:

Guds femte plage er kvægpest:

Alt egypternes kvæg døde. Men ikke et eneste af israelitternes dyr døde.

Guds syvende plage er hagl:

I hele Egypten slog haglene alt det ned, som var på marken, både mennesker og dyr. … Kun i landet Goshen, hvor israelitterne var, faldt der ikke hagl.

Guds niende plage er mørket:

I tre dage kunne man ikke se hinanden, og ingen kunne røre sig ud af stedet. Men overalt, hvor israelitterne boede, var der lyst.

Jeg synes, at jeg kan spotte en trend i Guds plageri.

Die by my hand – I creep across the land – Killing first-born man

Gud kan skabe verden, skabe menneskeheden, udrydde menneskeheden, ødelægge byer og sende plager. Nu har han lagt jødernes udfrielse fra Egypten på sinde. Hvordan tror du at Gud løser det problem?

Hvis du svarede “Gud flytter da bare jøderne fra Punkt A til Punkt B uden først at myrde en masse mennesker på baggrund af deres etnicitet”, så kender du ikke Bibelens gud. Den tiende plage er den krybende død:

Ved midnat går jeg midt gennem Egypten. Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen; … …ikke en hund skal gø ad israelitterne, hverken ad mennesker eller dyr. Sådan skal I forstå, at Herren holder egypterne adskilt fra israelitterne.

Normalt ville systematiske mord på børn være en naturlig afslutning på dagens blog-indlæg. Racistiske folkedrab har nemlig en vis “godtnat og sov godt”-agtig kvalitet over sig.

Men for en gangs skyld, så peaker Bibelen ikke i det øjeblik, hvor Gud begynder at myrde sagesløse civilister. I en slags etisk udgave af limbo-dansen prøver Gud at se, om det hele ikke kan gøres bare en lille smule mere afstumpet.

How low can you go?

Gud har advaret jøderne om det forestående massemord, men hvad skal jøderne lave, mens Gud slagter uskyldige børn i hobetal? Gud instruerer dem i at holde festmiddag under folkemordet.

Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt.

Så jøderne sidder og spiser festmiddag, mens deres skrigende naboer ser deres elskede, førstefødte søn glide ud af dette liv. Den festmiddag har været en årlig tradition for troende jøder – slægt efter slægt – lige siden.

Efter den tiende plage bliver Moses kaldt til Farao, som indvilger i at lade jøderne forlade Egypten. Her kunne historien være sluttet, hvis ikke det var fordi, at Gud havde besluttet sig for at se, hvor lavt han kan sænke den etiske limbo-stick.

Jøderne gik ikke tomhændede fra deres hårdtplagede land. Jøderne “bad egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om. På den måde plyndrede de Egypten.”

Godnat og sov godt!

Næste indlæg på Bibel Bloggen:

Mit næste blog-indlæg beskæftiger sig med Åbenbaringen på Sinaj og De Ti Bud. Instruktøren Cecil B. DeMille har sagt, at The Ten Commandments beskæftiger sig med “an unusual subject – the story of the birth of freedom.”

I mit næste blog-indlæg vil jeg analysere de ufattelige mængder af bullshit, som forefindes i dette udsagn.

Det nedestående indlæg er skrevet af en gæsteblogger, som også er kendt fra denne blogs kommentatorspor; Eksisterende Lotte.

Lotte har blogget Anden Mosebogs første 11 kapitler, og hendes bloggerier kan læses i dette indlæg. Jeg har selv blogget om den samme passage, og mit indlæg kan læses her:

Anden Mosebog: Israelitternes trældom og senere udfrielse

Herfra giver jeg ordet til Lotte:

Gud, konge og mangel på fædreland – Fra polyteisme til monoteisme.

Slave, Hebræer, Prins af Egypten, grundlægger af den monoteistiske gudsopfattelse, der findes næppe en historie, der er genfortalt mere massivt end beretningen om Moses.

Fra tegnefilmen The Prince of Egypt:

-til The Ten Commandments, hvor Charlton Heston giver den i rollen som Moses:

Sidstnævnte er afgjort et bekendtskab værd, alene special effect delen er en sand fornøjelse i filmhistorie, og intet bliver overladt til tilfældighederne, når overgangen fra polyteisme til monoteisme i jødedommens historie bliver medieret af Moses, der over sig har den almægtige Jahve, der bestemmer, betvinger og besætter alt fra naturens kræfter til tempoet på Faraoens vilje og overgivelse med henblik på total underkastelse fra hebræer såvel som ægypter.

Udgangspunktet er israelitternes trældom i Ægypten, hvor efterkommerne af Jakob føder mangfoldigt. Af skræk for at komme i undertal, beordrer Farao ethvert israelitisk drengebarn slået ihjel ved fødslen. Et barn af Levis slægt bliver sat i en kurv på Nilen og findes af Faraoens datter:

”Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses” [Anden Mosebog kap. 1 v. 10].

Tiden går Moses vokser til, og viser sig med sans for det folk, han blev født af. Moses slår en ægypter ihjel, og flygter i frygt for Faraoens hævn til Midjan, hvor han gifter sig med præstens datter og får en søn. Som hyrde for sin svigerfar Jetro begiver Moses sig ud i ørkenen, hvor han kommer til Guds bjerg Horeb hvor han overfor en brændende busk hører Guds stemme:

”Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” [kap. 3. v. 6]

Gud bedyrer, at han har set folkets lidelse under Faraoen og vil udfri dem til et vidtstrakt land, hvor mælk og honning flyder. Moses skal, udstyret med evnen til at udføre undere så enhver overbevises om Guds almægtighed, vende tilbage til Ægypten og bede Faraoen folket fri.

”Jeg kender ikke Herren, og vil ikke lade israelitterne gå” [kap. 5 v. 2,3], Faraoen adlyder ikke, som Moses befaler, men straffer i stedet hebræerne med strengt arbejde og prygl. Slægten fortsætter med at vokse og Moses går igen med sin bror Aron til Faraoen, hvor han endnu engang befaler folket frit. På Guds ordrer kaster Moses sin stav, der bliver til en slange, vismænd, troldmænd og Ægyptens mirakelmagere gør ham kunsten efter, og Faraoen fastholder, at han ikke vil sætte israelitterne fri.

Fra slanger til 10 plager: blod, frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke og drab på Ægyptens førstefødte slutter kapitel 11 samme sted, som kap 1 begyndte: Ethvert forsøg på at vise en tilsvarende magt virker for mirakelmagere, hoffolk og vismænd, indtil Moses på Guds ordre lader Ægyptens førstefødte dø. Faraoen overgiver sig og sætter folket frit, som Moses har befalet på vegne af Gud.

Kap. 1-11 i Anden Mosebog er ikke nærig med blod, piner og plager, og der optræder alt rigeligt i bloddryppende beretninger, der nødvendigvis må lade enhver idé om den senere forestilling om den kristelige Gud falde til fordel for en forestilling om, at Guden er både ond og god. I og med Anden Mosebog falder polyteismen til fordel for monoteismen, der etableres et tegn til jøderne: omskærelsen, der senere overtages indenfor Islam, endelig fejes enhver form for mirakelmageri af banen, magten tilhører alene Jahve og en gigant religion etableres. Tre af verdens største religioner: jødedom, kristendom og islam har alle denne forestilling om den ene, almægtige Gud til fælles. Kristendommen udmærker sig senere ved at inkludere treenigheden i skikkelse af; Faderen, Sønnen og Helligånden – ikke desto mindre påberåber alle religioner sig cirka samme historie som deres unikke udgangspunkt nemlig beretningen om Moses og dennes meritter i forhold til at kunne tale med Gud.

Fri Debat inviterer til debat om injurieturisme tirsdag d. 4. maj kl. 19. på Admiral Gjeddes Gård, St. Kannikestræde 10 A ,  1169 København K.

I panelet har vi:

Bent Falbert – Chefredaktør på Ekstra Bladet
Tyge Trier – Mediejurist
Nick Archer – Den britiske ambassadør i Danmark [aflyst pga. valg i U.K.]
Lars Hvidberg – Journalist, forfatter og debattør

Injurieturisme er et relativt nyt, men ikke desto mindre meget alvorligt problem for ytringsfriheden. Kort fortalt går fænomenet ud på, at man rejser en injuriesag i et land med særligt gunstig injurielovgivning. Så kan man hive ens modstandere og kritikere ind i en lang og særdeles omkostningsfuld retssag.

Vi har allerede set Ekstra Bladet indgå forlig med den islandske bank Kaupthing i 2006 efter en række kritiske artikler, avisen havde publiceret. Og senest har Politiken indgået forlig med et saudisk advokatkontor, der hævdede at repræsentere 95.000 af profeten Muhammeds efterkommere.

Injurieturisme kan potentielt skabe en international retstilstand, hvor de laveste standarder for ytringsfriheden bliver de gældende. Det kan have uoverskuelige konsekvenser for ytrings- og pressefriheden.

Fænomenet har på det sidste fået stor opmærksomhed både i medierne og fra politisk hold. Men hvad betyder injurieturisme i praksis? Hvilke erfaringer har vi med det? Og hvordan kan man fra politisk hold sørge for, at fænomenet ikke løber løbsk?

Ønsker du at deltage i arrangementet, skal du tilmelde dig på mai[a]fridebat.nu.

Det koster 50 kroner, der vil blive indkrævet i døren.

Se også:

Jacob Mchangama om injurieturisme

Lars Hvidberg om injurie-turisme