En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.

Når jeg tænker på Islam i Storbrittanien, så tænker jeg bl.a. på fatwaen mod Rushide, 7/7-angrebet, intimiderende trusselskultur, homofobe og misogyne imamer, alt det Pat Condell taler om, indholdet af denne bog og det nedestående billede:

*****

You always need to hear both sides of the story…

Hospitals-imamen Naveed Baig vælger at placere sit fokus på den positive side af sagen:

Vi hører hele tiden at Storbritannien værdsætter og hylder sin etniske, kulturelle og religiøse diversitet. Storbritannien bliver tit nævnt iblandt de lande som kan prale af at huse et eksemplarisk multireligiøst samfund som andre lande kan drage nytte af. Men hvad kan der konkret læres af englændernes forståelse, implementering og erfaring af et multireligiøs og dynamisk samfundsorden?

Jeg kan som sagt ikke genkende billedet af Storbrittanien som et eksemplarisk multireligiøst samfund, og med tanke på at det ikke er mange år siden at Storbrittanien var et eksemplarisk sekulært samfund, så virker selv ethvert multireligiøst samfund som et tilbageskridt.

Men nu har jeg altså sat mig for at høre imamens side af sagen. Gad godt vide om imamen har nogle eksempler på den eksemplariskhed, som han omtaler…

Spiritual Care – English Style

I hans seneste blog-indlæg fremdrager imamen et enkelt eksempel på dette eksemplariske multireligiøse samfund:

På mange hospitaler og hospicer er det tilknyttet spiritual care/chaplaincy departments/services (navnene variere) som tilgodeser patienter, pårørendes og personalets religiøse, åndelige, følelsesmæssige og kulturelle behov.

Så langt, så jeg-har-lige-et-par-spørgsmål-før-jeg-fælder-dom-agtigt…

Tillad mig at spørge universet, og sakse svarene fra Naveed Baigs eget blog-indlæg:

William spørger: Hvordan tilgodeses disse religiøse behov?

Naveed svarer:

Chaplaincy er fuldt ud integreret (de enkelte trusts/hospitaler financere chaplaincy afdelinger landet rundt) på hospitaler i Storbritannien således at de også har mulighed for at besøge patienter/pårørende på afdelinger (’rounds’ som de kalder dem) uden aftaler.

William spørger: Okay, hvordan får patienterne kontakt med disse statsfinansierede prædikanter?

Naveed svarer:

[Prædikanterne] får lister med de respektive religiøse grupperinger tilsendt til deres kontor. Ens religiøse tilhørsforhold bliver registeret ved indlæggelse af personalet.

William spørger: Hvad nu, hvis man ikke har lyst til at få besøg af en prædikant?

Naveed svarer:

Under disse besøg fra gejstlige kan man nemt sige fra hvis man ikke ønsker besøg af en eller anden grund.

William måber i flere minutter, og udbryder derefter…

WHAT THE FUCK!?!

*****

Konklusion:

Hvis jeg forstår Naveed Baig korrekt, så bliver dit religiøse tilhørsforhold registreret, når du indlægges på et britisk hospital. Derefter kontakter hospitalet en offentligt finansieret prædikant, som opsøger dig på dit sygeleje. Hvis du ikke ønsker at blive prædiket til, har du lov til at trodse din syge og udmarvede tilstand, og afvise din uanmeldte gæst, men du slipper ikke uden om at tage stilling til en fremmødt prædikant.

…og en dansk-bosat imam fremhæver dette, som et eksempel på en velfungerende multi-religiøs samfundsorden.

Med fare for at gentage mig selv;

WHAT THE FUCK!?!