Bohemian Rhapsody

Jeg er som måske bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig.

Det meste af Bibelen har vist sig at være både interessant og fuldstændigt irrelevant for min forståelse af den verden, som jeg lever lykkeligt i. Historien om Abram er en velsignet undtagelse, da den rent faktisk belyser et af verdens varmeste brændpunkter.

Israel

Det er min overbevisning at, hvis Israels fjender lagde deres våben fra sig, så ville vi se diplomati, to-stats-løsning, fred og fordragelighed. Det er ligeledes min overbevisning at, hvis Israel selv lagde deres våben fra sig, så ville vi få Holocaust 2.0.

Israel gør mange slemme ting, men de gør de slemme ting, mens de er omgivet af fjender, som ønsker dem geografisk, kulturelt, menneskeligt og genetisk udryddet. Man kan blive nød til at bevæge sig ind i en gråzone, hvis man vil konfrontere en fjende som agerer i kulsort mørke. Jeg kan ikke forsvare alt, hvad Israel gør, men jeg kan forstå og tilgive mere end jeg kan forsvare.

With that being said…

Jeg skrev tidligere at, hvis Israels fjender lagde deres våben fra sig, så ville vi se diplomati, to-stats-løsning, fred og fordragelighed. Der er dog én ting, som kan forhindre B i at følge A: Bibelen.

Abrams udvandring til Kana’an

Beretningen om Abram starter lige på og råt;

Herren sagde til Abram: Forlad dit land, din slægt og dit fars hus, og drag til det land jeg vil vise dig.

Beretningen om Abram fortsætter lige på og dumt:

Herren viste sig for Abram og sagde: “Jeg vil give dine efterkommere dette land.”

Gud kan skære i pap:

Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt.

Gud kan også bøje neonrør:

Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden…

…og følgende perle bliver leveret til ære for de læsere, som stadigvæk sidder og tænker “Gad godt vide om Gud har givet noget land til Abrams efterkommere?”:

Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom.

Hmmm…

Der bliver ikke fred i Israel indtil…

Der er mange omstændigheder, som skal falde på plads inden der bliver fred i Israel:

• Der bliver ikke fred i Israel indtil Hamas accepterer Israels ret til at eksistere.

• Der bliver ikke fred i Israel indtil palænstinenserne begynder at læse op på Gandhi.

• …og der bliver ikke fred i Israel indtil enten a) Jødedommen tager et opgør med forestillingen om Guds insisteren på at Israel tilhører Abrams “efterkommere”, eller b) jøderne tager et endegyldigt opgør med Jødedommen.

Bibelens første helt er en heltinde

Udover den regelmæssige insisteren på at sammenkoble ejendomsret og genetik, så byder historien om Abram på en introduktion til Bibelens første egentlige helte-skikkelse.

Abram var stadigt barnløs som 86-årig, så hans kone Saraj opfordrer ham til at voldtage trælkvinden Hagar. Hmmm… Hagar? … Jeg har hørt det navn før…

En 86-årig mand, som voldtager Hagar… Ikke lige det billede, som jeg har allermest lyst til at have på nethinden.

Nårh ja; fik jeg sagt at det var Sarajs idé? Godt så… Sarajs idé virker efter planen, da Hagar vitterligt bliver gravid. Men så sker der det uacceptable, at det stakkels, voldtagede menneske begynder at få en lille smule selvværd. Saraj får et flip, og brokker sig til Abram:

Jeg har selv lagt min trælkvinde i din favn, men nu, da hun har opdaget, at hun er gravid, er hun begyndt at se ned på mig.

Ryd forsiden. Voldtægtsoffer ser ned på kvinden der beordrede hende voldtaget!

Hva’ fanden havde Saraj egentlig regnet med? Du kan eje, rykke rundt med, spytte på og voldtage hende, men intet menneske kan knække Hagars ånd.

Med Abrams explicitte velsignelse begynder Saraj at behandle Hagar så dårligt, at hun udfører endnu en heltegerning; hun flygter! Hagar vælger friheden over slaveriet. Heltindens legende vokser, vokser og vokser lige indtil…

Here’s Johnny!

Selvfølgelig kan denne frihedstrang ikke udfolde sig ustraffet, så Gud sender en engel efter Hagar. Englen udsteder følgende ordrer: “Vend tilbage til din frue, og find dig i hendes behandling.”

Vores heltinde er desværre en tragisk figur. Hun vender tilbage til fangeskabet, og føder en søn. Ikke alene giver hun op overfor hendes uretfærdige skæbne, hun må tilmed lide den tort at Saraj ved en senere lejlighed – og med Guds explicitte velsignelse – jager Hagar og hendes søn bort fra deres hjem. Da hun flygtede som en fri kvinde blev hun indfanget igen. Da først hendes ånd var knækket forvises hun fra det fængsel hun prøvede at gøre til sit hjem.

For at det hele ikke skal være så trist, så slutter vi med Bibelens foreløbigt fedeste replik-skifte.

Bibelens fedeste replik-skifte?

Gud omdøber Abram til Abraham og Saraj til Sara. Derpå lover Gud dem en søn på trods af at de begge “er gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis.” Sara ler for sig selv ved denne fremmede tanke, og så slutter historien med følgende klassiske replik-skifte:

Gud: “Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkeligt få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren!”

Sara: “Jeg lo ikke.”

Gud: “Jo! Du lo!”

The End

Med disse tre ord – jep; lige netop de tre ord – kommer afsnittet om Abraham og Saras kvaler med barnløshed til en brat afslutning.

Den næste historie i Bibelen, og på Bibelen Bloggen, handler om Ødelæggelsen af Sodoma og Gommora.

Se også:

Abraham ifølge Koranen