Første Mosebog: Den Store Vandflod
Jeg er som bekendt begyndt at læse Bibelen. Det er endnu ikke et stort forkromet blog-projekt, men blot et privat dannelses-projekt, som kaster blog-indlæg af sig.
Hey Bibelen – hva’ sker der for dig?
Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. … Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.
Ja, ja, polygami er par for the course, når det kommer til Bibelen, men kunne man ikke have valgt en mindre storskrydende betegnelse af kønnene end Gudssønnerne og Menneskedøtrene? …og det er ikke engang det mest WHAT THE FUCK!?!-inducerende ved den overstående passage.
Nej, det mest interessante er at dette univers med gudssønner, menneskedøtre, kæmper på jorden og helte bygges op for… Ja, for hvad egentlig? Det finder vi aldrig ud af, da Bibelen nøjes med at tegne dette fascinerende mytologiske landskab før den haster videre til næste historie. Hvorfor lade skuespillere, handlinger og replikker komme i vejen for læserens beundring af scenografien?
Den Store Vandflod
Den historie som jeg i min religiøse analfabetisme kendte som historien om Syndfloden kaldes i Bibelselskabets oversættelse “Den Store Vandflod”. For på den led at adskille Vandfloden fra floder af andet flydende materiale end vand… eller sådan nogen ting.
Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.
…og som det forhåbentligt er bekendt, så reagerer Gud ved at dræbe gamle, modne, unge, børn, babyer og ufødte børn. Gud er den mest aktive abortlæge i historien.
Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage.
Godt så; Gud er en psykopatisk folkemorder, som dræber de uskyldige, de umælende og de ufødte. Hvorfor slå de kristne oven i hovedet med historier, som de kristne selv er de første til at tage afstand fra? Fordi visse kristne tigger og beder om at blive slået (hårdt!) i hovedet med disse historier.
Bibelselskabet skriver i deres forord at historien om dette uforlignelige, urimelige og ikke-diskriminerende massemord er “et godt eksempel” på at “Gud skildres som en Gud med føleleser og en der elsker sine mennesker og derfor ofte bliver vred over deres opførsel. Han straffer de skyldige…”
Gu’ straffer han røv de skyldige! Den Store Vandflod er fiktionen om et folkemord, som ikke tager stilling til individets skyld eller mangel på samme. Gud straffer ikke på baggrund af skyld. Gud straffer på baggrund af tilhørsforhold til en gruppe (eller i de ufødte børns tilfælde; kommende tilhørsforhold). …og selv i det 21. århundrede er der kristne, som mener at historien er et godt eksempel på at Gud “straffer de skyldige”.
Men intet er så skidt at det ikke er godt for Noa…
Gud giver som bekendt Noa og hans familie mulighed for at redde sig selv. Lige så bekendt bør det være at Gud beder Noa om at redde et par af alle verdens dyr. Hvor bekendt det end måtte være, så er historien ikke korrekt:
Af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun.
Syv par? Historien er tusinder af år gamle, genfortalt og gengivet i utallige former og man kan ikke leve i Danmark uden at optage historien igennem kulturel osmosis. Alligevel har den et twist, som undertegnede ikke så komme.
Historien kort; regnen falder i 40 dage og 40 nætter, vandet stiger i 150 dage, vandet falder i 150 dage, Arken lander på en bjergtop på “den syttende dag i den syvende måned” og dem der kan huske en linie tilbage vil græmme sig over at få at vide at “den første dag i den tiende måned kom bjergtoppene til syne”. Så Noa landede på en usynlig bjergtop, eller hva’?
All we are saying is give peace a chance…
…og så slutter det hele i fred, fordragelighed og flere døde dyr:
Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: “Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort…”
Dette brændoffer får Gud til at begå den mindst betryggende forsøg på en beroligende bemærkning i litteraturhistorien:
Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.
Jeg lover aldrig mere at slå dig med mit uppercut. Du behøver overhovedet ikke bekymre dig for at blive ramt af et af mine uppercuts.
Noa forstår at slutte med stil
Noas sønner, der gik ud af arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam blev far til Kana’an. De tre var Noas sønner, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning.
Noa overlever den største katastrofe i menneskehedens historie, og han bærer en stor del af ansvaret for at menneskeslægten og dyrelivet føres videre. Et prægtigt monument over et stort liv. …og her havde en normalt begavet fortæller valgt at slutte historien.
Men Bibelen føler et uforsåteligt behov for at tilføje en enkelt historie fra Noas senere liv. I direkte forlængelse af overstående citat fortæller Bibelen at…
Agerdyrkeren Noa var den første, der plantede en vingård. Da han drak af vinen, blev han beruset og blottede sig inde i sit telt.
Jeg opfordrer læseren til at tage en pause i læsningen, vende sig bort fra computeren, lukke øjnene og danne egne billeder af en spritstiv og splitterragende nøgen Noa, som vælter rundt i sit telt. …og med dette charmerende billede printet på nethinden forlader vi og Bibelen historien om Noa.
Jeg runder af for denne gang, men Bibelen Bloggen fortsætter snarest med historien om Babelstårnet.
Se også:
Carsten Agger said,
Wrote on January 15, 2010 @ 17:57
“Gudssønnerne” er en oversættelse af det hebraiske udtryk “bene elohim” og er egentlig alt for bogstaveligt oversat.
“Bene Yishrael” betyder “Israels sønner” og skal rettelig oversættes “israelitterne” eller “Israels folk”.
“Bene Adam” betyder “menneskesønner”, men skal egentlig oversættes “mennesker”. At sige at nogen er “sønner” af et eller andet overordnet betegner altså nærmere tilhørsforhold end afstamning, selv om det kan være svært at skelne i et slægtssamfund som det i 1. Mosebog.
“Bene Elohim” er altså egentlig ikke “gudssønnerne”, men guderne.
“Gudssønner” og “menneskedøtre” er altså ikke pompøse betegnelser for kønnene, det er rester af en mytisk fortælling om guder, der går ind til menneskedøtrene og avler kæmper eller helte.
Sådanne fortællinger var meget almindelige i alle hedenske, antikke kulturer, således var Perseus søn af Zeus med kong Akrisios’ datter Danaë. Også Alexander den Store var efter sigende én af disse “heroer” eller “kæmper”. Ovids “Metamorfoser” er et skatkammer af sådanne fortællinger.
I den hebraiske kontekst er der mere om disse gudssønner (= guder) i 1. Enoksbog, hvor vi hører om, hvordan de som Prometheus lærte menneskene alle mulige kunster.
Denne fortælling er ultimativt grundlaget for Miltons “Paradise Lost”.
Jørgen Laursen said,
Wrote on January 15, 2010 @ 18:47
לכי לשחק בתנועה, קרסטן
US said,
Wrote on January 15, 2010 @ 20:29
Haha, griner endnu.
Billedet af den nøgne og berusede verdensfader Noa vil blive hængende på min nethinde et stykke tid endnu. Hvorfor pokker har jeg aldrig fået den bedste del af den historie med?
Gad vide om der er nogen, der har lavet en film om Noa som slutter på samme måde som bibelhistorien? Hvis ikke bør det gøres, det kan kun gå for langsomt!
bohemianrhapsody said,
Wrote on January 15, 2010 @ 20:41
@ Agger:
Tak for uddybning. Det er meningen at jeg vil begå en umiddelbar læsning af Bibelen, så den slags detaljer får jeg aldrig opstøvet selv. Derfor er det rigtigt fedt at nogen gider supplere mig.
De klassiske fortællinger du beskriver virker som om at de er baseret på den samme kosmologiske grundídé som indernes gude-fortællinger. Der er også rigeligt med flydende overgange, guddommelig interaktion med menneskene, semi-guddommelige helte-skikkelser m.m.
@ US:
Tak for komplimentet.
Carsten Agger said,
Wrote on January 15, 2010 @ 21:22
@Jansen: Ang. paralleller til indiske gudefortællinger: Ja! Tænk bare på pandavaerne, som netop er sønner af Dharma, Indra osv.
En rigtig god parallel er måske til skismaet mellem devaer og asuraer mellem de gamle indiske og iranske religioner: Her har vi helt bogstaveligt, at den ene religions guder er den andens dæmoner.
Tilsvarende i Israel – de “faldne” engle, som fordømmes i kristendommen og den eftereksilske jødedom, er de selvsamme guder, som man tidligere selv tilbad, som andre folk stadig gør det. Før eksilet var billedet meget mere broget, og man tilbad en lang række guddomme ud over Herren/Jahve, herunder Jahves hustru Asherah. Dyrkelsen af andre guder end Jahve blev først for alvor afskaffet i forbindelse med Josias’ reform, som beskrevet i Kongebøgerne, 2. Kongebog, bilder jeg mig ind.
Jødedommens egentlige monoteisme, som delvist udtrykkes i 1. Mosebog, opstod først efter det babyloniske eksil.
1. Mosebog er (i modsætning til flere andre skrifter i det gamle testamente) først skrevet efter eksilet, og skabelsesberetningen er i høj grad påvirket af den babyloniske. Tidligere israelitiske skabelsesmyter handlede om Jahves drab på et uhyre ved navn Rahab eller Leviathan, og der er hentydninger til disse bl.a. i Jobs bog.
Beretningen om Abraham som hidrørende fra “Ur i Kaldæa” ses også som et tegn på, at historierne om Abraham, Isak og Jakob først er blevet til under eller efter eksilet. Der er ikke skygge af arkæologisk eller anden evidens for nogen af historierne i 1. Mosebog, i modsætning til en del andre historier.
Hvormed jeg egentlig bare vil sige, at forestillingen om “gudssønner”, og den forestilling, at “kæmperne” er onde og skaber splid på jorden er udtryk for den sene, eftereksilske fordømmelse af den type guddomme, som man stadig så op til i f.eks. Grækenland og Indien.
Dette indvarslede i høj grad kristendommens fordømmelse af “faldne” engle (”Paradise Lost”, igen) og kristendommens fordømmelse af fler- eller afguderi i det hele taget.
AagePK said,
Wrote on January 15, 2010 @ 22:28
Nu vi er gået i forvejen og har citeret Jobs bog, skal vi da også, her i denne tid med republikansk religiøs forklaring på jordskælvet i Haiti som et resultat af slavernes pagt med Djævelen have med, at ifølge Jobs bog er Satan én af gudesønnerne: Job,2.1: Nu hændte det en dag, at Guds sønner trådte frem for Herren, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.
Hej! sagde han.
Så er der liiige den med skibe og bjergtoppe, der starter som undersøiske rev. Altså, William, som søn af en søfartsnation bør du vide, at skibe ramler ind i bjergtoppe FØR de dukker op af havet, ikk’? De kan jo lissom ikk’ hoppe op på en spids, der allerede er oven visse vande, vel?
Og selvfølgeligt skal der være flere rene dyr og fugle end urene dyr og fugle, for de skal jo bruge nogle rene dyr og fugle til brændoffer; havde de også brugt de urene dyr og fugle til brændoffer havde duften jo nok ikke været så liflig, altså, brændte hår og fjer lugter slemt nok i forvejen, en hel del a la crematorie-ovn; hvordan tror du lige, det havde været med et par urene dyr og fugle oveni, hva’ba’? Og så ville der heller ikke have været flere urene dyr og fugle, hvis de også ville have været brændt, ikk’?
Derudover er der lige den hage ved Noahs druktur, at da Kam opdager den gamle i al hans nøgenhed og advarer Sem og Kaffet, får vi her verdens første tilfælde af, at det er budbringeren, der straffes, ikke drukmåsen.
Morten - - - said,
Wrote on January 15, 2010 @ 23:46
“(…) da Kam opdager den gamle i al hans nøgenhed og advarer Sem og Kaffet, får vi her verdens første tilfælde af, at det er budbringeren, der straffes, ikke drukmåsen.”
Og sådan bør det være !
- Når nu Gud Herren selv i sin visdom har indstiftet denne handlemåde, mener jeg bare …
Herre, din miskundhed er stor!
- – -
bohemianrhapsody said,
Wrote on January 15, 2010 @ 23:53
@ AagePK, du skriver: Altså, William, som søn af en søfartsnation bør du vide, at skibe ramler ind i bjergtoppe FØR de dukker op af havet, ikk’?
WJ: Ikke alene som søn af en søfartsnation, men også som søn af en sømand, og som nabo til Handels- og Søfartsmuseet. …og ja; jeg burde have fanget den. Bibelen skriver: Den syttende dag i den syvende måned gik arken på grund på Ararats bjerge. “Grund” betyder lavt vand, ikke landjord. Jeg takker.
AagePK: Og selvfølgeligt skal der være flere rene dyr og fugle end urene dyr og fugle, for de skal jo bruge nogle rene dyr og fugle til brændoffer; havde de også brugt de urene dyr og fugle til brændoffer havde duften jo nok ikke været så liflig…
WJ: Det må være virkeligt sur røv at være et af de rene dyr, som står for den liflige duft. Man overlever en næsten total udslettelse af sin art, og bedst som man tror at man står foran et nyt liv, så er det en tur på bålet. Det må svare til at overleve Holocaust, og så blive dræbt i en bilulykke året efter.
AagePK said,
Wrote on January 17, 2010 @ 23:26
Carsten Agger, vi kunne jo også fortsætte med vor egen gudeverden, hvor aser regnes til de gode, vaner til dels, mens andre regnes som Loke til jætteslægten. Flere gange kan det endda være meget svært at se, hvor skillelinjen går.
Det tyder for mig på, at daner og sveaer i flere omgange har skubbet tidligere guder ud i yderkredsen, men ikke helt har kunne give slip på vanerne, øh, you know what I’m saying?
Morten - - - said,
Wrote on January 18, 2010 @ 01:27
Polyteistiske gudeverdener har jo af let forståelige grunde lettere ved at fusionere. Så den tanke er meget rimelig.
Hos Saxo hedder “aserne” jo slet og ret “asiaterne” – hvilket har ført til den i en nær fortid så opsigtsvækkende forestilling, at Norden har været erobret af Attila. Mange af gudenavnene og myterne har faktisk påfaldende lighed med navne og legender i en del af nutidens Tyrkiet.
- – -
bohemianrhapsody said,
Wrote on January 18, 2010 @ 17:18
@ Morten, du skriver: Hos Saxo hedder “aserne” jo slet og ret “asiaterne”
WJ: To bemærkninger:
1) …og hos Buddha og flere andre indere, så er en arier en ren/oplyst/aktualiseret person (vælg selv den mindst upassende oversættelse).
2) Apropos Saxo
bohemianrhapsody said,
Wrote on January 20, 2010 @ 01:10
Man må ikke drille folk, bare fordi de er kristne, men… Hvis man absolut skal drille folk, bare fordi at de er kristne, så viser det første minut af denne video præcis hvordan det skal gøres.
Det er absolut en forudsætning, at man er bekendt med et tv-program, som hed The Fresh Prince of Bel-Air.
Hat-tip:
Huffington Post
Se også:
Rickroll’d!
Morten - - - said,
Wrote on January 20, 2010 @ 02:00
Angående linket til den hagekors-udsmykkede krønike længere oppe:
Hagekorset var jo allerede et meget brugt symbol før Hitler-perioden. Det er blevet fortrængt nu, men det er ikke mange tiår siden, man kunne se det hyppigt som udsmykning på stakitter og huse i københavnske villakvarterer. Ligesom det den dag i dag pryder Carlsbergbygningen – noget de fleste af os finder civiliseret, fordi vi kender historien.
De mennesker i villakvartererne, som selv havde oplevet Hitlers brug af symbolet, ville ikke lade sig tyrannisere af den, og så længe de levede, blev det ikke taget ned fra deres ejendomme – det havde jo intet med nazismen at gøre, vidste de.
En senere tid har derimod gyst over svatikaerne og har fjernet dem af frygt for “misforståelser”.
- – -
AagePK said,
Wrote on January 26, 2010 @ 00:16
Jeg synes lige, jeg vil citere hornist i Münchener Philharmoni, skotten Bob Ross, der samtidig er fænomenal grundlægger af det fantastiske brassband “Blechschaden”, når han skal definere amatører: Noahs ark blev bygget af amatører, “Titanic” af de professionelle!
,sfw said,
Wrote on February 7, 2010 @ 17:30
Historien om Arken er en af mine yndlingsaversioner, og jeg forsømmer aldrig en god lejlighed til at uddele en dragt verbale prygl til folk, der hælder den i hovedet på deres sagesløse børn. “Jamen, det er da en god historie”, vræler de så, ligesom en kvindelig præst gjorde, da jeg engang vrissede over historien. NEJ, det er ingen god historie. Den er både æskelamt skrevet og grusom i sit gudsbillede, og skal vi fortælle børnene gode og opbyggelige historier, så er Peter Plys et langt bedre sted at starte.
Tjek denne side for baggrundsteoretisk info om syndsflodshistorien i Bibelen: http://www.flood-myth.com/
bohemianrhapsody said,
Wrote on February 7, 2010 @ 17:42
@ .sfw, du skriver: Historien om Arken er en af mine yndlingsaversioner…
WJ: Men det findes en enkelt ukristeligt fed udgave af den i Julian Barnes’ mesterlige A History of The World i 10½ Chapters. Historien fortælles af en orm, som var med om bord og den er fyldt med familiestridigheder, dyr i brunst, mugen ud i arken og geden når at blive kølhalet undervejs.
Den kan abefales.
Der er flere afsnit af Bibelen Bloggen på vej. Det næste afsnit er skrevet i mit hovede, men er endnu ikke nået gennem mine fingre endnu.