WJ: Der er et mylder af hensyn at tage, når man træffer beslutninger i en kompleks verden. At lovgive og håndhæve loven er et overgreb. Derfor skal man før hvert overgreb spørge, hvor stort er det overgreb relativt til det overgreb, som overgrebet er tiltænkt at forhindre.

Indtrængen i en privat beboelsesområde er et mindre indgreb, end indtrængen på en virksomhedsområde.
At holde ét dyr i fangeskab er et mindre overgreb, end at holde tusinder af dyr i fangeskab.
At være et ensomt gammelt menneske er mere nådes-inducerende, end at være en proft-søgende iværksætter.

Jeg prøver at undgå ekstremer, og jeg helligholder ikke dyrs rettigheder. Derfor må dyrenes rettigheder til tider tilsidesættes pga. de mange andre hensyn, som er i spil. Det er et komplekst, mudret standpunkt, som lader mig åben overfor kritik fra den ene eller den anden form for fundamentalist, og det har jeg sluttet indre fred med.

…og ja; det tilkommer mig at beslutte, hvordan andre behandler deres dyr, fordi vi er et samfund. I vores fællesskab løfter vi en lang række opgave, og i fællesskab søger vi at give dyr den beskyttelse, som et flertal af os mener de fortjener, også selvom dyrene ikke selv magter at beskytte sig selv.

Vi to har fundamentale uenigheder, når det kommer til a) den private ejendoms hellighed, b) dyrs juridiske status; ejendom eller lidt mere end bare ejendom. De uenigheder kommer vi nok ikke ud over. Enige om at være uenige?

Derudover stoler jeg på at intentionerne i omgangen med dyr i udgangspunktet er den bedste, når profit-motivet ikke er en del af ligningen, og intentioner har meget at skulle have sagt, når vi dømmer. Hvis en gammel dame har holdt en fugl indespærret for ikke at føle sig helt ensom, så vil jeg lade nåde gå for ret, og undlade at fælde min moralske dom over hende.

Jo, men igen: Hvorfor skal vi overhovedet lovgive om, hvordan man skal behandle sine dyr?
Er det virkelig fair, at man kan behandle sine private kæle-/husdyr ad helvede til, mens de, der holder dyr med et kommercielt mål for øje, skal finde sig i at blive brudt ind hos – og oven i købet selv skal betale regningen for det?
Du anerkender jo i eksemplet med den gamle dame, at dyret ikke har nogen rettigheder til ikke at lade sig indespærre af hende. Du stoler blot på, at hun har de bedste intentioner.

Jeg bryder mig ikke om hverken den ene eller den anden form for indespærring, men jeg mener som sagt ikke, at det tilkommer mig at bestemme, hvad andre gør med deres dyr.

Jeg synes selv, at jeg lægger opå til at kontrollen skal begrænses til CVR-registrerede virksomheder, som har med dyrehold at gøre.

Så lad os kalde det folks private ejendom i stedet for deres hjem. Same difference for mit vedkommende.

@ Lotte

Come on, du kan så vidt vides ikke ride på en tiger. En mink er farlig, tilsvarende en løve, ingen af dem kan tæmmes (ja, ja der er ganske få undtagelser)

Nytteværdien for en mink er primær økonomisk, mens en kat har en nusseværdi tilsvarende en hunds og en kanin. For sidstnævnte er værdien lidt mindre.

Jeg tror nu ikke, tigeren, løven eller minken kan tæmmes. Enkelte kan gøres medgørlige under særlige forhold, men selv Roy, ham med Siefried, blev angrebet af en af deres tigre for nogle år siden.

Om intentionen for at holde dyret er økonomisk gevinst eller nussepotentialet, finder jeg helt og aldeles ligegyldigt. Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg på det her punkt nok er en kende fundamentalistisk i min tilgang.

“@ Lotte
Nytteværdien vil jo altid være en personlig vurdering. Om en fugl i bur eller en kat på 3. sal har mere eller mindre nytteværdig end minke, der avles for deres pels, afhænger alene af, hvem du spørger.”

Come on, du kan så vidt vides ikke ride på en tiger. En mink er farlig, tilsvarende en løve, ingen af dem kan tæmmes (ja, ja der er ganske få undtagelser)

Nytteværdien for en mink er primær økonomisk, mens en kat har en nusseværdi tilsvarende en hunds og en kanin. For sidstnævnte er værdien lidt mindre.

“Hvad du eller jeg finder rimeligt eller nødvendigt, skal vi ikke partout hive ned over hovedet på andre. ”

Helt enig

Men når jeg skriver nødvendighed, så mener jeg nødvendighed i forstanden en eller anden form for tvingenede omstændighed. Det foresvæver mig, at den ældre ensomme dame med fuglen i bur, som jeg heller ikke deler interesse med men sagtens kan indse alligevel, har et mere substantielt behov en damen med minkpelsen nødvendigvis må siges at have. Nytteværdien grundet ensomheden er altså større end hos minkdamen – med mindre man er på Grønland naturligvis, men så er det vist bjørn eller sæl man går i og kødet fortæres. Der kan sagtens opstilles den slags parametre, det er sådan set bare det, jeg gør.

@ Lotte
Nytteværdien vil jo altid være en personlig vurdering. Om en fugl i bur eller en kat på 3. sal har mere eller mindre nytteværdig end minke, der avles for deres pels, afhænger alene af, hvem du spørger.
Hvad du eller jeg finder rimeligt eller nødvendigt, skal vi ikke partout hive ned over hovedet på andre.

@ William
Jeg vender tilbage senere. Jeg er gået lidt død i internetdebat for tiden, men må selvfølgelig følge op, når jeg så alligevel ind imellem giver pokker i det og begynder at debattere. Det kommer bare til at gå i et lidt langsomt tempo.

“Jeg bryder mig helt generelt ikke om idéen med at holde husdyr, men jeg er mindre tilbøjelig til at lovgive omkring forhold indenfor hjemmets fire vægge.”

Så du holder hverken mider, lopper, fluer, edderkopper, biller, bier eller mus?

WJ: Tillad mig indledningsvis at svare udelukkende ved hjælp af henholdsvis en kliché og en one-liner: Two wrongs don’t make a right. Der er forskel på en undladelsessynd og en regulær synd.

Jeg bryder mig helt generelt ikke om idéen med at holde husdyr, men jeg er mindre tilbøjelig til at lovgive omkring forhold indenfor hjemmets fire vægge. Derudover stoler jeg på at intentionerne i omgangen med dyr i udgangspunktet er den bedste, når profit-motivet ikke er en del af ligningen, og intentioner har meget at skulle have sagt, når vi dømmer. Hvis en gammel dame har holdt en fugl indespærret for ikke at føle sig helt ensom, så vil jeg lade nåde gå for ret, og undlade at fælde min moralske dom over hende.

Fantomas: Rigtigt og forkert er ikke blot et spørgsmål om lovgivning.

WJ: …og lovgivning er ikke blot et spørgsmål om rigtigt og forkert. Lovgivning er også det muliges kunst, proportionsfornemmelsens kunst og til tider begrænsningens kunst. Ethvert juridisk indgreb er også et overgreb, og det overgreb skal være væsentligt mindre end det overgreb, som overgrebet er sat i verden for at forhindre.

Fantomas: Undgår at kontrollere folk i deres eget hjem? Er det ikke lige præcis det, der lægges op til?

WJ: Jeg synes selv, at jeg lægger opå til at kontrollen skal begrænses til CVR-registrerede virksomheder, som har med dyrehold at gøre.

“Jeg harr stadig ikke forstået, hvorfor fugle i bur eller katte på 3. sal har det bedre end fx minke i bur.”

Der er en nytteværdi til forskel, bla. Og den nytteværdi afføder en moral. Minken er sådan set bare et svinagtigt modernistisk luksusforehavende, som selvfede øko-kvinder, jeg kender sjovt nok et par af dem, insisterer på at rende rundt i så de kan se eksklusive ud samtidig med at de nipper til deres ækojuice. Katten har en nusseværdi, som minken aldrig opnår.

Marsvinet har ret til ikke at blive brændt af fordi, MIN og din moral ikke kan tåle at blive for konfronteret med den slags psykopatopførsel. Nytteværdi igen. Koen i stalden må lade livet, og den halalslagtede ko må lade endnu mere af samme grund protester, men det tjener et formål nemlig mad. Og forskellen er lige der, hvor den moral der opstår enten har eller ikke har korrespondance til nødvendighed i en eller anden grad.

Det handler ikke om, hvad du kan gøre for dyret, det handler om, hvad dyret gør FOR og og VED dig.
Thi du er sidste led i fødekæden og hersker således over alle de andre på mere eller mindre hensigtsmæssig maner.