Bohemian Rhapsody

Vi har haft en sommer, hvor Brorsons Kirke, Folkekirken, Kirkeasyl, Luther, Kejserens mønter og Kristendom er blevet diskuteret flittigt.  Interesserede kan starte deres trip down Memory Lane her.

En af de utallige vinkler på den komplekse sag var politisk og teologisk forargelse over at præsten Per Ramsdal ikke lagde sig fladt ned foran den verdslige øvrighed. Lige netop den vinkel har Per Ramsdal netop fulgt op på ved at fortælle Politiken at “han ikke længere [har] lyst til at være underlagt lovgiverne…”

For en bedre ordens skyld:

Dette indlæg ønsker IKKE at tage stilling til Per Ramsdal, Kirkeasyl, Religion & Politik, Stat & Kirke, Kristendom eller øvrige emner. Dette indlæg tilstræber at forklare, hvorfor jeg fandt den politiske forargelse naiv, og den teologiske forargelse misforstået.

Til det formål vil jeg påminde om at Jesus i både teori og praksis udviste despekt for den verdslige øvrighed.

Tre beretninger:

1. Jesus blev dømt til døden. Det er muligt at lovens bogstav ikke byder den dødsdømte at forblive død efter at dødsdommen er eksekveret, men… Det strider altså voldsomt imod lovens ånd at genopstå og gå iblandt de levende efter en henrettelse.

2. Jesus blev dømt for hans forkyndende virke, som blev anset som en opfordring til oprør. Han fortsatte ufortrødent sit virke efter dommen. Han havde lige en henrettelse, som skulle overstås først, but nevertheless… Han fortsatte den ulovlige aktivitet efter at den verdslige øvrighed havde afsagt dom over ham.

3. Efter Jesu himmelfart blev de kristne forfulgt af både verdslige og sekteriske øvrigheder. På dette tidspunkt hverver Jesus en repræsentant for en ikke-verdslig øvrighed, Paulus fra den jødiske synedri, til ulovlig missionsvirksomhed.

Det er for mig tydeligt at Jesus, som han præsenteres i Det Nye Testamente, ikke anså sig selv som underlagt den på stedet herskende verdslige øvrighed, og han havde ingen problemer med at inddrage hans diciple og apostle i hans oprørske virksomhed.

Hey, hey… Hov, hov… Hvad med “giv kejseren hvad kejseren har skrevet sit navn på” og sådan nogen ting?

Jesus vedgik at Kejseren kunne opkræve skatter under henvisning til at Kejseren havde for vane at signere mønterne. Eller rettere: Jesus begik et smart ordspil om Kejseren på et tidspunkt, hvor han li’som stod med udsigt til at blive anklaget og eventuel dødsdømt!!!

Halve indrømmelser fremtvunget under pres har aldrig været værd at tillægge værdi.

Dette er så tæt jeg kan komme på en konklusion:

Det virker som om at Per Ramsdal har en overordentlig god pointe. Hvis hans religiøse overbevisning byder ham at holde Jesus op som et ideal, så kan han ikke ligge fladt foran verdslige autoriteter og jordiske love. Eller som Mike Muir sang dengang jeg var ung og langhåret:

I’ll bow down to no other one
Except the Father and His Son

…og før jeg forvirrer samtlige læsere, så skynder jeg mig at påminde om mine ord i starten af indlægget: Dette indlæg ønsker ikke at tage stilling til Per Ramsdal, Kirkeasyl, Religion & Politik, Stat & Kirke, Kristendom eller øvrige emner.

M.a.o. dette indlæg indeholder blot mine tolkninger, og ikke mine holdninger.

Se også:

To fabler om Hitler og Jesus