Tariq Ramadan er en flot fyr.
På linje med Osama bin Laden.
Og Peter Lundin.

Jeg kan godt forstå, at alverdens muslimske kvinder falder for ham.

Sagtens.

“To move beyond ourselves for His sake, to seek together the pathway that leads to His light… ”

Det er endda en af de mest klare udsagn

Nogen mennesker kan åbenbart producere ubegrænsede mængder af tekst om det de anser som “det åndelige”.

Tariq Ramadan kan nu også skrive helt utrolig godt om andre ting, – læs evt den om hans forslag om et moratorium for brug af sharia-straffene.

OG ikke at forglemme, HAN indrømmer, at man ville være idiot, hvis man ikke frygtede islam.
Han kalder det så at være “not normal” hvis man ikke blev “scared” når man ser hvordan kvinder bliver behandlet i muslimske lande, og hvordan muslimer begår rædselshandlinger alle vegne.

Alligevel mener han, at nu må vi i Europa være kommet over “integrationsfasen” og vi må holde op med at være pessimister, så skal det hele nok gå.

Jeg tror også jeg foreløbig klarer mig med de to bøger af ham jeg får i næste uge, men det er da lidt interessant at han bruger ordet “pluralisme” og ikke noget med multikulturalisme, – men han HAR måske lugtet lunten, og ved hvilken vej vinden blæser.

Anyway, så er det mig stadig en gåde at en så begavet mand som Ramadan vælger at vælge islam, den primitive og firkantede religion. Men det ER formodentlig mest fordi det jo er hans families religion, han kan ikke andet, – og så må han hjælpe far Banna med at få islam udbredt i hele Europa, mens bedstefar Banna vinker oppe i telt nummer 6632 afdeling 114, den med de allerbedste nymfer.

Tariq Ramadan er en nar, der har mange tunger. Og at forestille sig ham sammen med Aristoleles logik giver mig brækfornemmelser. Men bevares, hvis han kan finde en undskyldning ud (der bygger på vrøvl) så er det glimrende med mig…det er bedre end krig og ingenting…
Fundamentalt set må man fralægge sig islam, hvis man vil hans påståede model. Tingene lader sig ikke forene med mindre man frafalder.

Når det er sat på plads så…

“To move beyond ourselves for His sake, to seek together the pathway that leads to His light… ”

Det er godt vi har dig, Knud. Jeg får lyst til at skrige, når jeg læser sådan noget forbistret vås.

Ham her er konsistent i den slags, når der skal kobles mellem f.eks. Aristoteles og kristologisk arvegods:

http://da.wikipedia.org/wiki/Mester_Eckehart

Han foregiver i hvert fald ikke at kunne sammenkoble det trinitariske med det monoteistiske. Det alene hæver troværdigheden en hel del.

Læs ham ved lejlighed, det driver af poesi og væsenstænkning, der har blik for forskellen mellem en principiel gud og et konkret menneske.

“Developing a Philosophy of Pluralism”

Den vil jeg læse, når jeg har læst de 38.546.15.555 andre bøger, jeg står foran af SKULLE læse.

WJ: Hvad er det lige der plejer at ske, når man ganger et negativt tal?

Iøvrigt utroligt – igen – at se den afgrundsdybe forskel der er på disse fortolkninger af Koranen, og så Koranens primitive vers.

En som Ramadan kunne sikkert have opfundet en tusind gange bedre religion end islam, – og have skrevet en koran som var titusind gange mere poetisk og åndelig.

Han ER imod stening, – siger han. Hans forklaring på at foreslå et “moratorium” for shariaens straffelove, i stedet for at bare erklære sig imod dem, den var/er at for at have en chance for at ændre/stoppe de barbariske og uretfærdige love, så skulle han have verdens ulama med på ideen.

Hans egen bror er eksplicit FOR brug af stening, iøvrigt, – det “renser” samfundet.

Ramadan er en kompliceret personage, og han skriver ofte som en drøm, – en farlig mand hvis han ER farlig.

Men den samme mand vil ikke fordømme stening…

WHAT THE FUCK!?!

Jeg er meget langt fra nogen ekspert i islam.
Men der ER ikke noget bud som “Du skal elske din næste som dig selv” og heller ikke nogen “gylden regel”.

Men så er der jo haditter som moderne mennesker tolker som gældende alle mennesker, og som har noget som den gyldne regel.

Jeg kiggede på hvad Tariq Ramadan skriver om “love” og jeg skal ‘love’ for at han bliver poetisk og åndelig.
Hvis man ikke vidste han er muslim så kunne man tro han var alt muligt andet, – han nævner selv Buddha, og “guder – gud” som skulle have opfordret til kærlighed. Han har også citater af Rumi og flere andre muslimer som lagde vægt på det åndelige, OG han skriver om at se *naturen* som noget inspirerende og spirituelt.
Utroligt at vide at samme mand går ind for et hav af firkantede love og regler, – MEN som han også skriver så kan mennesker holde to modstridende ideer i hovedet, noget som Aristoleles jo ville mene var sludder, – han nævner selv Aristoles’ logik.

–
Lidt pluk:

Near to you or without you. Why do we love? Why do we break apart? Why, indeed? On our journey, we must learn that His love like ours, that our encounters like our separations, are acts of initiation: we can love a parent, a being, his beauty, his qualities; we can love what is and, in the end, know only hurt and suffering. Over and above what exists, we can learn to love the horizon that unites us. To move beyond ourselves for His sake, to seek together the pathway that leads to His light… to love the meaning, the road travelled as much as we love the destination, and our fate. It is constant effort, this jihad of love. To lift up our eyes before us and learn to love, and with that love, find freedom. To move beyond ourselves, to free ourselves from the loves that bind and imprison us: those “ended” loves, sometimes idolatrous, sometimes misleading, and so near to our animal nature. An infinite task, one never to be completed; a task filled with sorrow, with hurt and tears. Here, on this earth, lies one truth: he who truly loves must learn to weep. Life. Love, and life.

-
Why, deep down, do we love? Some like to bind themselves in chains, others to set themselves free. A mystery. The Unique One calls out to us, summons us, tells us: “Go on! Love! Move forward, seek out, and pursue your quest. The love that will come to you is not at all what you are seeking. It is an illusion, a prison. The love you seek, the love that you must learn, opens wide to you the door of freedom: alone, by twos, by thousands, it teaches you to say: “It is Him I love” and, in the depths of your heart, feel yourself loved. And then, at that moment, we must lift up our eyes before us, nurture the freedom we have found, and bestow all the love we possess upon those close to us, to the universe, to humanity. As we move on beyond this life, or as we remain. Love and true Life.
——
Og en kommentar til Ramadan:

So, this is my point. To say that all loves aside from the love of God are not true love is to miss the point. All loves are either the love of God or they are not – that is the choice. Love that which is loved by God, and you love God. Love that which is not loved by God, and you are loving your own desires in contradiction to God’s. But, no good love is inferior to another. To love one’s wife is not in contradiction to loving God but rather to love God himself through your wife. To love one’s wife is not “another love” from God – it is the love of God, because it is consistent with God’s love for your wife and for each of us. Whomever God loves can be a means through which to love God, and since God loves all people, to love anyone is a choice to love God. Tariq speaks of a contradiction: “To love our mothers, our fathers, our husbands, our wives, our daughters, our sons and, our senses dulled by habit, learn nothing from our love for them except when accident or absence strike. To become indifferent in the face of familiar presences. Isn’t it a curious paradox? To be blinded by too much seeing.

——-
Ramadan:

Loving life and watching it fade away, loving ourselves without any illusions about ourselves, loving one’s loves in the knowledge that times will take them away, loving without idolatry, and loving with an awareness of the relativity of all things. That is the profound meaning of the loving compassion that must, in the Buddhist tradition, set us free. In the monotheist religions, the oneness of God has the same deep meaning. We must free ourselves from our illusions, from the false worship of our desires and idols of one’s inner self if we wish to accede to a love-lucidity as we seek a proximity that can perceive the extent of distance in the absolute. That is the mystical experience that al-Jilâni (11-12th centuries) and Rûmi (13th century) tries to convey, as do all spiritual and mystical experiences. Gibran’s Prophet sums up how the love of the Whole and/or God leads us to abandon the self when he says ‘When you love, you should not say “God is in my heart”, but rather “I am in the heart of God”.’

——
Han kommer ud med en bog næste år:

The Quest for Meaning : Developing a Philosophy of Pluralism

Måske noget for Lotte, OG os andre

“Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver! Lad ikke medfølelse med dem gribe jer, når det drejer sig om Guds religion”.

Kærligheden er en farlig ting, som kan gribe mennesket, og det er vel (utalt, men underforstået) fint nok, så længe at det ikke drejer sig om Guds religion.

Islam er bare metafysik og spilleregler, og jeg erindrer off the top of my head kun den ene overstående passage som fortæller mig, hvad jeg skal føle (eller rettere ikke føle), mens jeg overholder disse spilleregler. Islam har ikke styrende principper, som kan inderliggøres. Islam er en facitliste, ikke en metode. Derfor er dit eget føleri enten irrelevant eller skadeligt.

Anyway; jeg håber at Knud tager tråden op med en kommentar eller to. Det er ham der er eksperten.

Nej det ved jeg godt, men kærlighed(en) behandles fra forskellige vinkler. Jeg tænker hvilken principiel fordring, den er knyttet til. For udeladt er den trods alt ikke