Dagens WTF: Søren Pind Edition
En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.
Folketingsmedlemmet og blasfemiparagraf-støtten Søren Pind har skrevet et indlæg om det der med præsten og Tingbjerg og indvandrere og integration og sådan nogen ting. Pind skriver om nødvendigheden af at dele sig efter anskuelser, og stå ved sin overbevisning. Pind skriver om at man ikke nødvendigvis skal bygge broer til et land, som man ikke har noget ærinde i. Så langt, så storslået… Det indlæg havde jeg to kommentarer til. Først skrev jeg i kommentatorsporet:
Jeg tilslutter mig Pinds stillingtagen til det absurde i at skrive J’accuse-indlæg fordi en mand koncentrerer sig om at gøre sit job.
Et lille segment at værdikampen er at vi deler os efter anskuelser, står ved vores anskuelser og debatterer hinanden med udgangspunkt i vores forskelligheder. Den del kan Søren Pind understøtte ved (helst øjeblikkeligt) at fremsætte forslag om afskaffelse af blasfemiparagraf, og arbejde for en adskillelse af kirke og stat. Ligeledes kan der på et politisk plan arbejdes på at erstatte skolefaget Kristendoms-apologi med et religions-orienterende fag, som ikke går af vejen for at fortælle et par af de mere sigende historier fra Muhammeds liv.
…og til sidst i den mindre seriøse afdeling: Selvfølgelig kan Islam og Kristendommen mødes, jf. bl.a. tidens suverænt bedste tegneserie Jesus&Mo: http://www.jesusandmo.net/
Umiddelbart efter at jeg skrev den kommentar fulgte jeg op med denne betragtning:
Jeg vil iøvrigt lige tilslutte mig Bent Bagers kommentar, som indleder denne tråd. Eftersom Søren Pind er magthaver i dette land, så er jeg langt mere interesseret i at høre Søren Pinds mening om hvad der bør gøres, fremfor Søren Pinds lidt for nemme påpegning af problemer, som er ganske nemme at se.
Kort opsummeret:
- Jeg erklærer mig enig med Pinds overordnede betragtning
- Jeg kommer med et delvist løsningsforslag
- Jeg anbefaler en genial tegneserie
- Jeg skriver at det ville være interessant at høre løsningsforslag fra Søren Pind
- Jeg skriver at det er lidt for nemt for en magthaver at begrænse sig til beskrivelsen og analysen
…og hvordan forholder Søren Pind sig så til de to kommentarer:
@Søren F og Willima: Så er det jo fremragende, at der er så mange andre og bedre blogs, I kan kaster jer over. Lykkelig er den, der kan stemme med fødderne.
WHAT THE FUCK!?!
Konklusion:
Søren Pind er enten a) udsat for et identitets-tyveri, eller b) en seriøs kandidat til titlen som Danmarks mest tynd-hudede blogger (ingen ironi, ingen bullshit).
Morten - - - said,
Wrote on October 23, 2009 @ 19:21
Jeg erklærede mig engang i en mail enig med Inger Støjberg i nogle synspunkter, hun havde fremsat. Til gengæld fik jeg så en mail fra hende, der udtrykte, at hun til gengæld ikke var enig med mig
Jeg var selvfølgelig godt klar over, at hun bare havde “trykket på den forkerte knap” (læs: pastet det forkerte standardsvar ind), men …
… ret skægt var det, hvis man for sjov tog hende på ordet.
Nogle gange har politikere bare for travlt med at være “folkelige” og “svare alle”.
- – -
Lotte said,
Wrote on October 24, 2009 @ 01:51
Jeg tror, Pind har taget fejl, overset noget. Antallet af kommentarer på hans blog er svimlende, og i modsætning til de fleste andre, så går han faktisk ind i debatten. Det må nødvendigvis koste lidt på overblikket og præcisionen.
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 24, 2009 @ 12:35
M.h.t. Pind:
Jeg er overordentligt villig til at arkivere hele denne ikke-sag under S for “Shit Happens”, men ikke uden at manden fik lidt WTF-røg med på vejen…
M.h.t. Pind, Tingbjerg og måske endda folkestemningen i al almindelighed:
Brandfolk, socialarbejdere, SoSu-folk m.m. er blevet chikaneret i Tingbjerg uden at Søren Pind begynder på højt profilerede solidaritetserklæringer. Men når præsten bliver chikaneret, så opfordrer han vidt og bredt (via Facebook) folk til at deltage i Søndagens gudstjeneste i solidaritet med præsten.
Er det bare mig som føler at “mit Danmark” er velfærdssamfundet der tager sig af de svageste, og passer på vores gamle?
Hvorfor er det lige netop præste-chikanen som får folk op af stolene?
Er det bare dråben som fik bægeret til at flyde over med diarré, og havde reaktionen været den samme, hvis en brandmand måtte trække sig på nuværende tidspunkt?
Eller er det fordi at mange folk føler at deres Danmark er det, hvor Kristendommen forkyndes hver Søndag, og derfor er præste-chikane en forbrydelse i en kategori for sig selv?
Det er fedt at Pind opfordrer folk til at bevæge sig ind i Tingbjerg med deres meninger ude på tøjet, men hvorfor nu?
Det er værdineutral undren og ikke harmdirrende indignation, som får mig til at stille spørgsmålene.
Knud Larsen said,
Wrote on October 24, 2009 @ 13:09
@ William
Præstechikanen er *personlig*, mens chikane mod brandmænd og politifolk er ikke-personlig.
Og så ER det jo noget nyt, at man simpelthen må opgive at have en præstegård i et sogn, pga årevise smadringer og indbrud, – uanset hvor meget der kan tilskrives baggrund i ideologien jihad/islam.
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 24, 2009 @ 13:15
@ Knud:
God pointe! Det bidrager helt sikkert til en forklaring og min egen forståelse af hændelserne.
Derudover:
I Nivå måtte man i midten af 90′erne opgive at have en nærpoliti-station pga. gentagne smadringer. Det havde intet med indvandrere, Islam o.l. at gøre, der gik bare sport i at udøve hærværk mod stationen. Først var den lukket i flere uger efter at nogen havde kørt en bil igennem stationen, og så brændte den den ned kort efter genåbningen. Imens gik snakken lystigt om hvordan den mon ville blive smadret næste gang…
Den genåbnede aldrig efter branden. Den officiele forklaring var et klassisk “What The Fuck”-øjeblik:
Samtidig blev en nærpolitistation i et butikscenter i Nivå nedlagt, idet den ikke placeringsmæssigt var egnet som værested.
Her burde jeg egentlig skrive noget meningsfuldt om signalværdi og så’n nogen ting…
Lotte said,
Wrote on October 24, 2009 @ 13:19
“Hvorfor er det lige netop præste-chikanen som får folk op af stolene? ”
Præsten er en repræsentation af det værdisæt europæisk idehistorie har bygget hele deres selvforståelse op omkring. Når præster angribes, så trues hele fundamentet for etik og moral.
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 24, 2009 @ 13:39
@ Lotte, du skriver: Præsten er en repræsentation af det værdisæt europæisk idehistorie har bygget hele deres selvforståelse op omkring.
WJ: Er SoSu-medarbejderen ikke en endnu bedre repræsentation af det der “som Gud ufortjent og grænseløst har elsket mennesket, skal mennesket grænseløst elske sit medmenneske”-noget?
Du er ubegrænset forpligtet på at elske enhver og med Jesus som forbillede, skal du til enhver tid være villig til at ofre dig for hvem som helst. Også din fjende.
Smukke ord, som jeg har fundet her.
…og hvem repræsenterer det billede i Danmark i 2009? SoSu-Susan som bringer mad ud til gamle Oda, eller Præste-Ulrich som… øh… ja, hvad er det egentlig ham præste-Ulrich gør for sin næste?
Jeg tror at det er meget få danskere, som har en så snæver og sekterisk tilgang til deres kristendom at de betragter Præste-Ulrich, men ikke SoSu-Susan som en repræsentation af religionens kerneværdier.
Jeg tror at Knud var tættere på med hans bud på en delvis forklaring.
…og SoSu-Susan og Præste-Ulrich er selvfølgelig kun repræsentationer, og min omtale af dem indeholder ingen glorificering eller kritik af konkrete mennesker i, omkring eller udenfor den aktuelle sag.
AagePK said,
Wrote on October 24, 2009 @ 14:42
Europæisk idehistorie? Eller visse religiøse idehistorikere?
Hos Grundtvig, der sammen med Pio og Vilhelm Beck satte den folkelige demokrati-proces i gang, hedder det Frihed for Loke såvel som for Tor, altså inspirationen kommer helt tydeligt fra opfattelsen af den nordiske frihedstrang.
Ikke, at nogen af de tre var demokrater, langt fra. Men ved at give befolkningen adgang til mere viden, Grundtvig, sine rettigheder som samfundsborger, Pio og den fælles grundige undersøgelse af en tekst, der lå til grund for en autoritær udlægning i kirken, Vilhelm Beck, gav de i fællesskab en bredere befolkning indsigt,træning og dermed evnen til at frigøre sig fra disse autoritære. De må, især Vilhelm Beck, have følt det, som da Fenris-ulven sprængte lænken.
Lige siden har det i hvert fald været svært at få danskerne fået spændt foran den samme vogn igen.
William, hvad med følgende
“No religions allowed on these premises! (Just don’t believe it!)”
Lotte said,
Wrote on October 24, 2009 @ 15:45
@William
“Er SoSu-medarbejderen ikke en endnu bedre repræsentation af det der “som Gud ufortjent og grænseløst har elsket mennesket, skal mennesket grænseløst elske sit medmenneske”-noget? ”
Fordringen er jo ubegrænset i den forstand, at det er et ideal. Præsten er sådan set bare sidste led i kæden. Hvis man tænker symbolikken til ende. På den måde står min kommentar ikke i modsætning til Knuds. Det nye er, at selve symbolet (metaforen er hyrden) angribes.
SOSU-medarbejderen, hvis vi bliver i tankerækken, er vel mere et symbol at være forpligtet på at give konkret hjælp.
Præsten er ordet, hjemmehjælperen er handlingen. Fordringens praksis om du vil.
Bare et bud. Der ligger ret dybt i folkesjælen, tænker jeg.
Lotte said,
Wrote on October 24, 2009 @ 15:51
“Jeg tror at det er meget få danskere, som har en så snæver og sekterisk tilgang til deres kristendom at de betragter Præste-Ulrich, men ikke SoSu-Susan som en repræsentation af religionens kerneværdier.”
Det tror jeg så til gengæld ikke. Du kan se mekanismen udfoldet i mange, mange forklædninger. Principielt set er det samme fordring, Rune læner sig op af, når han vedbliver med at tale om skyld jf. præstens eget ansvar. ELSK for helvede….lige meget HVAD du udsættes for.
Det kunne være, i anden anledning, interessant at sammenlignede Koranen og Biblen på det område. Hvordan forholder islam sig vs.kristendommen til kærlighedsbudet, der i kristendommen er dobbelt. Jeg skulle mene, at der er en væsentlig forskel fordi islams indre logik, hvis sådan en eksisterer, det ved du mere om, tillader at man vender den anden kind til SÅ systematisk som kristendommen fordrer.
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 24, 2009 @ 16:13
@ Lotte:
Der er ikke noget kærlighedsbud i Islam.
Godnat og sov godt!
@ Knud:
Right?
Lotte said,
Wrote on October 24, 2009 @ 16:33
@William
Nej det ved jeg godt, men kærlighed(en) behandles fra forskellige vinkler. Jeg tænker hvilken principiel fordring, den er knyttet til. For udeladt er den trods alt ikke
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 24, 2009 @ 16:49
Nårh, på den måde… Selvfølgelig har Islam fordringer i relation til kærligheden.
“Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver! Lad ikke medfølelse med dem gribe jer, når det drejer sig om Guds religion”.
Kærligheden er en farlig ting, som kan gribe mennesket, og det er vel (utalt, men underforstået) fint nok, så længe at det ikke drejer sig om Guds religion.
Islam er bare metafysik og spilleregler, og jeg erindrer off the top of my head kun den ene overstående passage som fortæller mig, hvad jeg skal føle (eller rettere ikke føle), mens jeg overholder disse spilleregler. Islam har ikke styrende principper, som kan inderliggøres. Islam er en facitliste, ikke en metode. Derfor er dit eget føleri enten irrelevant eller skadeligt.
Anyway; jeg håber at Knud tager tråden op med en kommentar eller to. Det er ham der er eksperten.
Knud Larsen said,
Wrote on October 25, 2009 @ 00:00
@ William
Jeg er meget langt fra nogen ekspert i islam.
Men der ER ikke noget bud som “Du skal elske din næste som dig selv” og heller ikke nogen “gylden regel”.
Men så er der jo haditter som moderne mennesker tolker som gældende alle mennesker, og som har noget som den gyldne regel.
Jeg kiggede på hvad Tariq Ramadan skriver om “love” og jeg skal ‘love’ for at han bliver poetisk og åndelig.
Hvis man ikke vidste han er muslim så kunne man tro han var alt muligt andet, – han nævner selv Buddha, og “guder – gud” som skulle have opfordret til kærlighed. Han har også citater af Rumi og flere andre muslimer som lagde vægt på det åndelige, OG han skriver om at se *naturen* som noget inspirerende og spirituelt.
Utroligt at vide at samme mand går ind for et hav af firkantede love og regler, – MEN som han også skriver så kan mennesker holde to modstridende ideer i hovedet, noget som Aristoleles jo ville mene var sludder, – han nævner selv Aristoles’ logik.
–
Lidt pluk:
Near to you or without you. Why do we love? Why do we break apart? Why, indeed? On our journey, we must learn that His love like ours, that our encounters like our separations, are acts of initiation: we can love a parent, a being, his beauty, his qualities; we can love what is and, in the end, know only hurt and suffering. Over and above what exists, we can learn to love the horizon that unites us. To move beyond ourselves for His sake, to seek together the pathway that leads to His light… to love the meaning, the road travelled as much as we love the destination, and our fate. It is constant effort, this jihad of love. To lift up our eyes before us and learn to love, and with that love, find freedom. To move beyond ourselves, to free ourselves from the loves that bind and imprison us: those “ended” loves, sometimes idolatrous, sometimes misleading, and so near to our animal nature. An infinite task, one never to be completed; a task filled with sorrow, with hurt and tears. Here, on this earth, lies one truth: he who truly loves must learn to weep. Life. Love, and life.
-
Why, deep down, do we love? Some like to bind themselves in chains, others to set themselves free. A mystery. The Unique One calls out to us, summons us, tells us: “Go on! Love! Move forward, seek out, and pursue your quest. The love that will come to you is not at all what you are seeking. It is an illusion, a prison. The love you seek, the love that you must learn, opens wide to you the door of freedom: alone, by twos, by thousands, it teaches you to say: “It is Him I love” and, in the depths of your heart, feel yourself loved. And then, at that moment, we must lift up our eyes before us, nurture the freedom we have found, and bestow all the love we possess upon those close to us, to the universe, to humanity. As we move on beyond this life, or as we remain. Love and true Life.
——
Og en kommentar til Ramadan:
So, this is my point. To say that all loves aside from the love of God are not true love is to miss the point. All loves are either the love of God or they are not – that is the choice. Love that which is loved by God, and you love God. Love that which is not loved by God, and you are loving your own desires in contradiction to God’s. But, no good love is inferior to another. To love one’s wife is not in contradiction to loving God but rather to love God himself through your wife. To love one’s wife is not “another love” from God – it is the love of God, because it is consistent with God’s love for your wife and for each of us. Whomever God loves can be a means through which to love God, and since God loves all people, to love anyone is a choice to love God. Tariq speaks of a contradiction: “To love our mothers, our fathers, our husbands, our wives, our daughters, our sons and, our senses dulled by habit, learn nothing from our love for them except when accident or absence strike. To become indifferent in the face of familiar presences. Isn’t it a curious paradox? To be blinded by too much seeing.
——-
Ramadan:
Loving life and watching it fade away, loving ourselves without any illusions about ourselves, loving one’s loves in the knowledge that times will take them away, loving without idolatry, and loving with an awareness of the relativity of all things. That is the profound meaning of the loving compassion that must, in the Buddhist tradition, set us free. In the monotheist religions, the oneness of God has the same deep meaning. We must free ourselves from our illusions, from the false worship of our desires and idols of one’s inner self if we wish to accede to a love-lucidity as we seek a proximity that can perceive the extent of distance in the absolute. That is the mystical experience that al-Jilâni (11-12th centuries) and Rûmi (13th century) tries to convey, as do all spiritual and mystical experiences. Gibran’s Prophet sums up how the love of the Whole and/or God leads us to abandon the self when he says ‘When you love, you should not say “God is in my heart”, but rather “I am in the heart of God”.’
——
Han kommer ud med en bog næste år:
The Quest for Meaning : Developing a Philosophy of Pluralism
Måske noget for Lotte, OG os andre
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 25, 2009 @ 11:01
Near to you or without you. Why do we love? Why do we break apart? Why, indeed? On our journey, we must learn that His love like ours, that our encounters like our separations, are acts of initiation: we can love a parent, a being, his beauty, his qualities; we can love what is and, in the end, know only hurt and suffering. Over and above what exists, we can learn to love the horizon that unites us. To move beyond ourselves for His sake, to seek together the pathway that leads to His light… to love the meaning, the road travelled as much as we love the destination, and our fate. It is constant effort, this jihad of love. To lift up our eyes before us and learn to love, and with that love, find freedom. To move beyond ourselves, to free ourselves from the loves that bind and imprison us: those “ended” loves, sometimes idolatrous, sometimes misleading, and so near to our animal nature. An infinite task, one never to be completed; a task filled with sorrow, with hurt and tears. Here, on this earth, lies one truth: he who truly loves must learn to weep. Life. Love, and life.
Men den samme mand vil ikke fordømme stening…
WHAT THE FUCK!?!
Knud Larsen said,
Wrote on October 25, 2009 @ 12:25
@ William
Han ER imod stening, – siger han. Hans forklaring på at foreslå et “moratorium” for shariaens straffelove, i stedet for at bare erklære sig imod dem, den var/er at for at have en chance for at ændre/stoppe de barbariske og uretfærdige love, så skulle han have verdens ulama med på ideen.
Hans egen bror er eksplicit FOR brug af stening, iøvrigt, – det “renser” samfundet.
Ramadan er en kompliceret personage, og han skriver ofte som en drøm, – en farlig mand hvis han ER farlig.
Knud Larsen said,
Wrote on October 25, 2009 @ 12:34
@ William
Iøvrigt utroligt – igen – at se den afgrundsdybe forskel der er på disse fortolkninger af Koranen, og så Koranens primitive vers.
En som Ramadan kunne sikkert have opfundet en tusind gange bedre religion end islam, – og have skrevet en koran som var titusind gange mere poetisk og åndelig.
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 25, 2009 @ 12:47
@ Knud, du skriver: En som Ramadan kunne sikkert have opfundet en tusind gange bedre religion end islam
WJ: Hvad er det lige der plejer at ske, når man ganger et negativt tal?
Lotte said,
Wrote on October 25, 2009 @ 13:36
@Knud
Tariq Ramadan er en nar, der har mange tunger. Og at forestille sig ham sammen med Aristoleles logik giver mig brækfornemmelser. Men bevares, hvis han kan finde en undskyldning ud (der bygger på vrøvl) så er det glimrende med mig…det er bedre end krig og ingenting…
Fundamentalt set må man fralægge sig islam, hvis man vil hans påståede model. Tingene lader sig ikke forene med mindre man frafalder.
Når det er sat på plads
så…
“To move beyond ourselves for His sake, to seek together the pathway that leads to His light… ”
Det er godt vi har dig, Knud. Jeg får lyst til at skrige, når jeg læser sådan noget forbistret vås.
Ham her er konsistent i den slags, når der skal kobles mellem f.eks. Aristoteles og kristologisk arvegods:
http://da.wikipedia.org/wiki/Mester_Eckehart
Han foregiver i hvert fald ikke at kunne sammenkoble det trinitariske med det monoteistiske. Det alene hæver troværdigheden en hel del.
Læs ham ved lejlighed, det driver af poesi og væsenstænkning, der har blik for forskellen mellem en principiel gud og et konkret menneske.
“Developing a Philosophy of Pluralism”
Den vil jeg læse, når jeg har læst de 38.546.15.555 andre bøger, jeg står foran af SKULLE læse.
Knud Larsen said,
Wrote on October 25, 2009 @ 15:14
@ Lotte
“To move beyond ourselves for His sake, to seek together the pathway that leads to His light… ”
Det er endda en af de mest klare udsagn
Nogen mennesker kan åbenbart producere ubegrænsede mængder af tekst om det de anser som “det åndelige”.
Tariq Ramadan kan nu også skrive helt utrolig godt om andre ting, – læs evt den om hans forslag om et moratorium for brug af sharia-straffene.
OG ikke at forglemme, HAN indrømmer, at man ville være idiot, hvis man ikke frygtede islam.
Han kalder det så at være “not normal” hvis man ikke blev “scared” når man ser hvordan kvinder bliver behandlet i muslimske lande, og hvordan muslimer begår rædselshandlinger alle vegne.
Alligevel mener han, at nu må vi i Europa være kommet over “integrationsfasen” og vi må holde op med at være pessimister, så skal det hele nok gå.
Jeg tror også jeg foreløbig klarer mig med de to bøger af ham jeg får i næste uge, men det er da lidt interessant at han bruger ordet “pluralisme” og ikke noget med multikulturalisme, – men han HAR måske lugtet lunten, og ved hvilken vej vinden blæser.
Anyway, så er det mig stadig en gåde at en så begavet mand som Ramadan vælger at vælge islam, den primitive og firkantede religion. Men det ER formodentlig mest fordi det jo er hans families religion, han kan ikke andet, – og så må han hjælpe far Banna med at få islam udbredt i hele Europa, mens bedstefar Banna vinker oppe i telt nummer 6632 afdeling 114, den med de allerbedste nymfer.
Lotte said,
Wrote on October 25, 2009 @ 16:23
@Knud
Tariq Ramadan er en flot fyr.
På linje med Osama bin Laden.
Og Peter Lundin.
Jeg kan godt forstå, at alverdens muslimske kvinder falder for ham.
Sagtens.