Jansens Fredspris 2009
3 vilkårligt valgte lavpunkter i Nobels Fredspris’ historie:
1993: Nelson Mandela får Nobels Fredspris; …og får besked om at han skal dele den med F.W. de Klerk.
1994: Yassir Arafat får Nobels Fre… Yassir Arafat får Nobels Fredsp… Okay, jeg kan ikke få mig selv til at skrive det, men I ved hvad jeg snakker om.
2009: Barack Obama får Nobels Fredspris på trods af at han aktivt fører to krige, og iøvrigt ikke rigtigt har opnået noget… endnu.
Derfor hungrer menneskeheden efter en fredspris, som der hersker respekt om. Derfor skuer menneskeheden i min retning i søgen efter svar. Jeg kan ikke skuffe menneskeheden, og derfor indstifter jeg med dette blogindlæg Jansens Fredspris.
Jansens Fredspris 2009:
Jansens Fredspris 2009 går til den indiske premiereminister Manmohan Singh.
I November 2008 blev Indien angrebet af terrorister med base i Pakistan. Det terrorangreb påvirkede mig personligt, da det foregik i “min baghave”, hvilket jeg blogger om her.
Indien havde ret til hævn. Indien havde ret til at forsvare sig selv ved at straffe terroristernes bagmænd. Indien havde ret til at svare igen med militære midler. Et utal af internationale ledere, en amerikansk præsident og en amerikansk president-elect forsikrede verdenssamfundet om at de anerkendte Indiens ret til at svare igen militært.
Manmohan Singh tog en dyb indånding…
Manmohan Singh tog endnu en dyb indånding…
Så erkendte han at hans folk og hans nation ville være de sande tabere, hvis han tog hele regionen til Helvedes forgård.
Så erkendte han at han ville spille fjendens spil, hvis han startede den krig som terroristerne tiggede ham om at starte.
Jeg forestiller mig at det kære, generte, snusfornuftige menneske gjorde sig et par nyttefilosofiske overvejelser, og med en parafrase over et gammelt BZ-slagord, så sendte han et signal om at Indien selv bestemmer, hvornår de vil slås.
Enhver idiot kan vælge en voldelig reaktion på en voldelig aktion. Det kræver koldblodighed og styrke at turde vælge en fredelig reaktion på en voldelig aktion
Derfor får Mahoman Singh Jansens Fredspris 2009.
Update:
Leder af Nobel-komitéen spørger: Kan I pege på nogen der har gjort mere end Obama?
Se også:
Lotte said,
Wrote on October 10, 2009 @ 20:21
“Enhver idiot kan vælge en voldelig reaktion på en voldelig aktion. Det kræver koldblodighed og styrke at turde vælge en fredelig reaktion på en voldelig aktion”
Ja, det er et godt udgangspunkt, men den kræver også en anden veludviklet sans for timing; der er et omslagspunkt der, hvor man lader være og følgelig en potentiel demonstration af enorm svaghed, der kan koste for meget på andre konti.
Sådan forholder det sig forresten også i kommunikation. En modstander skal kun have line en vis rum tid, så er et eller andet som regel påkrævet med mindre man vil kastreres helt (for meget) af højstråbende.
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 10, 2009 @ 20:58
@ Lotte, du skriver: …der er et omslagspunkt der, hvor man lader være og følgelig en potentiel demonstration af enorm svaghed, der kan koste for meget på andre konti.
WJ: Ja, og så risikerer man tilmed at blive kaldt Chamberlain herfra og til evigheden. Det særlige ved Indiens situation er at de rent faktisk er Pakistan militært overlegne, og det er et almindeligt anerkendt faktum. Valget var mellem at trække vejret roligt, eller at kæmpe og vinde (og betale en enormt høj pris).
Men risikoen ved Indiens signaler var reele, og lige netop derfor krævede det mod at prøve at finde balancegangen, at give modstanderen en vis linie, fremfor at tromle frem Brutalis-stil.
US said,
Wrote on October 11, 2009 @ 13:14
Jeg ser dine tre lavpunkter, og forhøjer med tre:
Kofi Annan (2001), Jimmy Carter (2002) og Al Gore (2007).
Jeg har ikke tænkt over det, men du har sådan set helt ret i, at valget af Singh havde været oplagt – Bastiats betragtning gælder også nogle gange i storpolitik. Det er ikke givet, at hans efterfølger vil handle på samme måde. I så fald kan kommiteen jo til den tid tænke lidt over deres valg i 2009, når Indien og Pakistan har udvekslet a-bomber. Seriøst, den region er altså pt. et af (sammen med den koreanske halvø) de klart mest sandsynlige områder for afvikling af en krig hvori der indgår a-våben inden for de næste 10-20 år.
Med dit valg af Singh kan jeg næsten kun glæde mig til næste år. Jeg vil tage dit valg betydeligt mere alvorligt end nordmændenes.
bohemianrhapsody said,
Wrote on October 11, 2009 @ 17:28
@ US, du skriver: Bastiats betragtning gælder også nogle gange i storpolitik.
WJ: No results found for “bastiat’s betragtning”.
Jeg er helt blank, og følger mig ikke videre hjulpet af Frédéric Bastiats artikel på WikiQuote.
US said,
Wrote on October 11, 2009 @ 19:52
Jeg antog, at du kendte til navnet Bastiat, undskyld, det var en dårlig kommentar.
Bastiat er især kendt for hans betragtninger om “det der er set, og det der ikke er set”, som også Henry Hazlitt har skrevet en del om. Fra wikipedia’s artikel om Bastiat:
“One of Bastiat’s most important contributions to the field of economics was his admonition to the effect that good economic decisions can only be made by taking into account the “full picture.” That is, economic truths should be arrived at by observing not only the immediate consequences – that is, benefits or liabilities – of an economic decision, but also by examining the long-term consequences. Additionally, one must examine the decision’s effect not only on a single group of people (say candlemakers) or a single industry (say candles), but on all people and all industries in the society as a whole. As Bastiat famously put it, an economist must take into account both “What is Seen and What is Not Seen.” Bastiat’s “rule” was later expounded and developed by Henry Hazlitt in his work Economics in One Lesson, in which Hazlitt borrowed Bastiat’s trenchant “Broken Window Fallacy” and went on to demonstrate how it applies to a wide variety of economic falsehoods.”
Jeg mente i forlængelse af ovenstående, at mens militær retaliation fra Indiens/Singh’s side ville være åbenlys for enhver, havde Singh’s fravalg af en sådan løsning lige så betydningsfulde konsekvenser, som dog var meget vanskeligere for de fleste at få øje på, fordi de måske slet ikke overvejede alternativet. En af Nobelkomiteens primære opgaver må, hvis komiteen skal have nogen eksistensberettigelse, netop efter min opfattelse være at belønne folk som træffer valg som Singh, fordi de ellers næppe nogensinde vil få den anerkendelse, de fortjener, i lyset af de valg, de traf.