Og så morede jeg mig over DR’s evige evne til at skabe deres egne historier.

De skriver om dem som landsdækkende kulthit. Det er jo vrøvl. Jeg tror de skriver at ca. 100000 har set dem på nettet, hvilket jo er- truttuttelut – ingenting.
Der er jo praktisk talt ingen der kender dem, bortset fra skoleelever der keder sig om eftermiddagen nu hvor beverly hills er stoppet i tv.
Og det morsomme bliver jo tydeligt da den ene perle forklarer hvor stor berømmelse og succes de har opnået (og som dermed bekræfter DR’s kult-omtale) med at der bliver revet i dem fra alle sider: Aftenshowet, P3 og Tv-avisen.

Flot. DR river i folk fra DR-programmer, og så er det et nationalt kulthit.

Jeg tror egentligt mest jeg vil opponere mod niveauet i den type udsendelser. De føjer sig til rækken af mere og mere populære programtyper hvor man lader folk der ikke kan noget og især ikke ved noget, føre sig frem. Dette her lyder lidt som en ufrivillig variant over “Winnie & Carina”.
Jeg vil hellere opleve folk med viden og kunnen.
Tempus fugit.

Medmindre emnet for de 2 udsendelser var personerne der udtaler sig, og hvordan de var kommet til deres ‘erkendelser’, så kunne der måske være en socio-psykologisk vinkel med præventiv virkning?

Her er svaret, bragt som service til dig: Ja-a-ah, det er der. Og endnu flere, der mener, at det sidste er typisk dansk, selvgod selvtilstrækkelighed.

- – -