Desperate Housewives: En burka er ikke det værste vi har…
…og om lidt er kaffen klar.
Det er vist store ‘reviderede genoptryk’-dag på bloggen, men som med forrige indlæg er der en god anledning til genudsendelsen.
Tanker om en burka:
I midten af 90′erne rejste jeg en del i det nordlige Pakistan. Der blev jeg mødt med Himalaya og de skønneste syn som jeg har set i mit ellers vidt-berejste liv. Pakistan er muligvis det smukkeste land i verden.
Kulturen derimod… den er knap så smuk. Problemet var ikke de kvinder vi så iklædt burka. Som overskriften siger med et venligt nik til Benny Andersen: En burka er ikke det værste vi har… Nej, det værste – og ved senere reflektion, det suverænt mest uhyggelige – var det totale fravær af kvinder i og omkring Gilgit i det nordlige Pakistan.
Vi så ingen kvinder i Gilgit. Ingen kvinder i butikkerne, ingen kvinder i gaderne, ingen kvinder overhovedet. Det var en slags Children Of The Corn/28 Days Later-agtig oplevelse. Set fra disse desperate husmødres perspektiv, så havde muligheden for at gå på gaden iklædt en burka sikkert været en befrielse.
Fast forward til Danmark i 2009
Burkaen er blevet problematiseret på valgplakater, i lovforslag og i Blogland. Burkaen er blevet polemiske politikeres foretrukne våben i udfaldene mod Islam. Nu har en af mine helte Naser Khader meldt sig ind i kampen med et forslag om et totalt burka-forbud i det offentlige rum.
Personligt ser jeg ingen grund til at tro at et burka-forbud ville gøre en positiv forskel for burka-bærende muslimer. Alternativet til burkaen er ikke nødvendigvis hotpants, make-up og en håndbajer, hvilket Eksisterende Lotte kommer ind på her. Alternativet til en burka kan lige så vel være en isoleret tilværelse indenfor hjemmets fire alt for snævre vægge.
Hvorfor denne fokus på burkaen?
Islamisk ordineret åndsformørkelse og kvindeundertrykkelse tager mange former. De fleste af disse former er usynlige for den typiske dansker. Burkaen skiller sig ud ved at være fartøjet som fragter kvindeundertrykkelsen ud i det offentlige rum. Burkaen skiller sig ud ved at være en form for kvindeundertrykkelse som enhver tilnærmelsesvis ædru person kan sætte sin ligestillings-bevidste finger på. Burkaen skiller sig ud ved at være den eneste form for islamisk kvindeundertrykkelse som aktivt generer ikke-muslimer.
Jeg får en alvorlig mistanke om at det ikke er den undertrykte kvinde, men derimod den danske tilskuer, hvis oplevelse problematiseres.
Del-konklusion:
Burkaen er en vederstyggelighed. Det føles rigtigt at fokusere på, problematisere og måske endda forbyde burkaen. Det føles rigtigt. ...og nu holder vi så op med at føle, og stiller en række spørgsmål som kun kan besvares af vores intellekt;
Hvad skal en burka-debat eller et burka-forbud gøre godt for?
Hvilken betydning vil en debat og en lovgivning der isoleret fokuserer på burkaen have for de burka-bærende kvinder?
Når vi har stillet disse alt andet end retoriske spørgsmål, så kan vi gå videre til det store dyr i åbenbaringen:
Hvad er vores langsigtede mål i forhold til Islams uundgåelige tilstedeværelse i Danmark?
Hvad gør vi nu, lille du?
Det langsigtede mål for Islams tilstedeværelse i Danmark må være at ingen af de barbariske uskikke som (med rette eller urette) forbindes med Islam får fodfæste i Danmark. Ingen homofobi. Ingen kvindeundtrykkelse. Ingen afstraffelse af tankeforbrydere. Ingen dødsstraf. Ingen ekstremistiske sædelighedslove. Ingen åben krig mod de vantro. Ingen afstraffelse af ytringsforbrydelser. Ikke noget pis, og det mener vi!!!
Det er urealistisk at tro at det mål kan nås igennem en række nok så velmente diktater.
Burka = Dårligt.
Demokrati = Godt.
Bøsse som skældsord = Dårligt.
Bøsse som seksualitet = Godt.
Fatwa mod Rushdie = Dårligt.
Ytringsfrihed = …kom nu, du kan det godt… …hvad tror du?
En diciplin kan vi kun opretholde, så længe at vi stirrer intenst på den diciplinerede. Vi kan ikke lovgive og diktere os ud af Islams barbariske potentiale. Det kan vi kun debattere os ud af, lige som vi debatterede os ud af Kristendommens klamme hånd om menneskenes sjæle.
Hvad gør vi nu, din gamle skurk?
Jeg foreslår at vi holder op med at udvælge konkrete islamiske manifestationer, og begynder at forholde os til manifestationernes rødder; religionen Islam.
Jeg foreslår at vi tager et opgør med idéen om guddommelige retningslinier, fremfor at tage et opgør med den guddommelige retningslinie som for tiden generer os mest.
Jeg foreslår at vi tager en massiv, offentlig debat om idéer som tankeforbrydelser, ytringsforbrydelser, guddommelige love, hellige skrifter m.m.
Se også:
Den oprindelige udgave af dette indlæg
Mikael said,
Wrote on August 18, 2009 @ 15:39
Jeg kan sagtens se din pointe, William, men ganske som islamisterne har skåret den ene skive efter den anden af salamien, så er det på allerhøjeste tid at vi begynder at klistre skiverne på pølsen igen. Og her er burkaen et oplagt sted at starte.
Hvis vi forbyder burkaen sender man et kraftigt signal om, at et samfund som det danske ikke længere vil gå ét eneste skidt længere i sit appeasement overfor de middelalderlige svadderhoveder.
Læg mærke til, at jeg brugte ordet “starte.” Vi bliver nødt til at rulle hele islamiseringen tilbage. Det gælder f.eks. også sådan noget som halal-kød i skolerne og kønsopdelte svømmehaller.
Muslimerne bliver nødt til at acceptere, – eller indordne sig, om du vil, – at de ikke lever i et muslimsk land, og at de ikke kan kræve særbehandling pga deres tilfældige religion. Ingen andre trossamfund kræver noget sådant. Og det er netop her dit forslag om at vi tager et opgør med idéen om guddommelige retningslinierfremfor at tage et opgør med den guddommelige retningslinie som for tiden generer os mest kommer til kort. For problemet er ikke Religion i al almindelighed, problenet er Islam og dens evige insisteren på særrettigheder.
Jeg er enig med dig i, at Islam er kommet til Europa for at blive, men det må altså nu en gang være på Europas præmisser.
Egentligt burde der hænge satiretegninger af Muhammed på hver eneste lygtepæl overalt i Europa. Hvis en muslim ikke kan klare det, så må han finde sig en anden verdensdel at bo i.
bohemianrhapsody said,
Wrote on August 18, 2009 @ 16:58
@ Mikael, du skriver: …så er det på allerhøjeste tid at vi begynder at klistre skiverne på pølsen igen. Og her er burkaen et oplagt sted at starte.
WJ: Er det på allerhøjeste tide at stikke armen ned i islamisternes hals og begynde at plukke salami-skiver ud af maven på dem?
JA!
Er burkaen et oplagt sted at starte?
NEJ!
FoLad os starte med ‘sådan noget som halal-kød i skolerne og kønsopdelte svømmehaller’. Lad os starte med de offentlige instituioner. Se det ville være oplagt…
AagePK said,
Wrote on August 18, 2009 @ 19:04
Den originale salami består i overvejende grad af svinekød.
Det er højst sandsynligt, at muhammedanerne har hakket salamien i tynde skiver; mindre sandsynligt er det dog, at det skulle være umagen værd at se efter disse skiver et sted nede i halsen på samme.
Endnu mindre er det dog umagen værd at kaste sig over noget som burkaen, for at starte et sted, hvis man vil rulle islamismen tilbage. Man får flyttet fokus fra noget konkret til symboler, der kun har symbolværdi for en meget lille del af den islamiske verden, som man derfor kan fyre en masse løst krudt af på uden at flytte noget som helst.
Her hjælper kun konsekvenspædagogik.
Morten - - - said,
Wrote on August 18, 2009 @ 22:03
Det er naturligvis en “her-til-og-ikke-længere”, militant handling.
At forslaget skulle være stillet for at skåne de almindelige mennesker for omgangen med de formummede … tror jeg helt enkelt ikke. Det kommer dog fra Khader. Ikke fra en DF’er.
Burkaen er set fra den almindelige danskers synspunkt faktisk ikke et specielt ubehageligt møde. Langt mindre ubehageligt, i virkeligheden, end mødet med tørklædet. Fordi burkaen er en fuldstændig afsondring af personen fra den omgivende verden.
Det er tørklædet ikke! Det afsondrer kun mig fra bæreren. Men som vi har set, afholder det ikke den tørklædeklædte fra at gøre krav på mit territorium, og at kunne tage del i mine aktiviteter.
For mig – og jeg tror derfor: for en hel del andre, i hvertfald spontant og ordløst – er det tørklædet, der er den egentlige “tyskerhjelm”.
- – -
Morten - - - said,
Wrote on August 18, 2009 @ 22:06
I øvrigt har du ret, William, i burkaens funktion som mobil “stuearrest”.
- – -
Ole said,
Wrote on August 20, 2009 @ 00:42
Jeg var enig med dig lige indtil denne sætning: “Jeg foreslår at vi holder op med at udvælge konkrete islamiske manifestationer, og begynder at forholde os til manifestationernes rødder; religionen Islam.”
Jeg foreslår istedet at vi ihvertfald i første omgang forholder os til hvad vi forbinder med demokrati.
Jeg er sekularist. Der var faktisk engang for ikke så længe siden, hvor sekularisme blev betragtet som et af grundlagene for “det moderne demokrati” – og det er helt sikkert fundamentalt for liberal-demokratisk tankegang.
Det er ikke statens opgave i et sekulært demokrati at fokusere på en religion – hverken positivt eller negativt. Det ér faktisk kun de praktiske manifestationer af en en religion – eller af hvad som helst – det politiske kan og bør fokusere på i et sekulært demokrati. Men i så fald kun af politiske grunde, når de konkrete manifestationer er til konkret fare for andre – ikke fordi de er specifikt religiøse.
Som ateist ville så jeg gerne mindre overtro generelt – men som sekularist (og demokrat) mener jeg ikke, at det er statens opgave at fordømme religion eller religiøse. Færdig, punktum! Det er simpelthen ikke statens opgave i et demokrati at bestemme over hvad der er en civil affære. Punkum. Uanset hvor meget jeg personligt gerne så det. Demokrati og sekularisme: enten siger jeg “ja” til det, eller “nej”. Jeg vælger sekularismen, for hvis staten kan lovgive om religion, så tvivler jeg sgu på at det vil komme mig, som ateist, til gode på længere sigt.
Når det nu er sagt, så tror jeg godt jeg kan se, hvor du vil hen. Men både af demokratisk-sekularistiske (politiske) grunde og af ateistiske (personlig og ikke en politisk affære), mener jeg nu at indfaldsvinklen er forkert – selvom målet er godt nok. Staten skal ikke lave politiske tiltag, der fokuserer på nogen religion. Det kan den ikke, hvis den vil være et sekulært demokrati, men det skal den heller ikke, selv hvis den er ligeglad med det, for det giver sgu baggslag. Jeg så gerne islam og kristendom og meget andet blive trængt i baggrunden, men jeg er en større fan af sekulært demokrati end af Stalin, og jeg synes den (demokratisk) bedste måde at gøre noget politisk irellevant på, er ved netop at insistere på at det ikke hører til i den politiske sfære.
Man kan – og bør – “bekæmpe” overtro og fundamentalisme, ved at gå en helt anden vej, som ovenikøbet er i overensstemmelse med det sekulære demokrati:
1) Man kan gøre hvad man kan for at sprede oplysning (Darwin f.eks. brød sig ikke om “militante ateister” som din ven, Christopher Hitchens, for han mente ikke der var nogen grund til al den negative fordømmelse, når man istedet kan levere de videnskabelige forklaringer, der så med tiden kan underminere overtroen). Staten må faktisk godt blande sig i, om børn f.eks. undervises i biologi, historie, kritisk tænkning m.v. Den må ikke angribe religion direkte, men den må godt underminere religiøse forklaringer ved at insistere på at man lærer saglige forklaringer. Og det virker sgu nok også bedre, vil jeg hævde.
2) Man kan stå fast på demokratiets grundprincipper – hårdt fast. Istedet for at afskaffe demokratiske principper i ens “kamp mod religion” som man efter eget udsagn fører til “forsvar for demokratiet” – kunne man jo tage sig selv alvorligt, og blot insistere på de principper, der faktisk udgør det demokrati man siger, man kæmper for. Kampen er således ikke religiøs men politisk. Den vender sig ikke mod nogen religion, men står bare fast på sit politiske ståsted. Kun når en religion forsøger at kravle op på det politiske, slår man til – men kun med sine politiske argumenter og ikke mod det religiøse men mod det utidigt politiske. Også denne indfaldsvinkel vil forhåbenligt indirekte kunne underminere religiøs fundamentalisme, eftersom den i modsætning til den ensidigt religions-bekæmpende er lige for alle. Den er et forsvar for demokratiet slet og ret, og dette forsvar forsvarer alle borgere ens uanset om de er religiøse eller ej, hvilket der nok er nogle religiøse selv, som kan se fordelen i.
Det betyder for eksempel: et principielt forsvar for ytringsfrihed. Ikke noget med at det er fordi vi skal bekæmpe “islam”, men slet og ret fordi vi har ytringsfrihed og sådan er det. Men det betyder altså også at folk må gå klædt i det de vil, så længe det ikke direkte skader andre. Ikke noget med at “jamen, det er jo religiøs beklædning” – hvordan kan en politiker afgøre politisk hvad der er “sandt religiøst” uden at overtræde grænsen fra det politiske til pludselig at være teolog? Nej, stå fast ved frihedsrettighederne, demokratiet, ligheden, sekularismen og oplysningen – og hvis det så indirekte fører til mindre religøsitet, så er det en glimrende men officielt utiltænkt bivirkning. I et demokrati blander staten sig nemlig ikke i religion. Helst overhovedet ikke – men hvis den desværre gør det, så gør den det ligeligt.
Det har som sagt den fordel, at man faktisk står fast på det man siger man forsvarer. Og omvendt fører det ikke til at nogen klamrer sig til det, de føler er under angreb. Hvis staten begynder at angribe en gruppe borgere på grund af deres religion, så er den ikke længere en stat, der fungerer ligeligt for alle borgere, og visse borgere vil dermed ikke have nogen grund til at anerkende og respektere den stat. Stå istedet fast på klassisk liberal demokrati-opfattelse – og stå helt fast på den. Slå politisk til når der opstår noget politisk, som er uforeneligt med det politiske … og lad det religiøse, der forbliver religiøst være. Ihvertfald fra politisk side.
Jeg beklager det lange indlæg… som iøvrigt er skrevet med baggrund i blandede erfaringer fra hhv. den danske og den amerikanske “debat”, hvor indfaldsvinklerne er vidt forskellige. Herovre (i USA) kunne jeg godt nok også godt tænke mig at sekularismen blev taget seriøst. Her ér vore politiske institutioner fyldt med religiøse argumenter og der bliver ikke fastholdt nogen skillelinie mellem politik og teologi. Den sekulære stat kan ikke hverken fremhæve eller bekæmpe en religion, men den bør kunne fortælle religionen hvad dens placering er: udenfor staten og det politiske – et forhold der gælder begge veje.
Ole said,
Wrote on August 20, 2009 @ 00:55
… undskyld jeg vrøvler sådan. Jeg vil bare lige slå fast, at jeg faktisk er enig med dine konklusioner. Man kan ikke lovgive en religion væk – og man bør ikke engang prøve. Men der er andre indfaldsvinkler, som man både må og og kan og som måske også virker bedre.
bohemianrhapsody said,
Wrote on August 20, 2009 @ 05:40
@ Ole, du skriver: Det er ikke statens opgave i et sekulært demokrati at fokusere på en religion – hverken positivt eller negativt.
WJ: Det er heller ikke staten der skal gøre det, det er civilsamfundet.
Når jeg skriver ‘Jeg foreslår at vi…’, så henviser jeg ikke til staten. Jeg henviser til civilsamfundet. Så liberalt indstillet er jeg dog.
Se også:
Den danske Islam-debat er dybt reaktionær.