Bohemian Rhapsody

…og om lidt er kaffen klar.

Tanker om en burka:

I midten af 90′erne rejste jeg en del i det nordlige Pakistan. Der blev jeg mødt med Himalaya og de skønneste syn som jeg har set i mit ellers vidt-berejste liv. Pakistan er muligvis det smukkeste land i verden.

Kulturen derimod… den er knap så smuk. Problemet var ikke de kvinder vi så iklædt burka. Som overskriften siger med et venligt nik til Benny Andersen: En burka er ikke det værste vi har… Nej, det værste – og ved senere reflektion, det suverænt mest uhyggelige – var det totale fravær af kvinder i og omkring Gilgit i det nordlige Pakistan.

Vi så ingen kvinder i Gilgit. Ingen kvinder i butikkerne, ingen kvinder i gaderne, ingen kvinder overhovedet. Det var en slags Children Of The Corn/28 Days Later-agtig oplevelse. Set fra disse desperate husmødres perspektiv, så havde muligheden for at gå på gaden iklædt en burka sikkert været en befrielse.

Fast forward til Danmark i 2009

Burkaen er blevet problematiseret på valgplakater, i lovforslag og i Blogland. Burkaen er blevet polemiske politikeres foretrukne våben i udfaldene mod Islam. Peter Skaarup har senest eklæret til Kristeligt Dagblad at han støtter et dansk forbud mod burkaer.

Personligt ser jeg ingen grund til at tro at et burka-forbud ville gøre en positiv forskel for burka-bærende muslimer. Alternativet til burkaen er ikke nødvendigvis hotpants, make-up og en håndbajer. Alternativet til en burka kan lige så vel være en isoleret tilværelse indenfor hjemmets fire alt for snævre vægge.

Hvorfor denne fokus på burkaen?

Islamisk ordineret åndsformørkelse og kvindeundertrykkelse tager mange former. De fleste af disse former er usynlige for den typiske dansker. Burkaen skiller sig ud ved at være fartøjet som fragter kvindeundertrykkelsen ud i det offentlige rum. Burkaen skiller sig ud ved at være en form for kvindeundertrykkelse som enhver tilnærmelsesvis ædru person kan sætte sin ligestillings-bevidste finger på. Burkaen skiller sig ud ved at være den eneste form for islamisk kvindeundertrykkelse som aktivt generer ikke-muslimer.

Jeg får en alvorlig mistanke om at det ikke er den undertrykte kvinde, men derimod den danske tilskuer, hvis oplevelse problematiseres.

Del-konklusion:

Burkaen er en vederstyggelighed. Det føles rigtigt at fokusere på, problematisere og måske endda forbyde burkaen. Det føles rigtigt. ...og nu holder vi så op med at føle, og stiller en række spørgsmål som kun kan besvares af vores intellekt;

Hvad skal en burka-debat eller et burka-forbud gøre godt for?

Hvilken betydning vil en debat og en lovgivning der isoleret fokuserer på burkaen have for de burka-bærende kvinder?

Når vi har stillet disse alt andet end retoriske spørgsmål, så kan vi gå videre til det store dyr i åbenbaringen:

Hvad er vores langsigtede mål i forhold til Islams uundgåelige tilstedeværelse i Danmark?

Hvad gør vi nu, lille du?

Det langsigtede mål for Islams tilstedeværelse i Danmark må være at ingen af de barbariske uskikke som (med rette eller urette) forbindes med Islam får fodfæste i Danmark. Ingen homofobi. Ingen kvindeundtrykkelse. Ingen afstraffelse af tankeforbrydere. Ingen dødsstraf. Ingen ekstremistiske sædelighedslove. Ingen åben krig mod de vantro. Ingen afstraffelse af ytringsforbrydelser. Ikke noget pis, og det mener vi!!!

Det er urealistisk at tro at det mål kan nås igennem en række nok så velmente diktater.

Burka = Dårligt.

Demokrati = Godt.

Bøsse som skældsord = Dårligt.

Bøsse som seksualitet = Godt.

Fatwa mod Rushdie = Dårligt.

Ytringsfrihed = …kom nu, du kan det godt… …hvad tror du?

En diciplin kan vi kun opretholde, så længe at vi stirrer intenst på den diciplinerede. Vi kan ikke lovgive og diktere os ud af Islams barbariske potentiale. Det kan vi kun debattere os ud af, lige som vi debatterede os ud af Kristendommens klamme hånd om menneskenes sjæle.

Hvad gør vi nu, din gamle skurk?

Jeg foreslår at vi holder op med at udvælge konkrete islamiske manifestationer, og begynder at forholde os til manifestationernes rødder; religionen Islam.

Jeg foreslår at vi tager et opgør med idéen om guddommelige retningslinier, fremfor at tage et opgør med den guddommelige retningslinie som for tiden generer os mest.

Jeg foreslår at vi tager en massiv, offentlig debat om idéer som tankeforbrydelser, ytringsforbrydelser, guddommelige love, hellige skrifter m.m.

Summa Summarum:

Naboens træ har en enkelt gren som rækker ind over hækken. Hvad gør vi ved det?

• Samler vi alle de andre naboer og snakker om hvor irriterende den ene gren er?
• Begynder vi at skælde naboen ud, og fortæller ham at denne ene gren er problemet ved hans træ?
• Får vi myndighedernes hjælp til at hugge denne ene gren af træet?
• Eller hva’?

Konklusion

Jeg foreslår at vi ser i øjnene at træet slet ikke er et træ, men derimod en Ente. En Ente som en skønne dag risikerer at stå i vores soveværelse, hvis vi ikke får overbevist naboen om at Enten skal sættes i et bur der voldsomt begrænser dets færden.

Treebeard med Turban

Se også:

Koran Bloggen