Tag den, Lisbeth Knudsen!
Som omtalt i forrige indlæg har Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen begået et blog-indlæg om AidOnline. Her sammenligner Lisbeth Knudsen det ikke-voldelige AidOnline-program med noget så brutalt og menneskefjendsk som landevejsrøveri. Den konklusion er hun nået frem til igennem følgende misforståelse:
De lægger via et lille smart softwareprodukt noget helt andet kommercielt annonceindhold ind på vores sider, som de selv får penge for…
Jeg har i et tidligere indlæg (eller to, godt så… tre) redegjort for, hvorfor det er en misforståelse af teknikken bag AidOnline. Men det er op ad bakke at forklare den slags til Berlingske Tidendes chef-redaktør. Det er nemlig den selvsamme chef-redaktør, hvis internet-kundskaber ikke engang strækker sig til at tagge sine indlæg ordentligt.
Et tag er en måde at knytte et stikord til blog-indlæg. Det smarte ved tags er at alle indlæg med samme tags samles på en adresse. F.eks. vil alle indlæg omhandlende cirkelspark stå på www.domainname.net/tag/cirkelspark. Det er ret praktisk, hvis du gerne vil vide mere om hvad blog-indehaveren har at sige om lige netop cirkelspark.
Hvis vi ser nærmere på Lisbeth Knudsens blog, så kan vi se at hun også flittigt bruger tags. Hun bruger dem bare på en fuldstændig åndssvag måde.
Tags according to Lisbeth Knudsen
Muhammed-krise, Muhammed-krisen og Muhammedkrise er tre forskellige tags, som fører læseren tre forskellige steder hen. Konsekvensen af det er at Lisbeth Knudsens indlæg om Muhammed-krisen ikke er samlet et enkelt sted. Hvad er så formålet med at tagge indlæggene? Det ved kun Lisbeth Knudsen.
Muhammed-tegning og Muhammed tegningerne har selvfølgelig hver sit tag, ligesom EF Domstol og EF Domstolen.
Vi må endelig huske også at skelne mellem Poul Nyrup Rasmussen og Poul Nyrup, samt Obama og Barack Obama. Hvis du tror at TV2 og TV 2 er det samme, så tror du sikkert også at det kan være et fedt om man tagger sine indlæg med om Skræmmekampagne eller Skræmmekampagner.
Konklusion:
Hvis du ikke kan finde ud af at bruge noget så simpelt tags, så bør du måske bruge mere tid på at studere internettet og mindre tid på at kommentere det.
Hvis du ikke kan finde ud af at bruge noget så simpelt som tags, så har du næppe forudsætningerne for at lede din avis ind i en epoke der enten vil byde på en spektakulær dødskamp eller den suverænt største revolution i Berlingske Tidendes historie.
Hvis du ikke kan finde ud af at bruge noget så simpelt tags, så bør du afrunde ethvert indlæg om relativt komplicerede internet-relaterede emner som f.eks AidOnline med et personlig ‘Cathago delenda est’. Det kunne måske lyde: ‘…men eftersom jeg selv fatter nada når det kommer til internettet så bør overstående tages med sytten gran salt’.
Se også: