Bohemian Rhapsody

Politiken lader i denne Rushdie-profil menneskeheden vide at Sir Salman Rushdie stadig er dødsdømt og fuld af energi. Profilen skal hermed have min behersket begejstrede anbefaling.

Jeg kan anbefale profilen på grund af Rushdies visdomsord, bl.a. om Kurt Westergaard. Mit forbehold overfor profilen er at journalisten Thomas Bredsdorff formår at hænge et magisk maleri op i en horribel ramme. …hvilket fører os frem til mine to indvendinger:

1) Den alvorlige indvending: Hesten er død, hold op med at tæske den.

Bresdorff skriver:

Sir Salman kan tilmed, som vi har hørt, igen give muslimerne tørt på. Men inden de bliver for lykkelige ovre på Jyllands-Posten, skal de bemærke, hvad Rushdie også siger i samme danske interview: De islamiske ekstremister findes, ingen tvivl om det. Og de er ikke til at tale til rette. Og så føjer han til:

‘På den anden side er disse mennesker også alle muslimers fjender. Vi skal ikke glemme, at langt de fleste, der bliver dræbt af islamiske terrorister, selv er muslimer. Det gælder i Afghanistan, i Pakistan og i Irak. Så på den vis har vi faktisk en fælles fjende.’

Rushdie går med andre ord ud af sin vej for at understrege, at det ikke er muslimerne, men islamisterne, han vil ramme. Og at muslimerne måske endda er islamisternes værste fjender.

Allright, lad os tage dem fra en ende af…

Inden de bliver for lykkelige ovre på Jyllands-Posten…

Hvad laver en så bitter bemærkning i profilen? Hvorfor ikke stille sig tilfreds med at referere Rushdies synspunkter, fremfor at filosofere over hvilken vogn Rushdie bedst kan spændes for i en ligegyldig fejde mellem to ligegyldige danske aviser?

Rushdie går med andre ord ud af sin vej for at understrege, at det ikke er muslimerne, men islamisterne, han vil ramme.

Ja, og hva’ så…?

Findes der en eneste stemme i den offentlige debat, som ikke på et-eller-andet tidspunkt har understreget at de ikke har noget imod muslimer? Det faktum at islamisterne/rabiate muslimer/radikale muslimer/whatever kun udgør en delmængde af verdens muslimer nyder udbredt anerkendelse. Også på Jyllands-Posten, også hos Islam-kritikerne, også hos kritikerne af indvandring, også hos Dansk Folkeparti, også hos de andre borgerlige partier, også hos venstrefløjen, også hos…

Der er ingen der har noget imod muslimer som opfører sig ordentligt. Forskellene på de forskellige fløje i den debat er hvilke krav de stiller til ordentlig muslimsk opførsel.

Denne differentiering mellem muslimer og islamister er et næsten universelt anerkendt faktum - for fanden da! Det er usselt at insinuere at Rushdie med lige netop denne banale linie præsenterer et verdenssyn som Jyllands-Posten ikke deler.

…at muslimerne måske endda er islamisternes værste fjender.

Jamen Hr. Bredsdorff, det siger Rushdie altså ikke. Han siger at islamisterne er muslimernes værste fjender (og det har Rushdie så evigt ret i). Han siger intet om at muslimerne er islamisternes værste fjender. Det kan vi andre så eventuelt mene at de er, eller håbe og heppe på at de bliver, men det giver os ikke licens til at tilskrive Rushdie det synspunkt.

Konklusion:

Læs profilen for Rushdies visdomsord, ikke for Thomas Bredsdorffs horrible indpakning. Interesserede læsere kan fortsætte læsningen med min mindre alvorlige indvending nedenunder.

2. Den mindre alvorlige indvending: Indien blev uafhængigt d. 15. August 1947.

Salman Rushdies roman Midnights Children er kåret som Booker of Bookers; den bedste engelsk-sprogede roman i perioden 1969 til 2008. Med denne igangværende sætning kårer jeg hermed Midnights Children til den bedste roman jeg nogensinde har læst (lidt uformel kåring, jeg ved det godt… Jeg har bare ikke ressurserne til røde løbere og champagne-fontæner, så Rushdie må nøjes).

Nøglen til at forstå Midnights Children er det forhold at hovedpersonen Saleem Sinai er født ved midnat d. 15. August 1947. Han er født samtidigt med den frie, uafhængige, moderne indiske stat. Saleems ekstraordinære liv følger den indiske stats historie, og den indiske stats historie forfølger Saleems liv. Men hør nu hvad skriver Bredsdorff om bogen:

…’Midnatsbørn’, der som ledefigur har en dreng født i det øjeblik, midnatsklokken ringede 1947 ind, og den moderne stat Indien blev til.

Ville Bredsdorff klokke i den amerikanske uafhængighedsdag, den danske grundlovsdag eller juleaften?