Bohemian Rhapsody

Det siger sig selv, men det betyder ikke at alle har hørt efter. Derfor dette indlæg, hvor jeg kan råbe ‘SIG SELV’ på vegne af ‘det’. Det (altså ’sig selv’) skulle jeg have råbt første gang det (altså ‘det’) optrådte her på bloggen.

Ragnhild beskriver her Koran Bloggen og dens affødte Islam-kritiske debat som ‘menneskers evige insisteren på at tro det værste om de andre’.

Raapil skriver følgende om den satiriske del af Islam-kritikken: ‘Som det er nu, så pisser vi på dem og siger de lugter’.

Raapil skriver yderligere: ‘…provokationer i den aktuelle situation svarer lidt til, at du peger fingre af en handicappet, som mistede førligheden på grund af din spritkørsel’.

Begge af Raapils bemærkninger er taget fra kommentatorsporet til dette indlæg.

*****

Indskudt bemærkning:

Raapils bemærkninger er taget ud af deres rette kontekst. I dette indlæg tjener bemærkningerne til føden ved at agere eksempel på kritikken af Islam-kritikken. De er her ikke for at karakterise det sikkert oprigtigt prægtige menneske Hr. Raapil. De SKAL læses i den helhed de er del af, hvis de skal bruges til at formulere en holdning til mennesket bag meningen.

*****

Med lidt baggrund sat på plads, og efter en veloverstået indskudt bemærkning…

without further ado…

Koran Bloggen sigter ikke mod muslimer

Ved I hvad? Jeg vil faktisk påtage mig at tale på vegne af Geert Wilders, Theo van Gogh, Ehsan Jami og Aayan Hirsi Ali (hvis jeg nu skal begrænse mig til hollændere). På deres vegne vil jeg sige at hverken Fitna, Submission eller andre aspekter af Islam-kritikken sigter mod muslimer. Jeg er helt på det rene med at jeg muligvis modsiger de omtalte hollænderes egne udsagn om deres sigte. Det er en ret arrogant ting at gøre, når man drister sig til at snakke på andres vegne. Tillad mig at bedrive forklaringens svære kunst:

Islam-kritikken handler ikke om muslimer. Islam-kritikken handler om idéer. Idéer er fair game at omgås totalt uansvarligt og med fråde om munden, hvis det er den vej dit hjerte tager dig. Muslimer kan selv vælge i hvilket omfang de identificerer sig med idéerne, og dermed selv bestemme i hvilket omfang Islam-kritikken rammer dem.

Men Ragnhild har da ret i noget…

Ragnhild har beskrevet den Islam-kritiske debat på denne blog med ordene: Uansvarligt, er vel det mildeste man kan kalde det.

Ragnhild har ret. Det er uansvarligt. Jeg har ikke noget problem med at være uansvarlig, da jeg ikke har noget ansvar overfor abstrakte størrelser som Islam. Eller sagt på en anden måde: Hvis du er parat til at tage en kugle for at beskytte en skydeskive, så er du sgu’ selv ude om det, hvis du ender dine dage med at forbløde på en skydebane.

Et metafor der involverer en masse skamskudte muslimer er måske ikke verdens bedste idé med det budskab jeg prøver at formidle, men… Jeg håber at det tydeliggør min pointe:

Min pointe

Islam-kritikken sigter mod et mål, som det er fuldstændigt harmløst at skyde på. Det er et træk som Islam-kritikken deler med liberalisme-kritikken, Kristendoms-kritikken og kommunisme-kritikken. Islam-kritikerne hverken bør eller kan tage ansvar for at der findes folk med en urimeligt høj grad af identifikation med lige netop den abstrakte idé, som de kritiserer.

Det er ris til egen røv (projektil-diarré til eget fjæs???) at gå så meget op i en idé at man såres over kritikken af den.

Hvad så med muslimerne?

Jeg tilstræber mig at være ansvarlig i min omtale af mine medmennesker, uanset om det er specifikke individer eller ‘kasser’ med folk, hvis fællesskab er race, køn eller nominelt tilhørsforhold til en religion.

Jeg ville aldrig ytre et ondt ord om muslimer. Til gengæld har jeg intet problem med at gøre noget af nedestående:

• Ytre ‘onde ord’ om specifikke individer som er muslimer
• Ytre ‘onde ord’ om specifikke muslimske organisationer
• Ytre ‘onde ord’ om ‘den delmængde af muslimerne som gør et-eller-andet slemt der bliver nærmere specificeret i det indlæg, hvor de ‘onde ord’ om delmængden af muslimerne ytres’

Men jeg ville aldrig ytre et ‘ondt ord’, som kunne ramme prægtige individer som Irshad Manji, Naser Khader eller mine gode muslimske venner. Jeg ville aldrig ytre et ‘ondt ord’ som rammer nogen udelukkende på grund af et nominelt tilhørsforhold til Islam.

Konklusion:

Der findes anti-muslimske Islam-kritikere. Anklagen om at være anti-muslimsk har sin tid og sit sted, men…

Hvis du ønsker at rette en anklage om anti-muslimske tilbøjeligheder mod en Islam-kritiker, så er det ikke Islam-kritikerens Islam-kritik som du bør bruge i din bevis-førsel. Islam-kritik er nemlig ikke alene ikke pr. definition anti-muslimsk. Islam-kritik er oven i forrige sætnings køb pr. definition ikke anti-muslimsk, da Islam-kritikken (igen, igen pr. definition) ikke er rettet mod med-mennesket.