Myrernes Dal
Det store Koran Blogging Projekt introduceres her, og min K.B.A.Q kan læses her. Indholdsfortegnelsen kan læses her. Man kan selv søge i den danske oversættelse af Koranen her. Alle muslimer er inviteret til at gæsteblogge om Koran Bloggen (læs mere her).
SURA 27, al-Naml, MYRERNE
Jeg låner lige et enkelt afsnit fra et tidligere (og iøvrigt overordentligt vellykket) indlæg på Koran Bloggen:
HVIS DU KAN LIDE ABE SIMPSON, SÅ VIL DU ELSKE GUD!
Abe Simpson er den gamle, gnavne, evigt brokkende bedstefar fra The Simpsons, som er kendt for at fortælle lange intet-sigende historier med et total fravær af hovede såvel som hale. I afsnittet ‘Last Exit To Springfield’ bliver Abe hyret af Mr. Burns til at være strejkebryder. Det fører til følgende klassiske Abe-monolog:
“We can’t bust heads like we used to, but we have our ways. One trick is to tell them stories that don’t go anywhere. Like the time I took the fairy to Shelbyville. I needed a new heel for my shoe so I decided to go to Morganville, which is what they called Shelbyville in those days. So I tied an onion to my belt, which was the style at the time. Now to take the ferry cost a nickel, and in those days, nickels had pictures of bumblebees on them. Give me five bees for a quarter you’d say. Now where were we, oh ya. The important thing was that I had an onion on my belt, which was the style at the time. They didn’t have white onions because if the war. The only thing you could get was those big yellow ones.”
Hvis du synes at det er en intet-sigende historie, så bare vent til du hører hvor lidt Gud har at fortælle.
Salomon
I Sura 27 introduceres en spændende ny karakter; selveste Kong Salomon. Læseren lærer ham nærmere at kende igennem denne introduktion:
Sura 27:16:
Salomon var Davids arvtager. Han sagde: “I mennesker! Vi lærte fuglenes tale og fik noget af alting. Det er den åbenlyse gunst.”
Det der med at lære fuglenes tale viser sig at være ganske nyttigt, da Salomons hærskarer består af ‘djinner, mennesker og fugle‘. Bedst som man troede at Koranen ikke kunne blive dummere, så introduceres vi til en fugle-hær.
Jeg burde egentlig gå i selvsving over det lystige i at der er fugle som gør tjeneste i Salomons hær, men suraen bliver lynhurtigt meget mere underligt og meget mere selvsvings-inducerende. Tilgiv mig for at ile med at bringe jer følgende nærmest Burrough’ske vers:
Sura 27:18:
Da de så kom til myrernes dal, sagde en myre: “I myrer! Gå ind i jeres boliger! Lad ikke Salomon og hans krigere knuse jer, uden at de aner det!”
En hær fyldt godt op med fugle og dæmoner træder ind i Myrernes Dal, hvilket medfører en ’søg tilflugt i hjemmet’-kommando fra en over-myre med overskud til at overskue situationen. Det lyder umiddelbart mere som Disney end Burroughs, men vent… Her kommer det trippede:
Suraen siger intet yderligere om disse myrer.
Ikke et ord.
Det eneste vi hører om disse væsner er en enkelt indskudt linie om deres angst for at blive trådt under djinn-, menneske- og fugle-fod. Myrerne bidrager på ingen måde til historien, og de høres aldrig fra igen.
Se, det er Burroughs-trippet så det gør noget…
Historien starter op igen med at Salomon holder ‘mønstring over fuglene’:
Sura 27:20-21:
“Hvorfor ser jeg ikke hærfuglen? Eller er den en af dem, der ikke møder op? Jeg vil tildele den en streng straf eller slagte den, med mindre den fremlægger en klar bemyndigelse for mig.”
Undskyld mig, mens jeg udstiller min uvidenhed om Bibel-historier…
Er der ikke noget med at Salomon regnes som en meget vis konge i vores kulturelle tradition? Salomonisk visdom, salomonisk løsning, Salomons leksikon og den slags ting? Det billede på visdom overlever altså ikke Koranens fortælling om et bindegalt menneske der holder mønstring over sine fugle, og vil slagte sin hærfugl medmindre den fremlægger ‘en klar bemyndigelse’.
Nogen har røget en koger, og det er altså ikke mig…
Hærfuglen ‘lod dog ikke vente længe på sig’. Den vendte tilbage med nyt om at Dronningen af Saba:
Sura 27:24:
Jeg fandt, at hun og hendes folk tilbeder solen i stedet for Gud.
Tjah, hvad skal man så sige til hærfuglens rapport om denne vantro…
- Der er uomtvistelige beviser for Solens eksistens
- Man kan selv se solen, og dermed forvisse sig om dens eksistens
- Solen er ret tjekket, f.eks. kan det nævnes at uden solen dør vi allesammen
- Solen har ikke åbenbaret nogen bøger med opfordringer til at slagte de vantro
Det virker meget fornuftigt at tilbede Solen istedet for Gud, men sådan ser Salomon ikke på det. Han sender hærfuglen afsted med en skrivelse til dronningen:
Sura 27:30-31:
’I den nådige og barmhjertige Guds navn. Sæt jer ikke over mig, men kom til mig, idet I overgiver jer!’”
Dronningen prøver at appease Salomon med en uspecificeret gave, men sådan leger Salomon ikke:
Sura 27:36-37:
“Forstrækker I mig med rigdom, selvom det, som Han har givet mig, er bedre end det, som Han har givet jer? Nej, I kan selv glæde jer over jeres gave! Vend tilbage til dem! Vi vil komme til dem med hærstyrker, som de ikke kan stille noget op imod, og fordrive dem derfra, ydmyge og i underkastelse!”
Der er kun én mulig konsekvens af dronningens fornærmende forsøg på at købe Salomon med en gave: Salomon spørger sine tropper, hvem der vil melde sig frivilligt til at stjæle dronningens trone.
Seriøst; Salomon spørger sine tropper, hvem der vil melde sig frivilligt til at stjæle dronningens trone.
Hvorfor får Koranen mig altid til at associere til debat-niveauet og de refleksive handlinger som hører sig hjemme i en skolegård?
Anyway, en ‘dæmon blandt djinnerne’ tilbyder at stjæle tronen. Tilsyneladende bruger dæmonen magiske midler for tronen er stjålet før Salomon når at rejse sig fra sin plads.
Hvordan reagerer Salomon på at der pludseligt står en stjålen trone ved hans side? Han reagerer selvfølgelig som enhver anden ville reagere på at der pludseligt står en stjålen trone ved hans side.
Sura 27:40:
Dette hører til min Herres gunst, for at Han kan prøve mig: Om jeg er taknemmelig eller utaknemmelig.
Det må være sur røv at bruge møje og besvær på at stjæle en trone på bestilling, og så opleve at bestilleren ikke alene giver Gud æren for tyveriet, men at det ovenikøbet bortforklares som en guddommelig undersøgelse af selvsamme bestillers taknemmelighed eller mangel på samme. Jeg ville føle mig snydt.
Salomon beordrer at tronen skal gøres ‘ukendelig’ for Dronningen, som umiddelbart derefter dukker op hos Salomon.
…og nej, vi får selvfølgelig ikke en forklaring på, hvorfor Dronningen pludseligt dukker op. Hun er der bare. Sådan lige pludselig.
Det første ordveksling mellem Dronningen og et ikke nærmere specificeret ‘man’ lyder:
‘Man’: [formentligt udtalt i forbindelse med en gestikulering i retning af den ukendelige trone] ‘Ser din trone således ud?’
Dronningen: ‘Man skulle tro at det var den samme’
D’oh! Istedet for at går rundt og true med at slagte sin hærfugl, så burde Salomon måske udøve lidt mere kontrol med embedsmændene i Departementet For At Gøre Troner Umulige At Genkende.
Derefter træder Dronningen ind i paladset. Salomon havde ellers har været på march sidst suraen stedfæstede hans handlinger, men nu er han altså hjemme igen.
Sura 27:44, opdelt i 4 linier af undertegnede for overskuelighedens skyld:
Man sagde til hende: “Træd ind i paladset!”
Da hun så det, troede hun, at det var dybt vand og blottede sine ben.
Han sagde: “Det er et palads, der er belagt med krystal.”
Hun sagde: “Herre! Jeg har handlet uret mod mig selv! Jeg overgiver mig ligesom Salomon til Gud, alverdens Herre.”
Her slutter historien.
Jeg formoder at tråden forlængst er gået hjælpeløst tabt for hver eneste af mine læsere, så derfor en afsluttende opsummering.
Sura 27 i prosa-form:
Der var engang en konge. Han hed Salomon og han kunne snakke med fuglene. Hans hær bestod af djinner, mennesker og fugle.
Da hæren kom til Myrernes Dal blev myrerne bange, og en myre kommanderede sine med-myrer ind i deres hjem, så Salomons hær ikke uforvarende skulle trampe dem ihjel.
På et senere tidspunkt holdt Salomon mønstring over sine fugle. Hærfuglen var ikke tilstede, og Salomon sagde at hvis den ikke havde en god undskyldning, så ville den blive slagtet.
Hærfuglen dukkede dog hurtigt op, og kunne fortælle at i landet Saba var der en dronning. Dronningen og hendes folk tilbad solen.
Salomon sendte hærfuglen afsted med en besked om at dronningen skulle overgive sig til Salomon. Dronningen prøvede at sende en gave til Salomon i håbet om fred, men så blev Salomon meget vred. Han fik en dæmon til at stjæle dronningens trone, og han gjorde tronen ukendelig.
Men da Dronningen kom så genkendte hun tronen øjeblikkeligt. Til gengæld blev hun overrasket, da hun fik at vide at at gulvet i paladset var lavet af krystal. Krystallerne var nemlig så klart at hun troede at det var vand.
Til sidst overgav Dronningen sig til Gud.
Se det er et rigtigt skod-eventyr!
Slut.
Dette er ikke det ringeste eventyr i menneskehedens historie (Sura 12 tager den pris). Den prosaiske gengivelse af eventyret, som jeg har forfattet her til sidst, ville sikkert være et passabelt bud på en fristil i 3. klasse. Men…
Koranen foregiver at være et omnipotent væsens sidste åbenbaring til menneskeheden. Koranen er det værk, som skal bære menneskeheden fra det 7. århundrede og frem til universets afslutning. Koranen markedsfører sig selv som det mest betydningsfulde skrift i menneskehedens historie.
Jeg synes godt at man kan tillade sig at forvente mere fra Koranen, end et fuckin’ latterligt skod-eventyr, som bruger en overflod af talende myrer og fugle til at kompensere for sin totale mangel på morale eller pointe.
