Bohemian Rhapsody

Alexandra Pelosi har lavet en underspillet, subtil dokumentar-film bærende titlen ‘Right America: Feeling Wronged – some voices from the campaign trail’. Filmen er netop blevet sendt på HBO, og går i øjeblikket sin sejrssgang på diverse torrent-sites.

Alexandra Pelosi (ja, hun er datter af Nancy og mindst lige så venstreorienteret som moderen) søger at dokumentere politik, men hun ignorerer politikere, parti-organisation, spindoktorer, kronologi, historier, hovedpersoner og andre elementer som jeg kunne have svoret var essentielle i en politisk dokumentar. Istedet tegner hun et stemningsbillede som flot komplimenterer den lettere fortærskede McCain vs. Obama-debat.

Pelosi fulgte John McCains forsøg på at blive USA’s 44. præsident. Men hun fulgte ikke McCain… Hun fulgte heller ikke hans rådgivere eller spindoktorer… Hun tog fra ‘campaign stop’ til ‘campaign stop’ og snakkede med de vælgere som stod i kø i timevis for at se McCain og Palin.

Filmen har ingen hovedpersoner. Pelosi selv er vidunderligt usynlig. Hun udfordrer ikke de folk hun interviewer, men stiller dem simple spørgsmål og lader dem så spinde helt frit og associere sig vej igennem deres eget mentale landskab. Ved at give de enkelte stemmer god tid til at sige hvad lige netop de har på hjertet, så træder filmen ud af den alt for ofte konfrontatoriske ’spørgsmål/svar’-dynamik og bevæger sig over i retning af loyale mini-portrætter.

Filmens højdepunkt er de korte sekvenser, hvor vi møder den racistiske og åndsformørkede del af Amerika. En mørk side af Amerika, som mange snakkede om i opløbet til sidste års præsidentvalg. Denne film snakker ikke om racisterne. Den lytter til dem. Derfor ender disse sekvenser ikke med at handle om deres politiske holdning til Obama, men om hvordan de har det med Obama. Altså hvordan det føles at være ærke-racist i et land som er ved at vælge en sort præsident. Vi ser en voksen mand græde. Ikke den barnlige hysteriske gråd over at have mistet sit legetøj, men en moden mand der græder i dyb sorg over ikke længere at genkende det land han engang elskede. Man får indtryk af at dette er et stærkt menneske som ikke skammer sig over tårer, og tør stå ved den universelle menneskelige følelse som sorg er. At racisten fremstår dybt menneskelig selvom han sørger over noget så betydningsløst som en præsidentkandidats hudfarve, bekræfter vel bare at vi allesammen langt, langt nede er mere ens end vi går og bilder os selv ind.

Konklusion:

Styrken ved ‘Right America…’ er at filmen ikke fordømmer noget menneske. Filmen prøver heller ikke at fortælle os hvorfor højrefløjen tager fejl. ‘Right America…’ er et stemningsbillede. Den prøver at give et lille glimt af, hvad nogen af de 60 millioner McCain-vælgere havde på hjertet i tiden op til November sidste år. Den tager 45 minutter, og det er en afslappet ‘læn dig tilbage’-oplevelse. Som dokumentar-film er den nærmst unik i at den ikke giver dig nye oplysninger, men blot nye indtryk. De er også værd at samle på.