MOTIVANALYSE UNITED FC VS. LOKOMOTIV ASSOCIATIONSTRICK
Imam Abdul Wahid-Pedersen har været i vælten de seneste par dage, hvilket også denne blog har ladet ham høre for (se her og her). Velfærdsminister Karen Jespersen er kommet for skade at kalde ham ekstremist, og tvunget den stakkels imam i forsvarsposition. Imamen har følgeligt brugt de seneste dage på at finde nye måder at lade være med at tage afstand fra stening. Men nu er han endelig trådt ud af forsvarspositionen. Nu går imamen til modangreb.
Politiken lader ham komme til orde i en artikel under overskriften ‘Imam: Karen Jespersen er “islam-hader”‘. Umiddelbart under overskriften opsummeres indholdet:
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) er skyggeminister for Dansk Folkeparti og hader islam, mener Abdul Wahid Pedersen.
Allerede der står det klart at Abdul Wahid-Pedersens modangreb vil komme over to flanker: Motivanalyse og Associationstrick. Motivanalyse er her repræsenteret ved ‘…og hader Islam’, mens Associationstrick brillierer med ‘…skyggeminister for Dansk Folkeparti”.
Ingen billige forsøg på at argumentere for at han ikke er ekstremist, men et målrettet angreb på budskabets afsender. Kvinden skal tackles, og hun skal tackles hårdt. De flinke mennesker på Politiken.dk lader imamen optræde med hans argumenter i en artikel som er fuldstændig ubesmittet af kritiske spørgsmål. Den samfundstjeneste skal de have tak for.
…og så er banen ellers kridtet op til et spændende opgør om retten til at kalde sig selv Abdul Wahid-Pedersens foretrukne retoriske kneb.
Hvornår: Mandag d. 16. Februar 2009
Hvor: Politiken.dk
Hvad: Finalen i ‘Imamens Foretrukne Retoriske Kneb’-Cup
MOTIVANALYSE UNITED FC
VS.
LOKOMOTIV ASSOCIATIONSTRICK
Motivanalyse United stormer frem over banen og chockstarter ved at sikre sig en tidlig 1-0-føring allerede i den første sætning:
Hun tilhører gruppen af udtalte islamhadere i Danmark.
Men mens Motivanalyse godter sig over at have tilskrevet Karen Jespersen en ubehagelig følelse, så slår Lokomotivet kontra og udligner til 1-1 i næste sætning:
Hun fører Dansk Folkepartis politik fra en Venstreplacering.
Associationstrick har fået blod på tanden og efter imamens ligegyldige tur omkring et ‘…i direkte modstrid med regeringens egen linje’-argument, slår de til igen:
Det virker som om, at Karen Jespersen er DF’s forlængede arm i VK-regeringen og netop udfylder den rolle, som Mogens Camre efterlyste i 2000. Hun er en pæn dame med gråt hår, der som Venstreminister fremfører DF’s synspunkter.
2-1 til Associationstrick, og det tør nok siges at de er kommet sig over Motivanalyses chockstart. Men efter egenhændigt at have scoret 2 mål, så har Associationstrick brug for en assist fra Politiken til at bringe sig foran 3-1.
Lokomotivet bringer sig nemlig foran 3-1 med en bemærkning som journalist Jens Peter Houe vælger at referere fremfor at gengive:
Imamen mener, at velfærdsministeren »har et indædt had til muslimer«, og at hun har en særlig dagsorden over for danske muslimer, ligesom resten af medlemmerne i Giordano Bruno-selskabet, som hun tidligere har mødtes med.
Men denne gang er det Motivanalyse Uniteds tur til at udnytte modstanderens jubel over en scoring, og de slår en hurtig kontra. Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, så har de evigt motivanalyserende United-spillere formået at snige ‘hun har en særlig dagsorden’ ind i sætningen.
…og pludseligt fører drengene fra Associationstrick kun med 3-2.
Den næste hændelse er skabt af det stof som konspirationsteorier er gjort af. Det viser sig nemlig at Lokomotiv Associationstrick har dommertække. Journalisten Jens Peter Houe begynder at redegøre for føromtalte Giordano Bruno-selskabs mange prominente medlemmer:
…blandt andre nuværende velfærdsminister Karen Jespersen, hendes mand, politisk kommentator Ralf Pittlekow, præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe – begge MF’er for Dansk Folkeparti… …Selskabet talte også Jette Plesner Dali, nu folketingskandidat for DF, Torben Hansen, historiker, Henrik Gade Jensen, nu tilknyttet CEPOS, mag. art. og ekstern lektor på Københavns Universitet, Lone Nørgård, lektor, forfatter, Kirsten Damgaard, kulturpsykolog, Helle Merete Brix, journalist og forfatter og Lars Hedegaard, historiker og journalist.
Selv en Diego Maradona i hans velmagtsdage kunne ikke have gjort det bedre. Det er verdensklasse det der… Bare ærgeligt at det er journalist Jens Peter Houe som står bag hvad der ellers kunne være blevet et klassisk eksempel på Associationstrick. Desværre tæller scoringen ikke, men det er da prisværdigt at journalisten viser at han også mestrer associationtrickets svære kunst.
På trods af modstanderens dommertække og hårde odds, så fighter spillerne fra Motivanalyse det bedste de har lært, og kort før tid udligner de til slutresultatet 3-3 da imamen i al hans visdom slår fast at han;
‘…bruger mange kræfter på at forhindre radikalisering af unge mennesker. Det lader til, at velfærdsministeren arbejder på det modsatte.’
Dommeren fløjter kampen af, journalisten sætter det sidste punktum:
MOTIVANALYSE UNITED FC: 3
LOKOMOTIV ASSOCIATIONSTRICK: 3
Efter at kvinden er blevet tacklet godt og grundigt i 90 minutter står to ting klart:
- Bolden har imamen som sædvanlig holdt sig for fin til at tackle.
- Det er uklart om Motivanalyse eller Associationstrick er imamens foretrukne retoriske kneb
…men mon ikke de flinke mennesker på Politiken vil lade Motivanalyse og Associationstrick stille op til en omkamp næste gang imam Abdul Wahid-Pedersen kaldes ekstremist.