Wrote on December 30, 2008 @ 21:11

Jeg faldt lige over noget interessant i relation til begræbet “islamofobi”:

“The Runnymede report identified eight perceptions related to Islamophobia:

I den forbindelse er det yderst interessant at sammenholde “The Runnymede report” med Volkans 20 punkter for regression i store samfundsgrupper. Læs selv og få en øjenåbner.

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry344328.html

WJ: Du kunne have nøjes med at læse den første kommentar, og jeg har fuld forståelse for at du lod være. Lange tråde kan være et uoverkommeligt prospekt.

Jeg overkom ikke at læse alle kommentarerne, men nogen har vel nævnt, at du forveksler demokratisk indflydelse med politisk, ikke ?

Man kan godt have endog ganske betydelig indflydelse, uden at lade sig vælge.

- – -

Hvorom alting er, godt nytår til alle! (Og især til alle polyteisterne og ateisterne. Noget tyder på, I får brug for det ).

Faktisk havde jeg det på samme måde som dig, inden jeg blev muslim. Jeg syntes også det var blasfæmisk at gøre sig sådanne betragtninger om Gud. Men ting ændret sig da jeg begyndte at læse i Koranen (noget jeg i starten kun gjorde for at finde argumenter til at diskutere imod muslimer… ironisk). Ikke med det samme, men efter et par års on-and-off læsning. Så jeg kan godt forstå din tankegang.

Det er dit svar – read the manual?

Jeg må indrømme, at jeg havde håbet på lidt mere, Ragnhild. Skal jeg forstå det således, at du mener, at der i Koranen findes en etisk forsvarelig begrundelse for, at ateister, hinduer og buddhister skal tortureres i al evighed? En begrundelse, der ikke er en hån mod idéen om en “barmhjertig” gud?

Det er skræmmende, Ragnhild. Please fortæl mig, at det ikke passer. Og please fortæl mig, at du ikke har tænkt dig at traumatisere dine børn med sådan noget.

Der ER hovedsagelig fire sira-forfattere, og Ibn Ishaq er langt den vigtigste og tidligste. Så er der Sa’ad, Tabari og Waqiri.
Muhammad ibn Jarir al-Tabari wrote the well-known work History of the Prophets and Kings, whose earlier books include the life of Muhammad, which cite to the Sira Rasul Allah of Ibn Ishaq.

Tabari er den største efter Ishaq, de mange du nævner har måske bidraget med en side eller to, OG over 100 år efter de første forfattere.

Tariq Ramadan skriver i forordet til SIN sira: Countless biographies of the Prophet Muhammad already exist. From classical sources (such as the works of Ibn Ishaq and Ibn Hisham) to more recent accounts . . .

The present biography does not aim to compete with classical sources (which indeed are its source material) . . .

Man KAN ikke bygge på andet end de klassiske kilder, ellers ved man intet om hvordan tingene forløb år efter år, – det kan haditter slet ikke konkurrere med, OG de er fabrikeret langt senere, og mange ER jo fabrikeret.

De andre forfattere du nævner er maghazi-forfattere, dvs nogle som kun skrev om slagene og “angrebene” på denne og hin gruppe af ikke-muslimer.

Så du kan vælge ikke at tro på de dårlige ting i Ibn Ishaq, men uden ham vidste du praktisk taget intet om profetens liv. Også Ramadan HAR jo drabet på de 700 jøder, og købet af Safiyya (eller glemmer han at nævne hun blev købt af profeten?) med.

Sjovt du fik et dårligt indtryk, de fleste bliver jo stærkt positive over for Ramadan, når de har været udsat for hans charme.
JEG har kun læst hans “The Messenger” – og ellers hans artikler på Nettet.
Gider ikke læse den om at være europæisk muslim eller de andre, de skulle være gentagelser af det samme og det samme.

Nej, her var det meget mere interessant at læse “Brother Tariq” hvor man få et virkelig godt billede af hvor manden kommer fra, og hvordan han fupper os ved at bruge begreberne anderledes end de normalt bruges, – “rationalitet” betyder ikke det jeg tror, det er noget med “det der leder en til at finde troen på islam” – han har omdefineret alle mulige positive ord, så han ikke behøver at lyve direkte, eller han synes ikke selv han lyver.

JEG troede også på ham, som forfatteren af bogen gjorde for nogle år siden, – han er “fiks” der skal en Hirsi Ali til at få ham ned på jorden.

Det han ønsker er jo noget som er Indre Mission gange 100, som Naser Khader sagde om islam i hans landsby, mange ting vil blive forbudt, og vi vil få censur på mange områder, osv osv.
Som bekendt kunne han heller ikke tage afstand fra stening af kvinder, men kunne kun gå med til et “moratorium” som han vidste ikke kunne lade sig gøre, – OG han fandt en lang søforklaring på hvorfor det skulle være sådan.

Bogen viser også hvor naive vi er i Europa, hvordan vi slet ikke er klar over hvor dybt muslimer normalt tror på deres religion og deres sharia, – som også en minister fra Pakistan bemærker. “Vi” tror man nok ikke er mere troende end en folkehøjskoledansker, og der tager man jo alvorligt fejl. Islam skal tages dødsensalvorligt, så meget kan vi sikkert blive enige om.

Her kommer lidt rødstrømpenyt allerede fra kalifattidens:

“Female employment

The labor force in the Caliphate were employed from diverse ethnic and religious backgrounds, while both men and women were involved in diverse occupations and economic activities.[21] Women were employed in a wide range of commercial activities and diverse occupations[22] in the primary sector (as farmers for example), secondary sector (as construction workers, dyers, spinners, etc.) and tertiary sector (as investors, doctors, nurses, presidents of guilds, brokers, peddlers, lenders, scholars, etc.).[23] Muslim women also held a monopoly over certain branches of the textile industry,[22] the largest and most specialized and market-oriented industry at the time, in occupations such as spinning, dying, and embroidery. In comparison, female property rights and wage labour were relatively uncommon in Europe until the Industrial Revolution in the 18th and 19th centuries.[24]

In the 12th century, the famous Islamic philosopher and qadi (judge) Ibn Rushd, known to the West as Averroes, claimed that women were equal to men in all respects and possessed equal capacities to shine in peace and in war, citing examples of female warriors among the Arabs, Greeks and Africans to support his case.[25] In early Muslim history, examples of notable female Muslims who fought during the Muslim conquests and Fitna (civil wars) as soldiers or generals included Nusaybah Bint k’ab Al Maziniyyah,[26] Aisha,[27] Kahula and Wafeira,[28] and Um Umarah.

A unique feature of medieval Muslim hospitals was the role of female staff, who were rarely employed in ancient and medieval healing temples elsewhere in the world. Medieval Muslim hospitals commonly employed female nurses, including nurses from as far as Sudan, a sign of great breakthrough. Muslim hospitals were also the first to employ female physicians, the most famous being two female physicians from the Banu Zuhr family who served the Almohad ruler Abu Yusuf Ya’qub al-Mansur in the 12th century.[29] This was necessary due to the segregation between male and female patients in Islamic hospitals. Later in the 15th century, female surgeons were illustrated for the first time in Şerafeddin Sabuncuoğlu’s Cerrahiyyetu’l-Haniyye (Imperial Surgery).[30]“

WJ byder på et stykke trivia: Det var på samme måde at Thomas William Rhys-Davids blev buddhist. Han havde læst alle de store værker for at kunne argumentere for at kristendommen var den bedste religion, men ingen af de gamle Pali-manuskripter var oversat til engelsk. Han satte sig for at oversætte dem, så også buddhismen kunne blive sat på plads. Det endte med at Rhys-Davids blev sat på plads, og han gjorde det til sit livsværk at oversætte de gamle tekster til engelsk. Intet menneske har gjort så meget som Rhys-Davids for at etablere Pariyatti (akademisk aspekter af buddhisme) i vesten.

Ja, som du kan se, er der mange måder at være moderne muslim på Men essensen består.

Jeg har faktisk ikke læst noget som helst af Tariq Ramadan. Kun læst referenser i artikler etc. Var til et foredrag hvor han deltog, og fik et uhyre dårligt indtryk af manden. Men nu minder du mig på at jeg burde læse noget for at vide hvad alle, inkluderet dig selv, taler om.