Bohemian Rhapsody

I Soendags offentliggjorde jeg min respons til terror-angrebene i Mumbai. Det var en meget personlig respons, og det skyldes at af alle de seneste aars terror-angreb, saa var angrebene i Mumbai dem som traf ‘…closest to home’. Det stak i mit hjerte paa en helt anden maade end under angrebene i New York, London, Istanbul, Madrid m.m., og det havde jeg et behov for at give udtryk for.

Dette indlaeg skal ses som en tilfoejelse til de personlige overvejelser i forrige indlaeg.

TOP 3 OVER KORAN-PASSAGER SOM KAN BRUGES TIL AT RETFAERDIGGOERE TERRORANGREBENE I MUMBAI

Alle 3 passager er taget fra mit Koran Blogging-projekt, som p.t. er paa stand-by pga. min store Amerika-rejse (som i oervigt forhindrer mig i at skrive yderligere indlaeg paa denne side af jul). Projektet har indtil videre kun daekket de foerste 24 suraer, og det er bestemt muligt at min Top 3 overser en masse vaesentlige Koran-passager som foerst forekommer senere i Koranen.

Pointen med denne Top 3 er at kaste lys over det forhold at terror-angrebene er religioest motiverede. Vi har sandsynligvis at goere med folk som intenst har studeret nogle ganske forfaerdelige budskaber i Koranen. De har betraget disse budskaber som et omnipotent vaesens sidste aabenbaring til menneskeheden,  og de har taget disse budskaber alvorligt.

Og saa venter der en fin lille kroelle paa halen i det hoejest rangerede indlaeg, som er skrevet under overskriften ‘Muslimer Er Meget Bedre End Koranen’.

Nr. 3: DRAEB JERES EGNE! FORLAD JERES HJEM!

…

Det oprindelige indlaeg kan laeses her.

EKSTREM AUTORITETS-TRO

Koranen byder på ordinær respekt for autoriteter, som f.eks. i 4:59: ‘Adlyd Udsendingen og de blandt jer, der har myndighed!’ Så langt, så godt, det er sikkert noget af det der skal til for at binde et civiliseret samfund sammen. Men Koranen stopper ikke der, den tager loyaliteten overfor autoriteter til ekstremer:

Sura 4:65: ‘Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i de stridigheder, der er imellem dem; før de i deres sind ikke finder nogen indvending mod den afgørelse, som du træffer, og før de underkaster sig helt’.

Og hvad kan det så betyde i praksis? Vi iler videre til næste verselinie, hvor princippet føres frem til dets logiske konsekvens:

Sura 4:66: ‘Hvis Vi foreskrev dem: “Dræb jeres egne!” eller “Forlad jeres hjem!” så ville kun få af dem gøre det. Hvis de gjorde det, hvortil de blev formanet, var det bedre for dem og en stærkere bekræftelse.

Kunne han ikke bruge ‘du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder’ eller noget lignende til at illustrere den pointe? Dræbe vores egne? Hvis det er lakmus-testen på en sand troende, så melder jeg (endnu engang) fra på projektet.

KAMPEN MOD DE VANTRO

Og eftersom jeg har meldt fra på projektet, så står jeg ikke alene til piner og plager efter døden. Jeg står også til jordisk straf, hvis Koranens forfatter får posthum magt, som han havde agt. Vi får de sædvanlige udmeldinger om kamp-villighed (Sura 4:76: …bekæmp Satans venner! Satans list er svag), men denne gang åbenbarer Gud et nyt twist i kampen mod de vantro

Sura 4:89: ‘De ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro, således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Guds sag! Hvis de vender sig bort, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem!’

Nu er det ikke kun i åben kamp at de vantro skal dræbes, men de skal ‘pågribes’ og dræbes ‘hvor I end finder dem’. Det er simpelthen opsøgende arbejde, I næste verselinie åbenbarer Gud muligheden for en mindelig løsning:

Sura 4:90: ‘…hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, så giver Gud jer ikke lov at gøre dem noget.

Så langt, så helt vildt godt. Men Sura 4:90 fordrer at vi diskuterer grænsedragningen mellem den islamiske sfære og den ikke-islamiske sfære. Og den diskussion var sikkert relativt simpel, da Koranen blev åbenbaret. Men i 2008 er det altså svært for en vantro som undertegnede at holde sig borte fra muslimer, og det er svært for mange udvandrede muslimer (og deres efterkommere) at holde sig bort fra de vantro. Det er hverken ønskværdigt eller praktisk muligt at vi holder os fra hinanden. Det burde et omnipotent væsen have forudset. Og når den foreslåede løsning – ‘vi holder os fra hinanden’ - ikke er praktisk, så må eventuelle fredsforhandlinger foregå i tekstens ånd. Og tekstens ånd uddybes i Sura 4:91:

Sura 4:91: ‘Hvis De ikke holder sig borte fra jer, tilbyder jer at holde fred og holder deres hånd tilbage, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem. Over dem giver Vi jer en klar bemyndigelse.

Ikke verdens bedste forhandlingsgrundlag.

DU MÅ IKKE SLÅ IHJEL

Du må ikke slå ihjel er en religiøs klassiker. Både Talmud og Evangelierne betragtes af Koranen som Guds ufuldstændige åbenbaringer, så påbudet var ikke nyt. Moseloven påbød de troende kun at slå ihjel i tilfælde af en lang række overtrædelser. Så hvis man ikke er Harry Potter, Elton John m.fl., så er man beskyttet af Moseloven. Jesus gjorde det til en tankeforbrydelse at tænke på at slå ihjel i Bjergprædikenen. Måske at gå over stregen, men et stort fremskridt i forhold til Moseloven. Men Koranen som angiveligt fuldender værket har sin egen variation over påbuddet:

Sura 4:92: ‘Ingen troende må dræbe en troende…’

Sura 4:93: ‘Den der med overlæg dræber en troende vil få helvede til gengæld…’

Suk! Påbuddets progression fra Moseloven over Bjergprædikenen og til Koranens ‘du må ikke slå dine egne ihjel’ burde få Sebastian til at skrive sin gamle sang om:

‘…Et skridt frem, og en million tilbage’

…

Nr. 2: DET VAR IKKE JER, DER SLOG DEM IHJEL, MEN GUD, DER SLOG DEM IHJEL…

…

Det oprindelige indlaeg kan laeses i sin helhed her.

DE TROENDE VS. DE VANTRO

Sura 8 – al-Anfal – handler om krigsførsel, jihad. Et hyppigt tilbagevendende tema i Koranen. Lad os først se på, hvem det er der strides. De Troende vs. De Vantro. Hvem er de troende?

Sura 8:2: De troende er dem, hvis hjerte fyldes med ængstelse, når Gud bliver nævnt…

Og de vantro?

Sura 8:22-23: De værste dyr hos Gud er de døve og stumme, som ikke har nogen forstand. Hvis Gud havde kendt noget godt i dem, havde Han givet dem hørelse. Men hvis Han havde givet dem hørelse, havde de vendt sig bort i afvisning.

Og hvor står Gud så i det hele?

Sura 8:12: Da din Herre åbenbarede for englene: “Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”

Hug dem over nakken! Hug dem over nakken??? Og så er det vist på tide, at vi gentager en lille leg, som vi sidste legede her. Vi skal lege ‘Prøv at forestil dig, at dette bliver taget alvorligt!’ Legen er simpel, og går ud på forestille sig, hvordan det må være at læse disse ord for en muslim, som har den blindest mulige tillid til at Koranen er Guds ord….

Vi tager lige en pause, mens læserne ‘leger’…

Jeg har ikke tænkt mig at fortælle, hvad jeg selv får ud af ‘legen’. Jeg har ikke tænkt mig at konkludere på hvordan andre læser Koranen. Men jeg opfordrer folk til at spekulere over det…

DET VAR IKKE JER, DER SLOG DEM IHJEL, MEN GUD, DER SLOG DEM IHJEL…

Og legen fortsætter for Gud åbenbarer endnu mere specifikke retningslinier:

Sura 8:15-16: I, der tror! Når I på fremmarch møder dem, der er vantro, må I ikke vende ryggen til dem! Den, der da vender ryggen til dem – med mindre han bøjer af for at kæmpe eller vil slutte sig til en deling – er hjemfalden til vrede fra Gud. Hans herberg er Helvede. Hvilket ulykkeligt endeligt!

Så der er ingen tilbagetog i kampen for at hugge de vantro over nakken. Men folk kan have alle mulige indvendinger mod at hugge de vantro over nakken. Nogle vil måske have svært ved at leve med et drab på deres samvittighed. Hvad gør man med dem? Det har Koranen svar på:

Sura 8:17: Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede.

Så er den ged vist barberet. Andre vil måske have indvendinger som relaterer til deres forpligtelser som familieforsørgere. Endnu engang har Koranen svaret:

Sura 8:28: I skal vide, at jeres ejendom og jeres børn kun er en fristelse; men hos Gud er der en vældig løn!

Voila! Børn er blot en fristelse, ikke en forpligtelse. Endnu en nybarberet ged til samlingen. Der vil sikkert også være nogen, som ikke kan lide deres chancer i åben krig mod de vantro. Men læser man lidt længere frem, så har Koranen søreme også et svar på den indvending:

Sura 8:65: Profet! Anspor de troende til at kæmpe! Hvis der er tyve udholdende mænd af jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er hundrede af jer, vil de besejre tusind af dem, der er vantro, for de er folk, der intet forstår.

Så hvis styrkeholdet er 1:10 eller bedre, så er det fuld fart fremad. Nogle af jer har sikkert allerede glemt min tidligere opfordring, så nu gentager jeg den: PRØV LIGE AT FORESTIL JER AT I TAGER DETTE ALVORLIGT! Vi har en dæmonsiering af de vantro. Vi har en opfordring til at hugge de vantro over nakken. Vi har historiske henvisninger til konkret krigsførsel mod de vantro. Vi har forsikringer om at krigsførslen foregår i overensstemelse med Guds vilje. Vi har argumenter mod moralske kvaler forbundet med drab. Vi har en bagatelisering af forældres forpligtelser i forhold til deres børn. Og vi har en konstatering fra et omnipotent væsen af at de troende kan overkomme et misforhold i styrke. Forestil jer, hvordan det må være at læse den tekst ud fra det perspektiv at det er et omnipotent væsens sidste åbenbaring til menneskeheden.

…

Nr. 1: MUSLIMER ER MEGET BEDRE END KORANEN

…

Det oprindelige indlaeg kan laeses her.

At læse Koranen kan kaste lys over nogle af mine negative oplevelser fra den muslimske verden, og mange af de hisorier vi kender igennem TV-avisen m.m. Homoseksuelles manglende rettigheder, den krigeriske retorik, kvinders manglende synlighed i gadebilledet visse steder, 9/11-angrebene m.m. sanktioneres tilsyneladende alle af Koranen. Men nogen gange så opstår der en skærende kontrast mellem de ord jeg læser i Koranen, og de mange positive oplevelser jeg selv har haft med muslimer både i Danmark og i den muslimske verden. Jeg er faktisk blevet velsignet med en klar overvægt af positive oplevelser med muslimer i mit liv.

Jeg er vantro, og alligevel er jeg altid blevet behandlet ordentligt i den muslimske verden (ja, jeg har betalt ekstra for min rickshaw, men det var venlige chauffører som afkrævede overprisen). At jeg er blevet behandlet ordentligt har sikkert meget at gøre med at jeg ikke gik hånd i hånd med Aayan Hirsi Ali, ikke bollede med de lokale mænd, ikke lovpriste Mellemøstens eneste demokrati og ikke gjorde indvendinger overfor det forhold at nogle steder (som f.eks. i og omkring Gilgit i Pakistan) blev kvinder konsekvent holdt indendørs. Men selv blev jeg behandlet ordentligt. Der var ingen der fulgte Sura 8:12’s opfordringer til at hugge mig over nakken (se mere om den sura her). Så min oplevelse af Koranen matcher ikke mine oplevelser af muslimer.

Desuden trænger der nogle gange historier igennem fra den muslimske verden, som er decideret rørende. En af de største underskriftsindamlinger i verdenshistorien foretages p.t. af muslimer, som tager afstand fra terrorisme (læs mere her).

Det tvinger mig til at spørge mig selv om det måske er mig der har misforstået Koranen? Er det rimeligt at jeg igen og igen beskylder Koranen for at være et voldsforherligende skrift med en decideret psykopatisk Gud som hovedperson? Og hvis Koranen virkeligt er så slem, hvordan forklarer jeg så det forhold at Osama Bin Laden ikke er reglen, men snarere undtagelsen blandt muslimer?

Mine svar på de to første spørgsmål er simple: Ja, det er rimeligt at beskylde Koranen for voldsforherligelse og nej, det er ikke mig som har misforstået Koranen. Er min forståelse af Koranen perfekt? Nej. Har jeg forstået nok til at fastslå at dette er et åndsformørket, voldsforherligende skrift? Ja, og BASTA! Men hvordan forklarer jeg så alle de flinke muslimer? Ja, jeg behøver ikke forklare dem, for Koranen forklarer dem selv i dagens sura, men inden vi når så langt…

OMVENDELSE

Jeg er nået til Sura 9, al-Tawba, Omvendelse. Suraen handler om at omvende folk fra vantro til tro. Suraen handler om krig.

Sura 9:5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå!

Enten er du med os (og beder som os, klæder dig som os og følger vores regler), eller også er du mod os. Og hvis du er mod os, så vil vi dræbe dig. Disse drab vil være opsøgende arbejde. Disse drab kan være overraskelsangreb, mens du mindst venter dem. Og lad mig med det samme nedskyde enhver spekulation om at disse udsagn skal læses symbolsk.

Sura 9:25: Gud har hjulpet jer mange steder, således på dagen ved Hunayn…

Det er en henvisning til Slaget ved Hunayn, det er en henvisning til konkret krigsførsel. Det er ikke en abstraktion, det er ikke et symbol, det er historie. Suraen opfordrer til vold, og perspektiverer til ægte, historisk, dødbringende krig.

Er krig blot en af mange ligeværdige måder at tjene Gud? Nej.

Sura 9:19-20: Sætter I det at give pilgrimmen noget at drikke og at besøge det fredhellige bedehus lige så højt, som når nogen tror på Gud og den yderste dag og kæmper for Guds sag? Hos Gud er disse ting ikke lige meget værd. Gud retleder ikke de folk, der handler uret. De, som tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Guds sag, de befinder sig på et højere rangtrin hos Gud. Det er dem, der vil sejre.

Det er bedre at føre krig end at slukke en pilgrims tørst, eller bede til Gud. Risikerer man så ikke at få drab på samvittigheden? Nej, igen…

Sura 9:14: Kæmp mod dem! Så vil Gud straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem…

Gud straffer dem igennem de troendes hænder. Mine tanker går tilbage til 1986: …un poco con la cabeza de Maradona y otro poco con la mano de Dios (de ikke-indviede må selv google sig frem til en forklaring).

Er der en udvej for os vantro? Har vi andet valg end Islam eller døden? Sura 9:5 (og i øvrigt også Sura 8:39, se her) synes ikke at efterlade os andre muligheder, men Sura 9:29 åbner en kattelem for de vantro som måtte holde både livet og deres vantro kær.

Sura 9:29: Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!

Der henvises til jizya, en særlig skat som ikke-muslimer betaler til en muslimsk stat. Så i modsætning til Sura 8:39’s formaninger om at kæmpe ’til al religion tilhører Gud’, så slår Sura 9 fast at man kan nøjes med at kæmpe indtil de vantro går med til at betale beskyttelsespenge til de troende.

Kun marginalt relateret til den overordnende pointe, så formår suraen også at støde enhver med en forestilling om værdien af stærke familiebånd:

Sura 9:23: I, der tror! Tag ikke jeres fædre og brødre til venner, hvis de foretrækker vantroen frem for troen! De af jer, der tager dem til venner, handler uret.

Men når nu de fleste muslimer har en moral der er meget bedre end Koranen, så… Lad mig rette mig selv: Når nu alle muslimer (med Osama Bin Laden som en af de få mulige undtagelser) har en bedre moral end Koranen, hvad skyldes det så? Det giver Koranen selv et svar på.

Sura 9:38: I, der tror! Hvad er der i vejen med jer? Når man siger til jer: “Ryk ud for Guds sag!”, er I som tynget mod jorden. Foretrækker I det jordiske liv for det hinsidige?

Det er jo lige netop det de fleste muslimer gør. De foretrækker det jordiske liv, fremfor en ‘post-dated check to an invisible bank above the clouds’. Min erfaring med muslimer langt fra Danmark er at de foretrækker at drikke kaffe, ryge cigaretter og snakke med den underlige udlænding der er kommet til byen. De snakker stolt om deres børn, øver deres engelske og bliver skuffet når den underlige udlænding egentlig ikke interesserer sig for cricket. Den underlige udlænding skal være forsigtig med ikke at hævde sin solidaritet med Israel, eller spille op til damerne, men dybest set bliver han behandlet ordentligt. Når muslimerne kommer hjem har de sikkert historier de kan lide at fortælle, fjernsynsprogrammer de følger med i m.m. De foretrækker det jordiske liv, fremfor en forestilling om det hinsidige som de tilsyneladende ikke har købt helt. Og så har de en samvittighed, som kan smerte dem i dette jordiske liv. De ønsker jo ikke at foretage uprovokerede bagholds-angreb på tilfældige, ubevæbnede kristne, og de ved at skyld og skam gør ondt på dem i dette jordiske liv.

Langt de fleste muslimer lever et jordisk liv. Langt de fleste muslimer har en jordisk moral, ikke en himmelsk, Gud-given moral. Og det skal vi prise os lykkelige for, selvom det fik Gud til at åbenbare et ‘Hvad er der i vejen med jer?’-udbrud. Det glæder mig at den slags jordbundehed var et problem allerede på Koranens tid.