Bohemian Rhapsody

Det store Koran Blogging Projekt på BohemianRhapsody.dk præsenteres her, og min K.B.A.Q kan læses her. Man kan selv søge i den danske oversættelse af Koranen her.

To nye ting på Koran Bloggen: Muslimer er inviteret til at gæsteblogge om Koran Bloggen (læs mere her), og som noget helt nyt (og indtil videre blot et eksperiment), så vil det seneste indlæg i Koran Bloggen til enhver tid starte med en fortegnelse over tidligere indlæg:

EDIT: Indholdsfortegnelsen er slettet fra denne post for overskuelighedens skyld, men kan læses her.

Man må meget gerne give feedback om idéen med at starte med en fortegnelse over tidligere indlæg.

SURA 14, IBRAHIM, ABRAHAM

Jeg er nået til Sura 14, som på arabisk hedder Ibrahim og på dansk hedder Abraham. Suraen er – som så mange andre suraer – et sammenrend af forskellige emner uden umiddelbar identificerbar rød tråd. De to første linier i Sura 14 synes at opsummere Koranens hovedbudskab fint:

Sura 14:1-2: Et skrift, som Vi har sendt ned til dig, for at du kan bringe menneskene ud af mørket og ind i lyset med deres Herres tilladelse, til Den Mægtiges og Den Prisværdiges vej, Guds vej, Han, som alt i himlene og på jorden tilhører. Ve de vantro på grund af en streng straf!

Koranen i en nøddeskal: Sproget er snørklet, Gud er fantastisk og de vantro skal have nogle tæsk. Og når det budskab er opsummeret, så kan vi gå igang med den aktuelle suras helt specifikke variation over Koranens klassiske temaer.

BE KIND – REWIND

Vi starter med en genopfriskning af historier fra to tidligere suraer. Først henvises der til Sura 7 og konflikten mellem Moses og Farao (som jeg blogger i flere detaljer om her):

Sura 14:3: Og da Moses sagde til sit folk: “Tænk på Guds nåde mod jer, da Han frelste jer fra Faraos slægt, dengang de pålagde jer bitter straf, slagtede jeres sønner og lod jeres kvinder leve!” Deri lå der en vældig prøvelse fra jeres Herre.

I Sura 7 findes en næsten identisk linie:

Sura 7:141: Vi frelste jer fra Faraos slægt, da de udsatte jer for en ond straf, dræbte jeres sønner og lod jeres kvinder leve! Deri lå en vældig prøvelse fra jeres Herre.

Massakren på sønnerne er altså en prøvelse fra Gud. Som om det ikke er slemt nok, så beder Moses sit folk om at være taknemmelige for at Gud frelste noget af folket fra Guds egen prøvelse. Skal amerikanerne også vise taknemmelighed overfor Al-Queda? De kaprede trods alt kun fire fly.

Jeg er helt med på at det er fornuftigt at leve i evig underkastelse og angst for et omnipotent væsen, forudsættende at et sådant omnipotent væsen eksisterer og har de psykopatiske træk som Koranen tilskriver væsenet (se bl.a. her). Men udvise taknemmelighed for at det omnipotente væsen kun massakrerede nogle af mine landsmænd? Fuck dig, og fuck det æsel du red ind på!

HVORFOR SAGDE DU IKKE DET NOGET FØR?

‘Be Kind – Rewind’-temaet fortsætter og vi hører om de senere profeters skæbne; ‘Noahs folk, Ād og Thamūd og dem, der fulgte derefter’. Jeg blogger om dem i flere detaljer her. Inden jeg kommer til Sura 14’s udlægning af profeternes skæbne, så skal vi se på hvordan deres skæbner bliver udlagt i Sura 11, Hud:

GUD vs. DE VANTRO (ifølge Sura 11)

Profeterne har alle prøvet at argumentere med befolkningen. Befolkningen afviser at tage profeternes trosbekendelse til sig.

Hud, profeten fra Ad:

Sura 11:60: I denne verden var de forfulgt af forbandelse, og det samme vil de være på opstandelsens dag. Ād troede ikke på deres Herre. Bort med Ād, Hūds folk!

Salih, profeten fra Thamud:

Sura 11:67-68: Da kom skriget over dem, der handlede uret, og om morgenen lå de livløse i deres boliger, som havde de aldrig levet i rigdom dér. Thamūd troede ikke på deres Herre. Bort med Thamūd!

Lot, profeten fra Parts Unknown:

Sura 11:82-83: Da Vor afgørelse faldt, omstyrtede Vi byen og lod det regne ned over dem med sten på sten af brændt ler, mærket hos din Herre. Den er ikke så langt borte fra dem, der handler uret.

Shuyab, profeten fra Maydyan:

Sura 11:94-95: Da kom skriget over dem, der handlede uret, og om morgenen lå de livløse i deres boliger, som havde de aldrig levet i rigdom dér. Bort med Madyan, som også Thamūd er borte!

Alt dette tog jeg anstød af og afstand fra, da jeg læste det første gang. Som jeg skrev i forbindelse med Sura 11:

Når Guds synspunkter ikke vinder genklang, så går han i masseødelæggelses-mode. Når Gud ikke kan vinde diskussionen, så myrder han kvinder, mænd, børn, voksne, unge, gamle, syge, svage, stærke, rige, fattige, hvem-som-helst. Prøv lige at forestille dig, hvad det gør ved ens verdensopfattelse af lovprise en Gud, hvis modus operandi er mord på enhver der er uenig med ham.

Men det var Sura 11.

GUD vs. DE VANTRO (ifølge Sura 14)

I Sura 14 gennemgås den samme forhistorie, som synes at overgå alle profeterne:

Sura 14:9: Deres udsendinge bragte dem de klare beviser, men de lagde hånden for munden og sagde: “Vi tror ikke på det, hvormed I er blevet sendt ud, og vi er stærkt i tvivl om det, hvortil I kalder os.”

..og således diskuteres der frem og tilbage i et par vers. Men så kommer Sura 14 med sin egen variation over afslutningen på historien. En ganske væsentlig tilføjelse, som jeg gerne havde set inkluderet i Sura 11:

Sura 14:13:14: De, der var vantro, sagde til deres udsendinge: “Vi driver jer ud af vort land, eller I vender tilbage til vor trosbekendelse!” Da åbenbarede deres Herre for dem: “Vi vil udslette dem, der handler uret, og Vi vil lade jer bo i landet efter dem!”

Alt ved historien må ændres i lys af denne oplysning.

I Sura 11 fik vi historien om en hævngerrig Gud, som massakrerede hele befolkningsgrupper fordi de ikke tog en bestemt trosbekendelse til sig. Et groft overgreb på trosfriheden. I Sura 14 får vi at vide at Gud masakrerer en befolkning som et led i forsvaret for trosfriheden. Det var de vantro, som prøvede at gennemtvinge deres trosbekendelse. Det var de vantro der først greb til trusler om magtanvendelse. I Sura 14 er det for en gangs skyld de vantro, som er skurken i historien.

Giver denne nye og ganske væsentlige detalje, så oprejsning til Koranen? Både ja og nej… Men mest nej.

Selvfølgelig er det bedre at begå en massakre til forsvar for trosfriheden, end at begå massakren i et angreb på trosfriheden. Men vi står stadigvæk tilbage med et massemord. Vi står stadig tilbage med et omnipotent væsen som brugte ikke-diskriminerende masseødelæggelse, hvor han kunne have brugt nålestiks-præcise angreb. Det er ikke godt nok.

Rent faktisk sætter den nye oplysning Koranen i et endnu dårligere lys. Når Koranen ikke finder det relevant at fortælle om, hvem der greb til magtanvendelse først… Når Koranen ikke finder det relevant at fortælle, hvem der begik de første overgeb på trosfriheden… Ja, så fastholdes den bogstavtro læser i en forestilling om at den eneste skilleinie der betyder noget er den linie, som bliver trukket mellem ‘dem’ og ‘os’. Den bogstavtro læser fastholdes i en forestilling om at der ikke er en væsensforskel på et forsvar og et angreb.

Den bogstavtro læser får at vide at ‘de slog først’ eller ‘de begik overgreb mod trosfriheden’ ikke er interessante argumenter. Det eneste der betyder noget er hvilken side Gud er på. Og når du er på Guds side, så er det ikke nødvendigt at retfærdiggøre dine handlinger ved at inddrage de saglige argumenter du eventuelt måtte have.

CANNIBAL CORPSE, GÅ HJEM OG VUG…

Jeg er egentlig begyndt at ignorere de endeløse referencer til helvedet, men nogen gange kommer Koranen med en absolut perle. Som f.eks. denne redegørelse for vantro tyranners skæbne i helvede:

Sura 14:15-17: De bad om sejr, og det slog fejl for hver en hårdnakket tyran. Bag ham er Helvede. Han vil få materiebefængt vand at drikke; han vil svælge og næppe kunne synke. Døden kommer alle vegne fra, men han er ikke død. Bag ham venter en skånselsløs straf.’

JEG HAR IKKE INDGÅET NOGEN AFTALER MED SATAN

Koranens beskriver igen og igen at de vantro forholder sig aktivt til den ene, sande Gud. En Gud som de alligevel ikke anerkender. Jeg ved godt at det lyder ulogisk, men manglende logik har aldrig holdt Koranen tilbage:

Sura 14:3: De, der elsker det jordiske liv højere end det hinsidige og lægger hindringer på vejen til Gud og ønsker den skæv, de befinder sig i den yderste vildfarelse.

Jeg kan sagtens se argumentet for at mange troende effektivt set skæv-vrider vejen til Gud. Kristne, muslimer, jøder, hinduer… De kan ikke allesammen have ret. Men at motivet bag religiøse handlinger skulle være et aktivt ønske om at skvæv-vride vejen til Gud finder jeg usandsynligt.

Og hvad med ateister? Men kan ikke ønske at vride en vej skæv, hvis vejen har et endemål, hvis eksistens man ikke anerkender.

Sura 14:22: Når sagen er afgjort, vil Satan sige: “Gud gav jer et sandt løfte. Jeg gav jer også et løfte, men jeg brød det over for jer. Jeg havde ingen bemyndigelse over jer; men jeg kaldte på jer, og I lyttede til mig. I skal ikke bebrejde mig noget, men hellere jer selv! Jeg kan ikke hjælpe jer, og I kan ikke hjælpe mig. Jeg vedkender mig ikke, at I tidligere har sat mig ved Guds side.” De, der handler uret, har en pinefuld straf i vente.

Jeg kan kun snakke for mig selv, men jeg har altså ikke modtaget nogen løfter fra Satan. Jeg kan til gengæld bekræfte at jeg har sat Satan ved Guds side, som Koranen påstår. Nærmere bestemt har jeg sat Gud og Satan til den side, hvor man også finder The Flying Spaghetti Monster, Betrtand Russels Tepotte og Gammelsmølf.

GUD ER MÆGTIG; HAM HØRER HÆVNEN TIL

Og som min overskrift indikerer, så fører Sura 14 os helt frem til Dommedag.

Sura 14:47-52: Gud er mægtig; Ham hører hævnen til. På den dag, hvor jorden bliver byttet ud med en anden jord, og himlene ligeså, og de skal træde frem for Gud, Den Ene og Den Sejrrige, da ser du dem, der forbrød sig, bundet til hinanden med lænker, med klæder af tjære, mens ilden dækker deres ansigt. Gud vil gengælde enhver for det, som han har bedrevet. Gud er hurtig til at gøre regnskabet op. Dette er et budskab til menneskene, for at de kan tage ved lære derved; for at de kan vide, at Han er én gud, og for at de forstandige kan lade sig påminde.

…og så fokuserer vi lige på det væsentlige: …dem, der forbrød sig, bundet til hinanden med lænker, med klæder af tjære, mens ilden dækker deres ansigt. Gud vil gengælde enhver for det, som han har bedrevet. Gud er hurtig til at gøre regnskabet op.

En ting er at de vantro skal straffes, og det beskrives ganske lyrisk. Men det er noget helt andet at kalde det ‘at gøre regnskabet op’. Jeg har på ingen måde bedrevet et perfekt liv. Hvis vi for argumentationens skyld tror på karma, så har jeg fortjent min del af modgang i dette og det hensidige, men…

Jeg har ikke fortjent klæder af tjære, ild der dækker mit ansigt eller evig straf. Det er der ingen af mine vantro (eller troende) venner der har fortjent.

Så lad os slutte af med en leg vi har leget før (bl.a. her og her). Vi skal lege:

PRØV LIGE AT FORESTIL JER AT NOGEN TAGER DETTE ALVORLIGT…

Jeg vil gerne bede læseren om at forestille sig, hvordan det må være at tage de overstående Koranvers til efterretning som evigtgyldige sandheder åbenbaret af Gud.

Det de vers siger er at de vantro med deres livsførsel sætter sig i en dyb moralsk gæld. En gæld så dyb at den kun kan betales tilbage ved hjælp af evige pinsler. At tage disse Koranvers som evigtgyldige sandheder må gøre at man ser de vantrros liv igennem farvet glas. Hvis du ved at der står ‘evige pinsler’ på indkomst-siden, så må du nødvendigvis tænke at der skal stå ’store synder’ på udgifts-siden for at regnskabet går op.

Og ’store synder’ er ikke bare et spørgsmål om alkohol, materialisme, Jyllands Posten, Koran-kritik, Buddha-statuer, onani og river-dancing. For vantro i sig selv er nok til at få et regnskab til at balancere, selvom der er en gigantisk post som ‘evige pinsler’ på den anden side (hvilket jeg bl.a. redegør for her). Den tankeforbrydelse det er at afvise Koranen vejer tungt nok til at evige pinsler er nødvendige for at få rengskabet til at gå op.

Koran Bloggen vender tilbage i næste uge, denne gang med en genemgang af Sura 15, al-Hidjr.