Respons til: Påsat brand mod forlag efter Muhammed-udgivelse
OPDATERING, 30. SEPTEMBER 2008: Hvad fanden sker der?
Et bogforlag i New York må lukke deres kontor pga. terrorfare (se her), en britisk forlægger skal nu have politibeskyttelse (se her) og en dansk forlægger er angst over at udgive noget så fredeligt som blæk på papir (se her). Alt sammen pga. en historisk roman om Muhammeds yndlings-hustru.
Det er til at græde over.
Mit indlæg bliver kun mere og mere aktuelt, så lad mig runde opdateringen af, og vende tilbage til den oprindelige tekst.
Respons til: Påsat brand mod forlag efter Muhammed-udgivelse
Et britisk forlag Gibson Square er blevet udsat for en påsat brand. Branden er en respons til at forlaget har udgivet en bog om Muhammeds barnebrud Aisha.
Opdatering: 48 timer er gået, sagen er nu bedre oplyst og Berlingske fortæller her om sagen i flere detaljer:
Ifølge den britiske avis The Daily Mail har flere muslimske grupper advaret om, at angrebet mod Martin Rynja kun er toppen af isbjerget.
Anjem Choudry, en af mændene i gruppen omkring den rabiate prædikant Omar Bakri, sagde i går til avisen, at de, der havde noget med bogen at gøre, reelt havde idømt sig selv dødsstraf. »Denne bog er et angreb på Muhammeds ære. Det er meget klart understreget i muslimsk lov, at ethvert angreb mod hans ære medfører dødsstraf,« sagde Anjem Choudry, der også understregede, at der efter hans mening vil komme flere angreb, hvis de amerikanske og britiske forlæggere fortsætter med deres planer om at udgive bogen.
Forlagsredaktør Martin Rynjas kommentar til branden (i den første artikel) opsummerer problemstillingen fint:
…i et åbent samfund må der være åben adgang til litterære værker uden hensyntagen til frygt.
Det bedste forsvar for ytringsfriheden er aktiv brug af ytringsfriheden. Jeg har over de seneste måneder gjort aktiv brug af ytringsfriheden igennem min Koran Blog. På det seneste er jeg begyndt at poste indlæg eller genudsende indlæg, som en direkte respons til angreb på vores ytringsfrihed (se bl.a. her, her og her). Da det seneste angreb er relateret til ytringer om Islams kvindesyn, så vil jeg genudsende en del af mit indlæg om Sura 4, Al-Nisa, Kvinderne. Indlægget kan læses i sin helhed her.
I solidaritet med Gibson Squares medarbejdere præsenterer jeg hermed endnu engang
TOP 8 OVER KVINDEFJENDSKE UDSAGN I DE FØRSTE 34 LINIER AF SURA 4, AL-NISA, KVINDERNE:
8. GIFTE MÆND GÅR TIL LUDERE, VERSELINIE 24:
‘Derudover er det jer tilladt med jeres formue at tragte efter de kvinder, I vil, som ærbare mænd, uden at begå utugt. For den nydelse i opnår med dem, skal I betale dem deres pligtige beløb!
Dette henviser til Nikah mut’ah, midlertidige ægteskaber, dvs. prostitution. Gud har altså valgt at åbenbare, at der okay for en gift mand at gå til en luder, og det regnes ikke for utugt. Hvis bare Koranen specificerede at Gud var ligeså tolerant overfor kvinder og de gigoloer de måtte begære, så var det blot simpel hedonisme. I stedet er det simpel foragt for ægteskabet, foragt for implikationerne af ens valg af livspartner.
7. FLERKONERI, VERSELINIE 3:
‘…gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én…’
Det forkastelige er ikke så meget flerkoneriet, men det er ‘I finder for godt’-linien og ‘Hvis I er bange for’-linien. Koranen henvender sig til mænd. Er det kun mænd som skal finde det godt? Er det kun mænds bekymring vedr. lige behandling af hustruerne, som er interessant? Tilsyneladende er svaret på de to spørgsmål ‘ja’.
6. KVINDER OG ARVEREGLER, VERSELINIE 11:
I forbindelse med redegørelse for arveregler: ‘Gud pålægger jer for jeres børn: En af hankøn skal have samme lod som to af hunkøn.’
Kvinder arver altså ikke det samme som mænd, til gengæld kan kvinder gå i arv, jf. nedenstående:
5. KVINDER SOM ARVEGODS, VERSELINIE 19, PART 1:
‘I, der tror! Det er jer ikke tilladt at modtage kvinder i arv mod deres vilje.’
Jeg hverken kan eller vil være begejstret for ‘mod deres vilje’-afslutningen, når afslutningen nødvendiggøres af det forhold, at der er situationer, hvor det er ret og rimeligt at arve et andet menneske!
4. GUDS ÅBENBARER AT MAN MÅ SLÅ SIN KONE, VERSELINIE 34:
‘De, fra hvem I frygter genstridghed, skal I formane, lade alene i sengen og slå.’
Ondt: Vi har mænd der gifter sig med flere koner, ser ludere og lader kvinder gå i arv, og disse mænd forventes en kvinde at være lydig overfor.
Værre: Gud har åbenbaret at disse mænd må slå deres koner.
Værst: Kvinderne kan intet gøre for at forhindre slag. Bemærk at mændene ikke kun må slå i tilfælde af ulydighed. Han må slå hvis han frygter ulydighed. Han må lave et pre-emptive strike mod ulydighed. Med den rette mand (det vil altså sige, den helt forkerte mand), så er kvinden chanceløs.
Og for at gøre absurd værre, så vil vi senere vende tilbage til verselinie 34, som indeholder værre kvindefjendskhed end det overfor citerede.
3. HUSARREST PÅ LIVSTID FOR UTUGT, VERSELINIE 15:
‘Hvis nogle af jeres kvinder begår utugt, lad da fire blandt jer vidne mod dem! Hvis de vil vidne, hold da kvinderne indendørs, indtil døden kalder dem bort, eller Gud viser dem en udvej.’
Er det Koranens måde at håndtere utroskab på? Hvad er der nu galt med et enkelt skruphysterisk raseri-anfald og en bitter skilsmisse? Udover at straffen er barbarisk, så er dens præmis også en rettigheds-tankegang, som ingen plads har i en relation mellem mennesker. Som Sting sang: ‘If you love somebody, set them free…’
2. KVINDER SOM EJENDOM, VERSELINIE 25:
‘De af jer, der ikke har råd til at gifte jer med ærbare, troende kvinder, lad dem gifte sig med nogle blandt jeres troende piger, som I ejer som slavinder.’
Ejer som slavinder? Ejer som slavinder??? Vi snakker om et menneske født med en umistelig ret til at søge lykken i sit eget liv. Som nu er ejendom. Som nu er ejendom, som skal giftes. Som nu er ejendom, som skal giftes med en mand, som har ret til flere koner, at gå til ludere, at slå sin kone og give hende husarrest på livstid, hvis kvinden med sine umistelige frihedsrettigheder får den indlysende idé at opsøge lykken med en anden mand.
1. DET MÅTTE JO KOMME, VERSELINIE 34:
‘Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom.’
Fordi de giver ud af deres ejendom? Ja, det tror sgu’ da pokker, de har langt mere ejendom end kvinderne… Men egentlig er ‘mænd står over kvinder’-konstateringen blot en formel bekræftelse af et budskab, som står bøjet i neon-rør mellem linierne i Koranen. Alene det faktum at Gud i hans åbenbaring har valgt at henvende sig udelukkende til mænd siger alt om kønsligestilling i Koranen.