Det Var Ikke Jer, Der Slog Dem Ihjel, Men Gud, Der Slog Dem Ihjel
Det store Koran Blogging Projekt på BohemianRhapsody.dk præsenteres her, og min K.B.A.Q (nu med inholdsfortegnelse) kan læses her.
UNDERLIGT KONKRET OG DERFOR UNDERLIGT KRYPTISK
Jeg er nået til Sura 8, al-Anfal, Byttet. Det er en sura, som forekom mig at have adskillige kryptiske passager. Men ikke kryptiske som i ‘den der har skrevet det her er godt nok langt ude…’, men mere kryptiske som i ‘der mangler nogle oplysninger her’. Så jeg brød en af mine tommelfinger-regler. Jeg tilsidesatte ambitionen om at forstå Koranen umiddelbart, og læste op på suraen andet steds. Og ganske rigtigt; jeg manglede nogle oplysninger. Det er nemlig Slaget ved Badr som beskrives i Suraen, dog uden at Badr nævnes ved navn eller der på nogen måde indikeres at det er en historisk begivenhed der omtales. Det gjorde at en del verselinier fremstod kryptiske, indtil jeg læste dem i forlængelse af min nyvunnde forståelse for Slaget ved Badr. Et eksempel:
Sura 8:42: Da I befandt jer på den nærmeste dalskråning og de andre på den fjerneste, med karavanen neden for jer! Hvis I skulle have aftalt et tidspunkt, var I blevet uenige. Men Gud ville afgøre en sag, der skulle gennemføres, så at den, der døde, kunne dø på grundlag af et klart bevis, og den, der levede, kunne leve på grundlag af et klart bevis.
Hvis I skulle have aftalt et tidspunkt, var I blevet uenige. Men Gud ville afgøre en sag, der skulle gennemføres… Hvad fanden betyder det? Ifølge de overleverede historier, så var det en tilfældighed/Guds vilje der gjorde at Muhammeds hær og modstanderne fra Medina stødte ind i hinanden i ørkenen. De havde ikke planlagt deres møde, eller valgt deres slagmark. Så nogle af de underligt konkrete udmeldinger i denne sura kan forklares. Men det er bestemt ikke dem alle der kan forsvares.
DE TROENDE VS. DE VANTRO
Sura 8 – al-Anfal – handler om krigsførsel, jihad. Et hyppigt tilbagevendende tema i Koranen. Lad os først se på, hvem det er der strides. De Troende vs. De Vantro. Hvem er de troende?
Sura 8:2: De troende er dem, hvis hjerte fyldes med ængstelse, når Gud bliver nævnt…
Og de vantro?
Sura 8:22-23: De værste dyr hos Gud er de døve og stumme, som ikke har nogen forstand. Hvis Gud havde kendt noget godt i dem, havde Han givet dem hørelse. Men hvis Han havde givet dem hørelse, havde de vendt sig bort i afvisning.
Og hvor står Gud så i det hele?
Sura 8:12: Da din Herre åbenbarede for englene: “Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”
Hug dem over nakken! Hug dem over nakken??? Og så er det vist på tide, at vi gentager en lille leg, som vi sidste legede her. Vi skal lege ‘Prøv at forestil dig, at dette bliver taget alvorligt!’ Legen er simpel, og går ud på forestille sig, hvordan det må være at læse disse ord for en muslim, som har den blindest mulige tillid til at Koranen er Guds ord….
Vi tager lige en pause, mens læserne ‘leger’…
Jeg har ikke tænkt mig at fortælle, hvad jeg selv får ud af ‘legen’. Jeg har ikke tænkt mig at konkludere på hvordan andre læser Koranen. Men jeg opfordrer folk til at spekulere over det…
DET VAR IKKE JER, DER SLOG DEM IHJEL, MEN GUD, DER SLOG DEM IHJEL…
Og legen fortsætter for Gud åbenbarer endnu mere specifikke retningslinier:
Sura 8:15-16: I, der tror! Når I på fremmarch møder dem, der er vantro, må I ikke vende ryggen til dem! Den, der da vender ryggen til dem – med mindre han bøjer af for at kæmpe eller vil slutte sig til en deling – er hjemfalden til vrede fra Gud. Hans herberg er Helvede. Hvilket ulykkeligt endeligt!
Så der er ingen tilbagetog i kampen for at hugge de vantro over nakken. Men folk kan have alle mulige indvendinger mod at hugge de vantro over nakken. Nogle vil måske have svært ved at leve med et drab på deres samvittighed. Hvad gør man med dem? Det har Koranen svar på:
Sura 8:17: Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede.
Så er den ged vist barberet. Andre vil måske have indvendinger som relaterer til deres forpligtelser som familieforsørgere. Endnu engang har Koranen svaret:
Sura 8:28: I skal vide, at jeres ejendom og jeres børn kun er en fristelse; men hos Gud er der en vældig løn!
Voila! Børn er blot en fristelse, ikke en forpligtelse. Endnu en nybarberet ged til samlingen. Der vil sikkert også være nogen, som ikke kan lide deres chancer i åben krig mod de vantro. Men læser man lidt længere frem, så har Koranen søreme også et svar på den indvending:
Sura 8:65: Profet! Anspor de troende til at kæmpe! Hvis der er tyve udholdende mænd af jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er hundrede af jer, vil de besejre tusind af dem, der er vantro, for de er folk, der intet forstår.
Så hvis styrkeholdet er 1:10 eller bedre, så er det fuld fart fremad. Nogle af jer har sikkert allerede glemt min tidligere opfordring, så nu gentager jeg den: PRØV LIGE AT FORESTIL JER AT I TAGER DETTE ALVORLIGT! Vi har en dæmonsiering af de vantro. Vi har en opfordring til at hugge de vantro over nakken. Vi har historiske henvisninger til konkret krigsførsel mod de vantro. Vi har forsikringer om at krigsførslen foregår i overensstemelse med Guds vilje. Vi har argumenter mod moralske kvaler forbundet med drab. Vi har en bagatelisering af forældres forpligtelser i forhold til deres børn. Og vi har en konstatering fra et omnipotent væsen af at de troende kan overkomme et misforhold i styrke. Forestil jer, hvordan det må være at læse den tekst ud fra det perspektiv at det er et omnipotent væsens sidste åbenbaring til menneskeheden.
SPANK THAT HEATHEN!
For en god ordens skyld, så nøjes Gud ikke med at åbenbare afvisninger af de mest indlysende argumenter mod at gå i krig for Guds skyld. Han tiløjer også en håndfuld verselinier om de vantros skæbne i helvede, inklusive denne lille perle, hvor Gud fremstår som en net, lille stuepige der rydder op på Jorden:
Sura 8:37: Gud vil adskille det onde fra det gode og lægge det onde oven på hinanden. Så samler Han det hele i en bunke og anbringer den i Helvede.
En anden lille perle ud i poetiske beskrivelser af de vantros uafvendelige skæbne i Helvede:
Sura 8:50: Gid du kunne se, når englene kalder dem bort, der er vantro, mens de slår dem i ansigtet og på bagdelen: “Smag den flammende ilds straf…”
Spank that heathen, indeed…
BEKÆMP DEM… …INDTIL AL RELIGION TILHØRER GUD!
Med udsigt til at blive spanket hele vejen til helvede, så er der al mulig grund til at stille sig på Guds side i krigen. Men hvor længe skal krigen så foregå?
Sura 8:39: Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud!
Med andre ord er det en uendelig krig. Og på slagmarken i dag tages der højde for de kommende generationer af vantro:
Sura 8:57: Hvis du støder på dem i krigen, så skal du ved hjælp af dem forjage dem, der kommer efter!
Med andre ord (eller rettere; med mine ord), så skal man statuere eksempler på slagmarken for at skræmme kommede generationer af vantro.
RET SKAL VÆRE RET!
Efter en hel sura fyldt med uhyre konkrete opfordringer til krigsførsel (bl.a. 8:60: ‘…udrust mod dem så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår…), så kommer der en opfordring til fred og fordragelighed:
Sura 8:61: Hvis de viser tilbøjelighed til at ville slutte fred, så skal du vise dig tilbøjelig til det samme!
Dette er et ubetinget gode. Dette er enhver fundamentalistisk muslims nøgle til at afvise krig, terror m.m. (ikke-fundamentalistiske muslimer har selvfølgelig ikke brug for en sådan ‘nøgle’). Men det kræver en selektiv læsning af Sura 8 at hæfte sig ved lige netop den linie, og bl.a. ignorere hvad vi læser 4 linier længere fremme:
Sura 8:65: Profet! Anspor de troende til at kæmpe!
Og hvis man ignorerer 8:65 (for ikke at nævne 8:7, 8:9, 8:12, 8:13, 8:14, 8:15, 8:16, 8:17, 8:34, 8:35, 8:38, 8:39, 8:41, 8:42, 8:44, 8:45, 8:46… …you get the point), så risikerer man om ikke andet at få mere bogstavtro trosfæller på nakken:
Sura 8:72: De, der tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Guds sag, og de, der gav husly og hjalp, de skal være venner indbyrdes. De, der tror, men som ikke udvandrede, dem har I ikke nogen venskabspagt med, før de udvandrer.
Og det er også værd at minde om at Koranen tidligere har opfordret til fredsforhandlinger med de vantro. Jeg copy/paster fra et tidligere indlæg:
Sura 4:90: ‘…hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, så giver Gud jer ikke lov at gøre dem noget.
Så langt, så helt vildt godt. Men Sura 4:90 fordrer at vi diskuterer grænsedragningen mellem den islamiske sfære og den ikke-islamiske sfære. Og den diskussion var sikkert relativt simpel, da Koranen blev åbenbaret. Men i 2008 er det altså svært for en vantro som undertegnede at holde sig borte fra muslimer, og det er svært for mange udvandrede muslimer (og deres efterkommere) at holde sig bort fra de vantro. Det er hverken ønskværdigt eller praktisk muligt at vi holder os fra hinanden. Det burde et omnipotent væsen have forudset. Og når den foreslåede løsning – ‘vi holder os fra hinanden’ - ikke er praktisk, så må eventuelle fredsforhandlinger foregå i tekstens ånd. Og tekstens ånd uddybes i Sura 4:91:
Sura 4:91: ‘Hvis De ikke holder sig borte fra jer, tilbyder jer at holde fred og holder deres hånd tilbage, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem. Over dem giver Vi jer en klar bemyndigelse.
Jeg hverken kan eller vil holde mig borte fra muslimer. Dertil er der alt for mange søde og rare muslimer (for ikke at nævne det forhold at der er muslimer som handler i de samme supermarkeder, går til de samme fodboldkampe, deltager i de samme arrangementer som jeg gør).
TO AFSLUTTENDE KOMMENTARER
Der er to linier, som er deres egne kommentarer værdige:
Sura 8:41: I skal vide, at når I tager noget som bytte, så tilhører en femtedel deraf Gud og Udsendingen, slægtningene og de forældreløse, de fattige og den vejfarende…
Det henviser til krigsbytte, og det forhold at krigerne må beholde 80% af deres krigsbytte til egen brug. Hvilket betyder at Gud appelerer til et af menneskets mest usle motiver (personlig berigelse på bekostning af andre) i forbindelse med krigsførslen.
Sura 8:58: Hvis du frygter troløshed fra et folk, så bryd dit ord til dem, lige for lige.
Hvis A bryder en aftale med B, så har B enhver ret til at ignorere sin ende af aftalen. Så langt, så rigtigt godt. Men Koranen går 250.000 skridt videre, og siger at hvis B frygter at A bryder aftalen, så har B enhver ret til at ignorere sin ende af aftalen. Vi ved at vantro er håbløst uærlige. Det er blevet gentaget regelmæssigt siden det blev slået fast allerede i den 16. linie af Koranen:
Sura 2:9: De vil bedrage Gud og dem, der tror…
Har den troende så ikke altid grund til at frygte at den vantro vil begå aftalebrud? Er det ikke hvad Koranen fortæller os igen og igen? Hvorfor skulle en troende så nogensinde føle sig forpligtet til at overholde en aftale med en vantro?
Vi fortsætter snarest med Sura 9, al-Tabwa, Omvendelse. En sura som fortsætter med mange af de samme teamer, som Sura 8, al-Anfal, har taget op. En sura som bl.a. indeholder dette famøse værd:
Sura 9:5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.
Jeg har ikke læst suraen endnu, og glæder mig til at studere konteksten for overstående nærmere.
