Var nazismen anti-kristen?

Overskriftens spørgsmål har jeg behandlet før, da påstanden kom frem at nazismen var anti-kristen. I dag kan påstanden læses i Berlingskes kommentar-sektion i formen: Den gamle »jødiske« religion, kristendommen, skulle også væk. Det er Katrine Winkel Holm der står bag påstanden, som bindes bag på et helt igennem lødigt angreb på brugen af nazi-kortet. Kommentaren kan læses i sin helhed her, og den første halvdel er anbefalelsesværdig. M.h.t. den anden halvdel:

Nazismen var bestemt ikke anti-kristen, men propaganderede for ‘Positives Christentum’ (positiv kristendom), fejrede Martin Luther på hans fødselsdag, og brugte kristen symbolik (bl.a. bar soldaterne bæltespænder med teksten ‘Gott mit uns’ – Gud er med os). Hitler personligt forblev formelt set katolik til sin død, og beskrev sig selv som kristen regelmæssigt igennem sin karriere bl.a. i dette citat fra 1922: “Meine Gefühle als christliches zeigen mich auf meinen Lord und Retter als Kämpfer”/”Som kristen føler jeg, at min Herre og Frelser er en stridsmand”. Sammenholdt med Hitlers private udsagn om kristendom (som ofte var negativt ladede), så er det sandsynligt at Hitlers henvisninger til egen kristendom indeholdt et element af spil for galleriet. Men et sådant spil for galleriet ville aldrig finde sted i en anti-kristen bevægelse (som f.eks. den ligeledes forfærdelige kommunisme), og nazismen var ikke et one-man-show eller en mindre ensemble, det var en folkebevægelse. At karakterisere nazismen som ikke-kristen eller flertydig i spørgsmålet om kristendom kan sagtens forsvares, men at kalde nazismen anti-kristen er direkte forkert.

Leave a Comment

Name: (Required)

E-mail: (Required)

Website:

Comment: