1) Midlertidige ægteskaber anerkendes indenfor shia Islam den dag idag, og shia også anerkender og tror på profeten Muhammad. Shia har også deres kilder på plads.

2) Der findes noget tilsvarende indenfor sunni Islam som hedder “Misyar”, som rejsende benytter sig af og som selv Al-Azhar anderkender. Det er ikke forbudt eller ophørt i praksis den dag idag.

Det er også noget forkert, når Ragnhild påstår at mænd opfordres til at gifte sig, idet det ikke er ham tilladt at gå til prostituerede eller på andet vis bedrive utugt, og der fremlægges her retningslinier.

Mænd kan gifte sig såfremt dette er en mulighed. Men herudover kan de voldtage deres slave kvinder. Det hedder voldtægt, når en kvinde er i fangenskab og hendes “ejer” dukker op med bukserne om anklerne og kræver sex. Fangenskab indebærer netop ikke valg. Om hun stritter imod eller ikke, gør ingen forskel. Ifølge Koranen er det mandens ret. UDOVER evt. kone(r) han måtte have. Slave kvinder var krigsfanger eller fanget helt uden grund. Ifølge hadith må han heller ikke bruge prævention.

Evt. afkom af sådanne voldtægter kunne man sælge videre som slaver og tjene på.

Ergo manden må gerne dyrke sex udenfor ægteskab (med slavepiger, som iøvrigt stadigt praktiseres i nogle lande hvor menneskehandel er udbredt).

Det vil klæde Ragnhild at erhverve fuld viden, før der bliver trykket på tasterne. Det kan være svært når man lever i fornægtelse hvor selv kilder som Koran og hadith bekvemt overses eller nægtes.

Det er, efter min forståelse, overvejende enighed i Sunni-Islam om at Profeten Muhammad, fvmh, gjorde nikah mut’ah fuldstændigt forbudt omkring tidspunktet da den endelige lovgivning i Islam var færdig formet. Det er også min forståelse, at der er overvejende enighed i Sunni-Islam om at ægteskab der indgås med intention om skilsmisse (som nikah mut’ah), ikke er tilladt.

Amerikanerne skal jo efter sigende være bedre end os til at leve sammen trods brede interne forskelligheder i religiøs, kulturel og social praksis. Kan du ikke være vor alles felt-observatør og give os dit indtryk af hvorvidt det passer eller ej? Er de reelt set bedre til at acceptere forskelle, eller lever de bare som mange, relativt lukkede, kulturelle grupper i samme land?

Venlig hilsen
Ragnhild

Jeg håber din rejse lever op til forventningerne. God Eid-ul-Adha, og god jul til dig og din familie. Rejs trygt.

Tak for din omfattende respons. Jeg er p.t. i U.S.A., saa du maa vaebne dig med taalmodighed, hvis du vil laese mine svar. Men jeg skal nok svare dig… Engang efter jul.

Man kan giftes på vide indikationer, og man kan få skilsmisse på vide indikationer – men man har som muslim ikke lov til at være utro eller have uforpligtende seksuelle forbindelser. Dette anses som ødelæggende for samfundsstrukturen og for individets styrke, stolthed og selvrespekt.

Ad “DET MÅTTE JO KOMME, VERSELINIE 34:
‘Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet
nogle fortrin frem for andre, og fordi de har
givet ud af deres ejendom.’

Kan man ikke finde ud af at efterleve dette i praksis, eller føler man generelt at man har valgt forkert partner, har de to ægtefæller uanset begge mulighed for at udtage skilsmisse.

Den muslimske mand har uhyre mange forpligtelser overfor sin kone. Koranen bruger meget spalteplads på at redegøre i detaljer for dette. Mænd er kvinders beskyttere og forsørgere.
Til gengæld skal konen respektere og lytte til sin mands meninger, råd og forslag. Det må siges at være en forudsetning, at når en kvinde velger en mand som sin ægtefælde og livspartner, må hun velge en mand som hun har tillid til og tiltro til at han både elsker og respekterer hende, besidder fornuft og vil hendes bedste. Hvis han så kommer med sin mening om noget hun umiddelbart er uenig i, skal hun have dette i baghovedet før hun begynder at protestere, hæve stemmen, kalde ham ved navne eller lignende. Der skal være respektfuld to-vejs kommunikation mellem ægtefællerne. Han skal tage hende med på råd i alle store beslutninger angående familiens liv, lytte til hende og generelt tage højde for og ivaretage hendes meninger og følelser – til gengæld har han det sidste ord i konflikter hvor de overhovedet ikke kan enes, idet hun ved giftermålet har accepteret at give ham denne ret eller tillid, accepteret at have ham som hendes forsørger og beskytter. Det er en aftale mellem to parter. Man får og man giver.

Manden arver noget mere end kvinden, idet manden har en større økonomisk byrde. Den muslimske mand har iflg shari’a en selvstændig pligt til at forsørge husstandens kvinder økonomisk, uafhængig af hvor meget kvinderne selv tjener. Til gengæld arver kvinden så mindre.
Teoretisk kan jeg som hustru altså tjene mere penge end min mand og stadig væk bruge det hele på mig selv uden at overhovedet bidrage til husholdningen økonomisk, mens han er forpligtet til at bruge sin løn til at sørge for hele mit underhold.
Fornuftige ægtefæller vil selvsagt tidt velge at deles om udgifterne hvis begge har indkomst, men manden har en pligt, konen har en ret.